Er det muligt at løbe fra et problem?

Sted ~ Skoven i reservatet
Tid ~ Sent på eftermiddagen
Omgivelser ~ Er helt alene
Vejr ~ Som sædvandelig koldt og himlen fyldt med skyer
Årstid ~ Efterår

Vinden blæste mod hendes brune hår og fik det til at flavre efter hende. Cecilia løb i sin ulveform, det var
den bedste måde for hende når hun havde brug for at tænke tingene igennem og bare
være alene. Hendes forældre
var ikke hjemme og hun havde derfor hele dagen for sig selv, og hun havde tænkt sig at nyde den
med en lille rundte for at tjekke op på det hele.
Hendes chokoladebrunefarvet øjne så søgende over landskabet mens hun lyttede efter
nogle usædvandelige lyde og lugte. Men lidt efter hørte hun en stemme i hendes hovede.
Det var en anden varulv der havde skiftet. Cecilia var sikker på at der ikke var vampyr
i nærheden, hun befandt sig trods alt i reservatet, men lidt efter stod hun i menneskeskikkelse.
Hun havde ikke brug for nogen stemme inden i hende hovede lige i øjeblikket, så hun
skyndte sig bare at få tøj på og fortsatte fremad, i den retning hun løb i før hun var
blevet afbrudt.

Annika gik som sædvanlig gennem skoven og kiggede rundt for at sikre sig at der ikke var nogen som gjorde noget de ikke skulle. Hun smilte lidt og grinte så. Hun havde før lidt siden, da hun var i ulveskikkelse, hørt en anden stemme i sit hovedet. Hun smilte lidt og satte så i løb. Vinden legede med hendes hår og fik det til at skinne i solen. Selvom det var mørkt stod det i god kontrast til hendes hud. Hendes brune øjne studerede alle de steder der kunne gemme sig nogen, til sidst så hun en pige løbe lidt længere fremme. Hun grinte lidt og råbte så. " HEY !" HEndese stemme var varm og venlig. Hun satte farten op og indhentede pigen.

Da Cecilia hørte en stemme bag sig vendte hun sig
hurtigt om og fik øje op en anden pige der nærmede sig hende.
Cecilia kunne lugte at hun også var varulv og smilte lidt da hun kom til
at tænke på at det måske kunne være hende hun havde hørt før lidt siden.
Cecilia vendtede på at hun ville indhente hende og stod derfor
helt stille med et lille smil. "Hej" sagde hun og vidste at hun sikkert ville kunne høre det
da varulve havde en meget fin hørelse. Den var selvføleligt bedst når de var i ulveform,
men også meget god når de bare var menneske. En af de mange ting hun elskede ved at
være varulv.

//Jeg skal allerede logge af.. Har tysk så bliver nødt til at smutte xD Skrives//

Annika smilte til pigen og stoppede også op. Hun kunne ikke lade være med at grine lidt. " Hej.. Jeg er Annika" sagde hun med en varm stemme. Hun lagd ehovedet lidt på skrå og lod sit hår falde på den måde det nu ville. Hendes hud stod i god kontrast med hendes hår. Hendes smil var varmt og venligt. " Hvem er du så?" spurgte hun og grinte lidt. Annika plejede ikke at være så nysgerrig, men i dag var hun så.

Cecilia gengældte hendes smil.
"Jeg hedder Cecilia" sagde hun og kørte en hånd igennem det
brune hår og nikkede til hende som hilsen, stadig med et
venligt smil spillende om de røde læber. "Det kan være at det var dig jeg kunne
høre i mit hovede lige før" spurgte hun med en
lille munter stemme.

Annika smilte lidt og grinte så. " DEt tror jeg det var" sagde hun smilende og kiggede hen over Cecilias hovedet. Hun var meget højere end Cecilia da hun jo var alfa, og hun havde på fornemmelsen at der var noget her. Enten en anden ulv eller et menneske. Hun sukkede og kiggede så smilende på hende. "Hyggeligt at mde dig" sagd ehun grinende,

Cecilia lo lidt. "Så var det dig jeg flygtede fra" sagde hun i en
drillende tone. "Også hyggeligt at møde dig" svarede hun venligt tilbage.
"Noget galt" spurgte hun og vendte sig om, da hun lagde mærke til at hun
kiggede forbi hende.
Cecilia vidste godt at hun ikke var så høj som alle de andre, hun havde altid været mindre,
selv da hun begyndte at vokse, lige før forvandlingen, var hun den mindste i hendes
klasse. Nu var hun godt nok højere end de fleste andre menneskepiger, men
når hun var sammen med varulve, var hun igen den mindste.

Annika rystede på hovedet og grinte så. " Nej, jeg troede bare jeg kunne lugte en bekendt vampyr" sagde hun stille og knurrede. Den Zafira skulle nok få sig en omgang næste gang de mødtes. Hun havde brækket fem ribben på Annika, et ben og vist nok også en arm. Hun var stadig øm efter at være blevet kastet ind i en mur også en container. Sikke en udmygelse. i det mindtse var hun kun en almindelig varulv det. Hun kiggede på Cecilia igen og grinte lidt. Denne pige var anderledes, ikke bare i udseende men også i personlighed. Hun virkede mere livsglad end de andre piger som var blevet varulve.

Cecilia hadede vampyre mindst lige så meget
som alle andre af varulvene gjorde. Hun hadede at tænke
på alle de mange mennesker der blev offer for en blodtørstig vampyre.
En af grundene hun var glad for at hun var blevet varulv for så kunne hun gøre noget
ved det. Desværre ikke når de befandt sig i Forks, som efterhånden var fyldt med
dem. Ligemeget om man var på caféen eller i skolen var der stinkede vampyr.
Cecilia vendte sig og så sig omkring. Hun kunne i hvert fald ikke se noget.
"Stanken er i hvert fald ikke noget man bare lige glemmer" sagde hun og rynkede kort på næsen.

Annika nikkede og grinte så, en kold latter. " Men hende her er snedig." hviskede hun og skannede det yderste af skoven. Der var ingen, heldigvis. Hun smilede og kiggede på Cecilia." Det er bare mig der er for forsigtig" sagde hun smilende og rystede lidt på hovedet. Det var en af de dårlige sider af hende. Hun kunne ikke holde sit temprament roligt når der var den bestemt vampyr i nærheden af hende.

Cecilia blev lidt nysgerrig og bed sig kort i læben.
"Hvem er iglen" spurgte hun. Dem hun havde mødt var ikke ligefrem
snedige. Nej de løb sultende rundt inde i byen, ikke lige det bedste hvis de havde
lyst til at blive ved med at leve, eller hvad de nu gjorde.
"better safe than sorry" sagde hun med et smil og så sig
selv kort om.

Annika smilte lidt og grinte så. Hun var virkelig anderledes denne tøs. " Hun hedder ZAfira" sagde hun stille og skar tænder. hun var stadig meget øm og lavede en lille grimasse. Hun var hurtigt henne på en stor sten og sad og ømmede sig lidt. Det var ikke tid til at ømme sig nu, der var en kamp der skulle startes. Men først når de havde samlet nok varulve som var frivilige.

"Er du okay" spurgte Cecilia bekymret da hun så hun ømmede sig.
Hun gik lidt nærmere hende. "Zafira" sagde hun tænkende for at se om hun
havde mødt hende før. "har ikke mødt hende personligt, men hørt om hende" sagde hun
og lagde mærke til hvor vred Annika blev da hun sagde hendes
navn. "Gætter på hun er som pesten" sagde hun en smule vred.

Anikka grinte en kold lattet og smilte så.
" Nu undervudere du hende" sagde hun med en tom stemme.
Zafira kunne finde på at gøre de mærkeligste ting
og det værste var at nu var hun ikke vegatar mere.
Annika skar tænder, men smilte så igen.
" Men vi får hende en dag" sagde hun smilende.
Når hun sagde noget og hun mente det nok,
så ville det forhåbenlig ske en dag.

Cecilia lo lidt. "Ikke en man har lyst til at møde en aften,
man er alene" konstaterede hun.
"det håber jeg" sagde hun og nikkede. Der skulle i hvert fald snart ske
noget, vampyrerne blev flere og flere, men alligevel var der ikke rigtigt
noget ulvene kunne gøre så længe de ikke havde beviser på at de
bed menneskerne.

Annika smilte lidt og grinte så.
" Jo flere vampyre der kommer,
jo flere varulve" sagde hun smilende.
Hun vidste ikke selv hvordan hun kunne være sådan,
kold og sur når hun talte om vampyre.
Men sådan var hun bare ellers var hun sød.

Cecilia kunne nemt mærke hendes had til vampyr,
men hun var ikke den eneste. Alle varulve hadede vampyrerne og de
problemmer de altid havde med sig. Annika virkede meget
vred lige i øjeblikket, men Cecilia syntes allerede godt om hende,
hun virkede flink og nede på jorden.
"Ja de vampyr skal ikke tro de er noget" sagde hun med et smil.

Annika grinte lidt og hendes humør lysnede lidt mere op.
Hun havde det faktisk godt sammen med Cecilia.
Hun sukkede og rejste sig så op,
og lavede en lille grimasse.
"De er noget.. de er monstre" sagde hun smilende
og kørte en hånd gennem håret.
Det var ikke tit at Annika kunne finde en som hun havde det godt sammen med,
men det havde hun nu.

Cecilia grinte lidt over hendes ordvalg.
"Du har fuldstændig ret" sagde hun muntert og
gav endnu en lille latter fra sig.
"Mon det hele ender i en stor krig" spurgte Cecilia lidt efter.
Hun havde tænkt at det ville da ikke kunne blive ved med at gå
med så mange vampyr, så tæt sammen i en lille by,
hvor de levede sammen og gik i skole sammen med
mennesker. Det kunne kun ende galt.

Annika smilte og rystede på hovedet.
" Nogle vampyre kan godt styrer sig,
men det betyder ikke at jeg stoler på dem" sagde hun smilende.
Annika kiggede rundt og smilte så,
hun havde ikkel yst til at tale om vampyre mere.
" Skal vi løbe om kap?" spurgte hun og rejste sig hurtigt op.

Cecilia nikkede da hun snakkede om vampyrerne der kunne
styre sig, menlo lidt
da hun lavede et pludseligt emneskift.
"I ulve- eller menneskeskikkelse" spurgte hun og lod
som om hun strakte ud i sine ben,
selvom det overhovedet ikke var nødvendig.