Full moon - til Joshua (:

Årstid :: Sommer
Måned :: August
Vejr :: Overskyet, så man kun lige kan skimte månen få steder
Sted :: Tom lille gade med butikker
Tid :: 5 om morgenen/natten
Omgivelser :: Huse og tomheden fra de manglende mennesker
Beklædning :: Havblå hverdagskjole.

Ally havde været ude for at nyde mørket og stilheden, da hun fik en uforklarlig lyst til at sidde, hvilket var en sær ting for vampyrer. Hun havde sat sig op ad et af butiksvinduerne, der var lukket af for natten med stort gitter og persienner rullet ned. Hendes bare blege arme var sat i en cirkel rundt om hendes bøjede ben, men hendes øjne var fokuserede mod månen højt oppe. Den strålede som en nattesol og reflektererede sig i hendes mørkerøde øjne. Den var en af de eneste ting der ikke havde ændret sig siden hun var helt lille for små 160 år siden, og den havde altid bragt hende en fred og ro, hun ikke kunne forklare, men ikke ville være foruden. Var der andre der havde det sådan? Hun vidste det ikke, for hun kendte ikke nogen: et resultat af asocialisme og fjendtlighed, som var en slags religion for hende.

Joshua gik langsomt ned ad gaderne, og drejede ind ad en gyde, ned mod enden. Han havde fundet ud af, at noget gemte sig her, eftersom det larmede lidt. Han ville dog ikke tjekke det. Han lod i stedet sin næse ramme een kendelig duft. En duft af hindbær, mere kunne han ikke dufte. Han lod sig dog ikke lokke, for hvor mange buske ville der være i en storby? Nul. Hvor stor ville sandsynligheden så være, for at finde hindbær? Nul til hundred. Han sukkede stille, og kiggede på det sammenrullede papir, han havde i hånden. Han følte sig egentlig ikke tiltrukket, han følte sig ikke trist. Han følte sig tom. Eller, han følte slet ikke, eftersom hans tomme følelse ikke kunne blive udfyldt. Hans stramme bukser, som fremhævede hans lettere tynde ben. Hans T-shirt, lettere løst, som blev dækket af en langærmet sort skjorte, der dækkede hans arme. Skjorten var ikke knappet op, da han ikke frøs. Så hans trøje dækkede hans overkrop. En sort tynd trøje, med et hvidt print på. Meget afslørende i månens lys.
Han trak let på skuldrene, og sukkede svagt. Han kunne mærke, at en anden var i nærheden, men hvem, det vidste han ikke. Og han var heller ikke sikker på, han ville vide det. Hans larmende converse-sko, som blev slæbt halvt over jorden, og snørebåndende der hang langs siden. De var varme, og havde uld indeni. Han sorte hår, der blæste lidt i vinden, sad perfekt. Lige ned over det ene øje, og håret trukket hen over sine kinder. Han kunne mærke, hvordan hans hårlak holdt på håret, så det bevarede sin oprindelige form. Han kiggede mod himlen, og betragtede månens skær. Han følte sig alene, og alligevel ikke. Han vidste, der var en anden i gyden. Han kunne dog ikke se, hvor personen var, så han opgav at lede i det hele taget. Han tillod sig dog, med en kold, kynisk og uvelkommen stemme bryde stilheden; "Godaften." Den kolde stemme sad fast i gyden, og søgte op ad. Væk fra den dystre stemning. Joshua var ikke så bange af sig.
Han havde bange anelser om, hvad der ville kunne ske, men han tillod sig dog, at skubbe den tanke til side. Han trådte tættere på gyden, og kunne mærke, hvordan den dystre mystik kom over gyden, og gav den særpræg af, at man ikke skulle gå derind. Men det gjorde Joshua ikke noget ved, så han trådte uansvarligt ind i gyden, som gav endnu mere uro i gyden. Han smilede roligt, og betragtede mørket, som var trængt ind på ham, mens han var så ufokuseret på hele denne gydes eventyr.

Ally sad helt stille, øjne på månen, da lyden af fødder slæbt hen ad jorden rungede gennem gyden. Hendes første tanke var at det var en anden vampyr, for den på samme tid forfærdelige og himmelske essens var ikke til stede. Først da vendte vinden og hun blev som altid overvældet af lugten. Hendes kæbemuskler spændtes hårdt sammen og hun stoppede med at trække vejret. På trods af det kunne hun stadig mærke den uforglemmelige smerte i hendes tørre hals, der føltes som om nogen pressede en glødende jernstang ned i den. Hvis ikke det her havde været Forks ville hun allerede have været godt igang med at suge alt liv og blod ud af mennesket, men det var Forks, og hun var ikke dødtørstig endnu.
Hun blev ekstremt overrasket over at personen - der at dømme på stemmen var hankøn - turde sige noget overhovedet. At stemmen var kold og overfladisk generede hende ikke - hvad kunne man forvente på et tidspunkt som dette - men det var lidt mærkeligt at snakke hvis man ikke var snakketypen. Modig, var ikke et ord man tit kunne bruge til at beskrive mennesker, men det passede vist på ham. Dét, eller også var han bare utrolig dum. "Hej" sagde hun kort, i en spinkel stemme, der ikke ville kunne høres mere end et par meter væk. Videnen om at næste gang hun skulle sige noget, ville være sidste gang uden at trække vejret, strømmede gennem hende som iskoldt vand og aktiverede hver eneste nerve i hendes udødelige krop. Hendes øjne havde forlængst placeret sig i retningen af stemmen, og selv i mørket svigtedede hende ikke: Hun kunne se silhuetten af en person, og at dømme på manglen af kurver og de brede skuldre, havde hendes første antagelses været korrekt: en mand eller dreng.
Selvom at han nok ville finde det mærkeligt, valgte hun ikke at flytte sig fra sin siddende position. Havde mennesket været en vampyr eller måske varulv havde hun allerede været på benene nu, hvæsende og i angrebsposition. Men han ville ikke kunne gøre hende noget, så hun så ingen grund til at berede sig det mindste. Hun blev igen distraheret da et vindstød hamrede hans duft mod hende, og hun stivnede. Hun bed hårdt ned på sin underlæbe og pressede sig selv længere op ad det aflukkede butiksvindue. For at hun ikke skulle virke mistænksom på nogen måde, strøg hun efter lidt tid en hånd igennem sit hår. Det virkede lidt mekanisk, men han kunne sikkert ikke se hende alligevel. Hun ønskede inderligt at han vile forsvinde.

Joshua kiggede roligt ud i luften. Den iskolde luft, den kyniske klang der sad i gadens stemning. Det utrolige var, at han ikke kunne se personen, kun mærke den. Han tillod sig at trække lidt på skuldrene, og kiggede op mod månen. Dens glød lyste halvdelen af gyden op. Der hvor man skulle, og kunne gå. I det hele taget, hvis man stod ligefrem for Joshua, så ville han kunne se personen, men lige nu kendte han ikke til nogen, så han kunne ikke kende, eller finde ud af, om det var én, han kendte. Han trådte lidt ind mod gyden, løftede sin fod. Han kunne dog ikke få snørebåndene med, så de blev slæbt over jorden, og larmede en smule. Hans skjorte blev lukket, da han fik den knappet lidt op. En brise var på vej. Det ville snart blæse op, og lige mod vampyrens retning. Han betragtede månen, mens han gik tættere på. Han kiggede rundt, og bagud. Han sukkede kort, og lod sine fødder løbe lidt. Han løb ret så hurtigt, af et menneske. Han lod sin fod plante på en mur, hvor efter ha sprang direkte tilbage, i en baglæns saltomortale, og landede på benene igen, og bukkede ned i knæene, så roen i gaden kom hurtigt.
Joshua bukkede ned i benene, og knæene, hvor efter en kraftig brise skubbede til ham. Duften blev presset op mod Ally, som en bryder ville skubbe en anden op mod en mur. Hans spring havde også forårsaget, at meget af duften fløj i hendes retning. Ikke at han lagde op til at blive bidt, for han vidste ikke, at vampyrer fandtes. "Skøn aften," mumlede han koldt, konstaterende for sig selv. Han blinkede kort, og sukkede så kort. Han rejste sig, efter brisen havde lagt sig. Han smilede koldt rundt, med et hoverende, hånligt smil. Han kunne mærke, hvordan fristelsen kom til, at kigge på det papir, han havde i baglommen. Et meget værdifuldt papir, som havde stor betydning. Større end hans liv, større end noget andet. Større end verden, syntes han selv. Han kiggede roligt mod gyden, og kunne intet se. Han gav op.

Ally kiggede hen på silhoutten som den nærmede sig og følte sig -selvom hun vidste det var et menneske- ret truet da han begyndte at løbe. Hun kunne et kort øjeblik ikke se hvad han lavede, hvilket bekymrede hende endnu mere. Heldigvis genkendte hun igen positionen da han landede og hun blev behageligt overrasket over at han ikke fortsatte i hendes retning. Hun hørte et lettet suk flygte fra sine læber og det lød som en stille vind i husenes tomme ekko.
Hun forstod stadig ikke hvorfor han blev ved med at snakke til hende, selvom hans svar var meget korte og uvenlige, så var de der jo stadigvæk. "Ja" sagde hun og skulle til at sige noget mere, da hendes luft slap op. Hun lukkede øjnene og koncentrerede sig så godt hun kunne om hvordan hendes fingre galoperede afsted i et nervøst tempo. Luften fyldtes i hendes lunger da hun hurtigt åbnede munden og indhalerede. Smerten i halsen blev fordoblet og selv efter så mange år, blev hun stadig rådvild og kunne mærke hvordan hver eneste celle i hendes krop sitrede for at hun ville springe på ham. Hun kunne ikke klare at sidde stille, men hun var bange for at den mindste bevægelse ville være for meget, og at hun uheldigvis ville komme til at dræbe ham. Langsomt flyttede hun sine arme fra rundt om sine ben, men så snart hun gjorde det tredobledes trangen til at give under for tørsten, så hun krydsede dem hurtigt over brystet. Hun var helt stille, men inde i sig selv skreg hun millioner af bandeord af sig selv og hendes håbløse svaghed overfor blod. Hun tænkte at det nok var akavet for ham, på en måde, at stå sådan i en gyde med en fremmed man ikke kunne se. Hun forsøgte sig med at sige noget: "Fryser du ikke?" hørte hun sin egen stemme sige, og hun blev overrasket over hvor normalt et spørgsmål hun havde formuleret. Det kunne man faktisk godt have sagt hvis man var et menneske. Hun smilede til sig selv over successen og man kunne ane hendes glimtende hvide tænder bag de rosa røde læber, men kun lige, det var ikke et sådan et stort colgate smil.