Missing my love.

Dato : 27/8
Årstid: Irl
Dag : Søndag
Vejr : Overskyet, men varmt.
Sted : Parken
Tid : Irl.
På: Sort kjole, løst taljelangt hår, røde øjne, guldsmykke med rød sten.

Cecilie sad op af et træ i parken, med hovedet mod stammen.
Hun rykkede på sig.
Hun savnede Ced/Nonec, hendes forlovede.
Hun rykkede igen på sig.
SELVSKAB! skreg det i hendes indre.

Ribanalon kom til syne længere oppe i træet, hun holdte en finger for sine læber til tegn om at de skulle være stille.

Hun hørte hende og kiggede op.
Hun smilede men forblev stille.

Hun kiggede sig omkring og så at der ikke rigtig var nogen, så satte hun sig ved siden af Pigen, og nikkede anerkendene.

"Jeg er døbt Cecilie. Men du kan kalde mig hvad du ønsker." Smilede hun muntert

Hun nikkede, "Ribanalon" hun slikkede sig om læberne.

"Hyggeligt at møde dig." Mumlede hun fjernt

"Tja"

Hun trak på smilebåndet. "Hvor længe?"

"Nu" sagde hun lidt grinene.

Hun rystede på hovedet med et smil. "Hvor længe Har du været vampyr?"

"tja altid men fik først min blodtørst for 159 år siden" hun gav en lidt irreteret Grimasse, "og de"

"Jeg er tilsammen 789 år." Mumlede hun.

"Virkelig, du virker yngre" sagde hun roligt.

"Teknisk set. Er jeg 16.." Lo hun muntert. "Tror du næsten 800 årige er kedelige?"

"Jeg ved godt at din krop er 16 eller hvad det var, men din natur virkede bare yngre" sagde hun glad til pigen, Ribanalon var mere afslappet nu.

"Hvordan?" Smilede hun, og kiggede nysgerrigt på hende.

"Du er ikke stolt, og fornem på den måde, men det er lige meget nu, og undskyld mnete 259år siden, men min krop er 276år i alt"

"Jeg fik tæsk. Jeg havde intet at være stolt over." Smilede hun.

"Ja det har jeg hørt manger gange fra vampyre fra den alder" hun kiggede trist på hende, men kom så med et smil igen, "hvordan var det at lave i den tid?"

"Ballende var bedst." Smilede hun, hendes øjne lyste ved tanken.

"okay," sagde hun med et skævt smil "men jeg menr mere hjemme osv..."

"Fransk, selv om jeg ikke fulgte med, dans, tæsk, syning, sang, klaver, opførsel." Smilede hun muntert, slag havde traumatiseret hende.. Men kun hvis hun holdt af personen der slog.

Hun tog sig til hagen, "okay.....hm"

Hun smilede muntert. "Hvad med dig."

"Altså hvordan det var at leve i min tid?"

"Ja." Smilede hun. I den tid havde hun isoleret sig fra omverdenen, og havde været med til at skabe catwalket. Hvilket nemt kunne ses når hun gik.

"hm...." hun kiggede hen på pigen, "min far var vampyr, og mor var menneske, altså hvis man ser på den tid så havde jeg meget frie tøjler, far tog mig altid med Til Mema og andre vampyre, i den by jeg boede, men da min mor ikke var i denne verden mere, var det en hård tid, ellers er jeg blevet opdraget som vampyr hvis man kan kalde det det." sagde hun lidt anspøndt og dog så roligt.

"Intresandt." Smilede hun.

"kun hvis man gider høre det" sagde hun anspøndt.

"Ja." Nikkede hun med et smil. "Hvad er der galt?"

Hun smilede til pigen "Snakkede bare om min mor og far" ssagde hun med et smil, og blev afslappet i kroppen.

"Okay?" Sagde hun en smule alvorligt. "Du savner dem?"

Hun smilede skævt og trak på skulderne, "jeg tænker mere på hvad der skete med dem" hun smilede stadig.

"Hvad skete der?" Smilede hun forsigtigt.

HUn kiggede roligt på pigen "vil du gerne vide det" sagde hun med en ligegyldig stemme.

"Jeg er nysgerrig af natur." Smilede hun. "Men hvis du ikke vil, så kan jeg leve med det?"

"Jeg fortæller det da" hun slikkede sig igen på læberne, "Jeg var sytten, en dag, jeg ved ikke hvad der skete, min far skar halsen op på min mor, og holdte mig ind til hendes hals, jeg ved ikke hvad der skete men jeg fik en trang til blod, jeg kunne ikke styrer mig, det var da jeg ville bare have et sekundt mere og et til og et til af hendes blod, tilsidst var der ikke, hun var så livløs, at man skulle tro hun havde ligget der i flere år, Jeg besvimmede af en eller anden grund jeg tror det var min menneskelige halvdel der døde, da jeg vågnede igen, havde min krop forandret sig, alt var andreledes også min tanke gang, jeg så min far, jeg var ikke vred men, jeg græd bare i hans skød, efter han havde offret min mor til at jeg kunne blive fuldendt vampyr, jeg tilgav ham simpelthem, han græd ikke men, jeg ved hvergang han var ude græd han i sit kolde sind, vi var de eneste han elskede, derfor offrede han min mor for at jeg skulle leve for evigt, det var så min mors død" hun slikkede sig igen om læberne, og et smil kom frem.

"Og din far?" Spurgte hun med et smil.

"En russisk hunter ved navn Putin, vi mødte hinanden og komi kamp inden at han gav mig dødsstødet hoppede min far ind foran, og flænsede hans brystkasse, min den stav han ville have slået mig i hjel med sad i min fars kraveben, så han ikke kunne overleve, jeg så min far lide ind i døden." hun slikkede langsomt over sine læber denne gang, og Putin døde af sine skader.

"Du behøver ikke slikke dig om læberne. De er lige bløde hvad du end gør. Og det gør mig ondt." Man kunne pludselig se hvor gammel hun var, hendes muntrer blik blev ærstatet med sørgmodighed.

Ribanalons smil, var stadig på hendes læber, "Jeg bekymre mig ikke hvor det"

Hendes ældgamle sørgmodighed blev erstatet af et munterhed. "Jeg slog min far ihjel. Efter min gamle trolovede forvandlede mig." Smilede hun. "Min far havde valgt ham, og han begærede mig fandens meget. Så en dag var han for blind af begær, og han slog mig næsten ihjel. Også forvandlede han mig." Hun trak på skuldrende, stadig muntert. "Han troede jeg kunne glemme det. Men det kunne jeg så ikke. Og jeg slog dem begge ihjel, min far fordi jeg var tørstig og min trolovede fordi han prøvede at komme i sengen med mig. Inden vi blev gift." Hun fortalte hendes triste fortid, i en munter tone.
"Faktisk, er det en hemmelighed. For alt i verden må Cedric, eller Nonec som han bliver kaldt, ikke få det at vide."
"Det vil sikkert gøre forfærdeligt ondt på ham at hører at jeg kan slog nogen jeg holder af ihjel."