Afslappet dag, men mangelfuld.

Claire havde lige været ude at jage. Men det var bare ikke nok for hende. Hun havde opdaget at hun nærmest aldrig nogensinde kunne blive mæt. Ligeså 'sindsyg' som den gamle Claire. Hun fnøs af at hun mindede så meget om den gamle. Det der virkelig irriterede hende, var at hun ikke kunne blive mæt. Det var ikke sjovt når man ikke kunne være venner med menneskene. Hun mente godt nok at de kun var føde, men det ville være dejligt hvis hun kunne snakke med dem ii nogle par timer. Det der altid skete, var at hun kunne gå i skole, lade være med at se på de andre elever og prøve at lade være med at trække vejret. Hun gjorde alt for at lade være med at gå helt amok i skolen. Ellers ville det bare blive til et problem for hende.
Hun hoppede oppe imellem træerne, da hun prøvede at flygte fra selve hendes sult. Hun var nødt til at komme så langt væk fra menneskene som muligt. Men så fangede en duft hende, vampyren. Denne Dominic som hun var blevet så skuffet over. Hun smilte skævt og hendes vilde blik kunne få hende til at ligne en ren seriemorder, men det var hun jo nærmest også. En sindsyg en. Hun kom frem til duften og straks hoppede hun ind foran ham. Hun lod sin nakke sige knæk ved at læne hovedet meget hurtigt til højre, for derefter at rette den igen. Hun grinte lidt skummelt og koldt.

Hun grinte lidt af ham. Man kunne høre at hun var lidt anderledes end sidste gang. Selvom at den samme kolde tone lå i hendes stemme, var der et eller andet. Hun så ham direkte ind i øjnene. Hun havde de mest ildrøde øjne. Hun virkede så levende, men alligevel så død. Så tom, men alligevel så fyldt. Hvis han virkelig følte efter, havde hun noget tilfælles med den gamle Claire. De mindede en del om hinanden. Men der var noget andet over denne Claire. Mere vild.. mere sindforvirret.. mere sindsyg. Hun smilte skævt og kom meget tæt op af ham. Hun tog hænderne på hans brystkasse. "Når en fyrs læber rør en tøs hals.. er der noget unikt over det, men det var som om at du bare bed. For at hun skulle blive en af os.. var det det værd? Endnu en i denne by.. endnu en der skal rende rundt og tage MIN mad!?" hun skubbede ham ind imod træet. Godt nok ville han være en del stærkere end hende. Men hun var næsten nyfødt, det ville sige at hun alligevel var en smule stærkere end ham.

Hun grinte let af ham og slap ham. "Er du bange for en tøs?" sagde hun roligt og kunne ikke lade være med at grine højt af det. Hun kunne stadig smage tørsten og hendes øjne udstrålede bare at hun var sulten. Men det hun mest tænkte på, var denne Dominic. Han opførte sig som om at han kendte hende, men hun havde kun hørt om ham før og havde set ham denne éne gang. Men alligevel, var der et eller andet ham, som hun syntes at hun kunne genkende. Men nej, hun ville ikke kunne kende ham på nogen måde overhovedet. Hun var kommet til byen for deromkring et halvt år siden. Dengang hun var menneske. Men så kom denne vampyr, som hun forelskede sig i, men også var en smule bange for. Hun havde ikke sådan direkte været bange for ham, men den måde som han opførte sig overfor hende, fascinerede hende. Hun kunne mærke at han var anderledes. Tilgengæld vidste hun at hun var den eneste han nogen sinde havde bidt. Kort tid efter havde han dræbt sig selv på en underlig måde. Men hun var stolt.. at han kun havde forvandlet én var perfekt. Men han havde også fortalt hende at det var vigtigt at hun blev på denne måde. At hun blev vampyr.. igen.. havde han sagt. Hvorfor havde han sagt igen?

Hun grinte da han brugte sin evne. Hun rystede på hovedet, svagt. Hun havde mødt nogle få alfaer og de brugte uafbrudt deres evne. Hun var ret så sikker på at hvis de ikke havde haft deres evner, ville de være svage. Men selvfølgelig, han kunne måske overraske hende. "Men jeg vil nu ikke kæmpe" smilte hun skævt. Hun vendte sig om og tog armene om ham. Hun så ham dybt ind i øjnene med de brandvarme røde øjne. "Jeg var bare nødt til at snakke med dig.. Dominic" smilte hun skævt. Hun kendte egentlig kun hans navn på grund af at hun havde hørt det fra nogle få vampyrer. Men hun ville se hvordan det var at han reagerede på at hun kendte hans navn. Han ville umuligt kunne gætte at hun havde hørt det fra andre, for så populær var han heller ikke iblandt alle folk. Hun lod tungen køre hen over hendes underlæbe og derefter overlæbe, for at fugte dem.

"Uhm.." hun tænkte sig lidt om og fniste roligt. "Well.. om sådan lidt forskellige ting.. se om du har fået dig nogle tøser" smilte hun roligt, men alligevel lidt halvt koldt. Hun lænede sig ind imod ham og lod deres læber mødes. Hun var sådan lidt ligeglad med hvordan det var at han ville reagere. Men hun kunne bare ikke lade være med at kysse ham. Han så da ret så charmerende ud, men problemet var vel bare at han forvandlede piger. Hvorfor lige præcist piger? Hun lukkede let øjnene i, da det var at hun lod deres læber mødes.

Hun smilte skævt og legede let med hans læber i et stykke tid, før det var at han slap det. Hun blinkede let til ham og så sig lidt omkring. Hendes øjne var stadig vilde og blodrøde. Kogende blodrødt. Hun grinte lidt af ham og løb så væk fra ham. Hun var lidt sådan en tøs der bare var der det ene tidspunkt, men kunne så også finde på at forsvinde lige pludselig. Hun virkede så mystisk, mange fyre hun indtil videre havde været sammen med hende, havde aldrig nogen sinde kunne finde ud af hvordan hun var. Fordi at hun forsvandt så mange gange og det var ikke så tit at hun fortalte noget om sig selv. De fleste havde jo set hende som en psykopat, så hvorfor ikke bare holde ved det? Hun var vant til at være lidt af en enspænder. Hun så sig lidt tilbage for at se om han fulgte med.

Hun grinte muntert og rystede på hovedet af ham. "Prøv at se ordentligt på mig, jeg er ikke den Claire som du tror jeg er.." hun så på ham. "Jeg har kun været vampyr i et halvt år" hun så lidt på ham. Utroligt nok kunne hun stadig undgå at støde ind i nogen træer overhovedet. Hun havde det lidt sjovt med at han var på den måde som han var. Hun kendte bare de flestes svage punkter, det var en gave hun havde fra sin mor, mente hun. Men selvfølgeilg, hendes mor var jo død, og hun lærte ikke så meget hendes mor at kende. Hvad hun ikke vidste var at hun rent faktisk ikke rigtig havde nogen forældre. Men i den nærmest fremtid, ville hun nok finde ud af hvordan hun var kommet til verdenen. "Jeg blev skabt af denne fyr.. jeg skulle gerne mene at han var Madelaines kæreste på et tidspunkt.. jeg har hørt om denne Madelaine og jeg er ikke sikker på om hun kan se om jeg er hendes søster eller ej" hun smilte skævt. Der var et eller andet over hende der mindede om den gamle Claire. Men sådan var det bare ikke. Hun så op og hoppede op på træernes kroner.

Hun grinte lidt af ham og rystede på hovedet. Hun stoppede med at løbe og så på ham. "Er du klar over hvor dum du ser ud til at være? Det er som om at du nærmest intet ved.. du lytter ikke ordentligt og du finder ikke ting hurtigt nok! Du prøver ikke engang at finde ud af hvem jeg er" hun så direkte på ham og fnøs af ham. "Jeg kan mærke at du er alfa, men alligevel synes jeg ikke at du fortjener at have disse kræfter" hun så sig lidt omkring og derefter på ham igen. "Men selvfølgelig.. det er jo skæbnen ikke sandt?" hun fnøs og så op imod himlen. Det var så typisk syntes hun. At det var på denne måde. De fleste vampyre var begyndt at være bløde, men selvfølgelig, de kunne intet gøre ved det overhovedet. Hun så lidt på sine fingre, før det var at hun begyndte at løbe videre. Hun havde ikke været vampyr i særlig lang tid, men alligevel havde hun fundet ud af så mange ting. I forhold til andre vampyre, der bare ville ud og dræbe. Selvfølgelig dræbte hun en del, men hun lagde også mærke til selve verdenen.

Hun fnøs og rystede på hovedet. Hun kunne høre det knæk meget let, da hun havde en ret så god hørelse. Hun mærkede straks tørsten selv og forbandede nærmest denne Dominic fordi at han havde gjort det! Hun vendte sig straks om og begyndte at løbe den anden vej. Hun var nødt til at finde noget føde selv! Ellers ville hun gå fuldstændig bassærk og det ville hun overhovedet ikke opleve igen. Kort tid efter, var hun forsvundet ud af den blå luft. Det ville være meget svært at finde hende igen, fordi at hun var kommet meget langt væk.