Hvad med en løbe tur?

En små høj dreng kom gående mod søen, han var dog nogle kilometer væk fra den. Men han kunne nemt være der på nogle få sekunder, måske 2 eller 1. Han var jo vampyr, selvom at mange ikke vidste, da han ikke bare kunne sige det til hvem han ville. Så ville mennesker jo være bange for alle. Han kiggede op, overskyet. En dejlig dag for ham, da han havde kunnet være ude helt dagen. Han hadet at være ind helt dagen og lave ikke noget særligt. Han lukkede kort øjnene, da en luget ramte ham. Hun snusede let ind. Hmm.. En vampyr ved søen? Han smilte stille og roligt.
Drengen var John

John smilte lidt mere, da han bedre kunne luget vampyren. Han snusede i luften. Helt klart en hun vampyr. Han smilte mere, han vidste ikke hvorfor, men det gjorde han bare. Måske fordi hun vampyr var sjov, og smukke. Han klukkede, da han satte farten op. Han hørte hende godt, den sammen vidunderlig hun vampyr stemme, en stemme han sikket aldrig ville blive træt af. Han grinte lidt over det tanken. Han var bag hende på nogle få sekunder. Han stod bag hende. ”Hey,” sagde han smilende.

John satte sig ned bag hende, med et smil hen over læberne. Han kiggede på hende, med et rigtig smil. Det var nu ikke så tit lige for tid at han så vampyrpiger. Så han nød det på en måde. ”Det er en godt spørgsmål, det må jeg sige,” sagde han med en let drillende undertone. ”Ej, okay.. Navnet er John,” sagde han smilende til hende. ”Og De er?” Han kiggede ned på hende.

John grinte stille og roligt, da han hørte det drillende i hendes stemme. Han kunne ikke undgå ikke at grinte/smile over det. Han fugte hendes blik. ”Du har ret, vildsvinet selvfølgelig!” sagde han grinende. ”Hey Vildsvin! Hvad hedder du?!” råbet han for sov der over, men et stort smil hen over læberne. Han ventede på at hun blev færdig, han smilte til hende. ”Dejligt at vide Zoey!” Sagde han smilende, men en let undertone. Han løftede øjenbrynet let op, da hun sagde ’Wauh’

John kiggede undrnede på hende, det havde han nu ikke få af vide før i sit liv. Jo måske engange, det var ikke noget han lagde så meget mærke til den gang. Han smilte stilel og roligt til ham. Han var lidt forvirret, og for en gangs skyld vidste han ikek hvad han skulle sige til hende. Han havde ingen idé til hvad han skulle sige til hende.

Zoey kiggede på ham. Hun havde prøvet dette før. Så hun vidste godt hvad hun skulle sige.
"Hey tag det nu ikke for personligt! Jeg mente det som en kompliment, og dem for du måske man af," sagde hun, og smilte stort til ham.
"Vil du løbe? Jeg tranger til at strække benene!" Hun rejste sig elegant op, og vendte sig i en glidende bevægelse, og så på ham...

John kiggede på hende, med et smil hen over læber. Han nikkede stille. ”Nej, ikke rigtig, få mere afvide at jeg er casanova,” sagde han smilende med et grin. Han kunne nemt huske Tes orde om at han var en casanova. Han smilte stort til hende, og slå tanken om Tes og casanova ud af hovedet.
Han kiggede på hende. ”Ja, hvorfor ikke?” Han rejste sig hurtigt op, og lænede sig let tilbage, og kiggede på hende.

"Okay. Der er nogen der kalder dig casanova?" Zoey kiggede på ham. "Hmm... Det kan der vel være tale om," sagde hun drillende, og grinte lidt. At grine var stadig lidt fjernt for hende. Hun grinte kun hvis hun følte så godt til pas. Og det gjorde hun nu.
"Jamen så kom!" sagde hun og tog hurtigt hans hånd og trak ham med. Hun ville en tur rundt om søen....

Han nikkede smilende, han smil var stort. "Ja, en person kalde mig det. Før hun ved noget," sagde han smilende. Han kiggede på hende. Han skubbede blidt til hende, da han sagde det. "Når, det er jeg nu ikke helt så sikker på," sagde han med en let drillende undertone. Han klukkede stille
Han lod hendes tag hans hånd. "Jamen, okay så," sagdde han smilende og drillende. Han løb med hende, med et smil hen over læberne.

De løb lidt. "Må jeg må jeg være fræk, og spørge hvem det er der dig casanova?" Zoey havde allerede en anelse om hvem det var. Hun kiggede smilende på ham, og afventede svare. Han kunne jo blive surover hun smilte, han kunne også svare. Kun skæbnen vidste det...

Han løb med hende, pænt hurtigt, og ikke det der menneske fart, det var da så langsomt. "Jeg vil nu ikke sige at det er særlig fræk at spørge som noget, men jo det må du da godt," sagde han smilende, med et let undertone på. "Det er Tes," sagde han smilende. Men kom så i tanke om noget, at hun sikkert ikke kendte hende, eller hendes kælenavn. Han trak stille på skulderne

Zoey havde ret. "Men du Tessie McBride? Kender du hende?" Spurgte hun. Det var første gang en anden vampyr kendte hendes bedste veninde.
"Jeg tænkte det nok. Det den eneste vampyr jeg kender, der kunne finde på at kalde dig det!" De var allerede over på den anden side af søen.....

Han smilte mens hun sagd enoget til ham. "Jpes, Tessie, jeg er ikke sikkert på efternavnet, men jeg er sikker på at det er hende," sagde han smilende med en glad undertone. han vilel sikker ha rødmet hvis han var et menneske.
"Sjovt, du kender hende," sagde han i et let tone. Han kendte jo Tes lidt, han smilte lidt mere ved tanken om hende. Han grinte da hun sagde det sidst. "Ja, det er hun," sagde han smilende, mens han klukkede lidt

"Efternavnet er også lige meget, hun bruger det aligevel ikke så tit!" Sagde Zoey og smilte. Tessie og hende havde mange gode minder. Hun lo lidt, og slog derefter tanken ud af hovedet.
"Bor du her i byen? Jeg syntes ikke jeg har set dig før..." Hun kiggede hen på ham, og så undersøgende på ham. "Neeej.... Nej jeg har ikke set dig før!" Hun Tænkte grundigt efter. Hun kunne jo godt have gået forbi ham, uden at ligge mærke til det. Hun standsede brat op, da en tanke slog ned i hende.
"Har du set mig nogen sted?" Spurgte hun og lagde hovedet på skrå....

Han smilte til hende og trak kort på skuldern. "Det kan jeg nu ikke sige om hun gøre eller ikke," sagde smilende med en let undertone. Han tænkte kort tilbage på Tes. "Men det er sikkert hende, jeg ved ikke hvor mange Tessie der er her i Forks," sagde han smilende, men en drillende og let undertone
"Ja, jeg bor er i Forks, lige for en tid," sagde han smilende. Han kiggede kort ud over vandet. Han vidste ikke om han skulle tag videre eller blive noget tid i Forks. "Nej, du har ikke set mig før, det er jeg sikekr," sagde han smilende med en små glad undertone. Han stoppede da hun selv stoppede op, han kiggede på hende. Var hun træt af at løb? Eller vilel hun ikke løb mere.
"Nej, jeg har ikek se dig før," sagde smilende og klukkede stille. "Det ville jeg kunen huske."

Zoey kiggede ud over vandet. Det var en egentligt smukt.
"Undskyld jeg bare stoppede," sagde hun undskyldene, og satte i løb igen og trak ham med.
"Jeg er ikke som andre vampyrer.... Selvom det skulle man sikkert tro. Men nej jeg bliver aldrig som andre," sagde hun og smilte stort. "Jeg kan lide at være anerleds!" Hun drejede rundt, kiggede smilende på ham....