Formiddag

Årstid: Forår
Dag: Søndag
Omgivelser: Ikke nogen
Tid: Om formiddagen
Sted: Ved "Laken" : D
Vejr: Det er ret lunt, men desværre overskyet
Påklædning: Jeans og grøn t-shirt

Micah sad i skrædderstilling henne ved vandkanten, og betragtede fiskene, der svømmede rundt under overfladen. Han holdt øjnene mod én bestemt en, en fin rød én, og betragtede den i et par minutter, indtil den forsvandt bag nogle tangplanter. Så vendte han hovedet op mod himlen, og ærgerede sig, for Gud ved hvilken gang den morgen, over at det var overskyet. Ellers ville det have været rigtig varmt.

Mel havde kigget udenfor lige den dag, og sukket af glæse over at se himlen var overskyet. For at være på den helt sikre side, havde hun dog iført sig en hættetrøje, hvor hætten var slået op over ansigtet, i tilfælde af, at solen skulle komme freem på et tidspunkt. Hendes rødbrune hår kunne ses, da hun med lette skridt gik rundt omkring søen ved Washington. Duften af mennesker nåede dog hurtigt hendes næse.. eller rettere et menneske, og hun stoppede hurtigt op, mens hun skimtede området. Der! hun fik øje på drengen. Heldigt for ham, havde hun heldigvis lige stillet sin tørst, og desuden var hun vegetar. Forsigtigt tørrede hun sig kort om munden med hånden, inden hun satte i gang hen mod drengen.

I modsætning til pigen, synes hans det var ærgeligt at der var overskyet, men i det mindste var der stadigvæk varmt, nok omkring de 15 grader. Og det var meget varmt for Forks standard!
Han havde allerede taget sin sorte jakke af, den lå ved siden af ham. Han skiftede stilling, og strakte benene, mens han kiggede sig omkring. Til sin overraskelse var der en ung pige på vej herned, men han vidste ikke om hun havde set ham endnu, så han sagde ingenting.

Mel bemærkede kort drengens blik hvile på sig, og sendte ham et skævt smil, inden hun langsomt nåede helt ned til ham. "Hej" mumlede hun med sin bløde stemme, og lagde hovedet en anelse på skrå, inden hun gemte hænderne ind i ærmerne på sin trøje, for at skjule den hud også. Hun kiggede kort på søen, og så hvordan fiskene hoppede rundt under vandet, og kunne ikke lade være med at smile stort ved synet. Ja mennesker havde så mange andre glæder, end hun havde nu. Hun vendte dog hurtigt blikket tilbage mod drengen: "Savner du selskab?" spurgte hun en anelse mere forsigtigt, da han måske ønskede at være alene.

"Hejsa," sagde han automatisk da hun sagde hej, og så kiggede han først dér, ordentligt på hende. Han måbede næsten. Hvor var hun dog smuk!
"Øøøh.." Han kunne slet ikke finde ud af at svare hende, og følte sig som en komplet idiot.
"Ja, hvis det selvskab er dig, så gør jeg!" Fik han til sidst taget sig sammen til at sige, og kiggede hurtigt væk fra hende, da han var bange for at komme til at rødme.

Hun åbnede og lukkede munden dumt et par gange, da han ikke fik svaret på hendes spørgsmål, men kunne ikke lade være med at grine lavmælt over hans svar. "Jamen det selskab er mig" svarede hun glad tilbage, og satte sig ned ved siden af ham, dog uden at komme for tæt på. I smug lod hun blikket glide henover ham, for at afgøre med sig selv hvilken form for person han mon var.

"Det lyder godt," mumlede han, da han fik sig taget sammen til at svare. Det var meget svært fr ham at koncentrere sig om hvad hun sagde. I stedet for at lytte til ordene, lyttede han i stedet for til lyden af hendes stemme. Smuk og melodisk, og gennemført perfekt.
"Hvad hedder du?" Spurgte han lidt efter.

Mel stoppede sin snakken, og kunne ikke lade være med at kigge undrende på ham. Havde hun ikke sagt sit navn før da? Let rystede hun på hovedet for at klare tankerne, inden hun igen fik et smil frem på læben. "Mit navn er Melanie" svarede hun så langsomt, og skævede kort op på himlen, hvorefter hun konstateret at der var helt overskyet. Forsigtigt strøg hun hætten tilbage, så den ikke dækkede hendes hår eller ansigt længere. "Hvad hedder du?"

Wauw! Aldrig havde han set en person så bleg før! Han foretrak normalt at pigerne havde lidt farve i kinderne, men blegheden klædte hende her. Hendes hvide hud gjorde hende endnu smukkere, selvom man ikke skulle tro det var muligt. Men det var det altså.
"Melanie.." Sagde han stille, smagte på navnet. Det passede meget godt til hende.
"Jeg hedder Micah.." Svarede han, og på hans accent kunne man næsten ikke høre at han ikke var amerikaner, men brasilianer. Hans engelsk var perfekt, og det samme var hans accent.

Mel grinede lavmælt over hans måde at smage på hendes navn, og kunne ikke lade være med at føle sig en anelse genert, over hans rolige måde at tale på. "Micah.. Hyggeligt at møde dig" sagde hun så hurtigt og vippede lidt med hovedet, fra den ene side til den anden, inden hun kiggede på vandet. "Er det koldt?". Faktisk ventede hun ikke på at han svarede. Istedet trak Mel sine sko og strømper af, smurte buksebenene op over knæene, og stak forsigtigt fødderne ned i vandet. Hun kunne alligevel ikke mærke kulden, men det virkede mere menneskeligt at gøre sådan. Et svagt gisp lød fra hende, inden hun sank benene længere ned..

"Det er også hyggeligt at møde dig Melanie!" Sagde han høfligt, og kastede et stjålent blik på hende, ud af øjenkrogen. For hver gang han kiggede på hende, fandt han nye ting ved hende, som gjorde hende endnu mere fortryllende smuk. Denne gang så han hendes øjne, og måtte holde et gisp tilbage. Hendes øjne var flydende gyldne, og han havde aldrig set sådan en farve før. Det så helt vildt ud.
Han trak på skuldrene, og smilede lidt, da han så at hun stak fødderne i vandet. Selvom det var varmt i vejret, tvivlede han på at vandet var det. Alligevel hev han sine slidte sneakers af, trak strømperne af, og stak sine fødder i vandet. Under vand bliver alting blegere, men alligevel var forskellen på deres hudfarve næsten skræmmende. Micah fødder og ben var brunlige, mens hendes var kridhvide.

Mel smilede skævt til ham, og betragtede nysgerrigt Micah stikke fødderne i vandet også. Med tiden havde Mel trods alt lært at omgåes mennesker, selvom lysten til at bide ham, hang i baghovedet konstant. let blinkede hun et par gange med øjnene inden hun betragtede deres ben. Hun bemærkede hurtigt hvor stor forskel der var på dem. "Er det ikke koldt?" spurgte hun langsomt, og lagde hovedet en anelse på skrå, da han måtte kunne mærke kulden i vandet.

"Ikke så meget som jeg havde forventet," sagde han med et skævt smil, og kiggede hende ind i de smukke øjne. Det var faktisk ikke så koldt som han havde regnet med. Men nu da hun nævnte det, kom han til at fokusere på kulden, og han fik gåsehud.
"Det er nok omtrent så koldt, som mit badevand alt for tit er!" Fortsatte han eftertænksomt, og lo kort. Han brugte alt for meget varmt vand, da han elskede at gå i bad, og det endte desværre tit med, at badet fik en brat ende, når vandet begyndte at blive koldt.

Mel kunne ikke lade være med at grine over hans kommentar og strøg håret væk fra hendes ansigt, så det blev langt mere tydeligt end før. "Virkelig? Der er nok en der bruger for meget vand" svarede hun i et lettere drillende tonefald, og hævede det ene øjenbryn i vejret, da hun forventede at han ville bekræfte hendes mistanke. "Hvor gammel er du egentlig?"

"Alt for meget..." Sukkede han, og lod som om tanken gjorde ham deprimeret. Hvilket den faktisk også gjorde ham. Lidt i hvert fald. Eller, han blev nok mest deprimeret når han kiggede på vandregningen xD
Han forsøgte at kigge diskret på hende, da hun svingede håret væk, så hendes ansigt og hår rigtig kom til sin ret. Men det var svært at være diskret. Hun duftede også helt fantastisk. Sødt og friskt.
"19 år." Svarede han, og smilede muntert til hende. "Og hvor gammel er du så, smukke?" Spurgte han, og sendte hende endnu et smil.

Mel smilede lettere opmuntrende til ham, da hun bemærkede den triste undertone i hans stemme. "Det er du ikke den eneste der gør" svarede hun så sødt, og blinkede et par gange med øjnene. "Det er jeg også.. altså 19" Hun nikkede lidt, og kunne ikke lade være med at holde en tanke tilbage, der fortalte, at hun ville være 19 resten af sit liv også. Et let suk gled over hendes læber, og hun vendte blikket ned mod vandet igen.

"Men du er en pige!" Protesterede han lettere desperat. "Det er kun naturligt for jer at bruge lang tid i badet. Men jeg er en dreng, så det er unaturligt." Han grinede lidt, mest af sig selv, men mente det faktisk.
Han sank en klump, da han så hendes fantasiske, søde smil, men tog sig så sammen, og smilede igen.
"Cool." Sagde han bare, og nøjedes med at kigge på hende, når hun så den anden vej.

Mel smilede lidt og nikkede. "Måske.. Men drenge må også gerne være rene" påpegede hun, da drenge der tog for hurtige bade efter hendes mening ikke var ligeså rene som piger. Mel kunne næsten mærke hvordan hans blik hvilede på hende, da hun kiggede væk, og kunne ikke lade være med at smile skævt. Jo der var visse fordele, som den forgabelse drenge viste hende for tiden. Hun vendte brat blikket mod ham, og fangede hans blik med sit. "Nååh.. så du lurer på mig" sagde hun drillende og lagde hovedet på skrå.

"Det har du ret i!" Påpegede han, og besluttede for sig selv, at han ville fyre den af, næste gang hans far drillede ham med hans lange bade. "Den vil jeg bruge næste gang nogen kommenterer det!" Lo han.
Han viste overhoved ikke at han blev lidt flov over at hun fangede hans blik, men trak bare smilende på skuldrene.
"Hey! Ville det ikke være værre hvis jeg synes du var grim?" Spurgte han drillende, og betragtede hende med hovedet på skrå.

Mel smilede muntert ov nikkede så lidt. "Ja brug den hellere.. Så kan ingen sige dig imod" svarede hun og hævede let det ene øjenbryn. "Synes du da jeg er grim?" spurgte hun dumt, selvom hun dog bare drillede ham. Hun skød forsigtigt underlæben frem, og lavede et meget barnlig og ssåret ansigt over at han kunne sige sådan noget.

"Nemlig!" Sagde han tilfreds med sig selv, og hende, fordi hun havde givet ham den gode idé.
Han lo brat, da hun spurgte ham om det, fordi det var så absurd.
"Det kan man ikke ligefrem sige!" Udbrød han, og lo lidt igen. Han rakte forsigtigt hånden ud, og rørte ved en tot af hendes rød-brune hår. Det var ligeså blødt som det så ud.

Mel smilede skævt, og kunne ikke lade være med at grine muntert, over at han var begyndte at grine. "Jamen det betragter jeg som en kompliment" svarede hun så muntert, men stivnede kort, da han rørte ved hendes hår. Hvad ville der ske, hvis han mærkede hendes hud? Hun tøede dog lidt op igen, da han ikke kom nær den, og lod ham fortsat pille ved håret. Det var jo en rar følelse et eller andet sted.

"Det skulle du ærlig talt også tage at gøre." Mumlede han hovedrystende, og smilede skævt. Han lod den lille tot glide igennem hans fingre, inden han gav slip på den, og lod den falde tilbage på plads.
"Bor du her i Forks?" Spurgte han lidt efter, og kiggede på hende.

Hun smilede lidt, og lod blikket glide over hans ansigt. Han var attraktiv af et menneske at være. Forsigtigt, sendte hun ham endnu et af sine søde smil og bed sig blidt i underlæben. "Det gør jeg så" Hun nikkede lidt, og mærkede hvordan totten faldt tilbage fra hans hånd. Hun trak sine ben op af vandet igen, og satte sig i skrædderstilling med fronten mod ham. "Jep.. Jeg bor i Forks.. lige i udkanten.. Faktisk lige op ad skoven" svarede hun venligt

"Godt.." Lo han, og vippede lidt med fødderne nede i vandet. Han glemte helt kulden når han snakkede med hende. Men nu kunne han godt mærke det igen.
"Det må være dejligt at bo så tæt på skoven," sagde han med et smil. Selv boede han lige udenfor Forks, og var glad for det, men det måtte også være fedt at bo op af skoven.
Han trak også sine ben op, og satte sig i skrædderstilling, præcis ligesom hende, med fronten vendt mod hende, og smilede muntert.

Mel smilede stort og ventede med at sige noget, ind til han havde sat sig til rette. "Jeg holder meget af skov og træer" forkalrede hun og nikkede lidt, da det virkelig var fantastisk at leve så tæt på den. Hun fugtede kort sine læber, inden hun lagde hovedet på skrå, og måtte endnu engang lade blikket løbe over ham. "Du bliver utrolig flot som gammel" smilede hun så og nikkede lidt.

"Det gør jeg også!" Forkyndte han med et skævt smil på læberne, og hovedet lidt på skrå. Selv i en skrå vinkel var hun fortryllende smuk.
Han lo lidt overrasket over hendes kommentar, og lod så som om han blev fornærmet.
"nå! Jeg er måske ikke flot nu?!" Sagde han, og lod som om han var sur på hende. Han lagde surmulende armene over kors, og stak underkæben frem.

Mel grinede lidt, og blev meget overrasket over hans måde at tage hendes kommentar på. Hun fniste fjollet, og viftede let med den ene hånd. "Selvfølgelig er du også flot nu.. Men gamle mennesker har det med at miste den gnist.. Det tror jeg ikke du gør" svarede hun, og kunne godt høre, at det virkede mærkeligt, at hun talte omkring det at blive gammel.

Han smilede så til hende igen, og nikkede så kort.
"Well. Det tager jeg som en kompliment så." Han sendte hende et muntert blik.
"Det tror jeg også du gør! I den grad! Men det behøver jeg vel ikke engang sige," tilføjede han lidt efter. Hun ville blive smuk som gammel. Det kunne ikke undgåes når man så sådan her ud nu!

Mel grinede muntert. "Det skal du også" svarede hun og nikkede langsomt, inden hun hævede det ene øjenbryn. Hun ville jo aldrig blive gammel. Let slyngede hun håret ud med den ene hånd og rankede let ryggen. "Jeg ender med at blive model som 70 årig" svarede hun istedet drillende, og nikkede så igen.

Han nikkede ivrigt, med et smil på læberne.
"Det tror jeg på! Den første lækre 70 årige model. Alle mænd, unge som gamle, vil savle over dig." Han grinede let til hende, og betragtede facineret hendes hår, da hun svang det.

//Skal desværre logge af nu, men vi skriver jo bare videre på emnet i morgen : DDD//

Mel grinede lidt, og stak sin ene hånd ekstra godt ind i ærmet, inden hun hævede den mod hens kind, og lod den glide henover den. "Du savlet allerede over mig søde" svarede hun så halvt drillende, og et næsten hviskende tonefald, inden hun trak hånden til sig igen.

//Ja vi gør da så..xD//

"Selvfølgelig gør jeg det." Smilede han, og gøs da hun rørte hans kind. Berøringen var dejlig, men han kunne mærke kulden igennem hendes ærme, så han kiggede lidt underligt på hende.
"Fryser du?" Spurgte han med et skævt smil, tog hendes hånd, og hev ærmet væk. Nu da der ikke var noget stof til at adskille deres hænder, mærkede han kulden endnu tydeligere, og han gispede.

Mel spærrede øjnene en anelse op, da han gøs og trak så kort på skuldrene. "Jeg eren frossenpind.. Medmindre der er 40 grader fryser jeg altid" svarede hun og bed sig let i læben. Hun skulle lige til at trække hånden til sig, da han rørte den, men det ville virke alt for mistænksomt. Hun sendte ham istedet et sigende smil, om at sådan var hun bare.

Han kiggede tænksomt på hende, og smilede så langsomt.
"Tja, det er der sku' mange der er her omkring," konstaterede han, og rykkede lidt nærmere hende.
Han så ind i hende smukke øjne.

Mel rynkede let panden over hans kommentar, og bed sig forsigtigt i underlæben. "Er der? Du har måske mødt andre der også fryser" spurgte hun i et neutralt tonefald, inden hun sendte ham et svagt smil. Hun skulle til at trække sig væk fra ham, da han kom tæt på, men blev endnu engang enig med sig selv, om at det egentlig ikke gjorde noget. Istedet kiggede hun undrende på ham, og lod hovedet glide en anelse på skrå.

Han smilede skævt.
"Tja. Der er nærmest kun folk der fryser." Kommenterede han, og så lidt på hende. Selv her om sommeren. Det var faktisk lidt underligt. Men sådan var det vel bare.

Mel trak let på skuldrene til det svar. "Forks har en underlig virkning på folk.. Desuden regner det jo også utrolig meget her" påpegede hun, da det af en eller anden grund, kunne være årsagen til at så mange frøs i byen, selvom Mel trods alt vidste bedre på lige det punkt.

Han fnisede.
"Som om regnen har noget at gøre med det." Han så undersøgende på hende.
"Måske begynder jeg også at fryse med tiden.." Mumlede hän .

Mel rynkede let på næsen over hans kommentar. "Jamen det var bare det bedste forslag jeg lige havde ved hånden" peb hun halvt barnligt og skød let underlæben frem. Hun blinkede et par gange, inden hun lagde hovedet på skrå. "Måske ja.." Mumlede hun tænksomt, og kunne ikke lade være med at overveje muligheden. Hun fugtede kort sine læber, inden hun slog blikket ned,

Han lo af hende, og klappede hende på hovedet et par gange.
"Du er tilgivet så." Smilede han. "Men kan jo heller ikke stå for det fjæs!"
Han lagde benene over kors, og så op på himlen. Stadig intet tegn på at solen ville dukke frem. Ærgeligt.

Mel grinede fjollet over hans klappen på hendes hoved. "Tror du jeg er en hund?" spurgte hun lettere mistroisk, og hævede let det ene øjenbryn i vejret, mens hun stirrede dumt på ham. "Dette fjæs er det sødeste du kommer til at se i miles omkreds" tilføjede hun så en anelse selvglad, og rettede ryggen helt op.

"Du ligner ikke én, så nej!" Lo han, og tog hånden til sig, mens han stadig smilede skævt til hende.
Ved hendes ord, nikkede han bekræftende. Det skulle nok passe.
"Det tror jeg på." Svarede han, og så på hende. Hun var klart den smukkeste pige han nogensinde havde set, så et fjæs sødere end hendes var svært at forestille sig.

Hun smilede let og kunne endnu engang mærke en anelse farve der kom frem i hendes kinder,
da han roste hende igen med sine ord. "gjorde kulden dig dårlig tilpas?" spurgte hun så en anelse mere alvorligt,
da det på ingen måde havde været hendes plan. Hun trak vejret dybt gennem næsen,
og mærkede endnu engang lysten til at bide ham, men hun holdt sig i skindet.

"Selfølgelig ikke.." Slog han fast, og så bestemt på hende. Det måtte hun endelig ikke tro.
"Og selv hvis den gjorde, ville jeg nemt kunne holde det ud, når kulden kommer fra dig!" Han lo, og prikkede hende på hendes perfekte, iskolde næse. Hun var som en skulptur af is. Eller sne. En perfekt skulptur.

Hun sukkede lettet og nikkede lidt. "Det var godt.. Du skulle jo nødig blive skræmt" svarede hun med en lavmæl stemme, inden hun let rynkede på næsen, da han prikkede til den. "Jamen, det er jeg kun glad for" svarede hun så til hans næste kommentar, og vippede hovedet en anelse på skrå, mens hun lod en hånd glide igennem håret. Hurtigt sendte hun himlen et mistænksomt blik, for at være sikker på der ikke var nogen sol på vej. "Det en grå dag hva"

"Der skal mere til at skræmme mig!" Fastslog han, og smilede let til hende. Han fulgte hendes blik, og kiggede også op i himlen, og ærgede sig. De grå skyer så ikke ud til at have planlagt at slippe noget sol igennem. Desværre.
"Ja. Det er noget øv.." Mumlede han. Han savnede solen. Ellers var hans liv i Forks perfekt. Solen skinnede bare alt for sjældent. Regnen kunne han holde ud.

Mel smilede skævt, og vendte igen sin opmærksomhed mod ham. "SYnes du?" mumlede hun undrende, og hævede let det ene øjenbryn. "Jeg holder ellers rigtig meget af det her vejr.. Især hvis det regner samtidig" Hun nikkede lidt bestemt, da det trods alt var sandt. Et let suk kunne høres, da Mel lod sig falde bagover i græsset, så hun lå på ryggen, og kunne kigge på den grå himmel hele tiden.

"Hvorfor bryder du dig ikke om solen?" Spurgte han overrasket. "Det er da noget af det bedste. Solskin." Fortsatte han eftertænksomt, og kiggede på hende. Det kunne måske forklare hvorfor hun var så hvid. Hvis hun ikke brød sig om solen, og aldrig var ude i vejret, så var det jo klart at hun aldrig blev brun.

Mel skar let ansigt, over at han sådan spurgte ind til det. hvad skulle hun sige? Jeg hader solen, fordi min hud begynder at skinne som diamanter i den, og det må mennesker ikke opdage Det lød jo vildt godt, at sige den slags. istede satte hun sig halvt op, så hun støttede albuerne mod jorden, mens hun betragtede ham. "Først og fremmest, fordi den er farlig.. Desuden bryder jeg mig slet ikke om varmen, eller når man begynder at svede" forklarede hun langsomt og smilede sødt til ham.