Now it begins!

"Og forsamlingen bliver ved med at vokse." mumlede Aurius, mens han så rundt alle heromkring. Claire kendte han selvfølgelig, da det var hende som havde skabt ham. Men derudover kendte han ikke nogen. Han gik ud fra, at nogle af de vampyrer som var stærkest, var Claire's allierede. Ham der kom med zombie-menneskerne var nok en af dem. Men ellers kunne han ikke umiddelbart sige hvem der var de stærkeste med sikkerhed. Vampyren som bevægede sig over imod zombie-menneskerne virkede... Underlig. Men det var alligevel som om der var en vis styrke over hende.
Hos varulvene havde han, sært nok, en bedre fornemmelse af hierakiet. Tessa, han mente at det var det en af hundene havde sagt, men han var selvfølgelig ikke sikker på, om det var hendes rigtigt navn, virkede som en af de stærkeste, mens de to turtelduer virkede som de svageste. De to sidste kunne han ikke umiddelbart placere i hierakiet. Men uanset hvad ville vampyrerne vinde en kamp, som det så ud lige nu. De var i overtal og ud fra hvad han havde fået fortalt, var en vampyr en varulv overlegen hvis man så på det en for en.

Kayla kiggede bare skræmt på alle vampyrerne og ulvene. Hun var bange for at bliver jaget igen, og knugede sig ind til Claires arm. Hendes blik søgte blandt vampyrerne, hvorfor vidste hun ikke, men hun følte hun ventede på nogen, hun lignede en der holdt udkig efter en hun ikke havde set i lang tid."jeg kunne ikke høre dig, eller finde din fært, men så den der..ting jeg fortalte dig om en gang..den tvang mig herover, også kunne jeg dufte dig"sagde hun lavt og følte sig begloet af en eller anden grund.

"Serious business..." hvislede hun mere eller mindre skeptisk da hun nærmede sig forsamlingen på afstand. Det var virkelig en besynderlig flok. Af ren vane lod hun en af sine blege hænder køre gennem det gyldenblege hår. Hår som mange uden tvivl ville tro var farvet, for hey; alle farvede jo deres hår nu om dage. Men som Grace var, vidste hun allerede at hun var perfekt, så hvorfor prøve at ændre på det? Perfektion var jo ikke nødvendigt noget man var født med... medmindre selvfølgelig man var lige som hende.
Grace trådte nærmere og stoppede op da hun var tæt nok på uden at bliver hyldet ind af ulve-stanken. Placerede begge hænder på hofterne og lod køligt sine mørke øjne glide henover folket. interesting...

Hun hævede det ene øjenbryn, da Kayla forklarede denne ting. Hun så sig lidt omkring, hvad kunne det mon være? Hvad var det mon der trak Kayla denne vej? Hun havde selv været så nysgerrig siden hun havde mødt denne skønne lille tøs. Men hun kunne ikke rigtig regne ud hvad det var, eller hvem det var. Hun så derefter ned på Kayla igen og sendte hende et lille smil. "Det kan være at det er noget der er her i skoven. Skal jeg hjælpe med at lede?" spurgte hun roligt og kiggede over imod varulvene. Det kunne umuligt være dem.

Som alle andre var Daniella totalt overrasket over forsamlingen. Det var virkelig et cirkus. Det hele. Der kom bare flere og flere, og ingen vidste hvorfor de var her. Alle følte sig kaldt til at komme. Det var underligt. Underligt scenarie: Formskiftere som stod provokerende, to turtelduer som lige havde imprintet sig på hinanden, Tristan som kom med mennesker, Arya der var hjernevasket, hende selv, enkelte andre vampyrer og....

Daniella stod bare måbende og kiggede på det lille barn som pludselig stod ved Claires side. Hun var overrasket, helt sikkert. "Claire..." sagde hun og stirrede vantro på Claire. Det var vel ikke... Et udødeligt barn?

Arya stod netop og slikkede et af menneskenes hals da en duft hun ikke havde følt i sine fint følendes næseborer i lang tid. Hun vendte sig om og stirrede direkte mod Claire som sad på hug foran en lille pige.
Arya var stivnet, som i chok, overrasket, lettet lykkelig og grædefærdig, uden af kunne græde. Heldigvis blev ingen af disse følelser vist. Hun stod bare som en sten og stirrede på dem.
"Claire..."Aryas stemme rystede chokeret og svagt og pludselig gik det op for Arya. Claire havde i sin tid taget Oceana, fået ulvene til at tro de dræbte Oceana, så de fik skylden, sikkert i håb om at Arya ville arbejde sammen med Claire." Oceana La mia bambina!"sagde hun chokeret og stirrede på den lille pige der knugede sig til Claire.
Hun kom stille og roligt til sig selv og mærkede nu en vrede, nok nærmere et uslukkeligt raseri vælde op gennem hendes forstenede krop, hele hendes krop sitrede af had til Claire."Claire jeg river dig fra hinanden, langsomt og pine fuldt, hvor vover du"Hvæsede Arya med et koldt drabeligt ansigt der aldrig var blevet set hos hende før! Hun havde trukket læberne væk fra hendes hugtænder og hendes pupiller mikro små så hendes øjne så helt røde ud.

Matthew vidste godt at den kvindelige vampyr var alt for farlig. Han svarede hende bestemt heller ikke igen bare for at være modig eller rapkæftet. Men fordi han kun synes det var retfærdigt, og fordi han ville forsvare Lucy. Men han lod sig trække til siden og sagde ikke mere. Han fulgte Lucys blik og blev også forstenet ved synet af den lille pige som flere samledes om at stirre på. En af de kvindelige vampyrer begyndte pludselig at råbe af den første kvindelige vampyr og hans øjne blev helt store ved synet. Det var underligt. Var de ikke allierede? Der var noget med det barn... Men hvad? Og var hun ikke vampyr? Var det ikke ulovligt at gøre sådan et lille barn vampyr? Matthew trak Lucy ind til sig.

Emily stirrede kort på de forskellige, mærkelige skabninger omkring hende. Hold da fast, en mærkelig forsamling. Med en let panderynken, betragtede hun det unge par, der tydeligt enten kendte hinanden, eller lige havde imprintet sig. Hun klukkede for sig selv, og skulle til at gå hen til det nye par, da en lille pige pludselig dukkede op. Emily stivnede, og stirrede forfærdet på barnet. "Et barn..." mumlede hun, og knyttede hænderne. Havde denne kvindelige vampyr lavet et udødeligt barn?!

Hun kiggede overpå Daniella, hun rystede på hovedet. "Nej Dani.." hviskede hun stille, hun vidste godt hvad hendes veninde tænkte. Så det var bare om at svare hurtigt. Hun kiggede op, da hun hørte Aryas stemme. Hun hævede det ene øjenbryn og rejste sig op, imens hun tog Kayla op i sit favn. Først troede hun at Arya ville spørge om det var et udødeligt barn, men så så hun raseriet i hendes øjne. "Hvad fanden mener du!?" spurgte hun med en hvæsen. Hun hoppede op i et træ og lod Kayla sætte sig på en stamme og hoppede derefter ned igen. Med tankerne at Arya ikke skulle dræbe det barn. "Forstår du ikke!?" skreg hun og kiggede Arya ind i øjnene. "Hun er ikke udødelig!" hun kunne ikke lade være med at grine lidt af det Arya sagde med at rive hende i stumper og stykker. Selvfølgelig ville Claire ikke lade det ske og de andre var jo allerede på Claires side.

Aryas øjne ændrede sig ikke raseriet strålede stadig ud af dem"Selvfølgelig ved du hvad jeg mener! Du fik mig til at tro hun var død, så jeg ville gå i mod ulvene på din side"hvislede hun koldt og kuldegysende lavt. og gik ulækker roligt tættere på claire med blikket rettet stift på hende"D vil fortryde det bitterligt!"sagde hun og smilede"Jeg vil få dig til at tigge om at dø! Hvor vover du at røre mit barn!"Hvæsede hun og stod nu 3 skridt fra Claire.

Claire stoppede op lige pludseligt. Hun vippede sit hoved den ene vej og kiggede hurtigt op på Kayla og derefter over på Arya igen. Hun bed sig let i læben og nu var det tydeligt i hendes øjne. Den legesyge, sindsyge og ellers så alvidende Claire. Var forvirret.
"Dit barn..?" hviskede hun stille og kunne så forstå hvad der forgik her. Kayla var hendes datter! Kaylas følelse som havde fået hende bragt til Forks, var på grund af hendes mor! Men hun var stadig en smule bange for hvad der ville ske for Kayla. Hun var ikke tryg ved at Arya opførte sig som hun gjorde. Men hvad hun skulle gøre vidste hun ikke. Det virkede ikke som om at Arya kunne styres på dette tidspunkt. "ARYA!" skreg hun vredt. "Jeg kunne aldrig finde på sådan noget!"

Daniella blev først forvirret over Aryas råben op, dernæst blev hun endnu mere forvirret over at Claire ikke vidste hvad hun snakkede om. "Claire... Udlever barnet. Du ved man ikke må lave udødelige børn." sagde hun og trådte et par skridt hen imod Claire. Barnet var ikke menneske. Det kunne ses på hende. Noget ved hende skreg af vampyr og kræfter. Men så sagde Claire at barnet ikke var udødeligt og Daniella standsede op. "Hvad mener du med at hun ikke er udødelig? Vi kan alle se at der er noget der pulserer i barnet. Hun er ikke et menneske." sagde Daniella til Claire med en høj stemme. Så råbte Arya op om at det var hendes barn og at Claire havde gjort ført hende bag lyset og taget hendes barn og sådan noget. Hun åbnede munden, i det Arya gik i mod Claire. Claire ville sagtens kunne forsvare sig selv, det vidste hun, men hun løb alligevel hen på siden af Claire, da Arya alligevel gik med rolige skridt. Hun lyttede roligt til Claires svar. Afventede Aryas svar, og parat til at hjælpe Claire, hvis Arya ikke lyttede.

*Det her er ikke godt* tænkte Aurius, med en blanding af skræk og frustration. For bare øjeblikke siden havde magtbalancen klart favoriseret vampyrerne, men nu, med Arya på den her måde var han ikke længere så sikker. Hvis Arya angreb Claire, ville de have problemer... Claire ville nok godt kunne besejre hende, hvis hun brugte sin evne, men det ville give formskifterne en mulighed. En mulighed, som han, hvis han var formskifter, ikke bare ville lade passere uden at gøre noget.
Han overvejede kort sine muligheder. Han vidste ikke hvor hurtige formskifterne er, så det ville være risikabelt at prøve at flygte. Hvis de kunne besejre de andre vampyrer kunne han ikke forestille sig, hvorfor de ville lade ham løbe. På den anden side ville vampyrerne være rimeligt stærke, selvom Claire og Arya kæmpede. Hvis de gjorde det, så det ud som om den ene af alfa'erne ville hjælpe Claire. De ville forhåbentligt gøre kort process med hende, så de kunne undsætte de andre, hvis at varulvene reagerede på en kamp mellem Arya og Claire. Så det bedste lige i øjeblikket ville nok være at blive, og kæmpe defensivt hvis en eventuel kamp skulle bryde ud.

Tessa trak vejret i rolige stød, skønt forvirringen så småt var ved at nå hende. Der skete så uendeligt mange ting på én gang, at det snarere var en eksakt videnskab blot at følge med. Med kastet ganske let på skrå betragtede hun kort de nytilkomne, hun havde hørt om ved navn. Havde hun nogensinde set dem? Det var egentlig ligegyldigt, for interessen lå mest på barnet, der lige var kommet til. Hvem forvandlede dog et lille barn?
Blikket fandt efter noget tid Brady, hvor hun gav ham et blik, der tydeligt viste hendes delvise forvirring. Der var optakter mellem to af vampyrerne.. Over barnet? Og der var de to varulve, Lucy og Matthew, der tilsyneladende var forelskede eller havde imprintet sig. Tessa smilede for sig selv ved tanken om det. Det var mere til at forholde sig til end den urimelige stank af vampyrer, der kun syntes at vokse. Tessa bevægede sig mod Brady, der ikke var specielt langt fra hende.

Kayla betragtede kvinden der virkede mere og mere bekendt for hvert sekund. Hun kiggede på Claire og følte at hun var i fare. Hurtigt svingede den lille pige sig ned af træet og stillede sig i mellem de to hun vampyrer og kiggede direkte på sin mor" Mama!! Nej...Claire..mødte jeg for enden af vejen fra Seattle til Forks..Jeg vågnede for et års tid siden i sydamerika. Uden at huske noget, fulgt mit instinkt..her til!"hun sagde det som om hun havde svært ved at tale, men det var nærmere den bizarre følelse af at have en mor, der var ved at slå den eneste skabning ihjel som havde hjulpet Kayla på denne lange rejse.

Arya havde været så tæt på at gå på Claire da Kayla pludselig stod der foran hende. hun gemte tænderne væk og fik langsomt sine normale øjne tilbage. og lyttede modvilligt til sin datters forklaring. Arya var fyldt med vrede, som hun blev nødt til at lukke ud..snart, men lige forløbigt styrede hun sig."Jeg undskylder Claire"Sagde hun roligt og kiggede kort på Claire for at se om det blev accepteret inden hun kiggede ned på Kayla. Med et havde hun Kayla i et fast tag i sin favn, og omfavnede det lille barn, hårdt men ømt.
Hun vendte sig pludselig om mod Claire"Kan man virkelig ikke se ligheden mellem hende og jeg, eller hendes øjne og Dominics?"spurgte hun lettere forvirret, hun kunne selv se en masse ligheder mellem sit barn og sig selv. Hun kyssede Kayla på panden og aede hende på ryggen. Hun vidste ikke hvor hun skulle gemme sit barn fra ulvene denne gang.

Hun så ned på det lille barn der talte til sin mor. Hun sukkede. Hun kunne ikke lide at skulle give Kayla videre, selvom at Arya selvfølgelig var hendes mor. Claire vidste godt nok at Arya var en god allieret, men nogen gange vidste hun ikke hvor vidt hun kunne stole på hende. Hun vidste ikke hvor lang tid Tristans hjernevaskning ville kunne holde. Da Arya undskyldte fnøs hun og rystede på hovedet af hende, "det må du nok sige!" hun var godt nok selv den spontane type, der ikke behøvede en forklaring for at have en grund til at angribe. Men hvor var hun dog træt af at Arya ikke havde spurgt noget mere ind til det.
Da Arya spurgte om ligheden kiggede hun på dem begge. "Dominic?" hun hævede det ene øjenbryn. Hun kunne ikke lade være med at grine en smule. "Har du en datter, med en forræderisk vampyr?" hun rystede på hovedet af det. "Jeg kan ikke se nogen lighed" sagde hun og kiggede derefter på Kayla. Hun ville selvfølgelig ikke have Kayla til at se den helt onde side af hende, så hun holdte sig en smule tilbage. Hun kiggede derefter på Arya. "Jeg troede du sagde hun var blevet dræbt af de pokkers køtere"

Arya smilede" Hun har heldigvis også kun hans øjne"Sagde hun køligt og trak på skuldrene."Jeg fik af vide af en ulv at den havde dræbt hende.."åbenbart har hun fået slettet hukommelsen og er endt i Sydamerika"sagde hun en smule arrigt og kiggede mod køterne"I skal bøde for det her, ikke nok vil i myrde et levende væsen som i åbenbart burde beskytte, men slette hendes hukommelse og smide hende væk i sydamerika...I burde skamme jer"spyttede hun koldt mod tæppetisserne og snerrede kort af dem med de glimtende røde øjne. Hun gik over til Tristans zombie flok, kiggede på sin datter"Sulten?"spurgte hun med et kærligt blik og så meget moderlig ud pludselig. Hun lavede to perfekte bidemærker til Kayla så hun kunne få noget mad, og hvis hun ikke var sulten, så ville hun selv fortære kroppen.

Da de endelig fandt ud af det, var Daniella direkte overrasket over at Arya havde en datter. Arya og hende havde aldrig kunne enes de forgangene år, men dette var anderledes. Hendes datter var så fin, og så sød. Alle stod bare og stirrede på det. Heldigvis fandt de ud af det. Men hun kunne ikke lade være med at rynke næsen, da hun hørte at faren var den forræderiske Dominic. Totalt skiftende side og utilregnelige. Da Arya skældte ud på køterne, gad hun ikke reagerer. Arya havde ikke ret i sin anklage, da de sådan set intet havde gjort hendes barn. I hvert fald ikke disse køtere. Men hun sagde ingenting. Køterne var ikke det værd at beskytte, overhovedet. Faktisk havde hun mest af alt lyst til at gå i flæsket på alfa ulvene. Vise dem hvem der bestemte. Hun gik væk fra vampyrerne og væk fra de hjernevaskede mennesker. Hun gik ud mod midten. Mellem vampyrerne og mellem formskifterne. Kiggede på hver og en af alfa-ulvene.

Lucy havde ikke rigtig lagt mærke til det der var sket omkring hende på grund af det lille barn. Ikke engang det skænderi der havde været lige for næsen af hende. Det plejede ellers at interessere hende når vampyrer skændtes, fordi at det ikke var så tit hun fik chancen for at se sådan noget. Hun havde stået og stirret på det lille barn med store øjne. Men da den kvindelige vampyrmoder havde taget sit barn op i favnen, kom hun ligeså langsomt til sig selv. Hun begyndte at trække vejret ret hurtigt. Hun havde overhovedet ikke hørt det med at det ikke var et udødeligt barn. Hun kunne ikke fatte at Claire bare stod og lod som om at det var ingenting. Ligeså snart at vampyrmoderen havde taget sit barn over til et af menneskene, kunne hun ikke styre sig længere. Hendes vejrtrækning blev tungere og hun skubbede sig let væk fra Matthew. Hun ville ikke virke sur på nogen måde overhovedet. Men nej hvor Claire dog var gået for langt! Hun begyndte at løbe imod de pokkers igler og skreg. Hun hoppede og hendes tøj blev flået af, pludselig var hun blevet forvandlet. Hun havde ikke tænkt over hvor meget stærkere de andre vampyrer var end hende. Hun var ligeglad. Hun var sur. Hun var vred. Hun kunne mærke alle disse negative følelse fylde hendes hoved. Hun havde et flot skær hen over hendes lysebrune pels og hendes helt blågrå øjne skinnede, men det var tydeligt at hun var vred. Hun hoppede og ville angribe vampyrmoderen bagfra, imens de stod og kiggede på dette menneske der snart skulle være offer for blodsugning. Hun havde ikke forstået de andre formskiftere ikke havde gjort noget ved det. Men det ville hun nok snart finde ud af.

"Meget dårlig ide, kære køter" sagde Aurius, mens han også selv hoppede. Ikke for at komme bag nogen, men for at få fat i Lucy og ned på jorden igen. "Hvis at du holder dit liv kært ville du lade være med det der" sagde han ildevarslende. Han bekymrede sig ikke særligt om hundens liv, men hvis det kom til kamp, var det ikke usandsynligt at hundene kunne dræbe en vampyr. Og fra hvad Claire havde sagt var nogle af dem værdifulde, og hundene ville nok prøve at gå efter de stærkeste, hvis de alligevel skulle dø.
Han kastede dog et hurtigt blik på Claire, Arya og hvad pigen nu var. De kunne sagtens forsvare sig selv, men de ville nok ikke tænke rationelt mens de gjorde det. Claire da det virkede som hendeS natur at dræbe først, senere tænke over det og slet ikke stille spørgsmål. Arya, da hun måske kunne tro, at hendes barn var truet.

At holde disse mennesker i gang var ekstremt trættende, da det tærrede på hans kræfter at holde hans evne i gang med en gruppe på 7.. Hvordan var dette sket? Var hans storhedstid allerede ovre? Han gav nu slip på dem hvilket gjorde, at de bare faldt som kludedukker til jorden. Det eneste han sagde, inden han klatrede op i et træ med et menneske var: Mine med-vampyrer! Så er der mad hvis det er!" og så gjorde han en ende på det menneske han sad med ved at suge det tomt for blod. Hvilken dejlig følelse da blodet forsvandt ned i hans hals og hjalp ham med sin tørst.
Desværre var han næsten hel tom for energi til at bruge sin evne igen. Brugte han den, uden hvile, ville han nok kollapse, så han ville holde sig lidt tilbage hvis det var muligt uden at hvalpene blev helt forskruet over hans lille stunt, som han fandt ret sjovt selv.

Tch.. Grace lavede en dæmpet kedsommelig bevægelse med hånden, og rykkede kort med hovedet. De mennesker der for nogle øjeblikke siden havde stået oprejst, var nu faldet til jorden - som madposer der var blevet smidt frem på skovbunden, til ære for dem alle. Eller i følge Vampyren der llige havde klatret op i et træ, gættede hun i hvert fald på at det var ham der var skyld i alle disse mennesker. Og så vidt som Grace kunne se havde det ikke været smart at bringe den lille hær af mennesker ind mellem vampyrene OG varulvende. Dristigt.
Hun lænede sig op ad et træ, i udkanten af den store blandede flok og fik hurtigt genkendt nogle ansigter. Ansigter hun ikke havde glemt i den lange tid hun havde været væk. Og der var det hun opfattede det, en magtkamp der så ud til at springe mellem vampyrer og varulve, og midt i det hele to alfaer - grundet deres ekstreme aura var de ikke svære at få øje på - der lod til ikke at være helt på god fod med hinanden. Og grunden til dette... Grace stivnede. Fordi at alfaernes aura var så stor, og ulvenes stank så tæt, havde hun ikke opfattet barnet før. Chokket havde kun vist sig i et split sekund, og eftersom ingen endnu havde set ud til at lægge ordentligt mærke til hende, var hun mere eller mindre sikker på at ingen så det.

Barnet... barnet ... Grace rynkede svagt på næsen ved synet af det. Det var en blanding. En skabning hvis lige aldrig var blevet set i denne del af landet før. Men Grace havde set sådan noget før. Sådan en uhyrlighed. Det var ikke fordi Grace ikke brød sig om dem. Hun havde bare foretrukket det en anelse mere grotesk. Men nu hvor der var et barn indblandet....

Matthew blev skubbet væk af Lucy i det hun skiftede form og sprang frem. Matthew blev helt lamslået over den pludselige reaktion, og lod tøjet rives op, inden han selv sprang frem i kampklar ulve skikkelse. Hvorfor Lucy pludselig reagerede sådan, vidste han ikke, men han vidste at nu skulle hun beskyttes. Det næste han så var en mandelig vampyr som sprang efter hende, og Matthew sigtede med det samme i den retning, da Lucy styrtede mod de kvindelige vampyrer. Hvis den mandlige vampyr ramlede ind i hende, kunne det hurtigt blive grimt, så han satte af, og styrtede direkte mod vampyren i det han nærmede sig Lucy. Da vampyren var for tæt på Lucy, tog han et sidste afgørende spring, og trykkede poterne direkte ind i siden af vampyren, for at vælte ham om kuld...

Ved Tristans råb vendte hun sig mod ham. Han havde lige indbudt til krig mellem formskiftere og vampyrer. Selvom hun mest af alt ønskede at få formskifterne af vejen, vidste hun at det ikke var tidspunktet. Så så hun en kvindelig ulv sprinte af sted mod Arya og barnet, og en mandlig vampyr hun stadig ikke vidste navnet på, kaste sig mod den kvindelige ulv, som herefter blev angrebet af den kvindelige ulvs kæreste. Under alt dette forholdt Daniella sig roligt. Hun vidste at Claire og Arya ville kunne redde sig selv, samt den mandlige vampyr som var en kende svagere end hende selv. Det var trods alt kun to normale formskiftere som kæmpede imod dem. Hun blev derimod og holdt øje med alfaulvene med sammenknebne øjne. Holdt sit fokus fæstnet på deres bevægelser.

Emily stirrede forfærdet på de to ulve. Hvad i alverden havde de gang i?! "Lucy!" Udbrød hun, og måtte kæmpe for ikke at springe hovedkuls ud i det, og selv forvandle sig. Nok var der et barn, men Licy og den anden angribende ulv burde kunne høre hendes hjerte slå. Hun vidste ikke [i]hvad[\i] denne pige var, men vampyr, det var hun ikke. Med en snerren kiggede Emily mod Tessa, og remsede kort vampyrens evner op i hovedet. Hun kendte ikke Claires og Aryas evner, men kendte Daniellas. Desuden kendte hun Tessas; altså vat det ikke meget hun vidste om sine modstandere. Og hun havde ikke brugt sin egen evne i en evighed. Emily trippede sammenbidt, og turde kun håbe på at iglerne ikke brugte deres evner mod Lucy og fyren.

Han blev væltet omkuld af Matthew, før han nåede at stoppe Lucy. "Dit fjols! Hvis din kæreste angriber lige nu dør hun nok, og så ville hendes blod være på dine hænder" hvæste han koldt. Han burde have tænkt på det da han gjorde sit træk. Forbandede, irrationelle hunde. Selvfølgelig tænkte drengen ikke rationelt. Og hvad lavede alfaerne? Prøvede at at provokere ulvene til at angribe? Det kunne selvfølgelig være en plan for at udrydde hundene, men han tvivlede. Claire var ikke typen som planlagde, Arya virkede ikke til at være helt ved sig selv, men de andre to kunne han dog ikke garantere for. Det virkede dog rimelig tilfældigt, at den lille... Hvad den lille pige nu end var, skulle dukke op, hvilket mere eller mindre fjernede chancen for at det her var en plan.
Han mærkede kort der hvor Matthew havde skubbet ham. Det havde egentligt været ret varmt. Men det afspejlede vel også hunden meget godt. Meget... Impulsiv, hvor Aurius selv var mere... Kold og kalkulerende, kunne man måske godt sige. Men han kunne tænke mere over hundenes natur senere. Lige nu skulle han sørge for at Claire ikke mistede nogle af sine allierede. I hvert fald en af dem virkede til at være mere rationel end Claire, så hun var nok nødvendig, for at Claire skulle fungere optimalt i forhold til planer.

Den vampyr han havde væltet, havde muligvis ret. Han kendte ikke vampyrerne godt nok til at vide om de bare ville klaske Lucy, eller muligvis slå hende ihjel. I det mindste var en vampyr nede og ligge og det var nok for ham, så Matthew slog ham kort i hovedet med halen, inden han susede videre mod Lucy, med farten under poterne. Hvorfor Lucy havde angrebet så pludseligt undrede ham voldsomt, men han var mere bange for at der skulle ske hende noget, så han valgte at tage nogle spontane træk. Den vampyr han havde væltet, havde han også en ide om ikke vidste særligt meget om hvordan og hvorfor alfaerne handlede som de burde. Ellers havde han nok ikke sprunget efter Lucy. Så havde han stået stille ligesom de andre.

Brady havde set passivt til, han var skræmt. Ikke nok med at han ikke vidste hvad der drejede vampyrernes og varulvenes tanker, men hvad med Tessa? Hvad kunne hun lave her? Hvad kunne hun havde med alt dette her? Barnet.. Så smukt.. Han stirrede på barnet, sjældent fandtes der nogen af disse væsner som havde et så uskyldig udseende som hende. Hun kunne ikke være ond. Han var helt tæt på Tessa. Han lagde hans hånd på hendes skulder og hviskede ind i hans højre øre. "Tessa.. Kender du disse?" Hviskede han og håbede på at ingen andre hørte ham. Brady kiggede hurtigt over de forelskende varulve, det var sødt. Tænk at så meget kærlighed og had var samlet på sådan et sted. Brady var stadig rolig, men det begyndte at udvikle sig til rædsel over for vampyrerne.

Kayla havde taget villigt i mod maden og sugede blodet til sig.så meget som hun kunne. Da hun var mæt slikkede hun sig om læberne. Ikke en dråbe var ramt forbi hendes læber. Hun smilede til sin og puttede sig op af hendes skulder imens hun lyttede til den optrappende kamp der var bag hendes mors ryg."Du må ikke være vred på Claire"hviskede hun bedende til sin mor og kiggede op på hende, en træthed fyldte hendes øjnlåg lige så stille.

Arya drænede kroppen for det sidste blod, og rystede på hovedet da Kayla sagde at hun ikke måtte være vred på Claire"Jeg er ikke vred på Claire, mi amore."sagde hun lavt og kyssede hende på panden. Arya havde hørt det der skete bag hende og søgte desperat efter et sted at sætte Kayla i nogle lunde sikkerhed. Hun valgte det højeste og tykkeste træ i lysningen."Bliv siddende her, og hvis en af dem der stinker prøver at få fat på dig, da brug din evne og kom langt væk her fra! Hold øjne og øre åben mi amore!" hun kyssede sin datter en ekstra gang på panden inden hun sprang ned fra træet og landede lige foran den løbske ulv"Hej køter, lidt aggresiv i dag?"spurgte hun med et ondt blik inden hun sparkede til hvalpen så den fløj om i den anden ende af lysningen. Arya lo og lagde hovedet på skrå"I alfa...I ser så skræmte og forstenede ud. Har min datter chokeret jer så meget?"spurgte hun syrligt med et lumsk smil.

Tessa skar tænder i frustration. Hvad skulle hun dog kunne gøre i denne situation? Varulveparret var sprunget. Hendes skuldre var markant spændt, samt hun trippede let på stedet i det, der mindede om utålmodighed. Hvad lavede de pokkers varulve dog? Blikket fandt hurtigt Emilys, hvor der lå frustration gemt i de blågrønne øjne. Det gav et lille sæt i Tessa, da hun mærkede en hånd på sin skulder.
"Brady.. Nogen af dem.." Hviskede hun kort for hovedet til sin fætter, hvortil blikket gled vampyrerne igen. En let knurren kunne høres fra Tessa. En forvandling skubbede sig på, samt lysten til at springe frem til de to varulve. Det tog hver en del af hendes fornuft ikke at gøre det. Tessa bevægede sig nogle få skridt fremad, men hun ændrede ikke skikkelse. Et spørgende blik gled mod Emily. Tålmodighed var ikke ligefrem på Tessas side lige nu. De blågrønne øjne fulgte nøje Lucy og Matthew, som havde hun været en høg. Gjorde vampyrerne mine til noget, var hun parat.

Efter at Arya havde sparket den kvindelige formskifter væk, satte Daniella i fart og greb den kvindelige formskifters lille 'forelskelse' rundt om halsen, og trak den ned på jorden så jorden næsten rystede under dem. Daniella tænkte ikke engang på hvilken styrke hun skulle bruge mod en normal formskifter. Hun var vant til at slås med alfa ulvene, og der skulle flere kræfter i brug, så Daniella kom måske til at overdrive en smule, men måske kunne det lære den. Så rejste hun sig og satte foden på dens hals. Hun trykkede ikke, men den var alligevel holdt fast, den lille ulv. Så tog hun igen øjnene i brug mod alfa ulvene som havde været utroligt stille under hele scenariet. Utroligt. På trods af flere mennesker lige var blevet tygget i, og deres egne 'hvalpe' var styrtet mod vampyrerne havde de intet gjort. "Har de ikke nogen betydning for jer mere? Hverken disse hvalpe eller andelen af disse mennesker?" sagde hun højt ud mod forsamlingen af formskiftere. Det kom virkelig bag på hende at de ikke havde gjort mere. Hun kiggede særligt på Tessa, da hun kunne se at hendes krop var mere spændt end de andre ulves. Så smilede hun. Triumferende.

Sam løb igennem skoven. Ikke i ulveskikkelse, bare som menneske. Alligevel gik det temmelig hurtigt. Som hun kom længere ind, rynkede hun mere og mere på næsen. Så kraftig havde hun ikke regnet med, at lugten ville være. Hun havde været på vej ind til byen, da hun havde opfattet lugten. Både fra andre formskiftere og fra vampyrere. Var der noget, hun ikke havde hørt om? Noget hun havde glemt? Det var højst besynderligt, at lige præcis de racer befandt sig tæt på hinanden.
Derfor havde hun droppet sine planer, og var løbet mod lugten. Formskifternes duft var kraftig, men ikke ligeså kraftig som iglernes. De måtte være i overtal, og have nogle stærkere vampyrer hos sig. Lugten af dem var kvalmende, men dog til at holde nogenlunde ud. Ulvenes ligeså kraftige duft hjalp en del.
Forholdsvis hurtigt nåede hun frem. En anelse chokeret måtte hun indrømme, at hun blev. Hun genkendte Tessa, hendes alfa og nogle af de andre ulve, men ellers var der ikke nogen, hun kunne genkende. Ikke nogen af vampyrerne. Hvad skete der? Det hele virkede kaotisk. Nogen af ulvene havde ændret form, og så ud til at være i en form for kamp. De andre, stod bare og kiggede.
"Tess?", spurgte hun og trådte nogle skridt hen mod hende. Det var tydeligt, at hun var dybt forvirret. Sam lignede et stort spørgsmålstegn.

"Behøver du gøre det her? Og jeg havde troet, at du var den rationelle blandt jer alfaer" sagde Aurius med et mildt suk, imens han rejste sig op. Som situationen havde udviklet sig, med Danielle med en fod på en af hundene, efter at Arya havde givet en anden hund hvad der lignede et rimeligt hårdt spark, virkede en kamp meget sandsynlig. Hvis en kamp brød ud, ville den sandsynligvis starte med, at Matthew blev elimineret. Hundene måtte kunne se det? Ville de virkelig starte en kamp, som sandsynligvis ville være den direkte konsekvens til, at en af deres artsfæller ville gøre det? Hvis bare at de andre hunde, alfaer og omegaer, gik han ud fra, forholdt sig stille, ville Daniella måske ikke gøre Matthew noget. Måske. Han tvivlede dog på at Lucy ville tænke rationelt. Fra hvad han vidste havde de imprintet, han mente at det var ordet, så de betød vidst alverden for hinanden. Det lød som den slags fjollede følelser, som kunne få hende til at ofre sit liv i et meningsløst angreb.

"Du troede at jeg var den rationelle blandt os alfaer?" gentog hun med et smil der næsten stod op til ørerne. "Hvem er du? Du som er så vidende?" sagde hun med en mere eller mindre sarkastisk undertone, hun holdt stadig foden placeret på ulvens hals. Denne vampyr anede intet om deres plan, for denne varulv ville åbenbart holde sig 'rationel' og ikke gøre sig uvenner med ulvene. Han ville vel have at alle skulle leve i fred og harmoni? Daniella kiggede hen på Claire. Det var tydeligt at den mandelige vampyr ikke ønskede at dette skulle føre til krig. Da hun placerede foden, havde hun nu heller ikke haft til ønske at træde halsen over, hvis det var det han regnede med. Hun var ligeglad med en hvalp. Nej, hvis hun kunne vælge en hals at placere foden på så skulle det være Emily-, Tessa- eller Annikas hals. Sikkert og vist. Hun ønskede i hvert fald ikke at ulvene skulle undertrykke vampyrerne. De kunne bare prøve.

Tessa fik færten af Sammi, da hun var forholdsvist et godt stykke væk. Tankerne og fokus var fuldt vendt mod kaosset, der var brudt ud for næsen af hende. Det kunne kun ende i en voldsom aften. Et sted delvist langt væk hørte Tessa Sammis stemme tiltale hende, skønt hun ikke rigtig lyttede efter. Et hurtigt blik blev kastet over skulderen på Sammi.
"Sammi.." Svarede Tessa med et blik, der var meget tilsvarende den anden varulvs. Hun havde dog ikke tid til at forklare, for i dette øjeblik ramte den gyldne dråbe, der fik bægeret til at flyde over. I ét langt spring var Tessa nede på alle fire poter efter en højlydt flænsen af tøj. Hendes rød/hvide og delvist brune pels blæste let i vinden. Hvor meget hun end ville stå og blot nyde følelsen, kunne hun ikke. Tessa var splittet mellem hvilken af vampyrerne, hun skulle angribe, men hun endte med at tage en hurtig, spontan beslutning. Hun satte af fra jordbunden og stormede i det hurtigste tempo, hun kunne præstere, satte atter af fra jordbunden og fløj i en flot bue mod sit mål. Tessa mærkede Daniellas kropsbygning under sine poter. Hun håbede på at vælte hende, mens hun med en hadefuld snerren snappede ud efter vampyrens skulder eller blot krop med sine spidse tænder.

Arya lo over Tessa. hun fik godt nok væltet Daniella væk fra den lille elskovs køter, men Arya syntes at det var syndt der var så langt fra ham til hans elskede. Hun satte sig ned på knæ ved siden af ham og holdte ham nede med en arm."Du må undskylde hvis jeg bare sådan fjernede din elskede...Lad mig vise hvor hun er!"sagde arya med et koldt grin, tog fat i køteren og kastede ham ned mod den anden ulv."fedt kobbel i har jer! meget svagt dog"sagde hun ondt og drillende. Hun regnede med at Daniella godt selv kunne klare sig nu hvor Tessa ikke ville bruge sin evne i mod vampyrerne.

"Battle has been joined" mumlede Aurius, i et nogenlunde neutralt tonefald. Det lød trods alt til, at Daniella havde styr på det. Hvor han dog håbede, at hun ikke havde undervurderet hundene. Han spejdede selv hurtigt rundt på feltet. Han skulle nok helst undgå de stærkeste varulve, i hvert fald lige i øjeblikket. De ville sandsynligvis have nok erfaring til at tage sig at en nyfødt... Problemet var bare, at de potentielt alle sammen var et stort kobbel, så selv de mindre erfarne ulve kunne få tips og tricks fra alfa'erne.
Tessa ville nok være for meget for ham, men Daniella kunne nok klare hende. De andre ulve stod lidt for klumpet sammen til at han havde lyst til at angribe dem på samme tid. Men de to turtelduer... De var nok et oplagt mål for ham. De var forhåbentligt begge to lidt rystede efter deres flyveture, og de virkede som relativt "unge" hunde. Desuden havde de opført sig særdeles tåbeligt, og han brød sig ikke om tåber, så det ville være godt at prøve at sætte dem lidt på plads, så derfor løb imod de to turtelduer.

Daniella havde stået og kigget på alfaulvene og så selvfølgelig Tessa rende lige imod sig i sin store ulveskikkelse. Da poterne stødte mod hende lod hun sig falde bagover med det snappende hoved mod sig, men i det de faldt, fandt Daniella en fordel. Hun fik skubbet sine hænder op under benene på Tessa, der hvor hendes armhule ville være, og skubbede hende hen over sig gennem luften. Lagde nok kræft til at kunne få hende skubbet tilbage. Selv landede hun mindre galant på ryggen og slog en baglæns kolbøtte tilbage på sine ben. Så vendte hun sig om mod Tessa med et syrende blik. "Så kom! Så kom!" snerrede hun af ulven. Hun havde ikke tænkt sig at tage sin evne i brug lige foreløbig. Det tog på kræfterne, og desuden kendte Tessa den godt, så der var ingen idé i det.

Matthew havde bare ligget helt stille under den kvindelige vampyrs fod, og så nu en af de meget stærkere kvindelige ulve udfordrede hende, og skubbede hende og hendes fod væk fra Matthew. Desværre nåede en anden kvindelig vampyr lige at få fat i ham inden han slap væk. Men heldigvis sparkede hun ham bare væk, og efter at han var landet flere meter derfra rejste han sig og knurrede som en vild. Vidste ikke om han skulle støtte hende som lige havde støttet ham, så han snurrede rundt hen den vej hvor Lucy var blevet sparket hen. Havde en ide om at hans kvindelige beskytter sagtens kunne udfordre vampyrerne. Så han hjalp Lucy på benene.

Emily snerrede. Den unge vampyr løb imod Lucy og hendes fyr, hvilket navn stadig lå uendt hen for hende, og der vr i det hele taget kaos over alt. De hjernevaskede mennesker hav hende kvalme, og den lille pige gjorde hende utryg. Alt i alt var der bare helt vildt kaotisk i den lille lysning. Emily brød sig ikke om kamp, og slet ikke når hin vidste at det ville blive en usikker sejer hvis de vandt. Tessa var nu gået til angreb, hvilket ikke undrede, men irriterede Emily en smule. Forhastede angreb hjalp absolut ingen i denne situation. I øjeblikket kunne det dog blive nødvendigt med forhastede beslutninger, hvis ikke de to unge turdeldue-ulve skulle dø, og det ville hun under ingen omstændigheder høre tale om. Med et hav af tavse eder, løb Emily op foran Luy og fyren, og stirrede koldt på iglen, der så ud til at ville angribe dem. Han var ikke en hun havde set før, og heller ikke en hun havde lyst til at se igen. "Du rør dem ikke" hvislede hun køligt, parat til at forvandle sig.

Arya lo da hun så køteren løbe over til sin tøs."at Flygte gør du klogt i lile vovse"sagde hun leende for sig selv. Hun smilede let for sig selv. I relateten var det jo hende der havde startet det, men ingen tog sig videre af hende, hvilket var en fordel for hende. En stor en.
Hun opfattede hurtigt den nyfødte der bevægede sig mod parret og, hvad han nok ikke havde opfattet, Alfa hunden. Hun smilede og dukkede op ved siden af ham, med en stoppende hånd på hans brystkasse."Kig dig omkring. To varulve der ikke er synderligt skadede, og en leder parat til at støtte dem..Det kan du ikke alene, selv når du er nyfødt og har en evne af lavere stand, men stadig en evne...Vil du have hjælp eller tage dig af den køter derovre, som er af din rang?"spurgte hun med et skævt smil og hentydede til Sam. Hun kiggede på ham med et sukker sødt smil.Det var jo en af hendes egne.

Sam så mundlam til, mens at tingene udspillede sig foran hende. Tessa sprang på en af vampyrerne. Chokket kunne hun ikke skjule. På en og samme tid var det fascinerende og skræmmende, at se på. At hendes gode veninde, forvandlet til en kæmpe ulv, sprang på jordens farligste væsen. Hun mærkede hvordan, hendes egen krop begyndte at ryste en smule. Men Tess skulle nok klare det. Hvis hun begyndte at blande sig, ville det måske blive værre. Det hele var sådan kaotisk!
Hun følte sig forvirret. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre. Uden sit sind koblet til nogen af de andre, følte hun sig sårbar. Næsten nøgen. Og fuldstændig rundt på gulvet. Hendes leder, kunne ikke give hende ordre, når hun var i ulveskikkelse. Derfor valgte hun ligeså, at forvandle sig. Hun mærkede hvordan hendes krop rystede, en varm følelse bredte sig og hendes krop føltes som om den sprængtes. Og straks følte hun sig roligere. Nu ville hun have kontakt til Tess og havde en bedre mulig for at kæmpe.
Hun kunne dufte at de fleste vampyre var over hendes rang. Alfaer. Dog var der en, som klart ikke var alfa, men heller ikke en almindelig vampyr. Hun rettede sit blik mod vampyren. En mand, som en af alfaulvene og en af alfavarulvene havde deres opmærksomhed rettet mod. Hun trådte hen mod dem, svagt snerrende af vampyrerne.

"Jeg havde umiddelbart tænkt mig, at i fire alfa'er kunne tage jer af deres alfa'er og omega'er, mens vi menige vampyrer tog os af resten eller hjalp jer. Men som du vil" sagde han med et nik, og så over imod omega-varulven. Han observerede hende mens hun skiftede form. "Nogle tips?" spurgte han Arya, mens han betragtede varulven. Gad vide om hun havde prøvet at kæmpe imod vampyrer før? Hvis hun havde det, havde hun en fordel. Især hvis hun vidste hvordan man skulle håndtere nyfødte. Det irriterede ham. Han kunne tænke klart det meste af tiden, men når jagten virkeligt begyndte, overtog hans blodtørst og instinkter. Han gik ud fra, at det ville være det samme i kampens hede.
Men selvfølgelig vidste hun hvordan man skulle håndtere en nyfødt. De to alfa'er vidste det sikkert, så mon ikke at de havde delt det med de andre varulve, tænkte han bittert. Hvis han ellers kunne holde hovedet klart i kamp, ville det nok være rimelig lige, men når først blodtørsten fik overtaget...
Det betød, at han blev nødt til at se, om han ikke kunne afslutte det hurtigt, eller i hvert fald såre hende fra starten af, så at hun ikke ville have farten eller styrken til at drage fordel af sin viden. Men man måtte også tænke på, at der jo var flere der kæmpede her. Hvis man ikke holdt øje med sine flanker, kunne han hurtigt miste livet. Her havde varulvene jo en fordel, da de bare kunne sende mentale beskeder. Det betød også, at det bedste nok ville være at kæmpe en imod en så vidt som muligt, så at varulvene ikke kunne udnytte deres overlegne koordinationsevne. Han håbede, at de andre vampyrer var nået frem til samme konklusion, men mon ikke de var det. Det virkede som om mange af dem havde kæmpet imod varulve før.

Brady forstod svaret fra hans alfa kusine Tessa. Det var hårdt, men det var ærligt, det elskede han Tessa for. Han hørte på sig, det havde han ikke gjort i noget tid. Efter Tessa's kommentar, var han blevet mere vred. Vred . Ikke blot havde hun beskyttet kobbellet men som en ægte alfa. Det var modigt. Han betragtede terrænet, alfa vampyrer, omega vampyrer osv. Magtfulde hver især, kunne varulvene overhovedet måle sig med dem? Var dette et selvmord for os, eller for dem Han vendte sig imod Dani. Han knurre-de af hende. Han måtte han skulle beskytte Tessa, for hver en pris. Han begyndte at løbe direkte imod hende fra hans position.. Han hoppede og i det han hoppede begyndte den hvide pels at omringe ham. Hans ansigtsform forandrede sig til en ulvs. Det slidte tøj som han havde på i forvejen, revnede op og blev er erstattet af det hvide pels og en hale. På enkelte sekunder var han blevet forvandlet til ulven. Han landede på jorden igen. Han kiggede direkte imod Dani og stormede imod hende, hans enorme blodige tænder sigtet imod hendes overkrop.. Alt eller intet.

Lucy var blevet en smule chokeret over at blive kastet så langt væk og så hårdt ned imod jorden. Hun kunne mærke hvordan der kom tre rifter ved hendes højre pote, ben og skulder, hvilket ville gøre utroligt ondt når hun blev menneske igen. Men hun tænkte ikke over det. Hun var vred og det var svært at skulle tænke på sår, når man havde det som hun havde det. Hun syntes det var utroligt sødt af Matthew at passe på hende, da der var en vampyr der var kommet imod dem. Men det gav hende chancen til at løbe udenom. Hun satte fart i, men selvfølgelig var hun ikke ligeså hurtig som alle de andre. Hun var trods alt hverken omega eller alfa på nogen måde. Hun hørte heller ikke under noget kobbel, hvilket gjorde at hun ikke kunne høre nogen af vareulvene overhovedet. Hun havde set barnet op i træet og gik efter det. Men ulve kunne ikke komme op i træer, så hun gik efter moderen. Hvad Lucy ikke havde indset, var at denne moder, var en alfa. En vampyr der nok var fire gange dobbelt så stærkere end hende selv. Men hendes raseri gjorde hende blind og hun åbnede straks kæberne da hun angreb bagfra. I håb om at få fat i moderens skulder. De skulle snart lære at de ikke kunne blive ved med at lave ulovligheder!

Hun hævede skeptisk det ene øjenbryn, over forsamlingen opførsel. Som hun endnu ikke var en del af, og måske havde dette også noget at gøre med hendes tilbageholdende attitude. I samme øjeblik som et kræ blev kastet i hendes retning smuttede hun adræt et par skridt til den ene side. En ung varulve-tøs. Grace rynkede på næsen og trådte et par skridt endnu længere væk. Dette var jo håbløs. Hvis hun skulle overleve den stank meget længere blev hun nødt til at dræbe en eller anden. Og hvem det var, var hun fuldkommen ligeglad med.
Dette var også her at hun så hvem varulvetøsen var på vej i mod. Alfa vampyren Arya. Hun mindedes at have hørt, eller set denne før. Men hun havde ikke nogen bånd med denne, ej heller havde hun noget behov for at komme denne til undsætning... for tæven var ikke andet end et simpelt gadekryds. Og mod så royale væsener som vampyrene - især ikke en alfa - havde hun ingen chance.
Et grumt udtryk formede som om hendes læber. Hun ville nyde at se tøsen få revet et par lemmer af. Bare et par stykker ville ikke skade nogen.
Grace lænede sig endnu engang bagud mod træet og lagde armene over kors. Let's see if they've got the guts..

Arya havde godt lagt mærke til den kvindelige køter som var løbet udeom. Hendes poters larmen var højlydt og Arya ventede faktisk bare på at hun kom tæt nok på. Hun smilede og blinkede til Emily inden hun vendte sig greb fat om munden på køteren, og med en armbevægelse tyrede hende ned i jorden foran sig."uduelige kryb..Stop dig selv"lo hun koldt som klirrende istaper der var ved at falde.
Arya kiggede på Aurius."Beskyt din egen ryg, lad dem aldrig være over dig i nærkamp..Og kæmp aldrig mod mere end én af gangen, for så ryger hovedet"Sagde hun med et grin og trampede på Lcys arm, med en sådan styrke at den nok ville brække."Jeg vil bare ikke have dig dræbt...Ikke endnu i hvert fald. Det ville være syndt at dø så tidligt i en kamp!"sagde hun med et smil og et skuldertræk og kiggede ned på den køter der havde prøvet at angribe hende bagfra.

Lucy var blevet forskrækket over at Arya allerede havde set hende komme. Havde de alle sammen bare øjne i nakken eller hvad? Indtil hun kom i tanke om hvor god en hørelse de alle sammen havde. Hun så på Arya med hendes vrede varulve øjne imens hun blev holdt for munden. Hun følte sig som en hund der havde mundkurve på. Hun kunne ikke lide ordet uduelige kryb, for hun følte sig selv nogen gange helt uduelig. Hun havde rent faktisk fortrudt at have angrebet denne igle. Man kunne straks se skrækken i hendes øjne, da Arya løftede benet. Hun kunne mærke hvordan hendes fod satte sig ved hendes arm og hvordan den ligeså langsomt gik ned og knækkede hendes knogle. Hun pev højt og man kunne nærmest høre hendes menneskelige skrig bag det pelsede varulvs skikkelse.