Stilhedens dybe tanker

Tid : 15:13
Vejr : Det regner og er lidt koldt
Omgivelser : En sø, og en masse træer rundt om den
Sted : En søskov lidt udenfor Forks
Årstid : Efterår

Zilla stod og kiggede ud over søen, hendes blodrøde øjne flyttede sig ikke. Hun var iført et par lyseblå bukser, som sad perfekt på hende lille krop, en kort ærmet t-shirt med nogle blodpletter på. Hendes hår sad klistret fast i hendes ansigt, - det støvregnede og da Zilla havde stået der ude i lang tid, var det blevet ret vådt. Zilla følte ikke trang til at dræbe, hendes hals var ikke tør, det plejede den at være - hvilket vil sige, at Zilla var lidt forvirret. Hun ville ønske at nogle ville forklare hende, hvad hun var og hvad der var sket den pinefulde nat for 55 år siden. Zilla hvæsede af søen. Nu hvor den ikke lavede noget, kunne den så ikke besvare hende, alle hendes spørgsmål? Hvor var hendes familie? Hvorfor følte hun, at hendes hals var så tør næsten hele tiden? Hvorfor voksede hun ikke og blev større? Spørgsmålene strøg igennem hendes hoved. Der var så mange, at hun ikke kunne holkde styr på dem.

//Sorry tiden, søde. ^-^//


Daniella kom gående langs søens kant. Vandet var næsten sort, og selv ikke bølgerne kunne få vandet til at se livligt ud. Vandet så fuldstændig dødt ud. Præcist ligesom det omvandrende lig der gik langs vandkanten. Hendes hud var hvid som marmor, og hendes øjne lyste rødt op. Hendes skønhed var uopnåelig, og så alligevel ikke. Hun så så skøn ud mens hun gik i sine snehvide klæder. Men hun havde sorte render under øjnene, og hun så meget træt ud. Det havde vidst noget at gøre med at hun intet blod havde taget i et par dage. Hun havde været så travlt optaget af sin nye kæreste at hun slet ikke havde tænkt på sin sult. Den eneste sult hun havde mærket noget til, var sulten efter hendes kærestes nærvær. Duften af vampyr fyldte straks hendes næsebor, og hun tog en dyb indånding selvom det egentlig ikke var nødvendigt. Det var faktisk ligegyldigt. Hun skulle ikke bruge ilten til noget... Hun lod sit blik flakke rundt et øjeblik inden hun endelig lod sit blik hvile på vampyren.

Zilla's blodrøde øjne kiggede rundt, det lignede at irrisen var flydene og var et splitsekund til at springe og flyde ned af hendes kinder. Hendes blik stivnede da hun så et væsen ovre på den anden side af søen. Af ren refleks, formede en hvæsen i hendes bryst og slap ud, mellem hendes sammenbidte tænder. Hendes aldrig-svigtende-lugtesans fortalte hende, at det var en artsfælle. Zilla krummede sig pinefuldt sammen, efter den første strøgtanke kom. Hvis det var en ligesom hende selv, måtte den jo vide svarene på hendes spørgsmål. - Eller bare nogle af dem.
I de sekunder, havde Zilla ikke rørt sig. Hun turde ikke nærme sig artfællen. Den virkede stærkere end hende selv. Som om at hun havde mere magt end normalt. Zilla havde aldrig følt sig sådan, men en del af hendes krop var bange. Hvad hvis nu at artsfællen bare ville gå til angreb? - Ligesom Zilla rigtig ville have gjort, før hun tænkte sig om og opdagede en lysning og ende på alle hendes spørgsmål.

Hendes øjne jublede ondt da hun opdagede at vampyren direkte hvæsede af hende.. Hun var ikke van' til så aggressiv en vampyr, så det morede hende lidt. Måske var det fordi at denne vampyr var nyfødt? Det lod det i hvert fald til. Hun lo lavmælt da vampyren krummede sig sammen. Som havde Daniella lige brændt hende. "Det virker ikke spor truende på mig.. Men det var vel heller ikke med din gode mening at du lige hvæsede af mig?" sagde hun med en let nedladende tone. Hun brød sig ikke om at blive hvæset af. Men på den anden side.. Så kunne hun kun finde det komisk. Hun trådte yndefuldt gennem det våde græs, og fjernede noget vådt hår som klistrede mod hendes ansigt. "Snuske. Hvad skete der lige med dig?" spurgte hun. "Vi artsfæller er nød til at stå sammen." sagde hun og fik det til at lyde som om at vampyren havde gjort noget fuldstændigt galt. Selvom hun sagtens kunne mærke at vampyren faktisk lige fortrød sit udbrud.

Zilla rettede sig op. Arstfællen havde vist ikke i sinde at angribe, hun virkede alt for sød. Hvad var hun ude på? Da artsfællen snakkede til Zilla, blev hun distraheret, det var en af de første gange, hun have hørt en artfælles stemme. Stemmen lød som små ringende klokker, som lige var blevet poleret. Men da artsfællen kaldte Zilla Snuske, skulle hun lige til at hvæse af hende og gå til angreb. Hvor vovede hun at kalde hende snuske? Zilla trak bare læben op over tænderne, for at vise, at hun ikke brød sig om det. Zilla ville spørge om det første der faldt hende ind. "Hvem er du?" Snerrede hun ud gennem sine sammenbidte tænder. Zilla vidste udemærket godt hvad hendes næste træk var. Hun tog en dyb indånding og kunne lugte artfællens sødlige duft. "Hvad er vi?" Spurgte hun stille og kiggede bekymret med sine blodrøde øjne op på artsfællen. Al vreden var glemt. Hvis denne artfælle virkelig var så sød, hvorfor skulle hun så ikke gide at fortælle hende dét. Artsfællen så præcis ud, som Zilla havde regnet med. Røde øjne, bleg hud, yndefuld, selv når hun stod... Var dette virkelig lysningen på alle spørgsmålene? Eller var det bare endnu en forhindring?

På ingen tid begyndte hun allerede at føle irritation over denne vampyr. Pigebarnet begyndte jo med det samme bare at stille spørgsmål.. "Well. Du bryder dig altså ikke om at blive kaldt 'snuske'?" sagde hun lavmælt og gik roligt fremad mod denne vampyr. Hun hævede let et øjenbryn over vampyrens næste spørgsmål og rynkede blidt på næsen. "Mit navn er Daniella Phoebe Penelope Elizabeth. Jeg er udødelig.." svarede hun hende. Det var faktisk både svar på det ene og det andet spørgsmål.. Men selvfølgelig. Denne vampyr kunne vel ikke regne ud hvad det 'udødelige' egentlig var. Så hun var sikkert nød til at svare pigen igen, efter at hun havde fået præsenteret sig. "Og så er det vidst din tur til at præsentere dig." sagde hun.
'Hvad er vi?' Hvordan kunne denne vampyr være så uvidende? gad vide hvad der var sket i hendes fortid?
Denne vampyr gjorde Daniella nysgerrig efter oplysninger. Hun ville vide hvem hun var. Hun virkede meget interessant.
Af en eller anden grund...

Hun trykkede tænderne sammen da artsfællen svarede hende. Hun havde håbet på at svar med mere kød på. Hun kiggede uforstående på hende og tog sig så sammen for at svare, men hun undlod at svare på 'snuske-spørgsmålet'. "Zilla Traxe Loveheart, men vil helst bare blive kaldt Zilla," Sagde hun rent og tydeligt. Hendes tanker fløj vildt af sted. Udødelig? Var det derfor hun aldrig havde ændret sig? Eller var det bare en dum spøg, som artsælled håbede hun ville hoppe på? "Kan du uddybe det lidt mere?" Spurgte hun lidt efter. Zilla's krop stod ret op, øjnene knebet sammen af ren uforståelse og tøjet sad perfekt om hendes blege krop, med undtagelse at der var nogle blodpletter på.

Et dejligt koldt smil spillede på Daniellas læber, inden hun yndefuldt satte sig ned. Hendes kjole bredte hun ud, så den lå som en cirkel om hende. Hun lod sine røde øjne glide op af Zilla's slanke krop og lod til sidst blikket hvile på det blege ansigt. Så vinkede hun Zilla ned til sig og håbede hun forstod den hentydning til at Zilla skulle sætte sig ned hos hende. "Siden tidernes morgen har vampyrer eksisteret. Menneskeene ignorere vores eksistens og tror vi er skrøner.. Men vi to levende beviser på at vampyrer eksistere.. Dit hjerte slår ikke længere. Din krop vil aldrig mere udvikle sig. Og hvis du vil have føde må du slå ihjel." Sagde hun med en blid engle stemme. Hendes røde øjne stirrede ind i Zillas og lod hende se verdenen igennem hendes øjne. Hun kunne sagtens forklare denne vampyr alt hvad der var at vide. Men noget skulle denne vampyr altså selv finde ud af.

Da artsfællen satte sig ned, gled forvirringen igten over hendes ansigt. Hvorfor satte hun sig ned? Hvis artsfællen var ligesom hende, ville hun så ikke også synes det var fjollet? Zilla lavede store øjne da hun opdagede hentydningen i hendes vink. Hun tog varsomt et skridt mod artsfællen og satte sig så hurtigt ned. Hun synes det var fjollet. Hvorfor kunne de ikke bare stå op? Hvis de jo var udødelige hvorfor så ikke stå op, når det jo føltes så fjollet at sidde ned?
Zilla lyttede grundigt til artsfællen og imens virvlede tankerne livligt rundt i hovedet på hende. Da artsfællen var færdig fnøs Zilla af hendes teori, men da det gik op for hende at det var sandt, gispede hun og stivnede. Så i alle de år hor hun havde ledt efter et svar, skulle hun bare havde lyttet til bøgers skrøner? "Jeg er altså en ... vampyr?" Hviskede hun og skælvede lidt ved det sidste ord. Hun havde ikke brug for et svar på dét. Hun havde alleredet svaret. Selvfølgelig, tænkte hun. Zillas udtryksløse øjne var fasnet på den anden vampyr.
"Tak," Mumlede hun og var stadig forbavset over sanheden der endelige var kommet frem i lyset. "Må jeg spørge dig om en ting mere?" Spurgte hun, men ventede ikke på et svar. "Hvorfor føles du så stærkere end andre vampyrer?" Spurgte hun. Hun havde valgt det spørgsmål, fordi hun var blevet mindet om et øjeblik siden, da hun havde følt følelsen af at være slap i forhold til hende.

Hun kunne godt se på artsfællen at hun syntes det var lidt fjollet at sætte sig. Men der var en hvis grund. De var nød til at opføre sig lidt som mennesker. Sætte sig, blinke, røre på sig. Det var unaturligt at man ikke rørte på sig. Desuden hvis de stod op ville det også se mere mistænkeligt ud. Mennesker var nogen snushaner. Og Daniella ville ikke have at nogen mennesker skulle få lyst til at lytte til deres samtale. Så var hun nød til at slå endnu et menneske ihjel. Ikke at hun havde noget imod det. Men hun måtte dæmpe sin tørst en smule ved at lave være at overspise. Hun skævede til Zilla da de var færdige. Zilla troede sikkert at det var sludder. Men så hørte hun Zilla gispe. Hun havde altså fattet det. "Der er en masse regler om det at være vampyr. Dem må du selv finde ud af med tiden. Men jeg skylder vidst at fortælle dig at du ikke må dræbe i Forks.. Sidst en gjorde det blev hun forfulgt. Hun slap ikke direkte billigt fra det." mumlede hun. Hun hadede det der var sket den gang. Og Claire havde jo mistet hukommelsen. Godt nok overlevede hun. Men man kan ikke sige hun slap billigt. Hun var igennem en frygtelig historie. Tænk at dø og genopstå!?
Hun nikkede bare som svaret på vampyrens tak, og smilede så blidt som muligt, inden hun så ned i jorden. Hun vendte dog hurtigt sit blik mod vampyren igen da hun spurgte om hun måtte spørge om noget. "Alfa kræfter." sagde hun roligt, og uden at prale. " Fordi jeg er en langt stærkere vampyr. Alfa vampyr. Det er derfor." svarede hun og gad ikke uddybe det. Hun håbede bare på at pigen ikke spurgte mere indtil det. Der lå sådan set ikke mere bag det. Bortset at hun også have en evne. Men den gik hun ikke og pralede om til en hver hun mødte.