en lille jagt

Claire sukkede lidt af hans tonefald, men sådan var det vel bare med små børn der ville føle sig store? Hun havde dog hørt om disse. Så unge ud, men var rent faktisk ret kloge fordi at deres hjerne udviklede sig mere end kroppen gjorde. Hun skævede lidt til ham og bed sig let i underlæben, den sædvanlige vane hun havde haft i flere år. Hun så sig lidt omkring, ”er det ikke lidt over din sengetid?” smilte hun skævt og denne gang kunne man også høre en snert af ironi og hån på en eller anden måde. Dog var der også en snert af venlighed og elegance. Hun var blevet overrasket over at hun var på den måde. Hun var blevet overrasket over at hun overhovedet kunne gå på den måde hun nu gik på, var blevet overrasket over sin styrke.. overrasket over alt det der var sket med hende. Hun fugtede let sine læber imens at hun nærmede sig dette lille barn. Man kunne overhovedet ikke ane nogen frygt i hende overhovedet. Hun var heller ikke en der var født med frygt i sindet.. hun var en der kunne være nysgerrig. Ligesom den Claire der før havde været der. Denne Claire Gold følte nærmest at hun havde overtaget den anden Claires plads. Men det så ikke ud til at den gamle Claire havde noget imod det. Godt nok var hun død, men denne Claire var ret sikker på at der ville havde sket et eller andet underligt, hvis det var meningen at det ikke var hende der skulle være der.
Imens at hun gik, kunne man overhovedet ikke høre noget. Der var helt stille omkring dem. Hvis der var en nål der var faldet til asfalten, ville han så tydeligt havde hørt det. Men den måde som Claire nu gik på, kunne man overhovedet ikke høre. Man skulle tro at hun nærmest svævede hen over det. Hun så ikke denne lille dreng som en ligemand. Godt nok havde han kendt til dette liv i lidt længere tid end hun havde. Men alligevel følte hun at der var noget han kunne lære. Raiden havde på en eller anden måde fået overført sine tanker over i hende. Det var i hvert fald sådan det føltes. For det var som om at hun havde været vampyr i flere århundrede.

Hun så lidt på ham, da det var at han kom med hans spørgsmål. Det lod til at han virkelig gik meget op i sådan noget og hun nænnede ikke at grine på et eneste tidspunkt. Nej.. sådan var det bare ikke. Hun kendte selv den følelse af at man ikke blev respekteret nok. Hun bed sig let i underlæben og blev ved med at se på ham. Blev ved med at vise ham at hun godt forstod hvad det var at han ville hende. Hun nikkede så til sidst, ”men du skal også tænke på, at udseendet også gør noget ved hvordan folk respektere en” sagde hun roligt og hendes blodrøde øjne så lidt op og ned af ham. Han var jo ret lav, men når han blev ældre ville det da blive en smule bedre ikke sandt? Så vidt som hun huskede blev han ved med at vokse indtil at han lignede en af disse 18 årige fyre. Og det var også nok til at få respekt hos nogle folk. ”Men hvis du vil lære nogle ting, skal du også huske at lytte efter.. jeg vil ikke alt muligt andet..” sagde hun roligt. Hun kunne huske hvordan Raiden havde været. Hun havde set andre vampyrer i løbet af de 24 timer hun havde været vampyr. Hun vidste hvordan det var at forskellige folk opførte sig. Og sådan var det også bare. Men han havde selvfølgelig også meget at lære, ligesom hende selv.

Der kom et lille vindpust hen over byen, som fik lidt liv i hendes sorte hår. Nogle af de lys omkring dem begyndte at blinke meget og hun hævede det ene øjenbryn. Hun så sig lidt omkring og undrede sig over hvorfor det mon var på denne måde. De lys som var tændt inde i lejlighederne omkring dem, blev lige pludselig slukket. Men dog, gadelygterne blev ved med at lyse. Hun vendte ryggen til denne lille dreng, hun regnede ikke med at han ville gøre noget. Hvis han angreb hende, vidste hun i hvert fald at han ikke var til at stole på. Men dog var hun ikke bange for ham. Hun begyndte at gå lidt væk fra ham. Var der noget galt? Hun følte ikke noget i sin krop.. var dette bare et eller andet mystisk der bare sådan uden videre stod på nogen gange? Hun var jo ny i byen, så hun vidste intet omkring dette.