Ensomhedens stille time.

Tid: Aften.
Sted: Skoven.
Dato: IRL.
Vejr: Sne.
Omgivelser: Skov.

Månen var oppe og skinnede lyst. Skinnede og kastede sin sølvglans på sneen. Så sneen der lagde sig over den rodede jordbund skinnede som tusind krystaller. Som havde nogen kastet glimmer over sneen. Daniellas hvide kjole, lagde sig pænt på sneen i det hun stod midt i skoven. Hendes hår var opsat i en stram, tyk hestehale, og hendes øjne strålede sørgmodigt. Hun følte savn. Savn og atter savn. Selv de klamme køtere savnede hun. Alle dem hun elskede. Alle de personer hun kendte fra forks, var væk. Hendes røde negle kærtegnede sneen, mens hun gned hånden hen af snebunden. Så lagde hun sig ned i den kolde sne. Kærtegnede sine egne hofter, sine bryster og lod hænderne kærtegne ansigtet. Læberne. Daniella længedes efter andre. Hun længedes efter en anden vampyr. Hvilken som helst. Selv en af de beskidte forræder vampyrer. Hun sukkede opgivende. Alle var væk. Alle var fuldkommen væk. Claire, Bill, Christabel, Dominic, Arya, Mizzar, Grace... Alle! Selv køtere som Luna, Annika, Tessa, Marissa. Hun ville ønske at en kom.. Bare en. Hun kunne kysse en ulv lige nu. Nej, måske ikke. Men selv en ulvs selskab ville gøre hende vild.. Åhh, Clare.. Hvor gjorde det ondt. Bill.. Daniella kunne ikke andet end ønske sig den smerte hun oplevede undner forvandlingen. Kun det ville kunne dulme den smerte som kom fra savnet af hendes elskede.. Træernes kroner kastede sine skygger på sneen, og et lille egern kravlede ud af sit hul i et træ.

Claire var for en gangs skyld en rolig vampyr denne nat. Af en eller anden grund, havde hun haft mistet lysten til at jage mennesker. Hun følte som om at der manglede noget i hendes brystkasse. Som om at hun kun havde et stort sort hul midt i det hele. Det var en pludselig savn der var opstået i den ellers så kolde vampyr. Hun ville tage en pause fra det hele, hun ville se på Forks igen. Så hun var kommet ind til byen. Det hele så ud som det plejede, og hun kunne ikke lade være med at tænke på dengang hun var en ''god vampyr''. En vampyr som kun drak dyreblod og ellers var så munter. Ja, hun var munter nu om dage og hun følte at det var hendes rigtige jeg, den kolde vampyr. Det var det også, men minder kunne stadig sidde bagerst i hovedet. Hun kunne ikke lade være med at tænke på alle de svage sjæle hun havde gjort til vampyre. Og hvor mange af dem der hadede hende nu. Ikke fordi at det gjorde hende noget, men fordi at hun var i et lille hul, på dette tidspunkt. Hun kunne ikke lade være med at smile af sig selv en smule, da hun kom i tanke om Daniella. Hendes evige bedste veninde, lige meget hvor lang tid der gik imellem at de så hinanden, ville de altid være veninder. Lige meget hvad Claire havde gjort, elskede Daniella hende stadig. Hun så ned af sig selv. Hun nogle sorte shorts på og en revet sort top, hvor man kunne se hendes pinke bh indenunder. Hendes hår hang flot ned over hendes skulder og hun kunne ikke lade være med at sukke en smule. Hvor hun dog savnede de gamle tider.
Hun satte sig ned på en sten og kiggede på sine fingre. "Hvad er vi dog blevet til?" hviskede hun til sig selv.

Daniella lagde hovedet til siden og stirrede langs det kolde sne. En kilomet frem zoomede hun. En duft af vampyr brændte sig fast i hendes næsebor og hun var ikke længe om at placere duften. Det føltes som en rus i maven. Et kick. Adrenalin. Men nej, hun ville ikke overfalde hendes veninde. Næh, nej. Hun satte sig ufatteligt langsomt af en vampyr at være, og tog dernæst tilløb og styrtede så bare igennem skoven. Der gik ikke lang tid før hun nærmede sig, den anden hunkønsvampyr. Men i stedet for at stoppe op spurtede hun rundt, så hurtigt hun kunne, rundt om i cirkler. Daniella følte sig lykkelig og ikke mindst befriet. Det var så befriende ikke at skulle være alene i sit eget mørke længere. Og hvilket selskab. Kunne det være bedre?
Hun øgede farten, indtil hun havde så meget fart på at hun bare kunne smadre ind i Claire. Selvom Claire virkede så rolig, så håbede Daniella inderligt på at hun ville være med til en omgang slåskamp. Hun havde brug for at være vild og aggressiv, og hun vidste at den følelse kendte Claire helt bestemt også. Når et så dybdegående savn borede i én i sådan en grad, var det intet andet man hellere ville end bare give det hele armen, og glemme alting. Kun koncentrere sig om hvor ens modstanders næste slag ville komme. Ja, den vildskab savnede hun også. Daniella satte af og tog et godt greb om skuldrende på Claire i det hun kom susende mod hende. Så skubbede hun hende ned af mod jorden og slog dernæst en saltomortale i luften, for at lande igen. Så vendte hun sig om mod Claire med et stort smil, og spidsede vampyrtænder.

Claire kunne ligeså stille fornemme en velkendt duft der kom nærmere og nærmere og hun kunne ikke lade være med at smil stort, da hun fandt ud af hvem det var. Hun havde forventet det største knus som hun plejede at få, når Daniella fandt hende, men så så hvad Dani havde gang i. Hun kunne ikke lade være med at smile en smule skævt og stillede sig klar til kamp, da Dani pludselig væltede hende om på ryggen og rejste sig op igen. Hun hoppede sig straks op, vendte sig om, fik nogle få milisekunders øjenkontakt med Daniella. Det var som om at det skete lidt i slowmotion, for hun kunne nå at blinke let til hende, før hun straks løbe lige ind i Dani og skubbede hende straks igennem luften op imod et træ. Hun kunne ikke lade være med at grine en smule, før hun gik tilbage til forsvarsposition.
Hun følte lidt for at sætte sine kræfter i brug, så de kunne være lidt i fred, hvis der nu skulle være nogen i nærheden. Hun ville ikke forstyrres nu, hvor hun endelig fik set Daniella igen. Sneen rundt omkring dem der faldt ned fra den mørke himmel, begyndte at sænke farten og til sidst helt stoppe. Lyde omkring dem var der ikke længere, der var helt stille. Bladene omkring dem stod stille og alt var stoppet. Claire havde sørget for at Daniella var den eneste der ikke var blevet ramt af hendes tidsmanipulation. Hun smilte og skævede let til Dani. Hvor hun dog stadig var smuk!

Daniellas rygsøjle brasede mod træet, som løftede enkelte rødder. Men Daniella smilte i det hun modtog Claires blink, og sendte hende et grin der bare sagde; kom du bare an. Daniellas blik fulgte de langsomt faldende snefnug i det de stoppede. Pludselig var der intet andet end Claires nærvær. Hvilket selskab! "Er det for min skyld, at du har taget så lidt tøj på?" sagde hun med et blik på de meget korte shorts og den vovede top. Hun slikkede sig grådigt om munden og hævede et øjenbryn, inden hun igen brasede mod Claire. Hun greb om Claires håndled, krydsede hendes arme, og skubbede hende med ryggen ned i den hvide sne, og satte sig oven på hende. Så kiggede hun dybt ind i Claires øjne og lod sin evne flyde. Claires følesans ville ligeså langsomt forsvinde, hvilket ville gøre hende ustabil i kamp. Så smilede hun, inden hun lod evnen forsvinde igen, og så lagde hun sig ned, masede sine arme bag hendes ryg, og krummede sig sammen på Claires mave, med hovedet på hendes bryst. "Her har været så stille.." hviskede hun lavt.

Hun kunne ikke lade være med at grine lidt, da hun blev lagt ned på sneen. "Ja selvfølgelig! Kun for dig min kære!" sagde hun roligt, selvom at man udemærket vidste at man kunne bevæge sig hurtigere med mindre tøj på. Claire plejede også at føle sig så indelukket når hun havde meget tøj på. Hun så dybt ind i Daniellas øjne og havde altid syntes at hendes evne var lidt ubehagelig. Heldigvis stoppede hendes veninde efter kort tid og hun blev en smule mere rolig. Hun hadede at føle sig ustabil og det var heldigvis kun Daniella der kunne gøre det ved hende. Meget stærkere vampyrer fandt man ikke i Forks.
Hendes smil blev lidt mere roligt, da det var at Daniella begyndte at kramme hende. Hun lod hendes hånd køre igennem hendes bedste venindes hår. Hun kiggede op på trækronerne og bed sig let i læben. "Der har også været stille omkring mig.. det skal du slet ikke være i tvivl om" hviskede hun stille. Hun kunne pludselig mærke hvor meget hun havde savnet hendes veninde. Hendes øjne skiftede ligeså stille til de safirblå øjne hun nu plejede at have når hun endelig ikke tænkte på sin sult.

Daniella vidste godt at hvis der var noget Claire havde, så var det at føle sig svag. Det var også derfor at hun havde ladet det ophøre så hurtigt. Nu nød bare at ligge på Claire. Bare ligge med hendes dejlige veninde. "Ikke bare omkring mig." hviskede hun. "Inden i mig. Det har været ét stort tomt, dystert hul, jeg ikke ønsker at falde tilbage i." hviskede hun. "Så meget for at være stærk?" lo hun ironisk. "Selvom man nyder den styrke der lurer under ens hud, så er den ikke meget værd, hvis man intet har at kæmpe for. Jeg har dig, og det er jeg taknemmelig for." sagde hun og huskede tilbage til den værste dag i hendes liv. Forvandlingen. Siden da havde det næsten kun været de bedste dage. Hendes biologiske familie havde hun ikke set siden, og hun var heller ikke interesseret. Hun havde sine vampyrer at tage sig af. Og hun ville kæmpe for at vampyrerne skulle kontrollere. Hun ville kæmpe for og med Claire ved sin side, altid. Behøvede hun andet? Daniella lagde hagen på Claires kraveben, og lå ellers bare og kiggede på de forskellige konturer naturen havde at byde på. Det var et lækkert selskab at være i igen. Hvis der var noget som havde været savnet, så var det dette ordenlige selskab med intelligensen i orden.

Hun nikkede bekræftende. "Det samme med mig.. men jeg plejer ikke at føle mig så tom Dani" sagde hun roligt og bed sig let i læben igen, en vane hun altid haft med sig. "Jo, jeg plejer selvfølgelig at savne dig og det er jo klart. Men den her følelse, jeg har lige nu, den er svær at beskrive" sagde hun roligt og sukkede lidt. Hvad var det her dog for et liv? Hun blev ved med at nusse Daniella i håret imens at de lå der. Det var dejligt endelig at have nogen i nærheden af sig, som gad at snakke med hende. Det kunne godt være at hun var kold overfor de fleste. Men det var kun fordi at hun ikke vidste hvordan man skulle omgås med andre længere. Hun havde det fint med at være alene, men det var jo ikke altid man lige havde lyst til at føle sig ensom. "Men der er da masser at kæmpe for...?" sagde hun ligeså forsigtigt. "Jeg vil gerne fortælle dig noget" sagde hun roligt og var lidt spændt på hvad Daniella ville sige til det.

"Hvis der er nogen som forstår dig, så må det være mig. Jeg ved, hvordan du har det. Jeg kan mærke at vi har det på samme måde... Jeg er helt sikker på det." sagde Daniella lavt med lukkede øjne. Nød at mærke den nussen som Claire gav hende. Deres forhold havde virkelig udviklet sig. Da de først blev veninder, var det noget de aldrig ville have drømt om at gøre. Men nu lå de der. Og Claire havde nok indfundet sig den største plads i Daniellas hjerte. Da Claire sagde at hun gerne ville fortælle Daniella noget, satte hun sig op. Hun kunne mærke på Claire, at det var noget mere eller mindre betydningsfuldt, og hun smilede og trak benene ind til sig. Kiggede bare afventende på Claire. Der skulle nok komme noget spændende ud af dette, for Claire virkede helt spændt. Men typisk, når Claire sagde at der var noget hun ville fortælle, så var det fordi en eller anden form for kamp ventede ude i fremtiden. Mon det gjaldt det samme, denne gang? Fordi tiden var stoppet, var der pludselig helt tavst. Ingen af dem sagde noget. Ingen trak vejret, så ikke engang det, gav lyd. Der var tavst, mens Daniella ventede på, hvad Claire havde på hjerte.

Hun satte sig op sammen med Daniella og var lidt bekymret for hvordan hun ville reagere. Det kunne godt være at de var bedste veninder, men det var ikke altid at de var lige enige om alting. Det var selvfølgelig heller ikke meningen med bedste veninder skulle være enige med alting. Hun satte sig op lige efter at Daniella havde gjort det. Hun så sig lidt omkring, som om at hun var bekymret for at nogen ville høre det. Men hun nød bare at være sammen med sin veninde, indtil hun kom i tanke om at hun havde stoppet tiden. Hun så derefter på Daniella med de store blå øjne og bed sig derefter lidt i læben. Hun trak sine ben ind til sig, rykkede tættere på Daniella og tog hendes hænder.
"Jeg har planer om at lave en hær.." hviskede hun stille til sin bedste veninde. Hun var sådan set lidt spændt på hvordan det var at Daniella ville reagere, men før hun lige fik lov til det, sagde hun "og jeg vil gerne have dig til at være med mig i det. Jeg vil have dig til at stå ved min side. Ikke noget med under mig eller over mig, ved siden af mig" hun hviskede det sidste og sendte hende et lille smil. Claire fik det til at lyde så spændende på en eller anden måde. Hun fik det til at lyde som en god ting, selvom at man godt vidste hvad der kom ud af en hær.

Hun kiggede roligt på sin veninde. Nu ville det komme, og rigtigt nok, så tog Claire hendes hænder og rykkede tættere på. Hun kunne mærke hvor spændt sin veninde var. "Du beder mig kæmpe ved din side i en hær? Hvad er formålet? Hvem er vores modstandere, og hvem ønsker du skal indgå i din hær?" spurgte hun. Inden Daniella sagde ja til noget, ville hun have nærmere detaljer. Det skulle ikke være en hemmelighed at de to veninder ikke altid ønskede det samme. Men efterhånden var Daniella faktisk så ligeglad med hvad hun gik med til, så længde det ikke gik ud over Claires og hendes venskab. Hvis Claires plan var for farlig og højest sandsynligt kunne få dem begge dræbt, så ville hun prøve at tale Claire fra det. Alt andet, uanset hvor mange ofre der skulle ofres, så ville hun sagtens kunne gå med til det. Daniella klemte blidt Claires hænder og lod Claires store blå øjne møde hendes egne grønne. Så lod Daniella sig bare trække ind i Claires spændende univers. Hun forblev afventende på Claires forklaringer, om hvad denne hær skulle gøre godt for.

Hun nikkede. "Jeg er træt af hele tiden at forsvinde fra dig Dani" sagde hun med en stille hvisken. Hun så på hendes veninde med de store blå øjne og hun kunne ikke lade være med at tænke på hvor køn hendes egen veninde egentlig var. "Mine planer kommer lidt henad vejen. Jeg vil gerne have skabt denne hær først" hviskede hun roligt. "Men du har altid vidst hvad mine intentioner var. Jeg er træt af at menneskene er så højt oppe. At de bestemmer så meget og ikke aner at der rent faktisk er noget der er stærkere end dem" sagde hun roligt. "Selvfølgelig starter vi med Forks først. Det er en lille by, men de pokkers hunde skal ryddes af vejen!" sagde hun stille. "De burde føres i lænker og være vores fangere, eller kæledyr! Men de stinker så groft, at jeg bare tænker de skal udryddes" hun klemte let sin bedste venindes hænder. "Jeg ber dig Dani" sagde hun med en hvisken, det var ikke ofte at hun sagde 'ber' til nogen. Hun havde ikke brug for andres hjælp. "Du, mig og Arya. Der er ingen der ville kunne besejre os!"

Hun smilede mildt. Så lod hun som om hendes ansigt forvrængede sig i foragt. "Claire.." hviskede hun og kiggede ned i jorden. Hun bed sig i læben og lod som om hun ikke længere kunne se på hende. "Af alle dine planer... er det her den sygeste....." hviskede hun og rystede på hovedet. Så kiggede hun op og smilede, "Jeg er vild med den!" lo hun og trykkede sin venindes hænder. "Men du siger; Du, mig og Arya? Hvordan havde du nogensinde tænkt dig at hun skulle komme med på vognen? Du ved da så vel som jeg, at hun aldrig ville gå med til det. Hun er en satans hvalpe-elsker samt dyresuger. Skide vegetar. Hun ville aldrig følge eller kæmpe ved vores side." sagde Daniella. Hun kunne slet ikke forestille sig Arya ville holde med dem. Så kom hun i tanke om tiden, og tog et greb om et af de snefnug som hang i luften.
"Claire, måske.. Burde du starte tiden igen. Det tærer på kræfterne." sagde hun lavt. "Desuden er der ingen i miles omkreds der lytter med." sagde hun. Det kunne hun selvfølgelig ikke vide. Men hvis personen kom nær nok, ville personen kunne blive lugtet. Personen ville ikke kunne komme nærmere dem og høre nok, uden de ville høre ham ligeså.

Claire blev rent faktisk en smule bekymret for den måde Daniella reagerede på. Hun havde aldrig rigtig set Daniella opføre sig på den måde. Men da hun kom med sit store smil og sagde at hun var med på den, kunne hun ikke lade være med at pive af glæde, som en lille cheerleader der var super glad for at vinde et mesterskab. Hvor var det dog dejligt at hendes veninde ville være med på det!
Hun nikkede da det var at Daniella nævnte det med Arya. "Jeg har allerede ordnet det" sagde hun med et smil og blinkede let til Daniella. "Arya er på vores side nu" sagde hun med en lille hvisken. "Den pokkers vegetar vampyr er allerede væk, hun er til mennesker nu" sagde hun med en lille diabolsk latter. "Jeg ordnede bare lige nogle ting og vupti!..." hun knipsede med sin ene hånd. "Var hun ond!" hun fik det selvfølgelig til at lyde så let, men det havde rent faktisk været lidt af en kamp.
Hun så sig lidt omkring på de stoppede snefnug og havde næsten helt glemt det. Hun nikkede med hovedet og fik det så startet igen. Hun vidste godt at der ikke rigtig var nogen der kunne lytte til hvad de sagde. Det var ikke ligefrem fordi at de snakkede vildt højt og desuden som Daniella nok også tænkte, kunne man lugte dem fra lang afstand.

"Og bare lige vupti.?" sagde hun spørgende og hævede et bryn. "Kom nu, Claire.. Hvad skete der?" Daniella satte den der mine op; Jeg ved jo godt, det var mere indviklet end det. Daniella rankede sig og så på hvordan tiden startede igen. Claires evne var fantastisk. Hvis den ikke tærede på kræfterne, havde Daniella ikke forstået hvorfor hun ikke brugte den noget oftere. Hvis det havde været hende selv, som havde den evne, havde hun standset tiden for alle andre end hende selv. Så ville alle personer blive stående ét sted, og det ville være nemmere at finde personer man ledte efter. Så havde hun måske fundet Claire længe før nu. Tja, altså hvis hun havde evnen og at det ikke tærede på kræfterne at hun brugte den. Daniella betragtede Claires lange vipper, og kunne ikke lade være med at tænke på hvor smuk hun var blevet med tiden. Kærlighed gjorde meget. Det gjorde folk smukkere end de egentlig var. Da Daniella selv havde været vampyr, havde Claires været endnu smukkere, fordi hun var så attraktiv for hende. Alt ved en vampyr fik et menneske til at tøve og stirre. Men stadig den dag i dag. Pga. den kærlighed der var til Claire, forblev hun endnu smukkere for Daniella.

Hun sukkede lidt. Hendes veninde kendte hende alt alt for godt, tænkte hun. Det var nogen gange irriterende at være overfor Daniella, fordi at hun var en åben bog for hende. Men det kunne selvfølgelig også være positivt på nogle punkter. Hun sukkede lidt og så ned i jorden. "Fair nok" sagde hun roligt og kunne ikke lade være med at smile en smule. "Det hele startede med at jeg kom hjem til hende imens at Dominic ventede udenfor" hun så sin veninde i øjnene. "Men hun fik sine greb på mig, jeg kom til at tale over mig omkring hæren og hun blev vred. Heldigvis kom Dominic lige i tide.. meget langsomt.." hun så lidt irriteret ud over det. "Men til tiden.. Hun fik taget sine kræfter væk, hvilket Dominic sørede for" hun skævede lidt til sin veninde. "Og vores nye vampyr-ven, Tristan, kom forbi og fik hende på nogle andre tanker" hun smilte lidt skævt og kunne ikke lade være med at grine en smule. "Så nu er hun på vores side. Tænker næsten ikke på andet end at få magten" hun tog en dyb indånding som afslutningen på hendes historie.
Hun lagde mærke til hvordan det var at Daniella kiggede på hende og hun kunne ikke lade være med at smile en smule af det. Ikke hendes onde sædvanlige smil. Men hendes rolige og charmerende smil. Hun vidste godt hvad hendes veninde tænkte, men hun tænkte på præcis det samme. Daniella var selvfølgelig blevet meget smukkere efter at hun var blevet til vampyr, men hun syntes selv at Daniella var en af de smukkeste vampyre hun nogensinde havde set. Nogen gange kunne hun ikke lade være med at tænke på hvor glad hun var for at hun havde forvandlet dette vidunderlige skabning.

Daniella lyttede intenst til historien, og lod tungen glide over tænderne under 'historien'. Det eneste sted hun var nødt til at bryde ind var ved slutningen. "Hvem er Tristan?" spurgte hun med et hævet øjenbryn. Det var åbenbart en alfa, efter Claires historie at gå ud fra. Det var en meget magtfuld evne, som skulle bruges med omhu og beskyttes. En meget farlig evne. Sådan en evne ville en omega ikke magte. "Vil det sige, at vi har fem alfavampyrer på vores side? Du og jeg, Arya, Dominic og denne Tristan?" Daniella var forbavset, og kunne ikke lade være med at beundre sin veninde. "Hvornår i gang satte du dette?" spurgte hun lavt og med koncentrerede øjne. Hun var imponeret over at Claire havde i gang sat dette. Mange af hendes planer var døde lidt efter lidt, eller var ikke blevet fuldendt helt. Men denne gang, var måske en anden snak. Dette virkede meget imponerende. Meget eftertænksomt. Hun trak sig lidt ind til Claire, så hun lå meget bøjet ryg, og havde hovedet mod hendes kraveben. Så kyssede Daniella hende på siden af halsen. Duftede til hendes søde duft. Indåndede hende. Lagde armene om hendes ryg, og smilede.

"Tristan er en ny vampyr i byen. Han evne er utrolig! Han kan gøre det på splitsekunder, så han kan også være meget farlig" hun bed sig let i læben, da det var at Daniella nævnte Dominic. Hun vidste ikke rigtig hvordan hun skulle fortælle sin veninde det.
"Jeg begyndte at planlægge det hele for et godt stykke tid siden. Det er først her cirka tre uger siden jeg igang satte det. Vi skal jo også have nogle nye vampyre, og de skal selvfølgelig optrænes. Det kan nogen gange være svært med deres pokkers tørst!" hun smilte en lille smule til sin veninde. "Jeg ved godt selv at jeg er dårlig til at styre min tørst, men disse vampyre.. puha!" hun rystede let på hovedet af bare at tænke på det. Hun havde næsten helt glemt hvordan det var at være en nyfødt vampyr. Nu var det også snart over firehundrede år siden hun havde været en nyfødt vampyr.
Claire vidste godt at hendes planer ikke rigtig var gået efter hendes hoved de sidste par gange og hun kunne se på hendes veninde hun tænkte på præcis det samme. "Denne her plan skal nok gå godt!" sagde hun med et smil og tog armene om sin dejlige veninde. "Nu hvor vi er sammen om det, skal det nok gå perfekt" hviskede hun stille og roligt.

Daniella valgte at stole på den plan Claire havde lagt, og valgte at tro på rolle Claire havde tildelt hende. Daniella kunne også tydeligt huske den blodtørst og den rus som man først havde som nyfødt. Det var uovertruffet. Selvom Daniella var en alfa vampyr, savnede hun stadig hendes kræfter hun havde som nyfødt. Godt nok var hun stærkere nu, men det at være nyfødt og søge efter magt, var et langvarigt kick, hun havde elsket hvert sekund. Hun lagde desuden mærke til at der var noget Claire ikke fortalte. Claire bed sig i læben og noget ved hendes øjne sagde at hun ikke fortalte alting. "Kan vi stole på ham? Kan vi stole på Tristan?" spurgte hun. "Hvad er det han kan gøre? Kan han være farlig for os, hvis han vender sig imod os?" fortsatte hun sine spørgsmål og hævede dernæst brynet og lænede sig tilbage fra hendes liggende stilling på Claire. "Kom så med det.. Hvad er det du ikke fortæller mig?" sagde hun og kneb øjnene sammen og kiggede insisterende, hun tog dernæst fat i Claires håndled og kiggede ind i de klare, dybblå øjne.

Det var dejligt nok at Daniella ville gå med på planen, men det irriterende veninde-instinkt kom op igen. Det var så tydeligt at de kendte hinanden alt for godt. Hun kiggede derefter på sin veninde og mistede helt smilet, det ellers så dejlige smil hun altid havde på læberne i nærheden af dem hun holdte af. "Det har ikke noget med Tristan og gøre!" sagde hun stille og kiggede dybt ind i hendes venindes grønne øjne. "Tristan kan vi stole på. Han er ikke lige så skiftende som Dominic er..." hun holdte en lille pause og kiggede ned på sine hænder. "Eller rettere sagt var" hviskede hun stille og tog en dyb indånding. Hun kiggede derefter på sin veninde igen, for at se hvordan hun tog det. Jo, nogle har kunne lide Dominic, det var der mange der havde kunnet. Men han havde simpelthen skiftet for meget side.

Hun kunne godt fornemme at Claire var lidt træt af det bånd de to delte, når det angik det med at holde ting skjult for hinanden. Hun lagde mærke til Claires smil svandt ind, og hun lagde hånden på sin venindes skulder. Hun lyttede og lod Claire kigge ned på hænderne. Sagde ikke noget før hun havde afsluttet sætningen med var. "Hvorfor skulle vi stole på Tristan? Han dukker op nu af alle tidspunkter, lige når vi har brug for ham. Er det ikke lidt mystisk?" sagde hun. Holdt en kort pause inden hun fortsatte. "Hvordan døde han? Dominic?" hviskede hun. Hun havde aldrig brudt sig specielt om Dominic, men hun havde heller aldrig haft noget udstående med ham. Men han havde haft en ufatteligt stærk evne, og hun så ingen grund til at han ikke skulle stå ved deres side. Udover selvfølgelig, som Claire sagde; Han var meget skiftende. Kunne ikke vælge den side han ønskede at stå på. Han vidste ikke det bedste for ham selv.
Daniella lagde hovedet på skrå og betragtede sin veninde.

Hun så på hendes veninde og smilte derefter lidt af hendes tvivl på denne Tristan. "Jamen skat dog" sagde hun stille. "Arya kender ham fra fortiden af" sagde hun roligt og så sig derefter lidt omkring. "Og desuden kan vi da sagtens besejre ham hvis han nu viser sig at være en dårlig ting til det her" hun blinkede let og havde fået sit smil tilbage. Indtil at hun spurgte om Dominic, kom smilet lidt nedad igen, men det forsvandt ikke. "Jeg gjorde det" sagde hun stille og så hendes veninde ind i øjnene igen. "Jeg delte hans legemer fra hinanden og brændte dem på et bål. Jeg havde godt nok sagt til Tristan at han måtte gøre det, men jeg kom ham alligevel i forkøbet" sagde hun med et lille lumsk smil. Hun syntes nu at det var lidt humoristisk. Nu elskede hun også selv at dræbe folk. "Men det var jo også mig der forvandlede ham, så jeg ville helst dræbe ham" sagde hun stille.

Daniella vidste at Claire havde ret. Daniella havde bare siddet og lyttet tavst, men nu rejste hun sig og vandrede væk fra Claire. Så gik hun lidt frem og tilbage mellem to træer. "Synes ikke at du har tænkt dette ordenligt igennem, Claire." sagde hun lavt. "Hvis Arya kender ham fra fortiden af... Tja, jeg er lidt i tvivl om det kan føre til noget godt. Ja, jeg kender ham jo ikke endnu. Men jeg har mine tvivl indtil jeg selv har haft mulighed for at bedømme ham." sagde hun. "Og hvad angår Dominic.. Godt nok var han skiftende, men vi kunne have overtalt ham, det er jeg sikker på. Det er spild af en brugbar evne, Claire. Og han gik vel ikke med dig for ingenting. Specielt ikke når man tænker på at Arya og ham alligevel havde historie sammen. Dyb historie. Jeg tror ikke, at han ville have vendt os ryggen." sagde hun uden at kigge på Claire. "Jeg håber, at hvis jeg skal være ved din side, så er vi to om at træffe beslutningen. Tre med Arya, hvis hun altså kan tænke selv nu. Vi skal i hvert fald være flere til at aftale. Det er dumt at begå unødige fejltagelser." sagde hun og vendte sig om mod Claire, kiggede hende i øjnene. Smilede mildt.

Hun sukkede lidt af Daniella. Hun syntes ofte at hendes veninde tænkte alt for meget. Men det kunne også godt være at hun havde fat i noget. Claire var ikke så god til at udtænke planer. Hun ville bare begynde med det samme. Nok fordi at planer krævede tålmodighed, og det ejede Claire ikke særlig meget af. Hun rystede på hovedet af Daniella. "Dominic ville havde skiftet side alligevel, Dani" sagde hun stille. "Han led jo forhelved af skizofreni!" hun så sig lidt rundt omkring og blev snart lidt træt af at stå og snakke om det her. Selvfølgelig var det godt at der var flere om det her, men Claire hadede at blive rettet på. Især fordi at hun havde levet så meget længere end de andre og stadig syntes de at hun gjorde tingene forkert. Det hele mindede bare så utrolig meget om hendes søster og hun hadede det inderligt. Men det var noget hun var nødt til at vænne sig til. Hun var åbenbart for dum til at gøre noget alene.

"Jeg tror det bare ikke, Claire.." sagde Daniella. Hun kunne godt gætte hvad hendes veninde tænkte. Det behøvede hun ikke være tankelæser for. Claire, var for Daniella, nem at læse. Claire var den der type; lad os nu bare gøre det og se hvad der sker. Den mere spontane type, mens Daniella skulle gennemgå hver enkelt lille ting i hovedet, og se det fra forskellige perspektiver, for at vælge den bedste vej. "Jeg synes ikke dårligt om dine planer, Claire. Men vi kan ikke være enige om alting. Og jeg tror bare, at det var en forkert beslutning. Men sket er sket og vi skal ikke dvæle ved fortiden." sagde hun og gik hen og lagde armene om sin veninde. "Uanset om du nu beder mig stå ved din side, så ved jeg, at jeg altid vil sakke lidt bagud. Du kender mig. Men jeg ønsker alligevel at vi for drøftet de aller vigtigste sager, i stedet for at gøre noget vi ikke kan rede os ud af." sagde hun til sin veninde, og satte sig ned ved siden af hende igen.

Hun trak lidt på skuldrende og så ned i jorden. "Du har vel ret" fnøs hun, hun hadede at give andre ret. Men overfor hendes bedste veninde, gik det nok. Hvis det havde været overfor nogen andre, var det overhovedet ikke sket. Hun så derefter op på sin veninde og smilte lidt til hende. Bagefter kom det op i et lille grumt smil. Hendes øjne som ellers havde været så smukke blå, begyndte ligeså stille at blive fyldt med det sultne røde blik igen. Hun bed sig let i læben. "Jeg kan dufte et lækkert menneske længere inde i skoven!" hun begyndte at se ind imod centrum af skoven. Det var lang tid siden at hun havde ignoreret sin sult i så lang tid. Hun ville jo gerne have tid sammen med sin veninde. Men nu kunne hun ikke rigtig længere. Nu havde hun mødt sin veninde igen og havde fået snakket om det hun ville. Nu var hun tørstig!