For sjov jagt..

Mizz smilte lidt.
" jeg er bare en byrde" mumlede han stille
og aede hende på armen.
Han havde aldrig fortalt det til nogen,
men sådan havde han det.

"Nej du er ej!"sagde hun"Men.., vil du ikke nok
fortælle mig hvad det er?"spurgte hun stille og
nussede hans arm

Mizz smilte til hende og sukkede så.
" det er svært at forklare " hviskede han.
han kunne ikke forklare det.

Hun aede blidt hans kind"Du kunne da prøve?
Men hvis du ikke vil snakke om det, så er det
okay!"Mumlede hun lavt

Mizz kiggede på hende og smilte lidt.
" jeg er en byrde for min mor, for dig og for Christa."
han sukkede og fortsatte så " jeg sårer jer" hviskede han
og kiggede ned i jorden.

Hun sukkede"Du har aldrig såret mig!
Det er mig der sårer folk! Jeg er bare pyldret!
Jeg har hele tiden dårlige nerver, om hvis der nu
sker jer noget, når jeg ikke er sammen med jer!
Nogle gange får jeg panik anfald, hvis jeg ikke hører
fra jer i længere tid! Du har aldrig såret mig, og jeg
nægter at lade dig gøre det!"sagde hun lavt og aede
stadig hans kind, lige så stille som et blad der dalede
ned fra et træ

Mizz kiggede mistænksomt på hende.
" men jeg sårer dig når jeg ikke er i nærheden af dig " sagde han
og havde lagt mærke til at hun flippede ud når hun ikke havde set ham i noget tid.
Han sukkede og kiggede op på himlen..

"Nej jeg bliver bare bekymret for dig om der er nogen der har
gjort dig ondt! Det kan du jo ikke sårer mig med! jeg kan jo ikke
gå op og ned af dig 24/7, vel?"Spurgte hun og et svagt smil bredte
sig på hendes læber, ved tanken om at gå op af ham 24/7

Mizz kløede sig i nakken
og grint esit bjørne grin.
" det er nok ikke så godt"
sagde han og smilte.
Han lagde hovedet på skrå
og smilte til Ay.

Arya smilte til ham og lagde sig ned og lukkede øjnene.
Hun sukkede stille og glad. sneen lagde sig på hendes
øjenlåg, og smeltede ike da hun var kold. Nærmest koldere
end sneen. Hun smilte svagt for sig selv og kunne mærke at
hendes kontaktlinser snart var ætstet helt op.

Mizz grinte og lænte sig op af et træ,
mens han så på sneen der langsomt faldt.
Den lagde sig smukte på skovens træer
og det bragte dejlgie minder frem.
Hans første jul, hans første snemand
og en masse andre slørede menneske minder.

Ay smilede stadig. Der var faldet så meget sne på hende
på så kort tid, at hun lignede en statue med et smukt tyndt,
lag sne. Hendes læber var lukkede sammen på en afslappet
måde og hendes hår lå ud i en stor vifte.
Hun lyttede stille til naturens lyd. Hun kunne høre de små myrer
i jorden under hende. Hun kunne høre en nål, fra et nåletræ falde
af.