Glitre i solen - Lucy

Lucy var en smule træt. Eftersom hun havde holdt vagt det meste af natten. Men hun havde overhovedet ikke tænkt på at sove resten af dagen væk. Sådan var hun bare ikke. Hvis hun skulle sove skulle det være om natten. For om dagen ville hun ikke gå glip af noget som helst. Hendes krop havde vænnet sig til at det var på den måde, derfor følte hun sig ikke helt smadret når hun havde været på vagt.
Lucy kom gåene hen over græsset, da denne stank nåede hendes næse. Hun sukkede og så op imod himlen, hvorfor!? Hvorfor skulle det være sådan at vampyre stank så meget, men at menneskenes duft var fine nok. Hun vidste at for vampyre, var menneskets duft noget helt vildt lækkert. Hun var så meget imod at disse vampyre der boede i Forks, altid skulle jage!? Forks havde nærmest fået det ry, at hvis man var på rejse derover, ville man nærmest ikke komme tilbage. Men heldigvis var der ingen der lyttede til det, så hun kunne stadig møde nye personer, når der var nogen der flyttede til, eller måske bare var på gennemrejse. Nogle af menneskerne var jo også heldige at komme helt igennem. Hvor de så kunne fortælle der venner at det ikke var helt rigtigt. Det var nok derfor at Forks ikke var helt forladt.
Også de mennesker der boede i Forks, skete der ikke noget med. Måske var det noget vampyrene tænkte? At de ikke skulle jage dem der boede i Forks, fordi at der stadig skulle være nogen der rendte rundt.
Lucy var iklædt nogle jogging bukser og en sportsbh. Ikke mere, da hun følte at det var for varmt til at gå med t-shirt eller top. Hun fugtede let sine læber og gik bare hen over græsset. Hun ville prøve at se om hun kunne ignorere denne stank.

Lucy sukkede roligt og gik bare videre. Hun havde fået øje på vampyren, med sit blik. Hun kunne tit se noget der var fra lang afstand. Det måtte være en eller anden ulveting mente hun. Hun fugtede stille sine læber og gik bare videre. Hun gjorde alt for at lade være med at kigge og det var heller ikke særlig svært for hende. Af en eller anden grund havde hun ingen respekt for vampyre. Dengang hun lige var blevet til en varulv, havde hun ikke kunne se hvorfor der var så mange af varulvene der ikke kunne lide vampyrene. Men nu så hun det. De vampyre tog så meget menneskeliv. Hun havde dog hørt om disse der kun dræbte dyr, dem havde hun dog ikke så meget imod. For hun spiste jo selv kød og det var jo nærmest at dræbe et dyr? Hun bed sig let i underlæben og så ned på sine sorte kondisko. Hun prøvede at holde vejret i rigtig lang tid. Hun havde jo nogle store lunger, nogle der var helt rene. Hun røg ikke og var en sportskvinde. Så hun kunne godt holde vejret i ret lang tid. Men hun vidste at hun på et tidspunkt ikke ville kunne holde til det mere og ville komme til at indånde den ufattelige stank.

Hun hørte at hun havde rejst sig op. Og lige nu følte hun sig lidt stirret på. Hun hadede virkelig når sådan noget skete! Hun hadede når hun altid kunne mærke at der var nogen der stirrede på hende. Hadede at kunne mærke hvem det var der gjorde det. Det var ikke fordi at det gjorde hende sur. Hun blev bare så meget lettere irriteret over at nogen ikke bare kunne kigge den anden vej. Lige nu kiggede hun da den anden vej og lod være med at kigge? Så hvorfor kunne hun ikke vise lidt respekt og bare kigge den anden vej? Godt nok skulle man have lov til at stirre lidt. Men denne tøs var jo en vampyr. Hun kunne jo dufte hvad hun var. Godt nok ville hun ikke kunne vide hvem hun var, men at Lucy var varulv, var det ikke nok til at kigge den anden vej? Hun havde en fornemmelse af denne vampyr drak af menneskers blod. Det var et eller andet hendes krop nærmest var bygget til. At kunne mærke om de dræbte mennesker.

Hun lod hånden køre igennem sit hår og satte derefter et elastik i det. Derefter begyndte hun roligt at løbe. Hun ville gøre alt for at lade være med at tale med vampyren. Det var skørt syntes hun. Selvom at hun selv ikke brød sig om vampyre, tænkte hun på hvorfor det overhovedet var på den måde. Hvorfor det var at vampyrene bare var på den måde. Hvorfor var det at varulvene var nødt til at stille sig op på vagt, for at være sikre på at de ikke bare sådan uden videre ville bryde ind. Godt nok var det lang tid siden at det sidst skete. Af en eller anden grund så vampyrene ikke det sjove i at bryde ind længere. Det måtte også være kedeligt, for hver gang at der var nogen der prøvede. Så meget kort tid efter, så ville der var en hel masse varulve rundt omkring en. Og derefter ville de andre vampyre få ballade. Hun syntes at de andre varulve i Reservatet nogen gange kunne overdrive lidt. De kunne blive så sure, bare på grund af én indtrængen. Men sådan var det jo bare?
Denne gang kunne Lucy at se sig tilbage imens at hun løb. Hun fik kort øjenkontakt med denne vampyr, så de røde øjne og fnøs. Derefter så hun ned. Måske var der en mening med at varulve kunne kunne lide vampyre!

Hun stoppede op og sukkede af hende. "Nej.. selvfølgelig er jeg ikke bange" sagde hun rolig og man kunne høre at hun talte sandt. Hun brugte den stemme hun plejede at bruge overfor fremmede personer. Helt almindeligt og også venligt. "Jeg ville bare ikke rigtig.. indånde denne lugt der er heromkring" sagde hun roligt, prøvede at lade være med at få det til at lyde som om at det var en fornærmelse. Lucy var ikke sådan en der ville fornærme nogen folk overhovedet. Hun ville ikke komme op og slås, men hvis det skulle til, kunne hun godt slås. Hun bed sig let i underlæben af ren vane og så lidt op og ned af vampyren. Smuk, som alle de andre. Og da hun var løbet efter hende, havde hun lagt mærke til at hun også havde været ligeså elegant. Lucy syntes at de alle lignede hinanden. Ligesom at pigerne i La Push også lignede hinanden. Hun havde fået at vide at hun var lidt anderledes, for hun var lyshåret og det var langt. De fleste i La Push havde kort og mørkt.

Hun smilte skævt da det var at vampyren også sagde hvad hun mente. "Tjaa.. så har vi noget tilfælles.. nok det eneste vi har tilfælles" sagde hun roligt. Det hun mente var at de havde noget tilfælles, var at de begge ikke kunne lide hinandens lugte. "Men tilgengæld kan du holde vejret i meget lang tid.. så du behøver ikke at indånde det.. jeg kan desværre ikke holde vejret i så lang tid" hun lod hånden køre igennem hendes hår og bed sig atter i underlæben. Hun vidste ikke hvorfor hun gjorde det så tit.

Lucy kunne godt mærke at denne vampyr lige havde været på jagt. Ligesom at hun lige før kunne mærke at hun havde spist mennesker. Hun fnøs lidt af tanken og rystede på hovedet. "Fortæl mig lige.. hvorfor er det at i vampyre absolut vil dræbe alle mulige mennesker?" spurgte hun roligt og så lidt op og ned af vampyren, hvorefter hun holdte øjenkontakt med hende. Hun havde aldrig fået det svar overhovedet. Hver gang at hun havde spurgt en vampyr, havde de bare grint og derefter løbet deres vej.

"Overleve?" hun hævede det ene øjenbryn. "Kan man ikke også bare overleve med at dræbe dyrene?" spurgte hun roligt. Godt nok ville hun ikke have at de dræbte alle dyrene. Men hun følte selv at mennesker nogle gange kunne betyde lidt mere end dyrene. Godt nok havde dyrene aldrig gjort nogen noget. De var helt uskyldige. Men de dræbte da også nogen gange hinanden? Nogen af dyrene gjorde i hvert fald. "De har da også blod? Så hvorfor kan I ikke bare tage af dem?" spurgte hun roligt og tog sig ikke af det blik hun sendte hende.

Hun bed sig i læben. "Så forstår jeg det bedre.." sagde hun roligt. Derefter kom hun i tanke om noget. Hun så på Jamilah og skævede lidt til hende. "Hvorfor kan I så ikke lade menneskerne leve videre, når I suger blodet ud af dem?" som man nok kunne høre, vidste Lucy ikke så meget om vampyre. Det hun vidste var at varulve og vampyre ikke kunne lide hinanden, punktum! Hun var ret så sikker på at nogen nærmest ville hade hende for bare at stå og snakke med vampyren, i stedet for at gå videre. Men Lucy var jo meget nysgerrig, var hun nødt til at få svar på alt. Hun ville se om hun overhovedet havde en grund til at hade vampyre. Af det hun forstod indtil videre, var at hun ikke rigtig havde noget andet, end at de dræbte mennesker. Men der var jo også andre, der ikke var vampyre, der dræbte mennesker? Mordere. Mennesker kunne jo minde om dyr, de dræber alligevel hinanden i krig osv. Og vampyrene gjorde det jo kun for at overleve? Selvom at hun lige havde fået at vide at mange af dem, gjorde det for sjov.

Hun nikkede. "Claire fortalte mig om den smerte.." mumlede hun og havde fuldstændig glemt Claire i et kort sekund. Dengang hun havde mødt Claire, fra dengang havde hun hadet vampyre. Især fordi at Claire bed kun mennesker for sjov. Hun sugede livet ud af dem. Men hun havde også set en bestemt smerte i Claires øjne. Lucy vidste at der var nogen af vampyrene der havde en ond fortid, ligesom Claire havde. Hun ville virkelig ønske at hun vidste alt om vampyre. Hun ville ønske at hun vidste hvad deres svagheder var, men mest hvad det var der gjorde at de dræbte for sjov. Da hun fik sin forklaring nikkede hun, "så forstår jeg.. så i vil hellere have at de dør, i stedet for at de får den smerte som I har oplevet?" spurgte hun roligt.

Hun bed sig let i underlæben. Lige nu følte hun overhovedet ikke nogen had. Hun var forvirret og det værste var at hun ikke vidste om denne vampyr gjorde det for at gøre hende blød. For det kunne godt ligne nogle vampyre. Men Lucy ville overhovedet ikke virke kold på nogen måde. Det var lang tid siden at hun havde brugt sin kolde stemme og hun mente at det overhovedet ikke lød som hende. Hun sukkede stille og så lidt op imod himlen, men blev alligevel ved med at holde lidt øje med denne vampyr. Hun vidste jo ikke hvad hun hed, men det kunne måske være lidt ligemeget. For lige meget hvad, var hun nødt til at være hendes fjende på en eller anden måde. Ellers ville resten af koblet måske hade hende for dette.

Hun grinte muntert, "Lucy.. Dark" hun havde tøvet lidt med at sige sit efternavn. Nogen gange kunne det være lidt farligt af en eller anden underlig grund. For hvem ville ikke være venner med verdens rigeste tøs? Det var ikke fordi at hun havde alle pengene, men det havde hendes far. Mange undrede sig tit over hvorfor de overhovedet var flyttet til Forks. Eller mere præcist, til Reservatet. For det var jo nærmest kun en lille flække. Men Lucy havde også før i tiden boet i Paris, hun savnede det tit. Men lige nu holdte hun rent faktisk meget af Forks. Hun så lidt ned af sig selv. "Nej.. jeg ligner ikke de andre fra Reservatet.." sagde hun roligt. "Jeg vidste heller ikke hvad der skete da jeg blev forvandlet" sagde hun roligt. Hun tænkte lidt meget lige da hun stod her. For hvis hun ikke var varulv, var hun ret sikker på at Jamilah og hende ville havde været ret gode veninder. Men det med varulv og vampyr, ødelagde vel bare det hele?

Hun bed sig let i læben og kløede sig i hovedbunden. "Jeg er den eneste i min familie der er varulv" sagde hun roligt. Det dejlige var at hendes forældre og lillesøster ikke var bange for hende. Men hun var altid bange for at hun ville gå alt for meget amok i sit hus og overfalde dem. Men hun var nærmest aldrig kommet op og skændes med nogen i sin familie, så hun troede på at det ikke ville ske. Hun skævede lidt til Jamilah. Ja, hendes far var meget kendt. Men hun var sådan set lidt ligeglad med det. Hun var glad for sine forældre, selvom at de hele tiden rejste rundt.

Hun trak lidt på skuldrende. "Måske lignede hun mig lidt?" hun så lidt på Jamilah. Hun viste med øjenkontakt, at selvom at hun forvandlede sig ville hun ikke gøre noget. Hun tog endda nogle skridt tilbage, for at vise at hun ikke ville gøre noget. Hvorefter at hun forvandlede til. Når hun var varulv, havde hun nemlig en meget lys pels, som nærmest var helt snehvidt. Hun var ret lille, fordi at som menneske var hun spinkel. Så hun lignede ret meget en hvalp når hun var forvandlet. Også havde hun de mest uskyldige og uimodståelige blå øjne. Når folk så hende i ulveform, forstillede de sig aldrig at hun kunne angribe. Hun lignede bare en hvalp man kunne have hjemme. Selvom at hun var lidt større end en hvalp, da varulve var lidt større end hunde.

Lucy løb hurtigt ind i skoven, det gik ret hurtigt. Men hun kunne huske at hun havde et sæt tøj et sted derinde. Hun håbede virkelig at Jamilah ville vente imens at hun klædte om. For da hun blev et menneske, var hun jo nøgen. Hun havde lige fået sit tøj flået af, hun glemte det nærmest altid. Hun fik sit tøj på og løb hurtigt tilbage til hende. Varulve var også ret hurtige til at løbe, når de var mennesker.

Hun kløede sig let i hovedbunden. "Det kunne minde om Sam!" hun var lige kommet i tanke om at hendes bedste veninde også var en varulv. Og hun havde meget lyst hår og kort. Men selvfølgelig kunne man ikke være helt sikker på at det var hende. Hun savnede rent faktisk Sam nu hvor hun kom i tanke om det. Men nu kom hun også i tanke om noget andet! Hun fortalte lige en vampyr at hun troede at denne varulv var Sam. Hun gav rent faktisk information til fjenden. Det her håbede hun i hvert fald at der ikke var nogen der hørte til.

Hun kløede sig let i hovedbunden. "Jeg tror at jeg og Sam er en af de eneste som ikke er mørke.." sagde hun roligt. "Det forvirre mig lidt og jeg prøver stadig at finde ud af hvorfor det er på den måde" sagde hun roligt og så ned på sine fødder. Nu holdte hun ikke så meget vagt. Måske var det noget dumt at gøre, men hun følte ikke at denne Jamilah ville gøre hende noget. Hun vidste ikke hvorfor hun havde det på den måde. Hun så langsomt op på Jamilah og bed sig let i underlæben. Hun havde lyst til at sige at Jamilah ikke mindede om de andre vampyre, men hun gjorde det dog ikke.

"Det kan sagtens være.. sådan langt langt tilbage?" smilte hun roligt. Lucy var tit den meget posetive tøs, det var derfor at hun rent faktisk smilte på dette tidspunkt. Vampyren virkede jo venlig. Det kunne sagtens være at Jamilah ikke kunne lide Lucy fordi at hun var varulv. Og Lucy vidste også at selvom at de ville komme til at kunne lide hinanden, ville de ikke kunne være venner overhovedet. Hun hadede virkelig når hun tænkte på sådan noget.

Hun smilte skævt da Jamilah havde sagt lige præcis det hun tænkte. "Ja.. det er ærgeligt at der er dette.. underlige noget" mumlede hun og rystede på hovedet af det. "Jeg hader fjendtligheder må jeg indrømme" sagde hun roligt og så op og ned af Jamilah. "Og desuden ville jeg være stolt over at have en ven som dig.. så smuk som du er!" grinte hun muntert.

Hun grinte lidt af det sidste hun sagde. Hun skævede lidt til Jamilah, hun var en smule sjov syntes hun. "Jeg synes bare at man skal være stolt af sin skønhed" smilte hun roligt og fugtede sine læber. Lucy havde haft på fornemmelsen at der snart ville komme en større 'battle' imellem varulvene og vampyrene. Lige for tiden havde hun i hvert fald lagt mærke til at varulvene ikke var så vilde med vampyrene. De blev ved med at sige noget om dem. Blev ved med at brokke sig over hvordan de var. Hun kløede sig let i håret og så sig lidt omkring. "Vi skal nok passe lidt på.." sagde hun roligt. "Det er ikke fordi at jeg ikke vil kendes ved dig.. men.. mit kobbel du ved.. bliver nok ikke så glade for mig hvis de ser mig" sagde hun roligt.

Hun rystede på hovedet, tegn på at hun ikke havde noget imod at Jamilah brugte 'offer' som sit ord. Lucy mente selv at hvis hun var vampyr, ville hun også sige det. For menneskene var jo lige direkte vampyrenes offer. Hvad mere kunne man ellers kalde dem? Lucy kunne selvfølgelig ikke se hvad Jamilah mente med at Lucy var heldig. For hvad man ikke var, ville man jo på en eller anden måde gerne være. Hvad man ikke kunne få, ville man have! Godt nok var Lucy glad for at hun ikke var en vampyr, for hun kunne ikke forstille sig selv, dræbe et menneske.
Hun smilte skævt da Jamilah spurgte. "Netop når jeg forvandler mig, høre de nærmest alle mine tanker, så der vil nok gå lidt tid, før jeg kan forvandle mig igen. For så vil de kunne se eller høre, at jeg netop har haft denne samtale med dig" sagde hun roligt og lod sin hånd køre igennem sit hår. "Men jeg vil da gerne snakke lidt mere, det er bare det at jeg er bange for at de andre vil kunne mærke, at jeg har fået et anderledes syn på vampyre" sagde hun roligt og satte sig ned. Ikke fordi at hun var træt, men fordi at hun følte at det ville være lidt mere hyggeligt at snakke på denne måde.

Lucy skulle lige til at svare hende, da hun hørte stemme. Hun rejste sig hurtigt op. Hvordan kunne hun dog havde lade være med at dufte hende? For nu hvor hun duftede ordentligt efter, var hun jo en del stærkere end hende selv. "Em!?.." det var lang tid siden at hun havde set Emily. En hel del tid siden, nu hvor hun tænkte over det. Lucy kendte ikke lige direkte Emily på nogen måde. Hun vidste bare at Emily var en omega og at hun var varulv. Hun trådte nogle skridt tilbage. Væk fra dem begge. Hun så ned på sine fødder og havde armene om bag ryggen. Hvorfor lige nu? Hun ville så gerne snakke lidt mere sammen med Jamilah, men nu hvor hun tænkte over det, havde hun været lidt dum. Især på grund af det Emily lige havde sagt. Lucy kunne jo bare havde regnet ud at andre kunne dufte at de var sammen. Det beviste bare, at hun ikke altid tænkte sig om.

Lucy følte sig også en del lettet, da hun fik at vide at Emily ikke ville sladre. Men nu hvor hun tænkte over det, var Emily jo også lidt anderledes end de andre varulve? Men hun undrede sig lidt over om det mon var godt eller skidt? Det var godt på det punkt at hun ikke ville sladre til nogen. Men var Emily ensom på nogen måde? Hun bed sig let i underlæben. Hun kunne ikke forstille sig et liv alene. Lucy var vant til at kunne snakke med alle, det var vel derfor at hun også var begyndt at snakke med Jamilah. Hun syntes at det var en smule forkert, at hun ikke kunne snakke med Jamilah, kun fordi at hun var en vampyr.
Hun grinte lidt da det var at Jamilah forklarede at det kun var en camouflage. "Lige meget hvad Jamilah, så er du jo smuk! Det kan du ikke løbe fra. Du er nødt til at acceptere at du ser ud sådan som du gør" Lucy smilte en blidt smil. Det her føltes jo hyggeligt på en måde. Nu var de jo to varulve og vampyre og det føltes ikke som om at Jamilah var bekymret. Især fordi at Emily var på den måde som hun nu var.