Myten?..

Dato :: 12 sep.
Årstid :: efterår.
Dag :: torsdag
Vejr :: gråt, og efterårs agtig xD
Sted :: Få meter fra søen, som virker stille og tom.
Tid :: 22.24
Omgivelser :: Ingen mennesker.

Duncan stod, Der hvor Lygterne var erstattet af buske og træer, og skyggerne,
VAr mørke og bredde.. HAlvmånen var på vej over himlen, og kastede allerede et prøvende blegt skær over vand og land.
Duncan ventede.
Blikket var rettet mod søen, Rolig og elegant stod han, svær at se, Da der ikke kom en bevægelse fra ham..
Selv efter timer, blev han stadig stående..
Som hørte han til i disse omgivelser, som om det forekom han umuligt og unaturligt at flytte sig..
Han hørte til her, som et træ.
Det var nu også pænt.. Med den klare sø, der klukkede og vinden som næsten ikke eksisterede.
MEn han ventede, og lagde derfor ikke mærke til det.. lyttede kun!

Emily havdde haft det på fornæmmelsen hele dagen..Der ville ske noget. Hun havde i lang tid ventet på at dette ville ske, men som så mange gange før vidste hun godt at hun ikke skulle vente, men opsøge dette. Emily gik ned af en lille skovsti mod Lake Washington...Hunn gik midt på den smalle sti og var åbenlys at se hvor som helst fra. hun havde ikke i sinde at gemme sig i skyggerne og gøre som hun plejede, men den lille hvisken var stadig i hendes hovede 'gå altid ud fra at der er nogle der kan se dig' hviskede stemmen..Hun skubbede den til side og gik midt ud på den lille åbne plads ved Floden. Emily indeåndede luften og nikkede..Jooh..Det var her, Vampyrlugten var kraftig og hun smilede svagt, inden hun satte sig nær floden og betragtede den, og lyttede...Hun lyttede og var koncentreret om lugten af Vampyr selvom dete ikke så sådan ud..

Duncan trådte lydløst og hurtigt frem, som fløj han nogle cm over jorden.
Selvom han vidste at hans lugt havde afsløret ham, var det alligevel aldrig præcist.
Derfor beholdte han sin lette og lydløse gang, til han nåede hende. bagfra!
" Godaften.." Hans tonefalad, var roligt som vandet og høfligt!
Måne lyset ramte ham, og de blå klare øjne reflekterede det blege lys.

Emily nikkede "mmh..Godaften Duncan" sagde hun roligt og holdt stadig blikket på floden inden hun vendte hovedet mod ham og lagde hovedet på skrå med et ansigt der ikke viste nogle tegn på følelser. Hendes øjne var rolige og deres karamelfarve gjorde at de kort skinne helt hvide i lyset fra mørket. Hun rettede sit hovede op og vendte sig igen, inden hun atter betragtede vandet...Hun smilede meget svagt og kørte en hånd igennem sit hår som hun senere satte op i en hestehale, for at vinden ikke skulle få det til at blæse op i hendes ansigt.

Duncan betragtede hendes bevægelser..
Hendes karamelfarevede øjne.. og ignorerede den afskyelige lugt som kom fra hende..
Igen valgte han at gå lige til sagden,, Eftersom at dette var vigtigt, og vandet nærmest sladrede om at hun ´kendte det han kom for.
" Kender du vampyr myten om Lilith? " spurgte han i roligt tonefald..
HAn stod rank og ventede tålmodigt
( kan læses i " piskende regn, den næst sidste side, nederest! xD )

Emily betrragtede ham kort med ulæselige øjne.
Hun nikkede derefter med et svagt smil om sine læber "Og du Tror på den?" spurgte hun stille og nikkede "Joh..Jeg kender den 'myte' og Nej..Det er der ikke andre end mig og Isabelle der gør..Det er vel derfor du spørge mig?" sagde hun rooligt med et svagt, ligegyldigt smil.
Emily vendte igen sit hovede og betragtede floden
(Mmh..Har læst den, Men hvor kommer medalionen ind ??)

Duncan løftede det ene øjenbryn..
" Så du kender alt til Lilith, eller kun det som er fortalt i denne historie..?"
HAn valgte sine ord med eftertanke.. intet skulle røbes,
hvis det var en blindgyde!

( det kommer jeg tilxD )

Lewis kom gående ned ved sø bredden. Han hørte ipod, mens han gik og kiggede konstant i vandet. Han gik som sædvanlig en helt normal og lang tur for at se sig omkring. Mens han gik og holdt øje med vandet, klaskede han hovedet mod en gren og styrtede ned mod vandet skete to ting for ham. Han tænkte *Det er bare perfekt*, mens han skreg "HJÆLP!!!" selvom der jo ikke var nogen så sent på dagen.

Isabella var på vej ned med søen, mens hun løb. Hun prøvede at slappe af og glemme sine tanker. Hun hørte nogen råbe om hjælp, hun sukkede, men løb så i den retning i menneskefart.

Lewis klaskede ned i vandet med skuldrene først. *Av for den lede...* Lewis prøvede at holde sig på overfladen men det var svært med smertende skuldre.

Emily skjulte ikke det smil der lige nu prydede hendes ansigt. "Alt?" spurgte hun og lagde tryk på ordet.
Hun sukkede og betragtede hver og en af hans bevægelser "Hvorfor tror du, Duncan, at jeg vil fortælle dig, nnoget som helst?" Spurgte Emily og lagde hovedet på skrå, imens hun stadig betragtede ham, roligt, og uden at blinke.

Duncan så roligt på hende..
Det påvirkede ham ikke..
Med løftet øjenbryn svarede han.
" Fordi, det vil gavne dig at fortælle mig det!"
svarede han i helt samme tonefald..

Emily nikkede og rette sit hovede inden hun efterlignede hans bevægelse med det hævet øjenbryn, "Og, På Hvilken måde vil det gavne mig at sige det til dig?" Hun ændrede ikke tonefaldet og rettede sit rolige blik op på himlen inden hun igen lod det hvile på Duncan.

Duncan så roligt på hende..
" det kommer an på hvordan du lever.."
svarede han roligt, i et nærmest flyvende tonefald..
Det mindede om vandet i søen..

Emily's mundvige trak sig en anelse opad..Hun lyttede kort til flodens hvislende lyd og fik så igen et roligt ansigt da hun kiggede på ham.. "hvordan jeg lever?" spurgte hun med et falskt overrasket udtryk i øjnene "Ej..Hvad mener vi så med det?" Spurgte hun roligt og smilede dæmpet op til himlen

" hvis du lever en dag af gangen, vil det ikke gavne"
svarede han lige ud..
" men hvis du kan se længere frem, end hvornår der er mad næste gang,..
vil det gavne!" afsluttede han roligt.
" du har altså hørt om Lilth.. Tror du på det?"

Emily rynkede sine øjenbryn sammen og tænkte sig om "Mmh...Om jeg tror på det, er ikke det samme som at jeg ved at det er sandt." Hun valgte sine ord med omhu, for ikke at afslører for meget "Altså..Selvfølgelig er det hele ikke sandt, men en del" Indrømmede hun og kiggede ned imod vandet.."Mmh...Hvorfor interaserer du dig for den historie?"

Han hævede atter det ene øjenbryn.
" Ser du, da der ikke findes en evig sandhed, leder jeg bare efter den nyeste.."
han sagde det, som om det var ligetil, som en selvfølge!

Emily nikkede, selvfølgelig.. "Tjooh...jeg kan se hvad du mener" Sagde hun med et svagt smil og betragtede ham kort før hun smilede. "hvorfor siger du ikke bare at du leder efter den...?" Spurgte hun efter et stykke tids tøven og smilede derefter til ham. hun undgik at rynke på næsen selvom hun havde lyst til det..

" kender du til smykket?"
han mærkede en let sitren..
hun havde den bare ikke..
han ville banke den ud af hende..

Emily mærkede den lette underlige følelse i maven..Hun vidste at det var det han ville have, og hun frydede sig ved tanken om at have det. Emily nikkede en enkelt gang, for derefter at smile.."Mmh...Jeg 'kender til' smykket" Gentog hun og kiggede ned på sine hænder...Hun kørte kort en finger over aret på sit håndled, og kiggede så igen over på Duncan.

" du har fundet den!"
ordene var rolige, men kolde som et koldt luftstød..
" hvor har du den?"
- sig hun bare selv har den..

"Big Suprise..Huh?" sagde hun let, og roligt idnen hun igen kiggede på ham..man kunne se hans nysgerrighed..Hann ligefrem brændte for at have den..Spændende.
"Hvor..?" Emily klukkede dæmpet "Jeg tror faktisk at jeg kom til at tabe den nær la Push!" Sagde hun smilende og himlede med øjnene "Hvorfor skulle jeg sige dig hvor den er?" smilede hun

Duncan så på hende..
han så ind i hendes øjne..
" sig hvor medaljonen er.. hvis mig den i 2 sek, og du kan gøre hvad du vil derefter.. brænde den,,"
svarede han roligt og klart!

Hvis man var god til at tyde øjnene..kunne man se at Emily's viste en form for beundring. Duncan var anderledes end alle de andre vampyerer, på en hvidst pungt. Dog vidste hun at han var villig til at dræbe, uden at tøve..Det kunne både være Mennesker, Varulve og Andre Vampyrer, vidste hun.. Emily var ikke bange for ham..Ikke det mindste..Men hun var en smugle bange for hans bid..Det gjorde så ondt at blive bidt..Ubevidst havde hendes venstre hånd fundet vej til den højre hånds håndled og hun lod sin pejefinger og ringefinger følge de kolde linjer omkring aret. Emily vidste ikke hvad hun skulle sige..Hun kunne ikke svvigt Isabelle..Eller for den sags skyld Freddy. Hun holdt øjenkontakten.. "Hmmm..Du vil bare se den?" spurgte hun roligt og nikkede. "Hvorfor tror du jeg har den her Duncan?" spurgte hun efterfulgt og lod et lille spydigt smil vise om sine læber.

Duncan så hendes øjne..
Så vandet bagved, og de lange skygger som blev kastet, fra dem, af månen.
Stilheden, var baggrunden,, Ordene fyldte kun forgrunden.
" BAre se den.." svarede han roligt.
" jeg siger heller ikke, at det er det jeg tror.." svarede han roligt.
Dette spørgsmål var vigtigt, hvert et svar kunne afsløre, hver sin sandhed..
Og Duncan ledte kun efter en!

Emily så hans øjne..
Træerne der tårnede sig op over alt bagved, og lagde alt i skygger..
Hun nikkede langsomt..Interasant..
Jah..Det var vel det duncan var? Engentlig..Intrasant..
Emily tænkte sig kort om "Mmh..Det kan du jo have ret i" Indrømmede hun og løftede kort bægge sine øjenbryn inden hun lod dem falde ned igen..Hun rodede lidt i sit hår og håbede at finde ud af hvad han ville bruge den til "Hmm...Den ligger derhjemme..hvorfor vil du se den duncan?" spurgte hun roligt..

Duncan så roligt på hende..
"og du er den eneste som kender til den?"
HAn stemme var fortsat rolig.. Eftersom at medaljonen måske fandtes,
var det godt. Men omvendt Vidste han ikke om den virkelig fandtes.. det kunne bare være noget hun sagde.
" Så hent den.. Jeg vil bare sikre mig at den findes, og at det ikke blot er tomme ord!"
svarede han ligeud..
HVis det alligevel ikke fandtes, behøvede han jo ikke at være hos hende..
men hvis hun virkelig talte sandt.. ville ting ændre sig!

Emily's krop spændes pludseligt..Hun holdt sig for hovedet og trykkede hårdt ind mod sine tindinger.. Fuldmånens lys ramte hendes ansigt og hun sprang gispende mod et træ i dækning for det..Koncentrer dig Emily..Fokus..De ord kørte rundt i hendes hovede, mend hun dæmpet sagde til Duncan "Lad være med at kig i mine øjne lige nu.." Nærmest hviskende, da det var andstrængelse ikke at forvandle sig lige nu..Forbandede måne! Emily fjærnede hånden fra sit hovede og trak vejret mere normalt "Undskyld" Gispede hun dæmpet "men..hvis ikke du har noget imod det vil jeg gerne fortsætte snakken inde i skyggerne" Et lille dæmpet smil vistes om hendes læber, men hun havde stift blikket rettet mod jorden..Evnen ville sandsynligvis gå amok hvis hun kiggede på nogle lige nu..."Hmm..." Hendes stemme var stadig lidt gispende..Hun havde ikke fuldt ud kontrol over sit selv lige nu..Emily svang benene op under hagen og lagde armene omkring dem..(Foldede sig sammen xD ^^) "Tjooh...Men...Så bliver jeg nød til at forvandle mig til ulv, det går hurtigere.." Emily betragtede ham kort og slog så igen blikket ned i frygt for smerten..Hun nikkede..af en eller annden tåbelig grund stoledede hun faktisk på ham...duncan føltes som en der ikke ville snyde..Sådan alvorligt.. Desuden, vidste Emily, at hun kunne slå ham i kamp, hvis nu han tog den..Mmh..? Muligheden var der dog at han ville tage den.."Kan jeg stole på dig?" spurgte hun med mere Rolig stemme..Rystelserne i hendes krop foretog sig langsomt og hun turde kodt kigge på ham..Bare ikke have øjenkontakt, da hun vidste hvordan hendes øjne så ud.. Røde.. Og det var ikke normalt til en Varulv at have røde øjne..

//og my God...Der var meget!//

Duncan så hendes reaktion, da månen ramte hende,,
- var hun bange?
Han forholdt sig alligevel blot rolig, Og undgik øjenkontakt, som hun bad om.
Dog fik han et hurtigt glimt af hendes øjne. fø han igen slog blikket ned.
" Det vil være smart.." svarede han roligt,
stadig upåvirket af at det måske skulle ende galt..
Men Duncan var ligeglad.. HAn ville ofre sig for at se den medaljon, som han får få dage siden, ikke vidste eksistrede,,
" Hvis du selv tror at du kan stole på mig, kan du!"
svarede han roligt..
Og hvis hun gjorde.. ville han gøre det samme!

Emily følte et rus af andrenalin..Hun havde ikke forvandlet sig? Wohw.. Utroligt.. Emily hadede fornæmmelsen af ikke at have kontrol over sig selv..Bare sådan at splitte op i to dele og derefter kunne høre alle de andre varulves tanker..Det var frustrerende..Vildt irriterende.. Emilys øjne var ved at blive normale, karamelfarvede igen.."Hmm...Ja...Det kommer ikke til at tage lang tid.." Sagde hun og knyttede sine hænder sammen inden hun kiggede mod skoven "Og Duncan? Utrooligt nok, Så stoler jeg på dig.." Sagde hun og viste et svagt taknæmmeligt smil inden hun rystende løb ind i skoven..man kunne høre en flænsende lyd, og så satte emily i spurt mod La Push..Inden længe var hun der..Sit hus. Den dejlige velkendte duft af Hjem susede ind over hende og hun mærkede pludselig trætheden..Ikke NU Emi..Tænkte hun irriteret og lukkede kort øjnene, og hun forvandlede sig tilbage til menneske.."Hmm..Nøjlen." Emily greb den lille spinkle nøjle der hang i hendes halskæde og løb tvers igennem huset ind på freddys verelse..Emily fejede gulvtæppet til side og kiggede på den meeeeeget lille lem..Den var ikke større end en knyttet hånd, og faldt perfekt i et med gulvet. "Hmm..To til højre..en til venstre og 4 til venstre..Lige på og klik" Mumlede hun og åbnede den lille lem..Emily greb smykket og bed sig i læben.."Du stoler på ham Emi..Du skal bare stole på en Vampyr, der vil dræbe dig..Let nok" Emily smilede svagt og snurrede kæden to gange rundt om armen inden hun purtede ind på sit værelse og fandt en lille byldt med tøj frem "Totalt irriterende.." mumlede hun og bandt den om foden, inden hun sprang forover..Den flænsende lyd hørtes igen og hun spurtede afsted..inden længe kunne hun lugte Duncan og hun stoppede op..Rejste sig og forvandlede sig tilbage til menneske..emily hoppede hurtigt i tøjet og ventede til hun ikke rystede mere..SÅ gik hun lidt længere og trådte så ud fra træerne, dog stadig beskyttet af deres skygger.."Hmm..Jeg fik den" sagde hun lavt og gik roligt hen imod Duncan, mens hun knugede om smykket...

//My God...Jeg gider ikke til at rette alle stavefejlene..Sorry..Er bare træt idag..

Duncan så roligt på hende..
De klare øjne lyste kort, og han nikkede.
" Jeg stoler også på dig.." hans ord var lette..
uden andet end ærlighed over dem, dog var det ikke ensbetydende med at han altid ville stole på hende..
men nu gjorde han, altså.
Han lod hende løbe uden et ord, stod som før, med rank ryg og blikket mod søen.
Ventende.. men i modsætning, til første gang, ventede han ikke i skyggerne, gemt
men i månelyset.. synlig og fremme.
For at vise, at han regnede med at hun ville holde sit ord.
Kort tid efter kunne Emily igen mærkes.
han vendte blikket, mod det sted, hvor hun kom frem.
Et svagt smil kunne ses.
" Godt!" svarede han roligt og lod ordet fylde luften..

Emily mærkede ordet fylde ud oveer det hele..Det var tungt og fyldigt..
Hun nikkede og gav slip på medaliongen, dog hang den stadig om hendes arm..
Smykket svajede let i den stille brise og hun betragtede det selv, men stor respekt..
"Såå...Hvad ved du om smykket?" spurgte hun uden at slippe øjnene fra det smukke smykke..

Duncans øjne limede sig til smykket..
var det det?
han gik tættere på, halvt opslugt,
for at tjekke..
jo det var de samme tegn, de samme ord..
Han skulle nok få det tydet.
" Hvor længe har du haft den?" spurgte han, uden at slippe smykket af syne!

Emily smilede svagt...Det glinsende smykke sad bare om Nessies hals..Hun måtte ha det! Nessie kunne da ikke stjæle!? Emily betragtede hende og kiggede så på sine Bror "Halåå..Hvordan har hun fundet mors smykke!?" spurgte den lille pige med en pivende stemme og hun hørte Nessie grine bag sig.. Emily's øjne kiggede koldt på hende "Ness!! Det der er mors smykke..Jeg skal have det tilbage Ness! Det betyder altså meget for mig!" De bedende øjne tog Nessie sig ikke af..Hun knugede bare om smykket og svingede fløjtende lidt rundt med det "PAs på Sie!!" Gispede Freddy da Smykket gled ud af Nessies hånd og landte i floden..Emily skubbede hende hårdt væk fra sig, inden hun sprang ned i søen..Så var det da ligegyldigt at vandet var så koldt at hun nær gik i krampe..Det smykke var Mors..og det var det ENESTE hun havde tilbage af mor..Emily mærkede siine fingre lukke sig om smykket og alt stod næsten stille da hun hørte Nessies grin stoppe.."Emi !! PAS PÅ!!!" råbte Freddy..Og derefter mærkede hun et sus i maven..Så blev altting sort.



Emily blinkede kort med øjnene..Minderne væltede op..Specielt omkring hendes forældre..Igen og Igen lød skriget..Grinet og de skrattende flammer der åd både Far Mor Lillesøster og Hus og Have..
....alt.....
Bortset fra hende selv og Freddy..
Emily rystede kort på hovedet og betragtede Duncan..Smykket hang stadig i hendes hånd og hun sukkede "Fra min mor" svarede hun kort..Og ærligt, inden hun blinkede en tåre væk..Emily var ikke vant til at vise sine følelser for andre..

// nice beskrevet xD det giver mening! ^^ //

Duncan så hendes blinken..
han ville give meget for at se, hvad der skete i hovedet på
Emse lige nu.. rigtig meget
Han så hendes rysten på hovedet, hørte de to ord, og skimtede en tåre..
- en tåre?
Duncan vidste at det ville være svært at give smykket fra sig,
men han skulle bruge det..
han SKULLE!
om det så ville æde ham op..
"Må jeg se disse tegn..?" spurgte han..
dette var vigtigt!

//Ihh..Takker xD Haha ^^Det er dejligt at få ros at en man ser op til ;D//

Emily trak beskyttende smykket lidt ind imod sigselv "Erhmm..Helst ikke" sagde hun med lille stemme.
Hvis han spurgte hvorfor, kunne hun sandsynligvis ikke svare ham..Hun vidste det jo ikke engang selv..
Måske ville det være en idé at få tydet de tegn før nogle andre gjorde det?
Emilys hånd rystede svagt og hun kunne ikke lade være med at smile..Hvad var hun dog så bange for? At han ville tage smykket ligesom nessie?
Nej..Det ville han ikke finde på..

//hehe xD //

Duncan så på hende..
han havde ikke forventet andet..
" heller ikke hvis du holder den, og jeg bare ser.. ?"
spurgte han roligt..
HAn ville ikke splitte den kort tillid mellem dem, da det kunne betyde, et evigt farvel,
til det svar han søgte..
og han vidste at han var den eneste som kunne tyde det..
Hun var Varulv..

Emily bed sig i læben.
"Hvorfor kan du ikke bare sige Hvorfor du gerne vil tyde de tegn?" spurgte hun efter et stykke tids tøven.
Hun betragtede ham kort og kiggede derefter varsomt på den smukke medalion..
Hvorfor ville han mon have den tydet?
Emily forstod det ikke lige nu..Måske vidste han hvad der stod på den?
Eller noget af det...Emily vidste blot, at hun af ren og skær nysgerrighed, selv måtte tyde den.

" du kan ikke tyde den.."
svarede Duncan med ren sikkerhed..
" du er varulv.. og da denne medaljon var ny, var Ulve og Vampyre langt større fjender end nu!"
svarede han roligt..
det fryede ham, at de ikke kunne klare det, uden hinanden ^^

"Jeg ved det godt" sukkede Emily og betragtede ham "Sååh...Gør vi det?" Spurgte hun med voksende håb.
Smilet over hendes læber vistes nu tydeligt, og hun stolede mere og mere på ham.
Emíly kiggede på medaliongen "Jeg går ud fra at du også ved hvordan man tyder tegnene?" spurgte hun

Duncan nikkede.
" hvis jeg ser dem, vil jeg vide det, i læbet af nogle dage.."
svarede han roligt..
han nævnte kun de ting hun bad om, intet ud over det!
- det ville være dumt!

Emily smilede, et underlig, koldt, og mystisk smil..Det kunne godt se lidt ondt ud.
Hun betragtede ham let "Jaah..Duncan, hvad vil du så gøre NÅR vi har tydet tegnene"
Emily vidste godt svaret, men ville se om han turde indrømme det.
Smilet om emily's læber blejnede og hun fik igen et normalt roligt ansigtsudtryk

Duncan trak på skuldrende,,
" det kommer an på hvad det betyder, hvis der står ' haha snydt' vil jeg bede dig om at ødelægge den,."
svarede han roligt
var det ikke logisk?

"og efter jeg har brændt den?" spurgte hun halvsmilende og betragtede ham med hovedett på skrå..
Han talte udenom..
Typisk Vampyrer xD

Duncan trak på skuldrende..
de vidste jo begge at det ikke var det, som ville stå..
nej der ville være noget helt andet!

Emily nikkede til tavsheden der lagde sig over dem..Hun betragtede kort halskæden, inden hun ragte den mod Duncan, med et Se-du-bare Blik.
Hun smilede diskret og sukkede så..Hun stolede vire´kelig på ham..
Måske ikke imorgen..men lige NU stolede hun på ham.
Utroligt..

Duncan så undrende på hende..
gav hun ham lov?
han rakte prøvende hånden frem.
Hvis hun gav han lov, ville han huske det, som en tavs tjeneste!

Emily nikkede til ham..Stadig Tavs, og opfyldt af frygt..
Hvis han nu tog den? Spørgsmålet brændte i hendes tanker..men hun vidste godt at han ikke ville gøre det..
Det ville han ikke kunne gøre.
Emily stragte sin arm nærmere ham..
Egentlig bare for at få det overstået..
Underligt nok, betragtede hun ikke Duncan som fjende mer'.. Dog heller ikke som ven.

Duncan tog den..
lod det kolde metal ramme hans hånd..
han så ned på den.!
Endelig! en let brusen fløj gennem hans krop,! han havde den!
han kunne bare løbe.. stikke af, ja flyve væk med vinden.. og den.
Men det gjorde han ikke, han holdt sit tavse løfte! som var en bindende kontrakt, med sig selv!
Han lod fingrene glide over den, og indprintede tegnene i hans hoved!