Løben i sneen.

Årstid: Vinter
Vejr: Sne
Sted: i skoven.
Omgivelser: Skoven...
Tid: 15.30
Dato: 7. december
Dag: Lørdag

En hvid ulv stormede ind og ud mellem træerne. Farten var sat højt op, og sneen stod ud til alle de sider, som sneen kunne stå til. Det gav et sus i buskene, når den hvide ulv stormede forbi, bare fremad. Der var ingen ting, som holdt hende tilbage. De dybe blå øjne var vendt fremad, tænkende.
Det hele kørte rundt for hende. Tanker lagde sig som et slør om hende, beskyttede hende for sneen, som væltede ned fra oven. Hendes blik slørede sig for en kort stund. Hvad skete det egentlig for hende? Alle de tanker, al den forvirring, alt det, der skete omkring hende? Hun stoppede op. Luften var frisk her, ren! Hun vippede med den ene pote, så sneen, der havde lagt sig på den væltede af, og stod til de sider, det ville.
Dawn nøs.
Hun sukkede let i hovedet. Rystede pelsen, selvom hun vidste, at sneen bare ville lægge sig der igen. Hun hun så kort ned på sin snude. Hvis det havde været muligt, ville der have været et svagt smil over hendes (ulve) læber.

Vinden blæste og man kunne ikke høre at der var en der løb.
Han var lydløs og elegant på samme tid, intet menneske ville kunne høre ham.
Det var svært at holde tankerne tilbage mens man løb.
Alle ens sanser var på vagt og især nu.
Han stoppede op med et, da han lugtede noget.
Det lugtede ikke godt, tværtimod det stank.
Han genkende den samme stinkende lugt hvorend han ville finde den.
En køter var i skoven.
Han satte farten ned og alle hans sanser prøvedet at finde ud af hvor den hund var.
Farten blev sat op og han fulgte stanken.
Mizzar fnøs og kiggede op ulven. farten var sat helt ned og han var nu stoppet.
Han havde fået øje på ulven og snerrede nu af den.
" hva laver du her, køter?" snerrede han kold og hårdt.
Han hadede hundende inderligt.

De dybe blå øjne vendte sig i iglens retning inden færten havde nået ham.
Hun lugtede den forfærdelige stank, som endnu en af disse igler medbringte.
Et føj var vist meget passende her. Hun fnøs i sit eget hoved.
Busken sprang hun hurtigt ind i, i et hurtigt og elegant hop. Her lå hendes tøj!
Hurtigt fik hun skiftet, og trådte nu frem. Håret dansede i den lette vind, og
de blå øjne betratede denne Igle vagtsomt. Hvem vidste, hvad han kunne
finde på? Ordene blev næsten båret af vinden. Let hørte Dawn dem, tænkte
kort, inden ordene kom over hendes læber som en strøm.
"Jeg er ude og gå en tur, men så kom du, stinkdyr" Stemmen lød neutral,
og egentlig ligeglad. Hun rullede med øjnene.
Kulden var bidende. Solen var gemt bag de tykke dunede skyer. Typisk.
Atter en dag i Forks, hvor solen ville være gemt væk, men det var vel egentlig
rart. Dawn var van til det, og nød, at solen ikke var fremme.

Miizar kiggede koldt på hende og fnøs.
" jeg stinker i det mindst eikke af våd hund" snerrede han ud gennem sine tænder.
Skyrne dækkede den skinnende sol
og det var Mizzar taknemmelig for.
Han kunne ikke lide at se på sin hvide hud, der glimtede som tusind diamanter.
Det ville få ham til at føle sig som en diskokugle.
Mizzar kiggede koldt på pigen oog snerrede gennem hans tænder.
Hun stank forfærdeligt. " tag et bad" snerrede han og hentydede til at hun ksulle skride og tag en dykkert i søen.

Dawn hævede let øjenbrynene, betragtede ligegyldigt Iglen med sine dybe blå
øjne. Så han mente, at det var Dwan, der lugtede her?
"Jeg tager et bad, når du har fået taget dit, Igle!" knurrede Dawn af ham.
Solen prøvede forgæves at titte frem mellem skyer. Intet var muligt med
disse skyer, som invaderede Forks med hvide snefnug, som lagde sig i
tykke lag. Hvis Dawn havde holdt sig i sin ulveskikkelse, ville man ikke have
kunnet se sneen lægge sig i hendes pels. Et hånligt smil spillede nu over hendes
smalle læber.
"Søen er lige derovre... Hop deri, og prøv at se, om det ikke kan lykkes dig,
at drukne dig selv..." Hånligt kom ordene som knurren. Det lød som en vred
knurrende ulv, der var klar til, at spring på sit offer. Dog holdt Dawn sig på sin
plads. Kun parat til at forsvare sig, hvis Iglen skulle prøve på noget, den
stinkende Igle!

Mizzar himlede med øjnene og fnøs så.
" ja. det er den, jeg ville med glæde drukne dig" snerrede han og hans ene mundvige røg om bag tænderne.
Hver eneste af hans muskler var stive, og han bevægede dem ikke en eneste cm.
Vinden kom bagfra pigen og det fik stanken til at ramme Mizzar lige i ansigtet,
han ene næsebor sitrede for hendes stank sved i hans næse.
" skal vi prøve?" snerred ehan ud af hans tænder og kiggede koldt på hende.
Hans had boblede inden i ..

Dawn var tilfreds. Hun havde vækket Iglens vrede, og vinden kom bagfra hende,
så Iglen kunne pines med "lugten" af varulv, mens Dawn kunne lugte knapt så
meget af ham. Dette var jo rart!
"Du skal da bare prøve... Men jeg kan faktisk godt svømme" Sagde Dawn koldt,
knurrende. Hun kunne svømme, men nok noget mere i retningen af hundesvømning.
Hun havde aldrig lært rigtigt at svømme, altså udover det, som hun havde lært sig
selv.
"Du kunne også lade søen føre dig hele vejen med strømmen? Hvad siger du til
det?" Ordene kom igen knurrende og snerrende. Tydeligt skar ordene sig vej igennem
luften, og hen Iglen. Han var da ikke så lidt fræk.
Et had og en vrede gnavede sig ud mod overfladen dybt i Dawn. Øjnene forholdt
sig lette og kolde vendt mod ham. Let knyttede hun den ene hånd, men ikke synligt.
Den sorte kjole, som nåede Dawn til godt knæerne, blafrede let i vinden. Hendes
fødder var bare, let førte de hende et skridt nærmere på den stinkende Igle.

Mizzar holdte blikket på hedne hele tiden,
og han gik i andgrebs stilling da hun kom nærmere.
Den Køter skulle ikke komme i nærhede af ham.
En snerren kom inde fr ahans bryst og Mizzar vidste tænder.
Hun var også selv ved at blive sur,
det var rart at se at Mizzar ikk var den enste der hadede at stå her med denne køter.
Han fnøs og kiggede hende i øjnene.
" du kan sikkert kun hundesvømme" snerrede han og spyttede ordene ud gennem tænderne.
Han stod stadig i andgrebs stilling og kiggede koldt på hende.
Mizzar ville med glæde prøve at drukne hende, eller som han sagde: lærere hende at holde vejret i lang tid under vand.

Dawn stoppede op, da der var nogle metre imellem dem. Hun bemærkede
hans andrebsstilling, så gjorde sig selv hurtigt klar, men hendes stilling var
ikke tydelig. Dawn knurrede dybt og vredt af Iglen. Hendes øjne mødte hans
i ganske kort tid. Hun mærkede hurtigt hans vrede og had, som hun også selv
sendte mod ham.
"Du går op i, hvad jeg kan? Wow.. Respekt" Knurrede Dawn hånligt.
Sarkasmen i hendes stemme hang tundt i luften imellem dem. Som om Dawn
ville give en eller anden Igle respekt. Aldrig tale om... Det måtte blive over
Dawn's lig!
"Du siger så meget, men tør du egentlig gøre noget?" Hånligheden hang i
hendes stemme, slyngede sig mod ham som en pisk. Vreden viste sig i hendes
dybe blå øjne. De Igler var aldrig til at stole på, eller for den sags skyld til at
snakke med... De var ubrugelige, de mordere!

Vreden som boblede i Mizzar kogede over
og han snerrede og sprang på Dawn.
Han smed hende imod et træ og holdt hende for struben.
" hva tror du selv?" snerrede han og man kunne høre vrede i hans stemme,
det lød som når mman sætter neglene på en tavle og ridser dem ned af
og de kuldegysninger man fik af det, fik man også af at høre på Mizzars vrede stemme.
Vinden tog fat i Mizzars hår og man kunne se hans ellers gyldne øjne blive sorte
og man kunne se vreden i dem.
" du aner ikke hvilken fare du udsætter dig selv for" snerrede han hånligt
og holdt hårdere fast om hendes strube.

Et pib kom fra hende af overraskelse, over hvad der lige skete.
Hun havde ikke forventet dette, dog heller ikke den kvælende
fornemmelse, som kom, da Iglen pressede Dawn mod struben.
Hun slog ud efter ham, hårdt, godt og præcist efter hans kind.
Hun ville bare væk fra dette, og det skulle være lige nu! Gud
hvor hadede Dawn egentlig de Igler! Ingen nytte medbragte de
nogen steder...!
"Jeg tror jeg ved, hvad fare det er, men hvad er der at frygte!"
knurrede Dawn halvkvalt, da en smerte begyndte at komme ved
hendes strube. Hun greb mod hans hånd, som pressede hende
mod struben.
"Giv slip!" Hvæssede Dawn vredt, men med besvær. Hun følte sin
vejrtrækning kom med større besvær nu. Dumme Igle!
Hun kom med et halvkvalt pib, da hun mærkede hans fastere greb.
Hvorfor skulle disse Igler også have alle de kræfter? Hvilken nytte
gav det?

Mizzar grinte og gav lidt slip men ikke helt.
Denne køter havde fortjent det.
Han smilte hånligt til køteren
og kiggede hende i øjnene.
" det er værd at frygte mig"
snerrede han og hans vrede overtog igen.
Han smed hende i jorden, med en ordenligt kræft og fart.
Gud hvor han hadede de hunde! de lavede ikke andet end problemer..
Man kunne se hans gyldne øjne vendte tilbage men de var stadig lidt sorte.
Han smilte koldt til hende og løb mod hende i vampyr fart.
Hun skulle da have en lille chance for at slå igen.

Dawn mærkede det løsnede greb, hun mærkede sig flyve igennem luften,
og til sidst mærkede hun sammenstødet med jorden. Et svagt skrig af
smerten hørtes over hendes læber. Dette skulle denne Igle ikke slippe
godt fra!
Forvandlingen skete hurtigt, hun rullede om, så hun stod på sine poter. Hun
havde sine vrede dybe blå øjne vendt mod hans. Hun følte den vrede og
det had, som var i den, men hun sendte bare det hele tilbage igen. Hendes
vrede overskyggede alt andet i hendes øjne.
Den hvide pels dansede svagt i den kolde vintervind. Den blanke overflade
rummede vreden, mens hendes indre holdt på haddet til disse dræbende
bæster. Hun tog et skridt tilbage, smerten viste sig kort i hendes øjne, men
hun agtede at kæmpe, hvis det var det, Iglen havde sat sig for. En smerte
skulle ikke stoppe hende fra, at vinde over en Igle!

Miizar grinte højt og hånligt.
" kom an" hviskede han og løb imod hende.
Han fik fat i hendes pels i nakken og hev tilbage og kastede hende.
Mizzar håbedet at hun ville ramme et træ eller en sten.
Han havde kastet hende med en stor kræft og han kiggede hånligt på hende,
da hun ramte et træ.

Hun lukkede hurtigt øjnene, da hun mærkede Iglen tage fat i hendes pels,
som var i hendes nakke. Smertes viste sig kort i hendes øjne, inden det
gik op for hende, hvad han ville. Hun vred sig, men forgæves. Med høj
fart fløj ulven igennem luften, hårdt ramte hun træet, og faldt til jorden
med et smerteshyl. Et knurren kom svagt fra hende. Hun prøvede at rejse
sig, men forgæves. Smerten holdt hende nede at ligge.
Hun knurrede vredt af Iglen. Han skulle ikke prøve på mere. Var dette ikke
nok? Hun tvang sig selv op at stå, og bakkedeEt smule bagud.

Han fnøs og kiggede på ulven.
" har du fået nok?" snerrede han
og hans vrede aftog meget langsomt.
Han kiggede på ulven
og grinte ldit over at den ikke kunne stå ordenligt.
Han smilte undskyldende til ulven,
og det var et ægte smil.
Han skadede alle her i øje blikket og hun var lige blevet et offer.
Han sagde ikke undskyld for det ville få ham til at virke svag
og det var han ikke.

Midnight mærkede det helede. Hvor var det dog rart, at være varulv
med den hurtigt helende kraft. Et enkelt nik kom fra Dawn. Altså var
hun ligeglad, og han så angreb igen. Hun hadede de bæster som ham.
De mordere!
Hendes dybe blå øjne holdt sig på ham. Hun kom på benene, og holdt
øjnene på ham. Man kunne jo aldrig vide, hvad Igler kunne finde på!
Dawn gik en smule fremad igen, svimmel efter kasteturene, og det
faktum, at hendes hoved havde ramlet mod træet. En vrede var i
hende, men den var ikke så tydeligt længere. Den holdt sig gemt i
hende. Dawn holdt en kold og rolig facade yderst nu. En facade, som
ville være svær at bryde. Hvis det havde været muligt, havde der
spillet et smil over hendes læber nu. Et hånligt et?