En tur i skoven

dato- irl
vejr - sne
omgivelser - skov
årstid - vinter
sted - skoven
påklæding: http://static.tvguide.com/MediaBin/Galleries/Shows/S_Z/Va_Vh/Vampire_Diaries/season1/vampire-diaries3.jpg , et par Jeans, og nogle meget slidte Converses


Sydney var blevet hjemme fra Konservertoriet hun kunne ikke holde menneskene og deres lugte ud hun sukkede svagt da sneen begyndte at dale ned fra himmlen hun var ikke i humør til sne ligenu hun satte farten op men stoppede til sidst op da hun fandt de perfekte træ til at sidde i og bare lade tankerne flyve afsted med hende hun stod og betragtede det kort og havde allerde besluttet sig hun tog tiløb til og fljøl nærmest op i træet uden besvær hun var et godt stykke oppe da stoppede med klarter og satte sig på gren og begyndte at tænke igen

Amira kom gående igennem skoven med hastige skridt. Hun stoppede op da en stank af vampyr slog imod hende, men blandet med noget velkendt. Gamle minder vældede pludselig frem. *Sydney* tænkte hun og begyndte at løbe imod lugten.
En enorm trang til at se den gamle veninde igen trak hende fremad. Hun stoppede op da hun så Sydney sidde på en gren.
Amira stod og betragtede hende lidt, velvidende til at hun kunne lugte at Amira var der. Så kom det endeligt, spinkelt og tøvende.
"Hej.."

Sydney rynkede en smule på næsen da hun fik færten af Varulv hun betragtede Amira da hun var kommet smilede et meget forsigtigt smil hun blev siddende på grenen men et meget venligere smil begyndte at brede sig over hendes læber hun huskede alle de minder som hun delte med den varulv der nede hun trak kort på skulderen da hun ikke rigtig vidste hvad hun skulle svare men idet mindste var det ikke mennske sydney vidste ikke om Amira kunne genkende hende der var sket en hel del siden de havde været sammen hun bevægede sig en smule men noget var ihvertfald ændret ved Amira måske var blevet stærkere * er hun øhh Omega* tænkte hun og lagde hovdet på skrå som hun altid gjorde når noget undrede hende

Amira rynkede brynene da Sydney ikke svarede. Ville hun ikke kendes ved Amira længere.
*Bare hun ikke er blevet arrogant og højrøvet lige som resten af dem* tænkte Amira bekymret.
"Hej" Sagde hun så igen, lidt højere, og håbede at det bare var fordi Sydney ikke havde hørt det.. Men hvordan ville hun dog kunne undgå det med sine fænomenale sanser??

Sydney tøvede en smule hun rettede blikket ned imod Amira " Ey" sagde hun forsigtigt hun følte sig en smule underlig tilpas hun noget af hende ville gerne snakke med hende imens den anden ikke kunne afskye hende hun overvejede om hun skulle gå ned og snakke med hende men hun turdte ikke den underlige fornemelse af at Amira var stærkere gjorde hende en smule tøvende hun betragtede kort Amira og jag af savn ramte hende hun bed sig i underlæben hvis bare hun stadig var mennske hun sukkede svagt " hvordan går det" Spurgte hun en smule køligt det var ikke fordi hun følte noget had overfor hende men ligeså langsomt lade den side som afskyede Amira overtage hun valgte at blive siddende men fjernede ikke blikket fra Amira