Alene med de tunge tanker ;(

Årstid: Vinter
Dato: 3. december 09 (tirsdag)
Tid: Om natten
Sted: I skoven i reservatet
Omgivelser: Ikke nogen..
Vejr: Det sner temmelig voldsomt..
Påklædning: Shorts, der engang var cowboybukser, men som har fået klippet buksebenene af, lige under knæet, og bar overkrop og fødder

Jake stod bare helt stiv og stille, i den lille skov. Han lyttede til nattens mange lyde; en ugle der tudede blidt, små mus der krøb omkring i skovbunden og vindens svage susen. Hans hoved summede af triste tanker. Det var så længe siden han havde set nogen af hans varulv-venner.
*Saria, Amira, Isabelle og Emily, hvor er I?* Tænkte han dybt demprimeret. Han savnede dem sådan. Han snakkede nærmest aldrig med nogen, sad bare derhjemme og kukkelurede.
*Det er nok de skide vampyrer der har skræmt dem væk!* tænkte han, pludselig hidsigt.

Kate vidste ikke hvad hun lavede i skoven på denne tid, men et eller andet havde trykker hende her ud, men hun anede ikke hvad, hun burde havde taget mere end hendes nattøj og hendes vinterjakke på, men tja... 'tiden' havde bare ikke været til det, hun trængte bare til at mærke luften omkring hende, mærke vinden leje med hendes hår, mærke hun var i live.

Hun puttede armene tæt omkring hende, mens hun smilte sagte og nervøs, hendes fætter ville slå hende ihjel for at færdes på disse egne nu, men tja, det var vel i Reservatet, så hvad kunne der ske.
En ugle tudede i det fjerne, og fik Kate til at dreje rundt på stedet, hendes øjne var nervøse et øjeblik, men det forsvandt så hurtigt som det var kommet.
Snefnugene landede i hendes sorte hår, og smeltede langsomt, da de kom i kontakt med huden. Hendes fingre og hele hendes krop var stiv frossen, men hun lod sig ikke gå på af det, da hendes 6. sans sagde hendes, at hun burde at gå videre.

Kate havde vandret rundt i nogle minutter, da en velkendt skikkelse tordnede frem foran hende, det sorte og skinnende hår, den altid brune og friske hud skindede hende i øjnene, et lille smil bredte sig på hendes læber, Jake-Jake-Jake, et lille smil bredte sig på hendes kolde læber.
Hun burde egentlig liste sig hen til ham, det havde været længe siden, men et eller andet fik hende til at betragte ham i mørket. Hun blev stående op af et træ, mens hun bare kiggede på ham, han lignede sig selv, hun havde dårlig samvittighed over ikke at havde snakket med ham længe, men hvem vidste, han havde sikker også haft travlt...

Da Jake havde en bedre hørelse, end alle andre "normale" mennesker, havde han hørt Kate da hun satte sine ben i skoven i reservatet. Det var utrolig længe siden at han sidst havde snakket med hende. Faktisk flere månede siden, hvis han tænkte efter. Det var nok ligeså meget hans egen skyld, som at det var hendes skyld. Han rynkede let de mørke øjenbryn.
*Hvad pokker gør hun udenfor i det her møg-vejr?* tænkte han og tsk'ede. Det var ikke et vejr for almindelige mennesker at være ude i. Hun ville blive forkølet!
Han spekulerede på om hun ventede på at han lagde mærke til hende? Hmm...?
Han vendte sig langsomt om, og fik hurtigt øje på hende. Hans store mørkebrune øjne var varme som en sommerdag, som de næsten altid var. På nær når der var igler i nærheden. Så var de så godt som altid kolde som vejret var lige nu. Trods at han var sur over at hun havde bevæget sig ud i denne snestorm, kunne han ikke lade være med at smile mildt til hende, som hun stod der i hendes nattøj og frakke og alt for kolde sko.
"Kate..." Sagde han og rystede lidt på hovedet. "Hvad laver du dog herude?" Hans mørke pande var krøllet sammen af bekymring. Det var jo kun ham som kunne holde på varmen i sådan et vejr!

Kate stod bare med en af hendes sjældne varme smil på læben, en af de smil, som nåede helt fra maven og op, et smil der kunne havde frosset hver enkel fnug.
Jakes ansigt og hår, hele hans krop, det var den samme varme og bekymrende ansigt som altid, hun vidste han havde opdaget hende for længst, men hun elskede at stå og kigge på ham, på mange måder mindede han hende om personer, som stod hendes hjerte nærmest, mens han på en anden måde bare var gode gamle Jake,.
Det var som om de begge ventede på at en ville bryde den behagelige stilhed, men ingen af dem havde egentlig lyst.

Snefnugene dalede ned, og landede i hendes hår, og efterlod små plagmager, hun rystede let hendes hår og krøb hendes arme tættere ind til kroppen, det hjalp ikke en hujende fis, men hun nægtede at indrømme for Jake at hun frøs, hun havde det udemærket, eller det skulle de ligne, hun havde bare gjordt den fejl at stå stille alt alt for længe.

Selv m hun burde bevæge sig, da hendes fødder var stiv frosne, fik et eller andet hende til at stå stille op af træet, som om det skinnede fra en skyfri himmel, og solens stråler tittede ned mellem træerne.
Et vindstød blæser op i fnuggene, og sender dem ud i en dansende dans, lige i det Jake drejer hans ansigt, hans varme øjne hviler på hendes, hans øjne er som altid varme og livlige som en sommerdag, mens hans ansigt, nærmest er en smule bekymrende, hun kan ikke la' hver med at sende ham et lille drillende smil; " På jagt efter de hvide " hun venter på hans reaktione, " Narj... jeg lå bare søvnløs, og La push virkede så fristende..." hun kiggede på snefnugene

Han sukkkede blidt.
"Kate altså! Det er ikke engang noget at lave sjov med!" Han sendte hende et streng blik, som dog snart efter blev erstattet af et mildt smil.
"Sådan et vejr som dette, burde ikke virke fristende på dig. Din lune seng burde virke fristende på dig. Du får bare lungebetændelse, og så kommer du mod din vilje, til at ligge i din seng i ugevis! Og når du ligger der og hoster og med snot ud af næsen, så sig ikke, at jeg ikke advarede dig!"
Han grinede, og gik hen til hende. Han lagde sine stærke arme omkring hendes smalle talje, og gav hende et kram. Han passede på med ikke at klemme for hårdt, for han viste jo, at han var 100 gange stærkere end hende.

Kat stod og kiggede på Jake, hans hænder hang aflappet som altid ned af siden, hun kunne stå her i flere timer og bare kigge på ham, gamle minder flød igennem hendes hoved minder og tanker strejf.
Hendes ansigt var en maske af falske udtryk, hun mærkede kulden komme snigende fra hendes sind, den var koldere end kulden omkring hende, så hun bemærkede ikke hendes kolde krop, som langsom blev koldere og koldere, hun sendte Jake en af de perfekte falske smil; " Beeh... i can take it Jake" hun små lo, " Maybe i shoud beginn to hunt at my self, a good idear" hun sendte ham et smil.
Pludselig lå hans varme hænder rundt om hendes talje, hun mærkede hvordan varmen bredte sig dybere og dybere ind i hende og tøgede hendes hjertes koldhed op, et smil satte sig på hendes læber; " Haha.. men med dig her, kommer jeg jo ikke til at fryse forløbigt, det er jo umulig, ikke " hun sendte ham et drillende smil

"Vel kan du ej tage det" Brummede Jake ind i hendes ører. Han brød sig ikke om at hun strejfede alene rundt her. Tænk hvis han ikke havde været her. Tænk hvis det var en skide blodsuger hun var stødt på i stedet for!
"Brr Kate, du er jo dybfrosen!" Sagde han vredt til hende. "Lov mig, at næste gang du er udenfor i sådan et vejr, så tager du for guds skyld noget mere tøj på!" Han holdt hende tæt indtil sig, for at give hende varmen.
"Ja, det er da en af de gode ting ved mig!" Sagde han, til hendes bemærkning om at hun umuligt kunne fryse når han var der. Han rystede lidt på hovedet af hende, men smilte så et lille smil.

Kate kunne ikke la' hver med at le over Jakes bemærkning, det ville være bedre at fryse ihjel, men hun vovede ikke at sige det, han ville bogstaveligt talt flå hende levende det vidste hun, en kold brise ramte hende og hun trak hendes jakke tæt om hende.
Måske ville hun værre syg på mandag, hvilket held, så kunne hun jo putte sig under dynen, det ville være dejligt, eller måske mere uudholdelig, hvis man skulle formulere det korekt.
Kate rystede på hovedet over Jake så kold var hun altså heller ikke, kun lidt frossen, og det havde da ikke dræbt nogen i nu, ikke så vidt hun havde hørt.
" Hmm... Jake, men sansynligheden for at blive ædt af en blodsyger og fryse ihjel er vidst 50/50, så det betyder vel ikke så meget i sidste ende vel" hendes ansigt var langt fra munter, men hun kunne ikke la' hver med at fyrre den af.
Kate mærkede at Jakes arme nærmest foldede sig rundt om hende, var han bange for at hun skulle fryse ihjel, sansynligheden var altså ikke særlig stor.
" Jake ikke så negativ, du er altså den bedste, det ved du også" hun sendte ham et lille smil, og kiggede ham ind i de brune og mørke øjn.

Jake fnøs af hende.
"Gu' betyder det noget!" Jake så sur ud. Den slags skulle man altså ikke sige, ikke engang for sjov!
"Jeg følger dig hjem!" Besluttede han sig for. Han skulle ikke nyde noget af at hun blev syg, eller blev overrasket af en vampyr på vejen hjem.
Hans pande var krøllet sammen af bekymrede rynker, og hans mund var en smal streg. Han brød sig ikke om at man jokede med de udyr!

Ann lod bare blikket hvile på Jake, ikke et almindelig blik, et undersøgende et, han plejede at være den der var bedst til at fyre en joke af, hvad var der med ham.
Hendes ansigt lagde sig i bekymrende folder, og kørte i tom gang, kun kræsende om et problem, hvad der gik drengen på.
Hun sendte ham et blødt smil, og bakkede hendes hænder ind, måske frøs hun lidt aligevel, men hun havde savnet hans lune farv i alt for længe, og hun ville ikke give slip på ham nu.
Et smil gled over hendes læber " Jake... jeg har savnet dig, du må undskylde jeg ikke kiggede forbi, men tingene har været lidt komplicerede" hun sendte ham et undskyldende blik.

Jake ansigt blødte op i et skævt smil.
"Det er okay Kate, jeg har jo heller ikke selv kigget ind hos dig. Jeg har selv haft for meget at tænke på." Sagde han.
*Og for mange at savne* Fortsatte han trist sætningen, men kun i sit hoved.
Han bed sig let i underlæben, og kiggede væk.
"Du burde gå hjem!" Mumlede han til Kate.

Ann lod bare blikket falde, hvorfor skulle han også lege storebror, hun ville ikke hjem, hvorfor troede han hun gik her ude midt om natten, på grund af det fremragende vejr, lød en ironisk stemme i hendes hoved.
Ann vred sig fri af Jake, og satte sig på en gammel og næsten falde færdig bænk, kulden slog hende som en lussing da hun rev sig fri fra hans arme.
Men hun havde ikke brug for en til at hunse med hende, hun ville bare havde en ven, en ven at sidde med, og ikke en der ville smide hende hjem fordi vejret var lidt lunken.
Bænken vaklede ved hendes vægt, og det blev ikke bedre da hun lænede sig op af ryglænet.
Heller ikke varmen var noget af prale af, men hun bed det i sig * hvis han virkelig ikke ville være sammen med hende, så var det helt ok* hendes ansigt, var langt fra munter, men et trist smil satte sig på hendes læber, *hun var bare ikke go' nok*

Jake satte sig forsigtigt ved siden af hende.
"Kate, jeg vil bare ikke ha' at du kommer til skade!" Sagde han blidt, og lagde en arm om hende.
Han ville ikke have at nogen af hans venner kom til skade. Han havde allerede mistet en masse af dem! Han mærkede et skarpt stik i sit hjerte.

Ann ville ikke overgive sig til Jake, da hun var blevet en smule irreteret på ham, hun ville ikke hjem, hvor svært kunne det lige være at forstå, skulle hun skære alt ud i pap for at det kunne trænge ind i dens ulve hovedet.
Hendes blik var bare rettet mod græsset, hvor små fnug havde dækket det hele, hendes kinder var ildrøde af frosten, og hendes finger, var isnende kolde, men hendes stædighed, fik hende til at blive siddende på bænken.
Ann bemærkede knap nok ham inden hans finger lå på hendes skulder igen, hans stemme lød som altid lokkende og overtalende, men hun skulle IKKE hjem.
" Hvad hvis det nu var bedre så'n Jake" hendes stemme rungede af alvor

//OOG, da emnet er forsat over mobil, da Forks gik ned i går, er emnet nu flyttet hjem til Jake XD//

"Hvad mente du med det?" Spurgte Jake for 3. gang. Hans blik var vredt, og hans næver var hårdt knyttede langs hans side. Han havde bidt tænderne hårdt sammen, så kæbemusklen var tydelig.

"Jake" Anns stemme var igen rolig, men forviret og yderst uplacerlig, hun mødte endelig hans øjne, hans blik var langt fra rolig, men rasende, men hun kunne ikke give ham det svar han ville havde, og dybest set vidste han inderst inde sikkert også dette.
" Al " det var lang tid siden hun havde brugt hans gamle kælenavn, men tiden virkede rigtig til det nu " du ved godt, at jeg ville være yderst dum hvis jeg sagde det, " hendes stemmme holdt en pause " din hjerne er jo forbundet med hele Lá Push" hendes stemme lød ked af det, og helt trist " hvor end jeg havde lyst, er det umulig, med mindre min fætter skal komme løbende hjem om 2 min" hendes stemme vrængede ved det sidste, og et skævt smil skar hårdt hendes eller så bløde ansigts udtryk.
Hun kiggede frem uden at vige blikket fra Jake " Al du må forstå, at jeg gør dette for dit eget bedste ikke, vi ved begge at det ikke virker, du vil jo være en satelit til alle ulve, og.... jeg VIL ikke havde det ud, det var forkert at komme" tårerne løb ned af hendes kinder og gjorde hendes øjne hævede og opsvulmede.
Hun greb hendes jakke og begyndte at gå mod døren, det var forkert at hun overhovedet dukkede op, hun gik hen mod døren og tog fat i håndtaget, klar til at forsvinde ud i natten....

"Jeg snakker aldrig med de andre varulve. De er næsten allesammen væk!" Snerrede han. Det var ikke meningen at han ville lyde så gal, det var blot fordi at tanken om de andre havde gjort ham ked af det. Det var kun Amira og Lucy han snakkede med stadigvæk. De andre... De var væk..
Han lukkede øjnene i, smerten blev for stor.
"Stop!" Beordrede han, inden hun nåede at gå ud.

Kate hørte hans ord i det hun greb jakken, men det fik hende ikke til at stoppe, bare til at være endnu mere sikker i hendes konklusion, alle omkring hende havde for travlt med deres kærester og deres varulve lort, eller med at være uvidne Shin var ved at tage livet af hende, med alle de forbannede tøser han så, og ikke mindst dem der var dårlig selvskab, hun var bange for at han en dag ville dukke op ligbleg på hendes dørtrin, en gysen gik igennem hende, og et indgroet had ramte hendes i forvejen smerte fuld hjerte, og bordede sig ind i siden på hende.
Og Kate havde vel for travl med Lucy, eller det var hvad Michael havde spyttet ud om her en af dagene hvor hun var løbet på ham i en aaf de tidlige morgentimer.
Hendes ansigt trak sig i et skævt smil, så at han ikke så hans varulve venner var jo en bitter løjn, og hun mente også at Amira havde nævnt noget, og ligeså havde han også snakket med Shin, så helt alene kunne han da ikke være.

" Hmm... og hvad hvis jeg siger dette er løjn " hendes stemme var tydelig og bestem og stod tydeligvis ikke til diskutione, hendes ansigt var ikke surt tværtimod var det bare glad på hans vejne, og især hvis det passede det Michael havde sagt om ham og Lucy.

Hun kiggede sagte frem og tog fat i håndtaget " Jo det er bedst sådan Jake, på den måde kommer du ikke i glemmer nogen stedet, og jeg kan havde mine bekymringer for mig selv" hendes ansigt lavede patrick grimassen med at det nok skulle gå alt sammen, inden hun tog i håndtager og trak det ned, og gjorde klar til at forlade rummet....

Jake kiggede hovedrystende på hende.
"Du må selv tage kosekvenserne af dine ord Kate. Hvis du kan finde på at sige at det ville være bedst at du kom til skade, så dig om det." Han vendte ryggen til hende, og satte sig igen på kontorstolen. Han stirrede ligefrem, men så ingenting.

Kate sagde intet men kiggede bare frem, hendes hænder slap dørhåndtaget og hun kiggede stift frem, ´Jake havde været den bror hun aldrig havde haft da hun var yngre, og hun hadede at han var blevet varulv, noget hun aldrig sagde eller ville sige højt, hun savnede den gamle Jake.
" Sorry Jake, " hun kiggede frem for sig, g kiggede kort over på ham, mens hun kiggede ud i den mørke nat " tingene er bare blevet indviklet på det sidste, oh Shin går mig på nerverne" hun strøg hånden igennem håret og kiggede sagte frem.