Sneen lægger sig på det levende lig

Dag:Tirsdag
Årstid:vinter
Vejr:Det er skyfrit for første gang i tre dage, snart fire
Tid:23:34
Sted:skov bunden, ved en lille frossen å.
Omgivelser:Kun Arya

(På:en azur blå kjole, der er meget smuk sammen med
hendes hud, et par azur blå ballerina'er)

Arya åbnede øjnene. Hun var helt over dækket med sne
og så meget smuk ud på den måde. Sneen lå i hendes
håt og i hendes øjnvipper. Hendes hænder var ikke til syne
og hendes ben var også halvt væk. De havde sneet uden stop i snart
4 dage. Arya kiggede op på stjernerne. Hun havde ligget her i snart en uge,
det skulle bare lige blive onsdag. Hun havde heller ikke spist i al den tid hun
havde ligget her, og hun havde heller ikke snakket med nogen. Hun mente
selv at hun gjorde det her pga af et forsøg på at se hvor langt tid hun kunne
holde det ud uden blod. Hun var meget sulten, det havde hun været siden torsdagen
ugen før. Men havde med vilje ikke spist inden hun tog herud. Hun havde faktisk lært
at skubbe sulten fra sig.

Cedric's varsomme skridt var ikke til at høre, i den lyse sne.
Han elskede sne.
Sådan skulle vejret have været på han og Cisse's bryllupsdag.
Han smilede saligt ved tanken, lagde sit blege ansigt på skrå, men blev revet ud af tanken, da hans skarpe næse fangede en fantastisk smuk duft.
Mmm, vampyr - uden tvivl.
Hans blå øjne fangede hende da også hurtigt.
Ikke en han lige kunne huske.
Men det var da også lang tid siden han havde været her, så måske tog han fejl.
Hun lå i en meget mærkelig stilling.
Under sne.
Næsten begravet.
Hvor var hun smuk.
Han smilede.
Sådan tænkte han over alle vampyrere, måske var det bare fordi de var så meget smukkere end mennesker.

Zaf fik færten af en vampyr. Men hun vendte sig ikke om for at kigge.
Det var som om hun var fanget af sneen og stjernerne, de ville ikke lade
hende komme væk fra denne trance hun havde ligget i, de sidste par dage.
Hendes øjne var helt sorte, og de azur blå kontaktlinser var for længst opløst af hendes
gift i øjnene. Hun trak ikke vejret. Hun vidste kun at han var der, pga sin ekstremt gode
høresans, som alle alfa'er havde. Det tøj hun nu havde på, var helt gennemblødt af sneen.

Han satte sig forsigtigt ved siden af hende, men sagde dog ikke noget.
Det var jo ikke just normalt for en vampyr at ligge sådan, ikke engang for de tomhjernede skødehunde.
Han betragtede stjernerne, og prøvede at finde en god grund til at hun så sådan.
Han syntes faktisk at sorte øjne klædte vampyrene bedst.
Måske lige efter de andre...
Tjo, vampyrere ville jo være smukke, lige meget hvilken øjnfarve de havde, ikke?
Så betragtede han hende igen.
Hun lå helt stille i sneen, i en sommerkjole?
Mmm, det var helt sikkert at et menneske ikke ville have gjort det.
Ikke engang et sindssygt et.
Ikke engang en varulv ville have ligget sådan, sneen ville jo være smeltet på deres kroppe.

Hun lagde mærke til ham, da han satte sig ved siden af ham.
Hun kiggede tomt på ham. Hendes mund var tom for ord, og
hendes øjne tomme. Hendes hænder som var dækket af sneen,
bevægede sig en enkelt gang. De lukkede sig om lidt koldt sne,
og knugede det sammen, så det stille knagede. Det smeltede jo
ikke, for hun var jo lige så kold som det.
Hun vendte blikket op mod himlen igen, inden hendes læber bevægede
sig"Hvem er du?"spurgte hun stille. Hendes stemme kunne ikke være
hæs, fordi at hun ikke havde nogen varme i kroppen.

Han smilede over hendes smukke, klingene stemme.
Det vendte han sig nok aldrig til.
Vampyrene havde næsten den samme stemme, med de samme klokker bag.
"Jeg er Cedric," sagde han, og trak på skuldrene.
Der var ligesom ikke så meget andet at sige, var der?
Han var ikke andre.
Han havde jo ikke særlig meget mere end sit navn?

Hun nikkede stille uden at vide hvad hun skulle sige...
Men hvad var der egentlig at sige her for tiden?
Hendes blik tog ham i nøjere betragtning. Hun mente ikke
at have set ham før. Hun var vant til at andre vampyrer var
så meget mere smukke end mennesker var.
"Jeg hedder Zafira"sagde hun stille og vendte blikket mod stjernerne igen

"Hyggeligt at møde dig... Zafira."
Han fulgte hendes blik, og så op i himlen.
Han støttede hovedet på sine hænder, som støttede på hans knæ.
Det var eneligt ikke nødvendigt, men han havde lært at gøre det af sig selv, uden at tænke over det.
"Jeg kendte engang en anden der hed Zafira. Hun havde de smukkeste øjne. Godt nok ikke så smukke som dine, men nogle smukke violette nogle. Den gang var jeg menneske."

Hun nikkede stille og lyttede..Det var lang tid siden hun havde snakket med nogen..
Det var lang tid siden hun havde hørt en stemme.."Mine øjne er ikke smukke, de er sorte og
tomme.Det er der intet smukt ved"Mumlede hun og lukkede blidt øjnene.
hun havde jo ike spist i lang tid.Men hun var heller ikke sulten..Hvorfor spise? hvorfor dræbe dyr,
når man ike ville have næring til at leve!? der var jo intet at leve for længere..ikke uden ham..

"Jeg syntes personligt at vampyrenes sorte øjne, er de smukkeste." betroede han hende, og smilede skævt.
Hun var helt klart ked af noget, men han kunne ikke lige gætte hvad det var.
Men hvem kunne også det, hvem kunne gætte det hvis man ikke kendte hende?
Han så på hende igen, hun lignede en meget stærk vampyr.
Alfa?

Hun smilede stille"men mine er tomme og sorte..Det er grimt.."Hun vidste faktisk ikke hvorfor hun hadede sine øjne så meget lige i øjeblikket..Måske fordi at det på en måde var deres skyld at hun havde set ham, at hvis de ikke havde været der, havde der kun været hans duft og personelighed..Men på en eller anden måde ville det jo have været lige meget. Kærligheden, og den smerte hun lå i lige nu, ville stadig være der..Om hun så havde haft sine øjne eller ej.
Hun prøvede at rejse sig op, men kunne mærke hvor svag hun var. hun magtede det ikke, og blev liggende.. Hun kiggede på ham"Er du egentlig ny her i området?"spurgte hun, da hun jo ikke havde set ham før.