New..?

"Det..." Isabela tænkte lidt, "Det ved jeg faktisk ikke helt. Det er noget med noget, der skete for lang tid siden eller sådan noget." prøvede Isabella at forklare. Hun kløede sig i nakken.

”Hmm, det er da surt,” sagde han ærgerligt.

"Ja, meget.... men der er ingen, der vil prøve at glemme det." sagde Isabella, hun en smule irriteret.
*Damn you vampyrer.* tænkte hun.

”Men hvorfor dog ikke det?” Spurgte Bill en smule irritabelt.

"Det ved jeg ikke... det er noget man vokser op med?" gættede Isabella og trak lidt på skulderne.

”Hmm. Man burde prøve at lave om på det!” Konstaterede Bill.

//Skal logge af nu L Men vi skrives bare en anden dag..//

"Jeg prøver da..." sagde Isabella med et skævt smil.


//okaay, ses... self gør vi det.//

Han nikkede.
"Det var godt," mumlede han.

"Men det er opgivende.." sagde Isabella og sukkede, "Ingen af familierne vil prøve at holde fred."

Han tænkte sig kort om.
"Hm. Hvilke familier drejer det sig om? Jeg vil tale med dem!" Bestemte han sig.

"ehm..." begyndte Isabella, det så ud som om hun meldte sig, hun nemlig hævet fingeren. Hun lukkede munden sammen, det lød et hult klap.

Han hævede et sort øjenbryn.
"Og den anden familie?" Spurgte han stille.

"ehm.. altså det er kun mig i min familie, men jeg prøver kun at løse trådene ud... der er faktisk mange familie, næsten halvdelen af Forks er med i det. Og... ehm.. jeg blev ligesom aldrig spurgt, så nu står jeg i den situation." prøvede Isabella at forklare, hun blev lidt selv forvirret.

Han rynkede forvirret panden.
"Det er noget mærkeligt noget!" Sagde han.

"Men det er sådan en forvirrende ting.. jeg forstå det heller ikke helt selv." sagde ISabella og kløede sig i nakken.

"Så er jeg i det mindste ikke den eneste," svarede han og himlede med de kohl-indrammede øjne.

Isabella grinte. "Jeg tror, mange er forvirret." sagde hun og smilte.

Han nikkede kort.
"Det kan jeg godt forstå!"

Isabella trak på skulderne og sukkede.
"Der ikke så meget man kan gøre... det ender med en krig." mumlede Isabella og så op på himlen.

Han spærrede øjnene op.
"Er det så slemt?" Spurgte han rystet.

"Tja... man kan sådan sige, at hvis en laver bare den mindste fejl, så ender det garanteret med en krig.." sagde Isabella trist.

Han rystede chokeret på hovedet.
"Det er da...." Han kunne slet ikke finde nogle ord der var slemme nok.

"ja.." sukkede Isabella og vidste, hvad han mente.

//Svarer nok ekstremt langsomt, for jeg har lovet min lillebror at se MGP med ham :S//

Han sukkede.

"Som sagt... livet er..." Isabella opgav helt at finde ordene og sige sætningen.

"Indviklet?" Foreslog han stille.

"Ja.. og meget mere." sukkede Isabella.

Han nikkede bekræftende.
Hán kunne kun give hende ret.

Isabella sukkede og satte sig ned. Hun havde på en eller anden måde opgivet, men hun ville også fortsætte med at kæmpe.

Bill satte sig forsigtigt ved siden af hende.
Han var glad for, at hun også ville kæmpe.

"Jeg vil ikke have, at du blander dig i det..." sagde Isabella og så alvorligt på Bill.
Hun mente det faktisk, hun ønskede ikke flere vampyrer eller varulve... hun ville have at dette stoppede.

Bill blev lidt fortørnet.
"Hvorfor?"

"Det er for farligt... og du vil måske miste nogen, du kender." sagde Isabella, hun stadig på Bill. Hendes blik var pludselig blevet trist.

"Men det er ikke farligt for dig?" Spurgte han skeptisk.
"Hvem har du mistet?"

"Jo, det er farligt for mig.. men jeg kan ikke komme ud af det." sagde Isabella.
"Ja, jeg mistede en af mine bedste veninder.." mumlede hun og så væk.

"Hvem?" Spurgte han stille, fast besluttet på at være med alligevel!

"Sydney.." mumlede Isabella meget stille.
Hun igen alvorligt på Bill, hun ville ikke have ham ind i tingene.

Bill gloede forbavset på hende.
"Hende har jeg mødt!"

Isabella kom til at knurre let.
"Hun drobbede mig bare.." sagde Isabella, for at dække over sin knurren.

Han gloede på hende.
"Knurrede du?"

Isabella så på Bill med store øjne. *Havde han virkelig så gode øre?* spurgte hun sig selv. *neeej.*
"Neej, jeg gjorde da ikke... du må høre syner." sagde Isabella lidt usikkert, da hun ikke vidste, hvad hun skulle sige.

"Vel gjorde jeg ej!" Sagde han bestemt, og gloede fortsat på hende.
"Du lød nøjagtig som en gal hund!" Selvom sætningen lød lidt komisk, var han gravalvorlig.

"Jeg er ikke nogen gal hund... og jeg er hvertfald ingen hund.. jeg...." røg der ud af Isabellas mund.. hun slog hænderne for munden, for at undgå, at der kom mere. Men hun var blevet irriteret over det med hund.

Han tog blidt hendes hånd væk fra munden.
"Du knurrede, Bella, og det hørte jeg." Sagde han stille.

Isabella kom til at knurre let igen, men denne gang fordi hun vidste, at hun ikke kunne tale sig fra det. Det irriterede hende, at hun altid kom til at knurre, når hun var irriteret over noget.

Han gav slip på hendes hænder.
"Nu gjorde du det igen!" Sagde han forskrækket.

"Ja, det gjorde jeg.." sagde Isabella opgivende. "Men det er kun...." Hun bed sig i læben og afsluttede sætningen i hovedet, *er kun den middle knurren.*
Hvorfor holdte hun ikke bare mund?

"Er du i virkeligheden en hund eller hvad?" Spurgte han opgivende, og slog ud med armene.

"Jeg er ikke en hund." sagde Isabella langsomt, hun knurrede stille, men holdte op igen.