Den sidste time - Ally.

Tid: Omkring 23:00
Omgivelser: Et par mennesker, men ikke så frygteligt mange. De fleste er stive.
Vejr: Stjerneklart, eller i hvert fald næsten. Skyerne trækker sammen.
Sted: Uden for nogle knapt så flotte butikker.
_________

Melina havde været ude for at købe noget maling, af alle mulige slags, og havde været ude for at lede i alle afskygninger af byen for at finde det rigtige mærke, de rigtige farve og sådan noget. Det betød meget, især nu hvor hun skulle sende en håndfuld nye masker til Perla Blanca'erne. Hun var næsten færdig med at snitte den sidste maske, og nu skulle de bare males.
Hun så op imod himlen, og de mørkebrune øjne stod i stærk kontrast til den blege hud. Et svagt smil gled over hendes læber da hun rankede op i de få poser hun havde på armene. Måske skulle hun se at komme hjem. Nej, det havde hun faktisk ikke lyst til? Hende og Sara havde haft det værste skænderi i op til flere år. De to plejede ellers altid at være så glade for hinanden, men den tid var åbenbart slut. Sara syntes ikke at hun skulle være så sent ude, og hun ikke skulle tale med enhver hun mødte. Men hvor meget ret havde Sara endlig til at sige det? Hun elskede at leve i de sene timer, og snakke med alle hun havde lyst til. Hvorfor skulle hun ændre på det nu?
Hun begyndte at gå længere ind i hjertet af Port Angeles.

Ally stod med tænderne dybt begravet i en fremmed mands hals, mens hun sugede alt blod og liv der var tilbage ud af ham. Det smagte guddommeligt, bortset fra et lille spor af alkohol, der skyldtes hans uansvarlige drikkeri. Hun smilte tilfreds da hun smed hans livløse krop på brostenene i den lille gyde. Han var et godt bytte; ikke en der vile blive savnet. Hun havde intet blod på hendes tøj så vidt hun kunne se, og hun gik med faste skridt ud ad gyden og ud på den lille hovedgade. Der var ikke så mange mennesker, og hun kunne sagtens udholde sin tørst, ihvert fald lige nu. Hendes høje hæle klankede mod belægningen mens hun stavrede afsted mod byens hjerte. Det ville være perfekt hvis hun kunne nå et enkelt mere bytte, inden hun tog hjem mod Forks og de åndsvage jage regler igen.
Hun så hvordan mændenes hoveder vendte sig efter hende som hun kom gående, og istedet for at se det sm en kompliment, som de fleste ville, så hun det som en fornærmelse. Hun var jo ikke en af dem. Kunne de ikke forstå det? Hun snerrede voldsomt af en, der var ved at nærme sig hende. Han forstod tydeligvis ikke en hentydning og fortsatte i ivrigt tempo imod hende. Han jog ud efter hendes ærme, og hun udstødte et hyl, og rev sin arm til sig. Hun tordnede væk fra manden der så chokeret efter hende. Hun snerrede endnu engang af ham og fortsatte sin vej gennem byen. Måske ville hun ikke jage igen alligevel i aften.

Melina kunne ikke lade være med at stirre lidt efter manden, som havde været tæt på pigen som lige var gået forbi. Tænk at han havde været tæt på at røre ved hende. Hun havde svært ved at tro det. Man rørte da ikke bare ved en som gik forbi, bare fordi hun var utrolig lækker.. For det var hun virkelig. Melina fugtede læberne og henvendte sig til hende da hun kom hen imod hende. Hun så ret vred ud.
"Gjorde han dig noget?" Hun talte ikke af sin egen nysgerrighed eller noget, men hun var bare en ganske.. bekymret person. Hun bekymrede sig for alle, også folk hun ikke kendte. Men alligevel indadvent. En mærkelig personlighed, det viste hun at folk syntes hun var. Men hun var som hun var. Ingen kunne ændre hende.
Måske var pigen smuk, men der var noget over hende, som fik Melinas ben til at ryste under hende. Især fordi hun var vred. Hendes skikkelse var underligt truende og farlig.

Ally kiggede overrasket hen på pigen der lige havde sagt noget. Der gik lidt tid før det gik op for hende at spørgsmålet var henvendt til. Hun rystede lidt på hovedet og hendes ansigtsudtryk ændrede sig til en maske af undring.
"Nej, bare en fuld mand" sagde hun i en henkastet tone. Mens hun stadig kiggede lidt chokeret på pigen. "Dem er der mange af her omkring" sagde hun, og indså at hun smalltalkede. Det plejede hun ikke at gøre; aldrig, faktisk. Men pigen havde været så betænksom at det ville være ondt bare at gå.
Hun kiggede nu ordentligt på pigen og så at hun bar en masse poser der så ret tunge ud; ikke det normale outfit for en aften i byen. Nu havde hun allerede smalltalket engang, hvorfor ikke prøve igen: "Hvor skal du hen med alle de poser?" spurgte hun og smilte, på trods af hendes normale fjendtlige attitude. Hvor mærkeligt?

"Tja, du har vist ret." sagde Melina og smilede skævt. Der var faktisk ret mange. Det var de eneste som gik herude på den her tid af dagen. Det ville normale folk jo ikke gøre, vel? Melina opfattede svagt hvor chokeret pigen var blevet fordi hun blev talt til, men det fik bare Meli til at smile. Eller i hvert fald et diskret smil.
"Poserne?" Hun så ned på dem, som om hun aldrig havde set dem før. Hun havde glemt alt om dem da hun havdet set hende. "Jeg har bare købt maling her og der, og se, klokken er blevet mange." Hun smilede fjoget, det var jo noget mærkeligt noget at sige. Selvfølgelig var klokken mange, det var jo midt om natten! En kendsgerning der var umulig at overse. Og tænk at hun stod her og smalltalkede med en pige som var smuk nok til at være international model, midt om natten. Underligt. Det var vist første gang. Eller var det? Måske havde hun prøvedet det med en mandlig model en gang?
Det gik op for hende at hun ikke havde svaret på det oprindelige spørgsmål. "Så nu skal jeg hjem og male." Det var sandt, hun begyndte sikkert lige når hun kom hjem.

// Bliver nok nød til at smutte.. Skal med familien i zoo i morgen.. -.- //

Ally smilede af pigens svar. Det var ikke så normalt at glemme tiden så meget at det nåede at blive mørkt, og slet ikke når man bare skulle købe maling. Måske hvis man var en meet kunstnerisk person, men selv da var det en mærkelig ting. "Hvad skal du da male?" spurgte hun, og var endnu engang overrasket over hvor ubesværet hun kunne snakke med et menneske.
Hun kom i tanke om at hun havde fået at vide engang at man skulle huske at skifte position når man var sammen med mennesker, så hun bed sig lidt i læben og kørte en hånd gennem sit hår langsomt, eller retter sagt det var langsomt for hende, men hurtigt for et menneske. Hvorfor var det at hun blev stående her? Hvorfor gik hun ikke bare? Hun kune ikke selv svare på de spørgsmål, men det var som om at det her sted - Washington - ændrede hende. Hun havde bare ingen anelse om hvorfor og hvordan. Hun stod lidt og overvejede det mens hun ventede på pigens svar.

"Jeg er maskemaler." svarede Melina henkastet, som om det var det mest normale i verdenen. Men det var det jo faktisk også - for hende. Hun var helt sikker på at der ikke var særlig mange maskemalere i Forks, måske var hun den eneste? Men det betød intet for hende. Denne pige.. var den eneste der viste det nu. Det var kun hende, Melina og Sara der viste det. Og selvfølgelig PB'erne, dem som hun solgte maskerne til. Det var ikke fordi hun skjulte det, der var bare ikke nogle som havde spurgt til det.
Melina rankede lidt op i sine poser, og så pigen ind i øjnene. "Melina." præssenterede hun sig, og rakte hånden frem. Hendes øjne var meget usædvanlige. I mørket så det ud som om de var røde. Men mørket spillede hende sikkert et puds. Det var jo ikke første gang det var sket. Hun var faktisk ved at lade sin fantasi løbe af med hende, ret mange gange om dagen. Men det var ikke hendes egen skyld. Hendes fantasi var bare meget livlig. Ligesom hun forestillede sig at pigen normalt ikke bevægede sig sådan... Rørte ved sit hår, bed sig i læben. Melina gjorde det tit. Det var nogle af de menneskelig ting hun gjorde tit.

Ally's øjenbryn hævede sig og hendes øjne åbnedes en smule mere end normalt i overraskelse, men hun skyndte sig at skjule det med et smil, så pigen ikke blev fornærmet. "Maskemaler? Hvor kreativt," sagde hun i en på en måde hyggelig stemme, som hun ikke havde hørt sig selv bruge før. "Er det normalt her i området?" spurgte hun så lidt tøvende, bange for at hun måske lige havde sagt noget dumt og havde afsløret sig selv. Hun virkede sikkert som en komplet idiot, socialt handicappet, ville man måske kalde hende med et fint læge udtryk, ikke fordi hun på nogen måde var istand til at gå til læge. De ville nok blive lidt overraskede over at hendes hjerte ikke slog, og at hendes hud var koldere end et lig's, og så selvfølgelig at hendes krop var fyldt med blod... de forkerte steder.
Hun havde ikke engang tænkt over at pigen nok havde et bedre kaldenavn en 'pigen', og smilede lidt da hun introducerede sig. "Melina..." hun smagte næsten på navnet med tungen. "Ally" sagde hun så sammentidig med hun trykkede Melina's hånd en smule tøvende. Melina ville nok opdage hendes utrolige koldhed, for Melina's hånd føltes brandvarm da Ally hurtigt gav hende hånden. Hun trak hurtigt sin hånd til sig og smilede så et lille smil. Tænk at hun faktisk kendte navnet på et menneske.

"Jeg vil gætte på at der ikke findes særlig mange maskemalere her i Forks." sagde hun. Det ville i hvert fald undre hende. Gad vide hvor mange maskemalere der enlig fantes? Men hun ville aldrig kunne male andre masker end dem som hun selv havde skåret ud, og filet med sandpapir. Dejligt at der næsten kunne være halvtreds masker i et normalt træ. Hun smilede svagt ved tanken om den birkemaske hun havde lavet for et par dage siden.
Hun blev lidt overasket over pi... Allys kolde hud, men det var jo koldt, så hun lagde ikke særlig meget i det. Det var sikkert ganske normalt. Da hun havde rystet hendes hånd, lod hun den falde ned langs siden, for hun viste ikke hvad hun skulle gøre af den. Hun følte sig lidt forfjamsket.
"Ally.." Hun smagte også på det sjove navn. Sjovt og sjovt, det var første gang hun hørte det, men det lød ikke særlig særpræget. Folk kaldte hende tit for Melanie, istedet for Melina. I Italien var Melina et normalt navn, men åbenbart ikke her i USA.

"Hvem bruger så de masker du maler, Melina?" spurgte hun og lød lidt formel når hun sluttede med at sige Melina. Hun var ikke sikker på hvorfor hun sagde det sådan; det var bare noget hun gjorde. Ally stoppede hænderne i de store lommer på sin lange sorte trenchcoat, der faktisk snart var 40 år gammel. Det var ikke noget hun normalt gjorde, aldrig gjorde, for at være mere præcis, men hun tænkte at et menneske nok ville have stoppet hænderne i lommen på en kold nat som denne. Især når hendes hænder jo var så isnende kolde. Det var næsten forræderi mod alt hvad hun troede på, at opføre sig så menneskeligt og at tale med et menneske, på den måde hun gjorde nu. Men der var jo ingen i nærheden - andre end betydningsløse mennesker - til at dokumentere hendes forræderi.
"Eller rigtigt hedder jeg Allison, men jeg foretrækker Ally" tilføjede hun og smilede et lille hurtigt smil. Hun var altid blevet kaldet Allison af sine forældre og det mindede hende om hendes korte fortid som menneske for over et århundrede siden. Det var ikke en tid hun havde lyst til at huske, og havde derfor fundet på kaldenavnet Ally. Det var derfor hun altid introducerede sig selv som Ally, det var en slags refleks hun havde fået i løbet af årene.

Spørgsmålet gav hende lidt problemer. Det havde faktisk været en hemmelighed, at hun havde nogle form for kontakt med dem, men det var jo barnligt. Ingen var noglesinde blevet indianer, og så havde forladt dem igen. Det var bare aldrig sket før. Men på den anden side kunne det være ligemeget. "Nogle venner i Italien. Og så prøver jeg at sælge resten."
Hendes tante havde en lille butik her i Port Angeles, og hun ville prøve at sælge nogle masker. Det ville nok ikke lykkes.
Melina lyttede interesseret til hendes forklaring omkring hendes navn. Måske bare af almindelig nysgerrighed, det var ikke til at sige. "Allison... Ally.." Hun næsten smagte på de to navne, og smilede så prøvende til hende. "Jeg kan godt forstå dig." Hun forstod hvorfor hun havde valgt Ally. Det passede meget bedre til hende, og det var sådan et smukt navn. Eller, kaldenavn, måtte det vel være.

"Italien" sagde Ally i en meget opløftet tone fordi hun endelig fandt ud af hvor hun havde hørt navnet 'Melina' før: Hendes mange besøg i Italien havde resulteret i en masse viden om Italiens kultur og historie, og Melina var et ret normalt navn der, så vidt hun kunne huske. "Er du også Italiensk?" spurgte hun så og opdagede at pigen havde ret stærke sydlandske træk, der sagtens kunne forbindes med Italienske rødder.
"Virkelig?" spurgte hun, seriøst overrasket over den reaktion. 'Ally' var vel også mere nutidigt og sådan, men hun havde automatisk antaget at de fleste foretrak Allison, måske havde hun taget fejl, eller også var hun bare stødt ind i en meget pudsig unormal pige. "Tak" sagde hun så og smilede taknemmeligt, "tror jeg..." tilføjede hun lidt mere usikkert, fordi hun ikk var sikker på om det var et tidspunkt hvor man skulle takke. Hun var faktisk meget usikker, når hun nu tænkte over det.

"Ja, jeg har boet i Italien hele mit liv. Det var en stor omvæltning at flytte til Forks. Her taler alle jo engelsk. Eller.. ameriansk vel?" Hun smilede lidt usikkert, men alligevel smilede hun sit naive smil. Hun kunne godt lide Ally. Hun virkede intelligent, og hendes aura... Den var specielt. Blodplettet. Svær at forklare. Den dragede hende til sig som myrer til sukkerknalder. Hun elskede blodige ting, hvilket af og til frastødte folk.
"Ja. Jeg syntes virkelig om navnet. Det er så tidsløst." Hun nævte ikke at det kunne være fordi hendes forrige bedste veninde hed Sally, men det tog hun ikke så tungt. Ally.. Eller Allison, måtte selv bestemme hvad hun ville kaldes, og så ville Melina selvfølgelig rætte sig efter det. Hun var ikke sådan en som gav alle og enhver kælenavne. Hun havde faktisk ikke givet nogle kælenavne nogensinde, havde hun? Mærkeligt at tænke på. Ellers skulle det da lige var Samantha. Hun ville ikke kaldes for Samantha, så derfor kaldte Melina hende for Sammy, selvom mange kaldte hende for Sam.
Melina smilede over hendes forsigtige tak, og lagde hovedet svagt på skrå. "Det var så lidt."
Hun trak jakken lidt tættere omkring sig, og tænke lidt på at tage hjem. Mon ikke snart det var på tide. Selvom hun hyggede sig, kunne hun jo ikke blive stående herude hele natten.

Det overraskede hende meget at Melina først lige var flyttet til usa, da hendes udtale ikke viste tegn på accent eller dialekt. "Ja, de.." hun tøvede lidt og rettede det så; "vi snakker alle sammen amerikansk" sagde hun og smilede et lille smil. Hun var ikke glad for at tælle sig selv som en del af det amerikanske samfund - hun var jo født i England - men det ville virke underligt at sige at hun flyttede til usa for omkring 100 år siden. Så hun valgte bare at give en lille løgn, det ville ingen tage skade af, vel?
"Tidløst..." sagde hun tænkende, kneb øjnene sammen og kiggede opad, fordi hun havde set mange mennesker gøre sådan når de tænkte. En meget mærkelig ting, men det var mennesker jo i det hele taget. "Det har du måske ret i" sagde hun og fjernede så sit blik fra himlen for at kigge på Melina. Hun var glad for at Melina ikke syntes det var en mærkelig ting at Ally takkede hende, for det var vist ikke noget man normalt gjorde.
Hun opdagde at Melina så ud til at fryse en smule, og hun kunne mærke en underlig følelse i sin mave da hun opdagede at de jo nok ikke kunne blive stående her så lang tid: hun blev skuffet. Det var lang tid siden at hun havde følt sig skuffet, faktisk var det lang tid siden at hun nogensinde havde følt noget sådan rigtigt andet end overfladiske følelser som vrede. "Fryser du?" spurgte hun og prøvede ikke at lyde alt for desperat, det skulle jo bare være et henkastet spørgsmål ligesom alle de andre spørgsmål hun havde stillet. Hun vidste ikke om det lykkedes.