Take the night in your hand (Matt)

Tid: Tæt på midnat.
Vejr: Stjerneklart.
Omgivelser: En tom skov.
Sted: Dybt inde i skoven.
_______________________

Rebecca havde været på jagt uden for Forks, og hendes øjne var glødende røde. Hendes læber var rene, som om den rædsel hun havde været skyld i for ganske få timer siden, aldrig var sket. Hun kunne ikke slappe af efter måltidet, så hun løb rundt i skoven, kravlede og kastede sig rundt. Hendes jeans og t-shirt var mudret til, men det betød ikke noget.
Hendes hår var utrolig nok ikke filtret, men hun havde det dog også i en hestehale. Hun bevægede sig med en dyrisk skønhed, der ikke kunne gentages af noget menneske, nogensinde.

Matt var bevæget sig dybt ind i skoven, i håb om at komme længere væk fra menneskerne. At være en ny vmapyr var bare ikke let, han havde ikke styrer på nogle af sine følelse. Han kunne ikke være i nærheden af mennesker, uden at jage dem. Så han var i Rosa' lejlighed eller i skoven. Han kunne ikke være andre steder i endnu. Så han gik bare rundt i skoven, han gik dog rundt i menneskefart. Han orkede ikke rigtig at løbe af sted, så han tog det helt roligt.

Hun hørte noget, og troede først at det var et dyr - alle kan jo tage fejl. Godt nok var dyrene flygtet efter at hun havde larmet og dræbt de første mindre dyr hun havde set, men derfor kunne de da godt være lusket ud igen.
Hun satte af og sprang frem, og opdagede i sidste sekund at det var en vampyr. Hun vred sig i luften, og landede i stedet for bag ved væsnet.
Hun anstrengte sig for ikke at angribe ham. Hun måtte virkelig snart vende sig til at blive mere fredelig. Man kæmpede ikke om territorier i Forks, selvom det undrede hende lidt.

Han fangede hurtigt lyden af noget komme hen mod ham, han hørte lyden af nogen som var bag ham. Han vendte sig hurtigt om, han var hurtigt i kamp stilling, han vidste jo ikke hvad han kunne møde her ude. Han knurrede stille og kiggede på mennesket foran sig? Nej, det var tydligvis ikke et menenske, eller en varulv. Det var en vampyr, han var helt sikker på det. Han betragtede vampyren med sine øjne, og lyttede til den mindst lyd omkring ham. Han havde fået at vide at han skulle være forsigtig, og det var han nu også.

Rebecca undertrykkede sine meget kraftige kampreflekser, og havde mest af alt lyst til at springe på ham og rive hovedet af ham. Men hun var ret sikker på at det ikke ville kunne lade sig gøre, for han var ny. Hun kunne se det på ham. Hun ville aldrig kunne klare en nyfødt.
Hun rettede sig op og prøvede at lukkede munden, i stedet for at snerre. Hendes røde hår stak ud af hestehalen og stod i kontrast til hendes blege hud, der glitrede i lyset fra stjernerne der sivede igennem trætoppene. Hun var utrolig smuk. Almindelig, i forhold til vampyrer, men stadig meget smuk.

Han følte sig virkelig svag i forhold til hende, selvom at han vidste at han sikkert ville være strækkere end hende, på grund af hans menenskeblod var i ham. Men han var helt sikkert mere nervøs end hende. Han havde aldrig mødt en anden vampyr før, udover Rosa... Som 'skabe' ham.
Han betragtede hende, og så at hun rettede sig op igen. Han overvejede kort om han selv skulle gør det. Han bakkede nogle skrid bagud, før han rettede sig op og kiggede på hende. Han havde stadig lidt knurren i brystet,

Hun var nu helt klar over at han var en nyfødt. Hans vampyrinstinkter var lige trådt frem, og han var ikke i stand til at styre dem 100%. Men det var ingen i starten.
Rebecca gik fremad. Langsomt i starten, for hun ville ikke skræmme ham. Hendes røde øjne var lyse, for hun havde jo lige taget føde til sig, og de glitrede imod ham. "Hvad hedder du, newbie?" spurgte hun, med en skurrende og kurrende stemme. Som om han var et menneske hun var ved at bide.

Han knurrede mere, da hun gik hen mod ham. Han kunne ikke lide det, for han vidste ikke helt hvad han ksulle gør. Han ville helst ikke komme op og slås med en vampyr. Han var jo ikke ligefrem van til at slås med folk, heller ikke da han var menenske. Han sukkede inden i sig selv, og bakkede mere.
"Matt," knurrede han stille, man hun ville sikker hurtigt kunne hører det.

Hun følte en sygelig lyst til at gøre ham ondt, men den forduftede, og forlod hende som som en... tja, hun følte sig så tom og trist at hun slet ikke viste hvad der var så tomt.
"Jeg vil ikke gøre dig noget." Hendes ansigt blev glattet ud. "Du skal ikke være bange. Hvorfor skulle jeg angribe dig. Du er stærkere end mig, og du har ikke noget jeg vil have."

Han knurrede stadig af hende. Han lyttede dog til hende, han vidste ikke helt hvad han skulle gør. Han overvejede lidt det hun sagde, men han var lidt for nervøs til at tro på hende. Han bakkede lidt tilbage, og kiggede på hende. Han blodrøde øjne har små rolig ligen, han lagde hovedet på skrå og kiggede på hende.

Hun undertrykkede et tomt smil. "Du er godt nok ny var? Man siger, at de er sindssyg stærke. Uovervindelige."
Smilet hun havde prøvet at holde tilbage, kom alligevel frem som et meget stramt et. "Syntes du ikke at vi skal tjekke det?" Hendes krop bøjede sig langsomt frem, og hun bukkede i knæende. En så glidende og langsom bevægelse, som et menneske aldrig nogensinde ville have lagt mærket til.

Han kiggede på hende, han kunne ikke rigtig lide den måde hun sagde det på. Han blev en smule urolig ved det. Han vidste igen ikke hvad han skulle gør.
Han bakkede hurtigt tilbage igen, da hun sagde det. Han skulle ikke slås med nogen! Han ville ikke... "Nej, det synes jeg ikke," sagde han. Hans stemme lød en smule kold. Han betragtede hende mens hun bøjede sig ned i kræene, han holdte dog sig klar til at komme væk hvis han skulle det.

Hun skar ansigt. Nu havde hun bare skræmt ham endnu mere, men hvad gjorde det enligt? Var det ikke ligemeget hvad han syntes om hende?
Hun undertrykkede en hvæsen, og trådte tilbage igen. Hun løftede hænderne, som tegn på at hun intet ondt ville ham.
"Sorry, jeg ville ikke presse dig. Måske skulle du bare fortsætte med hvad du nu havde gang i?"

Han lagde mærke til at hun ikke ville gør ham noget. Måske burdet han vise sig lidt om den han var? Han sukkede inden i, og tog sig sammen. "Det er helt okay. Er bare ikek så van til det hele, endnu," sagde han og trak let på skulderne. Han lød helt rolig. Han overvejede lidt at gå hen mod hende. "Skal vi ikke starte forfra?" spurgte han smilende med en rolig og venlig undertone. Han gik lidt hen mod hende, og rakte hånden frem. Han var dog satdigvæk klar, hvis hun skulle kunne finde på at gør ham noget.

Hun anstrengte sig for ikke at løfte sit ene, røde øjenbryn. Før havde han virket agressiv og dyrisk, men det var sikkert på grund af hendes egen opførsel. Han var sikkert slet ikke så slem, især ikke af en nyfødt at være. Hun tog forsigtigt hans hånd, og klemte den svagt.
"Rebecca." præsenterede hun sig, og sendte ham et smil, der rent faktisk så lidt positivt og imødekommende ud. "Jeg undskylder min tidligere opførsel. Jeg har været lidt presset på det sidste."

Matt klemte svagt hendes hånd, og var hele tiden på vagt. Han kendte jo ikke denne vampyr. Så han var forsigtig, det ville han nu sikkert være med alt lige i starten. Han slap blidt hendes hånd og kiggede rolig på hende. "Matt... Matthew," sagde han rolig med en venlig undertone. Han betragtede hende let med øjnene øjnene. "Hvis jeg må spørger.. Hvor lang tid har du så være vmapyr?"