Ny og .. distræt - Sam :3

Det var et stykke tid siden at Melina havde opført sig sådan før, men det var sket før. Måske handlede det i virkeligheden om det samme, og det skulle hun forhåbenligt finde ud af nu. "Men.. Skoven.." mumlede hun, og prøvede at finde ud af hvad hun skulle sige, som.. ikke ville lyde alt for åndssvagt. "Hvad er.. derude?"

"Ingen ved det rigtig" Hun løj. Melina ville sikkert kunne høre det på hende, men hun måtte ikke bryde traktaten. Kun hvis hun ville være udstødt eller blive dræbt. Og det havde hun bestemt ikke lyst til.

Melina var stadig lidt for forvirret til at opfange løgnen, og hun stolede blindt på Sammy, ikke fordi hun var glad for det eller noget. Hun begyndte at gå imod hendes og Saras bopæl, og bed sig hårdt i læben, fordi hun var bange for at hun ville besvime. "Jeg bor ikke særlig langt væk." beroligede hun Sammy.

"Du er ikke særlig tung, så det er ikke noget problem" Hun smilede til hende. Kunne godt se at hun ikke havde det for godt. Men hun ville følge hende helt hjem, så hun var sikker på at hun ikke besvimede.

For en gangs skyld lød det godt. Men det var ganske vist også smart når man klatrede så meget i træer. Hun blinkede et par bange, og smilede taknemmeligt til Sammy. Hun var virkelig en ven.

Hun smilede og skævede til Mel. Hun kunne godt lide Mel. Som en ven. Og hun var ret sikker på at Mel en dag ville finde ud af hendes hemmelighed, men at hun nok skulle passe godt på den.

Melina viste godt at deres hus ikke lå særlig langt væk fra legepladsen, for hun var gået direkte derhen i morges. Men alligevel føltes vejen meget længere, når man var så forvirret. Melina forstod ikke hvorfor hendes krop havde reageret så voldsomt, så det kunne kun være noget, som hendes underbevisthed var meget.. bevist om. Men alligevel gik der ikke længe, før hun var ved den lille skove, og tæt på huset.

"Jeg vil gerne undskylde at jeg ikke kan fortælle dig min hemmelighed" Hun mumlede og håbede mest af alt at Mel ikke rigtig hørte efter, når nu hun havde det så dårligt, som hun havde det. "Men hvis jeg fotæller det bliver jeg endten udstødt eller dræbt" Man kunne tydeligt høre at hun var ked af det.

"Tænk ikke på det." sagde Meli, med et skævt smil. Måske var hun nysgerrig, men hvad så? Det var jo ikke livsnødvendigt info, var det vel? Hvis det havde været så vigtigt, så ville Sammy godt have kunnet fortælle det. Så særpreget var Forks da heller ikke?

"Forks er en lidt mærkelig by, den er bestemt ikke som andre" Hun smilede en smule trist. Som om hun var ked af det eller noget. Men hun ønskede på en måde bare at Forks havde været, som hvilken som helst anden by. En by hvor indianerne ikke blev til varulve og største delen af befolkningen var vampyre. Det var bare ikke normalt.

"Det kunne jeg forestille mig." mumlede hun, og skuttede sig svagt. Bare tanken om at næsten alle menneskerne var ligesom indianerne fik hendes ben til at ryste endnu mere. Men hun var helt sikker på at hun nok skulle komme til at kende til hemmeligheden, må den ene eller den anden måde. Hun håbede bare at hun ikke ville komme alt for galt sted, når sandheden kom frem.

"Jeg ville ønske at der var ligesom en anden helt almindelig by" mumlede hun trist. Det var ikke let at være varulv. Hun sov aldrig og hvis hun endelig spiste, så lod hun sig helt hen til sine instinkter, så hun kunne spise et af skoven dyr. Dog nød hun det aldrig rigtig.
Og så det med at man skulle holde alt hemmeligt i byen. Det drev hende til vanvid!

Pigerne var for længst inde i skoven, og man kunne se det lille hus inde i en lysning, et par tredive meter fremme. Melina skar en grimasse, over en mærkelig følelse hun havde i højre side af brystet. Jep, det hele havde nok ikke kun været pga. overaskelse, hun havde glemt at tage medicinen. Det ville ikke undre hende, hvis aret var gået op igen... Hvor var hun enlig bare utrolig uforsigtig. Hun håbede mest af alt, at Sara var blevet hjemme fra skulpturmessen.

Sam fik øje på huset og smilede. "Så er vi der næsten" mumlede hun og gik en smule hurtigere. Dog ikke hurtigere end Mel ville kunne følge med.

"Mmm," sammentyggede hun kort, og sank en gang mere. Smerten fortog langsomt, som skyer som trak væk fra solen. Melina håbede at de ikke behøvede at tage til læge, bare den her gang. Hun gik op af trappen til hoveddøren, med armene hårdt omkring Sammy, og tog i dørhåntaget. Døren var låst, til Melinas rædsel. Hun bankede hårdt på døren et par gange, men kunne mærke rædslen gnave i benene. Et par sekunder senere åbnede Sara døren, og stod der i hendes morgenkåbe, som var smurt ind i stenstøv. "Hejsa." sagde hun, med et fjoget smil, imens hun kløede sig i panden med mejslen, så hun tørrede støvet endnu mere ud i panden. "Kom da bare ind." Hun tog Melina under armen, og trak hende ind stuen. "Hvorfor låser du altid døren?" beklagede Melina sig, som en lillesøster der havde fået taget sin yndlingsdukke.