Ny her omkring ..

Dato :: 21 november
Årstid :: efterår
Dag :: Lørdag
Vejr :: Det regner lidt..
Sted :: Reservatet, tæt ved skoven..
Tid :: 12:00
Omgivelser :: En masse folk og dyr inde i skoven..


Seth gik stille rundt mellem alle menneskerne og kiggede rundt.
Det var svært for ham at være ny, men han prøvedet så godt han kunne..
Han sukkede tungt og fandt en bænk. Han havde været her et par dage og han syntes stadig ikke
at han passede ind.
Da han satte sig stille på bænken, syntes han at han var blevet varmere end normalt men han
lod som ingen ting.
Han sukkede tungt og kiggede rundt..

Joe kom gående..
Hun havde ingen venner i reservatet..
Hun sukkede trist.
*Hvis du bare var normal! Det ville hjælpe en hel del!*

Seth sukkede og kiggede lidt rundt.
Det eneste der faktisk fik ham til at føle sig lidt hjemme her,
var at han boede her ellers ville han føle sig som en fremmed.
Han lænte sig tilbage på bænken og sukkede tungt,
han lukkede stille sine øjne..

Joe var på vej mod sin sødvanlige bænk.
Hun så ned i jorden til hun kom til bænken.
Hun skreg forskrækket da hun så drengen.
Hun blev pludselig meget flov og rødmede.

Seth sprang en halv meter op i forskrækkelse og kiggede på pigen.
Han smilte lidt nervøst og kiggede forvirret på hende.
" er det din plads eller noget?" mumlede han og kiggede stille på hende.
Det var noget han altid gjorde, han gjorde altid andre folk sure eller gjorde noget som de ikke ville havde..

Hun rystede på hovedet.
Hun ville ikke tilegne sig noget her.
"Nej." Sagde hun genert, og nervøs..

Seth smilte til hende og kiggede lidt rundt.
" du kan bare sætte dig" sagde han med et lille smil og klappede ved siden af ham.
Han havde ikke noget imod at hun satte sig..

"Tak." Sagde hun med et lille nervøst smil.
Hun satte sig og stirrede ud.
"Jeg hedder Joselyne."

" Seth" præsenterede han sig selv med et lille smil.
Det var længe siden han havde mødt nogen som faktisk gad tale med ham.
Han rækte sin hånd frem i en venlig gestus..
" er du også ny?" spurgte han tøvende, og med et lille nervøst smil..

Hun nikkede.
Hun tog hans hånd med et smil i et kort sekund inden hun tog hånden til sig.
"Rart at møde dig Seth."

" i lige måde Joselyne" smilte han svagt...
Han betragtede stille Joselyne med et lille smil på læben.
" er du ny her?" spurgte han tøvende..

// er lidt krea død -.-//

Hun smilede.
"Ja det er jeg." Sagde hun og sukkede så.

" er der noget galt?" spurgte han tøvende.
Han smilte svagt og kiggede på hende..

"Altså.." Hun så sig omkring for at se om der var nogen. "Jeg har hørt stemmer.." Hun bed sig i læben.
"Jeg var virkelig syg.. Også begyndte jeg at hører stemmer." Hun rystede svagt.

" altså stemmer, som sagde at du ikke skulle være bange?" spurgte han og kiggede på hende.
Han havde selv hørt stemmer, da han forvandlede sig for første gang.
Og det var foran hans mor, hun besvimede næsten..

Hun nikkede.
"Hvad er der galt med mig?"

Seth kiggede forvirret på hende.
Havde hun ikke forvandlet sig endnu ?
" jeg tror jeg ved det" mumlede han.
" men jeg skal vise dig det før du forstår" sagde han og kiggede tøvende på hende..

Hun blev bange.
"Du er en af dem!" Sagde hun bange og sprang op.
"Hold dig væk!" Skreg hun og løb.

" hva mener du ?" skreg han efter hende.
Han satte i løb og fulgte efter hende..

"Hold dig væk!" Skreg hun og satte farten óp.
Hun løb mod sit hus.
Mod sikkerhed.

Seth kiggede omkring ingen mennesker.
Hans krop begyndte at ryste og hans tøj revnede og en ulv kom frem.
Han spænede op foran Joselyne og stoppede hende.
HAns sort ulve øjne så triste ud og hans tynge stak ud af munden.
* undskyld* tænkte han selvom han vidste at hun ikke kunne høre ham..

Hun stirrede på ham.
Rædselslagen.
"Jeg skriger." Sagde hun advarende.
"Gå væk."

Seth kiggede trist på hende.
* du er ikke den eneste der er bange!* skreg han i sine tænker.
* smukt Seth hun kan jo ikke høre dig!*
Han rystede stille på sit ulve hovedet og lukkede munden.
Hans ansigt blev alvorlig og han holdte øje med hendes bevægelser..

Hun stod nervøst og trippede.
"Gå." Mumlede hun uden håb.

Seth rystede på hovedet og holdte stadig øje med hende.
Han ville meget gerne hjælpe hende--

Hun trak vejret tungt.
Hun havde set ham ryste..
Hun kopirede det inden hun blev til en hvid ulv.
Hun knurrede af ham.

*hvorfor er du bange?*tænkte han.
Han havde selv været bange for et par uger siden,
men han havde lært at acceptere det nu.

*[i] Forsvind. [!i] * Tænkte hun selvsikkert.
Hun var ved at dø af skræk. Men hun viste det ikke.

Seth sukkede og kiggede trist ned i jorden.
* jeg ville bare hjælpe* tænkte han trist og rykkede sig.
Han gik med tynge skridt hen mod parken igen.
Han gad ikke forvandle sig tilbage til menneske,
det var rare at være ulv..

Hvis hun kunne havde hun bidt sig i læben.
Hun var ved at gå mod huset, men hun sukkede så en klynkende lyd og vendte om.
Hun løb op på siden af Seth.
*Undskyld.* Tænkte hun og gned undskyldende sit hovede mod hans pels.

Seth kiggede på hende ud af øjenkrogen.
* jeg troede du var bange for mig* tænkte han ligegyldigt.
Han fortsatte bar emod parken, han gad ikk hjem til sin mor.
For hun forbød ham at være varulv og han elskede at være det...

*Næh..* Tænkte hun og kiggede på ham.
* Det er bare.. nyt? *

Seth nikkede og prøvedet på at lade være med at tænke på hans minder.
Hun skulle ikke finde ud af at hans mor hadede ham og hans far..
Eller at han ville gøre alt for at være normal.
* sådan har de fleste det vidst* tænkte han og kom til at tænke på hans mors ansigt da hun så ham forvandlet.
Han klynkede lidt og var så stille igen..

Hun stoppede.
Ansigtet var ulideligt.
Så hadefuldt.
Hun klynkede ynkeligt.
Kom til at tænke på blodet fra sin storebror, som dengang var 13, da de kørte galt.
SMerten var til at føle på.

Seth hylede.
Han kunne ikke lide elelr tåle at se på blodet.
* jeg hader blod* lød hans tanker svagt....
Han begyndte at tænke på andre ting, mere lykkelige.
Der var hans far da han var ulv, en stor grå en som så lykkelig ud eller
dengang hans mor ikke vidste noget om ulve eller vampyrer..
Det beroligede ham, han fortsatte med at gå hen mod parken.
Han stoppede op og kiggede på indgangen til Parken..

* Undskyld.. * Tænkte hun og fulgte efter ham.
Prøvede ikke at tænke på det.
Hun tænkte på hendes far og hende selv der red heste til.

* man kan ikke altid styre sine egne tanker* tænkte han og smilte et lille ulve smil til hende.
Det var svært nok at styre sin vrede,
men man skulle også styre sine tanker.
* sikke et liv vi har* tænkte han sarkastisk..

* Ja det er fantastisk. * Kom det sarkastisk tilbage.

* rigtig meget* grinte han sarkastisk i sine tanker.
Han kiggede op på skyerne.
Han kom i tanke om at hans mor sagde at han skulle være hjemme til frokost.
* Pis! hva er klokken?* tænkte han.
Han syntes at han lød dum, men han blev nød til at vide det...