En nat i skoven

Dato :: 30. september
Årstid :: Efterår
Dag :: Søndag
Vejr :: Overskyet, tåge, køligt, blæst og mørkt
Sted :: Skoven
Tid :: 23.39
Omgivelser :: Træer osv.

Sydney var karvlet op i træ hun havde en underlig fornemmelse og hun følte at der var nogen der holdte øje med hende hun trak vejret en smule dybt men fik ikke færten af nogen " pokkers" mumlede hun vredt og hoppede ned af træet uden videre hun forstte længere ind i skoven end til hun endte lysingen som mindede mere om en eng det et af hendes ynglins steder hun elskede være skoven og især på denne her eng Men idag følte hun sig utryg

Sam løb hurtigt igennem skoven. Hun var blevet træt af at være derhjemme. Det var bare for sygt at skulle være sammen med sin familie og høre på deres konstante brok.
Hun stoppede op, da hun mærkede duften af vampyr.

Sydney gøs en smule da færten af Varulv ramte hende lige med et " åhh oh" mumlede hun satte i vampyr løb over imod et træ hun ville helt sikkert snart få selvskab af en af de bæster hun kunne lugte at det ikke Isas lugt bed svagt læben begyndte at kravle op træet hun håbede slet ikke at det var en af ung ulvene

Lugten af vampyr var blevet stækere, syntes hun og så sig omkring, men så ingen. "Mystisk" Mumlede hun. De plejede ikke at være så svære at se med deres kridhvide hud.
Hun smilede over sig selv.

Sydney sad oppe træet da lugten blev stærkere hun nys hun hoppede over i et andet træ men nåede ikke at få fat den gren hun skulle sidde på i det andet træ og faldte ned hun rejste sig hurtigt op hun stirrede en smule vredt på ulven som stod her på hendes fristed og ødelagde det hele hun smilede en smule hånligt " er hunden ude blive luftet?" spurgte hun hånligt hendes øjene lynede en smule og hun vendte sig om for at gå da en tanke slog hende hun ville blive bare for at få lidt sjov nu hvor underholdingen var kommet

Sam ignorerede hende kommentar og svarede igen. "Er uhyret sluppet ud af fangeskabet?" Spurgte hun og løftede et øjebryn. Lagde armene over kors.
Smilede svagt.

sydney svarede ikke men det var ikke svært ved se at hun var gal knugede hænder sammen i vrede hun hadede dem de skulle altid komme her ødelægge det hele hun " hmm ja og det bliver rart for dig" sagde hun hånligt vendte sig om for at gå hun gad alligvel ikke spilde sin tid mere på hende " ses din lille skødehund" sagde hun ondskabt fuldt begyndte stille gå hen imod en anden sti hun bed sig hårdt læben

"Ses lille misfoster!" Sagde hun og vinkede efter hende. Vente derefter øjne.
Vampyrerne troede at de var noget bare fordi at de kunne leve evig, var smukke osv. De var nogen uhyre, de perfekte dræber maskiner.

Sydney blev så vred at hun vasr lige ved vende sig om men kom tanke om at unge varulve kunne være farlig og man skulle holde sig fra dem men vreden begyndte boble op i hende stoppede op med ryggen imod Ulven hende hænder var knuget sammen og hun holdte vejret men trak det hurtigt ind igen ikke fordi hun behøvede gøre det men prøvede virklig på at beherske sig " misfoster" gentog vredt vendte sig om " det eneste misfoster se er dig" sagde lettere hånligt og irrteret hendes hænder var knuget så hårdt sammen at hvis hun havde været mennske ville knoerne være helt hvide " pas på med tirre mig for du ved ikke hvem du har med at gøre Tøs" sagde hun i et meget koldt toneleje * slap af det er bare et bæst lad være med gøre noget forhastet* tænkte hun

Sam grinede hånligt.
"Tilfældigvis VED jeg faktisk hvem jeg har med at gøre" informerede hun hende. Det skulle nok blive sjovt det her, men måske også en smule farligt?
"Jeg har med et misfoster af højeste rang at gøre" Sagde hun.

Sydney var meget vred men valgte bare at fnøse hånligt hun ville ikke om så hun var den sidste vampyr i verden gå til angreb på sådan et lille bæst hun bed sig svagt læben " nøj hvor er varulve dumme grimme og lugter som har i aldrig været bad" sagde hun koldt og hoppede igen op træ hvor hun kunne få et bedre udsyn

"Måske er vi grimme, dumme og lugter som om vi aldrig har været i bad" Sagde hun stille og roligt. Vampyren iriiterede hende ikke det mindste.
"Men vi lugter ikke rådnet og dødt ligesom jer vel?" Lo hun.

Sydney svarede ikke hun fnøs en smule det gjorde hende endnu mere vred ved at hun ikke kunne få den grimme ulv til blive vred hun elskede dem når de vrede for så var de så sjove at se på

Sam smilede og betragtede vampyren.
Man kunne tydeligt se at der var et eller andet der plagede hende, men self. ikke hvad.

Sydney stirrede stadig på hende hun var stadigt vred men hun ville stadig ikke gå til angreb på den idiot men det irretere hende Varulven var så ligyldigt og var ligeglad med det hel en fnøs en smule men stirrede stadig på ulven hendes øjne lynede hun rystede hånligt til ulven den vidste ikke hvornår det trække sig den var tåbelig

Sam løftede et øjenbryn.
Det virkede utrolig latterligt at vampyren, som sikkert var ældre end hende, teede sig som en 12-årig. Faktisk var det ret morsomt.
Langsomt begyndte hun at grine.

Det var dåben i bæret hun var så vred nu at hun ikke kunne holde den tilbage hun hoppede ned foran ulven " nu er det nok" vrissede hun og tog den op i halsen hun stirrede lidt på hende kastede hende over imod træ " jeg er færdige med tage imod" sagde hun gik langsomt og truende hen imod ulven " du kunne bare ikke lade være vel" sagde hun koldt hende lynede af vrede

Sam rejste sig hurtigt op som en kæk lille hoppebold.
"Hvad sker der for dig?!" Råbte hun chokeret og vredt. Det enste hun havde gjordt var at svare igen og var komme til at grine af vampyrens måde at opføre sig på.

Hun vidste ikke hvorfor blev så vred men hun var ikke vant til blive grinet af og især ikke af dem som regl var godt til styrre sig hun var ikke vant til blive ignoret og det det gjorde hende så vred " noget jeg skulle gjort for længe siden" vrissede hun gik stadigt hen imod hende

"Du taler til mig som om du har kendt mig i hundred år!" Råbte hun vredt.
Vampyren var begyndt at gå hende på nerverne, hvilket var ret overraskende. Normalt var hun en meget rolig og glad person, men hende her var bare for meget.

Sydney smilede endelig havde hun fået det som hun ville den reaktion som hun så længe havde vente og det frydede hende hun stoppede fem meter fra hende og hun kunne ikke undertrykke den glæde hun nu fik hendes vrede var stille forsvundet i stedet for kunne man ane et hånligt smil som blev bredre hun hoppede endnu gang op i et af de nærliggende træer " kan du ikke klare mosten lille ven skulle du nok været blevet hjemme" sagde hun meget koldt

Det gik hurtigt op for hende at jo mere vred hun lev jo gladere blev vampyren.
Hun tog nogen dybe indåndninger for at slappe mere af. "Og hvis DU ikke kan klare mosten skulle du måske også være blevet hjemme" Gav hun igen og smilede.

Sydney sad oppe i træet hun kunne mærke at Varulven begyndte at slappe af igen hun bed svagt læben hun blev oppe træet for hun skulle til finde en ny plan hun elskede når hun kunne tirre dem de var som små børn så nemme at gøre den sur hun kiggede tænktsomt på ulven

Sam trak på skulderne.
Hun var ved at blive træt af den leg og vendte om på hælene. Gik langsomt sin vej. NU løb en aften med forældrenes brok meget mere tiltalende.

" farvel lille mus" sagde hun hånligt hun havde vundet og hun kunne ikke lade være " husk nu vi vampyre strækest" sagde hun grinede kort af ulven der nu var på vej væk " håber aldrig mere jeg skal se på dig skødehund" råbte hun selvom hun vidste at ulven saktens kunne høre hende ved lavt toneleje

Nu var det blevet nok. Hun var rasende. INGEN skulle kalde hende for skødehund.
Da hun endnu ikke havde lært at styre sit temperament, skifte hun skikkelse til ulv pga. sin vrede.

Sydney frydede sig hun havde endeligt opnået det hun ville at se hende så rasede hun lagde ikke skujl på hun frydede sig hun blev siddede oppe træet med hånligt smil

Sam løb hurtigt hen til træet.
Begyndte at hyle og snerre af hende.

Sydney rakte tunge af hende så længe hun var i ulveskikelse kunne ikke komme op træet " du kunne komme op efter mig" drillede hun kiggede på hende " når nej skødehunde klarter jo ikke træer" forsatte hun hånligt hun nød at se på hende der gjorde sig helt til grin

Sam tænkte sig om.
Skiftede så form igen til sig selv. Klatrede hurtigt og let op i træet.
"Og du sagde?" Spurgte hu og løftede et øjenbryn.

Sydney stirrede lidt på hende med et svagt hånligt smil men drattede ned gren ved uheld eller det var ikke et uheld men ville have det til at se sådan ud rejste og lod som hun var en smule fortumlet stod ryggen til ulven hun vidste at på den måde kunne hun være nem for ulven at gå til angreb men hun havde slet ikke tænkt sig at give op endnu for hun syntes det var meget grinern at drille den hun smilede svagt da hun fik øje på et dødt træ det ville helt sikkert ikke holde til dem begge to bed svagt læben satte i mennske løb over imod det døde træ

Sam klatrede hurtigt, nemt og elegant ned fra træet og skiftede til ulveskikkelse. Var henne ved hende som en lyn. Snerrede af hende. Ingen skulle kalde hende en skødehund og så slippe godt fra det.

Sydney var rimlig tæt på træet men ikke tæt nok hun mumlede vredt havde hun bare løbet i vampyr løb satte farten mere op stadig i mennske fart hun satte af med kærftigt afsæt træet knagede under hende men holdte stadig til hendes vægt hun gjorde sig til oppe videre over i et andet træ hun stirrede en smule hånligt men var stille hun behøves ikke at sige noget hun frydede sig over det der nu skete hun elskede at drive ung ulvene til vanvid hun grinede en smule hånligt

//Sorry, men kunne ikke lige læse det meste ?//

Sam stoppede ved træet, da hun hurtigt gennemskuede vampyren. Snerrede bare af hende.

Sydney vinkede hånligt til hende hun prøvede på ikke at bevæge sig for meget stirrede betænktsomt på en gren der var en smule høje oppe men vendte hånligt blikket imod ulven rystede kort på hovdet hun var i sit es og hun kuunne slet ikke ligge skjul på sin glæde hun havde glemt alt om sin vrede

Sam studerede træet og snusede tiil det. Dødt.
Hun begyndte at løbe ind i det for fuld fart, for at få det til at falde.

Sydney opfangede hurtigt ulven ville løbe ind træet som efter knagede voldsomt hun kunne mærke hvordan træet gav efter hun gik en smule i panik da der ingen træer var tæt nok på til at hun kunne springe over i sukkede kort da træet faldte bagover og hun faldte med

Sam stoppede op og smilede inde i sig selv.
Det havde værjet rimelig dumt af vampyren at vælge lige netop det træ fordi at det var dødt. Man skulle bare puste til det så ville det falde.