Dunkel Café

Dato-Idag
Årstid-Efterår
Dag-Idag
Sted-Caféen
Tid-Sent på aftenen.
Vejr-Koldt og støvregn.
Omgivelser- 1-2 personer der sidder rundt omkring og drikker kaffe.

Emily åbnede døren til Caféen..Hun havde lige haft forvandlet sig til ulv for at overrække en besked til Amira om at komme hen på Caféen nu.
Hun sukkede og satte sig over i hjørnet.
Hætten på hendes trøje var trukket godt ned over øjnene så kkun amira ville kunne genkende hende, mest på hendes 'lugt'.
Hunknyttede sine hender og ventede utålmodigt.

Amira kom styrtende ind på caféen, med håret strittende ud til alle sider og maler bukser sammen med en pink top.
Hun vidste godt at det ikke var verdens bedste sammensætning, men hun havde grebet hvad hun kunne da hun lige havde været hjemme omkring og tage noget tøj på. Hun blev klar over at alle stirrede på hende, hun skyndte sig at glatte håret og stirre ned i gulvet imens hun tøffede hen til Emilys bord og satte sig med et bump "Hvad så?" spurgte hun lavt.

Emily kunne ikke lade være med at smile over hendes outfit.
Hun åbnede munden for at joke med det men droppede det da samtaLEN nok ville blive alvorlig.
"Jeg er Usikker lige nu Ami" Sagde hun ærligt og smilede sørgmodigt til hende.
"Ærligt talt ville jeg spørge dig om du kender noget til alt det her med Kniven..?"
Hun tøvede og rystede så på hovedet af sig selv.
"jeg er ikke sikker på noget lige nu. Duncan har sansynligvis en varulvs blod - jeg aner ikke hvis blod det er - og han kan sansynligvis bruge den til at.." HUn stoppede igen sig selv. "At gøre skade" afsluttede hun

Amira så lidt paf på hende "Jamen han har jo mit blod...?" sagde hun langsomt, og prøvede at huske om hun virkelig havde undladt at fortælle Emily noget, så vigtigt.

Emily slog sig for panden.
Et skridt mod opklaringen..Eller nærmere Forståelsem (:
"Åh Gud" Mumlede hun.
"Det er jo også rigtigt..undskyld, jeg er så forvirret lige nu at jeg helt havde glemt at det var sig" Sagde hun med et svagt smil.
"Mmh...Jeg må forhandle med ham" mumlede hun tænksomt.

"Men kniven..." fortsatte Amira og lagde sin venstre arm op på bordet, hvor man stadig kunne se omridset af arret han havde givet hende "Den var forgiftet. Jeg tror jeg kommer til at have det her ar forevigt." hun sukkede og så lidt på det.

Emily trak på skuldrene.
"Forgiftet og forgiftet" Mumlede hun og stirrede ned i bordet.
"Græd du?" Spurgte hun pludseligt og kiggede på hende med et roligt blik.
HUn forvæntede et Ja, og ville synes at det var virkelig underligt hvis hun ikke havde grædt.

"Det var den!" insisterede hun "Han sagde selv noget i retningen Jeg kan se min gift virker" hun stirrede lidt ned i bordet, imens hun mindedes det. Hun hadede at virke svag "Ja..." sagde hun så endeligt, men meget lavt.

Emily nikkede.
"Jaja, men.." HUn rynkede sine øjenbryn.
"Guud.." Udbrød hun ogbetragtede sin fod hvor hun havde et plættet ar.
Det kunne ligne et brændsår ellrer noget i den stil.
"Jammen dog!" MUmlede hun og var pludselig glad over at hun aldrig havde gevet Duncan hendes pels.
Hun mumlede lidt inden hun lagde en trøstende hånd på Ami's skulder.
"Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke havde gjordt det samme" Sagde hun roligt og betrykkende.

"Hvad sker der?!" spurgte Amira vagtsomt, imens hun fuglte Emilys blik.

"Jammen jeg tror jeg ved hvad det er for noget 'gift'" Sagde hun stille og bed sig i læben.
"Eller jeg ved hvordan det ser ud og hvad han har det i..Tror jeg" Sagde hun lidt usikkert
"Men jeg er ikke helt sikker" tilføjede hun hurtigty

"Hvad er din teori?" spurgte Amira med det samme og lænede sig en smule ind over bordet med et alvorligt ansigtsudtryk.

Emily tænkte sig om i lidt tid og nikkede så.
"Kender du til medajonen?" Spurgte hun først.
Det var et afgørende spørgsmål om hun kendte til myten, ellers skulle hun først have den forklaret.

"Ikke rigtigt" indrømmede Amira, ildrød i hovedet over sin egen dumhed "Jeg kender ikke så meget til noget som helst" Hun smilede skævt "Altid for stolt til at spørge..."

Emily nikkede smågrinende og begyndte at fortælle:
"En dronnig har levet, for 1000 og atter 1000 år siden, levede der en under navnet Lilith.
Hun var en dronning, en Vampyr, en af de ældste af de ældste..osv.*Grin*
Hun har levet, det er nu bevist, for hendes Medaljon er blevet fundet, det eneste bevis på det.
Med dette bevis, kan sandheden mellem Vampyre og varulve blive fundet..
De gamle tegn er blevet løst, og løsningen skal findes.. dog er ikke alt nemt, Da medaljonen er havnet inde i La push,
og den som har den, Er Mig..."
Hun stoppede for at følge Ami's reaktion

Amira rynkede brynene og så forvirret på hende "Nice historie, men hvilken sandhed?" spurgte hun forsigtigt.

Donnie kom løbene ind i Caffeen men stoppede bradt op og så over på de to piger, en slags knurren kom fra ham, men han nikkede bare til dem, og satte sig hen ved et bor.