Forår!

Hun smilte svagt, men man kunne næsten ikke se det. Man kunne mest se det triste som hjemsøgte hendes ansigt. Hun blev ved med at se på pigen, hun var stadig påvirket efter chokket.

Hun smilte svagt, men man kunne næsten ikke se det. Man kunne mest se det triste som hjemsøgte hendes ansigt. Hun blev ved med at se på pigen, hun var stadig påvirket efter chokket.

"Hvad er der?" Spurgte hun blidt.

Hun rystede svagt på hovedet og så ned i jorden "Ikk rigtig noget" mumlede hun og begravede sine hænder i sine lommer.

"Jaja." Sagde hun ironisk, "Jeg hedder også Britney Spears." Hun trak på skuldrende, mens hendes øjne lo.

Hun så tilbage op på pigen med et lidt irriteret blik "Det er rigtigt" sagde hun "Der er intet galt" hun bed sig selv i læben og så tilbage ned i jorden.

"Du lyver." Hun var munter, og ikke til at slå ud.

Hun så tilbage på pigen og stod i sin fulde højde "Måske, men det er ikke noget som jeg behøver at snakke om" sagde hun roligt og så på pigen med et lidt trist blik.

"Hvis det er det du vil." Smilede hun, og bukkede sig så ned og hviskede hende ned i øret. "Men jeg giver ikke op." Hun rettede sig op, og smilede.

Hun så hende ind i øjnene og nikkede "Det er fint med mig" sagde hun "Men jeg giver heller ikk op" hun så tilbage ned i jorden og kløede sig i sit mørkerøde hår.

Hun lo. "Du morer mig!" Smilede hun stort.

Hun lagde hovedet let på skrå og så op på hende "Det var vel godt?" sagde hun lidt spørgende og vidste ikke helt at det var en god ting.

"Ja!" Lo hun. "Du er mystisk, det morer mig meget, du holder noget skjult.//

Hun så på pigen og rynkede brynene "Noget skjult?" sagde hun spørgende og rystede svagt på hovedet "Neejh, det tror jeg da ikk" mumlede hun og lagde hovedet let på skrå.

Rosalinn vendte med en yndefuld bevægelse ryggen til Cecilie og mennesket. Et menneske? Og så lige nu, hvor tørsten var så stor? Et suk undslap hendes læber, og hun vendte blikket mod himmelen, som var mørk da natten havde overtaget det hele, altså udover lyset fra månen. Rosalinn gik nogle skridt frem, og stoppede så op. Den søde duft fra mennesket hang tungt i luften, og var tæt på, at få Rosalinn til, at kaste sig over mennesket, men hun undlod, da det var imod traktaten!

Elizabeth så lidt på den anden pige med et forsigtigt blik. Hun smilte ikke, og betragtede hende lidt. Da pigen gik nogle skridt frem kunne Elizabeth ikke lade vær med at gå nogle skridt væk fra hende.

Rosalinn's ansigtsudtryk var uden den mindste følelse, og der hang nu en mysik omkring hende. Hun opfattede ikke rigtig hvad pigen, mennesket, gjorde, altså at hun bakkede tilbage, da Rosalinn bare så mod månen, den måne hun havde elsket ligesiden hun var blevet født, som var 300 år forinden denne dag. Det virkede som et mareridt, men samtidig også en fantastisk drøm, og begge dele havde ingen ende! Et meget svagt smil, som mest lignede en streg, spillede om Rosalinn's læber.

Elizabeth fjernede ikke sit blik fra pigen som bare så op på månen. Tristheden hjemsøgte stadig Elizabeths ansigt og der var ingen følelser at se i hendes øjne. Der var hverken et muntert blik eller et smil at se i Elizabeths ansigt. Hun blev ved med at se på pigen og havde stadig lidt afstand på hende.

Rosalinn mumlede en masse på et andet sprog, et sprog kun hun selv, og hendes familie kunne! En tristhed vældede over Rosalinn. Hvad levede man for, når man kunne leve for evigt? For dumme minder? Eller hvad? Hun sukkede svagt for sig selv, og mumlede bare videre på det mærkelige sprog, et mystisk sprog, der var helt som Rosalinn. Den søde duft fra mennesket hang fortsat i luften - En god duft!

Elizabeth lagde hovedet let på skrå. Hun tvang sine fødder til at få hende til at gå nærmere pigen. Hun ville se om pigen var i okay, men vidste dog ikke om pigen ville kunne lide at Elizabeth blandede sig, men hun gik alligevel et par skridt nærmere. Hun kunne mærke en kold vind i ryggen, som fik hendes mørkerøde hår til at bølge let i vinden, men hun ignorerede den og så på pigen med hovedet let på skrå.

Rosalinn vendte sig om med en yndefuld bevægelse, hvilket fik hendes hår til, at danse svagt omkring Rosalinn's hoved, men det var smukt. Hun betragtede mennesket med et følelsesforladt ansigtsudtryk, og ja selv øjnene kunne man ikke se hendes følelser i. Det var svært at se, hvad hun følte dybt inde i sig selv... Og især ikke hvad hun tænkte! Rosalinn så afventende på mennesket, men hun virkede ikke som om, at hun ville snakke.

Elizabeth stoppede hurtigt op da pigen vendte sig om mod hende. Hun stod og så næsten måbende på pigen. Hun var flot. Flottere end Elizabeth nogensinde ville blive. Hun stod langsomt og lod vinden lege med hendes hår og betragtede pigen med et lidt jaloux blik, men rystede svagt på hovedet og fik sit triste blik tilbage. Hun blev ved med at se på pigen og stod helt stille. Hun stod kun nogle få skridt væk fra pigen.

Rosalinn forholdt sit afventende blik mod pigen, og nikkede kort som en hilsen. Hun bakkede nogle få skridt bagud med yndefulde bevægelser. Tørsten var på vej, det kunne tydeligt mærkes!
*Rosalinn!* Tænkte hun snerrende af sig selv. Tørsten skulle ikke vide! Ikke denne gang! Og desuden var der jo traktaten!

Hun gav et lille nik tilbage. Hun kløede sig kort i sit hår som stadig bølgede let i vinden. Hun lagde hovedet på skrå og syntes at det så lidt ud som om at der var noget galt med pigen, men hun ville ikke spørge. Hun blev bare stående og betragtede pigen.

"Rosalinn" Præsenterede hun sig med sin yndefulde stemme, og trak let på skuldrene. Hun var som natten - Ikke til at regne ud! Hun så afventende på pigen - Mennesket med den søde duft!
*Rosalinn!* Tænkte hun hårdt til sig selv. Hun havde ingen planer om, at bryde traktaten!

Hun så lidt tøvende på hende og tog en hånd frem mod pigen "Elizabeth" sagde hun lidt tøvende, men smilte nu lidt svagt. Hun prøvede på at glemme de triste minder og ville sådan set bare have nogle venner.

Rosalinn så på hånden længe. Hun havde aldrig trykket et menneskes hånd, siden hun selv var et menneske, hvilket var meeget længe siden! Og så var hendes egen hus jo også iskold, og ville afsløre hende på stedet!
"Hyggeligt at møde dig" Sagde Rosalinn meget anstrengt, da tørsten sneg sig mere og mere ind på Rosalinn, og var ved langsomt at gøre, at hun ikke kunne styre sig. Hun bakkede et skridt tilbage, og nikkede undskyldende til Elizabeth.

Hun trak hurtigt sin hånd tilbage og lagde hovedet lidt forvirret på skrå, men gik så nogle skridt hen til Rosalinn. Hun følte sig ikk så bange for hende mer, men der var dog stadig en del af hende som følte at der var noget ved Rosalinn. Hun smilte svagt "Hva er der galt?" spurgte hun og tænkte lidt på at hun ikke villet trykke Elizabeths hånd "Jeg bider ikk" sagde hun i en joke og grinte muntert og stod kun nogle få meter fra Rosalinn og smilte opmuntrende.

Rosalinn vendte sit ulæselige blik mod Elizabeth. Det ligende at Rosalinn intet følte, hvilket så stortset også var rigtigt, men i det store hele, var det mystisk.
"Hvad skulle der være galt? Natten er som den skal, lydene, duftene og alt er som normlt" Sagde Rosalinn med en rolig stemme og lidt tom stemme. Tørsten voksede mere og mere, og hun overvejede ar hive sin messingflaske frem og drikke noget derfra, men det ville bare afsløre indholdet, da det var tydeligt rødt - blod! Hun så kort på Elizabeth, hvorefter Rosalinn gik mod nogle skygger, som gjorde at hun faldt i et med mørket. "Du bliver overrasket over hvad der sker i skovene om natten" Sagde Rosalinn med en rolig stemme fra skyggerne. Stemmen lød som, at den ingen steder kom fra, og hendes vejrtrækning var blevet helt lydløs - En ting Rosalinn havde øvet sig på!

Hun grinte muntert og så hen på den skygge hvor Rosalinn forsvandt i, men latteren lød oss lidt nervøs "Jeg tror ikk på alle de der skrøner og myter" sagde hun overbevisende og latteren forsvandt. Hendes blik blev fastholdt på skyggen, og hun gjorde intet, men stod bare stille.

//Må logge :O Sess?//

// Okai. Jaah sees! xD //

"Det er vel bare godt" Svarede Rosalinn med en let hvislende stemme, som var tom og lidt kølig. Stemmen var som før, og lød som om, at den ikke kom noget steder fra, og det gjorde det bare endnu bedre, at hun var som usynlig i skyggerne. Hun trak fortsat vejret lydløst, og flyttede sig lydløst væk fra de skygger hun var gået ind i, og stod nu i nogle andre mørkere skygger. Et meget svagt smil spillede sig om hendes læber, men lignede mest af alt en streg.

Ribanalon kom smilede til syne fra en af de skyggere der var, "Halløj" sagde hun køligt.

Rosalinn lod sit hår danse svagt i nattevinden, og holdt sig inde i de skygger, der skjulte hende, da hun bar sort tøj, og hendes hår var jo også sort. Et svagt smil spillede sig om hendes læber, og hun holdt sin vejrtrækning. Hun mærkede luften blev fyldt af duften/lugten fra en artsfælle, hvilket bare var lettende! Hun tænkte kort, og lod den anden vampyr se sig om, eller hvad vampyren nu ville.
"Hej!" Svarede Rosalinn med en rolig og tom stemme, som lød som om, at den kom ingen steder fra, som ikke kunne afsløre, hvor hun stod gemt, eller i hvilke skygger!

Ribanalon vendte sig lige mod den anden der var i skyggen, "du behøver ikke gemme dig, din aura, din duft, og det at jeg har stået lige ved siden af didg i skyggen gør at jeg ved du er her" hun havde et grinene smil på læben. og dog var hendes øjne alvorlige.

Elizabeth vendte sig om og så at Ribanalon var kommet. Hun lagde hovedet let på skrå, og kløede sig let i håret. Ribanalon var en underlig pige syntes hun, men så trak Elizabeth på skuldrene og så rundt på skyggerne

Rosalinn virkede helt upåvirket af det vampyr-pigen sagde, og trak bare let på skuldrene, dog var det ikke til at se, da hun selv var skjult i skyggerne.
"Jeg er, hvor jeg vil være" Sagde Rosalinn roligt hvislende og tomt. Et vindpust fik atter hendes hår til, at danse i vinden, og blev kun meget kort oplyst af månen (KUN håret blev oplyst ^^). Rosalinn blev stående, og lod sin vejrtrækning forblive uhørlig. Skyggerne og mørket havde altid været en trofast ven for Rosalinn - En ærlig ven! Hun sukkede lydløst, da nogle minder vældede op i hende på kun få sekunder.

Hun vendte sig mod Elizabeth, og smilte, og kiggede mid skyggen igen.

Elizabeth ignorerede Ribanalon og så bare på håret som blev oplyst og lagde hovedet let på skrå. Vinden fik Elizabeths til at bølge let, men hun tog sig ikke rigtig af det og blev bare ved med at se på det oplyste hår.

Hun kiggede roligt op i himlen da månen hurtigt hviste sit smukke, ansigt.

Rosalinn kørte en hånd igennem sit hår, og trådte et skridt tilbage, og måneskinnet der havde været faldet mod håret var væk. Hun betragtede Elizabeth og vampyren fra mørket hun stod i. Hvorfor var mørket så kaldende, lokkende? Rosalinn kunne ikke forklare hvorfor, men hun elskede at befinde sig i mørket - være uset! Mest pga. det, hun havde været igennem dengang hun selv var et menneske. Et svagt suk undslap hendes læber.

Ribanalons vendte sig med et sæt blikkry da et suk kom for hendes øre.
Hun slikkede sig over sine læber.

Elizabeth så på de to piger *De to er squ da begge mærkelige* tænkte hun og begravede sine hænder i sine lommer

"Elizabeth, det da rart at se dig igen" hun nikkede for sig selv.

"Hvad laver i ude så sent?" Spurgte Rosalinn med en tom og rolig stemme. Mørket var fortsat omsluttet om hende, hvilke gjorde, at hun var uset, men en vampyr ville med det samme vide hvor Rosalinn stod ved hjælp af lugtesansen! Et svagt smil, som mest lignede en streg, spillede sig over Rosalinn's læber, og var meget svært at se.
Rosalinn lyttede roligt til nattens lyde, og nød lydene - Det velkendte! Alt virkede som normalt denne aften for Rosalinn, og kun hun selv vidste hvorfor!

Hun så over på Ribalanon "Det er oss godt at se dig" mumlede hun og så sig så rundt omkring *Weird* tænkte hun for sig selv og kløede sig let i håret med et forvirret blik.

Ribanalon trak på skulderne, med et blidt smil.

Hun så tilbage på Ribanalon og rystede svagt på hovedet.

Ribanalon begyndte lige så stille at gå.