En urørt Muffin - Jodami.

Dato :: IRl.
Årstid :: Sommer. (:
Dag :: Det er Mandag.
Vejr :: Vejret er skam bare en smule normalt.
Sted :: Det er nederst i et hjørne af Cafeen i Forks.
Tid :: Tidsopunktet er ca. 19..
Omgivelser :: Omgivelserne er skam bare nogle folk der er til stede og derudover invateret.

Christence havde siddet ovre i et hjørne af cafeén det meste af aftenen. Tidligere havde hun været oppe og hente en skål suppe, hun spiste ikke specielt meget, men det ændrede intet. Uanset hvor meget eller lidt hun spiste, blev hun ved med at have samme tykkelse, pga. hendes varulv ting. Hun sukkede svagt, nu stod en urørt chokolade muffin foran hende, men af en eller anden grund, ville hun bare ikke spise den. Hun var fordybet i tanker og hendes blik var sløret og køligt, som altid. Dog bag facaden, følte hun sig som en lille pige der kunne krøbe i fosterstilling. Hun manglede kærlighed, men turde ikke lade folk komme indtil hendes kerne. Det var for farligt, hun var for bange for at blive skuffet og såret endnu engang. Hun krøb stille samme, trak benene indtil sig. Denne aften sad hun kun iført en løs top, i rød.. Man kunne se lidt af den sorte BH, hvis man kiggede på hende i mere end et sekund, derudover nogle løse bukser, samt sine slidte converse, som stod på gulvet. De var meget slidte. "Alle hader mig .. Og det er din skyld," sagde hun stille. Hendes hud var anderldes og det var hendes fars skyld. Hun lignede ikke de andre fra reservatet, men mere en almindelig pige fra Forks.

Jodami trådte ind på caféen, og var mere bleg end han plejede. Han lignede næsten et lig. Han var iført en sort skjorte, et par mørke jeans, og sorte - og vildt slidte - allstar converse. Udover det havde han en sort kasket på, og trods at han lige havde været til begravelse, så var der et smil plantet på hans let rosa læber. Han var lige flyttet dertil, og han havde allerede været til en begravelse. Godt klaret egentlig.
Han så en der sad helt alene, med en muffin.. som ikke var blevet rørt. Han kunne mærke hvor sulten han var blevet i løbet af den laaaaaange dag. Han gik op og bad om en vanilje muffin, og gik derefter ned til hende den ensomme pige. "Hej" sagde han muntert og smilete varmt. "Jeg tænkte på om jeg måtte sætte mig hos dig?" sagde han og kløede sig forfjamsket i nakken. Han betragtede hende kort. Hun virkede anderledes fra alle de andre piger i forks.

Hun sukkede svagt, det var jo så dybt åndsvagt overhovedet at sidde her, hun burde komme videre og melde sig til at tage vagten, endnu engang. Men der var noget der holdte hende her.. Måske det faktum at her kunne ingen læse hendes tanker, der var hun bare Christence? Koblet kunne jo læse hendes tanker. Pludselig hørte hun så en stemme .. Den kom helt sikkert fra en fyr. Hendes blå øjne rettede sig op - Blå øjne var ike normalt for hendes race - og så på fyrens ansigt. Han så ud til at være meget venlig og lidt selvskab kunne vel ikke skade.. Så længe hun ikke blev bedt om at være hans ven, gik det vel..? Det mente hun. "Hej.. Slå dig ned," svarede hun med et svagt smil spillende på sine læber.

Han kunne godt mærke at hans hjerte næsten sad helt oppe i hans hals. Han var nervøs. Det var han altid når han skulle snakke med en pige. Specielt hvis det var en pige han ikke kendte.. Og alligevel var det som om at hans ben tvang ham til at gå den vej. Han havde sin muffin i hånden, og smilede om muligt mere da hun bad ham om bare at sætte sig. Han så længe ind i hendes øjne, og kunne godt mærke at han igen var ved at falde i staver over andres øjne. Hans egne var bare en kedelig grå farve. Eller.. De fleste blev ret betagede af at de havde et blå-ligt skær, men de blev nok bare kedelige når man kiggede på dem hver morgen.
Han satte sig ned på en stol overfor hende, og nappede lidt til sin muffin. "Jeg hedder Josef David Michael, men bare kald mig Jodami" sagde han med et lille grin. Egentlig ikke fordi at han syntes det var sjovt. Han var bare glad.. Af en eller anden grund.. Han havde også været den eneste der havde smilet under begravelsen.. Eller nej.. det havde vidst været en bisættelse.. men, alligevel! Han var vel egentlig bare en optimist? Til tider i hvert fald.. Han kunne godt græde, det gjorde han egentlig ret tit, men han græd ikke foran andre.

Hun så godt på ham, at han var nervøs.. Men hun tog sig ikke rigtigt af det, det var ikke hendes problem. Eller hvis det var, var hun bare kølig omkring det, det var hun omkring så meget, men det meste af hendes kølighed, var egentlig bare for at holde folk på afstand, selvom hun havde brug for at der var nogen der slap igennem, indtil hendes kerne og forstod hende. Ville have lov til at holde om hende, så kunne hun bare ikke lukke en fremmed ind. Selv hendes kusine som havde kendt hende, hele livet.. Var aldrig blevet lukket helt ind. Hun så godt hvordan han smilede endnu mere, da han fik lov til at sætte sig. Var det noget at smile af, når man fik lov til at sidde ved hende? De fleste ville nok bare håne det, komme med drillende kommentarer. Dem ignorede hun dog bare, altid. Det rørte hende ikke. I samme sekund som ham, tog hun en bid af sin muffin og kunne ikke lade vær med at smile lidt af det.. Det var ret sjovt. "Jodami... En sammensætning af de tre navne," mumlede hun for sig selv og smilede lidt af det. Opfindsomt, meget smart. "Okay så.. Jodami. Jeg hedder Christence. Kald mig hvad du vil," sagde hun så stille og så på ham med sine krystal farvede øjne, det var ikke normalt at hendes øjne ahvde den farve, de skulle være brune, ligesom hendes mors, men i det her tilfælde, lignede hun altså mere sin far og hun hadede den mand.