Påståelig.

Dato: 15. November 09'.
Årstid: Efterår.
Dag: Søndag.
Vejr: Støvregn. Gråt. Skyet.
Sted: På politistationen? xD
Tid: Ved 15 tiden'.
Omgivelser: Politibetjente? Lol.

Arianna sad og ventede. Hun overvejede egentlig bare at smutte. Hun gad ikke til at forklare det hele for de - Til dels røvsyge politibetjente. De opførte sig som om det var verdens undergang. Ja hun skulle i hvertfald ikke i fængsel for blot at have raset lidt ud på en bus chauffør, da han ikke havde troet på hende, da hun sagde at hun faktisk var sytten og ikke atten. Lortebefolkning, tænkte hun for sig selv. Men det var nu som det var. Måske havde de lidt ret i at hun var gået en anelse over stregen. Hun var evig og altid så påståelig.

Matt kom spankulerende ind på politistationen som om han ejede den, med et hævet øjenbryn.
Han havde aldrig haft tillid til ordensmagten, men nu skulle kørekortet altså fornyes.
I dagens anledning havde han gjort et forsøg på at klæde sig så uhøfligt som muligt, men som sædvanligt så han bare godt ud, i en grå t-shirt og løse bukser (ikke at han havde andet end løse bukser).
Han så sig omkring og fik øje på en aldeles køn pige. Han smilede skævt og vidste selvfølgelig med det samme hvad hun var.
"Hej" sagde han lavt trods at han var i den anden ende af lokalet, så et normalt menneske ville ikke kunnne høre ham.

Hun kunne med det samme han trådte ind i lokalet lugte hans fært - og regne ud at han ikke var menneskelig. Hun så op, og lod sit blik nøjsommeligt køre rundt i rummet. Forbi de irriterende altid så bedrevidende politibetjente, og hen mod en dreng som stod i stærk kontrast til dem. Hun kunne ikke lade være med at grine ved det blotte syn af ham. Da hun så tydeligt gennem al larmen hørte hans hvisken, kunne hun ikke lade være med at smile. "Hey." Hviskede hun tilbage. Hun undrede sig over hvad en som ham lavede på en politistation. Der kom en betjent over til hende, og bad hende om at følge med. Hun så op på ham nogle sekunder, uden rigtig at vide hvordan hun skulle reagere. Om hun bare skulle følge med som en lille hund, ellr skride. Men det ville give problemer. Og hun burde jo helst ikke skille sig for meget ud.

Matt så på betjenten med et hævet øjenbryn. Hvad kunne pigen nogensinde have gjort som stred imod loven?
Han smilede til hende "Hvad har du dog gjort din slemme pige?" hviskede han drillende.

Hun hviskede ikke rigtig om hun skulle grine eller vrisse af ham. Det endte med at hun grinede. Betjenten så bare uforstående på hende. "Spørg ham der." Hviskede hun tilbage, og rejste sig op for at følge med betjenten. Hun ville sikkert bare få en bøde eller et eller andet. Hvad kunne de gøre mod hende? Hun havde jo ikke engang slået ham eller noget. Bare vrisset lidt af ham. Bandet en smule. Ikke noget specielt. Hun vendte hurtigt blikket tilbage mod ham den unge vampyr, og sendte ham et skævt smil, før hun gik med ind i det andet rum med betjenten.

Han gengældte charmerende hendes smil og blinkede til hende.
Han gik frem til disken og snakkede lavt og indforstået med betjenten. Der gik ikke længe før Matt smed et par sedler på bordet og betjenten tog diskret imod dem og gav Matt en lap papir og beskeden om at komme igen om en uge.
Matt satte sig hvor pigen havde siddet før, og besluttede sig for at vente på hende.

Hun blev bedt om at sætte sig ned på en stol, på den ene side af et bord, med beskeden om at en anden politibetjent snart ville komme for at snakke med hende om nogle ting. Hun sad der i nogle minutter, før der så endelig kom en betjent. Han stillede hende en del spørgsmål om hvorfor hun havde behandlet chaufføren sådan, og hvorfor hun havde slået ham. Hun fortalte langsomt og roligt at det var en løgn, og at hun aldrig havde slået ham. Men blot havde 'råbt en smule' af ham. Og samtalen fortsatte sådan lidt, og hun fik at vide at hun ikke ville kunne slippe afsted med det en anden gang. Hun vendte bare øjne af ham under stort set hele samtalen, før han bad hende om at gå. Hun rejste sig, og begyndte igen at gå ud af rummet.

Matt lyttede til samtalen og skjulte et grin bag hånden, da sekretæren så mistænksomt på ham. Det var måske også en smule mærkeligt at han stadig var her, men han havde fattet interesse for pigen, og det var svært at vende sig af med gamle vaner.

Hun sukkede irriteret da hun kom ind i lokalet igen. Hun så rundt på menneskerne derinde - Og de knapt så menneskelige. Hun rynkede lidt på næsen, og stak så hænderne i lommen på sin frakke, og gik ud i det for enhver anden så dårlige vejr, men efter hendes egen mening perfekte vejr. Hun var jo trods alt vampyr. Hun så sig om da hun kom ud. Der var en vej. Den vej førte til millioner og atter af millioner steder. og hun vidste slet ikke hvor hun skulle hen. Hun var kommet i politibetjentens bil, og det var simpelthen under hendes værdighed at gå tilbage indenfor, og spørge om vejen hjem til sig selv. Hun stod bare der og følte sig dum i nogen tid.

Matt rejste sig og fulgte lydløst efter hende. Han stod lænet op ad muren med et stort smil da han sagtens kunne se at hun så en smule fortabt ud "Er du blevet væk?" spurgte han drillende da hun havde stået et stykke tid.

Hun fik lidt af en overraskelse, for hun havde slet ikke opdaget ham. Hun vendte sig hurtigt om mod ham; Der var ingen andre udenfor. Hun lagde sine arme over kors. Han syntes åbenbart bare det var sjovt at hun stod der uden at vide hvor i helvede hun var henne. "Nej. Eller, måske. Jeg ved sgu da ikke hvordan jeg kommer hjem fra det her sted!" Sagde hun. Det var lidt mindre pinligt at fortælle det til ham. Og så alligevel. Men han havde jo ikke anholdt ham. Hun begyndte langsomt at gå over mod ham. Han så så overlegen ud. Det irriterede hende lidt. Bare en smule.

Han smilede til hende "Slap af smukke, jeg vil bare hjælpe dig" sagde han muntert og gik selv imod hende.

Hun hævede et bryn men smilede svagt tilbage til ham. "Har du så bil eller..? For det har jeg ikke. Jeg plejer bare at tage bussen. Men i hvilken del af byen er vi egentlig? Jeg har en lejlighed i centrum, men jeg ved ikke hvordan jeg kommer dertil..." Sagde hun og så sig rundt af og til. Hendes blik endte dog på ham. Hvor så han dog forkert ud sammen med alle de fornemme og alvorlige betjente. Hun kom til at smile bredere. "Hvad lavede du egentlig derinde?" Spurgte hun fornøjet.

Han trak på skuldrene "Kørekortet skulle fornyes... Men ehm... Har du noget imod buschaufører?" spurgte han og kunne ikke holde et halvkvalt grin tilbage.

Hun hævede et bryn. Han var pisseurimelig nu. -.-
"Jamen han fornærmede mig! Han sagde at han ikke troede på at jeg var sytten, og at jeg derfor skulle betale voksenbillet. Og så fortæller han fucking politiet at jeg har slået ham og alt muligt! Gr, hvis jeg havde, så havde han været på hospitalet nu, totalt kvæstet!" Sagde hun, og så halvt irriteret ned i jorden. Hun sparkede til en sten, før hun så op på ham igen. "Er det så fornyet nu? Vil du køre mig hjem?" Spurgte hun. Hun var blevet fuldkommen rød i hovedet hvis det havde været hende muligt nu. Hun følte sig ganske enkelt åndssvag.

Han grinede og undlod at svare på hendes spørgsmål.
Hidsigpropper havde altid moret ham helt vildt.
"Jamen dog søde, du er jo helt op at køre!" sagde han med et stort smil "Tror du ikke at du skulle køle lidt ned? Eller er du alligevel for hot til det?" han blinkede til hende og smilede sit normale charmerende smil.

Hun rynkede på brynet. "Nej jeg er ej. Og jeg er ikke oppe at køre. Han fornærmede mig bare det svin." Mumlede hun helt stille, for sig selv. un så op på ham. Han gjorde bare grin med hende? Kunne han ikke tage at svare? Ellers var hun vel nødt til at vente her til det blev mørkt for at kunne løbe hjem når der ikke var andre til stede. Og alligevel da ville det være problematisk. Hun sukkede. "Please, vil du ikke køre mig hjem? Jeg vil altså ikke stå her hele natten. Og jeg har ikke selv en bil." Hun overvejede et øjeblik bare at stjæle en. Hvorfra vidste hun ikke. Men det ville ikke blive svært. Hun så på ham med et bedende smil.

Han trak på skuldrende "Desværre smukke, jeg har ingen bil med, jeg er gået" svarede han med et skævt smil.

Hun nikkede forstående. "Ved du så hvordan jeg kommer ind til centrum igen?" Spurgte hun derefter. Nu og da kom en bil kørende forbi. Hun gned sig lidt over armen, mens hun stod der. Hun var iført en cremehvid halvlang frakke, et par mrøkeblå jeans og sorte støvler. Hendes hår var som oftest løst, hvilket også idag var tilfældet.

Han smilede skævt "Ja selvfølgelig" svarede han "Men det er så hyggeligt at snakke med dig at jeg tror jeg jeg vil holde dig her et stykke tid" han grinede til hende, en smule ondt det vidste han godt.
"Jeg vil meget gerne vide hvad du hedder" han smilede varmt til hende.

Hun kom til at grine lavt, og hendes blik flakkede lidt fra ham og til omgivelserne. "Hvis vi skal gå hele den lange vej, så kan vi da lige så godt begynde nu, kan vi ikke? Så er vi da hjemme til rimelig tid. Og jeg vil da med glæde byde min 'redningsmand', hvis man kan sige det sådan på noget kaffe eller et eller andet hjemme hos mig." Sagde hun. Hun lagde hovedet lidt på skrå mens hun betragtede hans ansigt. Han så virkelig ud til at nyde et eller andet hun ikke rigtig forstod. "Jeg hedder Arianna." Sagde hun som svar på hans spørgsmål. "Og du?" Spurgte hun med et skævt smil.

Han rodede let op i sine mørke krøller "Jeg drikker desværre ikke andet end blod" svarede han med et stort smil og så eftertænksomt på hende "Jeg hedder Matt..." Sagde han så langsomt, tog hendes hånd og kyssede den let.

Hun kom til at grine lidt. "Min fejl. Den slags glemmes ofte. Jeg møder ikke så mange andre vampyrer for tiden. Men jeg regner ikke med at du er klar på at tage på hunting med 'the Alfa'. Drillede hun grinende, og hævede drilsk et øjenbryn.
Da han tog hendes hånd og kyssede den blev hun lidt forfjamsket. Hun syntes det var sødt, og blev også lidt rørt, mens hun vendte et bredt smil op mod ham. "Hyggeligt at møde dig Matt." Sagde hun muntert.

Han smilede og lod hendes hånd falde igen "Det ville være mig en ære" svarede han lettere drillende. Han kunne ikke tage det der med rang seriøst, han var sin egen og det havde han det ganske godt med. Han huskede engang i Tanzania hvor han havde modsat sig en alfas ordre, som var gået helt amok.

Hun kom til at grine. "Det må vi jo så have til gode. Jeg har egentlig heller ikke specielt stor appetit lige for tiden. og man skal jo passe på med vægten ikke?" Sagde hun grinende, og så sin egen hånd som den faldt ned igen. Det så ikke ud til at han havde tænkt sig at følge hende nogen steder hen lige nu. Hun så sig om. "Skal vi ikke sætte os et sted? Vi står lige foran politistationen, og det gør mig ikke just mere komfortabel." Mumlede hun med et grin og så tilbage mod den store bygning. Hun så op på ham igen, med et smil. Mon han kendte området?

Han smilede "Vi kan godt begynde at gå derind af, det kommer alligevel til at tage lang tid i normalt tempo." han så vurderende på politistationen "Løb så stærkt du kan ud af syne når jeg siger til" sagde han med lumsk smil og samlede en sten op fra vejen. Han kastede den af alt kraft imod et af vinduerne og inden at det ramte imod og smadrede det sagde han "Løb!" og løb selv væk i en fart der næsten fik ham til at se usynlig ud fordi at det gik så hurtigt.

Hun sukkede. "Nej altså.." Mumlede hun. Så havde de bare endnu mere grund til at ville have dem med tilbage til stationen. Men okay, han havde fat i noget; Der var ingen andre mennesker, og hun havde mindst lige så meget som ham lyst til at give de lorte'betjente hvad de fortjente. Langsomt voksede et smil sig frem på hendes læber. Han fik bragt djævlen i hende frem. Hun nikkede op til ham, og da han så sagde 'løb', ja så løb hun alt hvad hun kunne ud af syne, nogle hundrede meter frem, til hun måtte være ude af syne. Hun stoppede igen og så sig om efter ham. "Matt?" Hviskede hun stille. Nu ville han ikke forskrække hende eller noget vel..

Han dukkede op bagved hende, greb om hendes skuldre og gav et let ryk i dem imens han sagde "BØH!" Så knækkede han sammen af grin.

Hun var forberedt på at han selvfølgelig ville forskrække hende, så hun vendte sig bare om, og vendte øjne. "Typisk drenge. Sådan skal I jo gøre. Bae for at irritere os. Kom nu. Lad os gå." Sagde hun og greb hans hånd for at kunne trække ham med videre. Hvilket hun så gjorde? Mens hun gav sig til at nynne en sang meget stille. Hun så sig konstant over skulderen, rede hvis nu en af politibetjentene skulle følge efter dem. Hun smilede lidt ved tanken om hvad de nu stod med, de kære betjente.

Han grinede stadig da hun trak ham med "Seriøst hørte du lige hvor højt de skreg?" stønnede han leende "de lød som små piger!" han begyndte at grine højt igen.

Hun smilede tilbage til ham. "Bare du ikke gør den slags til dagligdags. Might get you in trouble." Mumlede hun med et smil, mens hun trak ham med. Hun kunne høre at betjentene var begyndt at dele sig, og løbe ud efter dem. "Kom, vi løber. De begynder at komme efter os. og her er helt øde." Sagde hun og trak ham hurtigt med videre. Hun havde ikke specielt lyst til at blive opdaget.

Han smilede skævt og lagde en hånd på hendes talje "Er du bekymret for hvad der sker med mig?" mumlede han i hendes øre og grinede dæmpet.

"Nej, det er en kendsgerning. Desuden, hvis du kom i knibe ville du jo ikke kunne hjælpe mig med at komme hjem." Sagde hun og så op på ham. Hun ville uden tvivl benægte uanset hvad han sagde, men vidste godt at hun da selvfølgelig ikke havde lyst til at se ham komme ud for en masse lort. Det var da vel kun naturligt. Hun så ned på hans hånd der holdt om hende. Hun sukkede, og vidste egentlig ikke om hun brød sig om det. Måske gjorde hun?

Han smilede "Keep holding on to that thought honey" svarede han og strøg en af hendes hårtotter om bag ved hendes øre, før han i et hurtigt tempo gik i retningen mod byen.

Hun smilede svagt. "Hvad mener du med det?" Spurgte hun mens hun gik side om side med ham. Hun var efterhånden stoppet med konstant at kigge sig over skulderen, som de kom adskillige kilometer væk fra politistationen. De ville endda let kunne outrun' deres biler hvis det var, så hvad havde hun at frygte? Hun så ind imellem op på Matt. Han virkede så afslappet. Som om det at være vampyr kun morede ham.

Han stoppede lige i udkanten af byen som de nu nåede ind til. "Jeg er helt sikker på at du er meget bekymret for mit ve og vel" svarede han drillende med et flirtende glimt i øjet.

Hun så op på ham med et hævet bryn. "Hvorfor skulle jeg da være det?" Spurgte hun. Egentlig vidste hun ikke om hun skulle synes om ham eller ej. Han virkede som den slags dreng som kun var ude efter én ting, og ellers var totalt ligeglad med piger. Hun fandt det derfor nærmest fornærmende at han flirtede med hende. Hun så i retning af byen. "Hvorfor flirter du sådan med mig?" Spurgte hun direkte, og så igen op på ham. Hun prøvede at holde sig alvorlig, men kunne ikke rigtigt. Hendes ansigt brast i et bredt smil.

Han gengældte hendes smil "Det er bare sådan jeg er.." svarede han med et skuldertræk "Altså hvorfor trækker du vejret når du alligevel ikke skal bruge det? Det er bare en naturlig ting for dig, som er en del af dig" han var helt ærlig.

"Godt ord igen. - Men jeg har et svar. For ikke at vække opmærksomhed. Folk ville måske få lidt af et chok hvis de opdagede at jeg ikke døde ved ikke at trække vejret." Sagde hun med et grin. "Så du er altså sådan en type man skal holde sig fra, og for alt i verden ikke falde for?" Spurgte hun. Hun tænkte på at det måtte være ensomt. Og sørgeligt, sådan at knuse hjerter for lystens skyld, og kun opnå andres smerte. Hun bed sig i læben, og begyndte langsomt at gå videre med ham. Hun passede på ikke at gjorde som hun havde for vane; At trække vejret.

Han smilede skævt "ikke nødvendigvis... Hundredevis af piger har gjort det til deres mål i livet at gøre mig forelsket i dem" han grinede "Sød ting, det er kun sket én gang ind til videre, hun vil bare ikke have mig" en smertetrækning gik over hans ansigt men han så hurtigt glad ud igen.
Han fulgte efter hende, men styrede imod sin egen lejlighed, som han havde for vane.

"Tja. Den slags stinker. Men måske overdriver du også når du siger 'hundredvis'." Grinede hun, og skubbede lidt til ham som de gik. "Jeg har aldrig været forelsket, to be honest. Egentlig ved jeg ikke rigtig om jeg overhovedet er til drenge. Jeg er sikkert jordens første og eneste lesbiske vampyr. Lol. Ej jeg ved det ikke. Og jeg er også ligeglad. Det må komme med tiden. Men der er nu ting jeg gerne vil prøve først. Som for eksempel sex. Som menneske kendte jeg - Helt ærligt - Ingen drenge. Så der var vel heller ikke så meget at prøve da." Sagde hun og så op på ham med et skævt smil.

"Måske en smule" svarede han med et lille grin "Men jeg er da ked af at høre at du aldrig har haft sex..." sagde han langsomt "Det er ellers dejligt" han smilede skævt til hende.

"Ja det kan jeg tænke mig. Men få nu ingen gode idéer. Jeg skal da ikke bare få det overstået. Så er jeg ligesom de der stupide blondine tøser som bare 'give it all away'. Men der er bare et lille problem; Jeg er vampyr. Og det kommer jeg nok aldrig af med." Sagde hun. Hun kom til at tænke over hvor let han egentlig var at snakke med, og hvor meget hun egentlig nød det. Hun så frem mod byen. "Er vi der snart?" Spurgte hun og regnede med at han ville følge hende ind til centrum. Han vidste jo ikke engang hvor hun boede.

Han nikkede "Ja det er lige rundt om hjørnet" svarede han langsomt.
"Men du er heller ikke lige som nogen af dem.. " sagde han så og så lidt på hende "Og jeg får aldrig nogle gode idéer på det områder, det er noget der kommer af sig selv imellem mig og nogle af de piger som jeg specielt godt kan lide" han smilede skævt "Du ved, når stemningen er til det"

"Det forstår jeg ikke helt. Skal det forstås som noget dårligt at jeg ikke er ligesom dem, eller hvad Matt..?" Spurgte hun tænksomt, mens hun nikkede, og så rundt. Hun håbede at hun snart ville kunne genkende noget. Ovre på den anden side af vejen, gik nogle halvfulde 17-20 årige drenge rundt, en smule højrøstede.

"Det er en god ting at du ikke er billig synes jeg da" svarede han med et skævt smil og fandt sin nøgle frem fra en lomme.

"Ja.. Det er det vel." Sagde hun og smilede taknemmeligt til ham. Hun betragtede ham som han fandt den frem. "Skulle vi ikke til centrum af byen? Jeg kan altså ikke finde hjem herfra. Det tror jeg ikke." Sagde hun og så rundt. I hvilket af husene boede han mon? Hun så tilbage på ham. Hun ville gerne sige tak for at han havde fulgt hende, men hun var jo ikke helt hjemme endnu. Hun vidste heller ikke om han ville følge hende resten af vejen.

Han smilede stort "Jamen så må du jo blive sammen med mig" svarede han uskyldigt og låste op ind til opgangen.

Hun stirrede lidt på ham. Nu havde han altså i stedet tænkt sig at efterlade hende midt inde i byen. Okay, hun var måske en vampyr, men der kunne komme en eller anden og voldtage hende . . . Alligevel! Sikke en gentleman han var. "Så du vil altså ikke følge mig hjem?" Spurgte hun, og så til mens han gik ind i sin opgang. Hun rørte sig ikke ud af flækken. Jamen nu havde han jo lovet...! Eller i hvertfald sagt at han ville følge hende hjem.

"Jooh... senere" svarede han med et stort smil "Men nu vil jeg udnytte at du ikke selv kan finde hjem, og kidnappe dig lidt..."