selvpåførte skader

Dato: 10/10
Sted: venteværelset
Tid: 18.57
Omgivelser: stilheden
Vejr: det regner og tordner
Påklædning: trænings bukser, ingen sko, t-shirt.

Isabella sad i venteværelset på hospitalet. Hun holdte om sin højre hånd, som så meget mærkelig ud. Isabella havde stået ude i skoven og ødelagt et træ bare ved at slå på det, men det gjorde ikke nok ondt, så Isabella havde smadret sin hånd op til flere gange mod en sten. Hendes hånd havde lavet flere knæk lyde og var blevet total smadret, så nu så den mærkelig ud. Hun vidste at healings processen ville tage for lang tid, så hun var taget hen på hospitalet for at få lagt gisp om. Det var nemlig ikke første gang.
Tåre løb ned ad Isabellas kinder, ikke på grund af smerten, men det var på grund af vreden og den triste følelse. Hun ville af med sin vrede, derfor havde hun på det sidste ødelagt mange træer og op til flere gange sin hænder. Hun vidste ikke helt, hvorfor hun var så vred, men det måtte være på grund af sin far. Hun var trist, hun vidste godt hvorfor, men hun havde ikke lyst til at snakke om det.
*Hvorfor kan han ikke lade mig være?* tænkte Isabella vredt og havde næsten smadret den anden hånd ned i bordet, men hun lod vær.

Eva kom roligt gående ind i venteværelset med et tænkende blik.
Hun kom som sædvanlig i et tyndt sæt tøj, hun havde et par mørke korte busker på, et par klipklappere og en grøn top med stropper.
Eva duftede at der var en anden varulv inde i venteværelset og så sig om, hun så kort på en pige der havde smadret sin hånd og varulve duften kom fra hende.
Hun satte sig tænkende på en stol og krypede helt sammen, hun havde at få lavet undersøgelser, men det var også kun fordi hun havde dårlige lunger, men alligevel løb hun meget selvom hun ikke måtte, hun så kort over på pigen igen og bed sig i læben.
Eva så kort rundt og så så ned i sine hænder som rystede lidt.

Isabella havde lagt mærke til, at der var kommet en varulv, en varulv hun ikke kendte, hun kunne hvertfald ikke genkende lugten. Hun havde drejet hovedet og fik øje på en pige, en hun ikke kendte.
Isabella havde prøvet at gemme sin hånd, men hun vidste godt, at pigen havde set hendes hånd.
Hun vente blikket mod en tilfældig dør, den var lukket.
Der var helt stille på hospitalet udover Isabella og den anden pige.

Eva så kort på pigen igen, hun kende hende ikke og hun havde aldrig set hende før.
Hun bed sig tænkende i læben og tænkte lidt på hvorfor mon pigen var her, varulve havde jo også healings evnen ligesom vampyre.
Det undrede dog Eva lidt at pigens hånd så så smadret ud, *hvad har hun mon lavet?* tænkte Eva mistænkeligt.
Der var ikke nogen duft på varulven, at hun havde været oppe at slås med en vampyr, så den mulighed var udelukket.

Isabella så på pigen og kunne godt se, at hun overvejede, hvad hun havde lavet med hånden.
Isabella så ned i gulvet og mumlede, "Healings processen vil tage for lang tid."
Hun så ikke op for at se reaktionen. Hun overvejede, om pigen måske kunne finde på at spørge, hvorfra hun vidste det.

Eva blev lidt overrasket over at pigen snakkede til hende.
Hun bed sig tænkende i læben og overvejede lidt hvad hun skulle sige, " er det dig selv der var gjort det? for det ligner ikke noget ´de´ kunne have gjort imod din hånd" sagde Eva stille tilbage og så ned i gulvet.
"Hvorfor vil det tage for lang tid?" spurgte Eva lidt efter og tænkte igen

Isabella sukkede lidt, hun tørrede sine øjne mod sine skuldre, da hun ikke så let kunne bruge en hånd. Hun så op på pigen.
"Ja, jeg har gjort det mod mig selv.. jeg havde en store vrede begravet dybt ned, men den blev for stor og skulle ud, så jeg begyndte at ødelægge ting." forklarede Isabella om det med sin hånd. Hun vidste ikke, hvorfor hun sagde det, men hun trængte til at sige det til nogen.
"Min hånd er fuldkommen ødelagt, knoglerne sidder heller ikke rigtig mere. Det vil måske tage lidt over en uge, hvis jeg lod det være. Hvis lægerne retter lidt på knoglerne og ligger gisp rundt om, har hånden større mulighed for at slappe af og kan heale sig hurtiger, måske vil det kune tage to-tre dage." prøvede Isabella at forklare.

Eva nikkede og rejste sig.
Hun gik over og satte sig på stolen ved siden af pigen og så tænkende på hende, " var der en grund til at du følte så meget vrede?" spurgte Eva stille, hun viste ikke om pigen ville dele det med hende, men hun kunne ikke lide at se pigen have det skidt, det var en vane Eva havde med at føle medlidenhed med andre selvom hun kendte dem særlig godt.
"Det er da altid noget af lægerne kan hjælpe din hånd, for det ville ikke være sjovt at have en skæv hånd resten af livet" sagde Eva og rystede på hovedet ved tanken.

"Jeg er temmelig ligeglad med hånden, det er ikke første gang." sagde Isabella og trak på skulderne.
"Jeg har været vred flere gange over forskellige ting, som for eksempel vampyrer, men min far gør mig også vred." sagde Isabella og lod en smule vred.
Isabellas smadrede hånd lavede en underlig bevæegelse, og Isabella skar grimasser, da hun kunne mærke smerten. Hun havde prøvet at knytte sin hånd. Isabella var glad for at det gjorde ondt.

Eva tænkte lidt og ville gerne forlade emnet.
Hun åbnede munden for at sige noget, men tøvede og lukkede munden igen.
Eva tænkte lidt over hvad hun skulle sige, hun kunne godt høre på pigen at hun lød lidt vred i sin tone.
" Jeg hedder forresten Eva" sagde hun stille og tænkte lidt over om hun havde sagt det på et forkert tidspunkt

Isabella så først lidt undrende på pigen, men blev faktisk glad for emne skiftet.
"Jeg er Isabella." sagde Isabella og smilte, "Jeg ville gerne have givet dig hånden, men det kniber lidt."
Isabella klukkede lidt over den vittighed.

Eva smilte svagt og nikkede.
"Hyggeligt at møde dig Isabella" sagde hun med et let smil.
Hun så kort på hendes hånd da Isabella nævnte ´den og bed sig i læben, " det gør ikke noget, det kan vi bare gøre efter din hånd er blevet rask" sagde Eva og smilte svagt igen

"Også rart at møde dig." sagde Isabella, hun så kort ned på sin hånd.
"Ja, det kan vi godt.. hvis den er rask til den tid." sagde hun, da hun vidste, at hun ikke var færdig med at smadre træer og sten.

Eva smilte svagt og tænkte lidt.
"Det håber jeg da den er, ikke for at blande mig eller noget, men jeg synes at det er synd for din hånd at du ødelægger den, du kan jo gå hen og få nogle rigtig grimme ar" sagde Eva stille og prøvede lidt at forstille sig det, men rystede tanken ud af hovedet, da hun ikke kunne lide at tænke på det, hun synes det var væmmeligt at have ar på sig, de blev der jo helle livet.

Isabella trak på skulderne.
"Jeg tænker kun på, at komme af med vreden, som gør mange ting surt for mig. Jeg vil nemlig ikke lade vreden tage kontrollen og styre min handlinger." sagde Isabella og håbede på, at Eva ville forstå det lidt.

Eva nikkede og bed sig lidt i læben.
"Ja det ken jeg godt se, det ville ikke være så godt nej, hvis du nu var sammen med et menneske på det tidspunkt, som ikke ville kunne holde dig hvis du blev vred eller hvis du forvandlede dig" sagde Eva stille og nikkede igen, hun synes noget af det mest uhyggelige var at forvandle sig, hun følte sig nemlig som en helt anden imens hun var ulv, derfor havde hun kun forvandlet sig to gange.

Isabella gyste lidt, da hun nævnte det med at forvandle sig.
"Hvilke mennesker?" spurgte Isabella helt ubevidst, men hun ville alligevel have spurgt. Der var jo ikke mange mennesker, fordi alle de dumme vampyrer havde taget dem til sig. Nej, der var aldrig nogen mennesker.

Eva trak lidt på den ene skulder og tænkte lidt.
"Dem som går på Forks High School, øhm... dem som bor i byen, Seattle, sådan nogen steder, vampyrene har ikke taget dem alle sammen, selvom der er mange af dem i Forks" sagde Eva tænkende og smilte svagt til Isabella, selvom hun ikke fandt tidspunktet rigtig, men hendes smil forsvandt også hurtigt igen og nu så hun bare tænkende ned i sine egne hænder

"Det ender med at Forks bliver en vampyr by." mumlede Isabella.
Isabella havde fortrudt, at hun havde sagt det. Hun ønskede ikke det skulle ske, hun ønskede at krigen var forbi, og at alle vampyr lod menneskerne være i fred.

Eva tænkte lidt og rystede på hovedet over tanken.
"Det håber jeg sandelig ikke at den gør, for så for vi varulve et problem med at holde dem fra vores område" sagde Eva og blev ret bange ved tanken om at ikke engang varulve kunne få lov til at være i fred på deres eget område, det var der Eva følte sig mest tryg, for der kunne hun også være sig selv og ikke tænke på at blive overfaldet af en vampyr imdt i det helle

Isabella tænkte lidt over det.
"Nej.. det håber jeg heller ikke..." sagde ISabella stille.
Hun ønskede ikke, at menneskerne i resevatet kom til skade.

Eva tænkte også selv lidt og rystede så på hovedet igen.
"Kommer du meget i La Push eller i reservatet?" spurgte hun lidt efter.
Hun gjorde det også lidt for at skifte emne, så de ikke skulle tænke så meget over at blive overmandet af vampyre på deres eget område

Isabella smilte og sagde, "Jeg bor der. Jeg bor faktisk ve La Push."
Isabella kom til at tænke på de blå bølger med deres ensformede bevægelser, de behøvede ikke at tænke på noget som helst, de kunne gøre, som det passede dem.

Eva smilte og blev lidt glad igen.
"Jeg bor også nær La Push, jeg læber tit på den strand" sagde hun og smilte igen.
Hun synes det var ret at de kunne tale om noget andet end vampyre, for det brød hun sig ikke så meget om.
Men hun blev ved med at smile svagt selvom hun var færdig med at snakke.

"Jeg står nogen gange bare ved vandet og kigger ud over det store blå. Til andre tider er jeg aldrig i resevatet." sagde Isabella og trak lidt på skulderne. Hun så hen på en dør, som stadig var lukket.
*Gad vide, hvornår der kommer en læge.* tænkte hun.

Eva trak lidt på den ene skulder og tænkte derefter lidt.
"Jeg er ikke så meget i resevatet, men nogen gange er jeg hvis jeg gerne vil møde andre varulve, hvis de nu ikke er på La Push når jeg er der" sagde hun og smilte svagt, hun så kort rundt og bed sig tænkende i læben, det var første gang i lang tid at hun havde været hos lægen, så hun kunne ikke helt huske hvad lægen plejede at gøre, men hun lod det komme som det gik, selvom hun stadig var lidt nervøs

"Det er egentlig dumt at tage til lægen, når man er varulv. Da man har en højere temperatur end normale mennesker." sagde Isabella og smilte. Hun rejste sig op, da hun kunne høre skridt.
En læge kom til syne og sagde, "Isabella Uley Bombarstick?"
"Jup, det er mig." sagde Isabella og gik hen til lægen. Hun så undskyldene på Eva.
De begyndte at gå ned ad en gang.