Stormvejr.. Big time..

Sted: Caféen
Tid: Lidt over middag
Vejr: Regner meget, tordner og lyner
Omgivelser: En næsten mennesketom café

Regnen styrtede ned, torden bragede og flere lyn lyste den mørke himel op, da Elena løb hen af gaden.
Hendes lyse hår var helt vådt og hang ned over hendes smalle skulder. Hendes blå øjne søgte efter et sted hun kunne søge ly for regnen. Hendes blå bukser virkede mere mørke på grund af regnen og hendes sorte jakke var også godt gennemblødt.
Da Elena fik øje på caféen satte hun farten op og nåede døren, mens et kæmpe torden hamrede og lavede masser af larm.
Hun så sig om på caféen. Der var næsten tomt da ingen havde bevæget sig ud i det forfærdelige vejr, og de få der var derinde var nogen, ligesom hende selv, der havde søgt ly for det pludselige vejr. Hendes røde All Star gav en lille sumpet lyd fra sig da hun gik hen over gulvet og satte sig ved et bord. Hun ville bare vente til at det dårlige vejr ville drive over og hun kunne fortsætte, men desværre så det ikke ud til at det blev lige med det samme.

Skoven, som lå tæt på cafeen, lå også fuldkommen i mørke næsten, den så næsten helt uhyggelig ud. Fordi der var så stille derinde lige nu, kun nogle få dyr kunne skimmes når det gav et brag efter lynene havde vist sig på himlen. Men lidt efter kunne man begynde at skimme en skikkelse komme gående ud af skoven. Det var taron, han havde bar overkrop igen, men denne gang et par ikke hullede bukser og et par sko. Han så just ikke glad ud, mere tænkende og han så sig kort om da han kom helt ud af skoven. Taron fik så snust kort i luften og fik færten af Elena, men følte sig ikke i humør til at gå ind at snakke med hende lige nu, han ville ikke lade sit humør gå ud over hende, og hvis han blev vred og forvandlede sig, så kunne hun jo komme til skade. Han kunne fra der han stod skimme de få folk som var inde i cafeen fra vinduerne, han sukkede svagt da han fik øje på Elena og bed sig diskret i læben. Taron vendte sig så væk fra cafeen og begyndte at gå roligt imod skoven igen.

Elena så rundt på caféen, men hun kendte ingen og efter lidt vendte hun blikket ud
af vinduet. Der så hun en dreng. Det lignede Taron, men hun var ikke sikker. Et lyn lyste endnu en gang himlen op
og hun var næsten sikker på at det var ham. Hun rystede på hovedet af sig selv da hun igen åbnede døren
til caféen og smuttede ud i regnen. Hun løb op mod skoven for at indhendte drengen´, som hun håbede var Taron.
Hun havde kedet sig hele dagen og kunne godt bruge Tarons gode humør, men hun kunne jo ikke vide at han
var i dårligt humør. Regnen strømmede ned over hende og gjorde hendes, i forvejen våde tøj, endnu mere vådt.
"Hey vent lige" råbte hun efter ham.

Taron fik snust igen og fandt ud af at Elena kom hen til ham, han rystede svagt på hovedet og bed sig i læben.
Han havde virkelig ikke lyst til at være sådan her, han ville hellere smile og grine lige nu, men kunne ikke.
Da han hørte hun råbte, stoppede han op og vendte sig halvt imod hende, han så kun kort på hendes våde tøj, ellers så han kun hendes ansigt. Han eget tøj var også blevet helt vådt og hans hår var faldet helt sammen, han havde ikke engang taget hånden op for at rode i det som han plejede. Vandet løb ned af hans ansigt og ned af hans overkrop, han stod bare helt stille og så tænkende på hende, selvom han ikke plejede at tænke så meget når han var sammen med hende, han sukkede og bed sig i læben.

Elena smilte da hun så at det virkelig var Taron, men hendes smil forsvandt igen da hun så hans ansigt.
"så havde jeg ret, det var dig" sagde hun forsigtigt og standsede en meter fra ham. Hun lagde hurtigt
mærke til at han igen ikke havde så meget tøj på. Hun gøs en smule. Hun ville helt sikkert
dø af kulde, hvis hun løb sådan rundt. Hun så lidt bekrymret på ham, "Er der noget galt" spurgte hun og tog et skridt tættere på ham.

Taron ønskede virkelig at kunne gengælde smilet til hende, men han kunne ikke og det irreterede ham utrolig meget.
Han lagde mærke til at hun gøs og bed sig tænkende i læben, han så kort ned da hun spurgte om der var noget galt og sukkede igen, ellers bev han stående da hun gik tættere på ham, " jeg skulle bare se om du var okay, men det lader det til at du er, så.." sagde han stille og smilte svagt men kort, han vendte sig så væk fra hende og begyndte at gå igen. Hans ben ville væk så han ikke bragte hende i fare, men hans hoved ville gerne blive hos hende, han fandt det så svært at være væk fra hende, mon han allerede havde oplevet prægningen med hende?

//Så smutter jeg i bad Heh xD//

Elena så forvirret på ham da han ikke smilte, men prøvede ikke at lægge noget i det.
Hun havde håbet at han var glad og kunne smitte lidt med sit friske humør, men det
så ud til at det ikke ville blive i dag. "Hvad skulle der kunne ske med mig" spurgte hun stille. Da han vendte sig
om og begyndte at gå, fulgte hun også efter ham. Hun småløb nærmest, men hun kom hurtigt op foran ham.
Hun stillede sig i vejen for ham, som om hun kunne holde ham tilbage. "Der må da være noget i galt" konstaterede hun.

//Helt i orden.. Venter på dig.. x3//

Taron stoppede op da hun stillede sig ind foran ham og bed sig tænkende med hårdt i læben.
Han rystede kort på hovedet og så lidt væk fra hende, hun ville sikket tro at han var skør, hvis han fortalte hende det helle, man det var kun tiladt at fortælle sandheden hvis man oplevede prægningen med et menneske, som man mente ville kunne hjælpe med at føre slægten og ulvegenet videre. Men Taron var bange for at hun ville afvise ham eller løbe skrigene bort hvis han sagde det, " alt kan ske i Forks og det der er galt er at lige meget hvor meget jeg ønsker at beskytte dig, så må jeg ikke i Forks, kun ved mit eget sted og det irretere mig utrolig meget" sagde han stille og så på hende igen.

Elena forstod ikke noget af det han sagde. Eller hun kunne i hvert fald ikke forstå meningen i det.
"Hvad er det du snakker om" spurgte hun og så bendende på ham. "Hvad mener du med at du ikke må beskytte mig i Forks" spurgte hun og lagde armene over kors. Hun ville se bestemt ud så han vil fortælle hende hvad der var galt,
men det plejede ikke at virke på nogen. HUn vidste ikke om hun skulle blive fornærmet over at han ville
beskytte hende, eller hun bare skulle være glad. Hun bestemte sig for at hun bare skulle være glad, hun
sendte ham et lille smil.

Taron havde ingen ide om hvordan han skulle kunne forklare det ordenligt uden at afsløre sig selv alt for meget.
Han så tænkende på hende og ville ønske at det skulle blive let at sige det, men det var det jo ikke, han sukkede svagt.
"Jeg må slet ikke sige det til dig Elena, jo kun hvis du selv kan gætte det, men sandheden har en konsekvens nogen gange og den oplevede jeg efter et par dage jeg havde kendt dig, og nu er jeg bange for at du ville løbe skrigene bort hvis jeg fortæller dig det" sagde han roligt, men var faktisk temmelig urolig indeni. Han trak vejret tungt og langsomt, bare for at kunne få lov til at virke afslappet. Taron forstod ikke at hun kunne smile til ham lige nu, hvor han var sådan her overfor hende, men han gjorde ikke noget for at stoppe hende.

Elena slog blikket ned i jorden. Hun vidste ikke rigtigt hvad ham mente.
"Hvad er det jeg skal gætte" spurgte hun lidt efter og så på ham. "Hvorfor må du ikke fortælle det til mig"
Hendes stemme var meget stille og kunne godt lyde lidt bange. Hun følte sig også en smule bange,
men hun vidste ikke hvorfor. Hun lod armene falde ned langs hendes side, men hun så lidt tænkende på ham.
Hun var helt sikker på at hun ikke var bange for ham, men bange for at hun havde gjort et eller andet der havde
fået ham til at være vred på hende.

Taron kunne godt mærke at han var virkelig dårlig til de her, han gjorde også sig selv helt forvirret lige nu.
Han så kort væk fra hende, men så hurtigt på hende igen, " alt faktisk" svarede han still til det første og tænkte grundigt over det andet, " det er imod den lov vi har, jeg kan komme rimelig galt afsted eller det kan vi begge to hvis jeg fortæller dig det lige ud og jeg ville ikke kunne leve med mig selv, hvis du kom til skade" sagde han stille og knyttede kort hænderne. Men slappede af igen, for ikke at miste kontrollen og sukkede svagt. Det var så svært det her og han var selv bange for at hun ville blive sur på ham også gå. Han tog tøvende sin hånd op og strejfede hendes kind blidt med fingrene men knyttede hånden og tog den til sig igen.

"Det har noget med dig at gøre, noget der er farligt" spurgte hun. Hun vidste virkelig ikke hvad det
var hun skulle gætte, men hun blev nødt til at prøve på det. Hun tænkte sig virkelig godt om,
men hun havde ingen idé om det. Da han rørte hendes kind smilte hun svagt, men da han trak hånden tilbage
så hun ned i jorden. Hun tog en dyb indånding og tog et skridt tættere på ham. Hun så igen på ham.
"Og du skal beskytte mig, men det kan du ikke i Forks" spurgte hun lidt efter.

Taron nikkede og synes allerede at hun var godt på vej, men han var sur over at han ikke kunne hjælpe hende med at gætte særlig meget, " ja det er meget farligt.. jeg er meget farlig, ikke noget specielt godt selvskab" sagde han og sukkede kort, det mente han med at hun kunne komme meget til skade, hvis han fik et vredesudbrud også gik amok på Elena, ja faktisk dø at det og det fik ham til at gyse kort. Han så stadig tænkende på hende, da hun kom tættere på ham, men rørte sig ikke. Han nikkede så igen og tog en dyb indånding, " nemlig, jeg har ikke ret til at beskytte dig her, fordi det ikke er mit sted, men jeg ville skam alligevel være villig til at bryde det" sagde han og smilte svagt, men kort og så derefter ned i jorden.

"Du er farlig, du må kun beskytte mig i Reservatet" sagde hun og tænkte sig om. "Der er noget i Forks som du skal beskytte mig i mod" Hun snakkede mest med sig selv. Hun prøvede bare at samle alle de informationer hun kunne få.
"Er det kun mig eller alle du skal beskytte" spurgte hun. Hun så på ham og lidt efter tog hun havdes hånd. Hun
mærkede med det samme varmen fra ham. "Du er varm" sagde hun og så undersøgende på han hånd, men efter
lidt så hun på ham igen.

Taron nikkede til alle de ting hun sagde hvor hun mest snakkede med dig selv. Han havde stadig i tankerne at han ikke håbede at hun ville blive bange for ham, hvis hun fandt ud af hvad han var og han sukkede svagt over tanken. Han lagde så hovedet lidt på skrå over hendes spørgsmål, og nikkede så, " faktisk skal jeg eller vi beskytte så mange vi kan, men jeg vil nu helst kun tænke på at beskytte dig" sagde han stille og så kort på deres hænder da hun tog hans og så undersøgende på den. Han smilte så svagt og nikkede, " ja men du vil ikke vide hvor varm, så bliver du bare overrasket" sagde han og smilte svagt igen, men et forsvandt hurtigt igen.

"I er flere, og i er alle sammen høje, stærke og varme" det var ikke rigtigt et sprøgsmål,
men hun så på ham for at være sikker. "Og det i skal beskytte os fra er vel de meget hvide mennesker" sagde hun tænkende.
"De kolde og blege, som du helst ville slippe af med." mumlede hun og så kom hun i tanke om
Faith. En pige hun havde snakket med ved børnehaven. Hun havde råde øjne og hun havde set næsten sulten på
hende. Der gik det op for hende hvad de blege var. Hun havde da set masser af film om hvordan man kendte vampyr,
men hun havde ikke regnet med at noget af det passede. "De er.. vampyr" sagde hun helt chokket.
"Men hvad er du så" spurgte hun selv om hun vidste hun ikke ville få noget svar på det.

//Sorry tiden, nette fuckede..//

Taron nikkede og tænkte grundig over alt det hun sagde for ikke at mise noget, så han selv kom til at stå lost.
Han kunne ikke rigtig andet end at nikke lige nu, " ja vi ser helst at de holder sig væk fra jer, og det ville skam være ret got med lidt fred fra dem ind imellem" sagde han stille og fnøs lidt, da han ikke kunne fordrage deres stank. Taron blev ret overrasket da hun opdagede hvad de var og nikkede kort, " ja det er de, du tager det meget roligt, bedre end jeg havde forstillet mig du vill gøre" sagde han og smilte svagt. Men det forsvandt igen, da hun spurgte hvad han så og han så kort op på himlen, " hvis du ser meget tv, så burde du kunne gætte hvad vampyrerne frygter i nogle film" sagde han stille og så ned på hende igen.

//Gør ikke noget ^^//

Elena stod helt roligt, men hun skreg inden i. Havde hun virkelig snakket med en vampyr,
men det glemte hun alt om da han nævnede vampyrernes frygt. Det havde hun set i en film, men hun troede ikke
på det. Hun rystede på hovedet. "Vil det sige du er... varulv" spurgte hun nervøst. Det sidste ord hviskede hun nærmest
og hun binkede et par gang som om hun havde fået noget i øjene, men tog ikke blikket fra ham. Hun slap hans hånd og
tog sig til hovedet. Regnen løb ned af hende og hun satte sig ned i det våde græs. Hun så på ham, men
vidste ikke hvad hun skulle sige.

Taron sukkede da hun havde gættet hans hemmelighed, og lagde hovedet lidt på skrå.
Han satte sig roligt på hug foran hende, han ville ikke lave nogen pludselige bevægelser, for han ville ikke gøre hende bange, " det er helt okay at du er bange, men der var faktisk også en grund til at jeg gerne ville have at du viste hvad jeg er" sagde han stille og tænkte prægningen, han håbede at hun ville forstå det og lade være med at afvise ham og gå sin vej, for teknisk set kunne han ikke leve uden hende, når først hans havde oplevet prægningen. Han fandt følelsen temmelig forvirrende og rystede kort på hovedet.

Elena så ikke på ham, men holdt blikket rettet mod jorden. Hun hev nærmest efter luft,
men efter lidt tid faldt hun lidt mere til ro. Hun tvang sig til at kigge på ham. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle
gøre. "Hvordan kan det her lade sig gøre" spurgte hun med en meget stille stemme.
Hun tog sig sammen. Hun havde jo lige sagt til sig selv at hun ikke var bange for ham, men det var
jo også før hun vidste hvad han var. Hun rystede på hovedet af sig selv. Hun lagde en hånd på hans kind og sendte ham
et roligt smil, selv om hun stadig var bange, men hun var nu sikker på at det ikke var for ham.

Taron trak lidt på den ene skulder og tænkte grundigt på hendes spørgsmål.
Det var også et meget godt spørgsmål hun stillede, for Taron havde tit gået og spurgt sig selv om det, det eneste han viste var at genet kom frem i dem, når en vampyr kom til Forks, og at vampyre gik og bed mennesker for at få artsfæller. " Det ved jeg ikke, jeg spøger tit mig selv om det" sagde han stille og så tænkende på hende. Han mærkede hendes hånd på sin kind og smilte svagt, men det forsvandt hurtigt igen, " du må da synes jeg er et monster" mumlede han stille og bed sig i læben og så ned i jorden.

Elena rystede på hovedet. "Jeg syntes ikke at du er et monster, bider du måske uskyldige mennesker, suger du måske alt deres blod" sagde hun. "Du beskytter mig jo, så kan du da ikke være et monster" sagde hun lidt efter.
Det regnede stadig meget, men torden var forvundet og det fik det hele til at lyde mere stille. "Ingen må vide det her" spurgte hun, selv om hun vidste at det var selvfølgelig ikke noget hun behøvede at spørge om.

Taron smilte svagt og rystede kort på hovedet, han kunne sagtens bide dem, men han sugede ikke deres blod.
"Som sagt så beskytter jeg dig på grund af.. ja.. øhm.." han viste ikke rigtig om han skulle sige det, men på et eller andet tidpunkt, skulle hun jo havde det at vide, det var jo også en af grundende til at hun måtte gætte sig til hvad han var. Han besluttede sig så for at sige det på en anden måde, " øhm.. hos os varulve ligger det til at opleve noget der hedder prægningen, som gør at vi.. ja.. finder den rigtige pige eller dreng, som vi straks sådan bliver forelsket i" forklarede han og håbede lidt på hvor han ville hen og bed sig svagt i læben, han håbede dog også at hun ikke ville blive alt for overrasket over det, " vi kan ikke leve eller blive forelsket i andre så længe vi har oplevet prægningen" tilføjede han stille og så kort væk fra hende. Taron så så på hende igen og nikkede, " nemlig, du må ikke sige det til nogen, heller ikke engang afsløre for dine vampyr venner at du kender til hemmeligheden, men hvis de finder ud af det og truer dig, så kom venligst tilbage til mig, så jeg kan tage mig af det" sagde han og nikkede igen, han havde ikke tænkt sig at lade nogen vampyr komme for tæt på Elena.

Elena lyttede til hans fortælling. "prægningen" spurgte hun. "haar du opblevet det" spurgte hun og trak sin hånd til sig,
men tog i stedet hans hånd, som før hun fandt ud af hemmeligheden.
Elena tænkte lidt over det han sagde. "Er i mange varulve" spurgte hun og holdt hans hånd med begge hendes hænder.
Hun så ikke på ham, men på deres hænder. Hun var endelig helt falde et ro. "Det lover jeg" gav hun som
svar til at hun ville sige til ham hvis nogen af vampyrerne truede hende. Hun strøj blidt med en finger
over hans hånd, men så stadig ikke på ham.

//Skal over til en ven om en times tid, så ved ikke om jeg kan komme på mere i dag. Men vi skrives x3//

Taron smilte svagt og nikkede så kort, " jep det har jeg, jeg havde bare håbet på at hun ville gætte det, hvis jeg fortalte hende om prægningen og at jeg beskyttede hende" sagde han og smilte svagt igen.
Han gav hendes hånd et blidt klem og satte sig så ned ved siden af hende på græsset, stadig roligt, hvis hun nu skulle få et chok, " vi er en del, jeg har ikke talt efter, men jeg regner med at vi er lidt over 20- 30 stykker, selvom vi allerede er i undertal, når man tænker på alle de vampyre" sagde han tænkende og så kort væk fra hende.
Han så dog på hende igen, da hun lovede ham det og gav hendes hånd et blidt klem til, " det er jeg glad for" sagde han og nød faktisk at hun strøg en finger over hans hånd, han tog så blidt fat og løftede deres hænder op til sig og kyssede blidt hendes hånd og smilte svagt igen.

//Okay helt i orden, jep vi skrives xD//

Elena så smilende på ham. "mener du mig" spurgte hun og så ned i jorden, men så hurtigt på ham igen.
"Er det ikke farligt at skulle kæmpe mod vampyrerne" spurgte hun dumt, men hun
ville høre det fra ham først. Da han kyssede hendes hånd smilte hun til ham og lagde sit hovede på hans
skulder. Han var dejligt varm da det var ret koldt for Elena ude i regnen. Regnen var også på vej væk, og
vejret blev mere rolig.

Taron smilte skævt og nikkede så derefter, " jep det er det nemlig, når man har oplevet prægningen så kan vi ikke blive forelsket i andre, og det er også ret svært at holde sig væk fra dem" sagde han og smilte svagt.
Han tænkte lid over hendes spørgsmål og trak så lidt på den ene skulder, " nogen gange, vi kan aldrig kæmpe en mod en, for så vinder vampyrene nemlig, men vi er hurtigere end dem" sagde han og smilte skævt, det havde han det skam fint med.
Taon smilte svagt da hun lagde sit hoved på hans skulder og lagde derefter sin frie arm rundt om hende for at give hende varmen tilbage, han viste at mennesker meget nemt kunne fryse i dårligt vejr.

Elena kunne ikke lade være med at smile. Hun lukkede øjene og nyd varmen fra hans krop.
"Hvordan er det at være.." hun tøvede lidt ved ordet, men tog sig sammen. "Varulv" fuldendte hun sætningen.
Hendes hænder var allerede varme efter hun havde holdt hans hånd i nogle minutter. Hun havde åbnet øjene og trak sig en smule væk for at kunne se hans ansigt og smilte til ham, men efter lidt lagde hun hovedet på hans skulder igen.

Taron smilte svagt af hendes tøven, og trak lidt på den skulder som hendes hoved ikke lå på.
" Det befriende faktisk, bare at kunne løbe og forvandle sig når man vil, det er en dejlig følelse, men så alligevel så ville man også nogen gange ønske bare at være normal, og komme væk fra alt det med sine pligter og stressen over alle de blodsugere" sagde han roligt og smilte så svagt igen. Men inderst inde, ønksede Taron ikke at være menneske for så kunne han jo ikke beskytte Elena, han smilte svagt til hende og så derefter ned på deres hænder.

Elena lyttede til det han sagde og nikkede stille. "Hvordan forvandler i jer" spurgte hun.
Hun vidste ikke mere om det end det hun havde set i tv, men det vidste hun ikke om der var rigtigt,
det var jo mest det med når det var fuld måne at de forvandlede sig, det var i hvert fald hvad hun havde set. Hun
grinte dæmpet af sig selv, men hun stadig strøj ham over hånden.

Taron trak igen på den ene skulder og smilte skævt, " det har jeg ikke sådan rigtig givet en tanke, vi gør det bare når vi bliver vrede, eller selv har lyst til det, vi forvandler os ikke under fuldmåne, jo kan vi godt men så er det ihvertfald ikke på grund af månen, men at vi bare har lyst til det" sagde han med et svagt smil og betragtede det af hende som han kunne se, i hans øjne, var han glad for at det var Elena han havde oplevet prægningen med, for hun var både rigtig smuk og havde en rigtig god personlighed. Han nød at hun strøj ham over hånden og lukkede kort øjnenefor at slappe helt af.

Elena strøj ham langsommere over hånden. Hun lo kort af sig selv igen, lige det med månen var
noget hun havde tænket på. Hun så han lukkede øjene og trak sig langsomt væk fra ham og holdt stadig hans holdt
i hendes hånd, men den anden hånd lagde hun på hans kind og bøjede sig frem mod ham. Hun trykkede blidt sine
læber mod hans.

Taron tænkte først lidt over hvorfor mon hun trak sig lidt væk fra ham, men stadig havde fat i hans hånd. Han mærkede så hendes hånd på hans kind og så undrende på hende, men blev så klar over hvad hun gjorde da hun blidt trykkede sine læber imod hans, han havde stadig sin arm rundt om hende, og han kyssede hende blidt igen og lukkede øjnene roligt i.

Regnen var holdt helt op, men Elena havde ikke lagt mærke til det. Hun lod langsom sin hånd glide fra hans kind og
ned på hans bryst. Hun flettede sine finger ind i hans med den anden hånd. Hun nussede ham blidt på
brystet med sin finger og trykkede sig blidt mod hans varme krop.

Taron lod hende flette sine fingre ind i hans, og han flettede sine fingre ind i hendes.
Han nød hun nussede ham på brystet, det var faktisk temmelig dejligt og behageligt at føle at hun rørte ham.
Taron hjalp hende, med at trykke sig ind til ham, for han trykkede hende selv blidt ind til sig med den arm han havde rundt om hende og kyssede hende videre.

Elena mærkede virkeligt hans varme. Hun frys selv en smule, men med det samme hun rørte ham
kunne hun mærke varme strømme tilbage til hende, fra hans krop. Hun nussede ham stadig på bryset og
skubbede ham blidt ned i det våde græs, men slap ikke kysset. Hun kunne ikke tænke på andet end Taron.

//Skal allerede logge, men vi skrivesx3//

Taron ville ikke selv i frøst vejr kunne mærke kulden eller at hun frøs, men han ville give alt den varme hun behøvede.
Han kunne godt lide hendes nusseri og smilte svagt i kysset da hun lagde ham ned i det våde græs og kyssede blidt videre. Han ville ikke slippe kysset endnu og han tænkte kun på Elena, fordi hende havde han haft inde i hovedet lige siden de havde set sidst.

//Okay vi skrives xD//

Elena skap langsomt kysset, men var stadig få cm fra hans ansigt. Hun smilte lidt og
lagde derefter hovedet på hans bryst. Hun lukkede øjnene og slappede helt af. Hun var helt ud
sig selv når hun var sammen med Taron. Hun kom til at tænke tilbage til den dag, nede på stranden, hvor hun
mødt Taron for første gang. Hun lo blidt, men hvilede stadig sit hovede på hans bryst. "Må jeg stadig ikke høre dig synge" hviskede hun og lo lidt igen.

Taron åbnede øjnene og så smilende på hende og havde stadig den ene arm om hende da hun lagde hovedet på hans bryst. Han begyndte så at grine så hele hans bryst hoppede svagt og han rystede smilende på hovedet, " beklager Elena, min stemme holder fri idag" drillede han og smilte skævt igen. Han tænkte også lidt på den dag på stranden og smilte over det, han havde virkelig hygget sig på stranden med hende og var glad for at have mødt hende.

Elena nød at høre ham grine. Lidt efter åbnede hun øjnene, og støttede sin hånd mod jorden,
men lå nærmest stadig på ham. Hun smilte lidt, "Jeg tror bare du er bange" sagde hun drillende og
lo igen. "Er den store varulv bange for at synge" sagde hun stadig drillende.

Taron grinte igen og trak lidt på den ene skulder, med et skævt smil.
"Jeg vil ikke sige jeg er bange, jeg er mere nervøs for at blive gjort til grin med det" sagde han og grinte lidt igen, han så smilende på hende og tog den ene hånd op og strejfede blidt hendes kind igen.

"Jeg sang da for dig" minede hun ham om og så bedende på ham, men da han rørte hendes
kind kunne hun ikke tænke klart, og derfor smilte hun til ham. Hun lagde hovedet ned på hans bryst igen.
Hun smilte stadig for sig selv.

Taron nikkede og smilte svagt, " det ved jeg skam godt, men du vil fortryde at høre mig synge" sagde han og smilte svagt igen. Han smilte stadig selvom hun lagde sit hoved ned på hans bryst, for han kunne godt lide at havde hende liggende på sig. Han nussede hende blidt op af ryggen og slappede fuldstændig af i kroppen.

Elena trak så lidt på skulderne. "jeg tror ikke at du synger så dårligt, som du tror" sagde hun.
"Men hvis du ikke vil, er det okay" sagde hun og kyssede hurtigt, men blidt hans hals. Hun nød at han
nussede hende på ryggen. Hun havde ikke tænkt på hvis folk så dem, hvad de så ville tænke, men lige i øjeblikket
var hun ligeglad. Der kunne sprænge en bombe ved siden af dem, og Elena ville stadig være glad, fordi hun var der sammen
med Taron.

Taron så ned på Elena, eller det stykke han nu kunne se af hende og tænkte kort.
Han nåede ikke at svare hende, før hun kyssede ham på halsen og han smilte svagt, han bed sig så tænkende og trak på den ene skulder. Han begyndte så stille at synge, han sang ikke særlig højt, men højt nok til at Elena kunne høre det. Han nussede hende videre på ryggen og lukkede øjnene imens han sang. Han regnede ikke med at andre end Elena kunne høre det, men var ligeglad lige nu, hvis der var.

Elena havde ikke regnet med at han ville synge, men smilte bare og lukkede øjene.
Hun slappede helt af og nød at han nussede hende langs ryggen. Noget af hendes hår faldt ned i hovedet på
hende og hun flyttede langsomt sin hånd fra hans bryst og skubbede håret om bag øret og lagde sin hånd på hans
bryst igen.

Taron blev ved med at synge i noget tid, men stoppede så lidt efter og smilte svagt.
"Nårh... hvad syntes du så?" spurgte Taron nysgerrigt og smilte svagt igen, han nussede hende fortsat på ryggen og holdte hende blidt ned til sig, når nu han var varulv og hun menneske, så skulle han jo passe på ikke at brække et eller andet på hende.

Elena lyttede til hans sang, stadig med lukket øjne. "Jeg syntes da at det lyder godt" gav hun ham, som
svar. Hun åbnede øjene strakte sig lidt og kyssede ham op halsen. Og til sidst kyssede hun ham igen på munden.
Hun lukkede endnu en gang sine øjene og med sin frie hånd nussede hun ham i håret.

Taron smilte tilfreds og nikkede så, " mange tak" svarede han og smilte skævt.
Han nød hendes kys på sin hals og kyssede hende igen da hun nåede hans læber. Han nød hende nussen og nussede hende selv stadig på ryggen.

//Skal lige spise xD//