Ny og .. distræt - Sam :3

"Våd hund er en god ting." holdte hun fast på, og kløede sig på næsen. "Det er da bedre end vrede.. Ikke? Jeg er sikker på at de er vrede på mig nu." Hun tog en dyb indånding. Så kom hun i tanke om at det måske ville være lidt mærkeligt, at.. lugte vrede, men.. men kunne ikke bare lugte det, man kunne også føle det. Smage det, lugte det, høre det.. Og ikke mindst, føle det. Af og til var det en ubehagelig følelse... Men så var det jo nemt at finde ud af hvilke personer man skulle hold sig fra.

"Hvem skulle dog være vrede på dig?" Hun så en smule uforstående på Melina. Hvordan kunne man være vred på hende? Ja, måske pressede hun lidt på, når hun ville vide noget, men hvem ville ikke også gøre det? Det var vel bare menneskets natur at gøre det. Det var vel.. almindeligt. Hun hadede det ord, utrolig meget.
"Hvad fortæller ens aura om en?"

Melina ville ikke fortælle for meget om hendes indianer venner, for det ville helt sikkert gøre ondt. Hun var oprigtig ked af at hun havde forladt de maskeklædte hundehoveder, men hun havde haft en mission, og det var ikke alle der fik det.. De hippier..
"Mmm.. Auraen fortæller om en person, om.. hvis man elsker at være udenfor, dufter den altid af græs. Alle personer har deres egen specielle ting, ved deres aura... Det er svært at forklare." Hun smilede skævt.

"Hvad forklare ulvehyl, så om min?" Hun smilede, men der var alligvel noget alvorligt i hendes øjne. Hun ville ikke røbes og det var vigtigt at denne aura ikke spolerede noget for hende. Det var uhyggeligt vigtigt. Nærmest liv og død vigtigt.
Hun ville ikke røbes af hendes aura. Hun ville nok beskylde sig selv for forræderi, hvis man da kunne det. Hendes aura måtte ikke afsløre hende som ulv, for så var hun færdig. Helt færdig.

Melina opdagede det alvorlige med det samme, denne gang, og det fik hende til at tøve. "Jeg.. Det med at du ikke måtte sladre.. er det.." Tanken om alt det hippie-snak, fik de sygeste tanker frem i hendes hoved. Men det kunne da ikke være helt muligt... Ikke engang halvt, vel? "Jeg ved ikke hvad det betyder." mumlede hun, og vendte de mørke øjne ned på jorden under gyngerne igen. Hun løj, men alligevel ikke 100%..

"Vil du ikke nok fortælle mig det?" Hendes stemme lød straks såret og ked af det. Som om hun var blevet svigtet. I virkeligheden spillede hun bare skuespil. Hun havde i flere år spillet skuespil på skolen og var blevet rost en del. Nu ville de sikkert vise sig hvor god hun i virkeligheden var til skuespil. Hvis hun var heldig ville Melina hoppe på den og hun ville få sine svar. Hvis hun var uheldig opdagede Melina at hun spillede og så ville hun sikkert lukke endnu mere af end hun gjorde i forvejen.

SE NU HVAD DU GJORDE. Hun pressede neglende hårdt ind i håndfladerne for ikke at lytte til baghoved stemmen. Med det samme fik hun fornemmelse af at det hele var noget mere større, noget mere.. mørkere. Noget hemmelighedsfuldt, og igen var duften af våd hund på regnvejrs dage der.. Hun rystede på hovedet, og rettede de sorte øjne imod Sammy. Denne gang var de iskolde, ikke de samme generte længere. "Tving mig venligst ikke til at sige noget, som jeg har på fornemmelsen kan skade dig på et senere tidspunkt.." hviskede hun.

"Hvordan skade mig?" Hun gik nærmest automatisk i forsvarsposition og havde nær knurret af Melina. Hun brød sig ikke om når folk var fjendtlige over for hende. Det mindede hende bare om vampyrene, som hun afskyede. Ikke bare deres lugt, men alt ved dem. Måske var det også fordi at de var naturlige fjender, at hun hadede dem så meget. Hun vidste det ikke rigtig.
Hendes hænder rystede meget svagt, som om hun bare havde fået lidt krampe i dem. Hendes ansigt var totalt blokkeret for følelser og hendes øjne var totalt lukkede. Som en ubrydelig bankboksdør med en million milliard låse.

Melina sank en gigantisk klump, og kneb øjnene sammen. "Lad os snakke om noget andet," sagde hun pludselig, og prøvede at smile bredt. "Men.. Har du en hund, eller hvad var det du sagde?"
Bare tanken om at lufte hendes ide om hvorfor der var våd hund i hendes aura, fik knuden til at vokse.

"Jeg har ikke en hund nu, men har haft en" Hun blødede ikke særlig meget op, var stadig i forsvarsposition. Hun ville ikke være svag, hvis hun risikerede at blive angrebet igen. Hun ville aldrig vise at hun var svag. Ikke over for mennesker, hybrider, vampyre eller varulve. Ingen! Hun hadede tanken om at vise hun var svag. Der var bare et eller andet... svagt over det.
"Men jeg er tit over hos en veninde som har en hund" Hun løj, men det kunne sikkert ikke ses.

Knuden voksede sig større og større, og hun sank en gang mere. "Døde den?" spurgte hun forsigtigt, og gjorde sig klar til at spæne. For hun gjorde hende virkelig nervøs. Melina viste godt at hun burde smutte, inden hun sagde ordet som rungede i hendes kranie, og næsten overdøvede katten. Hendes krop skreg bare at hun skulle passe på.

"Ja, af alderdom. Mikey blev 13 år gammel" Hun smilede ved mindet af den dejlige Golden Retriever. Hun havde virkelig elsket den hund utrolig højt. Nok højere end hun havde elsket nogen dreng indtil videre. Hun ventede stadig på at hun prægede en. Det måtte være en dejlig følelse.
Hun lagde ikke så meget mærke til Melinas forsigtigthed.

"Jeg har altid ønsket mig en hund." sagde Melina oprigtigt, og så på sine negle igen. "Jeg har en lille killing, som hedder Ponyo. Det var den enste vi beholdte. Mor sagde at vi kun kunne have en, men så flyttede vi jo." Melina skar ansigt ved tanken, om at mor måske havde solgt kattene til familier, som bare solgte dem videre, og behandlede dem dårligt. Melina havde virkelig elsket sine katte, meget mere end hendes mor kunne forstå.

"Jeg kan ikke rigtig lide katte" indrømmede hun. Nok fordi at kattene mindede hende om vampyrene, med deres elegance. Det gav hende myrekryb. Men katte var utrolig flotte og selvstændige væsner. Det beundrede hun dem meget for.

//Undskyld, de korte svar..

// Pfft, det gør ikke noget :3 //

Melina kunne ikke lade være med at smile, selvom hun elskede katte. De var søde, bløde og.. og varme. Ponyo plejede at trøste hende, med hendes sjove form for komunitation. Og hun havde lært den at give pote, selvom det ikkke var en hund. Og Sara elskede den. Hun plejede at male den, hele tiden.

Sam smilede lidt. "Jeg har bare aldrig rigtig været en katte person.. Mere til hunde" forklarede hun. Katte var jo også meget selvstændige og hun var meget bedre til at arbejde sammen med andre fx. dem i kobblet. Det gjorde ligesom arbejdet lidt nemmere. Og så var det også en del sjovere. Man følte at man var en stor familie.

"Nej, du minder mig også mere om hunde, end om katte. Ikke en natte-person." sagde hun, og trak på skuldrende. Melina og Sammy var lige omvendt på mange måder.. Måske næsten alle? Godt nok havde Melina altid været sammen med de andre indianere, men hvis de ikke havde været der, havde hun helt sikkert været alene. Det var jo også en tvang at være sammen med dem, men... Melina havde aldrig rigtigt tænkt sådan over det.

"Jeg er ikke en natte-person, men alligevel sover jeg ikke" Hun grinede lidt. Det lød faktisk ret sjovt i hendes hovedet. Hun kunne godt forstå at hun mindede Melina lidt om en hund. Gik hune ikke også i forsvarposition, når de følte sig truede? Hun vidste det ikke rigtig. Men måske var det også bare alle dyr generelt. Men hun var jo ikke et helt dyr. Kun halvt, kunne man vel sige..

"Nej, men det gør hunde altså." sagde hun, med et svagt smil. Alligevel kunne hun godt lide Sammy. Hun var en rigtig humørbombe, og om hun ville indrømme det eller ej, så havde hun brug for det humør. Hendes smil blev lidt bredere. "De fleste hunde jeg har mødt, sover når de har lyst, også selvom de ikke er trætte..." Hun fniste svagt, og rakte tunge. Men hun ville ikke tvinge hende til at sove, men hvis hun kunne få hende til det, så var det jo ikke værst.

"Ja, hunde sover deres liv væk" jokede hun og smilede. Hun kunne godt lide Melina, selvom hun hele tiden var ved at få Sam til at røbe hendes hemmelighed. Det var bare det at hun havde på fornemmelsen at Mel, ville kunne holde på hvilek som helst hemmelighed, man fortalte hende, og det gjorde hende på en eller anden måde utrolig tryg.

"De fleste er simpelthen endnu mere dovne en hanløver!" grinede hun, og gned sig i det ene mørke øje.
Sara havde altid sagt til hende, at hun fik folk til at slappe af, og at det var hendes aura. Det sagde hun hver gang, at Melina hylede over at hun ikke kunne se sin egen aura. Så sagde Meli bare, at det var fordi at hun havde mørke øjne og mørkt hår, og at hun var indianer, men Sara plejede altid at grine af hende... Irriterende.

Hun nikkede. "Men ulve er meget anderledes" Hun mumlede og havde et fjernt blik i sine øjne. Som om hun ikke rigtig vidste hvad det var hun sagde. Hun syntes at ulve var anderledes end hunde. De var lidt sejere end hunde, det var i hvert fald hendes mening. Men det var jo måske også fordi hun jo selv var lidt ulv.

"Ja," sammentyggede hun, uden et øjebliks betænkelighed. "De er smukkere, majestætiske.. og sammenholdne." Hun løftede et øjenbryn, da det undrede hende lidt at Sam sagde ordet ulv, men på en måde passede det bare til de andre ting. Våd hund. Hun smilede svagt, og kløede sig i hårbunden. Lige pludselig fik hun lyst til at gå ud i skoven, og lede efter ulve.

"Og deres pels er så dejlig blød" Hun smilede. Det eneste der irriterede hende ved pelsen, var at hvis man rullede sig i noget skidt, så var ens hår fx. indsmurt i mudder, grene osv når man skiftede skikkelse igen. Det var ikke så fedt. Ikke når man skulle rede det og forklare grene i afløbet. Det kunne være ret så irriterende.

Melina skulle lige til at kommentere det, men kom så på bedre tanker, og fandt endnu et tip. Hvordan viste hun at deres pels var blød? Hvor kunne man lige røre ved en ulv, nu om dage? Forhåbenligt ikke et skind..
Melina havde været vegetar imens hun var indianer, men hun var ikke sikker på om hun ville være det længere. Nu måtte hun jo selv bestemme, men alligevel føltes det som om hun forrådte naturen hvis hun begyndte at spise kød igen...

Sam rørte lidt ved sit hår og stødte på noget. Hun hev det ud af håret og så det var et par gran nåle. Hun smilede. Hun havde sikkert også lidt mudder i håret. Det ville ikke overraske hende, hvis der var det. Nogen gange blev man bare fristet til at rulle sig i noget mudder. Og det var heller ikke altid man fik spulet sig helt ren.

Melina kunne ikke lade være med at fnise, da Sam tog nogle grannåle ud af sit næsten hvide hår. Hun løftede hånden, og pillede lidt i hendes hårbund, og da hun fjernede hånden, lå der nogle tørre mudderflager i hendes hånd. "Hvor tit går du i bad Sammy?" fniste hun, og dryssede mudderet ned på jorden, under gyngerne. Hun gned næsen, og håbede at hun ikke havde fåret mudder i ansigtet.

Sam grinede lidt. Hun havde åbenbart ikke spulet sig ordentlig efter at have været at have været i skoven. Det va så typisk, men det var nogen gange lidt svært selv at stå med en spuler. "Jeg bader ca. hver dag" hun lo lidt, men var en smule nervøs over hvad, Mel nu tænkte om hende. Hun skulle jo helst ikke afsløre hendes hemmelighed.

"Klatre du i træer eller noget, så?" grinede Melina, og kløede sig på hagen. Da hun var færdig med sidste månedes arbejdsseance havde hun også været fuldstændig dækket af mudder og grene. Og træsplinter for den sags skyld. Hvordan kunne man undgå at blive dækket af træspliner når man laver træmasker? Især nårman intet tøj har på.. oo'

"Nej, jeg løber rundt i skoven" sagde hun med et smil. Det var jo sandt. Hun sagde jo ikke noget om at hun løb rundt, som menneske eller ej. Det ville måske også have været mærkeligt hvis hun havde sagt det. Men hun løb normalt rundt, i ulveskikkelse da det var den skikkelse hun havde det bedst i at løbe.

Det gjorde Melina også af og til, i stedet for at løbe inde i byen. Hun løb ikke for at holde sig i form, men for at dyrke skoven. Altså for at se den. Det havde indianerne også altid gjort. Men nu var det jo ikke tvangs... Men det var bare svært at vende sig af med sine indianervaner. Og selvfølgelig holdte man sig også i form ved at løbe i skoven. Hun smilede svagt, og fugtede læberne.

"Det er så fantastisk at løbe igennem skoven.. Hurtigt" Hun smilede. Det var nok det bedste hun vidste. Næstefter at springe ud fra klipper. Det var det hun best kunne lide. Men hun elskede at løbe hurtigt. Det gav også et dejligt adrenalin sus. Især hvis man løb om kap mod nogen. Så var det hundrede gange sjovere. For begge kunne være lige hurtigere og så blev det sjovere og hårdere.

"Mmm.." mumlede hun, og så nærmest skoven for sig. Sara havde altid sagt at hun var den bedste af alle indianerne til at løbe i skoven, og Melina gav hende ret. Sara kunne løbe med lukkede øjne i skoven, hun viste bare hvor træerne var. Alle indianerne var helt vilde med hende, men alligevel egnede hun sig ikke til at være lederen. Hun var bare ikke ansvarlig nok..

"Du tænker på et eller andet" Det var ikke et spørgsmål, mere en konstatering. Hun kunne nærmest høre det på Mel, at hun tænkte. Ikke på hvad, men at hun tænkte på et eller andet. Nok noget godt, for sådan virkede det.

//Zero krea -.-''

"Jeg tænker på min storesøster. Og på at jeg savner mine indianerguys." hun rynkede panden, men alligevel med et smil på læben. Hun ville virkelig ønske at nogle tog efter hende, og ledte efter hende, men hun viste jo at det ville være mærkeligt. Ingen ville da forlade Perla Bianca bare for at den fortabte søster af broderskabet.

// Ved hvad du mener XD //

"Skriver du ikke breve eller ringer til dem?" Hun var ret nysgerrig. Hun vidste jo ikke hvad det ville sige at rejse fra nogen. Heller ikke hvad det ville sige at savne nogen. Eller jo. Hun havde jo savnet Lucy utrolig meget, men hun var kommet tilbage og Lucy boede jo også i reservatet. Det måtte være meget anderledes for Mel, når hun boede mange kilometer væk fra Forks.

Et fraværende smil gled over Melinas læber, imens hun vred sine hænder. "Mmm, der er ikke særlig mange telefoner i byen, men jeg sender breve hver søndag." Hun smilede svagt, og så ned i jorden, som om hun kunne se dem der nede, men selvfølgelig kunne hun ikke det... "Endnu har der bare ikke været sønderligt meget at skrive om. Og jeg har kun været her i to uger." Hun skar ansigt ved tanken om at hun faktisk lige var begyndt.

"Du skal nok finde, noget at skrive til dem om" Det var hun overbevidst om. Måske virkede Forks kedelig, men det var den langt fra. Man skulle bare kende til traktaten, så ville der åbne sig en ny, spændende verden for en. Medmindre man vidste hvor farlig den kunne være.
"Men må jeg gi' dig et råd? Hold dig fra skoven" Hun smilede skævt. Det ville være dumt for at forvilde dig derud, specielt om natten. Vampyrene havde en god lugtesans og et par gode øre og øjne.

"Skoven..." Melina gentog ordet som om hun aldrig havde hørt det før, og rettede så et par sårede øjne. "Holde mig fra skoven?" Hun lød som om hun havde sagt at hun ikke måtte spise eller drikke i flere år. "Hvad er der nu galt med skoven?" Ikke i hendes vildeste fantasi kunne hun ikke finde en grund alvorlig nok til at hun skulle holde sig fra skoven. Hvad var en italiensk indianer uden skoven? Uden træer til maskerne? Bare tanken gav hende hovedpine. Hun havde faktisk tænkt sig at tage derud i nat, for at plante et træ i stjeneskæret. Det blev altid de bedste kirsebær.

"Det er bare ikke sikkert der.. I hvert fald ikke om aften" Hun bekymrede sig for Mel, og ville ikke have at hun endte som vampyreføde. Det var en skæbne, som ingen fortjente. Ikke en gang hendes værste fjende ville hun byde det. Men hendes værste fjender, var jo vampyrene og de havde været i gennem det. Men alligevel.

Melina klemte øjnene sammen. Alle folk i Forks - da igen kendte hende rigtigt, andet end Sara - ville tro at hun gik i angrebsmode, men.. Det gjorde hun ikke, hun følte bare at Sammy var ved at tage det fra hende, som hun elskede mest. Skoven i natte tide. Med mindre Sammy gav hende en virkelig god undskyldning for at holde sig væk fra skoven, ville intet kunne det. Intet kunen holde hende væk fra skoven, med mindre jorden var forgiftet og at den var fyldt med bloddrikkende monstre...

"Folk bliver fundet der døde og jeg vil ikke have det skal ske for dig" Hun sagde det på en lidt beskyttende måde. Der var dog også lidt ved hendes stemme, som afslørede at hun kendte noget til det. Ret meget endda og bare ikke ville afsløre det.

Melina farrede sammen, med et jaget udtryk i ansigtet. "Dø.. Døde?" Det mindede alt, alt, alt for meget om Perla Bianca. De samme sindssyge inderkredse som hele tiden sprang fra klipperne og løb i skoven, og så de andre som.. gemte sig på sommerige dage, og var skolens populæreste. Hendes hænder begyndte at ryste.

"Ja, men bare rolig.. Det sker ikke så tit" Hun forsøgte at berolige hende lidt, men hun kunne se at Mel havde reageret voldsomt. Det fik hende til at tænke lidt. Måske havde hun oplevet noget der lignede det? Hun kom jo også fra Italien og havde måske boet i nærheden af Volterra. Hun havde hørt at Volturi aldrig jagede i Volterra.

Melina sank, og fik noglelunde styr på sine hænder, og resten af hendes krop. "Sorry, jeg tror at jeg er blevet allergisk over for Forks." mumlede hun, og slog en lille, hysterisk latter op. Men alle de der avisudklip kom tilbage til hendes underbevisthed, og hun fik kvalme. DU BURDE PASSE PÅ SNART, INDEN NOGLE ÆDDER DIG. "Jeg.. bliver nok snart nød.. til at komme.... hjem.."

Sam så på Mel med et bekymret blik. "Er du okay?" spurgte hun tøvende. Det så ud som om hun kunne besvime næsten hvert øjeblik det skulle være. Hvis det skete skulle hun måske på hospitalet.

"Jeg.. kom lige i tanke om noget.." Hun rejste sig hurtigt, så hurtigt at hun blev svimmel, og prøvede et øjeblik at få balancen tilbage. Hun sank en gang. Det her var værre end den sidste arbejdsseance hun havde haft, hvor hun ikke havde spist andet end pulverkaffe i syv døgn.
Hun måtte bare se at komme hjem og snakke med Sara. Omgående!

"Okay" mumlede hun tøvende og rejste sig også op. Så stadig bekymret på hende. "Er du helt sikker på at du har det godt?" Hun ville ikke have at Mel lige pludselig faldt om et eller andet sted.

Melina sank igen, og plantede sin hånd på Sammys skulder, så hun ikke skulle falde, lige pludselig. "Vil du.. følge mig hjem?" Det sidste Melina ville nu, var at gå hjem alene. Hendes ben rystede under hende, imens hun desparat prøvede at få styr på dem.

"Ja, selvfølgelig" mumlede hun og tog en arm under Mels, så hun lagde sin hånd på den modsatte skulder. På den måde kunne hun bedre støtte hende, når hun gik. hun havde på fornemmelse at Mel, ville have brug for lidt støtte. Ellers ville hun helt sikkert falde sammen og slå sig.