Ny og .. distræt - Sam :3

Tid: Eftermiddag.
Vejr: Let snevejr, og solen titter... næsten frem.
Sted: Legepladsen ^^'.
Omgivelser: Tomt, koldt.. forladt :3
_____

Melina sad med sin næse i en bog, og havde slet ikke tænkt at tage den ud igen, selvom hun gyngede. Hun rodede sig i håret, og skubbede sig et par centimeter frem på gyngen. Hun var igang med at finde noget information om hekse-jagterne i 1600-tallet. Hun havde et øjeblik ønsket sig tilbage til fortiden, bare for at prøve at være med til sådan en heksejagt. Selvom det var det mest klammeste og ondeste hun noglesinde havde læst. Men blodige ting havde det med at fange hendes interesse. Især ting som involdverede hekse. Selvom Sara havde bedt hende lægge bogen på hylden, havde hun ikke gjort det, ikke engang selvom de to piger lige havde flyttet by. Men når Melina var nervøs eller bange for noget, gemte hun sig altid i bøger.

Sam gik hen mod legepladsen i Forks. Hun var taget derhen, fordi hendes far havde givet hende et lift. Han skulle alligevel derinde og mente hun havde godt af at komme lidt væk fra reservatet. Det havde han vel ret i. Med skolen, lektier, pligter og ulvepligter havde hun dårlig nok tid til sig selv. Det var utrolig frustrende nogle gange, men der skete i det mindste altid noget.
Hun havde valgt legepladsen fordi at der sikkert ikke var særlig mange der. Nogle gange nogen fra gymnastiet og nogle børn, men det var nærmest også det eneste. Det var også et dejligt sted at slappe af.
Selvom det sneede lidt havde hun ikke særlig meget tøj på. Hun frøs aldrig og blev heller aldrig syg. Hun havde bare et par røde Allstars, nogle stramme, mørkeblå jeans og en trekvartærmet, rød trøje på. Mere behøvede hun ikke.
Hun gik hen og satte sig på en af gyngerne.

Melina holdet stadig blikket på bogstaverne, selvom hun havde opdaget den anden person. Alligevel var bogen for spændende, til at hun kunne fjerne blikket med det samme. Da personen satte sig på gyngen ved siden af hende, trak hun endelig blikket til sig, fra bogen. Melina betragtede pigen i et par øjeblikke, og rettede så blikket imod bogstaverne igen. Hun sagde ikke noget, bange for at komme til at sige noget på Italiensk. Hun var lige flyttet hertil, men var dog rimelig god til Engelsk. Den bedste i hendes klasse, for ikke at fryde sig for meget. Men alligevel, så kunne hun ikke lade være med at tale italiensk. Hvis man spurgte hende, var det det allersmukkeste sprog der fandtes. Japansk fangede dog også hendes intresse. Bare sprog, fandt hun meget tiltalende.

// Sorry, jeg skulle lige børste tænder XD //

Sam lagde godt mærke til pigen i gyngen ved siden af sig. Hun så ud til at være ret optaget af sin bog, og derfor ville Sam ikke forstyre hende. Hun vidste godt selv hvor irriterende det var når folk snakkede til en når man læste. Som om de ikke havde opdaget at man faktisk var opslugt at et andet univers. Selv elskede hun at læse. Hun havde dog sjældent tid til at læse andet end de bøger de fik for i skolen eller almindelige lektier. Hun skulle også passe sine pligter i huset og sine ulvepligter. Det var et held hvis hun fik mere end 8 timers søvn på en hel uge nærmest. Hun spiste også kun omkring 1-2 gange om dagen, for at kunne holde sit stramme program.
Hun sukkede og begyndte at gynge lidt.

//Det er helt ok ^^//

Melina bladrede, hvorefter hun fugtede læberne. "Benvenuti nella tempesta di neve." sagde hun med sin spinkle stemme, men tog sig selv i at tale italiensk med det samme. "Velkommen i snevejret." oversatte hun, uden at se op, men alligevel med et beklagende ansigtsudtryk. Det var jo ikke fordi hun ikke kunne lide det Amerikanske sprog eller noget, heller ikke fordi hun ikke kunne det, men hun elskede bare det italienske sprog, og hun syntes at det var det smukkeste hun kunne tale. Men alligevel var hendes tale ikke så bred, som hun nogle gange lod som om. Hun kunne kun tale italiensk, amerikans, tysk, fransk og en smule japansk.

Først gloede Sam på pigen, da hun snakkede enten spansk eller italiensk til hende. Hun havde spansk i skolen, men var der sjældent, når hun jo skulle beskytte dem i reservatet imod vampyrene. Der var sket en nærmest overvædlende stigning af vampyre i byen og de havde været nødt til at sætte vagttimerne markant op. Nu var det jo nærmest 24 timers vagter de kørte.
"Tak" sagde hun taknemmelig over at pigen havde oversat sit enten spanske eller italienske. Hun syntes det lå meget op af hinanden begge sprog. Selvom hun aldrig havde haft italiensk havde hun hørt lidt og nogle af ordene lød som de samme som på spansk.

Melina lukkede langsomt bogen i efter at have lagt hårbåndet i, som bogmærke. "Du må undskylde mit udbrud. Typisk hilsen på italiensk." Hun trak på skuldrende, og betragtede den dalende sne. Hun pludrede op i sit hår, for at fjerne nogle at de kolde kunstværker. "Jeg har lidt svært ved at vende mig til... sprogforskellen." Hun trak den hvide hue længere ned og sit mørke hår, fordi den var kravlet op. Det var Saras. Den var lidt for lille. Sara havde altid drille hende med at hendes hoved var bredere end hendes eget, men hun havde altid sagt at det var fordi hun var klogere. Selvfølgelig havde Sara bare grinet, og fyrret en rapkæftet bemærkning af.

"Det gør ikke noget" Hun smilede forstående. Hvis man kom fra udlandet, måtte det være svært at skulle vænne sig til at tale et andet sprog hele tiden, hvis flok skulle kunne forstå en. Hun vidste det ikke selv. Hun havde jo boet i USA hele sit liv og havde derfor altid snakket engelsk. Hun var også begyndt at lære indianernes sprog, men hun var ikke super god til det og ville nok aldrig komme til at snakke det ligesom de ældre gjorde. Men hun respekterede sin indianerarv.
"Det kan jeg sagtens forestille mig, det er" Hun smilede venligt til pigen. Hun virkede en smule reserveret eller genert, men måske var hun bare sådan? Ikke alle var udadvendte og glade for at snakke med fremmede mennesker, som næsten ikke havde noget tøj på når det var koldt og sneede.

Melina lagde ikke så meget i at pigen ikke havde særlig meget tøj på, og hvis hun gjorde, lod hun det ligge som et uberørt emne. Hvad ville det også gøre ved samtalen? Ingenting. "Mit navn er Melina." sagde hun, og prøvede at lyde så åben som mulig. Hun var bare ikke rigtigt den store snakketøs. Hun var lidt mere genert af natur, men trofast og venlig. Hendes søster plejede at sammenligne hende med ål. Svær at fange, hård udenpå, men indeni.. Mums. Melina plejede altid at vende det hvide ud af øjnene, men hun elskede i virkeligheden Saras mærkelige påfund. "Og ja, så kommer jeg fra Italien som du nok har regnet ud."

"Hyggeligt at møde dig, Melina" Hun smilede imødekommende til hende. Hun kunne godt mærke at hun ikke virkede, som den mest udadvendte og sociale person i universet, men at hun gjorde et forsøg. Det gjorde Sam glad. Bare det at hun virkede lidt interesseret i deres samtale, var fint nok for hende. Hun kunne nemt snakke i timevis med folk. Selv vampyre.
"Jeg er Samantha, men kald mig bare Sam" Hun hadede at blive kaldt Samantha. Det virkede alt for fint til hende. Sam passede bedre til hende. Det var hendes egen mening. Hun nikkede, da Melina fortalte at hun var fra Italien. "Ja, jeg tænkte det nok" Hun lo lidt, men ikke al for meget. Melina skulle jo nødig blive stødt eller noget.
"Jeg er selv indianer og herfra USA" fortalte hun glad.

Helt uden at tænke over det, blev hun pludselig meget interesseret, da hun hørte ordet indianer. "Indianer? Plejer de ikke at være.. du ved... Mørkt hår og mørke øjne?" Melina tænkte ikke et sekund på at hun selv havde mørkt hår, og mørke øjne, men tanken om mørke øjne.. kom bare når hun tænkte på indianere. Men var det bare hent indbildning?
"Men.. Godt at møde dig Sam." Hun smilede lidt bredere, end sit normale, generte smil. Og hun gjorde det fordi hun havde lyst. Fordi Saman... Sam, var sød, interessant. Ikke fordi hun havde lyst til at være høflig, ikke at hun blev nødt til det, men fordi hun kunne lide hende. Det måtte virkelig være lang tid siden det var sket sidst.

// Nu fordufter jeg ^^ Ses måske i morgen? //

Sam grinede lidt. "Jo, mine forældre er også begge to mørke i huden, har mørkt hår og mørke øjne" indrømmede hun. Det var en smule svært for hende at forklare. Først havde hendes far troet at moren havde haft en affære, men det havde hun ikke. Der var blevet taget prøver og hun var deres barn. "Det er noget i mine gener, der har gjort jeg har lys hud, lyse øjne og lyst hår" forklarede hun. En læge havde sgat hun var halv albino, men hun kunne ikke rigtig se hvem hun skulle have haft det fra. Måske kunne man godt være det uden at man havde nogle albinoer i sin familie? Hun anede det faktisk ikke.
"Hvorfor flyttede du fra Italien?" Hun var meget direkte og regnede med at Melina var flyttet fra Italien. Ellers havde hun sikkert bare italienske rødder og snakkede italiensk md sine forældre og søskende derhjemme. Der var en masse afroamerikanere, som fx snakkede spansk sammen med deres familie og engelsk med deres venner.

Melina smilede skævt, og lod fingrende køre over den gamle bog. Dette var en af hendes yndlingsbøger, og hun havde fået den på sin seks års fødselsdag, næsten lige efter hun var begyndt at kunne læse.
"Så, en slags albino?" Hun kløede sig i håret, men kom i tanke om at hun havde hue på, og hun stak hånden ind under huen, og kløede igen. "Det lydder spændende." Selvfølgelig talte hun 100% oprigtigt.
Spørgsmålet om, hvorfor hun var flyttet væk fra Italien, burde jo faktisk ikke have overasket hende. Men alligevel, det gjorde det lidt. Hun farede svagt sammen, og håbede desparat at Sam ikke havde set det. Men lige det spørgsmål, var meget.. kompliceret. "Jeg.. leder faktisk efter en fyr, men min søster ved det ikke endnu." Hun kløede sig distræt i nakken, og så ned på sine fødder. Hun håbede så inderligt at han var her, og at hun ikke bare havde en lille idé.

Sam nikkede. "Ja, noget i den retning.. Vidst nok halv albino, I don't remember" Hun smilede og kløede sig kort i håret, en smule nervøst. Hun var ikke så god til at huske den slags. Hun var ret intelligent, men der var nogle problemer med hendes hukommelse. I hvert fald med sådan noget som matematik og biologi agtig. Der stod hun fuldstændigt af. Selv når lægerne skulle forklare hende, at hun havde brækket et eller andet var hun total blank.
"Hvad hedder den her fyr?" Hun var en smule på vagt. Hvis de var en vampyr, som hun kendte ville hun helt sikkert råde pigen til at holde sig væk, fordi at han var skørtejæger eller sådan noget. Det var jo meningen at hun skulle beskytte menneskerne. Gjaldt det kun menneskerne i reservatet eller også Forks? Hun var ikke sikker, men dem i Forks fortjente også at blive beskyttet af mere end traktaten.

Melina fniste lavt, og kløede sig på kinden. "Sådan har jeg det også nogle gange. Jeg stinker til matematik, og nogle gange kan jeg ikke engang regne de mest simple divitionsstykker." Hun smilede skævt, og så på Sam igen. Ja, det lød ikke mærkeligt at Sam skulle være halv albino, især ikke når hendes forældre lignede æge indianere. Hun kunne ikke lade være med at blive lidt facineret af tanken, om halv albinoer. Det måtte være lang tid siden hun sidst havde set sådan en.
"Nåå.. Drengens navn.." Melina sank en gang, og prøvede at holde smilet. Hvor ville det komme til at lyde underligt, det her. Men hun viste jo ikke engang hvad han hed. Eller jo, hun viste det godt, men hun havde glemt det. Desværre. Hun viste at det ville gøre det hundrede gange sværer at finde ham, uden at vide hvad hans navn var. Og hun var ikke engang sikker på hans navn længere. "Jeg har glemt hans navn." En svag rødmen bredte sig over hendes blege ansigt.

"Jeg kender det alt for godt" Sam lo lidt. "Men det er måske fordi jeg på det seneste næsten ikke har været i skole". Melina virkede faktisk utrolig flink og snaksaglig, hvis man bare selv var flink. Sådan mærkede hun i hvert fald at det hang sammen. Det var vel også kun fair. Hvem gad snakke med en, som behandlede en som lort? Ret få, gik hun ud fra. Vampyre kunne dog være ret sjove at snakke med, hvor meget hun end hadede at indrømme det.
Hun ventede lidt spændt på hendes svar. Da hun sagde hun ikke kunne huske det, smilede Sam bare. "Du kommer nok på det på et tidspunkt, eller hvis du ser ham" Hun smilede opmuntrende til hende. Hun ville ikke have at Melina skulle blive ked af det, nu hvor hun havde åbnet sig lidt op overfor hende. Hun ville jo ikke såre hende eller noget. I hvert fald ikke med vilje.

"Hvorfor har du ikke været i skole?" spurgte hun, og løftede øjenbrynet. Tja, det kunne jo være at Melina ikke skulle blande sig i det, men alligevel.. Sam gjorde hende virkelig nysgerrigt. Hun kløede sig på panden, og smilede skævt. Hun smilede skævt, og kløede sig i nakken igen. Hun følte sig lidt forfjamsket. Men Sam var virkelig sød og.. tja, måske hendes første veninde i Forks? Hun bed sig i læben, og så på sine negle. Hun mindede hende så meget om den lille hyperaktive, blondine fra børnhaven. Hun havde været hendes bedste veninde. Men selvfølgelig var det ikke hende her, ikke Sam. Men de kunne helt klart blive venner. Tanken fik Melina til at fnise svagt.
"Ja, jeg har på fornemmelsen at når jeg ser ham, så ved jeg bare at det er ham." Hun lod hagen hvile i hånden, og tænke sig om.

"Jeg har haft.. "Sam tænkte lidt over sine ord. "Travlt med noget andet, som jeg synes har været en smule vigtigere end skolen" Hun smilede skævt. Et øjeblik så Sam total smadret og træt ud, som om hun ikke havde sovet den sidste måned. Det var vel også meget rigtig. Hun havde i hvert fald ikke fået mere end 24 timers søvn, de sidste tre uger. Det var en smule hårdt men hun klarede det da.
Så tog hun sig sammen, og så lidt friskere ud. Hun betragtede Melina lidt. Hun var utrolig flink og de kunne sikkert godt være veninder. Det ville kune faktisk gerne. Melina virkede, som om hun respekterede hvis der var noget man ikke ville fortælle, og det havde hun meget brug for at hendes menneske venner ikke gjorde. Hun brød sig heller ikke om at folk pressede på. Det var irriterende. Men hun kunne virkelig godt lide Melina. Hun ville sikkert forstå, hvis hun ikke ville fortælle om noget. Fx. at hun var en varulv.
"Det er jeg sikker på!"

Vigtigere end skolen? Hvad skulle det dog kunne være? Altså, måske havde Sam ikke nogle forældre til at sparke hende hen i skolen, hver morgen. Men Sam virkede bare ikke som en som forsømte skolen helt uden en meget vigtig grund. Så Melina dømte hende ikke, og sagde ikke noget om at hun syntes at det lød mærkeligt. Men alligevel var hun aaalt for nysgerrig til at lade emnet ligge. "Hvad er det, som er så vigtigt?" spurgte hun nysgerrigt, men prøvede at få det til at lyde henkastet.
Men Sam så virkelig ud til at være død træt, som om hun ikke havde sovet i mange nætter. Som om hun havde haft travlt med noget, som var så vigtigt at man hværken kunne sove eller komme i skole, fordi man havde pligter som ingen andre kunnne gøre for en... Men det var jo kun et gæt.

"Nogle pligter" forklarede hun og smilede skævt. "Mine forældre er heller ikke vilde med mit fravær så de giver mig stuearrest hele tiden, men det er ikke særlig svært at snige sig ud" Hun lo lidt. Hendes forældre var virkelig naive. Når de gik i seng, sprang hun altid ud af vinduet til sit værelse, på første sal og smuttede ud i skoven. Hun var heller ikke særlig vild med at forlade dem, men hun var nødt til det. Hvis vampyrene pludselig angreb dem, så var de nødt til at være klar til at dræbe dem.
Hun lagde godt mærke til Melinas henkastede tone, men det virkede mere som en slags forklædning. Hun var sikkert vildt nysgerrigt. Det ville hun også selv have været. Hvad kunne det dog være, som holdt hene væk fra skolen og en dejlig, god natssøvn? Sam ville gerne forklare hende det, men det måtte hun ikke. Det sagde kobbelts regler og Annika. Når alfa'en sagde det, så makkede man bare ret. Sådan var det og det var vel fint nok.

Melina var ikke just glad for det afslag der kom, men gjorde ikke mere ud af det. Hun holdet selvfølgelig også andre ting for sig selv, det var jo normalt. Hun ville ikke presse Sam, det ville være ondt. Hun pillede ved sine negle, og smilede skævt. Hun var selv flygtet fra sine forældre af og til, mest af alt for at lede efter ham men hendes forældre havde aldrig opdaget hende, for hun var altid kommet tilbage om morgenen, slukøret fordi hun ikke engang havde fundet et spor. Ingen kunne hjælpe hende med at finde ham.. Men nu var det også forsent, og der var ingen grund til at tænke på det nu. Hun smilede venligt til Sam, og rystede svagt på hovedet.
"Nå, men bor du så her.. Ved La Push?"

Sam sukkede lydløst. Hun brød sig virkelig ikke om at holde sin hemmelighed fra Melina, men hun var nødt til det. Hun kunne jo ikke en gang fortælle det til sine egne forældre! Kun hvis Melina selv gættede det, hvilket hun sikkert aldrig gjorde, ville nok være den eneste måde, som hun kunne få hendes hemmelighed at vide på. Eller hvis de prægede hinanden, men så ville de sikkert have gjort det med det samme de så hinanden, så det var helt umuligt. Sam var heller ikke til piger. Måske nogen gange hvor hun havde været til fester, havde hun kysset nogen piger, men hvem havde dog ikke det? Man var jo fuld og ville have det sjovt!
Hun nikkede. "Njaah, La Push er jo mere et område med stranden.. Jeg bor lidt fra reservatets by" sagde hun med et smil. Hun kunne virkelig godt lide reservatet. Der var megen natur og dejlig stille. "Du bor herinde i Forks eller hvad?"

Melina følte sig utrolig dum et øjeblik. "Selvfølgelig. I resavatet." Hun skar ansigt, og vred sine hænder. "Jeg bor lidt ude for Forks, i en lille skov." Hun pillede ved neglende, for at finde på den næste sætning. Mon hun kunne få det ud af Sam, på en eller anden måde? Nej, hun var ikke særlig god til det, så det var nok en dårlig ide at prøve. Hun fugtede læberne, og klemte tænderne så hårdt sammen, at stemmen i baghovedet rystede.
"Men du skal altså huske at sove, ellers bliver du kold, og besvimer." Hun trak på skuldrende, og rynkede panden.

"Er der en lille skov i Washington?" udbrød hun overrasket. Hun havde altid set hele staten, som en stor skov. Det var nærmest uanset hvor man befandt sig, der var altid skov. I Forks området, var skoven utrolig stor. Det elskede hun virkelig. Det var dejligt at kunne, løbe helt vildt stærkt som ulv, uden at nogen mennesker ville kunne se end.
"Jeg bliver aldrig kold" Hun smilede, men hendes øjne var fuldstændige alvorlige. Sneen smeltede også når det rørte hende. Det føltes sjovt, men nogle synes det så underligt ud.

"Jeps, og den fulgte med huset." hun kunne ikke lade være med at smile lidt. "Den forrige ejer havde vist en mark, og så ville han have træer omkring huset." Hun trak på skuldrende. Sara havde spurgte ham, hvorfor der var skov på hans mark, og så havde han givet hende den forklaring. Men personligt kunne Melina bedre lide skov en mark..
"Aldrig kold?" Den bemærkning fik Melinas øjenbryn til at flyve op i panden. Det lød direkte usandsynligt. "Hvid man graver dig ned i sne, bliver du vel kold?" HUN ER LIGE SÅ MÆRKELIG SOM DU ER. hviskede baghoved-stemmen, og fik Melina til at skære ansigt.

"Fedt!" Hun mente det faktisk. Det måtte da være ret sejt, at have sin helt egen private skov. Man kunne vel selv bestemme hvem der måtte befinde sig i skoven. Melina var heldig. Dog var hun glad for at ingen ejede skoven, som dækkede Washington. Jo, måske staten og landet, men den var vidst ikke privat ejet og det var godt.
Hu nikkede. Så opdagede hun hvad hun havde sagt og fortrød. Men hun kunne ikke nå at redde den, det vidste hun godt. Hun kunne lige så godt fortælle sandheden. "Nej, faktisk ikke" Hun smilede skævt, men hendes øjne virkede nervøse. Hun var bange for at Melina skulle blive ved med at stille spørgsmål, som kunne røbe hende og de andre ulve.

Melina lænede sig tilbage, med et selvtilfreds smil om læberne. Nu havde hun hende næsten, selvom det så ud til at hun havde opdaget at hun havde begået et fejltrin. SE, DU ER SLET IKKE SÅ VENLIG SOM DU SELV TROR. Den imaginærer stemme klingede i hendes kranie, og hun for sammen. Bare tanken om at hun muligvis havde løget for sig selv, på den måde, gav hende mavepine. Hun krammede sig en smule sammen, og hendes ansigt fortrak sig i.. en undskyldende mine. "Undskyld, jeg skulle ikke have presset på." sagde hun klart, som om hun stod ret op af en væg, og sagde til sin sergant at hun havde glemt at vaske uniformen. Men hun tog bare altid straffe så stolt hun kunne, og det.. kom bare helt af sig selv nu.

"Nej, det skulle du ikke" Hun mumlede og lænede sig lidt tilbage. Lukkede sine øjne og sukkede. Hun vidste godt hvor træt hun måtte se ud. Som en levende død nærmest. Dog ikke som en vampyr. De kunne ikke se lige så smadret ud som hende, det var hun næsten sikker på. De kunne jo heller ikke blive trætte. De skulle jo aldrig sove!
Det misundede hun dem lidt for. Det også deres udseende. Det måtte være dejligt at vide, man var overnaturligt smuk. Dog var hun tilfreds med sig selv. Men man havde vel lov til at beundre vampyrene lidt?

Hun lænede sig tilbage, og lukkede øjnene ligesom Sam. Hun var oprigtig ked af det, men hun var bare nysgerrig. Men alligevel var hun ikke ked af at hun spurgte. Hvis Sam ikke kunne klare at hun var interesseret, så .. skulle det bare ikke være de to. Hun gabte og gned sine øjne. Hun følte sig træt, men så slet ikke så træt ud som Sam. Hun havde virkelig ondt af hende. Hun burde altså sove.

"Du aner ikke hvor meget jeg har lyst til at fortælle dig det" Hun mumlede nærmest uforstående og det lød, som om hun var i en dyb trance eller sådan noget. Hun var bare lige ved at falde i søvn. Derfor anede hun stort set ikke hvad det var hun selv sagde. Det kunne måske komme Melina til en fordel, men måske regnede hun den ikke ud?
"Jeg må bare ikke" Hun sukkede.

Det første som Melina umildbart kom til at tænke på, da hun sagde det, var en eller anden form for sekt, eller noget i den stil, som ingen måtte sladre om. Hun ville ikke grave for dybt, for det havde hun lige gjort, så i stedet for, begyndte hun at tænke. Jeps, det lydder måske som noget stort, men hvad skulle hun ellers have gjort? Hun følte det lidt ligesom en pligt, at skulle regne det ud, og hjælpe hende. Endnu viste hun bare ikke hvordan. "Non si preoccupi." nynnede hun, som om intet var galt.

"Vi har en regel om at vi ikke fortæller det til nogen.. Det har min leder sagt" Hun fortsatte med at mumle. Hun sagde faktisk bare de ting hun havde haft lyst til at sige hele tiden. Inderst inde håbede hun dog stadig på, at hun ikke røbede sig selv. Så ville hun måske blive dræbt eller smidt ud af kobblet. Den sidste var helt klart værst i hendes øjne. Hun var vant til at snakke med de andre, når hun var i uvleskikkelse. Hvis hun blev smidt ud af kobblet, så ville hun ikke kunne høre andre end sig selv.

"Aha." Hun rynkede panden, og smilede svagt. Hun samlede de få informationer hun havde fået, men de var for få til at give nogle mening. Men hun håbede at det nok skulle komme. "Din leder?" spurgte hun blidt, opsat på ikke at grave for dybt. Nu var hun klar på et afslag. Melina kunne godt se at tanken om at blive smidt ud, gjorde hende trist. Men Melina kendte til det. Hun havde sagt farvel til sit eget.. sjak da hun forlod italien. Hendes egen grubbe. De havde været alt for hende, lidt til sidste skridt, og hun elskede dem stadig. Hun savnede dem. De venner hun kunne pjatte med, lave seriøse ritualer, og alle de andre ting, de lavede sammen...

"Ja, min leder siger at vi ikke må fortælle det til nogen" Hun rystede lidt på hovedet og åbnede så sine øjne brat. Hun så ret disorientreret ud og anede først ikke lige helt hvor hun var henne. Så så hun Melina og smilede så.
"Faldt jeg i søvn?" Hun grinede lidt. Det ville være så typisk hvis hun faldt i søvn. Men hvis hun havde gjort, så havde det været dejligt. Hun følte sig en smule mere opkvikket.

Melina så lidt overasket på hende, efter at hun var vågnet fra hendes 'trance' - eller hendes tale-i-søvne-ting - men smilede så beroligende til hende. Hun klappede hende på hovedet, og vippede med fødderne på gyngen. "Se nu at få sovet lidt, okay Sammy?" Hun smilede til hende igen, og skar ansigt. "Du har helt sikkert brug for det..." Hun lænede sig tilbage på gyngen igen, og kløede sig i panden. "Mmm, plejer du at tale i søvn?"

Sam grinede lidt. "Ja, det har jeg sikkert, men jeg har nogle ting der er lidt vigtigere end søvn" Hun rodede sig lidt i håret og grinede lidt nervøst. Hun var bange for hun havde sagt et eller andet om kobblet, som måske havde afsløret dem. Eller måske bare antydet at hun var noget ud over det normale. Mere end hun allerede havde gjort. Det var også for dumt sagt af hende, det med at hun aldrig frøs! Hvorfor tænkte hun sig aldrig om?!
"Kun når jeg har lyst til at sige noget til folk, som jeg ikke kan" Hun trak på skulderne. Det var da noget en masse gjorde, mente hun.

"Sam.." sukkede hun og så på hende, som en bekymret mor. "Mon ikke at det er muligt at droppe dine pligter, bare en nat? Ellers besvimer du jo." Hun strøg håret væk fra ansigtet, og løftede øjnene. "Og hvis du ikke sover, så binder jeg dig fast til din seng, indtil du har sovet mindst otte timer!" Hun mente det, selvom det sikkert ikke ville ske. Hun ville ikke kunne få sig selv til det. En hysterisk fnisen gled fra hendes læber.

"Desværre jeg kan umuligt opgive mine pligter ellers for jeg nok problemer" Hun smilede skævt. Hun ville elske at droppe sine pligter, men kunne nok ikke. Annika ville sikkert føle sig svigtet hvis hun skulle bevogte grænsen af leve og det var jo ikke fair over for hende. Hun behøvede jo heller ikke sove før om nogle dage. Der skete alligevel næsten altid et eller andet, så hun blev sikkert ledt væk fra søvn.
"Jeg er meget stærkere end dig, så det ville være umuligt for dig at binde mig" Hun sagde det i en drillende tone, men der var et eller andet i hendes øjne, som viste at hun talte sandt.

Melina skar ansigt. "Nå, skal vi så lægge a..." hun stoppede sig selv i sætningen, da hun så glimtet i Sammys øjne. Noget sagde hende bare, at det faktisk var utrolig sandsynligt. Endnu et gys flød langs hendes rygrad, da hun lige fik et tip mere til den mærkelig sekt som Sammy var medlem af. Hun rynkede panden en smule, og smilede skævt. "Okay, det skal vi nok ikke så." Hun holdte endnu en fnisen inde. Hun virkede virkelig som om hun gerne ville sove, men ikke kunne.

"Har du nogen sinde prøvet klippeudspring?" Hun sprugte mest for at skifte emne og fordi det var noget hun godt selv kunne lide at gøre. Der var langt fra klippen ned til vandet. Man hang i luften og det føltes bare det. Det gav nok det sygeste adrenalinsus hun havde prøvet. Hun blev nok aldrig træt af det, så vidlt var det!
"Jeg er selv helt vild med det!"

"Me too. Perla Bianca indianerne gør det hele tiden." Hun skar ansigt og smilede skævt. "Jeg elsker det øjeblik af vægtløshed, men jeg dyrker det alligevel ikke som de der.." Hun stoppede sig selv i hendes sætning, og stivnede. Der var det! Sammy virkede helt vildt som de der uhyggelige nogle, som hele tiden hang ud i skoven... "Jeg... Jeg.. Wow.." Hun smilede skævt, og så ned på sine negle igen. Havde hun ret?

"Er du indianer?" Hun smilede lidt. Det kunne være ret fedt hvis Melina også var indianer. Hun fik nok ikke lov til at bo i reservatet, men alligevel. Eller måske vidste hun bare en del om indianere? Det kunne jo godt være.
Da Melina reagerede sådan anede hun ikke hvad det var hun havde sagt, der havde fået hende til at reagere sådan. Viftede med en hånd foran hendes øjne. "Du hvad wow?" spurgte hun og nysgerrigheden nærmest lyste ud af hende.

"Ja, min mor og far er indianere, og alle de der indianerbørn hænger ud sammen i skoven ved klipperne, tæt ved Perla Bianca." Hun kløede sig i panden, og prøvede at finde ud af, hvad hun skulle svare. Melinas læber sitrede for at sige til hende at hun næsten viste hvilken sekt Sammy var medlem af, men hvis hun sagde det, så ville hun helt sikkert lyve. For det viste hun ikke. "Inde i vores lille PB-indianergrubbe, er der en mindre grubbe, hvor der er nogle folk som minder om dig... de opføre sig ligesom dig.. På samme måde, og.. Det er svært at forklare." Hun smilede skævt, og følte sig hyber.

"Fedt, så er vi nærmest familie!" Hun smilede. Men alligevel var de jo ikke, for Melina stammede fra Italien og hun var selv amerikansk indianer, så de kunne nærmest ikke komme længere væk fra hinanden på familie måden.
"Hvordan minder om mig og opføre sig som mig?" Hun havde svært ved at forestille sig en gruppe af mennesker, som oven i købet var indianer, der lignede hende. Det ville nok være umuligt. Alle indianere havde vel sort hår, mørke øjne og brun hud! Det var jo basis viden om indianere. Så var der jo så nogle få som måske var lysere i huden.

"Jameeeeen! Jeg mener ikke fysisk, men psykisk! Altså, de opføre sig om dig.. Deres måde at bevæge sig på, deres aura.." Hun stoppede sig igen, og sukkede. Nu troede Sammy at hun var sindssyg. Ordet 'aura' kunne få de fleste folk til at tro at man var flygtet fra den lukkede. Men sådan var hun bare. Hun fornemmede folk auraer. Alle PBerne havde deres egen lille fornemmelse. Nogle kunne sige om det ville blive varmt i morgen, og dem inden for den inderste kreds, dem som kunne springe fra de allerhøjeste klipper uden at brække noget, de kunne nogle gange forudsige fremtiden...

"Hvilken aura har jeg?" Hun var oprigtig nysgerrig. Hun elskede sådan nogle ting. Hun levede jo i en meget anderledes verden end alle andre mennesker. Hun var jo ikke en gang et rigtig menneske. Hun kunne jo forvandle sig til en gigant stor ulv! Hvis hun fortalte nogen om den verden hun levede i, ville de tro at hun var flygtet fra den lukkede. Ingen troede jo på vampyre, varulve og hybrider!

Et svagt smil gled over Melinas læber, og hun lukkede øjnene og snusede ind. "Den dufter af våd pels, våde granner.. Jord og .. ulvehyl." Det svage smil voksede sig større, da hun sagde det med ulvehylene. Der var aldrig nogle andre som havde spurgt om deres aura, andre end Sara og Luna fra BPerne. Hendes bedste veninde fra idianerne. Hun fik en mærkelig knude i maven, ved at tænke på de gamle dage... Men det var en god knude.

Hun kunne ikke lade være med at grine. Grinet kunne tolkes på mange måder. For Melina ville det måske lyde lidt hånligt, men hun synes det var så vildt præcist, at hun ikke kunne andet end at grine. "Måske er det fordi jeg har haft en hund, elsker naturen og er vild med ulve!" Alle tre ting var sande og måske kunne det være med til at "farve" ens aura.
"Hvordan er din?" spurgte hun nysgerrigt.

Melina prøvede at skjule hendes skuffelse, men den var så enorm at det var umuligt. Fysik umuligt. "Man kan ikke opfange sin egen. Desværre. Det er faktisk det eneste som irritere mig, altså.. det der irritere mig mest." Hun kløede sig i panden, og sukkede. "Men jeg er sikker på at den ville lugte af vrede og kuffertuld." mumlede hun. "Og den ville helt sikkert også dufte af træspåner efter alle de masker jeg har skåret.. Og sikkert også af kulkridt.." Hun blev helt fordybet i tankerne om hendes egen imaginære aura.

"Hvorfor så skuffet?" Kunne hun ikke lade være at spørge. Melina prøvede sikkert at skjule sin skuffelse, men det gik i hvert fald ikke særlig godt, kunne hun se. Hun smilede skævt.
"Det lyder som en sej aura.. Min lugter af vådhund" Hun grinede lidt. Gad vide hvad Melina ville gøre hvis hun fandt ud af hvor godt hun havde ramt, da hun havde læst Sams aura? At det virkelig var sådan hun.. levede kunne man vel sige.