Hekse vold - Jodami XD

Tid: Eftermiddag.
Vejr: Let snevejr, og solen titter... næsten frem.
Sted: Legepladsen ^^'.
Omgivelser: Tomt, koldt.. forladt :3
_____

Melina sad med sin næse i en bog, og havde slet ikke tænkt at tage den ud igen, selvom hun gyngede. Hun rodede sig i håret, og skubbede sig et par centimeter frem på gyngen. Hun var igang med at finde noget information om hekse-jagterne i 1600-tallet. Hun havde et øjeblik ønsket sig tilbage til fortiden, bare for at prøve at være med til sådan en heksejagt. Selvom det var det mest klammeste og ondeste hun noglesinde havde læst. Men blodige ting havde det med at fange hendes interesse. Især ting som involdverede hekse. Selvom Sara havde bedt hende lægge bogen på hylden, havde hun ikke gjort det, ikke engang selvom de to piger lige havde flyttet by. Men når Melina var nervøs eller bange for noget, gemte hun sig altid i bøger.

// Sikke meget kretivitet oo' //

Jodami gik stille ned imod søen. Han virkede hverken nærværende, eller trist.. Han dagdrømte lidt imens han gik.. Men han gik ikke ind i noget. Til sidst stoppede han op, og så rundt. Han var ved en legeplads. Og der var en pige. Han blev med det samme nervøs. Bange for om hun ville gøre noget imod ham.. Og nervøs for hvis hun skulle sige noget til ham. Han var overhovedet ikke god til at snakke med piger! Måske lagde hun ikke mærke til at han var der??
Mens de tanker svævede rundt i hans hovede, afslørede hans ansigt ikke noget. De var lagt i rolige folder, men nervøsiteten steg. Men han kunne vel bare sige noget til hende? Så slap han for at hun startede med at spørge ham om noget.. forhåbenligt. "Hej" sagde han lidt nervøst, og smilede skævt.
Han var iført en sort, og slidt t-shirt, men udenover havde han en ikke specielt tyk jakke, et par mørke bukser, og sorte, gennemblødte converse allstar. Hans hænder var begravet dybt i hans lommer, og hans næse, og kinder, var begyndte at få en mere lyserød-agtig farve..

Melina slap bogen et kort øjeblik, for at gnide sine hænder, så de ikke frøs til is. Men i det samme, faldt bogen ned fra hendes skød. Hun rynkede panden, og begyndte at bande og svovle på italiensk. Hun hadede bare når sådan noget skete! Og det værste var at man aldrig kunne finde den side man havde været igen med at læse.
Hun børstede det sne af, som var kommet på siderne, og rynkede bekymret panden, som om det var en lille baby hun holdte i sine hænder. Men hun elskede bøger, det var hendes passion. Da hun igen lagde bogen i sit skød, og ledte efter den rigtige side, hørte hun hans stemme. Hun så op, uden det mindste spor af overaskelse. Så tvang hun sig selv til at smile.
"Hej." svarede hun men en spinkel stemme, og en italiensk accent, som blev svagere og svagere fra dag til dag. Hun begyndte at betragte drengen, med sine mørke øjne. Det var ikke just et venligt smil, men det var bare hendes normale smil. Lidt undersøgende, måske?