Positiv overraskelse. .

Dato - Den 5. juli
Sted - Down by Queets River (;
Omgivelser - Desværre ret så mennesketomt.
Vejr - Det er desværre overskyet, men det er lunt alligevel, nok omkring de 25 grader. En gang imellem slipper en solstråle igennem skylaget.
Tid - Ved en 4 tiden.
Påklædning - En løs, let nedringet trøje, i blødt, lyseblåt stof, der går ned over et par sorte leggins. Hun har hvide ballerina'er på.

Jessica havde fået tidligt fri fra arbejdet, og da det havde været strålende solskin,
satte hun kursen mod Queets River. Desværre var solen lige i øjeblikket
forsvundet bag sky-dækket, men hun håbede på at den snart ville komme frem igen,
så hun var dumpet ned på en bænk, der stod ved vandet.
Hun stoppede høretelefonerne til hendes iPod i ørerne, og lyttede til hendes favoritband
Muse, mens hendes fødder vippede let i takt til musiken.

Den unge mand, kom gående, med en umærkelig lyd. Han var iført en løs skjorte, mørke bukser og sko. Personen gik alene, og havde kursen mod en enlig bænk, der stod ikke langt fra floden, som dette sted var opkaldt efter. Det var varmt, men varmen så ikke ud til at påvirke denne fremmede, Ej heller så solen, når den var fremme, ikke ud til at sætte sine spor, for denne unge mand, som netop var stoppet, var bleg som marmor. Hvid. Han kiggede fremad, mod pigen, der sad på bænken, og hvis man så godt efter, ville man kunne se det lille næsten usynlige smil, på hans blege ansigt.
Han indåndede luften, og mærkede den lette søde luft, der kom fra hende.. Smilet voksede en anelse, Og Blaise, Som denne unge mand gik under, begyndte igen at gå. Mod hende.

Da Jessica sad med musik i ørerne, hørte hun ingenting.
Men selv hvis hun ikke havde hørt musik, var muligheden
for at hun havde hørt ham, minimal, da den fremmede ved komplet lydløs.
Hendes arme lå over kors, og fingrene på hendes højre hånd,
trommede en stille melodi.
En underlig følelse greb hende, og hun drejede hovedet, mod den fremmede,
som hun først fik øje på nu. En lille gisp undslap hende,
men skyldtes kun udelukkende forskrækkelsen over at hun ikke havde set ham.
Hun anede ikke noget om vampyrer og varulve, så hun følte sig ikke utryg ved manden,
som hun ville havde gjort, hvis hun havde kendt til deres eksistens.
Hun nikkede kort til den fremmede, og hende bløde, mørke læber formede et lille smil.
Manden var gudesmuk, så hun med det samme. Han havde en krop som en gud,
og hans ansigt var et man ville dø for. Men da hun havde boet i Forks i et par år,
var det ikke et sjældent syn, disse overmenneskeligt smukke væsener.

Hun var menneske, en livstruet race, uden hun selv var klar over det.
Ej heller synes hun at være klar over at hun smilede til sådan en person som var skyld i menneskernes
ringe overlevelse. Det morede ham. Mennesker var somregl uvidne. En god ting, synes han.
Hendes søde duft sneg sig om ham, og han tog sig selv i ikke at sætte tænderne i
hende med det samme. Blaise nikkede, som en let neutral hilsen til hende. og sagde så
,, Hey. Kan du holde varmen?" Han smilte usynligt, da han havde sagt de få ord.
det var ironisk, tænkte han, Blaise, at han spurgte hende om det, når han ikke
selv mærkede noget som helst til varmen.. JA, når han var isnende kold året rundt.
Hun ville med sikkerhed ikke forstå det ironiske. så meget desto bedre, tænkte han roligt.
Han trådte hen,så han ikke stod så langt, fra hvor hun sad, og dog så langt, at hun ikke ville kunne
mærke hans kolde aura, der lå som et skjold om ham.
en evig følgende skygge. et typisk karaktertræk.

Jo tættere på hende han kom, jo hurtigere slog hendes hjerte.
Hans skønhed var umulig ikke at fokusere på - Selv hans stemme var guddommelig.
Hun lyttede til hans ord, næsten uden at høre hvad han sagde,
og derfor gik der adskillige sekunder, inden hun tog sig sammen til at svare.
Trods hendes nervøsitet, lød hendes stemme rolig og afslappet.
"Tjo, der går lige." Hun sendte ham et skævt smil, der afslørede hendes hvide tænder.
Kontrasten mellem hendes hvide tænder, og hendes hudfarve gjorde,
at hendes smil var så meget kønnere. Hendes hud var solbrun og perfekt,
uden at det så for kunstigt ud.
"Hvad med dig?" Fortsatte hun derefter.
Hun gav ham diskret elevator-blikket. Hans krop var veltrænet og muskuløs,
og hun dvælede et par sekunder ekstra, ved hans overarme. Lækkert.
Så tog hun sig sammen, og løftede blikket til hans øjne igen.

" Jag klager ikke." svarede han, og kunne ikke lade være
med at smile over hendes reaktion. Den måde hun kiggede
på, som om han var noget gudeligt, fik han til at hæve det ene øjenbryn,
mens smilet stadig sad på hans læber. men måske var han sådan en gud?
en gud der bestemte hvem der skal dø, og hvem der skal leve? Blise legede lidt med tanken.
jo, det passede vel meget godt. HAns egne mørke, ja næsten sorte øjne, betragtede nu første
gang hende ordentligt. HUn var var faktisk ikke helt så grim. Nej, hun
var ligefrem pæn, i forhold til at hun kun var et simpelt menneske. Blaise nikkede anerkendende
for sig selv. Godt. Måske var det også grunden til hendes ekstra søde duft? som gang på gang ramte ham?
Blaise lod kort øjnene ryge op, for kort at se på himlen. Skyer.. Ikke et eneste hul, som solen kunne
skinne igennem lige forløbig.
Blaise tænkte kort for sig selv, at dette kunne gå hen, og blive en god dag;
Skyer, Fred og et menneske, der ikke kente til hans sande eksistens.

"Det har du skam heller ingen grund til, overhoved."
Kommenterede hun roligt, og måtte kvale et lille smil.
Her hentydede hun selvfølgelig ikke til vejret, som han gjorde,
men til hans udseende. Han havde absolut intet at klage over,
men hun var ikke sikker på at han fangede den.
For ikke at virke som en total idiot, vente hun blikket bort fra ham,
og kiggede kortvarigt ud over floden.
Hun trak høretelefonerne ud af ørerne, og proppede iPoden i lommen.
At se lidt på vandet, beroligede hende. Det var lettere ikke at kigge på ham.
Ved at betragte hans skønhed, følte hun sig i høj grad meget grim og uperfekt.
Det ville alle gøre, i hans nærvær.
Hun mærkede hvordan hendes hjerte langsomt genvandt sin normale rytme,
og så skævede hun til ham igen.

Han fangede den ikke, som hun havde forudsagt.
Trak blot på skuldrende. og idet hun vente sig mod søen,
spurte han " Er du ny her?" Stemmen var rolig og blid, som det
vand, floden indeholdt. dog kunne ingen følelser høres, ingen overhovedet.
selv var Blaise ny. Eller ny og ny, var han nok ikke mere, men
dette betød ikke at han kendte alle af den grund.
faktisk var det kun få personer som han havde snakket med.
resten var ren og skær overlevelse, drab og føde..
han lod de mørke øjne kigge den samme vej som hende for en kort stund,
For lige at samle tankerne og ikke fare på hende med det samme..
Blaise rykkede lidt tættere på, velvidende at hun ville mærke hans kulde i luften..

Hun skjulte endnu et lille smil, men havde heller ikke regnet
med at han havde forstået den. Hun kastede et stjålent blik på ham.
"Tjoo." Hun trak lidt på det.
"Jeg har boet her i et års tid, så helt "ny" er jeg vel ikke."
Hun var flyttet til Forks fra New York, så det var jo lidt af et skift.
Noget man skulle vænne sig til!
"Og du?"
Hendes hjerte sprang et slag over, da han gik lidt nærmere,
og måtte lige trække vejret dybt et par gange, for at berolige sig selv.
Helt ærligt, det var jo pinligt, sådan som han påvirkede hende.
Men hvad skulle man gøre?
Hun gøs, da et køligt vindpust ramte hende. Eller det troede hun i det mindste at det var.
"Hvorfor sætter du dig ikke ned?" Spurgte hun derefter, og sendte ham et smil.

et år? han så en smule tænksom ud, et øjeblik.
hun måtte da havde undret sig over de smukke væsner,
som der var i denne by, tænkte han tavst..
" har været her i en uges tid.. måske 2." Han talte ikke dagene.
Det havde han aldrig gjort. Med evigt liv behøvede man ikke den slags.
Blaise lagde hovedet let på skrå, og lagde kort mærke til hun gøs..
kulde? han kunne ikke lade være, med at se ned på sin hånd, med et lille smil.
Blaise var kulde. Blaise var død.. og alligevel så langt mere levende end mennesker
og andre ting nogensinde kunne blive. Øjnene faldt på den tomme plads på bænken.
skulle han.? bare for at se, hvordan hun ville reagere på hans kulde?
og nærmere: hvordan han ville reagere?
Blaise trak umærkeligt på skuldrende, hvorfor ikke?
at lege med skæbnen var nu alligevel underholdende..
Med disse tanker satte han sig, og sørgede for at se væk, et lille øjeblik,
For at skjule den røde farve i de mørke øjne, som i et sekund, tydeligt kunne ses..

Hun lyttede tavst til hans ord, og nikkede så langsomt.
"Så er det vel ikke så underligt, at jeg ikke har set dig før.
Hvor boede du henne, inden du flyttede hertil?"
Hun så kortvarigt på ham, og da han satte sig ned,
stivnede hendes krop umærkligt. Wow!
Den kulde der strømmede ud fra ham, var helt sikkert ikke naturlig,
det var jo en lun dag, og når han sad så tæt på hende,
var hans skønhed endnu mere overvældende,
og hun mærkede hvordan en svag rødmen, bredte sig på hendes kinder.
Hun tog endnu en dyb indånding, og forsøgte at slappe af.
Det var endnu sværre, nu da han sad så tæt ved siden af hende.
Hun bed sig diskret i underlæben, en dårlig vane, som hun tit gjorde når hun var nervøs.

Blaise så kort på hende,
"næh.." gav han hende ret,
og svarede så på hendes spørgsmål:
" London" løj han hurtigt. Han snakkede ikke engelsk,
som i london, ikke med den samme accent, dog
vr det ikke til at hre om han løj, af den grund.
" Hvad med dig? hvor kom du fra? .. før du havnede i dette område?"
han lod igen øjnene vende væk fra hende, mens
han holdt den voksende tørst nede lidt endnu..
..*.. Blod....*.

Hun nikkede langsomt, og tænkte ikke over det med hans accent.
Det var irellevant. Hun skælvede svagt, da hun igen mærkede kulden,
der strømmede ud fra ham, men håbede ikke han lagde mærke til det.
Så ville han måske fjerne sig, og det var det sidste hun ønskede!
Selvom han var farlig. men det vidste hun jo ikke.
"Ne.. New York," svarede hun, og forbandede sig selv langt væk.
Tænk at sidde og stamme, som en anden idiot!

Det sidste Blaise tænkte på,
var at hun stammede.. Faktisk hørte han slet ikke hendes
svar, men nikkede blot. Fraværende.
Den sødelige duft fra hende, generede ham, og
han rykkede sig lidt, på bænken..
kulden slog om dem begge. En ting som Blaise var vant til.
Han knyttede kort den ene hånd, som var længest væk fra hende,
og så til begge sider.. HEldigvis var der stadig tomt..
skulle han? han smilede usynligt ved tanken,
Tænkte ikke på, at stillheden havde lagt sig..

//du skal bare sige til hvis jeg må være lidt voldelig (: //

// Det må du hjertens gerne, der er ikke noget som et voldeligt emne (; //

Jessica, derimod, lagde mærke til stilheden, der sænkede sig.
Men underligt nok føltes det ikke pinligt eller noget.
Faktisk var hun en smule lettet over, at han ikke sagde noget lige nu.
Lyden af hans stemme, gjorde at hun havde meget svært ved at koncentrere sig,
så lidt stilhed gjorde ikke noget. Så kunne hun lige samle sig lidt.
Hun lod sine brune øjne glide hen over floden igen.
Fiskene i vandet lavede små ringe i overfladen, og det var næsten helt magisk at se på.
Hun betragtede vandet lidt, og kiggede så på Blaise igen.
HUn havde svært ved at sætte finger på, hvad det var, der gjorde ham så usædvanligt smuk.
Var det hans mørke øjne, der var nærmest hypnotiserende?
Var det hans snehvide hud, så meget ulig hendes?
Var det hans mørke hår, der sad så perfekt,
at hun var sikker på at han måtte have brugt lang tid på at sætte det?
Hun rystede svagt på hovedet, og hadede sig selv, for at være så svag.
Helt ærligt, der skulle ikke andet end en smuk mand til,
før hun begyndte at stamme, og opføre sig som en idiot.

//yay, skønt (; //

Blaise lukkede kort øjnene, og forhindrede derfor
atter den velduftende menneske pige, til at se hans
øjne, der efterhånden ikke var sorte mere.. Farven var ændret.
langsomt men sikkert, var det gledet over i en rødlig nuance.
En farve der kun bevidnede en ting: Hans voksende tørst..
Mens stilheden lagde sig, besluttede han sig. Stedet var perfekt, Timingen
var perfekt, og mennesket? han skævede kort til hende.
Ih jo, også det var i orden.. Blaise rankede sig, uden ord..
og en lydløst smil voksede frem, på hans hvide ansigt.
smil? det var vel nærmere et grotesk grimasse, der sendte, i det skjulte,
en faretruende advarsel, om det som om lidt ville ske?
,, Mmh.." mumlede han og vendte sig så, han lod
hende se ind i de nu dybtrøde øjne.. ,,Måske skulle vi bryde denne fordømte stilhed, engang for alle?"
han så spørgende på hende, uden at vente på svar, og rejste sig så..
,,Når..?" han smilede grumt, og mærkede lysten til blod fylde ham..
om lidt, tænkte han, om lidt ville skrig bryde den tunge luft og fylde det hele med en sødelig krydret duft...
En følelse af glæde voksede i ham..

//Haha, din sadistiske person xD//

Da hun så ind i hans øjne, så grusomt forandrede,
udstødte hun et næppe hørligt gisp. Farven.. Den... Den ændrede sig!
Før havde hans øjenfarve været meget mørk, måske endda sort,
men nu.. Hun så et flygtigt glimt af øjnene, da han skævede til hende,
og da han vendte sig om mod hende, og så hende direkte ind i øjnene,
fløj hendes hånd op foran hendes mund, og forhindrede hende i at skrige.
"du... du..." Hun hørte slet ikke hvad han sagde, havde kun blik for hans øjne.
Og hans smil. Så grusomt og ondskabsfuldt.
"Dine øjne..." Hviskede hun, og fulgte ham med blikket, da han rejste sig.
Hun pressede sig tilbage mod ryglænet i bænken, uden at tænke over det.
Hun skulle bare væk fra ham! Hun rejste sig med skælvende skridt op,
og gik et par skridt væk fra ham. Der var noget grueligt galt.
"Hvad...?" Begyndte hun, ude af stand til at færdiggøre sætningen.

// heh, nu du selv siger det :b //

Blaise nød den måde hun reagere på,
det var altid noget af det bedste, tænkte han en smule muntert.
det øjeblik, hvor mennesket opdagede den fare de var i..
Når de opdagede det monster, som sådan en som Blaise, i virkeligheden
var. Gud hvor han dog elskede det, At se den gru opvækkende rædsel i deres øjne,
og høre deres kvalte skrig, som altid kom takket være det chok, de fik.
Det fik kun frimassen til at vokse. Nogle sagde at angst kunne lugtes, Blaise kunne
næsten smage den i luften, en ting som kun fik tørsten til blod til at overtale ham..
hans sind sang næsten på det, synes han..
" Du er da ikke bange.. vel tøs?" hans stemme var lav, faretruende lav, og samtidig silkeblød..
" Det gør ikke ondt.." løj han. det var tydeligt at han løj.
Blaise trådte nærmere, med blikket på hendes hals.
De røde øjne skinnede.

Hun stirrede stadigvæk chokeret på ham, ude af stand til at fatte det.
Han var så smuk. Som en blomstereng fyldt med rævesakse.
Hun fulgte hans skræmmende, mørkerøde blik, og så hvordan han kiggede på hendes hals.
Hendes hånd fjernede sig fra hendes mund,
og så dækkede hun tåbeligt sin hals, med begge hænder.
Som om det skulle hjælpe noget.
"Lad være... Hold dig væk.." Snerrede hun, og forsøgte at gøre hendes stemme hård.
Men frygten i stemmen ødelagde det, og det lød blot som en bøn.
Hun bakkede endnu et par skridt fra ham, stirrede tryllebundet ind i hans øjne.
Hun havde for travlt med at holde øje med ham, at hun ikke så hvor hun gik,
og skvattede derfor over en sten der lå ved siden af bænken,
og hun faldt så lang hun var.
Stenen, som hun var faldet over, ramte hendes håndled da hun faldt,
og hun mærkede hvordan den skar hul, og blodet begyndte at strømme.
Hun skreg af smerte, og med den anden hånd, holdt hun fast om håndledet,
forsøgte at stoppe blodstrømmen.

Blaise kunne ikke holde et grin tilbage, over hendes
ynkelig forsøg på at lyde hård, og hendes endnu mere ynkelige
forsøg på at dække sin hals.
som et barn synes han, et fortabt lille barn.
,, Det der vil ikke hjælpe dig" svarede han, da den kolde latter var forstummet.
klangen sad stadig i hans ord, og de røde øjne, udviste nu åbenlys morskab over dette sceneri.
Det blev kun bedre da hun vaklede bagover og faldt..
,,Ynkelige lille menneske.. Ved du ikk- " Hans sætning blev med det samme afbrudt,
da en let sødelig og krydret duft blanede sig i luften..
Blaise lukkede kort øjnene i, af nydelse over denne lugt af blod, og så så atter på hende,
med ja.. et nærmest beklagende smil. ,, Altså altså... Du gør det jo næsten for nemt ikke?" han trådte igen
tættere på, og lod blikket søge mod hendes blødende håndled.
,, pusigt ikke? det er lige præcis blod jeg har lyst til.." Hans tonefald, bar den samme morskab som kunne se i hans øjne.
Med en lynhurtig bevægelse greb han fast i hendes sårede arm, og indåndede den kraftige lugt af blod.
,, Mmh.. En skam at du må lade livet, for det.. Jeg var virkelig ved at synes om dig" svarede han med falsk oprigtighed.
Blaise trak hende op, ved at hive hende i den sårede arm.

Hun lyttede overhoved ikke efter hvad han sagde,
det kunne hun slet ikke koncentrere sig om.
Hendes hjerne arbejde på højtryk, og den idé der var poppet op i hendes hoved,
virkede totalt latterlig, indtil hun hørte hans næste ord.
Og denne gang hørte hun efter hvad han sagde.
Det er lige præcis blod jeg har lyst til...
Vampyr.... ? Hvordan kunne det være sandt!? Hun forsøgte at skubbe sig væk fra ham,
men det resulterede bare i, at hun udstødte et gisp af smerte, pga. sin arm.
Hun rystede af en blanding af skræk og smerte, måske mest det første,
men da han greb fat om hendes arm, satte hun i et skingert skrig.
Det dunkede hele vejen op i armen, og hun forsøgte at vride sig fri,
mens hun håbede at en eller anden havde hørt skriget,
og kom hende til hjælp.
"Lad være.." Hviskede hun, mens tårerne begyndte at løbe ned over hendes kinder.
"Vil du ikke nok..." Bad hun hjælpeløst, og forsøgte at vride sig fri.
Men hun kunne godt mærke, at det var umuligt. Han var så... så stærk..
Og hendes arm skreg i protest, hver gang hun så meget som rørte en muskel.
Blodet kom i kontakt med hans hvide hud på hånden, og kontrasten var skræmmende.
Blodet havde nøjagtig samme farve som hans øjne, der så ondskabsfuldt på hende.

Det var som om Blaise læste hendes tanker,
og som svar blottede sine syle skarpe, hvide hjørnetænder.
han lagde ikke mærke til at hun forsøgte at komme væk.
Blaise holdt blot fast.
da han så hendes tåre, kunne han ikke lade være med at grine
kort. " tåbelig menneske.. Ved du ikke at jeg ikke ejer barmhjertighed..´?
disse tårer er spildt.. men modsat.." han tænkte lidt, " måske er det fint du græder?
bare for en sidste gang, mener jeg?" han grinte kort af sin egen morsomhed, med den kolde klang.
der altid var en del af ham.
der efter tilføjede han.. " bare skring, ingen hører dig før det forsent.. "
beroligende ord var det ikke, mens sådan var hans tonefald i dette øjeblik.
så trak han hendes hånd til sig, og uden varsel satte han tænderne i den sårbare hud,
der var rød af blod..

Hun rystede blot på hovedet, og trak af alle kræfter i hendes hånd,
trods den voldsomme smerte. Men noget sagde hende,
at det hun havde i vente, var langt værre end en såret hånd.
Derfor hev hun alt hvad hun kunne.
Da hun hørte hans ord, vidste hun at han havde ret.
Han ejede ikke det fjerneste gram af barmhjertighed.
At kaste et blik ind i hans øjne, talte sit tydelige sprog om det.
Men det forhindrede hende ikke i at tigge og bede alligevel.
"Lad være!" Hviskede hun igen. Hun ville gerne have råbt,
men kunne ikke få sin stemme til at lystre.
Så, uden varsel, satte han tænderne i hendes hud,
nær stedet hvor stenen havde skåret hende.
Hvis hun troede hun nogensinde havde oplevet smerte, så blev hun klogere.
Det, der i næste øjeblik ramte hende, var ikke smerte. Det var langt mere end smerte,
langt mere end noget menneske nogensinde ville kunne holde til.
Følelsen af hans skarpe tænder, der flænsede hendes hud, var ikke det værste.
Det værste, var det der skete med hendes blodårer...

Smagen var vidunderlig, og Blaise kunne
ikke lade være med at lukke øjnene af bar nydelse et øjeblik.
den krydrede og søde smag, fyldte hans mund,
og han mærkede hvordan uanede kræfter synes at
blive en del af ham..
Blaise nærmest lappede blodet i sig, som ville han
tømme hende helt, og lade hende ligge død, uden en eneste dråbe blod tilbage..
hun skreg, kunne han høre i det fjerne, men ænsede det ikke.
drak kun.. og mærkede hvor længe siden det var..
og endnu en bedre ting, mærkede hvordan den voksende tørst,
synes at aftage..

Ild....
Ild brændte i hendes årer, som ville det brænde hende op.
Hun frygtede at gå op i flammer hvert øjeblik det skulle være,
og smerten... Smerten var ubegribelig, det burde ikke kunne lade sig gøre,
det var umenneskeligt. Men det var jo også et ikke-menneskeligt væsen,
der havde påført hende den.
Hun skreg, og skreg og skreg, men smerten blev ved, måske endnu værre end før,
selvom det ikke burde være muligt.
Mens ilden rasede i hendes indre, registrede hun kun svagt,
at Blaise drak hendes blod.
Det virkede ret irrelevant. Hun ønskede bare at smerten skulle forsvinde.
"Få... det... til... at... gå... VÆK!" Skreg hun, så højt hun kunne,
vred og vendte sig i smerteskramper.
Hun ønskede samtidig at påføre Blaise smerte, men var godt klar over,
at det ikke kunne lade sig gøre.
"SLIP MIG!" Skreg hun, og hørte hvordan hendes hæse, skingre stemme vaklede.

Det var som om hendes skrigende ord, vækkede
ham fra en dyb trance.. Som om han pludselig havnede i
den verden de begge befandt sig i og opdagede hvad han lavede..
Det var ikke fordi at han ville redde hendes liv at han egentlig
valgte at slippe.. Det var virkelig ikke fordi han fandt det bedst,
for hende. Nej det var fordi at han var mæt..
fyldt med den flydende supstans, af mørkerød farve, og lækre smag.
som nærmest bedøvede ham.. Gjorde ham beruset, som
alkohol gjorde det med mennesker.
Men Blaise slap sit tag, og fjernede sin mund, fra hendes, iforvejen, sårede arm.
" mmh.. " mumlede han mæt, og tørrede blodet af munden med håndryggen.
Blaise så veltilfreds ud.. Blodet havde været lækkert..
Pigen tænkte han egentlig ikke på.

Han blev endelig færdig med at suge af hendes blod,
men hun bemærkede det knap nok. Smerten overskyggede alt.
Med det samme han gav slip, faldt hun ned på jorden,
hvor hun krummede sig sammen, for at stålsætte sig mod smerten.
Det virkede så bare ikke.
Hun rystede i kramper, mens ilden fortsatte med at brænde i hendes krop.
Brændte alting væk. Hun kunne svagt se Blaise ud af øjenkrogen,
men han var underlig sløret.
Hun lukkede øjnene i, og stønnede, da endnu en bølge af ild,
skyllede over hende.
"Hvad har du gjort...?" Hviskede hun hæst. Hendes stemme lød rusten.

Blaise sukkede kort, før han hævede sit
øjenbryn og så ned på hende, med et er-du-her-stadig-blik.
Han spidsede munden, og lod som om han tænkte længe, før han
indlysende svarede.. " bed dig?"
han kunne ikke lade vær med at smile, og studerede det sidste blod, som
nu sad på hans håndryg.
dovent lod han en finger tøre det af, og endte med at slikke blodet af fingeren.
" smerten forsvinder vel... Om du så dør af det eller ikke.." svarede han ubekymret
og overvejede et kort øjeblik hvad hun ville sige til,
hvis han puffede til hende med skosnuden? eller sparkede.. ?
Blaise legede lidt med tanken..