Nat på vampyrernes side-Alexander

Tid:irl
Omgivelser:ingen
Vejr:fuldmåne, lunt, det blæser ikke, stjerner.
sted: vadestedet ved floden
Årstid:sommer
dag:torsdag
skikkelse:ulv

En sort ulv løb hurtigt, smidigt og lydløst gennem skoven. Den var nær The River, som løb i skovene omkring Forks. ulven stoppede op da dens forpoter var begravet i de små sten ved vandbredden. Det kølige vand slikkede ind over poterne og bredden, en gys løb gennem ulven og et lille prust efterfulgt et hovedryst fik ulven til at trække poterne til sig, og ligge sig i det grønne græs nær bredden. Den hvilede blidt hovedet på de krydslagte poter og kiggede spejdende ind i skoven og lyttede efter uvelkomne. Ulven var som sagt sort, den var meget lille, så lille at en normal ulv kun var en smule mindre. Ulven havde mørke, dybe chokolade farvede øjne. Luna, hed hun. hun var født og opvokset i La Push. Et lille suk undslap hende, det lød en smule trist, måske ensomt? men det ville man kun gætte hvis man så ind i hendes øjne, som hurtigt blinkede følelserne væk igen. Pokerface, det var vigtigt at kunne holde sit pokerface oppe, når man havde med vampyrer at gøre! man måtte aldrig vise dem sine følelser..Det havde hun altid fået af vide..

Alexander løb gennem skoven. Han var lige kommet tilbage fra Seattle hvor han havde fået sig et måltid. Han var godt tilpas og intet kunne spolere hans humør. Han begyndte at fløjte, en underlig menneskelig vane han havde fået, det gjorde han altid når han var glad.
Det var en af Forks' sjældne skyfri-perfekt-vejr dage hvilket bare gjorde det endnu bedre. Da Alexander kunne se at floden kun var en kilometer forude satte han farten ned for at nyde vejret og stjernerne. Han gik med faste skridt i det bløde skovmoss (Staves??o.O) og smilede større og større.
Da han kom til floden besluttede han sig for at vade igennem den istedet for at hoppe over den. Han tog et par skridt ud i vandet og opdagede en andens tilstedeværelse.

Hun havde ligget og holdt øje med ham i et godt stykke tid..Funderet over hvornår han ville lægge mærke til hende..
Han opførte sig slet ike som andre vampyrer, han var mere..menneskelig..Hvis man da kunne sige det? hendes hoved var skudt i vejret samme øjeblik som han var sprunget i vandet. hver en muskel var parat til at adlyde hvis vampyren var i kamphumør.
Luna stirrede roligt på ham, fulgte vejr en bevægelse han gjorde og trak vejret dybt.. Han stank så fælt, det var noget af det der ikke var så "menneskeligt" ved ham, Man kunne se hende rynke på næsen og et lille fnys lød fra det sorte dyr.
Hun stirrede forsat på ham, med et lidt nysgerrigt blik..

Da Alexander fik øje på det store sorte dye, rev der sig et ukontrolleret hvæs løs fra hans hals. Det var egentlig kun i ren refleks. Han bakkede lidt bagud da han så hvor anspændt ulven var. Det lignede en der kunne hoppe på ham hvert øjeblik. Lugten var ikke så slem. Han havde vænnet sig til den hos Em og den irriterede ham egentlig ikke, gjorde ham bare utilpas på grund af alle de minder de trak med sig.
Han holdt stadig øje med den store ulv da han forsigtigt trådte ud i vandet igen. I stedet for at krydse lige over begyndte han at gå lidt skråt i retlningen væk fra ulven. Han holdt stadig godt øje med den.

hun knurrede ganske svagt igen og viste sine tænder, men blev liggende..han virkde ikke farlig..faktisk virkede han som lidt af en bangebuks da han begyndte at kante sig væk. Et lille ulve grin formede sig i hendes bryst og krængede sig vej gennem hendes hals og ud i den frie luft hvor han også kunne høre det. hun rejste sig stille op, og i fuld højde kunne man se hvor lille hun faktisk var. Ved et enkelt øjekast ville man kunne se at hende hovede nåede ham til lige under brystet, imens en normal varulv ville være højere end ham. hun gik langsomt baglæns, uden at virke bange. Hun var heller ike bange, hun skulle bare ike miste ham af syne. Og dog lidt bange var hun faktisk, for nu kendte han hendes fulde str. og den var ikke så stor igen..Faktisk var hun meget lille..

Alexander grinede da han hørte hendes grin. Det lød latterligt! Han stod stille i floden og så på ulven der nu rejste sig op. Han grinede igen over dens meget lille størelse. Han tog 3 store skridt og var ovre floden, og 2 mere og car helt tæt på den store ulv. "Hvaaa'... er du en eller anden mutant-varulv eller er du bare meget ung?" spurgte han med et smil på læberne. Han kiggede ned på ulven, hvilket han syntes var meget sjovt for han havde aldrig kunnet se ned på en ulv før.

På under et sekund var hende blik koldt, og hun fulgte ham for hvert et skridt han tog. Ingen skulle sige noget nedsættende til hende, og ingen skulle nogensinde kiggge [/i]ned[/i] på hende. En vred knurren løb i gennem hendes hals og ud i naturen. få sekunder senere havde hun banket ham i jorden med sine forpoter og havede stukket ansigtet op i hans imens hun knurrede lavt, men vredt, så man kunne se de vilde øjne, og de syleskarpe tænder som kunne rive en vampyr over med lethed.
Hun fnøs af ham og trådte så ned fra ham, vendte ham ryggen, tog nogle skridt lige ud og vendte sig så om mod ham igen.

Det hele skete så hurtigt at Alex først lagde mærke til det før han lå på jorden. Han var skræmt og overrasket, men havde svært ved at lade være med at grine. Det var svært at forestille sig så meget kræft i en så lille ulv. Da hun var trådt væk fra ham rettede han sig op, storsmilende. Han rejste sig helt op og tog sig til hovedet. Han følte sig helt dizzy, selvom han god vidste det bare var noget han bildte sig ind.
"Unskyld," mumlede han stille og ubekymret. "Jeg skal nok gå." Han drejede om og begyndte langsomt at gå væk fra den spøjse lille ulv.

Hun smilede stille og følte så et lille stik af fortrydelse, da han vendte sig om for at gå. Hun peb stille, og håbede han ville vende sig om og kigge på hendes smilende ansigt. Hun havde sat sig ned, og man kunne se en hvid kjole bundet om benet. Faktisk ville man først ligge mærke til den nu fordi den kom til syne på den måde som hun sad på.*hvad er han da for en underlig en? hvorfor vil jeg ikke lade ham gå?*tænkte hun forvirret..Måske havde hun ikke så meget imod ham fordi han var mere menneskelig end nogen anden vampyr hun havde mødt!?

Alexander vendte sig om mod ulven da den klynkede. Han blev så overvældet af ligheden mellem hende og Em. Det gjorde ondt i det hjerte der havde stoppet med at slå for mange år siden. Både med kjolen og den mærkelige måde ulve smiler på.
Han bakkede i stedet i en slags frygt for billedet. Han var uopmærksom og snublede over nogle trærødder.
Han grinede af sig selv. Hvilken vampyr var han? snublede og ting? Han bekymrede sig ikke om at komme op igen. Han blev bare liggende med blikket på de millioner af stjerner der for en gangs skyld ikke var dåkket af grå skyer.

Et lille fnis lød fra ulven, som luntede om bag nogle buske. hun vendte ryggen til ham bag buskene og forvandlede sig om til menneske. hvis han kiggede nu ville han kunne se den slanke, men stærke ryg, hvor det lyse hår hang ned af ryggen. han ville lige kunne ane formerne af hendes bryster. Busken hun stod bag dækkede kun op til lænden, så hele hendes ryg var fri.
Dog gik der ikke lang tid før den hvide kjole gled over hendes hoved og smøg sig smukt om hendes krop.
Hun gik ud af buskadset og kiggede på vampyren der lå og..kiggede på stjerner? Hun ville være forsvarsløs nu, hvis han angreb hende."Du er en meget underlig vampyr, vidste du det?"lød hendes rolige stemme. Den var ikke klokke smuk som vampyrernes, den var bare normal smuk, menneskelig smuk, og ikke mere.

Alexander grinede. En varm latter der smøg som om enhver og fik de fleste af hans ofre til at smelte. "Du er en meget lille varulv, vidste du det?" sagde han, ligeglad med om hun blev sur, og kiggede op på hende "Oulala, en hot-dog!" sagde han med et smøret smil da han så hendes menneskelige skønhed. Det var egentlig det han syntes var smukkest ved mennesker. Deres menneskelighed.
Han satte sig op og gav hende elevator-blikket. Han rynkede lidt på næsen - stadig smilende - og rakte sin højre hånd frem. "Jeg hedder Alexander!" præsenterede han sig.

"Ja jeg er lille, og de mindste endda, men til gængæld også den hurtigeste og smidigeste"sagde hun og smilte svagt.
Hun smilte og holdte et lille grin inde"den var ny"sagde hun med et grin.Hvis hun ikke havde været varulv og kendt til vampyrerne, ville hun have faldet for denne unge mand. For tiltrækkende det var han, ja. Hu n lagde godt mærke til blikket han sendte, og drejede rundt på stedet"kan du lide hvad du ser?"spurgte hun drillende.
Hun tøvede et øjeblik inden hun blidt klemte hans iskolde hånd med sin egen feber varme hånd"Mit navn er Luna"sagde hun og betragtede ham let med hovdet på skrå

Alexanders underarm fleksede automatisk på grund af varmen da hun tog hans hånd. Han smilede til hende og klappede på jorden et kort stykke fra sig, men fortrød med det samme, da han havde det bedste udsyn dernede fra. Han trak på skuldrene.
"Du er nu stærk selvom du er så lille," sagde han drilsk og tog sig til hovedet. "Jeg blev meega forskrækket!" han smilede let og to smilehuller tittede frem på hans kinder. Han kløede sig i øjet - endnu en menneskevane - og så afventende på Luna.

Hun satte sig der hvor han havde klappet og nikkede smilende"jeg er jo ikke varulv for sjovt"sagde hun smilende og kiggede betragtene på ham."Tjah folk der undervurdere mine str, bliver ofte skræmt over min styrke"sagde hun drillende og smilede over hans smilehuller. han var jo helt igennem perfekt, og hvorfor? fordi han var vampyr, og det var hans trick til at fange mennesker..bla. Hun lagde forsigtigt det lange hår over på den ene skulder. Hun følte nu hvordan almindelige menneske piger havde det hver gang de så en mandlig vampyr*mand hvor må de have det svært med at leve?*tænkte hun og smilede stille af det hun lige havde tænkt

Alex smilede større og større i takt med at hans tanker voksede. "Er det ikke belastende med alle de vampyre vimsende rundt her?" Han undrede sig selv over det fede ved Forks og Seattle. Det var efter de der emo-vegi-vamps var blevet fundet at det bare var the hot spot!
Han grinede for sig selv igen, og betragtede Luna indgående. Hun var køn at se på - af en varulv at være. Havde en ro han havde manglet i mange måneder.

hun nikkede ivrigt."jo mega! for i lugter, truer menneskerne, er uhøflige, tror i er meget bedre end os. I er også meget overlegne, og dog tør i stadig ikke overskrive grænsen, selvom i er mange flere end os."sagde hun. Det sidste var en smule udfordrende, men det var jo rigtigt? De var langt flere, og de havde flere stærke blandt sig, end varulvene..faktisk havde varulvene kun Annika, og det var jo slet ikke nok, hvis de skulle hamle op mod Vampyrerne..

Alexander tsk'ede og rystede på hovedet. Han havde ikke lyst til at komme med en modkommentar, eller forsvare sig selv. Han havde jo egentlig ikke rigtigt noget at gøre med de andre vampyre, bortset fra et par venskaber.
Og alt det hele med Em havde bare fået ham til at indse at varulv-vampyr striden ikke kunne betale sig. Han ville helst bare have mad og ro, og egentlig bare fred!
Han forstod egentlig godt, at de andre vampyre var vilde med Forks, det var han jo selv af mange grunde. "Er der slet ikke noget du kan li' ved vampyre?" spurgte han først alvorligt, men lod så smilehullerne titte frem igen.

Hun tænkte sig lidt om over dette spørgsmål"det er der vel.."sagde hun så omsider, for hun var nok en af de ulve der så mindst negativt på vampyrer. Hun rettede lidt på den lyseblå kjole"Jo altså, nogle af jer er fornuftige, og ikke dumme eller overlegne, nogle af jer viser respekt for os ulve, for vi er altså lige så stærke som jer! Det er nok noget af det jeg kan lide ved jer vampyrer..Der er sikkert mere men jeg kan ike komme på det nu, hvor jeg bliver spurgt om det"Sagde hun og trak stille på skuldrene med et lille smil

Alexander smilede og fnøs da hun sagde ordet 'respekt'. Det var de færreste der respekterede varulve, men de fleste der frygtede dem. Det var for det meste grunden til den form for opførsel. Han lagde sig tilbage på ryggen uden at sige noget han trak vejret dybt og fortrød det med det samme. Stanken var uudholdelig!
Han fortsatte dog med at trække vejret normalt. Han ville helst ikke gøre hende sur eller ked af det. Hvorfor var han så mærkelig?! Han havde det helt fint med at omgås varulve, og han følte sig egentlig mere på vagt når han var sammen med andre vampyre. Måske havde det noget med loyalitet at gøre? Hunde havde det jo med at stole på alt og alle.

Hun kiggede på ham. Vampyrer var altså nogle underlige væsner, det var som om de levede et liv uden regler, uden grænser, gjorde som de ville. Hun kendte jo intet til volturrierne, hvorfor skulle hun også det? det var der vel ingen ulve der gjorde.
Hun sukkede stille, nogle gange var det irriterende at være ulv, men det havde da sine fordele, hun kendte til vampyrerne og vidste at de var farlige, hun kunne lugte dem når de var i nærheden, hvilket var godt for så var hun forberedt, ikke som et uskyldigt, forsvarsløst menneske.

Alexander lå og så op på Luna. Det var mærkeligt for ham at noget så smukt som et menneske, kunne være ligeså monsterisk som en som ham. Hun så så lille og skrøbelig ud lige nu. Ikke som den store ulv der lige havde smadret ham ned i skovbunden. Han smilede og rakte ud efter hende, for at klappe hende på benet.
Hun var jo slet ikke farlig lige nu? Alex smilede stort og lukkede afslappet øjnene.