Smuk udsigt.. (James.)

Årstid: Forår
Dato: Irl
Dag: Lørdag
Omgivelser: En masse træer, en sø og en masse dyr
Vejr: Klar himmel med en masse stjerner
Tid: Omkring midnat
Sted: Lake Washington

Sam gik rundt ude ved Lake Washington. Som sædvanlig i meget lidt tøj, Bare et par sorte, stramme busker og en lang, blå top, det var fint nok for hende. Sko og langærmede bluser eller jakker ville være alt for besværlige, når man skulle skifte skikkelse. Det ville også være alt for dyrt, når man skulle købe tøjet igen. Det kunne ikke betale sig. Og det andet var også langt mere komfortabelt.
Hun smilede for sig selv. Der var ret hyggeligt ved søen. Ingen blodsugere eller andre ulve. Lige nu havde hun brug for at være lidt alene. Det havde været nogle mærkelige og stressende måneder efter hun havde fundet ud af hun var varulv. Det var dejligt endelig at kunne få lidt tid til sig selv engang i mellem uden at skulle bekymre sig om alle mulige ulvepligter.

//Undskyld, det er så kort, men skal spise ^^//

James havde lige været ude og jage, og det kunne ses på ham. På hans hvide skjorte var der adskillige blodpletter, og han havde lidt blod siddende i mundvigen. Skjorten var en han havde hugget, da han ikke ejede særlig meget tøj. Faktisk ejede han ingenting. Hvad skulle han bruge det til? Han slikkede nydende blodet væk, og børstede sine hænder af. Så greb han fat i pigens ene arm, og trak afsted med hende. Han nåede til Lake Washington, og smed liget ned i vandet. Væk med hende. Hun ville nok snart blive fundet, men skidt. Nu var han da sluppet af med hende.
Han så sig køligt omkring, og mærkede en irriterende lugt genere hans næsebor. Varulv. Nu havde han det ellers lige så godt. Han fortsatte dog alligevel, nægtede at lade sig kue.

//Det er bare i orden (; //

Sam tog en dyb indåndning og var lige ved at knække sig. Den forfærdelige lugt af vampyr, var aldrig noget man vænnede sig til. Bestemt ikke som varulv i hvert fald. Deres lugt var frastødende, ligesom ulvenes lugt var frastødende for vampyrene. Sådan var det bare og det var vel egentlig meget godt. Så var man aldrig i tvivl om hvornår man mødte en vampyr.
Hun tog et par dybe vejrtrækninger til for at vænne sin lugtesans og sine lunger til lugten. Langsomt fik hun styr på kvalmen. Den forsvandt til sidst. Åndede til sidst lettet op.
Hun så sig omkring for måske at få et glimt af vampyren. Dog kunne hun ikke få øje på den. De måtte vel ellers være ret nemme at få øje på. Med deres hvide hud og sådan noget.

//Tilbage xD//

// Cool //

James trådte frem fra nogle træer, og blev synlig for varulven. Eller det regnede han da med. Selv kunne han tydeligt se varulven. Det var en ung pige. Nå. Han havde ellers kun set han-varulve, men hende her var da tydeligvis en pige. Han viste ingen tegn på følelser, hans ansigt var en kold, ligegyldig maske, men da han var omkring 20 meter fra hende, skiledes hans læber, og et hånligt smil tog plads på hans smukke ansigt.
"Godaften Miss..." Hans stemme osede af sarkasme, og det var ikke engang med vilje. Det var bare naturligt for ham? Men sådan snakkede han nu til alle folk, ikke kun varulve. Bortset fra til de mennesker han skulle charmere, og derefter myrde. Der var hans stemme silkeblød, venlig og charmerende. Den slags stemme man havde lyst til at høre lige inden man døde, eller lige inden man faldt i søvn. En behagelig stemme.
Han var barfodet, og hans sorte bukser var hullede, slidte og beskidte. Men det gjorde ikke noget. Det klædte ham alt sammen. Det var en af fordelene ved at være vampyr. Der ville man være smuk, selv hvis man havde en sort sæk på.

Sam gik endnu et par meter før hun fik øje på vampyren. Hun måtte indrømme at vampyren så fantastisk ud. Men det var vel ikke sp specielt. Det gjorde alle vampyre. De kunne tage hvad som helst på og stadig se godt. Selv en meget grim frisure ville klæde dem. Igen tvivl om det. Stoppede op for at betragte vampyren. Det var en han. Nok en af de første hun havde set. Hun var meget på vagt. Vampyre var meget forskellige og derfor reagerede de også forskelligt.
"Godaften Mister.." Hun knurrede. Kunne ganske enkelt ikke undgå det. Det lå hende naturligt at være fjendtlige overfor vampyre. Specielt dem hvis temmer var fuld af sarkasme eller ironi. Det var nok de værste. De fleste vampyre var også i følge hende, meget egoistiske og narcisstiske. De måtte vel gå meget op i deres udseende og de tænkte jo kun på deres egne behov. Ellers ville de ikke have en chance for at overleve.
Dog var hun ikke i tvivl om at denne vampyr, ikke kun snakkede med sin sarkastiske stemme. På den måde ville han jo aldrig få noget at spise. Han var sikkert utrolig behagelige, når han skulle charmere sit offer.

Han kunne ikke lade være med at udstøde en lille latter, da han hørte hende knurre. Gud fader bevares, var han lige ved at sige. Den bider jo! Men han lod være. Måske var det klogt nok. Han vidste jo ikke hvor stærk bæstet var. Men på den anden side havde han lyst til at provokere hende.
"Uha, er vi lidt fjendtlige?" Spurgte han hende om, og hans stemme var igen tyk af sarkasme, og man kunne tydeligt høre at hun morede ham.
Han slikkede sig igen om munden, og holdt hendes blik fast mens han gjorde det. De fleste varulve fandt deres... føde, kvalmende. Hun kunne sikkert også lugte blodet på hans skjorte.

Hun knyttede sine hænder, som var begyndt at ryste. Vidste han ville se det med det samme. Første tegn på svaghed, kunne man vel sige. Hun var ligeglad. Hun havde endnu ikke lært at styre sin vrede helt. Da hun hørte hans latter, vendte hun bare øjne i stedet for at knurre. Det var lidt nemmere og vel også mere teenage agtig? Måske..
"Hvad tror du selv?" svarede hun igen og holdt også hans blik. Havde først lige fået færten af blod. Lugten hang nærmest rundt om ham. Det sad sikkert på hans skjorte. Fokuserede på hans mørke øjne, for ikke at lægge mærke til at slikkede sig om munden. Måske var det bare for at fjerne noget blod, ellers havde han måske tænkt sig at drikke hendes blod. Ville det ikke føre til at hun døde? Eller var det kun hvis vampyrene prøvede at forvandle varulvene? Det var vel egentlig lige meget. Begge tanker var frastødende.

Han lod sit blik ramme hendes hænder, og hans ansigt lyste op i et skævt smil igen. Godt at man ikke kunne se det på vampyrerne, når de begyndte at blive vrede. Det ville da virkelig være hæmmende. Han rystede lidt på hovedet.
"Det tror jeg helt bestemt vi er!" Nynnede han muntert, og tanken muntrede ham op. Herligt. Måske kunne de enda slås lidt? Det var så længe siden han havde brugt sine kræfter.
"Kan du lide mit outfit?" Spurgte han hende ondskabsfuldt om.
"En ung pige blev desværre nødt til at lægge blod til, for at give skjorten det helt rigtige strejf af dramatik!" Han grinede koldt.

Hun tog hænder om bag sin ryg, mest for at han ikke skulle kigge på dem. Det irriterede hende virkelig at man kunne se på varulvene, hvornår de begyndte at blive vrede. Så kunne vampyrene jo gøre sig klar til kamp, mens varulvene ikke anede hvornår de ville være vrede nok til at ændre skikkelse. Eller det gjorde hun i hvert fald ikke.
"Vi" fnøs hun. Det var vel hende der var vred og ikke ham. Vampyrene havde en underlig tendens til at snakke mærkeligt. De kunne sikkert ikke lade være med at snakke sådan, som man gjorde på den tid de levede rigtig. Til stor irritation for en del. Eller måske kun Sam.
"Ja, det passer godt til din personlighed.. Sadistisk igle" sagde hun med et skævt smil. Hans tøj så godt ud, men det følte hun ikke hun kunne sige. Det ville være lidt ligesom at nedværdige sig selv. Og hvorfor stimulere hans i forvejen alt for store ego, endnu mere?

Han nikkede hjertligt.
"Ja, vi!" Han gik lidt tættere på hende, med flydende skridt. Nærmest dansede fremad. Alle vampyrer var jo så smidige og elegante. Ja, der var fáktisk kun fordele ved at være vampyr!
"Ja, gør det ikke?" Han lod som om han ikke hørte det sidste hun sagde, og kiggede roligt ned af sig selv. "Årh, sadistisk, det ved jeg nu ikke. Det er jo ikke fordi jeg desideret nyder at dræbe," løj han muntert. "Det er bare så underligt... tilfredsstillende, og så smager menneskeblod så godt." Hans stemme var nydende, og mens han talte kørte han roligt en hånd rundt i håret, så det strittede endnu mere.

"Du er måske vred eller hvad?" Hun var skeptisk. Det lod til at vampyrene altid var muntre. Måske var det bare fordi de var totalt syge i hovedet. Ellers var det umuligt for dem at blive vrede. Hun vidste ingenting om den slags. Og hun interesserede sig heller ikke så meget for det. Det var bare en lille smule nysgerrighed.
"Nej" Hun smilede stadig skævt. Kunne ikke lade være med at grine en smule hånligt. "Som om i ikke nyder at dræbe menneskerne, bare så i kan få lidt at spise og måske lidt sjov i processen" Han ville have svært ved at overbevise hende om noget andet. Det var jo ikke så svært at se, at vampyrene nød at tømme en menneske krop for blod. Man kunne se det i deres ansigter.

Han trak roligt på skuldrene.
"Måske ikke lige nu. Men der skal ikke så meget til søde. " Han lo en himmelsk, klingende latter, og betragtede muntert pigen. Ærgeligt at hun var en hund. Ellers ville han nok have dræbt hende. For hun var meget køn og havde en dejlig hud. Lige noget for ham. Bortset fra at hun jo, som sagt, var en hund.
"Du har ret, jeg nyder det." Han lod som om han var blevet afsløret, og tog hænderne op over hovedet. "Jeg nyder det af helvedes til!" Han smilede stadig ondskabsfuldt til hende.

"Kort lunte?" gættede hun. Det kendte hun alt til. Der skulle ikke ret meget til at pisse en varulv af. Det var klart ulempen ved at være en varulv. Man havde overhovedet ingen tålmodighed med folk. Man gik bare i flæsket på dem. Helt enkelt og dejligt på en måde. Måske bort set fra den det gik ud over, selvfølgelig.
Hun lagde sine arme over kors. De rystede svagt. Hun betragtede ham med en rolig mine. Han var utrolig køn, som alle andre vampyre. Hun blev bare altid overvældet af deres skønhed. Man vænnede sig aldrig rigtig til den. Man var nærmest nødtil at at blive overvældet eller overrasket over den.
"Det overrasker mig ikke" Hun snakkede i en kølig tone. Så godt hans ondskabsfulde smil, men reagerede ikke rigtig på det. Bort set fra at armene dirrede en lille smule mere end før.

"Ja, det må man sige!" Lo han, og rystede svagt på hovedet. "Der skal virkelig ingenting til. Men sådan er det vel også for jer?" Han nikkede mod hendes arme, og vidste godt, at der ingenting skulle til, før de fór i flint. Men så ville han være parat. Han havde jo super gode reflekser, og var hurtig.
"Nej, vel? Men sådan er vel langt de fleste af os." Han så tænksom ud. "Bortset fra de der hellige freaks, der nægter at røre mennesker. Jeg forstår dem ikke. " Han så oprigtigt forundret ud. "Hvad er meningen med det?" Han så kort på hendes arme, og måtte kvale en latter. I stedet smilede han bare fredeligt.

"Jo, det er det vel" Hun indrømmede det mere eller mindre. Alle vampyrene vidste da, at varulvene havde en kort lunte? Ellers måtte de da have levet under en sten, hele deres "liv". Eller hvad det nu var. Liv var det jo ikke helt, men de var jo heller ikke døde. Levende døde var måske den korrekte betegnelse for hvad de var. Ud over vampyre selvfølgelig.
"Måske har de bare ikke lyst til at føle sig som monstre?" foreslog hun og trak på skulderne. Hun vidste jo ikke ret meget om vampyre. Ud over det vigtigeste. Hun rendte jo ikke rundt og snakkede med vampyre hele tiden. Der var vigtigere ting i verden.
"Meningen med "de hellige freaks" eller mine arme?" Knurrede hun. Kunne nemt høre at han kvælte et grin og det gjorde hende endnu mere vred. Der ville sikkert ikke gå lang tid ingen de kæmpede. Hvis det stod til hendes temperament.

Han smilede.
"Så skal jeg da nok lade være med at provokere dig yderligere," løj han uden omsvøb, og grinede lidt.
"Vi er ikke monstre," sagde han, og lød for første gang lidt irriteret. "Det er naturligt! Vi følger bare vores instinkter når vi dræber! Er rovdyr måske monstre?" Han så surt på hende.'
"Begge dele!" Han slappede lidt af igen, men så stadig irritabel ud. For han vidste jo at han havde ret. Det var naturligt. De var blevet bidt og forvandlet. Nu fulgte de deres instinkter.

Hun rystede bare på hovedet af ham og sagde ikke nogle til hans løgn. Kunne en vampyr virkelig, lade være med at provokere sin naturlige fjende? Det ville overraske hende gevaldigt hvis han holdt ord. Hun troede dog ikke helt på det. Det ville også være dumt, at sænke paraderne.
Smilede lidt hånligt, da han viste at han var sur. Det beroligede hende, at hun kunne se at han var sur. Så vidste hun at han kunne finde på at angribe hende. Altid godt.
"Nej, men rovdyr dræber dyr og ikke mennesker" påpegede hun. "I er jo stadig en slags mennesker" Hendes stemme var fuld af afsky. Hvordan kunne han sammenligne dem med rovdyr? Til et vist punkt havde han ret, men de var jo ikke dyr. Sådan rigtig. De var nærmere en slags menneskelig dræbermaskine ting.
"Måske har De hellige stadig en smule menneskeligt i sig? Et normalt, velfungrende menneske ville jo ikke slå en anden person ihjel" Det sidste havde hun hørt sidste gang hun havde været i skole. Vidst nok i psykologi eller biologi. Et eller andet i den retning. Hun kunne ikke helt huske det.

Han så irriteret på hende.
"Gu er jeg ej noget menneske!" Sagde han surt. Han tog det faktisk som en fornærmelse. Han var så meget mere end et menneske. Mennesker var som dyr, for ham nu. Så hun skulle overhoved ikke sammenligne ham med et menneske! Det havde han været engang, men nu var han gudskelov noget helt andet. Han havde heller aldrig brudt sig om sit menneskeliv. Han så på sin forvandling, som en gave han havde fået.
"Ja, men så siger jeg bare at det var fucking godt at jeg ikke sluttede mig til den gruppe freaks jeg stødte på kort tid efter min forvandling. Det ville jeg da ikke have kunnet holde ud." Han himlede med øjnene.

"Undskyld, kom jeg til at fornærme dig?" Det var tydeligt at hun ikke mente det. Helelr dø end at mene et undskyld til en vampyr. Hun afskyede dem. Deres levemåde var afskyelig. Hun kunne ikke lade være med at tænke på alle de uskyldige mennesker, sam havde måtte dø for at vampyrene kunne leve videre. Det gav hende kvalme. Heldigvis var der dog et par få, fornuftige vampyre som kun spiste dyr. Hun respekterede dem, men brød sig stadig ikke om dem. De var jo stadig vampyre og de var jo fjender. Det var ikke bare sådan noget man lagde bag sig.
"Hvordan kan du vide det, når du aldrig har prøvet det?" spurgte hun, en anelse undrende. Han mindede om et menneske, i sin væremåde. Var hurtig til at beslutte sig for om han kunne holde noget ud eller ikke. Det var jo svært at bedømme den slags, når man ikke havde prøvet det. Ligesom hun troede at hun ikke ville kunne holde ud at have været vampyr. Men hun havde jo ikke prøvet det, så hvordan skulle hun kunne vide det?

"Ville du være blevet fornærmet hvis jeg havde kaldt dig en hund?" Spurgte han sukkersødt, og sendte hende et englesmil. En engel med sorte øjne, der lyste koldt og ondt. Men så facinerende.
Han lo hånligt til hende, og tænkte, at hun bestemt måtte være sindsyg. Gav det ikke ligesom sig selv, hvorfor han ikke vile kunne holde det ud?
"Øh, er det ikke nok at sige at de spiser dyr?" Han fik det til at lyde ulækkert, hvilket han bestemt også mente det var. Helt ærligt. At jage dyr, og drike deres blod? Ad! De lugtede jo ikke engang lækkert, selvom der flød blod i deres årer! For James ville det være det samme som at jage varulve. Derfor gav det ham kvalme.

"Jo, men at i kalder os hunde er ligesom blevet.. Kliché.. I kan måske ikke finde på noget bedre, som fornærmer os endnu mere?" spurgte hun med et lettere udfordrende tone i sin stemme. At blive kaldt hund, bed ikke i hende så meget som det gjorde i starten. Man vænnede sig vel til det. Ligesom de vil vænnede sig til at blive kaldt igler og blodsugere.
"Du har også spist dyr engang, er jeg næsten overbevist om.. Det har alle vel gjort på et tidspunkt" Hun trak på skulderne. Okay, vampyrene drak dyrenes blod, men det var jo deres form for vegetarisme. Menneskerne spiste jo også dyr og det havde de menneskespisende vampyre, sikkert også gjort i deres tidligere liv. Dyreblodet smagte måske ikke så godt, men det var da en god løsning hvis man ikke ville føle sig som et monster.

Han himlede med øjnene, og sendte varulven et irriteret blik.
"Du beder ligefrem om at blive fornærmet... Hmmm.. Din dårligt-stinkende-ulve-wannabe." Han overvejede at bruge det fremover, men ordet var simpelthen for langt. Hund var bedre.
"Ja, som menneske måske! Men der er forskel! Min lugtesans er blevet forbedret 100 gange, så dyrene stinker så meget dårligere end de gjorde da du var menneske." Han trak på skuldrene.
"Jeg føler mig ikke som et monster." Konstaterede han roligt.

Hun kunne ikke lade være med at grine bare lidt, men hun blev skam fornærmet. Hele hendes krop dirrede. Hun havde bestemt ikke lyst til at kæmpe med ham, men hun kunne ikke styre sit temperament. Det havde sit eget liv, kunne man sige. "Godt fundet på" Hun smilede skævt. Havde dog lagt mærke til hans irriterede blik, så der gik sikkert ikke mange minutter før de ville prøve at flå hinanden i stykker.
Hun tænkte sig lidt om. "Okay, jeg kan godt se det, men måske for de det bedre med sig selv. Hvem ved?" Hun mumlede og trak på skulderne. Hun var ikke ekspert i vampyre på nogen måde, men de måtte vel tænke som mennesker. Bare nogle få gange. Eller have et eller andet menneskeligt i sig. Bare en lille bitte smule. Var det ikke muligt?
"Det har jeg heller aldrig sagt"

"Jeg er meget kreativ." Sagde han tilfredst, da en nærstuderen af hendes hænder og arme, havde bekræftet det han tænkte; Selvom hun grinede, var hun alligevel blevet fornærmet. I hvert fald irriteret over det. Han bøjede sig langsomt en lille bitte smule forover, ikke så man lagde mærke til det, og gjorde sig klar, hvis hun pludselig eksploderede.
"Ja, jeg ved det i hvert fald ikke. Jeg kommer aldrig til at forstå dem." Mumlede han stille, og tænksomt. Det gjorde han virkelig ikke. Hvorfor ikke bare nyde det liv de havde fået tildelt sig?
"Men du tænker og mener det." Det var ikke et spørgsmål. Det var en konstatering. For det vidste han at hun gjorde. Alle varulve hadede James's slags, og¨synes deres måde at indtage føde på, var ulækker. Hvis han havde været en af dem, ville han nok også selv have syntes det.

"Helt vildt" Hendes stemme var tyk af sarkasme. Mest af alt havde hun lyst til at brække sig over ham. Det var typisk hans slags vampyre, der var de største arrogante r*vhuller af dem alle. De var ligeglad med alt for alle, bort set fra dem selv. Var det virkelig det, et evigt liv gjorde ved folk? Gjorde dem så egoistiske at det var næsten umuligt at forestille sig? Måske.. Det pissede hende i hvert fald af. Hendes krop dirrede en del mere.
"Sikkert ikke" mumlede hun og var fuldstændig enig med ham. Det var nok den eneste ting de kunne blive enige om. Overhovedet. I hele deres liv og endnu mere.
"Man skulle tro du kendte mig" Hun knurrede og var tydeligvis ikke tilfreds med hans konstatering. Ganske vist havde han ret, men at hun var nødt til at indrømme det over for ham, var næsten for meget. Hele hendes krop skælvede endnu mere, men hun lagde ikke rigtig mærke til det selv. Hun stirrede bare på ham.

Han lod sig ikke mærke med hendes sarkasme, smilede bare himmelsk til hende. Hendes tiltagende vrede, gjorde ham, underligt nok, endnu mere munter og venlig. Men bag den smilende facade, gjorde han sig klar til den kamp der helt sikkert ville komme. Man kunne mærke det i luften. Den var næsten tyk af tilbageholdt vrede, der stammede fra dem begge.
"Det er jo det jeg siger," lo han. Hans latter klingede som vindklokker, som vinden blidt puster til, men stoppede så brat som den var opstået.
"Åh nej, i vovser er bare så herligt forudsigelige! Og det faktum at jeres krop dirrer, hjælper også på det." Han lagde katteagtigt hovedet på skrå, og smilede sødt til hende, mens han forestillede sig at han satte tænderne i hendes hals, og flåede hovedet fra kroppen.

Hun knurrede bare i stedet for at svare på noget af det han sagde. Lagde mærke til hans katteagtige fremtræden. *Vi er ligesom hund og kat* Tænkte hun og kunne ikke lade være med at smile lidt over tanken. Det var jo sandt. Vampyrene havde noget utrolig katteagtigt over sig. De var selvstændige, elegante og tit utroligt flotte. De var også altid rolige. Eller næsten altid.
Hunde var stik modsatte. De havde det bedst med en leder eller sådan noget, var en smule klodsede, men de kunne sagtens være kønne. Men rigtige hunde var jo næsten altid glade og varulvene havde jo svært ved at styre temperamentet. Men ellers lignede de hinanden ret meget.
Hun kunne sagtens mærke at det lå i luften. At de ville komme til at slås. *Hvorfor udskyde det?* Tænkte hun inden hun løb hen mod ham. Forvandlede sig til en ulv og tøjet blev flået i stykker. I stedet for en vred lys håret pige, var der nu en stor, hvid, vred ulv. Hun var dog ligeglad. Sprang på ham.

Da han så at hun smilede, bøjede han sig forover, denne gang synligt for hende også. Han bøjede ned i knæerne, parat til at springe, og havde hænderne foran sig, til at forsvare sig med. Det kunne ikke vare mange sekunder. Og det gjorde det heller ikke. Da han så at hun satte i løb, bevægede han sig endnu ikke, og så derfor hver en detalje ved hendes forvandling. Hvordan hun nærmest eksploderede i pels og tænder.

Han kunne ikke lade være med at grine, for at provokere hende yderligere, og da hun sprang frem mod ham, kastede han sig ned på hug, og slog sin hånd hårdt ind i siden på hende. Det ville have dræbt et menneske på stedet. Men han mærkede dog til sin ærgelse, hvordan hendes kløer havde ramt ham, på siden af hovedet, og det gjorde faktisk ondt. Det var længe siden han havde følt smerte. Men mens han omtumlet rystede på hovedet, som for at få vand ud af ørerne, kunne han mærke hvordan såret helede sig, af sig selv, og han sendte hende et ondt grin, og vendte sig om mod hende igen.

Hun knurrede af hans grin og landede hårdt på siden, efter sit spring. Var dog hurtigt på poterne igen. Hun kunne konstatere ud fra sine smerter i sin ene side, at hun var blevet ramt. Det blødte sikkert, men det interesserede hende ikke. Det ville hele om lidt igen. Hun havde dog ikke været forberedt på at han havde været så hård. Det var nærmest som at løbe direkte ind i en 20 meter tyk, solid beton mur. Det gjorde vildt ondt, men sammenstødet ville have dræbt hvilket som helst menneske. Det her føltes mere, som en god gammeldags lammer. Eller ti.
Hun vidste at hun have ramt ham og kunne se at han var blevet ramt i hovedet. Det havde sikkert gjort ondt på ham, men ikke vildt ondt. Men helt sikkert ondt. Han så en smule omtumlet ud. Det var hun også selv. Hun havde aldrig prøvet sådan et sammenstød med en vampyr før. Det var mere bare et par rive mærker og så var de begge flygtet. Det her var meget anderledes.
Hun kneb sine blå, ulve øjne en smule sammen og knurrede voldsomt af ham. Viste endda sine ret så skarpe tænder.

"Det må jeg give dig vovse," snerrede han af hende, så man kunne se hans kridhvide, dødbringe tænder. "Du er ret hård af en forvokset hund at være." Han kunne godt se på hende, at det slag han havde fået ført ind, havde gjort ondt, men desværre helede de jo så pokkers hurtigt igen, så man skulle være ret effektiv og hurtigt, for at slå dem ihjel. Ærgeligt, men sådan var det nu engang.
Så sendte han hende et ondskabsfuldt grin, inden han fløj frem mod hende, en bevægelse så hurtigt, at intet menneske ville have nogen chance for at kunne komme væk. Hunden havde nok en bedre mulighed. Ærgeligt. Han målte afstanden imellem dem på mindre end et sekund, og fløj så frem mod hende, og bed ud efter hendes skulder. Han kunne se det sjovt i at der kom et menneske forbi nu. Det ville være sjovt at se, hvordan hunden sikkert ville forsøge at forsvare mennesket, når han slog det ihjel.

Hun knurrede bare, for hun kunne jo ikke svare ham rigtig. Hun var heller ikke sikker på om hun overhovedet havde gidet svare ham. Det ville være spild af krafter. Det var synd at vampyre hele så hurtgt. Man skulle være hurtigt og helst to-tre varulve for at slå en vampyr ihjel. Det var trist, men ikke mindst sandt. De arbejdede bedst i grupper. Eller dræbte bedste i grupper? Hun havde fokuseret lidt på hans hvide, farlige tænder. De fik hende til at gyse. Et bid var nok til at dræbe hende. Det ville klart være en utrolig smertefuld død. Ligesom vampyrene kunne lide det.
Hun blev lettere overrasket, da han angreb hende igen. Hun undveg, men hendes skulder blevet snittet af en af hans tænder. Det var nok. Ikke nok til at dræbe hende, men nok til at få hende til at kaste sig ned på jorden af smerte. Ville have foretrukket at han bare bankede hende med sine hænder, i stedet for smerten. Den var dog ikke voldsom, som hvis han havde bidt hende helt, men det gjorde stadig utrolig ondt. Det helede sikkert ikke lige så nemt, som slaget lige før. Men det helede sikkert.

Han mærkede at han snittede hende, og hans tænder lavede også en ret dyb rifte i hendes skulder, og han smagte hendes blod på tungen. Fy for den lede! Det smagte værre end et menneske som både røg og drak.
Han stoppede op, da han så hende ligge på jorden, og kunne tydeligt aflæse smerten i hendes ansigt, selvom hun ikke var i sin menneskeskikkelse. Han gik roligt hen til hende, og fangede hendes øjne.
"Du ved at jeg er stærkere end dig." Sagde han mildt til hende, men det var rent skuespil. Han frydede sig over hendes smerte, men viste det ikke. "Men det var nu meget sjovt alligevel." Han grinede stille, og så ned på hende. Hun var utrolig sårbar, som hun lå der, men han var ikke så unfair, at han dræbte en modstander der lå ned. Han ville hellere have en fair, lige kamp. Det kunne han bedst lide.

Hun snerrede af ham og viste tænder. Vreden lyste ud af hver eneste fiber i hende krop. Han så virkelig ud, som om han nød at hun havde smerter. Alt andet ville også forskrække hende. Hans stemma var mild, men mon ikke han frydede sig over hendes smerte? Virkelig frydede sig og grinede hende langt væk, inde i sig selv. Den tanke gjorde hende om muligt, endnu mere vred end hun allerede var.
Hun viste at hun så sårbar ud og det hadede hun virkelig. Der var ikke noget værre end at føle sig svag og underlegen. Det var den værste følelse man kunne have, i følge hende selv. Sådan havde han det sikkert også, men hvor tit skete det lige at han følte sig svag og underlegen? Sikkert yderst sjældent.
Hun skævede til sin skulder og konstaterede at det ikke var så slemt. Riften var ganske vist dyb, men den var ikke særlig stor. Det var altid noget. Den var også så småt ved at hele, men det gjorde stadig fandens ondt.
Hævnlysten fik hende til at rejse sig hurtigt på benene og gå lige efter hans strube.

Han holdt nøje øje med hende, ventede på at hun ville flyve på ham igen. For det ville hun, uden tvivl. Han havde fået hende hidset godt og grundigt op, og hans ord tirrede hende endnu mere. Hvilket også var meningen. For hvis hun ikke selv var klog nok til at stoppe slåskampen, ville han heller ikke! Det var hende, der ville komme til skade i sidste ende, var han sikker på. Så han var forberedt, da hun pludselig kom op, og fløj ud efter hans strube.
Han kastede sig bagover, og undgik med nød og næppe hendes skarpe tænder. Han støttede hænderne bag sig, så da han ramte jorden, skød han sig selv op igen, ved hjælp af sine hænder, og vendte sig om mod varulven, så han var klar igen. Han viste tænder og snerrede truende, meget katteagtigt, og han var igen bøjet forover, parat til kamp.
"Har du ikke fået nok?" Snerrede han, og denne gang var der ikke en facade med smil og hån. Hans røde øjne lyste af vildskab og ondskab, og han stirrede hende lige i øjnene.

Hun gled lidt i jorden, men drejede sig en halv omgang og stod så helt stille. Stirrede tilbage på ham. Hun ærgede sig ovr at han havde undveget hende, med nød og næppe. Hvorfor var vampyrene også så fandens hurtige? Kunne man ikke ødelægge deres speeder eller sådan noget? Der måtte da være et eller andet, som de ikke kunne tåle? Sol var selvfølgelig udelukket. Det var jo bla. aften og hun havde hørt nogen af de andre ulve fortælle at de slet ikke brændte op af solen. Kors og vievand vidste hun godt ikke virkede på dem. Ligesom sølv heller ikke virkede på varulve. Det var bare gamle skrøner. Men der måtte være et eller andet de var svage over for. Bare et eller andet.
Knurrede af ham for at sige nej. Knurren kom dybt nede fra hendes strube og man var ikke i tvivl om at hun ikke ville opgive uden kamp. Den vampyr skulle ned og kysse jorden, om så hun skulle brække alle sine knogler i forsøget på det.

"Store stygge ulv!" Snerrede han, og der var ingen sarkasme i ordene. Det skulle der have været, men han var simpelthen for gal nu, til at kunne være hånlig og sarkastisk mere. Hvad fanden troede den tøs hun var? Hvor gammel var hun? 17? Hun havde ingen chance mod en trænet vampyr! Han havde været vampyr i 21 år, så mon ikke han havde en hel del mere kamperfaring end hun havde? Tåbelige pigebarn. Hun ville komme til skade.
Han fløj frem igen, og slog ud mod hendes side (hedder det flanke på en ulv?o.o) med en knyttet hånd, i et forsøg på at brække et par af hendes ribben. Det ville i hvert fald sinke hende et stykke tid!

Hun snerrede igen og så på ham med et nærmest udfordrende blik. Kunne godt mærke der ikke var nogen sarkasme i hans ord, men de var helt sikkert ment sarkastisk. Han var sikkert bare for gal. Hun kendte følelsen alt, alt for godt. Men helt ærligt! Han opførte sig som en på hendes alder, hvis ikke yngre! Det var jo lige før han opførte sig som om han ejede hele verden, eller at verden kun var til for ham. Storheds vanvid i den grad!
Knurrede af ham og gik også efter ham. Denne gang med kløerne. De var måske ikke bedre end tænderne, men de var skarpe og gode til at forsvare sig selv med. Undgik med nød og næppe hans knyttede hånd. Hvis den havde ramt hende, ville hun helt sikkert have brækket nogle af sine ribben. Ikke det bedste under en kamp. Hun nåde at sætte sine skarpe kløer på hans kind og så rive til. Sårene nåde vel omkring til midten af hans kolde, hvide hals. Så var hun bag ham. Drejede sig dog hurtigt omkring, så hun kunne se ham.

Han bandede og ærgede sig over at det var lykkedes hende at undvige, og et øjebliks uopmærksomhed fra hans side, var alt hvad der skulle til. Han mærkede hvordan kløerne på hendes ene pote, flåede hans marmorhud op. Det lød næsten som når man slår 2 sten sammen, og det føltes også omtrent på den måde.
Han gispede, både af overraskelse og smerte, men mest af smerte, og fløj et par skridt bagud. Såret blødte ikke, da han ikke havde noget blod i sig, men riften, eller revnen var det vel næmere, var der alligevel. Den var faktisk ret dyb. Han stønnede, og vaklede. Det føltes som om han havde løbet med hovedet ind i en mur. Han kunne mærke hvordan såret langsomt begyndte at lukke sig, men det kunne han ikke vente på. Han fløj igen frem mod varulven, med strakt hånd, og hakkede med den, som en kniv, imod hendes hals.

Hun kunne ikke lade være med at smile af hans smerte. Der var noget fedt i at se ham lide. Rifterne klædte ham ikke så godt, men de helede jo desværre. Alligevel havde det været fedt at se overraskelsen og smerten i hans ansigt. Det at han stønnede og vaklede var helt klart et bonus! Hun havde bestemt ikke troet at det var muligt for hende, at skade ham sådan. Måske ikke overdrevet meget, men så han blev overrasket over det. Det gjorde hende nærmest helt 'høj' af det.
Hun var så optaget af at fryde sig, at hun ikke nåede at reagere, før sidste sekundt. Hun fløj til siden, men undgik ikke at blive ramt. Det føltes som om han sprattede hendes hals op med en utrolig skarp kniv. Smerten var ubeskrivelig. Hun hylede højt og skingert og landede hårdt på sin ene side. Blodet strømmede fra halsen. Dog var det eneste hun umidlbart tænkte på var hendes hår. Hvis han havde 'klippet' noget af det, ville hun flå ham!
Hun lå og trak vejret i korte, hurtige stød. Ventede nærmest bare på at han skulle gøre det af med hende.

Han mærkede til sin fryd, hvordan hans hånd snittede hendes hals. Hånden gik let igennem pels og hud, og han mærkede det varme, mørkerøde blod på sine hvide fingre. Da han var sikker på at hun var nede, bøjede han sig ned, og tørrede med væmmelse sin hånd af i græsset. Varulveblod på sin hud. Ad.
Så gik han hen til hende, knælede ved siden af hende, og fangede hendes blik. Hans nådesløse, iskolde, røde blik holdt hendes fast, og så smilede han koldt til hende. Så, med en bevægelse der end ikke kunne ses, greb han fat om hendes sårede hals, med den ene hånd. Indså, at der ikke havde været nogen grund til at tørre fingrene, for han kunne mærkede hvordan blodet igen kom i kontakt med hans hud. James vidste dog også godt, at såret højest sandsynligt snart ville være helet, men han ville nyde det så længe hun lå ned. Han klemte til om hendes hals, ikke så hårdt at hun ikke kunne få luft, men så hårdt, at hun ville få vejrtrækningsproblemer.
"Kan det lære dig, ikke at lege med dem der er ældre end dig selv?" Hvæsede han, og ønskede halvt om halvt, at hun ikke var ulv. Det var irriterende, at hun ikke kunne give svar på tiltale. Han måtte virkelig fokusere, for ikke at klemme til, og kvæle hende. Han modstod fristelsen.

Blodet der strømmede fra såret på hendes hals, farvede den hvide pels rød. Det var en kamp nærmest bare at holde øjnene åbne og trække vejret ordenligt. Hun så ind i hans kolde, røde øjne. Hvis ikke han havde været sådan som han var, ville hun nok havde fortalt ham at hans øjne var flotte. Den røde farve var faktisk utrolig flot til hans blege hud. Det ville hun dog ikke fortælle ham. Han prøvede jo at dræbe hende!
Hun gispede da han tog fat om hendes hals og fik endnu svære ved at trække vejret. Det lod dog ikke til at han ville dræbe hende. Endnu. Måske ombestemte han sig på et tidspunk. Måske i den nærmeste fremtid. Men såret i halsen, var lige så stille ved at hele, så hun var snart på benene igen, men det kunne sagtens tage lidt tid.
Fortsatte med at se ham i øjnene og trak vejret i korte, små stød. Hver vejrtrækning var smertefuld. Men hun var nødt til at trække vejret. Ellers ville hun sikkert bare besvime eller sådan noget. Man kunne tydeligt se i hendes øjne at hun ikke havde givet op. Endnu selvfølgelig. Hun kunne være utrolig stædig. Han ville nok være nødt til at brække alle hendes knogler før hun gav op.
Med et par af sine sidste kræfter, skiftede hun skikkelse. I stedet for en ulv, lå nu en nøgen pige. Hun var dog rimelig lige glad. Hvis hun skulle dø, så skulle det i det mindste være i menneskeskikkelse. Ikke som et forvokset dyr.
"Teknisk set, er du ikke så meget ældre end mig" hvæsede hun tilbage. Hans krop var vel kun omkring to-tre år ældre end hende selv.

Han var ikke specielt overrasket, da hun ændrede skikkelse. Faktisk var det dejligt. Så var det bedre at se hvor man skulle angribe, det var en del sværere, når der var pels over det hele.
Da hun sagde, at han teknisk set ikke var så meget ældre end hende, fnøs han hånligt, og rystede på hovedet, stadig med hånden lukket rundt om hendes hals.
"Jeg fylder 30 i år, og det kan godt være at det ikke er så gammelt som nogle vampyrer, men det har givet mig 11 års kamperfaring, søde ven. Hvor mange års kamperfaring har du? 1 år? 2 år? Det er vel ikke så længe siden du blev varulv?" Spurgte han hende roligt om.
Han så ligegyldigt på hende, og kunne nu også bedre se såret. Det var ved at hele. Æv. Irriterende, at deres sår helede så hurtigt. Det gjorde dem sværere at dræbe. Men han regnede nu ikke med at dræbe denne her tøs. Kun hvis hun selv blev ved, så ville han ikke have noget valg. Han håbede halvt og halvt at hun ville blive ved. Han nød det egentlig ret meget.

"30?" Hun lød oprigtig overrasket. "Du ligner en, der ikke er en dag over de 20.. Du holder dig godt" Hun grinede lidt. Det var dog rimelig svært med en hånd på sin hals. Grebet var stadig stramt, men nu vænnede hun sig til det. Hun tog så dybe vejrtrækninger hun kunne. Mest hvis han skulle finde på at stramme grebet.
"Faktisk kun et par måneder, men tak fordi du fortæller mig at min erfaring er som en der har været varulv længere" Hun smilede drillende. Måske ville det gøre ham irriteret, men hey - hvis hun skulle dø, så skulle hun dø glad. Og i menneskeskikkelse. Det var helt klart de vigtigeste ting på hendes "dødsliste".

//Sorry, svaret er så kort, men krea'en fejlede//

//Det kan ske for selv den bedste //

"Ja, det siger de jo. Men min krop er jo også kun 19, ikke?" Sagde han, og himlede med øjnene. Så gav han slip fra hendes hals, men holdt sig stadig parat, hvis hun ikke var færdig med at slås. Men vidste jo aldrig. Han rejste sig op, og kiggede hånligt ned på hende. Så rakte han en hånd ned imod hende, ikke som en trussel, men som for at hjælpe hende op. Han havde ikke tænkt sig at slå hende ihjel, men han havde da fået brugt nogle kræfter, havde faktisk haft det vældig sjovt, og det var han kun glad for. Desuden havde hans skrammer ikke været overvældende, så det var også til at holde ud.
"Tja, så kæmper du temmelig godt." Indrømmede han modstræbende.

"Og min kun 17" Mumlede hun og ignorerede at han himlede med øjnene. Det ville være dumt at hidse sig op over den slags. Specielt nu, hvor det lod til at han havde kølet lidt ned. Ligesom hende. Hun var faktisk ikke vred længere. Det hjalp vist at slås lidt. Så kom man af med alle sine aggresioner. Hun blev ret overrasket over at han gav slip på hendes hals. Da han gav slip, satte hun sig langsomt op. Både fordi hun havde ondt i kroppen og fordi hun ikke ville have ham til at tro, hun ville kaste sig over ham igen. Det ville hun overhovedet ikke. Hun havde faktisk ikke kræfter til det.
Hun lagde sin ene hånd på såret og mærke forsigtigt på det. Det var væk. Det fik hende til at smile. Det var dejligt at hele hurtigt. Dog misundede hun dog stadig vampyrene at de helede hurtigere end varulvene.
Efter at hun havde siddet et stykke tid rejste hun sig op, og strakte sin nøgne krop. Det gjorde hende stadig ikke noget at han så hende nøgen. Hun var vant til at drenge varulvene kiggede på pigernes kroppe, når de forvandlede sig i raseri og når de så skiftede tilbage. Desuden var hun ret sikker på at vampyren ikke ville overbeglo hendes krop. Eller faktisk kigge på den.
"Af en ung vampyr at være, så kæmper du faktisk også temmelig godt" Indrømmede hun med et skævt smil. Hun var ikke meget for at indrømme det, men hun mente det faktisk. Dog var hun glad for at han ikke var nyfødt. Hun havde hørt at de var utrolig stærke.

"Javel. Vokser i stadig, eller hvordan er det med jer?" Spurgte han, lidt nysgerrig, men det viste han selvfølgelig ikke. Når det kom til stykket, vidste han ikke særlig meget om varulvene, og når de var færdige med at forsøge at slå hinanden ihjel, kunne det jo være at de kunne snakke lidt.
Han betragtede kortvarigt hendes nøgne krop. Hun var køn, og som vampyr ville hun blive endnu kønnere. Det ville klæde hende at være vampyr, i stedet for varulv. Men det skulle han nok ikke fortælle hende.
Han nikkede kort, med et sarkastisk smil.
"Det ved jeg godt. Men jeg er jo hverken nyfødt, eller en trænet kæmper. Hvilket nok er meget heldigt for dig." Han fnisede, lidt ondskabsfuldt, og betragtede hende stadig roligt.

"Så vidt jeg ved, så vokser vi ikke" Hun tænkte sig lidt om. "Vi ældes heller ikke.. I hvert fald ikke før vi får styr på vores evner og der går flere årtier" Hun smilede skævt. En varulv kunne nemt leve i hundrede år, måske to? Hun vidste det ikke helt præcist. Det var utrolig forskelligt fra varulv til varulv. Nogen lærte det vel aldrig, mens andre hurtigt gjorde. Hun mente selv hun var i en midter gruppe. "Hvad med jer?" spurgte hun nysgerrigt. Hun vidste ikke ret meget om vampyre. Kun det nødvendige. Måske kunne hans informationer være nødige på et tidspunkt i kamp mod andre vampyre?
Hun lagde godt mærke til at han betragtede hendes krop. Dog blev hun ikke vred over det. Hun havde vel fået al vreden ud i kampen. Nu var hun helt afslappet. Hun lagde armene over kors og smilede skævt. Løftede et øjebryn. "Hva synes du?" spurgte hun i en lidt drillende tone.
"Ih ja, heldige mig" Selv om hans latter var lidt ondskabsfuld, så var den smittende. Hun kom selv til at fnise lidt. Det overraskede hende. Hun var jo nærmest helt venlig overfor ham.