På jagt.

Årstid-Sommer
Tid-Sent om aftenen
Sted-Seattle
Omgivelser-Folk?
Vejr-Stille og omkring 10 grader
Påklædning-Slidte sorte bukser og bar overkrop
Dag-Fredag

James så ned på gaderne, fra sin siddende position oppe på taget. Han havde netop været ude og jage, så hans øjne gnistrede sort. Han sad på hug, med håndfladerne i jorden, og fulgte en ung pige med øjnene. Han var mæt nok, men man kunne jo altid klemme lidt mere blod ned. Og hvis ikke, var jagten i sig selv sjov.
Han pustede langsomt ud, og rullede lidt med skulderne. Nej, han gad alligevel. Der var masser af mennesker på gaderne, så hvis hun ikke gik med ham friviligt, blev han nødt til at tvinge hende, og så ville folks opmærksomhed blive ledt hen mod dem. Også pga. James's udseende, og hans påklædning.
"Fuck de Volturier." Knurrede han. Ellers ville han være ligeglad med at folk så ham når han jagede. Men han havde ikke lyst til at rage uklar med den skide Italienske klan.

Cisse stod i lydløst bag ham, med sit sorte hår til at hænge løst ned af ryggen på hende og indramme hendes Røde øjne, med den sorte kant der viste at hun ikke havde drukket mindst to til tre dage.
Da han bandede Volturi langt væk, skar hendes blide latter gennem stilheden og afslørede hendes tilstede værelse.
Hendes ansigt var oplyst af et lille usikkert smil, venligt. Og hendes røde øjne der stadig havde sit dådyr blik fra da hun var lille.

James havde allerede hørt og lugtet pigen, men han vendte sig ikke om mod hende.
"Jeg håber sandelig ikke at du er en del af Volturi-garden," sagde han tørt, og vendte sig først der, om mod hende. Han viste ingen tegn på følelser, men han så heller ikke fjendtlig ud.
Han lod sit nattesorte blik glide op af hende, og stoppede så ved hendes ansigt. Hun havde ikke spist i et stykke tid, afslørede hendes øjenfarve. Hun var sikkert en af de typer der følte medlidenhed mod menneskerne, og derfor første at sulte sig selv. Han fattede dem ikke.

Hun lo højt, og så stadig mild ud, også selvom han havde den kolde facade.
En af de vampyre der ikke tog sig af andre, som troede deres liv som vampyr skulle være ensomt og fyldt med jagt.
Sådan var hun også engang, men det var længe, længe siden. med tiden var hun blevet mere menneskelig.
Hun kunne endda elske mennesker, også selvom de var hendes føde. Men det havde aldrig gået hende på.
"Hellere dø." Smilede hun, og puttede sine hænder i lommen på sine sorte jeans som machede hendes tshirt med det ret blodige motiv af en bamse der trav sit hjerte ud og med teksten; Cupcake Cult. Hun smilede stadig venligt.

//Undskyld tiden..//

"Godt. En fornuftig vampyr." Hans ansigtstræk blødte en smule op, og han sendte pigen et lille smil, og vendte så blikket ud over byen igen.
"Også ude for at jage? Du ser ud som om du kunne trænge til det." Konstaterede han, og hentydede selvfølgelig til hendes sultne øjenfarve. Personligt lod han aldrig sig selv blive virkelig sulten. Han jagede dagligt, nogle gange flere gange om dagen, så hans øjne var sjældent røde.

//Det okay.. //

//De er røde når de er mætte;D.//

Hun lo muntert og gik over til ham. "Jeg er ikke en lystdræber." Smilede hun roligt og satte sig ned, så fødderne hang dinglende ud over tagets kant. "Jeg prøver batre at jage ensomheden væk." Hun smilte en smule mere anstreng ved tanken om sin forsvundne forlovede Cedric.

//Nårh ja ! o_o//

Han hævede et øjenbryn.
Ensom? Det var han aldrig? Han havde næsten heller aldrig selvskab, men han manglede det ligesom heller ikke. Måske kom ensomheden, når man havde været vampyr i mange år? Selv havde han kun været det i 21 år, og han havde aldrig følt ensomhed. Han nød bare livet.
"Jeg er en lystdræber." Sagde han roligt, og smilede let ved ordene.

Hun smilte ganske let til ham. "Så må du ikke være yngre end 100." Sagde hun og fjernede det hår, vinden havde blæst ind over hendes perfekte næseryg. Hun var bestemt ikke en grim vampyr. Hendes elegance var ikke normalt for vampyre, når hun ville, var hun både elegant og smidig i sine bevægelser. Dog holdt hun mest af at bevæge sig som menneske, hvilket havde taget mange hundrede år. omkring 300. At blive kaldt menneskelig generede hende ikke, for det var noget hun nød. At være menneskelig, så hun så tit klundet ud når hun bevægede sig. Noget der så utrolig let ud, men dte var hundrede års træning.

"Jeg er 21 år," svarede han roligt. "Blev bidt som 19 årig."
Hans øjne fulgte roligt hver af hendes bevægelser, og det var ikke kun fordi hun var smuk at se på, det var ren rutine. Det var en sikkerhed, hvis dem han var i nærheden af, lavede nogle pludselige bevægelser.
Han så kort ned over gaderne, inden han igen fangede hendes intense, årvågne blik.

Hun smilte ganske let til ham da han nærmest overvågede hver eneste lille bevægelse hun lavede.
"Du skal ikke være nervøs. jeg er hverken ude på skrammer eller andet der kunne minde om det Hun smilede stadig venligt og hendes røde øjne var venlige og varme.

"Det tror jeg skam heller ikke,"forsikrede han hende venligt om. "Men, ser du, det er en vane jeg har tillagt mig. Man bliver overrasket af folk når man mindst venter det." Han smilede skævt til hende.
"Jeg hedder James." Præsenterede han sig, og betragtede hendes ansigt. Hendes øjne... Det var underligt at se en rødøjet vampyr se så... venlig? ud.

Hun lo hjerteligt igen, hun var en meget kærlig person. Mod næsten alle.
"Du har ret, du har ret." Smilede hun, hun sad fuldstændig rank på tagkanten og svingede sine ben frem og tilbage i en gentagende rytme. Frem, tilbage, frem, tilbage. Og sådan det blev ved. "Og jeg hedder Cisse." Smilede hun. Hende rigtige navn var Cecilie, men det navn havde hun ikke brugt i mange år.

Han gik roligt og lydløst hen til hende, og satte sig på tagkanten, ved siden af hende. Ikke helt op af hende. Han var ikke så vant til nærkontakt, så det ville bare føles ubehageligt, sikkert for dem begge 2.
"Cisse. Er dit rigtige navn Cecilie?" Det behøvede man ikke være geni for at regne ud. Han havde aldrig hørt Cisse blive brugt som andet end et kælenavn, eller en forkortelse af navnet Cecilie.

Hun smilte utrolig anstreng og nikkede mens hun så på ham, med øjne der ikke var lige så varme længere.
"Jo." Mumled ehun og smilede skævt, stadig anstrengt. "Men jeg foretrækker Cisse, alt andet minder mig om min forsvundede tidligere forlovet." Hun bed sig i læben og så lige ud i luften inden hun langsomt lukkede øjnene og prøvede at tvingen den sorg og smerte hun var ved at drukne i indvendig. Hun åbnede dem igen og smilede nervøst til ham og lod sin hånd køre gennem sit sorte hår.

"Aha. Fair nok Cisse." Han sagde ikke mere, vendte bare blikket væk fra hende. Det var skisme utroligt, så kærlighedsplagede disse vampyrer i Forks var! Han havde allerede mødt optil flere, der var blevet såret af den de elskede, eller havde mistet den store kærlighed. Hvorfor tog de ikke ved lære? Kærlighed kunne man ikke bruge til noget, det var bedst ikke at søge efter den.

Hun smilede til ham, mens hun fik styr på sig selv. Så rejste hun sig op og smilede muntert. "Skal vi ha jaget nogle mennesker ?" Smilede hun med et smil Dte var sådan hun glemte. Jage.

Han så let overrasket på hende. Hendes pludselig humørskift, forundrede ham.
"Ja, lad os det." Han smilede et hurtigt, skævt smil til Cisse, og rejste sig så op, og kiggede ned på gaden. Der var nok 5 meter ned. Barnemad for en vampyr. Han satte let af med benene, og landede så elegant på gaden, et halvt sekund senere. Hans ben vaklede ikke det mindste. Han vendte sig om, og kiggede efter om Cisse kom med.

Cisse grinte og sprang, hun lavede en Salto for at afbløde faldet. Ikke at det var nødvendigt.
Hun landede lige så elegant som ham på fortorvet. Hun smilede hurtigt efter at ha strøget sit hår væk fra sit ansigt.

Selvom det var ret sent, var der mange dejlige, velduftende mennesker alligevel. Det var jo lørdag, så der var en del der var ude og drikke. Han ville dog finde en, der ikke havde drukket så meget. Det gjorde nemlig deres blod dårligere. Mere surt. Han så sig hurtigt omkring. Der var en folk unge, 100 meter fra dem. Både drenge og piger.

Hun kom hurtigt op på sidne af ham og smilede.
"Nå, hvad syntes du ser lækrest ud?" Spurgte hun, hun lød ikke længere venlig. Nu lød hun som en kats spinden.
Hendes dræberinstinkt var vagt.