Den solrige himmel

Dato :: 24. Oktober
Årstid :: Efterår
Dag :: Fredag
Vejr :: Overskyet og lidt solskin
Sted :: La Push - skoven, my friend (;
Tid :: 12:00
Omgivelser :: Træer og fuglesang

Solen skinnede sig vej frem fra sit skjul bag skyerne
og det var ikke tit man fik sådan et vidunderligt syn at se.
Fuglene sang til hinanden for at finde en mage
eller bare fulde skoven med deres smukke sang.
Lyden af poter kunne svagt høres inde i skoven, og de var på vej mod en lysning.
Annika trak vejret roligt mens hun løb i sin ulveform selvom alle hendes knogler havde en stikkende smerte
ville hun nå den lysning, hun ville kunne slappe af senere.
Et smertenshyl lød gennem hele skoven og den ville give alle som hørte den en kyldegysning ned af ryggen.
Hylet var kommet fra Annika, hun kunne ikke klare smerten fra alle sine knogler mere. Hun gav op og lagde sig ned på jorden. Hun lukkede øjnene og smerten kom fra hver enkelte knogle eller led.
Den forbandede smerte af brækkede knogler var ikke til at komme af med.
Annika sank en lille klump og lukkede så øjnene. Det ville være bedst for hedne at ligge her og hvile,
men hun VILLE hen til den forbandede lysning.
Hun rejste sig langsomt op og lignede faktisk en som tog sine første skridt, men efter lidt tid begyndte huna t løbe mod lysningen igen. hun prøvedet at ignorere alle smerterne selvom det var svært.
Da hun endelig nåede til lysningen stoppede hun og gik langsomt ind, solen skinnede på træerne.
Annika sukkede glad, endelig var hun her. Hun fortsatte langsomt ind i lysningen og kravlede op på en sten.
Nu ville hun bare side og nyde den lille smule sol der var, men det var svært for hende alle hendes smerter var der nemlig stadig. Hun pev svagt og lagde sig så ned på stenen og prøvedet at slappe af, men det hjalp ikke så meget kun en lille smule.
Smerten var ikke så stor som den havde været, men hun lå stadig og skar en lille grimasse hvergang hun bevægede sig.
Annika slog blikket op på den lyse himmel, Det her var smerten værd. Hun kiggede op og et lille smil kom frem på ulvelæberne. Det her var noget man ikke skulle gå glip af.
Den solrige himmel

Amira kom gående igennem skoven på hurtige ben. Hun nød at være i ulveform, og glemme alt om de gamle bekymringer, som fyldte hendes hovede som menneske. Så mange føleser kunne en ulveskikkelse slet ikke holde til!
Hun kunne høre Annika i sit hovede, hun havde vidst fået en masse knogler brækket, og Amira som kendte til smerten efter sin kamp med Dominic, sendte beroligende og trøstende tanker til Annika.
Hun så ud igennem hendes øjne, og opdagede at hun faktisk ikke var langt væk. Amira satte tempoet lidt op og løb mod det sted hvor hun vidste at Annika ville være. Hej! hilste hun muntert da hun fik øje på Annika i lysningen.
Amira nød at mærke solens stråler varme hende da hun trådte ud af træernes skygger.
Hun så bekymret Annika an, hvor meget skade havde de satans mordere påført hende?

Amira smilede over Annis minder. Hun savnede at rejse som hun havde gjort før hendes far havde smidt hende på gaden.
Hvor længe er det siden? spurgte hun så, og hentydede til Annikas brækkede knogler.
Hun kunne huske at dem som Mini havde brækket på hende, var healet et døgn efter, og hun priste sig lykkelig for at de healede så hurtigt.
Hun mærkede en stærk rygetrang hver eneste gang hun tænkte på Mini, men hun havde besluttet sig for at det skulle være slut.