En Sindssyg Barndom (LÆS ELLER DENNE PIGE VIL MYRDE DIG)

Denne her lille 'historie' er faktisk originalt bare en stil jeg skulle skrive i dansk.
Vi havde hver især lov til at vælge et stilemne ud af 9 og jeg valgte erindring. En erindring på en lille pige yay XD
Det skal siges jeg var lost i krea da jeg skrev den her stil og jeg ikke orkede at rette den for de småfejl der nu er
her og der - hvis i ser dem ^^'
Og jeg har heller ikke gjort mig super meget umage med detaljer og det med at forkorte de alt for lange sætninger. Håber i kan bære over med mig og bare.. læse den? Starten er måske lidt nede men det spændende skal sq nok komme hehe.
Det handler om en piges barndom - hvor pigen nu er på en slags klinik for psykisk syge..

En Sindssyg Barndom

Det var højlys dag. En søndag. En lille piges fødselsdag. En pige der skulle fylde 6 år. Man kunne se den store mørkebrune manke der dansede rundt på den lille piges skuldre. Det store glade smil der blev sendt rundt til alle gæsterne, der var mødt op for at ønske den lille pige tillykke. Forældrene stod ved et gavebord. Stolte over deres lille pige der dansede rundt mellem gæsterne, som en lille munter sommerfugl. Solen stod højt på himlen. Græsset var grønt og den blå himmel var pyntet med fine små hvide lammeskyer. ”Elisabeth skal du ikke åbne dine gaver?” Den lille pige hvis navn var Elisabeth drejede hovedet og så hen mod det overfyldte gavebord. Rynkede kort på næsen som en lille fin frøken, før hun gik hen til gavebordet, hvor hendes forældre og resten af gæsterne ventede. I gaverne var der dukker. Mange dukker. Hun rynkede lidt på næsen men smilede og sagde tak som hun vidste man burde gøre. Som det englebarn hun nu var. Forældrene var stolte. Gæsterne misundte forældrene for deres lille datter. De sang alle sammen for Elisabeth. Men hun var inderst inde ved at blive træt af det. Elskede det ikke som de havde gjort det sidste år. Det var blevet kedeligt. Da hun var nået til en af de sidste gaver – en lille firkantet pakke der umuligt kunne være en dukke i – flåede hun papiret af uden at tage hensyn til sine små fingre. Nogle få rundt omkring gispede da noget tykt mørkerødt blod begyndte at pible frem fra hendes pegefinger. Det sveg lidt. Men ellers gjorde det ikke ondt. Elisabeth tabte den lille pakke ned i græsset så et lille blødt dunk hørtes. Men ingen tog sig af det lille bløde dunk udover Elisabeth. Ingen. Hun så kort fascineret på den mørkerøde væske før hun lidt usikkert lod tungen glide hen over fingeren. Hun slikkede blodet i sig – til de omkringståendes store forbavselse.

Straks bøjede den lille pige sig ned og samlede gaven op for at se hvad der egentlig havde været i den firkantede pakke. En dolk. En lille fin sølvdolk, med en grøn smaragd på håndtaget. En dolk? Sådan en menneskene i tv plejede at have. Når de kastede dem eller ramte andre med dem plejede folk at få den der røde væske frem. En flot væske. Den duftede godt. Et lille smil formede sig over Elisabeths små fyldige læber. Et smil folk ikke før havde set hos en lille pige. Hun lod sine fingre gribe fast om skaftet på den lille dolk. Den passede perfekt til hendes hånd. En boblende lyst spredte sig i hendes krop. En lyst hun ikke kunne modstå. ”Mor.. Moar?” Gæsterne så på pigen. På Elisabeth. Pigens mor bukkede sig halvt med mod sin lille pige og rakte ud efter dolken. ”Lizzy min skat – det er vidst ikke noget for dig.” Elizabeth trak sig et lille skridt tilbage. I en hurtig bevægelse som hun havde set dem gøre i filmene stak hun ud med dolken. For hurtigt til at nogen nåede at reagere på det. Elisabeth stak dolken ned i sin mors venstre bryst. Overraskende nok gled dolken ned i moderens bryst som skar den gennem blødt smør. Uden nogen hindringer. Hun nød følelsen af at se dolken begrave sig i brystet på sin mor. Nød at se den mørkerøde væske der hurtigt samlede sig om stedet hvor hun havde stukket dolken ned. Moderen skreg. Et hjerteskærende skrig. Folk gispede og råbte forskrækket op. Elisabeth trak dolken ud af sin mors bryst og gemte den væk i sit lille skørt. Gæsterne råbte uforstående ord til hinanden. En masse store hænder rakte ud efter Elisabeth. Men hun lod dem ikke. Hun lod dem ikke fange sig. De små fødder hun ejede dansede hurtigt hen over det bløde græs mellem alle folks ben. Hun fortsatte væk. Hun grinte. Det havde været sjovt. Det var en meget sjovere leg end at lege med dukker. Blodet var pænt. Og det smagte sjovt. De ord folk havde råbt efter Elisabeth blev ved med at sidde fast i hendes hukommelse. ”Djævlebarn! Morder! Satans lille yngel!” Ord Elisabeth slet ikke forstod. Det var en leg. Og hun ville ikke have at legen skulle slutte.

Djævlebarn i min.. Lizzy lod dolken falde utallige gange ned i maven på sit offer. En mand. Omkring 40 år gættede hun på. Der var gået nogle år siden hendes 6 års fødselsdag, og siden den gang var hun af og til blevet taget med til politiet. Låst inde – en ubehagelig følelse. Politiet havde dog tit svært ved at tro, at Elisabeth kunne have slået nogen ihjel. Selvom hun ofte var indsmurt i blod. Sit offers blod. Hun slap altid ud. Før eller senere. Havnede i nogle plejefamilier der gerne ville have en lille køn pige som hende. De nåede aldrig at fortryde før blodet atter begyndte at flyde. Ham hun netop havde stukket ned var den plejefar som hun var sat til at bo hos. Sammen med den plejemor der lå inde i sengen på soveværelset. Hendes næste offer. Denne mand var blevet stukket ned. Han kunne ikke reddes. Eller råbe for den sags skyld. Lizzy lod dolkens spids glide hen over mandens strube. Fandt uden problemer pulsåren og skar til. Blodet flød. Hun havde lyst til at le. Le over den glæde blodet bragte hende. Men hun var ikke færdig. Hvis hun først begyndte at le ville hun ødelægge det hele. Kvinden inde i sengen ville vågne og ringe til politiet. Og så ville hun denne gang blive sat ind på en eller anden klinik som de kaldte det. Elisabeth ville ikke havne på en sådan klinik. Og desuden hvad gjorde hun forkert? Hun legede jo bare. En sjov leg. En leg med blod. ”Mor..” Elisabeth trådte ind på soveværelset hvor kvinden lå. ”Ja min lille skat?” Kvinden havde stadigvæk ikke indset sin fejl om at tage Lizzy til sig. Det var nok den største fejl hun havde begået, mente Lizzy. Og den sidste fejl for den sags skyld. Hun skjulte dolken så kvinden ikke kunne se det. Smilte kært som hun havde gjort før legene begyndte. Så slog hun til. Flåede dynen af kvinden som kun var iført natkjole, og hamrede dolken ned i maven på hende. Hårdt. Kvinden gispede. Smerten var åbenbart for meget til at hun turde skrige. ”.. hvorfor?” hørte hun komme hviskende fra kvinden. Elisabeth beholdt dolken nede i maven på kvinden og bevægede den i store cirkler. Hun kunne høre hvordan hun skar igennem tarmene. Hvordan kvindens krop begyndte at bevæge sig i en slags kramper. Hun hev dolken op og hamrede den ned i halsen på hende. Skar opad, langsomt. Kvinden var sandsynligvis allerede død men hun ville være sikker. Og der kunne sagtens komme mere blod end der allerede var. Kunne der ikke? Elisabeth skar pulsåren over for at være sikker. ”Fordi det er sjovt”, svarede hun den nu døde kvinde.

Nu var hun tolv år gammel. Elisabeth sad på en gynge, på legepladsen i en lille by udenfor land og lov. Det kaldte folk det i hvert fald. Lizzy havde stadigvæk svært ved at forstå hvad de mente med det. Det var ved at blive aften og hun kunne se en pige længere væk. Måske en eller to år yngre end hende selv. Pigen sad ved rutsjebanen og legede med sig selv. Lizzy havde heller ingen at lege med. Måske ville pigen lege? Ja måske ville hun det. Elisabeth rejste sig fra gyngen der klagede sig lidt, og begyndte at gå hen mod pigen. Med hovedet lagt let på skrå og de mørkebrune øjne stirrende. Kært. Nærmest som for at lokke pigen til sig i tilfælde af at hun ikke ville lege. Tid. Endelig tid! tid til at more sig - slippe det indre legebarn fri! Med en umærkelig bevægelse lod Elisabeth sit røde kjole ærme ryge en smule op og afslørede en lille, men utrolig skarp dolk. Den skinnede i skæret fra solens sidste stråler. Den yngre pige fik øje på dolken og løftede blikket mod Elisabeth. ”Dig! Du er hende de snakkede om.” Hun så pigen rejste sig og bakke et skridt væk fra legepladsen. Ærgerligt. Pigen var allerede på vej væk. Men legen var jo ikke engang startet endnu!
"Vil du lege en sjov leg?" Elisabeths stemme lød på sin vis uskyldig. Men samtidig farlig og munter.
Hun ventede ikke på svar fra pigen. smilede bare - en smule overbærende? og nikkede. "Det tænkte jeg jo nok. Jeg lover det skal nok blive sjovt.” Hun kvalte et grin og trak kniven en smule op, blot for at betragte den. Den var ren. Altid klar til en ny leg. Atter lod hun øjnene falde på pigen. Pigen som bakkede endnu nogle skridt bagud. ”Nej.. Nej! Hold dig fra mig dit monster!” Hun blev en smule irriteret over at pigen var på vej væk. Hvorfor kunne hun ikke bare blive for at lege? ”Hvad med gemmeleg? Så skal jeg finde dig.” En gemmeleg plejede børn altid at elske. Det vidste hun godt. Måske ville pigen her også elske det? Dog ville hun ikke sige hvad hun havde tænkt sig at gøre når hun endelig fandt pigen. Pigen svarede ikke. Hun vendte sig bare om og løb. Løb og løb kunne hun se. Elisabeth lo. Et sadistisk smil var plantet på hendes læber da hun langsomt begyndte at gå rundt efter pigen. Hun kunne næsten høre en tænderklapren et sted i nærheden. Lizzy listede rundt omkring en busk, så lydløst som hendes fødder og græsset tillod det. Dér var hun. Pigen. Med vidt opspærrede øjne der så den anden vej. Hun elskede at se sine ofre med sådanne øjne. ”Jeg faandt dig!” grinte hun barnligt og pegede på pigen der med et forskrækket hvin trak sig længere ind mod busken. Hun mærkede glæden ved denne leg. Glæden ved at mærke frygten fra den anden pige. Offeret. Det var sjovt. Men nu ville hun have lov til at gøre det hun havde ventet på. Elisabeth trådte frem mod den pigen og lod dolken hamre nedad.

Jeg husker stadigvæk pigens skrig dengang. Hvordan jeg havde nydt det mere end noget andet. Et skrig fyldt med smerte og rædsel. Problemet var bare at pigens skrig havde trukket naboerne frem. Og dermed også pigens forældre. Og politiet. Desværre. Jeg ville ønske at legen kunne være fortsat. At flere ville deltage i vores leg. Jeg husker dolken som de tog fra mig. Den dolk som startede det hele. Den der startede selve glæden i mit liv. Mange folk snakker om at leve lykkeligt. Sådan som jeg har levet mit liv, har været lykkeligt for mig. Ingen forstår det. Så jeg ville ikke fortælle dem hvorfor jeg gjorde de ting. Ingen ville lade mig blive skudt, selvom jeg ved de ønsker det. De ville kun låse mig inde i det her rum. Et hvidt rum uden vinduer og kun én dør. Og én seng, som de nogen gange spænder mig fast til. Jeg længes tilbage efter dengang jeg var fri. Jeg længes efter legene og blodet. Men det vil ikke vende tilbage til mig. Det ved jeg det ikke vil. Derfor sender folk mig disse blikke. De blikke der fortæller mig at jeg aldrig skulle være blevet født.

- Copyright Grace

Ret godt skrevet.. ;D
Meen godt jeg ikke møder hende, for hun er ret psykotisk..

Årh blev helt fanget af handlingen! ;D Virkelig, virkelig godt skrevet, og fed idé med denne lille sindssyge pige! xD Elsker den, Pancake xD Good work!

Zoey skrev:

Wauw Grace ^^ den er jo mega god... men den er også uhyggelig, hvilket gør den mere spændene ^^ Jeg syntes det er mega godt skrevet ^_^
Og Shin du har ret. Jeg vil hellere ikke møde hende

Jeg har altid ret..

Zoey skrev:

Det tvivler jeg ikke på

Hehe.. xD