Påståelig.

"Hvor er det altså typisk dig. Og ja, det siger jeg selvom jeg kun har kendt dig i højst en time. Men det er det sgu!" Sagde hun grinende. "Jamen så kidnap mig da. Men hvis du kommer for tæt på - Eller på nogen måde kilder mig, flår jeg din hals op." Sagde hun med et grin, før hun fulgte med ham ind i opgangen. Egentlig havde hun meget mere lyst til at komme hjem. Og så alligevel at invitere ham med op. Hvor hun kendte tingene og hun kunne lave reglerne. Ikke her hvor hun nærmest var 'fanget' hos ham.

"Det lyder som om vi får det hyggeligt" svarede han tørt og grinede "Du skal passe på med at udfordre mig sådan, så får jeg bare lyst til at gøre det!"

"Men hvis du gør det kommer du til at fortryde det bitterligt." Sagde hun med et grin. Det var bare hende at give folk dødstrusler, og så ikke mene dem. Som om hun kunne - Jo hun kunne vel i grunden godt. Men hun ville aldrig med sig selv kunne gøre det mod et andet menneske såvel som væsen. Hun sukkede, og svang grinende sine arme om ham bagfra, mest for at overraske ham. Hun kom til at grine fjollet, mens hun lod sig hænge sådan på ham. Hvorfor havde hun ingen anelse om.

Han vendte sig lynhurtigt så deres ansigter var så tæt på hinanden at hvis den ene rykkede sig bare en centimeter frem ville deres læber mødes. Han smilede drillende "Hvad vil du så gøre smukke?" hviskede han og lagde armene om hendes liv.

Hun så op på ham, nærmest paralyzeret. "Det ved jeg ikke. Gå min vej. Men hvis jeg blev sur så.. Jeg ved ikke hvor grænsen ligger." Sagde hun, og så kort på ham, før hun trak sit ansigt lidt væk fra hans. Hun så nervøst ned i jorden. Faktisk havde hun ikke lyst. Hun ville ikke være en af hans 'hundredvis af piger'. Hun ville ikke synke ned på et sådant niveau. "Men lad nu være. Jeg gider det ikke." Sagde hun og lagde sine arme om sig selv. Det var jo slet ikke sådan hun havde ment det. Mest bare som et kram.

Han grinede og slap hende med det samme "Er man en smule vrissen idag?" drillede han og prikkede til hende inden han gik op af trapperne.

Hun trak på skuldrene. "Næ, jeg ved bare at jeg ville lægge mere i det end du ville. Og som du vel ved fra alle dine piger; Den slags gør ondt." Sagde hun. Til hendes måske ret store overraske, helt ærligt. Hun fulgte med ham opad trapperne, gik nogle få trin bag ham. "Er der langt op til salen?" spurgte hun. Hun var faktisk ret nysgerrig efter at se hvor han boede. Hvordan han boede. Men det var sgu nok flottere end hun selv gjorde, så hun ville ikke blive skuffet.

Han nikkede "Undskyld jeg skal nok stoppe" svarede han.

Hun smilede til ham, og skyndte sig op ved hans side. "Tak. Det er jeg glad for." Sagde hun. "Nå men igen; Hvornår er vi oppe ved din lejlighed?" Spurgte hun og så sig om. Der var helt øde i opgangen. Rettelse, helt mennesketomt. Det var ikke negativt på nogen måde. Hun så ned på trappetrinene, som hun betrådte dem.

Han smilede "Nu" svarede han så og låste en flot egetræs dør op.

Hun så op som han sagde det, og smilede op til ham før hun så på døren. Den var... Flot. Andre ord kunne hun ikke lige finde at sige om den. Hun kiggede ned på nøglen, som han låste døren op. "Arbejder du eller noget..? Alene på den dør kan man gætte sig til at du har penge nok i røven." Sagde hun med et grin. Hun kunne ikke rigtig lade være, mens hun så ind i hans lejlighed.

Han trak på skuldrene "Jeg er musiker" svarede han "Jeg arbejder hårdt for ikke at blive kendt" Han grinede lavt over ironien. Han trak hende hurtigt med ind i stuen. "Her bor jeg" sagde han.



//http://racked.com/uploads/2009_03_miraval.jpg///

//Jeg kan ikke se billedet.//

"Hvad siger du? Arbejder hårdt for ikke at blive kendt?" Spurgte hun med ekstra tryk på ikke. Hun så sig rundt i lejligheden. "Du må tjene pissegodt!" Udbrød hun efter blot at have kastet et enkelt blik rundt. Flere fulgte. "Jeg elsker også musik. Jeg tror ikke jeg kan leve af det, men jeg synger rigtig meget. Jeg går også til kor tre gange om ugen. Når jeg ikke går i skole. eg er ved mit tredje år. Bagefter er det bare med at få sig en uddannelse." Sagde hun med et grin.

//Så må du bruge din fantsi ;p ///

Han rynkede brynene "Hvor længe har du da været vampyr?" spurgte han.

//Onde! xD Beskriv det i emnet så!//

"19 år, mere eller mindre. Jeg blev forvandlet i 1990. Heeh. Og du?" Spurgte hun og undrede sig lidt. han så ikke ud til at have det store besvær med at kunne kontrollere sig ude blandt folk. Hun så tilbage på ham, og tog hurtigt sine sko og sin frakke af, og lod begge dele ligge i gangen. Hun var i ført en helt enkel, måske lidt kedelig hvid top indenunder. Hun gik ind i hans stue, og så sig om mens hun strakte sig lidt. Det var dejligt at kune slappe mere af nu.

"Jeg er 79..." sagde han langsomt "Jeg ville bare gerne vide det..." han smilede til hende og gik selv ind i stuen der så sådan her ud: http://racked.com/uploads/2009_03_miraval.jpg (du må sq da ku se det?!)
Han så sig omkring med et skævt smil

//Sikke en fin beskrivelse. xD Ej, nu kunne jeg faktisk se det!//

"79? Omg! Ved du så om julemanden findes?" Spurgte hun men kunne ikke holde et sagte grin tilbage. "Det må da være underligt.. At stå her i nutiden og vide alt hvad der er sket i så mange år. Er det ikke det?" Spurgte hun og gloede på en potteplante. Mest fordi hun ligesom gik lidt i stå i sine tanker. Efter nogle sekunders stilhed så hun tilbage på ham. "Du har godt nok en flot lejlighed..." Sagde hun med et varmt smil.

Han smilede skævt "Man kan hvertfald sige at jeg har oplevet et og andet" svarede han "Og tak" tilføjede han.

"Hvad for eksempel? Fortæl! Jeg vil mega gerne høre det. Jeg blev født... Sådan rigtigt født i 1973, så det er jo begrænset hvad jeg har at berette om." Sagde hun og lod sig dumpe ned i en af hans sofaer. Hun så nysgerrigt, nærmest spændt op på ham, og klappede på sofaen ved siden af sig selv. Hun havde altid været lidt af en lytter, og hun have elsket det. Som menneske havde hun heller ikke haft much of a choice.

Han satte sig ved siden af hende med et smule nervøst ansigtsudtryk "Jeg ved ikke helt om jeg kan holde til at snakke om det... Hvertfald ikkke om den tid jeg blev forvandlet" han rynkede brynene da minderne om den forfærdelige tid vældede ind over ham.

"Årh. Jamen du behøver heller ikke! Undskyld hvis du føler at jeg pressede på. Jeg er bare nysgerrig. Som du vistnok allerede har fundet ud af. Er du okay?" Spurgte hun og lagde forsigtigt en arm om hans ryg. "Tro mig, jeg ved hvordan det er. Du skulle bare vide hvad der er overgået mig. Hvad jeg har gjort." Mumlede hun og så ned på sine strømpesokker. Hun så tilbage på hans ansigt, og nussede blidt hans ryg, trøstende.

Han smilede taknemmeligt "Jeg vil skam gerne fortælle dig det, det er ikke det... jeg vil bare helt når jeg kender dig lidt bedre" han så forsigtigt på hende "Hvis du forstår..."

"Du vil helt..? Matt, jeg forstår ikke helt hvad du mener. Men jeg kan godt vente. Du fortæller mig det bare når du føler for det, og er klar. Jeg vil også fortælle dig om min baggrund så. Selvom du nok ikke skal glæde dig. Den er hård."Sagde hun, og rykkede sig ind til ham, og lagde begge sine arme om ham i et varmt trøstende og venligt kram. Forhåbentlig også opmuntrende. Hun begravede sit hoved mod hans hår, og strøg ham over ryggen. "Du skal ikke gå med det helt alene. Ikke hvis du har brug for at komme ud med det. Vel?"

Han nikkede langsomt "Jeg lover at fortælle dig det senere" sagde han langsomt.

"Godt." Sagde hun mens hun igen gav slip på ham. Hun smilede svagt til ham. "Må jeg ikke nok høre dig synge og spille? Please? Det vil jeg virkelig gerne." Sagde hun og begyndte at vippede med sine fødder, ubevidst. Hun kom til at grine fjollet da hun opdagede det. Hun kastede et blik på hans TV. Hun så nærmest aldrig fjernsyn. Hun fandt det bare ikke interessant.

Han nikkede "jo selvfølgelig" svarede han og gik ind i et andet rum hvor han fandt en guitar frem og gik ind til hende igen. Han slog en akkord an for at se om den stemte og det gjorde den.
Så begyndte han langsomt at spille og synge til.
https://www.youtube.com/watch?v=8Uw8mIcQJn8

Hun klappede grinende i hænderne, da han sagde ja, og smilede spændt da han kom ind igen.
.. Hun blev faktisk overrasket over hvor smukt sangen lød. Hun lænede sig tilbage mod sofaen, og betragtede ham som han koncentreret begyndte at spille og synge. Hans stemme lød nærmest vidunderlig til sangen. Hun lukkede sine øjne og lyttede bare til sangen.

Da han var færdig så han op på hende med et forsigtigt smil "Det er det seneste nummer jeg har skrevet" sagde han stille.

Hun åbnede sine øjne igen. "Den sang er virkelig smuk. Og du synger og spiller fantastisk. Hvis ikke du er kendt inden 3 år er omme må du æde min ikke-eksisterende hat!" Sagde hun og så ned på hans guitar. Hun havde godt nok aldrig rigtig selv lært at spille på noget instrument, men ville utrolig gerne. Alt hun havde var sin stemme. "Hvordan... hvordan spiller man?" Spurgte hun ham, med et smil om læben.

Han grinede "Det håber jeg sandelig ikke!" svarede han. Så rakte han guitaren til hende "Kan du ikke spille?" spurgte han.

Hun rystede på hovedet, men tog dog imod guitaren. Det føltes underligt at holde et sådant fantastisk instrument i sine arme. "Nej. Jeg kan ikke spille, men jeg ville virkelig gerne lære det. Men jeg kan synge. Jeg har da gået til kor i et stykke tid nu? Jeg elsker virkelig musik. Især musik som.. I store træk som den du lige spillede. Beroligende musik. Den får mig til at føle mig menneskelig. I live. Men jeg ved selvfølgelig ikke om du har det på samme måde. Musik betyder alt for mig." Sagde hun, mens hun blidt strøg guitarens strenge.

"Det samme her" svarede han med et lille smil og et kærligt blik på guitaren "Det har den altid gjort..." *Eller den betyder næsten alt for mig* tænkte han sammenbidt.

Hun nikkede, mens hun betragtede guitarens helt fine lige strenge, spændt godt op. "Hmm.." Mumlede hun. "Ja. Musik er fantastisk. Jeg har også altid elsket den. Og det er kun blevet styrket nu jeg selv kan praktisere den. I hvertfald med stemmen. Indtil videre." Sagde hun med et dæmpet grin. "Vil du ikke lære mig det? Bare en let melodi. Jeg ville virkelig gerne kunne spille." Sagde hun med et bedende smil.

Han smilede hjælpeløst "Jeg har lært det af migselv... jeg tror ikke at jeg kan forklare det, jeg spille bare" han så undskyldene på hende.



//Desværre, kan altså ikke forklare det i skrift!!///

//Det' okay. Det forstår jeg. ^^//

Arianna nikkede. "Hmm, men jeg kan da også spille? Det lyder bare ikke videre kønt. Men jeg går ikke ud fra at vi kan de samme sange. Altså, så du kunne synge og spille og jeg kunne synge? Og vi kunne gøre det sammen? Men det kan jo egentlig også være ligemeget. Spiller du sammen med et band eller..?" Spurgte hun mens hun meget forsigtigt overrakte ham hans guitar igen.

Han smilede skævt "Ja jeg har nok været med i omkring 7 bands... Men lige for tiden kører jeg solo... Bare mig og min guitar... Og mit klaver" han grinede hurtigt.

"Holy shit! 7?? Det var sgu da også mange. Er de andre så også vampyrer? Heeh." Mumlede hun og kom til at grine ved billedet der dukede op i hendes hoved; Af ham siddende med sin guitar ved siden af sig, mens han fortærede alle sine kammerater. Hun kom ud af sin 'trance' igen, og smilede til ham. "Heldige. Jeg ville mega gerne være med i et, men jeg kender ikke rigtig nogen der spiller."

Han rystede på hovedet "mange af dem er pensionerede idag, det er jo ikke bands jeg spiller i mere!" udbrød han. "Men du kan sagtens finde nogen hvis du rejste noget mere..."

"Åh. Jeg kan forestille mig at det må være svært. At se folk på bølgelængde med sig selv, ja måske endda få venskaber eller blive forelsket. Og så opdage at de ældes som tiden går. Og at man står tilbage ligesom man altid har gjort. Jeg ved det ikke. Jeg har aldrig kendt til det selv. Men jeg kan forestille mig det." Sagde hun, og smilede lidt til ham. "Så du er god til at styre dig? Altså.. Sammen med mennesker?" Spurgte hun dernæst.

Han nikkede langsomt "Ja... Når man er en som mig, bliver man hurtigt ret god til det" sagde han med et skævt smil men virkede ikke til at ville sige mere.