Ude i skoven ~ Marissa

S :: i skoven
T :: ja eftermiddag
O :: træer, dyr og andet?
V :: der er overskyet men det regner ikke
H :: tja, mit humør er vel okay tror jeg?
P :: tøjet på profil billedet.

Zoey kom gående, langsomt og roligt. Hendes gang var elegant og nærmest dansene. Hendes blik var vendt mod jorden, som om hun var meget uopmærksom. Det var hun ikke. Hun lyttede bare til omgivelserne. Hendes arme var krydset over hendes bryst, så det lignede hun frøs. Hun havde ingen jakke på. Hvorfor skulle hun? Hun kom jo ikke til at fryse selvom det godt kunne se sådan ud. Hun stoppede op uden grund. Det lignede hun ikke kunne gå videre fordi noget stoppede hende. Men det var ikke grunden. Hun kendte ikke til den. Hun så først op nu. Hendes blik afsøgte omgivelserne. Måske var der fjender i nærheden. Måske ikke. Hendes øjne var ikke knaldrøde som de havde været det sidste halveår. De var dog heller ikke gyldne som de havde været i mange årtier. Nej.. De var rødgyldne, da hun kun lige havde omlagt sin kost igen. Hendes lyserøde tungespids gled langsomt over hendes underlæbe i det hun hørte et bankene hjerne i det fjerne. Det var et menneske der var faret vild. Hun lukkede øjnene og sænkede hovedet. Hun åbnede øjnene og så ned i skovbunden. Langsomt begyndte hun at gå videre. Hun træk ikke vejret da det ikke var nødvendigt, for hun skulle ikke sige noget. Hun gin tavst og lydløst.

Zoey kastede sit lyse hår tilbage og lod blikket faste mod jorden. Hun kunne stadig høre hjertet i det fjerne. Hun lod armene falde ned langs siden som om hun skulle til at løbe. Det var også hendes mening, indtil.. Hun tvang sig selv til at gå videre. Hun kunne ikke stoppe og gør som om hun var vildt venlig. Hun lyttede til det hurtigt bankende hjerte og skridtene der langsomt nærmede sig. Hun holdte en hvæsen tilbage. Hun have ikke snakket med sådan en person i årevis. Hun hævede langsomt blikket og vendte det mod pigen. Hendes lugt var grusom, efter Zoeys opfattelse. Hun rynkede kort næsten. Hendes blik der var faldet på pige var ikke just venligt. Det var dog heller ikke fjendtligt. Mere.. Tomt.
"Heys" Hendes stemme lød som tusinde små sølvklokker der spillede deres egne ukendte melodi. Hun hade den stemme. Den fik hende til at virke så sød og venlig. Det var bare alt andet end hvad hun var. Men der var en grund til det. Hun havde ikke altid været det. Som menneske havde hun været englen selv. Altid venlig og imødekommende. Men ikke længere. Hun kunne dog godt være venlig, men kun hvis hun ville. Ligenu var hun neutral. Hun skulle lige se personen an. Men allerede på det hun var, kunne Zoey finde på at afstøde hende. Hun havde aldrig fundet godt ud af det med ulve.
Zoey studerede pigen nøje, med sine rødgyldne øjne. "Og hvem er du så?" Spørgsmålet var ikke ment som om hun ville virke foragtelig, men det kom hun til selvom det ikke var hendes hensigt. Hun fortsætte med at gå, men ikke i det tempo hun gik i før. Nej, nu gik hun i ulvens tempo.