Now it begins!

Hun kunne fornemme at en omega ulv farede mod hende, parat til at bide igennem hendes hud, men hun havde set ham komme, og vendte sig derfor knivskarpt om og slog hårdt ind imod dens kæbe da munden kom nær. Så, skubbede Daniella også denne hvalp væk fra sig. Det var sværere at kæmpe mod en alfa og en omega. En alfa og en normal kunne godt gå, men nu blev det for alvor udfordrende. Og på trods af at hun selv hverken havde rørt nogen mennesker, eller direkte skadet en ulv som Arya gjorde i dette øjeblik, så forstod hun ikke hvorfor at ulvene aller først overfaldt hende. Intet så de hende som det nemmeste offer af alfavampyrerne, eller som den stærkeste af dem. Men hun gad ikke sætte sig videre ind i en ulvs tanker så hun slog det hen, og snerrede af begge formskiftere. Lorte dyr. "Vil I rotte jer sammen mod mig? Havde du virkelig brug for at tilkalde hjælp, søde? Kunne den stærke alfa ikke klare en på sin egen størrelse, og havde brug for opbakning? Det er en fin kommunikation I har, må jeg sige. Meget nyttig. Men så kom, hvis I ønsker at miste alt hvad I har kært." sagde Daniella, først til Tessa men henvendte sig så til dem begge til sidst.

Matthew hylede i det han mærkede et stik i hjertet, da Lucys ben brækkede, ben for ulv, arm for menneske. En vrede slog ham, men vidste at han ikke kunne hamle op mod vampyren. Den var meget stærkere end dem. Men alligevel måtte han løbe imod den, så han gjorde det. Han styrtede derhen og knurrede. Han stillede sig ved siden af Lucy og rejste alle hårene, og viste tænder, inden han styrtede hen og bed vampyren i benet. Det var det første som lige slog ham. Han måtte bare beskytte sin kære, om det så skulle koste ham sit eget liv.

Claire kunne ikke lade være med at grine højt da hun hørte køteren pive. Hvor var det dog dejligt at høre nogen som var under smerte. Hun kiggede derefter på den hund som prøvede at hjælpe din hjertens kær. Hvor var det dog dejligt at se nogen som prøvede at kæmpe for hinanden. Ikke fordi at hun syntes at det var sødt, men fordi at hun vidste at de begge to var nogen af de svageste iblandt de andre, og alligevel var de de første til at angribe. Hun vidste udemærket godt hvad Lucy havde tænkt omkring Claire. Hun havde troet at hun havde lavet et udødeligt barn. Hun var sådan set lidt ligeglad med hvad de andre troede. Bare hendes egen allierede vidste hvad Kayla var. Nej, hvor hun dog morede sig over at se dem slås imod hinanden.

Arya fniste over køterens klagende hyl."tie din mund kryb"Hvæssede hun og sparkede den hårdt i der var ribbene var inden hun blev bidt i det andet ben. Hun kiggede på pels bolden"Av?"sagde hun bare og langede ud efter ulven, så hvis hun ramte ville han flyve, enten forbi Claire eller i hovedet på Claire.
Hun kiggede kort over mod Daniella"Klarer du den snuske?"spurgte hun med et bredt grin over læberne, ikke hånligt eller noget, næ, Arya havde det sjovt, og det skulle folk da have lov til at se! var der ikke et gammelt ordsprog der sagdesmil til verden, og den smiler tilbage? Det var hun nu ret sikker på.

Sams blik var låst fast på omegavampyren. De lange, behårede, mørkebrune ører hørte hans samtale med alfavampyren. Lyttede til hendes råd. Hvorfor ville en vampyr af hans rang, dog spørge om råd? Var omega- og alfavampyrer ikke gamle og erfarne? Måske var dette ikke tilfældet med denne omega. Det kunne vise sig at være en fordel for hende. Selv hvis han var yngre, måske endda nyfødt, ville han ikke have samme erfaring som hende selv. De færreste havde vel prøvet at kæmpe mod formskiftere. Og selv om hans styrke nok overgik hendes, så havde hun erfaringen på sin side.
Hun havde kæmpet mod en vampyr før. Han var ældre end denne, som stod overfor hende. Mere erfaren. Men hvis de ældre var mere taktiske, så måtte de yngre og nyfødte vel være det modsatte. Deres bedste våben var ikke erfaring, men deres styrke.
Hvordan skulle hun kunne skade ham? Få ham besejret. Det var den slags tanker, som gik igennem hendes hoved. At flå en legemsdel af, kunne være noget. Uden en arm eller et ben, ville han være mere ukampdygtig og nemmere at kæmpe mod. Hendes evne var ikke til nogen speciel nytte i kamp, så den ville hun ikke benytte sig af. Hun måtte bruge den erfaring hun havde.
Opmærksomt holdt hun øje med ham. Hun ville ikke gå på ham. Hun ville lade ham gøre det første udfald. En svag knurren kunne høres fra hendes strube.

Havde Arya blinket til hende? HAVDE ARYA BLINKET TIL HENDE?! Og efterfølgende slået en ulv! Vreden blussede op i Emily, der knyttede hænderne og snerrede. Det gjorde ondt at se på Lucy, og hun vidste allerede at det var umuligt at stoppe Matthew, der var opfyldt af hævntørst allerede. Så tidligt, så tidligt. Emily havde aldrig selv præget sig på en anden, men hun havde hørt om det, og kunne kun gisne om hvor ondt det gjorde på ham at Lucy var blevet såret. Med en dyb knurren, forvandlede Emily sig omsider til ulv, og gik knurrende hen foran Lucy. Bliv liggende til din arm er healet - tanken sendte hun ud, så hun vidste at alle ulvene ville kunne høre hende, men siden Lucy ikke var en del a hedes kobbel, varder ikke andre muligheder at kommunikere på. Hvis Arya kom nærmere, satte hun næsten med sikkerhed tænderne i hende. Forpulede, højrøvede igle! Hun hadede at hun ikke kunne råbe skældsord af Arya på givne tidspunkt, men konstaterede at det måske var bedst på den måde.

Den kære hund ventede åbenbart på hans træk. Nuvel, det betød at han havde lidt mere tid til at tænke klart. Bah, han hadede blodtørsten. Man mistede sig selv når den fik fat i en. Han kunne dog håbe, at han han kunne bryde fri at blodtørsten hvis der skete noget, for eksempel hvis han blev såret. Men at starte med at skade sig selv var ikke ligefrem en god taktik. I stedet burde han se om han kunne isolere hende, så at de andre hunde ikke ville kunne dække hendes blinde vinkler...
Han nikkede kort. Godt. Hvid spiller starter, tænkte han med et grin, mens han gjorde sig klar til at angribe. At angribe direkte ville nok ikke være en god ide, hun ville nok forvente det af en nyfødt. Men hvis han kunne bruge det faktum at han var nyfødt, men omega, og dermed havde mere kontrol end en normal nyfødt, kunne det godt være at han kunne få en fordel tidligt i kampen.
Derfor lagde han ud med at styrte imod hende, men stoppede dog lige før han nåede hende, og sprang op i luften, for at komme om bag hunden. Hvis at det skabte en åbning, ville han selvfølgelig bruge denne, men ellers var taktikken at forholde sig så rolig så mulig, for ikke at tabe til blodtørsten, ved at kæmpe defensivt, med fokus på at undvige, og så på den måde at trække hunden ind i skoven, hvor de andre hunde ikke kunne se.

Knæk.. lyden af den brækkede knogle gav næsten genlyd i hendes tilfredse ører, trods at både tæven og alfa vampyren var et lille stykke væk. Smerte. "Tch.." Et grumt og lettere ondskabsfuldt smil spillede om hendes læber. Den første var kommet til skade. Hvem blev den næste? Varulv? Vampyr? Måske det lille barn? Men hvad hvis der ikke var flere der kom til skade? Hvad hvis blodet ikke begyndte at flyde? Hvad hvis der ikke var mere smerte? Grace vidste hvad det ville betyde. Hun vidste at hun selv ville blive tvunget ind i kampen grundet den indre trang til at forårsage en eller anden form for smerte.
Og måske vidste hun lige hvad hun skulle gøre for at det ville ske...

Matthew nåede lige i aller sidste sekund at dukke sig, og sprang dernæst direkte imod den kvindelige vampyr med alt den had han kunne præstere. Hele hans krop fik et adrenalin kick, og pludselig var der intet han hellere ville en såre denne fjende rigtig grumt, uanset prisen. At gøre hans prinsesse fortræd, var at gå alt for langt. Han følte at han måtte gøre alt for at passe på Lucy. Desværre havde hun været dum nok til at styrte lige i grebet på den kvindelige vampyr, og derfor var de i denne situation. Han kunne ikke få hende væk i hendes tilstand og følte sig derfor tvunget til at støde imod hende her, så godt han nu kunne, om det så bare skulle kunne flytte hende få millimeter.
Han lagde alle kræfter i et skub der kunne skubbe vampyren ned at ligge, og snabbede voldsomt ud efter vampyrens hals.

En vrede bankede rundt i Tessas system i takt med blodet. Det røg rundt i alle blodbaner, og skønt det blot var en psykisk virkning, syntes hun at blive adskillige grader varmere. En høj piben fyldte hendes forbedrede hørelse, og for ganske få sekunder så Tessa sig over skulderen. Lucy. I sin ulveskikkelse skar hun tænder i frustration. Det var ikke længe, for i samme øjeblik stormede Brady forbi hende og mod Daniella. Hvad laver du? ~ Det var en irritabel tanke, der kun blev sendt til Brady. Hendes vejrtrækning blev hurtigere, da Daniella langede ud efter Bradys kæbe. En dyb, vred snerren forlod hendes læber, idet hun blottede et imponerende spidst tandsæt mod Daniella.
Havde Tessa kunne tale, ville hun have fortalt Daniella, hvor ualmindeligt dum hun var. Det var ikke ligefrem tilfældet, så hadet kom ud ved de blottede tænder. Tessa satte af fra jordbunden, hvor hun var landet efter Daniellas tidligere stunt. Det var et fint spring, der havde kurs direkte mod Daniella. Tessa åbnede kæberne på vid gab og snappede ud efter de dele af vampyren, hun kunne. Delvist strube og skulderen. Hvis hun endelig fik fat, ville Tessa hive til. Den eneste hensigt var at skade, og jo mere skade des bedre! Det var langt fra den rolige, fattede og venlige Tessa, der var fremme her. Denne var destruktiv og voldelig. Vampyrer var så 'heldige' at få denne side..

Arya hvæssede grinende af Matthew, alt hvad han gjorde føltes som slow motion for hende, i forhold til hendes egen normale hastighed. Et greb om hans hals bevægede hun sig i vampyr fart i Emilys retning"Husk at fastspænde sikkerhedsselen, vi er ikke helt vant til at flyve endnu! Vi ønsker jer god rejse!"hun sagde det med en monoton stewardesse stemme og hun havde allerede kastet ham inden hun var færdig med at snakke, da hun havde bevæget sig så hurtigt som det overhovedet var muligt for en vampyr af hendes rang. Hun lignede en der stod og spejdede efter noget. Men man skulle jo bare åbne øjnene for at se at Matthew ville falde lige ned i hovedet på Emily.

Hvorfor havde hun dog gjort det her? På et eller andet punkt, var hun utrolig pinligt berørt over at have angrebet på den måde. Hun følte at det hele var hendes skyld, at kampene var startet rundt omkring. Hun havde prøvet at angribe nogen der var langt stærkere end hende. Hvad havde hun dog tænkt på? Hun lå stadig på jorden og pev og lyttede til den ulv som havde bedt hende om at blive liggende. Det var selvfølgelig også en rigtig god idé at blive liggende, siden hun havde en brækket arm. Godt nok var hun glad for at ulve var hurtige til at heale, men det betød ikke at det ikke gjorde ondt. Det gjorde lige så meget ondt, som hvis man var et helt almindeligt menneske. Så det var ikke noget hun kunne lide. Hun begyndte at humpe sig lidt ind imod siden, i håb om at det kunne være et lille 'time-out'-spot. Måske var vampyrene søde nok til at lade hende være.

Daniella betragtede Tessa styrte imod sig og vidste at hun godt nok var stærk, men at det ikke var klog at blive ved med at lege med skæbnen og tro hun kunne slå dem begge to med det samme, så hun farede tilbage, samme retning som Tessa løb, og styrtede mod nærmeste træ, som hun hoppede op i, og dernæst hoppede videre fra træ til træ. Ulve kunne meget, men klatre i træer, det var ikke deres stærke side. Så smilede hun triumferende til ulven, og hoppede da ned på jorden igen, et stykke væk fra både Tessa og den røv irriterende omegaulv. Først nu valgte hun at svare på Aryas spørgsmål, som hun ellers havde ignoreret. "Der er vidst ikke behov for det, men hvis du også vil have en bid af kagen skal du være mere end velkommen. Jeg deler med glæde." Sagde hun højt til Arya, stadig med blikket mod Tessa og enkelte små kast mod omega-ulven.

Matthew faldt lige i hovedet på Emily. BAM!

Hvis det havde været muligt for en ulv at grine, havde Tessa leet højt nu. Ikke fordi det var et egentligt godt tidspunkt for en sprudlende latter, når der var så meget destruktiv stemning imellem varulve og vampyrer. I stedet kom Tessa med en veltilfreds fnys, inden hun luntede mod nogle af de andre optøjer, der var kommet. Blikket syntes ikke helt at vige fra Daniella, der nu var nær Arya.
Klarer du den? ~ Det var et spørgsmål, der kun var henvendt til Sam. Tanken havde været, som når de første snefnug fik lagt sig på den kolde vinterjord. Dog ventede Tessa ikke på noget svar, før en dyb, højlydt knurren forlod hendes strube. Den var henvendt til omegavampyren, der havde gjort mine til angreb. Godt nok stod Tessa et stykke fra både Sam og omegavampyren, og snarere var tættere på scenariet med Arya, Emily og diverse andre. Tessa var lysvågen nu, for var der brug for hende et sted, ville hun hurtigt være der.

Emily nåede kun at se Matthew ud af øjenkrogen, før ulven hamrede ind i hende. Havde hun været i menneskeskiggelse, havde hun med garanti råbt eller hvinet, men som ulv, kom der kun en sammenbidt, pibende lyd fra hende, Matthew fløj ind i hende med en fart, der kom bag på hende. Et kort sekund fløj hun igennem luften, og blev dog stoppet af et træ. Hun sendte en kort tanke til Matthew, og kunne ikke lade være med at være lidt glad for at hun havde taget hans fald, selvom det gjorde ond i hendes ribben. Omtumlet skubbede hun Matthew af sig, og kom lettere svimmelt på benene igen. Hun rystede sin pels, og måtte lige stå et par sekunder for at få svimmelheden og forskrækkelsen ud af kroppen. Med et koldt blik fandt hun Arya i mængden, og snerrede. Den forbandede mide! Hendes pote gjorde ondt, og hun skulede kort ned til den, før hun besluttede sig for at bruge sin evne. Uden at tænke særlig meget over det, mærkede hun hvordan hendes krop blev slankere og mindre klodset. Hendes poter blev mindre - hun blev også mindre - og hendes syn blev mere rødligt i det. Emily knurrede, men det kom ud som en dybere buldren end normalt, og med et elegant spring, løb hun imod Arya. Dog ikke som ulv - som en panter.

Grace fik ikke meget tid til at stå og tænke inden endnu et gadekryds hamrede ind i det træ hun på meget små sekunder havde flyttet sig fra. Det var da lige lovligt grov. Denne gang genkendte hun dog kræet. Emily huskede hun. Men hvordan eller hvorfra kunne hun ikke bedømme. Grace gjorde et kast med håret og rykkede sig tilbage til træet der nu havde lidt en kollision med både Lucy og Emily. Det var aldrig nemt for træerne herude..
Hun slog klik med tungen og lod endnu engang sit kølige blik kaste sig over forsamlingen som helhed. Hvilken latterlig bunke af upassende frugter..

Efter at Matthew var banket ind i den kvindelige ulv, undskyldte han sig i det hun skubbede han væk fra sig og rejste sig. Selv kom han hurtigt på benene, og havde ikke længere øjne for Lucy eller nogen andre. Han stod bare og så på den kvindelige ulv som pludselig blev en smule mindre... og sort.. Og lignede en panter?! Matthew stirrede. Han havde ikke den ringeste anelse om hvad der skete eller hvorfor hun så ud som hun gjorde, overhovedet. Som om at fra menneske til ulv ikke var mærkeligt nok.. Nej, hende her kunne også blive en panter. Matthew stod og lignede ét stort spørgsmålstegn, og kiggede dernæst efter vampyrernes reaktioner på denne scene.

Tessa vendte ikke tilbage efter Daniellas lille 'flugt'. Det gjorde den mindre stærke ulv heller ikke. Men så slugte Emily hendes opmærksomhed, og en panter stod foran hende. Hun havde ikke kendskab til Emilys evne, men det havde hun så sandelig nu. På trods af at panteren var så meget mindre, så blev hun alligevel overrasket, og vidste ikke med sikkerhed en panters fordele frem for en ulvs, men det skulle hun nok finde ud af, hvis Emily gik til angreb. Hun sendte hurtigt blikke mod de andre vampyrer, for at finde ud af om de var ligeså overrasket over Emilys evne som hende selv.

Claire havde overvejet i et stykke tid hvem det var at hun havde lyst til at angribe. En almindelig ulv ville ikke være fair for nogen som helst. Claire ville have at de kunne se hvor stærk hun var, så at overfalde en normal køter ville bare være spild af tid. Mange ville se det som unfair, men Claire så det bare som at man var svagere end man ville vise. Hun var efterhånden begyndt at tænke sig en smule mere om, efter at hun havde snakket med Daniella. Hendes veninde ville så gerne have at Claire tænkte sig mere om, inden hun handlede, så det ville hun gøre.
Hun hævede det ene øjenbryn da hun så hvordan en af ulvene blev forvandlet om til en panter. Hun kunne ikke rigtig se meningen med evnen, men selvfølgelig var det ikke noget man selv valgte. En panter var så meget mindre end en almindelig varulv. Hun sukkede lidt af det og låste sit blik fast på panteren. Selvfølgelig kunne hun se de andre køtere rundt omkring, det var ikke fordi at hun blev blind. Hun holdte øje med det hele, men mest med panteren. Måske havde hun en lille chance for at have det sjovt med den her.

Grace havde vendt blikket mod en anden vampyr der havde stået og set passivt til mens vampyrer og varulve gik i kødet på hinanden. Hver en bevægelse var lige så lydløs som det tommeste sted. Øjnene virkede mere mørkerøde end nogen andens vampyr, det var vel næsten lige før man ville tro at de grænsede om til det sorte - dette var selvfølgelig indtil man kom tættere på. Så ville de ikke være til at tage fejl af.
"Har du besluttet dig endnu?" Stemmen var blandingen af en sirenes sang og den dybeste is om vinteren.Det var ikke fordi at Grace var klar over hvad vampyren Claire havde haft i tankerne. Hun gik blot ud fra nogle ting. Ud fra folks handlinger dømte, og antog hun. For det meste var hendes antagelser på rette spor.
Grace lod hovedet glide let på skrå, og lod sine kølige øjne glide henover alfa-vampyren. Claire. Det var ikke ligefrem som om styrken slog sig om den unge kvinde, men det var tydeligt at denne havde langt mere potentiale end hvad hun gav sig ud for at have. Og det var netop den slags Grace bed mærke i.

Hun kiggede over imod den vampyr-kvinde som havde snakket til hende. Hun smilte derefter til hende og trak lidt på skuldrene. "Det er bare så svært nogen gange, når der er så mange at vælge imellem" hun kunne ikke lade være med at grine og kiggede derefter over imod panteren igen. Hvordan kunne det overhovedet være muligt at det skete? Hun rystede på hovedet af det og kiggede derefter over på vampyren igen. "Hvad med dig? Du står da også lidt og kukkelure" hun sendte et lille grumt smil og skævede til pigen, imens hun ventede på et lille svar.

Daniella lagde først vægt på Grace nu, hvor ulvene ikke rigtigt sagde noget. Grace holdt sig altid for sig selv og holdt sig næsten altid udenfor kampene. Faktisk kendte Daniella hende næppe af den grund, og fandt hende direkte uinteressant, så hun sendte hende et kort elevator blik inden hun vendte blikket mod Claire, som Grace førte samtalen med.

Arya brød ud i latter da hun så Emily forvandle sig til en lille sort misser."Nej...Ej! HAHA!"hun kunne ikke holde latteren inde. Havde hun været et menneske ville hun være knækket sammen af grin."Det var da en tarvelig evne du har fået dig! Og du lugter stadig ligeså slemt som før Misser"lo hun og lagde trykket på misser. Selv om hun var ved at blive kvalt af grin var hun stadig opmærksom. Hun havde stadig fulgt hver en vampyr og køters bevægelse. Som en dans over flammer lignede det til tider. Det var smukt, når man tænkte videre over det. Samtalen mellem Claire og den anden kvindelige vampyr havde hun også fået fat i under sin klukken.
Arya kiggede over på Claire, stadig leende"Må jeg beholde den?"jokede hun og pegede på Emily. Hvis hun havde været menneske havde tårene sikkert strømmet ud af hendes øjne..En ulv der forvandler sig til en lille sort misser..Lign. havde hun da aldrig set mage til før.

Grace gjorde ikke mine til at flytte sig. Ej heller da vampyren Daniella så på hende; hun gengældte ikke blikket. Tøsen skulle tidsnok finde ud af hvordan Grace var. Hun var ligeglad med hvordan man så hende. Uinteressant, svag, svært, mystisk whatsoever. Intet af det gjorde hende noget. Så længe de skænkede hende en tanke. Så længe de så på hende, så længe hun var grunden. "De klarer det jo meget godt selv.. " Den syngende iskolde stemme var tilbage igen. Is og sølvklokker fyldte luften hver gang hun åbnede munden. Da Claire spurgte ind til hende, var det som om en svag trækning i hendes venstre mundvig blev synlig. Et smil? "Jeg undre mig. Fire alfaer, en mere som mig, en blandings-pige, et par normale vampyrer og varulve, tre alfa-hunde, et par omegaer.. Det er en besynderlig forsamling" Der var en hvis drillende kedsomhed i hendes isfyldte stemme. Som gjorde hun grin af hele bundet. Ikke kun tæppetisserne. Grace lagde armene over kors og lod blikket rette sig mod panteren. Tænkene. Uden egentlig at have svaret på Claires spørgsmål.

Hun kunne ikke lade være med at grine lidt over hvor meget Arya gik amok over køteren, der havde forvandlet sig. Det var nu meget sødt at hun så det så humoristisk. Claire havde set det mere som mærkeligt, noget hun ikke rigtig kunne beskrive. At kunne forvandle sig til tre forskellige ting. Menneske, køter og en kat. Det var nu meget mærkeligt og besynderligt, men end ikke videre meget fedt. Claire var nu meget tilfreds med sin evne. Hun trak derefter lidt på skuldrene og nikkede over imod panteren, "det må du da gerne søde! men så skal der en masse parfume ind i dens bur" hun blinkede til Arya og syntes nu at det var lidt sjovt.
Hun så sig lidt rundt omkring da det var at Grace havde fortalt om at det var lidt af en besynderlig forsamling. Hun ville heller ikke sige noget til det, for der var jo ikke så meget at sige. Det var jo en helt igennem besynderlig forsamling. Claire havde følt sig trukket af det her sted fra starten af og ligeså langsomt var der kommet flere og flere. Mon de også have haft den følelse at der skete noget vigtigt?

Sam blottede knurrende sine tænder. Det mindste udfald fra ham.. Hun var klar. En smule nervøs, klart, men hvem ville ikke være det? Hun kunne risikere at dø. Men det ille hun med glæde - alt for ulvene, specielt Tess.
Tess.. Hendes spørgsmål nåede Sam. Kun henvendt til hende, kunne hun mærke. En svag trækning sås ved hendes mund. *Altid, Tessie* ~ Tanken var kun henvendt til Tessa. Om de andre kunne høre det, vidste hun ikke. I så fald, måtte de ignorere den. Tess' spørgsmål gjorde hende helt varm om hjertet. Hvis hun nu afsluttede denne kamp hurtigt, ville hun bedre kunne hjælpe hende.. Alt for hendes alfa.
Dette lod hun være sin motivation. Igen rettede hun sin opmærksomhed mod vampyren. Han var nyfødt. Men ikke en almindelig vampyr - han var omega. Havde de mere kontrol over sig selv? Mon han ikke var som andre nyfødte? Mon han ville angribe direkte? Nej, det ville være for oplagt. Og han kunne også have gået nogle råd om kamp inden dette. For at vinde måtte hun se på ham, som en hveranden modstander.
Da han satte i løb, gjorde hun det samme. Hun regnede med at han trods alt gik efter et direkte angreb. Men hans spring overraskede hende. Farten fra hendes løb, brugte hun til at vende sig mod ham igen. Knurrende løb hun igen mod ham - zigzaggende for at forvirre. Tænderne var blottede, klar til at flå enhver af hans lemmer af.

Mens hunden løb imod ham hoppede Aurius hurtigt bagud med små, nogenlunde forsigtige hop. Hvis han faldt, var kampen sandsynligvis hurtigt ovre. Det virkede dog til at hun havde indset, eller havde fået det fortalt af en af de andre hunde, at han ikke bare var en normal nyfødt. Det havde ellers været en fordel for ham, hvis hun undervurderede ham. Men hvis han skulle opføre sig som en nyfødt havde han været nødt til at angribe frontalt, hvilket var for risikabelt.
Mens han sprang bagud sørgede han dog også for ikke at virke alt for defensiv, ved at stoppe op et kort sekund, og kort slå ud efter hende, hvorefter han fortsatte med at springe bagud igen. Han fortsatte dog sin rokade ind imod træerne. Han kastede et kort blik på slagmarken mellem to hop. Hvis de andre vampyrer i det mindste kunne håndtere de andre hunde i lidt tid, var det muligt, at Aurius kunne nå tilbage og hjælpe dem med at rydde op. Selvfølgelig forudsat, at han kunne vinde kampen imod hunden, noget han ikke var sikker på. Ikke destro mindre ville han prøve. Selv hvis han tabte kampen, var det ikke sikkert, at hunden ville have tid til at sætte ild til resterne af ham.

Daniellas blik fæstnede sig på Aurius og Sam. To omegaer af hver sin race. På vej i kamp. Dette skulle blive mere end interessant. Men egentlig ønskede hun hellere selv at smadre noget. Så hun vendte straks blikkende mod alfa-formskifterne, som virkelig havde været ufatteligt stille af sig. Det lignede dem ikke. Men i det hele taget var det hele vendt op og ned. Ingen vidste hvorfor de var her. Zombie mennesker var dukket op. En lille halvvampyr var dukket op. Arya var totalt hjernevasket og alle opførte sig på en eller anden måde anderledes end de plejede. Det var næsten interessant. Ingen vidste hvordan de skulle reagerer overfor hinanden. Desuden sad Daniella og blev mere og mere irriteret på Grace, som aldrig blandede sig i en kamp. Hun var altid så passiv. Men ak og vel. Hvis det morede hende.