Now it begins!

Chokerende nok, havde Daniella ikke iført sig andet end en meget lille top, der gik ned til navlen. Hun havde ikke brystholder på, da hun vidste den bare ville side i vejen i dag. Det var heldigvis en fast, sort top, så hendes brystvorter var ikke helt så synlige. Derudover var hun iført nogle meget korte shorts, fordi hun som sagt vidste, at hun ikke ville have tøj der gik i vejen. Hendes hår var sat op i en skæv hestehale, som lagde sig tykt ned i hendes højre side. Godt, så hun ud, alfavampyren. Men det vidste hun godt ikke havde betydning for de andre som ville møde op i dag. Det var som om at hun bare kunne mærke at der ville ske noget. At nogen ville komme. Om det så var for kamp eller for hygge, anede hun ikke. Ak heller vidste hun ej, om der ville komme mange eller få, om de var tykke eller tynde, vampyrer, mennesker eller irriterende køtere. Daniella lagde mærke til Claire inde i skoven og styrede straks i hendes retning.

Arya kom svævende hen mod Claire med et ubekymret smil. hun var i ført et par stramme sorte hotpants, og en sort mave top og kondisko. Hendes hår hang løst og krøllet. hun lignede mest en highschool cheerleader, men det var langt fra hun var det. Hun fnes og opførte sig som en der var langt væk på stoffer."mmm"hviskede hun for sig selv.
Arya kiggede ned på Claire, hun var selv en del højere."hvorfor er det nu jeg er her? jeg er tørstig..kan det her ikke vente?"spurgte hun og lød utålmodigt. hun kunne ikke huske grunden til at hun var her. for sulten rumlede igen

Matthew, endnu en af Forks formskiftere, gav sig til kende i skoven. Aldrig før havde han blandet sig i vampyrer og formskifternes kampe. Han havde aldrig haft et ønske om at forlade forks, og havde derfor aldrig haft lyst til at mængde sig med folk. Han var totalt ukendt for alle i Forks, undtagen menneskerne. Vampyrer og 'ulve' havde han undgået. Matthew var iført et par stramme sorte bukser, og en sort vinterjakke, i det han bevægede sig ud i skoven. Hvorfor han netop besluttede sig for at gå en tur i dag, var fuldkommen tilfældigt. Hele hans lyst til at indblande sig i livet omkring sig, var kommet så pludseligt. Og han havde mest af alt lyst til at møde nogle søde ulve-tøser. Alle menneskerne, var ligesom, ikke noget for ham. Han kunne nemlig ikke fortælle dem alle de ting han brændte inde med, som at han kunne skifte skikkelse. Det ville desuden skræmme dem, så hvorfor prøve? Nej, så hellere et par labre godter til formskiftere. Matthew var træt af at leve i det uvisse, og ikke være kendt af nogen i omegnen. Desuden havde han en utrolig lyst til at få de vampyrer til at forstå, at mennesker ikke bare var noget de kunne rende og suge blod ud af, som var de mælkekartoner. Nej, der skulle andre boller på suppen. For mange af hans veninder var forsvundet. Og han vidste godt hvem som bar skylden. Han gik mod nogen skikkelser i det fjerne.

Emily løb. Det var ikke ofte hun havde tid til bare at lade sig flyve igennem skoven længere. Alfa-tingen havde ligesom taget overhånd, og hun havde endda været væk i et stykke tid. Det stykke tid havde dog ikke fået hende til at glemme skovens små veje, eller hvor hendes yndlingstræ lå, eller hvordan hun skulle bevæge sig for at få mest mulig fart under poterne. Efter lidt tid stoppede hun dog op. I en elegant bevægelse, rejste hun sig op som menneske, og hoppede hurtigt i de sweatpants og den t-shirt hun havde taget med sig, in case hun ville skulle skifte form. Der var noget i luften. Tøvende, på sine bare tær, lyttede hun til luften, og tog så en dyb indånding. Luften ramte hende som en knytnæve, og hun peb uvilkårligt. Igler! Og de lugtede rigtig, rigtig kraftigt! Emily rynkede irriteret på næsen, og besluttede sig for at finde ud af hvad og hvem der forstyrrede hendes alenetid i skoven. De var alfaer, det var hun næsten sikker på, og der var flere. Måske 4 - andet kunne hun ikke sige endnu. Hun satte farten op så meget hun kunne i bare fødder og i menneskeskiggelse. Før hun vidste af det, brasede hun ind igennem et krat, og endte i en lille lysning. Ikke langt der fra stod to unge piger, og alt over dem skreg bare: Vampyr!

Claire smilte lidt til Arya og blinkede til hende. "Vent nu bare at se!" hun så sig lidt omkring. Hun kunne mærke Daniella som var på vej over imod dem og hun kunne ikke vente til at stå sammen med to af hendes rigtig gode veninder. Hun fik så færten af vareulve, eller rettere formskiftere. Hun rynkede på næsen og kiggede derefter på Arya. "Kan du dufte det?" spurgte hun og kiggede så den retning af, hvor vareulven kom. Det var en pige. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt grumt og nikke som en lille hilsen. Hvis man var et menneske og havde stået ved siden af, ville det havde lignet et venligt nik. Men det var tydeligt for alle der var heromkring, at det var et hånligt lille nik. Hun så lidt ned af sig selv på det friske blod og kiggede derefter på varulven igen. "Hvor er det dejligt at vide at I stadig er i live" sagde hun med en meget ironisk tonefald.

Daniella nåede smilende over på siden af Claire, og krammede hende, i det en ny lugt mødte hende. To skide køtere. Og så var Arya allerede nået om på siden af dem. Så vidt Daniella kunne fornemme var det en alfa-ulv og en helt normal ulv. Ikke en med de helt store kræfter. Så indtil videre stod der tre alfavampyrer og to lunkne køtere. En alfa og en normal. Hvor opmuntrende. Det underlige var bare, at Daniella aldrig havde lugtet den nye ulv før. Og hvis der var nogen som vidste hvilke vampyrer og formskiftere som var i forks, ja så var det da Daniella. Daniella smilede til Arya og Claire og kiggede mod de snart ankommende ulve. Det hele virkede underligt. Først havde Forks vrimlet af stilhed, og nu var der pludselig ... Tja, for mange. Det var som om at alle væltede frem på en gang..

Arya hvæsede af ulvene og kom i tanke om sin datter igen. Hun kiggede på Claire"kommer Annika? Jeg dræber hende. jeg Dræber først hende og derefter Emily og efter Emily..tager jeg Tessa...Og når deres "ledere" er færdige jager jeg dem langsom og slagter dem alle en efter en"hvislede hun roligt og smilede grumt ved tanken."Deres familier vil fortryde den dag de blev født eller fødte disse monstre. De vil fortryde at de bor her, de vil fortryde at de er simple myrer, som jeg snart kommer og træder på, tømmer for blod.knækker..flår...torturere."hun snakkede nok mest til sig selv lige nu, med hovedet let på skrå

Udadtil virkede Forks som en helt almindelig by, med helt almindelig mennesker, men dette var slet ikke tilfældet. Hvis man undersøgte de individuelle personer nøje i byen ville man lægge mærke til deres sære vaner; nogle ville befinde sig i skoven, på de mest mærkeligt tidspunkter og andre ville bruge hele dagen inde i deres stuer og komme frem om natten. Inderst inde vidste alle at der var noget galt, at der skete ting som ikke kunne forklares; såsom mennesker der forsvandt, ikke så langt fra Forks og folk der ændrede sig.

Anikka var en del af de mennesker der før i tiden troede at alt var helt normalt i den lille forstads by, men hun vidste bedre nu. Der var så meget mere end bare uforklarlige kidnapninger og dødsfald. Den unge kvinde var blevet meget klogere hvad det angik.

Kviste og mos blev mast fladt under hendes poter, fordi det gav under for hendes vægt. De brune øjne søgte i lysninger og mellem træer, i håb om at alt var helt i orden; så i orden som det nu kunne være i Forks. Hendes ulveskikkelse var en del større end hendes menneskelige form, men det var ligheder. Hendes øjne var de samme; brune og mandelformede og pelsen havde samme farve som hendes brune hår. De kæmpe poter satte af fra græs bunden og ulven skød frem. Hendes snude opfangede en lugt, en skrækkelig lugt der skar i næsen. Annika var ikke i tvivl om hvad det var. Træer fløj forbi hende, og da hun ankom til lysningen var hun ikke overrasket over at se tre Alfa vampyrer. Hendes læber skød tilbage og afslørede de skarpe tænder der gemte sig under. Før i tiden havde alting været stille, og så var de kommet. De var grunden til al del uro.

Emily stirrede blindt på Arya. Det var noget af en velkomst at få. Meget ligefrem, med en masse had bag det. Hun mindedes ikke at have gjort noget mod Arya personligt, men efter at have været væk længe, kunne det ske, at hun havde glemt noget i forbifarten. Efter hun havde betragtet Arya, gik hun videre til det to andre. De havde ikke ændret sig meget. Daniella og Arya, men den tredje kendte hun ikke. Hun var tydeligvist ikke en ny vampyr, for hun var helt klart stærkere end en nyfødt - og hun så bare ikke ung ud. Med et hævet øjenbryn dækkede Emily for følelserne i sit ansigt, og var i to spring tættere på den spøjse forsamling. Hun kunne lugte en anden ulv, men det var ikke en duft hun umidelbart kendte. Med et tørt smil, kiggede hun på Arya. "Det var da noget af en velkomst" sagde hun, og lagde let hovedet på skrå.
Emily spærrede øjnene op, da hun fornemmede én bag sig. Hun drejede sig halvt om, og nåede lige at se Annika ud af øjenkrogen. Med et svagt smil, vendte hun sig atter om mod de tre vampyrer, der helt klart pønsede på noget.

Matthew nåede ud til midten hvor stanken af vampyr nu blandede sig sammen med duften af formskiftere, som i en blænder. Hans næsebor brændte af alle de nye indtryk. Matthew stod stadig i sin menneske skikkelse, og overvejede ikke at skifte foreløbig. Ingen kendte ham, og han mente derfor at han ikke var en trussel for nogen som helst af dem der stod foran ham. Tre vampyrer så vidt han kunne se, og to andre formskiftere var nær ham. Han kunne ikke kende forskel på normal, omega og alfa vampyr endnu, men kunne godt mærke at de alle var stærkere end ham, og han klart skulle være mere forsigtig. Lysningen viste De tre vampyrer- og de to formskifteres ansigter, og hvis han ikke vidste bedre havde han været begejstret for vampyrernes skønhed. Han hadede vampyrer så inderligt, men han kunne ikke nægte at de var smukke. Selvfølgelig. Men der var nu noget ucharmerende ved en levende død. De så nærmest ud til at suge livet ud af en hver som kom nærmere. Nej, så var de varmhudede formskiftere langt smukkere at se på, med deres mørkere hud.

Det havde været som en uendeligt god ide, da hun havde forladt sit hjem. Det var blot en lille tur i skoven, som snart ville blive til mere end blot det. Tessa gik i et raskt tempo mod skoven, hvor frihed og frisk luft var eneherskere. Det og så var dyrene også en vigtig faktor. Et let smil var at finde om hendes læber, da hun nåede skoven. Blot duften af den udefra var mere end rigeligt. Frihed og udfoldelsen var noget, der ikke var af inde i byen. Menneskene havde deres sikkerhed, hun skulle tænke på, og oveni lå ansvaret som en alfa. Hendes kobbel havde ikke været det mest interessante for tiden, men det havde stået stærkt. Tessa ville ikke bytte sit kobbel for noget i verden, om det så var mere status eller en evne mere.

Tessa var kommet et godt stykke ind i skoven, da lugtene ramte hende. Det var ikke helt frivilligt, at hun peb over de stærke lugte, der var af vampyrer. Den overskyggede næsten den lugt af varulve, der fik hende dulmet lidt ned igen. Det var lugten af varulvene og vampyrerne, der fik hende til at sætte tempoet op. Nysgerrighed lå som et tykt lag over hende. Hvad var det, der skete i skoven i dag? Da hun var kommet tæt nok på, kunne hun se skikkelserne. Tre vampyrer, kvindelige og et par varulve. Tessa lod et let smil pryde sine læber, som hun bevægede sig nærmere den lille 'gruppe' det efterhånden lod til at være. Retningen var sat imod vampyrerne, da det ville være dumt at gå lige i armene på fjenden. Lysten til at skifte skikkelse var stor, men hun forblev i menneskelig form. Der var jo ikke sket noget endnu, der var grund nok til forhastede handlinger.

Hun smilte sit sædvanlige venlige, charmerende og barnlige smil. Det var ikke ofte at hun mente hendes smil. Det var en lettere facade hun havde lært at holde oppe. Folk vidste godt at det ikke var sandt, men man kunne dog heller ikke se hvad det var hun tænkte. Hvad det var hun pønsede på. Kun Daniella havde lært at læse hende som en åben bog, men nu havde de efterhånden også kendt hinanden i utrolig lang tid. Hun skævede lidt til denne hund der var på vej imod dem. Hun syntes ikke rigtig at kunne genkende hende på nogen måde. Men det gjorde heller ikke så meget. Det var ikke så tit at hun havde mænged sig med nogle køtere. Hun fugtede let sine læber, tog sine hænder på hofterne og grinte en smule da det var at køteren var stoppet op. Hun så derefter på Arya og tilbage på denne fremmede person. Hun kunne godt dufte Annika, det var ikke en duft hun bare lige sådan uden videre kunne glemme. Hun havde lidt mere had for denne bestemte køter, end hun havde for de andre. "Det er da heller ikke en særlig god velkomst i kommer med, vel?" spurgte hun og kunne ikke lade være med at fnise hendes barnlige og samtidig meget ubehagelige fnis. Hun kiggede over imod Annika og smilte skævt. Hun havde godt lagt mærke til at der var flere køtere der var kommet i nærheden. Men hun var fuldstændig ligeglad lige på dette tidspunkt. Det galt altid om at lave et indtryk.

Arya smilede og slog det af med hånden"hvor uhøfligt af mig!"sagde hun med varm charmerende stemme og gik over mod Tessa"Længe siden hvordan har du det?"hun kiggede hende i øjnene og overbeviste hende om at hun ikke ville få brug for sin evne i aften, lige meget hvad der skete. det skete på et splitsekund og hun smilede til dem alle"Det er lang tid siden jeg sidst har set noget til jer..Har i været i vinterhi?"spurgte hun med harmløs drillende stemme.

Daniella følte sig pludselig meget forvirret mellem dem alle. Arya, Claire... Hendes side. Men udover de tre, alfaer stod der overfor dem; Tessa, Emily og Annika. Velkendte formskiftere. Hvor godt, var så en anden snak. Men hun vidste i hvert fald at hun ikke kunne lide nogen af dem. Og så var der en anden formskifter. En normal en af slagsen, som virkede mere eller mindre harmløs, men hun ville selvfølgelig aldrig skure hunden på hårene. Køterne var trods alt i overtal lige nu. Men samtidig vidste Daniella også, at deres evner nok alligevel var en smule stærkere til sammen, end køternes, hvis de blev brugt rigtigt. Daniella kunne ikke lade være med at skule af køterne inden hun sendte et blik til den 'nye' ulv. "Nå, har I fået en ny i flokken?" spurgte hun ulvene om, inden hun drejede hælen mod den nye normale ulv. "Hvem er du?" spurgte hun med sammenknebne øjne. En fyr. Ja, dem trængte de da til, de ulve. De havde ikke så mange stærke hanulve, formskifterne i Forks.

Emily stirrede på Daniella. Vampyren hun ikke vidste hvem var, var hverken spændende eller særlig tiltalende i Emilys øjne, så hun gad ikke bruge tid på hende. Daniella der imod. Hun lignede sig selv, og Arya. Flabede og ubehøvlede. Og så i undertal! Svagt undertal vel og mærke, men det var bare en detalje. Hun smilede svagt, først til Annika og så til Tessa, og betragtede så den unge fyr ud af øjenkrogen. Han var helt sikkert ny, så hun ville lade ham selv svare for sig. Var han en del af et kobbel endnu? Emily tvivlede. Vinterhi? Emily hævede et øjenbryn. Sikke en dårlig joke! "Jeg har bare haft lidt travlt" mumlede Emily, og viftede det væk med et skuldertræk. Hun ville ikke lade sig gå på af dem. Ikke nu.

Matthew vendte sig om mod de kvindelige formskiftere og gik hen ved deres side, på trods af at han ikke kendte dem. Så talte en af de kvindelige vampyrer til ham og han rynkede på næsen. "Jeg har ikke et kobbel, hvis det er det, du mener. Så nej, de har ikke en ny i flokken. Mit navn er Matthew Jones og mere behøver jeg ikke fortælle." svarede Matthew kort for hovedet og kiggede væk fra de kvindelige vampyrer, for derimod at betragte de kvindelige formskiftere, sin egen art. Sin egen 'flok' alligevel. Hvilket kobbel, de tilhørte havde han ingen ide om. Han anede faktisk ingenting. Han var intet mindre end direkte blank. Så så han igen på vampyrerne. Lidt overrasket over hvor stærkt de lugtede, og hvor stærkt han synes at kunne fornemme dem. De virkede... stærke.. Men det gjorde de to af hans egen art selvfølgelig også.

William krympede sig. Der var noget, der skar så forfærdenligt i hans næse, at han næsten ikke kunne trække vejret. Eller.. Trække vejret var jo pludselig ikke noget han behøvede længere, og alligevel fik han lyst til at hive store mængder af luft ned i lungerne, i håb om at få en anden lugt end den, der gav ham kuldegysninger. Han stirrede kort op i himlen, og så ud på vejen og på den bil, han lige havde smadret. Han sværgede at det ikke havde været med vilje! Og det havde heller ikke været hans mening at drikke blodet fra føreren, men han havde ligesom bare siddet der og lignt et delikatesse. Og så havde han selvfølgelig ikke kunne dy sig, og nu gnavede skyldfølelsen lige i siden på ham. Han håbede bare på at han ikke havde dræbt ham. Det ville ikke se godt ud på CV'et.
Lugten kom igen, og William udstødte en lyd, der var en blanding af en snerren og et fnys. Sikke en forfærdenlig lugt! Med endnu en snerren, løb han ind i skoven for at finde kilden til stanken, og i stedet endte han med at løbe mod flere forskellige lugte, som han ikke helt kunne sætte fingeren på. Endelig skimtede han en masse folk, og besluttede sig for at gemme sig bag ved et træ. Hvad lavede de her ude på denne tid?

Claire kunne ikke lade være med at grine en smule af denne køter som ignorerede hende. Men det interesserede hende egentlig ikke så meget. Hun kunne ikke lade være med at kigge på denne hvalp. Matthew.. Det navn var da meget flot. Hun smilte til ham og lige pludselig stod hun ved siden af ham. Man havde næsten ikke lagt mærke til at hun havde rykket sig. Det var ikke som når andre vampyre løb over imod hende. Nej, Claire havde brugt sin evne, som tidsstopper og havde bare stilt sig ved siden af denne Matthew. Det lignede meget at hun havde evne som teleportør og det gjorde hende ikke så meget, at de ikke vidste hvad hun rigtig kunne. Hun smilte skævt til ham og så ham ind i øjnene. "Du var da en utrolig flot fyr" sagde hun med et lille kægt smil, hun mente det tydeligvis ikke. Hun var der mest for at irritere. Hun bed sig let i læben og så ned af ham og tog derefter let fat i sin skjorte. De var tydelige, de blodpletter. Hun vidste ikke så meget om køteres lugtesans. Men vampyre ville tydeligt kunne dufte at det var menneskeblod. "Dufter jeg ikke godt idag?" spurgte hun og fniste lidt bagefter.

Der lød et klang, det var Brady som lukkede vinduet til hans værelse udefra. Han vendte ryggen fra hans forældres hus, og tog de første skridt imod friheden. Han brød sig ikke om hjemmet længere. Han var stadig ny til at være varulv. Han havde dog snakket med hans gamle kusine Tessa, som åbenbart var en alfa. EN højere rang for en varulv, altså en med status. Han gik ud på hovedvejen i La Push, hvor han gik ned af fortovet, lige pludselig fik han den mærkeligsete og grimmeste lugt, han vendte hans øjne og stirrede intens imod retningen hvor lugten kom fra. Han havde hørt fra Tessa omkring disse irriterende sanser. Vampyrer. Han tøvede et kort øjeblik, men besluttede sig for at træde nærmere imod retningen af lugten. Efter nogle hurtige minutter, trådte han ind på grænsen af skoven. Han kunne nærmere finde ud af hvem det var, han kunne kende hans kusine Tessa..

Matthew blev mega overrasket over den ene af de kvindelige vampyrers teleport, da hun pludselig stod ved siden af ham. Han var forvirret, men han vidste godt at den kvindelige vampyr bare ville lege med ham. Holde ham for nar. Hun ville finde det underholdende, da hun garanteret var så meget stærkere end ham. Det kunne han fornemme. Han følte sig truet da hun løftede op i hans skjorte. Stanken af menneskeblod stod ham langt ud af halsen, og han syntes med det samme, at hun var noget så fæl. Men han lod som ingenting, og tog fat om hendes håndled. "Nej, og du må hellere give slip." hvislede han og så hende i øjnene. På trods af at hun var så meget stærkere end ham, ville han ikke vige tilbage. Han vidste også at lige meget hvad, så stod der formskiftere bag ham. En ny lugt af formskifter og en vampyr kunne nemlig anes i hans næsebor. Formskifterne var stadig i overtal. Matthew forsøgte bare at lade være med at trække lugten af menneskeblod ind i næsen. Det var væmmeligt, det som de vampyrer gjorde..

Nu ville Claire bare provokere, det vidste Daniella godt. Så hun kiggede ikke på scenariet med den nye ulv. Derimod kiggede hun grundigt på Tessa, Annika og Emily. Ingen af de skide køtere, skulle blande sig, uden at Daniella ville stille sig foran Claire. Det var helt sikkert. Daniella tog sig en lille hvalpe-snuser og kunne med det samme ane to nye på banen. En normal vampyr og en omega ulv. Vampyrerne var stadig i undertal, men Daniella holdte skarpt øje.

Blikket berørte kort de andre varulve, hun sendte et svagt smil, inden øjnene fandt vej til vampyrerne. Et mere roligt og ligegyldigt blik gled ind i de blågrønne øjne, da hun hørte på deres utrolige barnligheder, de kom med. Skulle år ikke gøre en mere voksen i stedet for dette? De var som en børnehave. Hver og en af vampyrerne. De stank endda også så voldsomt, at Tessa måtte bekæmpe trangen til at knibe sig om næsen.
"Jamen godaften, Arya!" Der var en falsk venlighed og sukkersød tone, der dryppede med sarkasme. Et tilsvarene sarkastisk smil blev sendt til alfavampyren, Arya, hun ikke ligefrem havde et synderligt godt øje til længere. De igler havde aldrig været til hendes gode side, og de ville aldrig blive det. Tessa bed sig let i læben, da der kom en ny vampyr til. Vrimlede det med dem i aften?
"Jeg håber ikke i har kedet jer. Det er ikke hi men snarere blot haft andet og bedre at give mig til, end at gå og tjekke op på jer igler." Tessa trak ligegyldigt på skuldrene som for at understrege sine pointe yderligere, end hun allerede havde gjort. Det sarkastiske smil forblev om hendes læber, da hun betragtede vampyrerne. Iglerne. En velkendt duft blandede sig med de allerede tilstedeværende. Hvad lavede Brady, hendes fætter, dog ude nu? Det var det samme spørgsmål, hun havde til sig selv. Blikket gled over skulderen, hvor hun sendte ham et let smil. Ud af øjenkrogen betragtede Tessa den nye varulv, hun lod svare for sig selv. Selv da Claire tog fat i ham, regnede hun lidt med, at han ville kunne klare det, ellers ville Tessa træde til. Alfaer havde jo et ansvar.

Hun kunne ikke lade være med at smile, da hvalpen tog fat i hendes håndled. Hun kiggede ham dybt i øjnene, de var fuldstændig blodrøde, og hvis man kiggede ordentligt efter, ville man have på fornemmelsen at farven rykkede sig en smule. Som at se blod i noget et glas. Hun bed sig let i læben og sendte ham et lille charmerende smil. Mange kunne ikke stå for det smil, men hun vidste selvfølgelig at hvalpen vidste bedre. Selv hvis han ville synes at det var sødt, ville han aldrig nogensinde finde på at falde for det. Men det var også helt fint for hende. Aldrig nogensinde havde hun haft i sinde at være venner med en formskifter. De stank så ulideligt meget og det lå i deres natur at hade hinanden. Men derfor kunne man godt vise en smule venlighed overfor hinanden. Hun kiggede derefter ned på hans hånd, som holdte godt fast om hendes håndled. Hun nikkede så stille og roligt. "Så modig du er" sagde hun med en sukkersød tone og så derefter op på ham. "Og så stærk!" hun lod den anden hånd køre op af hans ene arm.

Det hele blev måske alligevel lidt for meget for Matthew, som vidste at han ikke rigtigt kunne tage kampen op mod den kvindelige vampyr. At hun stod så tæt, føles kvalmende og direkte ulækkert. Han slap hendes håndled og lod den arm som hun kørte hånden op af, knappe op hans skjorte, da hun jo stadig holdt fast i skjorten. Så viklede han armene ud af den og kiggede på hende. Trådte et skridt tilbage, og lod hende holde skjorten i hånden. "Kald det en bryllupsgave." svarede han. Han vidste slet ikke hvordan han skulle gribe situationen an, og det var jo klart sjovt for hende. Han skævede lidt mod de andre varulve, og håbede inderligt at de ville brase indmed noget, eller i det mindste blive mere interessante, for han følte sig malplaceret. Specielt når han ingen kendte, og ikke nok kræfter havde. Og samtidigt ville han ikke forlade stedet. Det ville de nok heller ikke lade ham, vampyrerne. For den ene kvindelige vampyr virkede alt for legesyg. Hun virkede som et lille legebarn, og Matthew anede ikke hvordan situationen skulle takles endnu.

William knyttede hænderne, og tog en hurtig beslutning. Han trådte ud i lysningen, og kiggede sig undrende omkring. En ung pige på omkring de 16 duftede... godt. Hans øjne zoomede ind på hendes skjorte, og han stivnede, da han så blodpletterne. Blod. Vampyr. Hendes duft irriterede ham ikke. Det gik langsomt op for ham, at han kunne skælne folk fra hinanden ved deres dufte. Tre kvindelige vampyrer, tydeligvist. Hende med blodet var en af dem. Og ud over det, var der fire andre. Tre kvinder, der stank, så William fik helt ondt i næsen, og en fyr, der så ud til at være både forvirret og skræmt. Og uden trøje. Will prøvede at bløde lidt op, og uden et ord gik han hen til pigen, der holdt skjorten i hånden. Han smilede muntert. "Du dufter godt" klukkede han, og blinkede til hende. "Ny parfume?" Spurgte han sarkastisk, og vendte sig så om, så man kunne se hvilken side han var på. Han nikkede kort til de to, der tydeligvist var vampyrer, og kiggede så på de andre. Han vidste ikke hvad de var, men det var helt sikkert fjender.

Tristan kom gående igennem skoven. Ikke fordi det ikke kunne høres, da han hev træer op med rødderne for at bane vejen for sin lille 'gruppe'. Han havde nu engang haft travlt op til dette. Han kiggede over imod Claire, Daniella og Arya "Beklager forsinkelsen, jeg skulle lige 'hente' noget inden jeg kom" sagde han med et betryggende smil. Efter han havde sagt det, trådte flere mennesker frem. De alle var en i trance på grund af Tristans evne. Skøøønt. Det kunne både hjælpe imod de små hvalpe, plus der så også var mad! En skøn kombination.
Han viftede en hånd i retningen af Claire, Daniella, Arya og den anden mandlige vampyr. Disse havde han intet imod. Medmindre de var imod hans idé. Dog fik han et lettere grimt ansigtudtryk over den skarpe lugt af våd hvalp. Uhyrligt. Klamt. Utilgiveligt! At duke op foran de store og mægtige vampyrere! Han fik dog sit lettere klamme grin frem igen, da han endnu engang slog tankerne over på sin lille gruppe. Dem ville hvalpene da intet gøre? Det var jo mennesker, indbyggere i Forks. De var dog ikke lige ved deres fulde fem. Ja dette, skulle nok blive sjovt for ham, hvordan de små hvalpe ville reagere over, han havde samlede nogle små 'venner' til denne lille komsammen.
Dog ville han ikek kunne kæmpe så meget lige nu, da han bare holdte gang i hans kødfulde venner. Derfor, ville han koncentrere sig om at styre dem, for for at kæmpe i dette øjeblik. Dog kunne man godt kalde dette, at kæmpe. Dog på en lidt anden måde.

Hun kunne ikke lade være med at grine en smule af denne Matthew. "Bryllupsgave? Synes du ikke at du bevæger dig lidt for hurtigt skat?" hun blinkede til ham og gik lidt nærmere på ham, imens hun kiggede lidt på trøjen. Føj hvor den dog stank! Men hun havde det nu alligevel meget sjovt over det her. Han virkede lidt bange for hende og hun kunne lide det! Men det var også klart, når hun var så meget stærkere end ham.
Hun vendte sig om, til denne nye vampyr. Hun smilte skævt og kiggede op og ned af ham. Nyvampyr, tydeligvis, tænkte hun. Det var lang tid siden at hun havde set en vampyr, som hun ikke selv havde forvandlet. Hun smilte skævt af hans lille flirt og hun tog en hånd til hans skulder. "Ja, jeg fik den lige her til morges" hviskede hun og så lidt ned af hendes trøje. "Hun var en frisk lille pige" hun kunne ikke lade være med at grine en smule psykopatisk. Ikke overdrevet, men det var tydeligt at hun ikke var en af 'de gode'. Og hvor hun dog elskede at tvære det ud på køterne, at hun havde dræbt en til. "Hvor kommer du fra?" spurgte hun med et lille kækt smil og prikkede ham let på brystkassen.

Daniella kiggede overrasket på Tristan, og kunne ikke lade være med at synes det var en smule fedt. Bare dumt, at bruge sine kræfter.. Spilde dem, når de sagtens kunne tvære dem uden en flok mennesker til hjælp. Det var jo ikke menneskerne de var interesseret i at få ryddet af vejen, men formskifterne. Claire- og den nye vampyrs flirten virkede utroligt malplaceret og Daniella kunne ikke andet end bare kigge. Selvfølgelig holdt hun øje med de snottede hvalpe, men alligevel trak Claire hendes opmærksomhed. Daniella følte ikke hun havde noget at sige, så hun stod bare og overvågede formskifterne. Parat til at slå ned som en musvåge over en mus, hvis de blandede sig. Skide bæster.

Tessa så til med anspændt mine, da Claire stod så tæt på den nye varulv. Han klarede det umiddelbart virkelig godt selv, da han sådan trådte ud af sin trøje på den måde. Et hurtigt, anerkende nik blev givet til ham, inden blikket røg tilbage på vampyrerne. En ny stank dukkede op iblandt de andre og lysten til at tage sig til næsen blev blot større. Det var uudholdeligt. Vampyren, der kom, havde Tessa aldrig set før. Om ikke andet var han en alfa udfra lugten at bedømme. Han kom ikke alene. Tessa bed sig irritabelt i underlæben, for hvordan skulle hun kunne takle det?
"Kan du ikke klare det hele selv?" Spurgte Tessa med hånlighed i stemmen, mens hun lavede et sigende nik mod hans følgere. Mennesker. Et giftigt smil var at finde om hendes læber, da hun betragtede ham. Blikket var tilsvarende. Lysten til at bruge hendes evne på den nye vampyr var stor, men hun valgte dog at undlade. Den måtte komme som en overraskelse senere. De skulle dog ikke tro, at de var de eneste, der havde brugbare evner. Tessas var måske ikke synderligt brugbar i dagligdagen, men i kampsituationer som denne var den guld værd.

"Men" mumlede William, og kiggede koldt på skjorten i hendes hånd, "det gør den der ikke." Han kiggede fra skjorten til fyren, der tydeligvis havde haft den på, og rynkede på næsen. "Du lugter heller ikke for godt, mate. Måske skulle du overveje at tage dig et bad." Sagde han med et skævt smil. Et oprigtigt smil uden bagtanker, for han kendte ham ikke. Han kendte dem ikke. Blodrusen fra fyren i bilen var allerede ved at stilne af, og måske var han ikke helt så høj på det, som han havde været for få minutter siden. Dog faldt det ham ikke svært at være en smule flabet, da vampyrpigen lagde en hånd på hans skulder. Han skulle til at komme med et kækt svar, da der pludselig var en fyr mere. Han var tydeligvis også vampyr, men ud over ham, var der også mennesker. William kunne lugte dem. Han kunne næsten mærke hvordan blodet pumpede rundt i deres årer, og han kunne med et enkelt blik konstatere hvor huden i halsen var så tynd, at det ville briste med et meget lille prik. Han kiggede kort på den flirtende vampyrpige. "En lille pige, siger du? Frisk er godt" konstaterede han, og prøvede ikke at lade sig gå på af menneskerne. Det var bare så svært. Med sammenbidte tænder knyttede han hænderne, og stirrede koldt på den nytilkomne vampyr. Han var tydeligvist stærk, men William brød sig ikke om hele optrinnet med menneskerne.

Matthew følte sig pludselig dårligt tilpas da den nye stærke han vampyr mødte op.. Ikke fordi, at så meget han mødte op, men fordi de nærmest zombie lignende mennesker stod ved hans side. Hvad han havde gjort ved dem, vidste Matthew ikke, men det var ikke noget godt, og han forsøgte at træde lidt i baggrunden, men så talte den ene han vampyr til den kvindelige vampyr, og talte dernæst til ham. "I burde lade være med at gå så meget i bad, I stinker af sæbe.. Og skifte tøj, det stinker langt væk af blod. Gribbene kunne tro I var døde." hvis der ellers havde været nogen gribbe. Hele situationen var forvirrende, og derfor trådte Matthew tilbage og lidt bag de to stærkere kvindelige formskiftere. Virkede vattet at stille sig bag dem, så han fortrød lidt og gik om på den anden side af dem, og på rækken ved siden af dem, i stedet for. Bare længere væk fra vampyrerne. Uff. Han takkede for det anerkendende nik af den ene kvindelige varulv med et tilsvarende nik.

Hun kunne ikke lade være med at grine højt af Matthews svar. "Du siger at vi lugter for meget af sæbe?" hun så derefter bagud efter hendes veninder og kiggede derefter på Tristan, der havde bragt alle disse mennesker. Hun forstod ikke meget af det, men hun syntes nu alligevel at det var meget humoristisk. Det var også nogen gange vigtigt at vise hvad man kunne. "Vi kan da ikke gøre for at vi er mere renlige end I er, beskidte køter!" hun sagde det sidste med en smule spydighed og kastede derefter skjorten i hovedet på Matthew.
Hun kiggede derefter på denne nye vampyr med et smil og nikkede. "Dejlig frisk og ung!" hun lod tungen køre lidt på hendes læber, hvorefter hun kiggede på varulvene. Hvad der skulle til at ske, vidste hun ikke. Men hun var alligevel ret spændt på det.

Der var et eller andet der havde trukket i Lucy lige fra morgenstunden af. Hun havde været oppe for at kigge sig lidt omkring i huset. Måske var der noget derinde som hun havde glemt et eller andet sted. Måske noget mad der stod og blev dårligt. Hun boede trods alt alene i hendes forældres villa, med udsigt ud over havet. Hun havde derefter tænkt på at gå ud og svømme, hvilket hun gjorde. Men det virkede ikke. Det var en irriterende gruende følelse der var i hendes brystkasse. Men hun kunne ikke finde ud af hvad det var. Så hun havde bare rendt rundt, rastløs. Men så blev det efterhånden aften og hun tænkte at det måske var en løbetur. Det var så lang tid siden at hun sidst havde haft løbet. Så hun var trukket i nogle korte løbe shorts, en sort sportsbh og havde valgt at løbe i bare tær. Hun fik sit flotte brune hår op i en hestehale og ud af døren løb hun så. Der var noget der trak hende op imod skoven. Hvad var det dog for en mærkelig følelse? Hun fik derefter færten af nogle andre formskiftere. Men også vampyre... og mennesker? Hun syntes det var mærkeligt, at de skulle være så tæt på hinanden de tre racer. Hun valgte derfor at sætte farten op og endelig kom hun frem. Hun så sig lidt omkring. Hvor så det hele mærkeligt ud. Hun kunne ikke finde ud af om der var kamp som var ved at starte. Eller om de bare stod og hyggesnakkede.

"Ingen har sagt noget om renlighed. Hvem snakker om renlighed? Vi sviner os desuden ikke ind i uskyldige menneskers blod." sagde Matthew og kiggede koldt på den kvindelige vampyr, tog imod trøjen, efter den blev fyret i hans hoved. Hvis det var det værste hun kunne gøre, så kunne hun da bare komme. Hun havde næsten spyttet det sidste ord ud, som var det syre der kunne brænde sig igennem hans hud. Men han lod hende da bare, hvis hun morede sig. Endnu en varulvs duft kunne fornemmes. En kvindelig en. Hun trådte ud i lysningen, og Matthews hjerte galloperede afsted og så sit liv for sig; Den kvindelige fomskifter løbende over marken, med det brune hår flagrende efter sig, og sig selv, som greb hende om livet og svingede hende rundt i luften. Hende og ham stå og skændes nær en sø. Hende og ham ligge i samme seng, og holde om hinanden. Hende og ham dele en varm kakao med to sugerør. Hans hjerte sad i halsen, og han vidste godt hvad der var sket. Han havde imprintet sig på denne pige, og han vidste at dette var hende, han ville dele resten af sit liv sammen med. Med rolige skridt trådte Matthew væk fra vampyrerne, og væk fra formskifterne, for at komme hen til sit livs kærlighed.

"Det var da en underlig forsamling. Hvis jeg ikke var vampyr ville jeg tro at det her var en underlig drøm", kom det fra Aurius, som kom gående lige så stille ud af skoven. Han sagde det egentlig ikke særligt højt, men siden at alle alligevel var overnaturlige væsner, burde de ikke have noget problem med at høre ham overhovedet. På nær zombie-menneskerne selvfølgelig. Men hvem regnede dem for noget?
Egentlig havde han bare været på jagt i nærheden. Der havde ikke været særligt mange mennesker, så da han havde lugtet noget friskt blod havde han været nysgerrig, og det bragte ham ind i skoven. Umiddelbart kunne han ikke forstå hvorfor det var der, men han havde lugtet både formskifterne og vampyrerne, og da han gik over for at finde ud af hvorfor de var samlet gav blodpletten lige pludselig mening. Det havde nok været et af zombie-menneskerne som var faldet eller havde skåret sig.

Daniella plejede normalt aldrig at forbeholde sig passiv, men i denne situation, havde det virket mere eller mindre fornuftigt. Så endelig åbnede hun munden og henvendte sig til Tessa; "Det forklare hvorfor Forks har set flere dødsfald end sædvanligt. Jeg troede I elskede at holde øje med jeres mennesker? Har I nu endelig indset at de er mindre værd? Bare en brik i det store spil, som vi vampyrer, såvel som køtere kunne være mastere af? I skulker jeres job som vogtere over menneskerne åbenbart, hvis I har bedre ting at tage jer til end at tjekke op på os igler" smilede hun til Tessa. Tessa virkede som en, der godt kunne trænge til at blive sat lidt på plads. Hun burde trække kløerne til sig, ellers kunne der sagtens blive catfight. Så vendte hun sig mod Claire og den nye vampyr. Utroligt flirtende. Så lagde hun mærke til at en duft af vampyr endnu engang kom. De stod lige nu. "Det må du nok sige, nyankommende. Hvem træffer vi så her? Hvad er dit navn?" sagde hun til den nyankommende vampyr. Hun havde aldrig set ham før, men kiggede på ham, så han vidste at hun talte til ham. Og ja, det var vel mere eller mindre en drøm det her. Forks havde ligget stille SÅ længe, og pludselig.. Sprang bomben, og skoven vrimlede med både vindere og tabere lige pludselig.

Bradys næse indåndede flere lugte denne gange. Han lagde mærke til disse. Brady som stadig gik af retningen af hans kusine duft, Tessa. Det var en af de eneste varulve han havde mødt. Bradys dybe brune øjne betragtede terrænet. Det var velkendt, men der var en anden stemning, den var dyster og mørk, præcis lige som vampyrerne var velbeskrevet af Tessa. Han satte hastigheden op for sig, og i dette øjeblik løb han. Skridt for skridt skyndte han sig imod forsamlingen af de forskellige racer. Tænkt at de alle var her, det var forfærdeligt. Han mærkede en af duftene, han kendte den, det var Lucy Dark. Bradys nervøse øjne kiggede frem imod hans retning. Han lagde mærke til fysikken af Tessa. Der var også andre væsner, ikke blot nogle varulve også en masse vampyrer.. Han sukkede kort, og sagde "Tessa?"..

Lucy havde lagt mærke til at det var en lidt opstemt situation. Hun brøds sig ikke rigtig om at være i nærheden af alle disse vampyrer. Hun havde det bedst med at holde sig af problemerne iblandt disse to racer. Men nogen gange var det bare svært. Især med denne Claire der elskede problemer og elskede at irritere. Disse andre vampyrer var heller ikke meget nemmere at snakke med. Hun syntes mange gange at nogen af dem ændrede sig når de var i nærheden af hinanden. Men sådan var det vel med alle.
Hun havde lagt mærke til ud af øjenkrogen, denne person som kom gående over imod hende. Hun hævede det ene øjenbryn og vendte sig ordentligt om. Men ligeså snart at hun så ham, gispede hun. Hun stoppede helt op og stirrede på denne fyr med utrolige overraskede øjne. Det var som om at hun havde en lille film kørene foran sig. En pejs, som gnitrede så roligt og nogle arm omkring hende. Hun kiggede op og så denne person som var lige foran hende. Han smilte til hende og deres læber mødtes. Pludselig stod hun på stranden og grinte så højt som aldrig før og løb væk fra ham, han havde en spand vand i hånden og de lod til at have det sjovt. Igen skiftede det. De stod ude i et køkken og råbte af hinanden. Hun stod med en kniv og pegede af ham og han blev rasende over at hun stod på den måde. Til sidst, tåre. Men med trøstende arme omkring hende. Hun følte sig tryg. Da det stoppede, rystede hun en smule på hovedet. Det havde været en mærkelig følelse. Hvad var det for noget?

Et lille dyr havde kvidret og sladret om noget der aldrig skulle være sluppet ud. Og larmen var efterhånden ikke til at holde ud længere. Selv ikke et par ører der ellers var så gode til at ignorere baggrundsstøjen kunne holde sig var det meget længere. Men om hun umiddelbart selv havde tænkt sig at deltage var ikke sikkert.
Grace havde efterhånden givet op på at holde sig skjult, det var kedeligt og det var helt tydeligt at der var noget i gærde. Hvad dette var havde selv hun ikke regnet ud. Men stanken var i hvert fald ikke noget at prale af, så at finde mødet var heller ikke så svært som man skulle tro. Selvom Grace var meget af den egoistiske og opmærksomhedskrævende type holdt hun sig i dette øjeblik i baggrunden. Hvor selv hendes iskolde aura var ude af syne. Måske nok ikke for de helt stærke - og dem havde hun allerede observeret på lang afstand. Derfor var Grace også af den overbevisning at styre ikke nødvendigvis altid var en fordel hvis man skulle skjule sig. Auraen stod bare alt for meget ud fra alle de andres. Sørgeligt.
Iført i et par mørke jeans og nogle sorte kick-ass-boots, bevægede hun sig lydløst afsted mellem træernes dækken. Lyttende. Observerende. Og ikke mindst påpasselig med at holde auraens kølige svæven intakt.

Arya smilede stille for sig selv. Duften af menneskerne fik hende til at slikke sig sulten om munden, og hendes interesse for Tessa var væk og rettet mod det pulserende mad.
Med katte bevægelser gik hun langsom over mod maden, som et dyr på jagt. langsomt med selvsikre bevægelser."mmmh jeg var også begyndt at blive sulten, mi signore"sagde hun med en legesyg stemme og glimtende øjne, hendes smil blottede de sylespidse hugtænder, der bare ventede på at bore sig ned i de varme, bløde halse, så blodet ville pible ud over hendes hals og hage.

Matthew havde ikke i sinde at stoppe og lagde ikke engang mærke til en sulten kvindelig vampyr som lænede sig mod menneskerne mere og mere. Han havde kun øje for én ting. Han fortsatte mod den nyankommende formskifter og følte ikke han behøvede at give hånd. Han havde lyst til at tage hende i sine arme med det samme, men det gjorde han ikke, kun for hendes skyld, så han rakte i stedet hånden frem og smilede sødt til hende. "Matthew er mit navn. Matthew Jones. Må jeg få dit navn at vide, skønjomfru?" spurgte han med et lettere skævt grin. Hans hjerte bankede løs mod hans ribben men han ignorerede det fuldt ud, og koncentrerede sig derimod om pigen, med det brune hår. Kunne ikke andet end at kigge på hendes ansigts perfekte konturer, og den bløde hud. Han var uvidende om at en ny vampyr søgte mod dem.

Daniella betragtede scenariet. To ulve havde fået øjnene op for hinanden, men hun lod sig ikke mærke. Ej heller gav hun interesse for de andre. Kun to undtagelser. En ny vampyr kunne anes af hendes lugtesans. En omega, hun kendte som Grace. Godt nok kendte hende og Grace ikke særligt godt hinanden, men de vidste hvem hinanden var, da de havde mødt enkelte gange. Perfekt. Samtidig lagde hun mærke til Arya som virkelig havde interesse for menneskerne. Selv var hendes øjne blevet røde, men det var ikke noget, hun ikke havde prøvet før, så hun kunne nemmere styre sig. Desuden var det ikke længe siden, hun havde fået sit blod, så det behøvede ikke gentappes lige foreløbig. Men Arya, ville der ikke gå længe før, hun satte tænderne ned i menneskernes hals. Hun overvejede at stoppe hende, men nej. Et par mennesker fra eller til gjorde ingen skade. Desuden var de her jo. Og hvorfor ikke tirre ulvene lidt? Det var da sjovt. Desuden plejede Arya jo ikke opføre sig som hun gjorde. Rigtigt havde hun udstående med flere ulve, men ikke så voldsomt igen. Hun havde tit kæmpet mod sin egen art, men nu holdt hun kun med dem; Kunne det være mere fantastisk?

Claire lagde mærke til at denne Matthew var gået over til et andet gadekryds. Hun kunne ikke lade være med at grine en smule og så tilbage imod de andre vampyrer. "Ser I det mine medsamsvorene? To hvalpe.. FORELSKEDE!" hun klukkede en smule og kunne ikke lade være med at blive ved med at grine. "Har man set mage?" hun rystede lettere på hovedet. "Hvor er det dog klamt..." hviskede hun til sidst og så over imod dem med sine blodrøde øjne. "Hun.." hun pegede på Lucy "hun er en forræder at I ved det!" hun grinte lidt hånligt og hendes hugtænnder var ved at komme frem. Hun så endnu mere sindsyg ud nu, hun var sulten, som altid. Men hun havde jo lige spist! Nogen gange hadede hun sin sult utroligt meget, fordi hun ikke rigtig kunne tænke på andet. Men hun rystede det af sig og hendes hugtænder begyndte lige så stille at forsvinde. Hun så derefter på sit lille flirt og nikkede til ham, "vil du med over til mine dejlige venner?" spurgte hun med et skævt smil, hvorefter hun uden at vente på svar, løb op til Daniella.

Lucy kunne ikke lade være med at rødme, da han rakte sin hånd frem. Hvor var det her dog fantastisk! Han så så utrolig sød ud. Hun satte sin fine lille hånd på hans og nejede let, som en sød gestus til ham. "Hej Hr. Jones. Dejligt at se dig. Mit navn er Lucy.. Lucy Dark" hun bed sig let i underlæben som en lille nervøs gestus. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige. Men hvor var han dog bare charmerende!
Lucys hjerte begyndte straks at galopere. Hun havde ikke set Claire pege, men hun vidste udemærket godt hvem det var at hun snakkede om. Hun kiggede op imod vampyren med sine bekymrende blå øjne. Hvor var det dog typisk! Lige foran den person, der måske var hendes livs kærlighed. Hun klemte let Matthews hånd, i håb om at han måske ikke ville slippe hende. Men man vidste aldrig med Claires manipulation.

William betragtede pigen med rynkede øjenbryn. Han havde hørt, at man ikke måtte forvandle små børn til vampyrer, og han funderede kort over om teenagere var lovligt. Hun så ud til at få små anfald af noget sindssyge, og han var ikke så tryg ved hende længere. Nu hvor rusen fra blodet han havde indtaget var faldet ned, følte han sig ikke så modig som før. Alligevel smilede han let til pigen, nikkede kort, og besluttede sig for at præsentere sig. "William. William Knight" præsenterede han sig, og nikkede endnu engang til hende. Hun duftede stadig forfærdenlig godt af blod, og han kunne også hele tiden dufte menneskerne som pludselig var tilstede. Med et skævt smil vendte han sig mod den anden vampyrkvinde, der havde talt til ham. "Uhøfligt af mig ikke at præsentere mig" sagde han med et muntert blik. "William. Knight." Endnu engang nikkede han. Ikke underdanigt, som det måske forventedes af ham, men bare et nik som en hilsen. Han smilede svagt til vampyrpigen med blod på skjorten, og fulgte efter hende hen til de andre. Hendes "venner".

Han tog hendes hånd, trykkede den og kyssede den dernæst på hånden. Håbede at hun havde det som han selv. "Lucy Dark.." gentog han. Som ville han printe det ind i hjernen. Behøvede han faktisk ikke. Hendes ansigt og hendes navn borede sig allerede ind i hans hjerte. Så hørte han den kvindelige vampyr skrige skingert op, omkring ham og hans forelskelse, og da hun svinede hans forelskelse til pumpede hans bryst sig nærmest op. Hans skuldre røg op og hans øjne lysnede op af vrede, i det Lucy trykkede hans hånd. At Lucy blev usikker og bekymret gjorde ham irriteret. Men han valgte at ignorere den pinlige optræden af vampyren og ventede sig imod Lucy, kiggede hende i øjnene. Inden han vendte sig om igen. "Hvad får dig til at sige det, vampyr?" spurgte han. "Ordet 'er' betyder nutid, og i nutiden gør hun intet galt. Hvad hun så var har ingen betydning da det hører fortiden til, hvis hun så endelig var en forræder." sagde han koldt og trykkede sin drøms hånd. Mærkede hvordan sommerfuglene boblede indeni. Ikke engang den kvindelige vampyr ødelagde at han havde det godt i nuet.

Kayla var vågnet med et sæt i den mørke nat. Hun lyttede og prøvede at få færten af Claire, men kunne ikke rigtig finde den. Hun kiggede sig forvildet omkring og fulgte det indre instinkt hun hele tiden havde fulgt, indtil hun havde mødt Claire. hun gik i en lille halv times tid inden hun fik færten af noget vådt hundeagtigt, Claire og mange af hendes slags. Kayla blev en smule bange men ville over til Claire, den eneste hun havde følt sig tryg i nærheden af de sidste mange måneder, hvis ikke endda år. Hun tog fat i Claires top og hev i den"Hvem er alle disse væsner?"Spurgte hun hviskende og skræmt og kiggede op på Claire med store bange øjne.

Lucy så nervøst på Matthew. Hvor var han dog modig på et eller andet punkt. Eller var det bare fordi at Lucy stod der, lige foran ham og holdte ham i hånden? Hun så op imod Claire og bed sig let i læben. Hun klemte hans hånd lidt mere og så op på ham. "Shh..." hviskede hun stille. "Bare tag det roligt. Ikke tag dig af hende" hun så en smule trist ud, men det var kun på grund af Claire. Hun havde virkelig ikke lyst til at se tilbage. Hun begyndte at trække ham lidt ud til siden og sendte ham et lille sødt smil. "Hun er alt for farlig" sagde hun uden lyd, men kun med tydelige mundbevægelser, i håb om at Claire ikke ville se eller høre det. Så glad skulle Claire heller ikke blive for sig selv. Men hun stoppede hurtigt op, da hun lagde mærke til den lille unge. Hun spærrede øjnene op. Kunne det være?

Claire satte sig straks ned på hug da Kayla var kommet. Det var ikke et sted for små børn, især ikke hybridder og ligemeget hvad folk sagde om hende, ville hun stadig være bekymret for det lille barn. Især fordi at de havde været sammen i så lang tid. Hun tog sin hånd på den lille piges skulder og kiggede hende dybt i øjnene. "Det er ikke nogle vigtige væsner i hvert fald Kayla-mus" sagde hun med en lille hvisken og sendte den lille pige et smil. "Kan du huske de pokkers hunde jeg snakkede om?" spurgte hun og kiggede over imod dem. "Det var dem.." hun fnøs og sendte dem nogle kølige blikke. Derefter kiggede hun på barnet igen med de blodrøde øjne. "Hvad bragte dig herover?" spurgte hun og så intenst på barnet.