A walk by the river

Tid: 6:00
dato: 24/3
S: Queets river ved udspringet
O; ikke en sjæl, (måske har det noget med vejret at gøre.
V: solskinnet har for en gang skyld lagt sig over området

Kate gik ned langs floden, solen dansede som amå engle over hendes franske kulør, hun smilede i det hun mærkede vandet risle over hendes tæer, solen skinnede for en sjællend gang og lagde et hyggeligt skær i den klare morgen stund.
Et smil sad på hendes ellers så kolde og underlige ansigt, som var skruet sammen af et hav af følelser.
Hun satte sig ned på en af de gamle og smukke sten, og kiggede omkring sig, det var længe siden hun havde set sådan en harmoni i Forks..

Bill kom gående ned mod Queets River, trods solen skinnede. Han havde en sort frakke på, med hætten slået op, så den skjulte hans glitrende hud. Han lagde nakken tilbage, og opfangede duften af et menneske. Mmm!
Han satte kursen hen mod hende, og ventede blot på at hun ville ligge mærke til ham.

Kate sad med et underligt og ellers fredfyldt smil, men hendes sjæl var i uro, stidede med den fornuftige og venlige side, og med den selvfiske hun ønskede mest af alt at hun bare kunne lægge sig ned i hendes venners favn og lukker alt ude, hun var lige kommet fra Jake, han havde bedt hende om at gå hjem, og få noget søvn, men hun havde som sædvaneligt, ikke lyst til det, da marreridtene alle kom snigende, den del af hende, som ingen nogen sinde ville få et indblik i.

"Godmorgen!" Sagde Bill venligt.
Han stod pludselig bag ved hende, og viste at hun ikke havde set ham. Hans øjne var iskolde og onde.

Kate sad i hendes egne tanker, hun vidste dette kunne være farlig, men hvem ville være dum nok til at gå ud i dette vejr, g på den anden side stank hun jo forfærdelig af varulv, det havde visse personer jo sørget for.
Hun smilte hun foretrak også det, i stedet for diss kolde og klamme væsner, en iskold stemme brød hendes tankespil, en stemme hun bestemt ikke brød sig om, hun snorede rundt, og hoppede nærmest 2m tilbage, hendes blik lynede nærmest i vinden, hun mindede ham om en hun havde set, men det var umuligt at sige, det vidste hun jo, peoble chance, og i denne by, var det ikke bare lidt.
Hendes øjne lyste af foragt og had, hvad der beskrev hendes blik bedst var ikke til at sige. " Jamen godmorgen, eller det er måske ikke det rette ord" hun lænede sig op af udspirnget hoved sted, hvor det brød igennem en gammel kampsten, hendes stemme var kølig og en smule irreteret, hun hadede at blive forstyret her, og især af disse tingester.

"Du virker ophidset!" Sagde Bill mildt. Føj for den lede, hvor hun dog stank! Men han lod sig ikke mærke med det. Hun havde nok bare snavet lidt med en varulv. Men hvad fanden. Han kunne klare det.

Kate kunne ikke la' hver med at smile, hvor havde den ting dog en dårlig observations sans, men han havde jo også år til at øve sig, så hva' skadede det at han ikke mestrede det helt nu.
Hun betraktede ham, men det var umuglig at møde hans øjne, eller se hans ansigt, da han skjulte det under den forbistrede hætte, men på den anden side, han måtte jo overleve på sin hvis, og det var højst sansynlig ikke hans skyld hvad der var hent i sin tid.
Hun studerede ham nøje i nogle min mere inden hun svarede, med en rolig, og en smule kold stemme " Bestemt ikke, hader bare at blive afbrudt i mine morgen ture" hun sendte ham et irreteret blik, *så smid dog den hætte for guds skyld*

"Trist," svarede han roligt. "For jeg agter ikke at lade dig være i fred foreløbig." Bill's sorte øjne gnistrede hadefuldt, men de var jo skult bag hætten. For helvede det var irriterende de var i Forks. Han havde sådan lyst til at myrde dette snobbede pigebarn. Hvad bildte hun sig egentlig ind? Og så var han så sulten. Men han skjulte det godt, indtil videre i hvert fald.

Kate stod længe og lod så parader falde, hun kiggede sagte frem, hun var i ekstrem dårlig humør, og det blev ikke bedre af at denne hvide ting skræmte hende fra hvid og sans.
Men han kunne jo ikke gøre for det, hvis det hente med hende, var hun løber skrigende tvæk fra sig selv, slået sig selv ihjel, nogle gange måtte hun tage hatten for disse væsner, de prøvede jo bare at overleve, ligesom bjørnen.
Hendes ansigt blev en smule mildere, og hendes stemme det samme " Sorry, men min dag/nat har bare været en smule træls" hun sendte ham et smil " Ked af at vi skulle støde på hinanden idag" hendes blik var undskyldende, og hun skubbede let pande håret væk fra ansigtet, og samlede det med i hestehalen.

"Hmm." Mumlede Bill. Hun forkom ham bekendt. Så slog det ham. De havde mødtes på skolen, inden han blev vampyr. Han betragtede hende tankefuldt.
"Vi har mødt hinanden før!" Konstaterede han.

Kate stod længe og bare betragtede ham, kunne han ikke bare lade den hætte falde, hun ville sætte ansigt på personen, hun hadede når hun ikke kunne se personen ansigt, hun var da komplet ligeglad med om han skinnede og funklede som tusinde af diamanter.
Et nervøs smil sad på Kates ansigt, ahr... dette her gjorde det ikke bedre, hun havde mødt ham før, sikkert før han blev til et sørgeligt monster.
Hun fangede et glimt af øjnene bag masken, og med et slog det ned i hende, hvem han var, en gysen gik gennem hende, han havde været flink, selvfølgelig var han stadig, han skræmte hende ikke, men gjorde hende bare endnu mere trist, hun kiggede ind i vandfaldet, synet pinte hende, og gjorde ondt, endnu engang var hun rasende over at hun ikke ligsom sin fætter havde en varulvs blod i blikket så hun kunne forsvare dem.
" Ja det har vi du er Bill ikke" hendes stemme var mild og trist..

Bill's stemme, som engang havde været melodisk og syngende, også når han talte, var nu skarp som et nyslebent svær og så smuk at det gjorde ondt. Han bøjede hovedet en enkel gang, som en bekræftelse.
"Og du er Kate," konstaterede han roligt.

Kate stod bare stille i hendes tænkende stilling, alt for længe, men mange år i den fraske skole havde gjordt underværker, det faldt hende ikke ind at flytte sig.
Hun stod bare tænkende og observerende, hans stemme gav hende myrekryb helt ind til benene, og gåsehud satte sig på hendes let brankede hud, et gammelt ar blev tydeligt i det hun drejede halsen, et fra to hugtænder, hun havde selv vænnet sig til det, og skjulte det ikke længere, hendes blik var vredt og trist, men det var tydeligt at vreden var rettet helt anden steds.
" Ja det må det jo være" hendes stemme rungede let og lød som altid mild, og behagelig..

Bill så bare koldt på hende.
"Du stinker!" Snerrede han så. Han kunne ikke holde det tilbage. Stanken rullede imod ham, og gjorde det næsten umuligt for ham at tænke klart.

Kate stod stadig op af stenen, hun betragtede ham bare, hvor ville hun ønske han ville sænke den forbannede hætte, det gik hende ekstrem meget på, hun forsatte bare med at stå helt musse stille, som om hun var frosset til stedet.
" hmm... virkelig" hendes stemme var en smule trist " det vil aldrig forsvinde Bill, jeg færdes blandt dem hver dag, jeg færtes om jer alle, så i må lære at leve med det" hendes stemme var hverken irreteret eller hånende men bare rolig og trist.

"Pas du på med det. Det kan give dig alvorlige problemer." Hans stemme var ikke truende eller noget, han fortalte hende bare nogle fakta.
Han sænkede ikke hætten, betragtede hende bare inde fra den.

//Skal logge af. Vi skrives//

Kate begyndte at mærke en prikken i hendes fod, men hun ville ikke flytte sig, da solen og skyggen gik i et på dette punkt, mødtes som nat og dag, det kunne ikke ses bedre nogen stedre fra.
En brise ramte hende hår, og blæste op i det, og fik det til at sidde alle andre steder end på dets rette plads.
Bills ord var hverken nye eller gamle, det var ord der hvergang ramte hende nethinde, selvfølgelig formuleret forskelligt, men hyppigst var det mere end advarsel.
Vampyrerne mente varulvene var farlige
og omvendt mente varulvene at vampyrerne var farlige, en diskution, som kun havde en løsning, begge parter havde deres svagheder, her kunne man bruge sætningen den bedst tilpassede overlever, denne sætning var gældende alle, alt i alt handlede det jo bare om at tilpasse sig til at leve side om side ikke.

Kate øjne var stadig mønstet på den kendte og ukendelige skikkelse. det pinte hende langt ind at se ham sådan, men det var vel vejen det gik, han havde ikke været advaret, stanken af varulv hang altid over hende, og det holdt de fleste på afstand, hun boede side om side med en, og det gjorde den jo ikke bedre i deres øjn.
" I know, but theres nothing to do about it " hendes ansigt så alvorlig og dybest set en smule irreteret over at hun ikke kunne gøre noget.

"Du kan holde dig fra dem!" Snerrede han. Det var ikke engang med vilje at han gjorde det, han var bare irriteret over de skide varulve. Ikke alene stank de, de var også møgirriterende.!

Kate kunne ikke la' hver med at smile " Det er sjovt så meget i minder om hinanden begge vil i havde jeg holder mig fra modparten" hendes stemme var rolig og stabil " Det ville være nemmere hvis i bare accepterede hinanden og Bill, du valgte vel ikke dette Liv frivillig vel " hendes stemme var undersøgende og en smule konstaterende...

Bill fnøs. Accepterede hinanden, jahr right!
"Nej, det gjorde jeg ikke. Jeg blev bidt." Hans blik blev fjernt.

Kate bannede næsten lydløst, hvor hun hadede dette mareridt, og hun vidste at hun selv ville ende som denne skabning ufrivillig forvandlet, blodet flød i hendes åre spørgsmålet var bare hvornår det ville indtræffe.

" Hmm... " hun sagde ikke mere, hendes banden havde været tydeligt før, hvorfor havde hun ikke fået ham væk i tide????
Han havde været en flink fyr, hun huskede stadig da han sarboterede hans kladehæfte-

"Så tro ikke at jeg selv har valgt dette!" Hans sorte blik blev mildt. "Men dette her er slet ikke så slemt som du tror!"
Nej, han elskede hans nye liv. Det eneste der var irriterende, var at han var bange for at komme til at skade sine venner.

Kate flyttede sig endelig fra hendes stilling op af udspringet, hun var helt øm i kroppen efter at havde stået stille så længe, og hun kørte hendes hånd op for at fjerne den stikkende smerte i skulderen.
Hun satte sig på en af de mange blanke sten og trak benene op omkring sig, " Nej det ville du ikke, ingen ville havde ønsket dette helvede" hendes stemme var rasende, hun havde mistet så mange pga. dette indfærno...

"Hvordan kan du vide at det er et helvede når du aldrig selv har prøvet det?" Spurgte Bill listigt og slog omsider hætten ned. Hans hud glitrede smukt i sollyset, og hans øjne var sorte som nattehimlen.

Kate sad bare og så tænkende frem hendes ansigt var ulæsligt med mindre man kendte hende godt " Fordi jeg ikke ville kunne klare at føles som sten ikke mærke jeg var i live evig kold evig dræber" hun hakkede ikke på ham, men var bare roligt og normal, hendes stemme lød som bækkens løb, som fuglende..

"Tænk på de vilde dyr. Som tigere," mumlede Bill. Det var det samme. De dræbte også alt omkring dem.

Kate mærkede at kvalmen bredte sig, en kvalmen som den der havde groet i hende i Frannkrig, hendes ansigt blev kort lig bleg, men hun fik efterhånden det under kontrol, blod og mord mindede hende om hospitaler sygehuse alt dette gav hende myrekryb helt ind gennem marv og ben...
Hendes ubehag var tydeligere end hun selv troede, da alt farven forsvandt på hendes altid røde kinder, og kun kom tilbage gradvis " Det er et andet system, og de lever kort" hun forsatte med at diskutere med ham, det holdt hende tilbage fra at gå tilbage til Frankrig

"Det er fuldkommen det samme system!" Sagde han kortfattet. Hans blik var en anelse træt i det.

Tænkende rynker dannede sig over hendes ansigt, og hende øjne lukkede sig for en stund, en gammel vane når hun var tænksom, og nok ikke den mest geniale når hun havde med en vampyr at gøre.
" Måske for dig, men der er som sagt flere sider af en sag, og Bill" hun stoppede brat op, og kiggede på ham, med et gennemborende blik " Hvis du havde valget ville du aldrig havde valgt dette" dette var ikke noget spørgsmål bare en konklusion..

Bill's læber krængede sig i en snerren.
"Hvad fanden ved du om det!? Du kender mig ikke!" Råbte han, og hans hænder knyttede sig.

Kate trak på hans sidste konklusione " Jeg formoder ikke at nogen vælger dette liv frivillig, men jeg må da tage hatten af hvis du har" hun kiggede bare på ham, og hendes blik fangede uret der langsomt tikkede frem af.

Han svarede ikke, snerre bare af hende, og så væk.

Kate blev træt af hans tavshed og kiggede op på ham " Klokken er ved at blive mange, jeg må hellere komme tilbage" hun sendte ham et skævt smil, og begynde at gå mod Lá Push.

Han hørte knap nok hvad hun sagde. Han tænkte blot over det hun netop havde sagt. Det med at han ikke ville have valgt dette, hvis han havde kunnet. Hmm. Passede det mon?

Kiggede op normalt havde hun ikke spildt mere på disse blodsugere, da de ofte skræmte hende og gjorde hende utilpas, men folk hun havde mødt før de blev til denne skabning, have ofte med at sætte sig fast på rygmarven af hende " Bill, skal jeg gå eller blive" hendes stemme var rolig som altid og afventende.

Bill vendte sig om mod hende, og hans blik var vildt. Han gik hen til hende i 2 lange skridt, og greb fat i kraven på hende. Han stak sit ansigt helt op i hovedet på hende, søgte hendes blik.
"Kate. Er jeg et monster?" Hviskede han bedende.

Kate stod stille afventende, hans øjne var ikke farlige, ikke nu, hun var ikke bange for ham, da han greb hende i kraven vendtede hun til grebet blev en smule mere roligt " Nej Bill, du er en person der er fanget i det drabeligt spil, du har ikke valgt dette helvede selv, så nej du er ikke et monster" hendes øjne kiggede direkte ind i hans, de blinkede ikke et eneste sekund.

Han gav brat slip på hende, og gik baglæns. Han rystede langsomt på hans gudesmukke hoved.
"Aldrig mere," stønnede han.

Kate flyttede sig ikke en tomme
men lyttede til hans stemme
" Aldig mere Bill hvad mener du"
hun kiggede forviret på ham.

"Alle de mennesker jeg har dræbt," hviskede han næppe hørligt. Hans blik var forfærdet.

Kate flyttede sig, en sympati ramte hende, og hun satte sig ved siden af Bill med et forsigtig ansigt, " Bill, du kan ikke gøre for at du er blevet draget ind i dette hav af indtriger"

"Jeg kunne have styret mig. Der er så mange der lever af dyreblod. Det kunne jeg også have gjort!" Hviskede han anklagende til sig selv.

Kate skulle tage sig i ikke at tage hendes hånd og stryge ham over håret ligesom hun så ofte havde gjort ved hendes yngre fætter, hun kiggede på ham med et mildt og alvorligt blik " Det er vel aldrig forsent at lægge sin sti om er det" et lille smil sad placeret på hendes læbe.

"Jo det er." Mumlede han stille, og slog til en sten, så den fløj flere meter væk.
"Alt, alt for sent."

Kates stemme blev stædig, og det lyste tydeligt ud af hendes øjne " Bill det er aldrig forsent, du har et helt liv til at øve dig ikke " hun vidste var komisk og rationel det lød, men det var jo sandt " Intet er forsent før du indstiller dig til det"

Bill trak på skuldrene, og hev en tot græs op, som han så pulveriserede.

Kate tog sig ikke af hans adfærd, men sad bare stille og kiggede ud på flodens vand, hendes tanker var andens steds, men aligevel til stede, bare på en anden måde.

Bill sukkede.
"Jeg må hellere gå." Sagde han stille og rejste sig.