A ron

Kate kiggede bare ondt på ham, hun sagde intet, men tårerne trillede bare i stride strømme ned over ansigtet på hende-

"Hvad end jeg har gjort er jeg ked af det" sagde han lidt efter.. Han smilte prøvende og prøvede at fange hendes blik for at vise han virkelig var ked af det..

Kate blev bare rasende, og langede ham en lusing, inden hun satte sig et stykke derfra, dumme idiot, hun hadede ham!!!

Shin mærkede slaget meget tydeligt og det ringede kort for hans ører. Han sad bare helt stille og vendte blikket væk.. Hvorefter han tog sig til den kind hun havde slå ham på..

Kate satte sig bare ned, hun sad bare helt stille, hun græd, set langt fra lignede hun bare en kugle der var krøllet sammen.
Kate sad helt afmagret og tynd, hendes ellers så altid blå og klare øjne var matte og triste, og hendes sorte hår, var fyldt med græs.
Et enkelt blik på Shin fortalte at han prøvede trælse ting.

Det hele var forkert de plejede at være bedste venner, som søskende. Men hun havde aldrig slået ham..

Kate sad bare og bannede indvendig, tårerne løb ned af hendes kinder, mest af alt havde hun bare lydst til at læne sig op af ham...

Shin gik hen til hende og satte sig ned ved siden af hende.. Han smilte til hende og lagde armene om hende. Men pludselig mærkede han hvor tynd hun var blevet. Han slap hende hurtigt og så overrasket på hende "Hvorfor er du sp tynd" spurgte han og bed sig i læben..

Kate sagde ingenting, og lod bare blikket falde, mens hun stirrede ud over horisonten, " Shin det er ingen ting"

Shin mærkede vreden strømme i ham.. hvorfor var hun pludselig blevet så tynd.. "Hvad har du lavet.. Har du overhovedet spist noget.. " spurgte han med vrede i stemmen.. "Du er også begyndt at løbe meget" sgade han stadig vredt..

Kate forholdt sig tavst, hun ville ikke kigge på ham, slet i prøve, det ville pine for meget, hun vidste han sad med et gennemborende blik, og hans stemme sagde hende, at han langt fra var færdig i nu, hun lagde sig bare ned mod han skød, hendes skuldre citrede og bævrede, hun kun lige så godt gøre sig klar til en skideballe.

"Du har bare at tage med mig ud af spise.. Og vi skal rigtigt spise igennem" sagde han meget bestemt.. "jeg gider ikke det der med at du tror du kan slippe af sted med så lidt.." sagde han meget bestem og prøvede at falde til ro..

Kate lagde bare hans skød og kiggede fjernt frem, mens hun rullede med øjnene, hvorfor skulle han også bare gribe til den nærmeste og letteste konklusion.

"Kate svar mig helt ærligt. Har du nogen form for spisefirstyrelse" spurgte han stille han kunne slet ikke tænke på den måde..

Kate kiggede op på Shin mens hun rullede med øjnen og med et ironisk og sarkastisk smil kiggede på ham; " Ja, og jeg brækker mig hver gang jeg har spist" hun sendte ham et lille søster blik...

Shin var for vred til at høre ironien i hendes stemme og troede hvert et ord.. "Kate hvad fanden bilder du dig ind. At gøre sådan noget.. Hvad tænker du dog på" nærmest råbte han..

Kate så at han ikke havde forståen hentydningen, hans øjne lynede, hun kørte hendes spinkle hånd op til han kind, et ar kom til syne på hendes håndryg, en fra en kanyle.
Hun prøvede at berolige ham, hun orkede ikke at han skældte, og slet ikke nu, havde han ikke forstået eronien i hendes stemme.
" Shin " hendes stemme lød depri og trist hende ellers så rolige stemme virkede svag, " Hørte du ikke ironien, det er ikke det, Shin hvis du havde VILLE BEMÆRKE DET, så har jeg været så afkræftet siden..." mere nåede hun ikke at sige inden hans stemme tordnende frem..

Shin sukkede dybt.. "Siden hvornår" spurgte han stadig vred..

Kate stoppede hende, hans blik var vredt, hun lagde bare hovedet ind mod hans skulder, hun orkede ikke at diskutere med ham, hun savnede ham forfærdeligt, og når hun endelig var sammen med ham, så skændes de, hun kunne ikke finde hoved og hale i noget; " Shin, please, du på ikke forlade mig, jeg klare det ikke igen" hendes skulder rystede og direde, hver enkel af hende muskler sad og sitrede...

´Shin lagde armene om hende.. "Kate du bliver nødt til at fortælle mig det, ellers forlader jeg dig" sagde han han havde ikke lyst til at true hende, men han gad heller ikke kun at få halve sandheder..

Kate mærkede han arme omkring hende, og hendes facade faldt langsomt, nu lå hun bare næsten helt slap i hans udstrakte arme, tårerne trillede ned af hendes kinder, og ved hans truslen puttede hun sig bare tættere ind til ham, " Jamen det vil gøre dig ked af det" hun kiggede på hans vrede ansigt.

Shin sukkede og trak kort på skulderne. "Men jeg vil gerne vide det" sagde han stille, men bestemt. "Jeg vil gerne vide det" gentog han endnu mere stille og så bare på hende med et bedende udtryk.

Kate kiggede bare ud på søen, hendes brystkasse hævede sig langsomt op og ned, hendes øjne var blanke, * hvordan kunne han tvinge hende til dette, det gjorde alt for ondt,* men hun vidste han ville gå hvis hun ikke sagde det, og hun ville ikke miste ham igen, det ville hun ikke kunne bærre.
Hun tog en dyb indånding og kiggede ind i hans bestemte og blå øjne; " efter du forlod Frankirg, gik det hele i sort, " hendes øjne blinkede og hendes ansigt så helt forpint ud " Jeg ved ikke om der gik måneder eller uger, men alt flød i et, jeg var et skelet, et spøgelse, hvis min faster ikke var kommet forbi havde jeg lagt under Frankrigs muld." hun kiggede væk hun ville ikke se smerten i hans ansigt.

Shin skær ansigt da han hørte hvad han havde gjordt. Så det var hans skyld. "Kate der er jeg ked af" sagde han stille. Han var blevet helt mundlam og vidste ikke hvad han skulle sige.

Den pinte hende helt ind, og hendes dybe tænkende rynker dansede hen over hendes pande; " Nej Shin, jeg var for svag" hendes stemme knækkede minderne pinte og skar dybere og dybere i hende.

Shin lo nervøst.. Han vidste ikke hvorfor men gjorde det bare.. "Hvor er vi et fucked up par" sagde han og var ikke helt sikker på om hun var klar til at jokke om det. Og fortrød hurtigt at han havde sagt det.

Kate kunne ikke la' hver med t smile over Shin " Tja det er vel bare os, de fortabte sjæle for evigt" hun kiggede op på himlen hvor små stjerner var begyndt at titte frem.
Shin havde taget det bedre end hun troede, hun puttede sig ind til ham, og ledte efter nogle velkendte stjernebilleer.

Shin så lidt bekymret ned på Kate "Fryser du" spurgte han for at være sikker på at hun ikke frøs eller noget. "Du skulle nødigt blive syg" sagde han og smilte lidt. Han lagde selv hovedet bagover for at se på stjerne ligesom Kate.

Kate kiggede op i de glimtende stjerner, hun smilte svagt, hende og Shin var et godt 'par' der var ingen der nogen sinde havde formået at splitte dem ad, og det ville heller aldrig lykkes.
Hun vente blikket væk fra himlen og kiggede på Shin, det gjorde ondt på hende, at en hvis person ikke kunne besltutte sig om hun gad ham, han holdt virkelig af hende, det vidste hun.
" Nej slet ikke" hun smilte skævt til ham" og studerede ham for en stund, inden hun igen vendte blikket mod himlen.

Shin så smilende på hende. "Det var godt" sagde han stille og kort. "Du siger bare til hvis du gør" sagde han da han selv hadede at fryse, men heldig kunne han overhovedet ikke mærke kulden. Han smilte til hende, men vidste at hun sikkert ikke så det så han så bare tilbage på himlen.

Kate kiggede op på himlen, hendes blik var langt væk, ikke på himlen, men på Shins ansigt, som af en eller anden grund kom i vejen derfra hvor hun lå.
Det irreterede hende ikke sønderligt, da hun aldrig blev træt af at kigge på ham, hans ansigt var aldrig ens, hans ansigs udtryk kunne til tider være yderst underholdende, ofte kunne han ikke selv se det sjove i det, men hun elskede dem.
Kate trak trøjen tættere rundt omkring hende, ikke fordi hun frøs, mere fordi det gav hende en eller anden form for trykhedsfornemmelse, kulden gik hende ikke på som den plejede, men lagde sig bare som en dyne omkring hende.
" Hmm... tja.. det er det vel" hun trak lidt på det, Shin virkede så fjern, måske trist, hvis han havde skyldfølelse blev hun nød til at banke det ind i ham, at det ikke var hans skyld, men hendes tvivl forsvandt da han smilede, det var det samme gamle smil.
Kate ville vædde med at han troede hun ikke bemærkede det, da han vente hovedet op mod himlen igen, hun observerede ham nogle få min, inden hun selv lagde sig bedre til rette og vente blikket mod himlen.

Shin så stadigt og kiggede efter stjerner, men han kunne mærke Kate´s øjene på sig og efter et par minutter så han på hende. Men hun så igen på himlen. Stilheden havde lagde sig om dem, men det var overhovedet ikke akavet. Nej det var bare dejligt. De kunne nemt snakke, men de kunne også nemt bare sidde helt stille og så tiden til at gå, ja med hvad som helst. Sådan havde de også brugt den tid, hvor de ikke skulle være præsntable for naborene og venner, bare sidde helt stille og nyde livet. Han sad og så smilende på hende. Han kunne næsten ikke lade hver. Lidt efter prikkede han hende blidt på næsen. "Hvad tænker du på" spurgte han som han havde gjort så mange gange før.

Kate lå og kiggede op på stjernerne, hvor lyste de klart, men hendes hjerte og ansigt var et helt andet sted, steder som ingen ville kunne forstå, men bare var et stref af en masse tanker.
Ud af øjnkrogen kiggede hun på Shin, hans øjne funklede så klart og livsglad, det var længe siden hun havde set den glæde i dem, sidst hun så dem, var uder træet hjemme i haven i Frankrig, selvfølgelig havde han været glad siden, men ikke helt lige som nu, men brikkerne var vel efterhånden også ved at falde på plads.
Hun kunne ikke la' hver med at puffe til ham, efter at hans negl snittede hendes næse, en meget irreterende vane som han havde, hun rynkede let på næsen, og adskillige rynker dannede sig " Bare på os, Amira, lidt det hele."

Shin smilte lidt over hendes svar. "Hvornår har du sidst set Amira" spurgte han da det efterhånden var længe siden at han havde set hende. Han så på Kate med et smil spillende om hans læber. "Det er ved at være længe siden jeg har snakket med hende" gentog han sine tanker

Kate rettede sig op, og lænede sig op af Shin, hendes blik var rettet ud over søen, og hendes ansigt var umulig at tolke, og for hans skyld var det måske positivt nok.
" I skoven den anden dag" hun trak på skulderen, men det var kun kort, var ude på en af mine løbeture hendes ansigt skiftede hurtigt tilbage til det milde ansigt som altid lagde over hende når hun var sammen med Shin, hende øjne var som altid rettet op på ham...

Shin nikkede og så stadig på hende. "Har hun det godt" spurgte han og knep øjene sammen for at læse hendes ansigtsudtryl. Men det var meget svært og efter et stykke tid blev han nødt til at opgive. "Jeg mener hun er da ikke stadig sur på mig vel" spurgte han stille og undskyldene, da han stadig forsøgte at læse hende en smule.

Kate fortrak ikke en mine, hun ville ikke gøre Shin ked af det, ikke nu, hun ville bare havde hendes gamle ven, hendes Shin, også kunne idioterne omkring dem løbe til langbordistan.
" Vi var ikke inde på emnet, der var noget andet som skulle ordnes" Kate skar et ansigt, dette var endnu en ting hun aldrig ville kunne forklare fuldt ud for ham, da det var en dyb hemmelighed, som for nogle altid ville være et mysterium

Shin så undersøgende på hende. "Ókay. Det lyder alvorlig siden i ikke havde tid til at sladre om mig" sagde han i sin drillende tone og lo ingen blidt og smilte til hende. "For er det ikke det i plejer at gøre" spurgte han og prikkede hende i siden. Han vidste at hun hadede når han gjorde det.

Kate sad i hendes egne tanker og bemærkede kun Shin da han altid var varmere end hende, og hun kiggede på ham med et af hendes sjældne smil da hans bemmærkning ramte hendes hjerne " Nææ emnet er normalt ikke det bedste, da jeg jo kun har et billed af dig " hun sendte ham et drilsk blik, lige i det hans finger ramte hendes side, og hun snurrede rundt, og væltede ham tilbage i græsset " Shin" hendes stemme var anklagende.

Shin faldt bagover i græsset. Han lo højt af hende. Det var noget han havde savnet, når hun råbte og skældte ud over det. Han kunne slet ikke holde på med at grine og blev nødt til at tage sig til maven da han efterhånden fik ondt i maven af at grine så meget. "Kate" sagde han og så lende på hende.

Kate lo og trillede langsomt ned af Shin mens hun lå grinnede på jorden brød et smil frem på hendes læbe, det mindede hende om deres tur i slummen hvor han plejede at skræmme livet af hende med denne teknik.
hun kiggede en smule anklagende på ham " Mit tøj Shin " hendes stemme var tydelig ironisk

"Årrh nej ikke dit tøj" sagde han og prøvede at lyde piget og viftede med hænderne som om der virkelig var noget galt. "Hvad skal vi dog gøre" sagde han fortsat i sine piget stemme. Han lo lidt og så på hende. Det hele begyndte at minde mere og mere om sig selv. ´De kunne nemt skændes og så være de bedste venner bagefter. De var som et søskende par. De slogs, og var bedste venner. Sådan havde mange beskrevet dem. Men han havde overhovedet ikke noget i mod det.

//Sorry skal smutte.. Skrives. xD//

Kate ventede bare på at han ville begynde at lege pige, han havde altid en ny vending, en ny måde at se tingene på, en ny måde at lave sjov, det var aldirg den samme version, hun elskede deres forhold, de var som bror og søster bundet sammen af tætte bånd, som ingen kunne bryde, selv om de prøvede, Shin ville altid ligge hendes hjerte kær, det ville ingen kunne ændre.
Da de var yngre var de ofte blevet kaldet et gammel ægtepar, da de altid vidste hvad den anden tænkte afsluttede hiandens sætninger og diskutere hvor efter de faldt i latter to min. efter, ingen kunne måles sig med dem.

" Shin jeg er skuffet, det var min nyeste kjole" (har løbe tøj på) hun smålo og sendte ham et drillende blik, ingen hun lagde sig ved siden af ham...

Shin så på hende og rynkede panden. "Det må jeg sige det er noget af en balkjole, du har fået på der hva´"sagde han og lo lidt. Han drejede hovedet så han kunne ligge og kigge på hende, men det gjorde efterhånden ondt i hans nakke hvis han blev ved med at ligge sådan. Så han kiggede på himlen og dets mange stjerner der funklede og lagde armene bag om hovedet, stadig med sit patrick smil. xD

Han sukkede dybt og så kort på Kate. "Hvad var det der var galt Kate." sagde han stille og så igen på himlen "Jeg mener sammen med Amira nede i skoven, var det meget alvorligt" tilføjede han stille. Hans sprøgsmål kom i en strøm. Nogle gange var det som om der var noget hun og Amira der fik ham til at tro at der var noget han ikke måtte få at vide. Noget som var vigtigt. Noget som var alvorligt. Noget som galt liv og død. Sådan opfatttede han det og han ville så gerne være en del af fællesskabet og vide hvad det var. Han rystede kort på hovedet af hans tanker. Forks var vist hvad at give ham nogle skøre tanker.

Kate kunne ikke la' hver med at grine, tjo... det var da vidst noget af et balet skørt hun havde fået sig, men lyserød glimmer på, og det helt store dress, smilet sad stadig plantet på hende lysbrune hun, som ofte skilte sig ud fra mængden her i Forks, især med alle de hvide satannerne, som løb rundt suede blod.
Kate lå ud af øjnkrogen og observerede Shin, noget hun ofte kunne få flere timer til at gå med, og mange af hans ansigtsudtryk mindede hende om så mange fantasktiske ting, især smilet som dansede hen over hans læber lige før, det bragte så mange underholdende, men også irreterende minder frem.

Kate vendte blikket mod stjernerne, da det efterhånden gjorde alt for ondt at ligge i denne stilling, hendes højre arm lå under hendes hoved, og den venstre ned langs hendes side.
Helt afslappet og rolig, da Shins spørgsmål kom som en konstatering, hvad skullle hun sige, hun hadede det som pæsten, at være tvunget til at lyve over for ham, at der va noget hun aldrig nogen sinde ville kunne fortælle ham, men ikke mindst tanken om at hans uvidenhed kunne koste ham livet eller i værste fald, men også det der var meget meget værre.

Hun vendte blikket mod Shin, da hun havde fået det en smule under kontrol, fået det sædvanelig rolige og næsten altid smilende ansigt tilbage, " á hva' for en fisk " Kate lod som om hun havde slugt et eller andet, hun var efterhånden ved at være go' til at spille dette spil, et spil hun hellere ville være for uden. " Jeg tror altså Forks er ved at gøre dig en smule skør" et drillende smil sad på hendes læber, hun prøvede at ligge afslappet, og vendte sig rundt på maven, og støttede hovedet med albuerne, " Altså Shin, med mindre en løbetur er blevet til alvolig så ved jeg ikke, der skete ikke så meget andet end af vi stødte på dem både jeg og Amira vil havde du skal holde dig fra" hendes tone var kort og forlangende en kort stund, og ligeså va hendes ansigt.
Kate så afventende på ham, hun ville havde ham til at love at han holdte sig væk fra dem, eller i det mindste at han ville passe på nå han var alene ude i natten.

Shin rettede blikket på Kate, men han krop rørte sig ikke en centimeter. Han vidste ikke om han skulle tro på hende eller ej. Men hvorfor skulle hun lyve, det havde hun alrig gjort før og hun både lød og så ret så overbevisende ud. Men da hun nævnte at han skulle holde sig væk fra de hvide, som de kaldte dem, vidste han med det samme at hvis der var noget så var det noget med dem. "Og hvis du så lige vil gentage hvem jeg skal holde mig fra" spurgte han roligt og så stadig på hende. "Og du slipper ikke af sted med at sige de hvide. Det kan jo være hvem som helst." svarede han.

"Måske har Forks gjort mig skør, men jeg tror heller ikke at du er sluppet helt forbi unden skade" sagde han, men dog ikke med sin drillende tone, som han plejede, han mente det på en måde alvorligt og for sjov. Hvis ikke hun var blevet skør ville hun ikke fable om at han skulle passe på de hvide. "Jeg mener du snakker om at jeg skal holde mig fra de hvide, et eller andet må da havde slået klik" denne gang vidste han at det var bedst at bruge sit gamle friske smil, som hjælp.

Lidt efter slog han blikket ned, men efter lidt så han igen op på himlen. Stjernerne var blevet mere og mere tydelige og han nyd at se på dem, sammen med Kate. På den måde kunne de snakke om noget foruroligende, mens de blev en smule beroliget af de funkelnde stjerne, der lyste op på himlen denne aften.

Kate lyttede som altid til hans spørgsmål, eller konstateringer hun kunne ikke bedømme præcis hvad de var andet end at han på mange måer krævede svar, svar som hun ikke kunne give ham lige meget hvor meget hun end brændte for det, hun kiggede op på himlen og fokuserede på nordstjernen, som altid havde den samme placering lige meget hvor i verden hun befandt sig, hendes ansigt var underlig rolig, og hun kunne ikke forstå hvordan hun kunne holde masken oppe, da hendes hoved kørte på højtryk for at finde et passede svar, et svar der ikke ville afsløre mere end nødvendigt, og uden at røbe den dybe hemmelighed, som gemte sig i Forks.

En mild brise ramte hende og Shin og sendte en let gysen igennem dem lige i det han afsluttede hans brandtale, stilheden var langt fra ubehagelig, mere stille før stormen, men dette var aligevel ikke rigtig, et skævt smil passerede ved hans sidste bemærkning det patrick smilet igen kom på bane.
Hun sad tænksomt nogle min inden hendes sind tvang hende til at bryde den afventede stilhed, hun forsøgte at få hendes stemme tilbage i de vandte gænger, og det lykkedes også, da hendes stemme igen lød rolig og forlangede " Shin, søde," hendes tone var en smule bedende, men også en desperat klang hang over den, " Har jeg nogensinde sagt noget som ikke har været rigtig i sidste ende, og som ikke har hjulpet dig, plejer jeg ikke at være til at stole på " sprøgsmålet var ikke myntet på svar, men bare en optakt til en længere forklaring, som ville give ham sandheden, elller det troede han han ville få, men dette var langt fra sandheden, han ville kun få den samme advarsel, som alti var pakket ind i et tankespil af løgne og bedrag.
Hendes stemme var stadig i det bedende toneleje, men denne gang bad den om at han lyttede og ville forstå uden at stille sprøgsmål, bare lytte til hende " Ja de hvide, de blege mennesker, dem der kigger spisende på dig, virker umenneskelige" uden at lægge mærke til det lå der et spor af had i hendes stemme, og hun bemærkede det ikke før det var for sendt, men hun håbede på at han ikke ville registre noget.
" Men hvis du vælger ikke at lytte er der ikke meget jeg kan gøre, du må bare passe på Shin.... please lov mig at du i det midste vil passe på, og holde dig væk fra e mørke gyder" hendes stemme lød ikke beordrende, men mere bedende end før, som om hun var bange for at miste ham hvis han ikke fulgte henes råd, men det var vel også sådan hun følte det.
Hendes stemme skiftede så hurtig som den bedende stemme var kommet " JEG ER IKKE BLEVET SKØR " det sidste stod ikke til diskutione, men hun forstod udemærket hans konstatering, hvis hun ikke selv havde set sin fætter forvandle sig ville hun heller ikke selv havde forstået et pluk.
Hendes blik var gennemborende og satte sig fast på hans nethinde inden hun igen vendte blikket mod den velkendte Nordstjerne.

Mens Kate snakkede og advarede ham så han på himlen. Hans blik havde også fundet den samme stjerne som Kates falkeblik hande fanget. Nordstjernen. Han kunne nemt finde den, da den lyste mere klart end nogen sinde for, i hvert falde efter hans mening. Hans gamle værelse i Frankrig havde et kæmpe stort vindue, så han om natten når han ikke kunne sov, ligge og kigge på stjerne. Det beroligede ham på en måde og lidt efter lidt sov han som et lille barn. Han savnede intet fra Frankrig udover det Kate og ham havde. De var ikke blevet mindre venner af at flytte til Forks, men Kate havde bare ikke været den samme og Shin havde stadig skyldføelse over at efterlade hende det sted. Han tænkte tit over det og var meget ked af det.

Han havde ligget i sin egen verden i efterhånden lang tid og var ikke sikker på hvor meget Kate havde sagt til ham. Han drejede endnu en gang blikket over på hende og han bed sig i læben, men så kom han ik tanke om at Amira en gang havde bedt ham om at holde op med det, så han slap hurtigt sin læbe og fangede heldigvis det sidste af hendes fortælling. "De hvide" gentog han mest for sig selv. Nogle, ja faktisk de fleste af hans venner var nogle af de hvide som de ville havde udtrykt det. Hayley, Kayli, Bill, Sydney, og mange flere var nogle venner han aldrig kunne drømme om at svigte. de betød meget for ham, men Kate betyd virkelig alt. Han ville gøre alt for hende, men i dette tilfælde ville han ikke bøje ham om det så måtte koste ham livet.

"Men hvad med Hayley, er det en jeg skal holde mig væk fra" spurgte han bestemt, men på en måde var der en bedende tone indeover det. Han var vågnet nok op til at forstå at hun bare havde bedt ham passe på og holde sig væk fra mørke gyder, men han plejer at gå i gennem en gyde for at komme hjem, når han kom fra skoven. Det var en genvej og selv om det var mørkt var han ikke bange, men det havde han jo hellere ikke en grund til, i hverfald ikke en han kendte til. "Jeg skal nok passe på, men jeg kan ikke holde mig væk fra dem. Det er jo halvdelen af byen, og de flereste af min venner" sagde han stille og vidste at Kate nok skulle kommentere det med at det var de fleste fra byen. Da han var færdig med at snakke vendte han igen blikket på den samme stjerne som før.

Kate blik dansede ind i Nordstjernen tilbage til det hulen i træet, hende og Shin hvor de da var mindre havde joket om vampyrer, varulve, enhjørninger, kun deres fantasi havde sat grænser, og det sagde ikke bare lidt, hun vidste at Shins tanker alle samme drejede sig om hendes halve forklaring, som hun vidste han ikke ville syntes tilstrækkelig nok, men aligevel kunne hun ikke give ham mere uden at give ham for meget det vidste hun, og det borede sig som dybe pile ind i hendes hjerte, det gjorde mere ondt at giften som næsten havde omdannet hende til et levende monster, mere ondt end at se hendes fætters forpinte ansigt i det han desperat prøvede at rede hende liv.

Hendes ansigt var lige som før bare en maske der dækkede over hendes forvirende og yderst spekulative tanker, som alle sammen drejede sig om Shin, om at få ham til at forstå alvoren i hans advarseler, forstå at dette ikke var noget man legede med, hun kørte nervøs hendes hånd igennem håret, en gammel vane som tydelig ville afsløre at hun var nervøs, bange, skræmt og yderst utilpas ved dette, men også at det gik hende på, Shin ville opdage det med det samme, det vidste hun, og der var intet hun ville kunne gøre ved det, for han kendte hende bedere end hendes familie, ofte bedere end hende selv, og dette skræmte hende mere end noget andet.
Men deres forhold var ikke blevet det samme som i Frankrig, løjnen havde lagt sig som en stor sprække mellem dem, og gjordt mange ting umulige, mange ting skulle holdes i det skjulte, fx. kradsmærkerne hvis hendes fætter havde mistet kontrollen hvilket han ofte havde gjordt i den sidste tid.
Hendes løbeture var for at slippe for ulvehelvedet der hjemme, da hendes yngre fætter Dylan også havde set lyset i den bløde pels hvilket gjorde hendes faster og bedsteforældre yderst nervøse.

Men ikke mindst Kate, da hun vidste hvor meget problemer en varulv gav og nu med to, og alle vidste at sansynligheden for at ulven lå og lurede i hende fremtid var meget meget sansynlig, og dette gjorde hende skrækslagene.

" Ja Shin det gælder Haylea, ikke mindst hende" hendes stemme lød alvorlig og trist, " Men jeg kan ikke tvinge dig og det vil jeg heller ikke, bare lov mig at du passer på og smutter når du ser vreden i hendes ansigt ikke " hendes stemme var mere alvorlig " Og du skal holde dig fra de mørke gyder hold dig til lyset og hvor der er andre mennesker" det sidste var tydeligt at hun krævede af ham når han ikke ville holde det andet....

Shin havde allermest lyst til at drømme sig væk igen, men han vidste at det ville han aldrig få lov til. Der var flere ting der talte for at lade virkeligheden forsvinde bare lidt. Det var at Kate mente det hun snakkede om meget alvorlig. hun ville blive meget sur hvis han bare lod det hele gå ham forbi. Men hvis han drømt sig væk kunne han gøre hvad det passede ham. Han kunne gå i alle de mørke gyder, være sammen med de hvide, for der var der ingen der kunne stopppe ham. Han kom til at tænke på det samme som Kate. Nemlig hulen og deres sjove fantasier. Shin havde været god til at forstille sig sådan noget og til tider ønskede han at det var virkelige, men hvad han ikke vidste at de var virkelige og de levede side og side i den lille by Forks. Han gik i skole med dem, han grinede, snakkede og alt muligt andet sammen med dem.

Shin vidste at der var noget galt, noget han ikke måtte vide. Da hun sagde at han skulle holde sig ude i lyset, ungå gyder og være steder hvor der var andre mennesker. Af de få informationer regnede han ud at det var noget farligt der kunne vente på ham i gyderne, noget der ikke kom frem i lyset, noget som holdt sig tilbage fra steder med mange mennesker. Han fantasier løb af med ham igen og han skulle til at gætte på vampyr, men han rystede blot på hovedet af sig selv. Han villle ikke gentage sine tanker højt, det var simpelhen pinligt at han kunne tænke sådan noget. Han rynkede også kort på næsen af sig selv og smilte blidt til hende. Han vidste at han blev nødt til at berolige hende på en eller anden måde. Han vidste godt hvordan han skulle aflede hende. Noget der gjorde ham rolig når han var ude af sig selv. nemlig stjernerne. "hvor er himlen flot i aften" sagde han mens han pegde på Nordstjernen.

Han tog hånden langsomt ned. Stilheden lagde sig om dem i et par minuttter og alle virkede så fredelidt. Der var så stille at man kunne høre en fulg lettere et stykke fra dem og flyve væk. Shin havde lyst til at se efter den, men vidste at han ikke ville kunne få øje på den i mørket der efter hånden havde sænket sig. Det var blevet en del køligere, men det havde Shin overhovedet ikke lagt mærke til at han havde haft så meget andet at tænke på. Han mærkede kulden krype ind på ham, men han vidste godt hvordan han skulle jage den væk. han skulle blot tænke på noget andet, men det var for skræmmende det hans tanker ville lede hen på. Ikke at han blev bange af det, men han var mere skræmt over at han kunne tænke sådan noget. Self. fandtes der ikke vampyr. Men han ville finde ud af hvad der forgår lige for næsen af ham. Han vidste at hvis han skulle få noget ud af det skulle han måske starte med gyderne en aften.

Han vidste at hvis Kate fandt ud af hvad han planlagde, ville hun slå ham ihjel. Hunhavde udtrykkelig fortalt ham at han skulle passe på. Men det var en af grundene til at han ikke lovede noget. Han kunne simpelhen ikke få sig selv til at lyve for Kate. Det var lige som at sige at de ikke var venner. Han svor for mange år tilbage at han ville fortæller Kate sandhenden, men det kunne han jo ikke hvis han ville undersøge hvad der var i vejen. En farefuldfær, regnede han ud efter hendes mange bestemte og alvorlige advarseler. Men der var ingen vej tilbage, han havde bestemt sig og det skulle der ikke laves om på.