Nyt sted. Nyt hus.

Dato : 16
Årstid : Sensommer
Dag : Søndag
Vejr : Små regn og skyet
Sted : Melanies hus..
Tid : 22.00
Omgivelser : Ingen. Altså udover Melanie.

Melanie så rundt i hendes nye hus, hun var flyttet igen, da hun ville finde noget størrer.
Hun sukkede kort og så rundt, det hele var nyt og lidt for anderledes. Men hun kunne leve med det.
Hun kiggede på alle sine flyttekasser hun ikke var færdig med endnu. Hun bed sig i læben og strøg en hånd gennem det nyfarvede sorte hår.
Hun satte sig på sin sofa og tænkte lidt.

Madelaine havde hørt at der var flyttet ind i det hus der lå længere nede på gaden, hun havde lavet en velkomst kurv, men hun vidste ikke hvem der var flyttet ind, hun gik over til huset og bankede på med et smil

Melanie satte hænderne på lårerne og rejste sig op. Hun gik hen til døren og åbnede den. Hun blev lidt overrasket over at se Madelaine her. Hun smilte svagt og holdte fast i døren. "Hej," smilte hun og løftede blikket lidt.

Hun så på Mel der åbnede døren, hun havde enlig ikke forventet at se hende der "ømh, ville sige velkommen til med disse blomster!" forklarede hun og gav hende velkomst kurven

Melanie så på kurven og tog imod den. Hun smilte svagt og så på Madelaine. "Tak," svarede hun og så på den. Det var enlig sødt af hende. Hun så hurtigt ind i huset og så på Maddie igen. "Vil du med ind?" spurgte hun og så på hende. (;

Hun nikkede og sagde "jea hvorfor ikke!" det var enlig lidt akavet, efter deres sidste møde. Hun så på hende og smilede

Melanie smilte lidt og åbnede døren helt op. "Der er lidt roddet." sagde hun og smilte lidt og kløede sig i nakken. Hun så på hende og smilte lidt.

"det går nok, jeg 'overlever'!" sagde hun sarkastisk

Melanie smilte svagt og lukkede døren. "Jeg ville blive lidt skræmt hvis du ikke gjorde." mumlede hun, med et smil. Hun strøg en hånd gennem håret og så på sofaen. Hun flyttede en bunke papirer fra sofaen og op på bordet. Hun så på Madelaine og satte sig i den anden sofa. "Bare sæt dig." smilte hun og pegede med hånden, hen mod sofaen foran hende.

Hun gik med hende og satte sig let i sofaen, hun så sig rundt og derefter på hende igen og spurgte "hvordan går det så med dig?"

Melanie så på med og lagde sine hænder i sit skød. "Bedre." smilte hun og så på hende. Hun ville ikke sige godt, for hun havde det kun bedre. Ikke godt. Det hele havde svært at finde ud af, men det gik bedre. Hun så på Madelaine og bed sig i læben.

"du ved det ikke var min mening at bide dig!" sagde hun, hun havde virkelig ikke planlagt at skulle forvandle hende, hun havde været ufattelig tørstig og så var hun bare der

Melanie smilte svagt og så på hende. "Det er okay nu. Jeg skulle lige komme over chokket." smilte hun og så på hende. "Du var tørstig. Sådan er det bare." Hun smilte og så lidt på bordet foran hende, også på Madelaine igen.

"du har vel prøvet hvordan tørsten kan bestemme over en, og ikke en der bestemmer over tørsten!" sagde hun og så på hende.

Melanie nikkede og så på hende. "Jo, et par gange." Hun så på hende og lendte sig tilbage i sofaen. Det var meget rart lige at få talt om alting.

"jeg er ellers god til at styre min tørst, jeg var endda smuttet fra byen fordi jeg vidste min tørst var stor, men så var du der bare, hvad skulle jeg gøre, jeg kunne ikke lade vær!" forklarede hun

Melanie smilte og så på hende. "Det er helt okay. Sket er sket, sådan er det bare." smilte hun og strøg en hånd gennem det sorte hår.

"godt!" sagde hun, hun hadede sin svaghed den dag, hun havde dog bidt en anden efterfølgende, men Victoria havde hun det slet ikke dårligt over at gøre det mod.

Melanie smilte svagt og så på hende. "Har du gjort det på nogen, efterfølgende?" spurgte hun lidt usikkert.

"2, men den ene var for at rede ham for døden og hende den anden, gjorde jeg bevidst for at pine hende!" sagde hun

Melanie så på hende og nikkede. Hun smilte svagt og kiggede ned i bordet. "Nonec," mumlede hun og rejste blikket. "Jeg troede han var blevet sindsyg da han sagde han ville være vampyr." Hun så på Madelaine og smilte svagt.

"han skulle enten blive en af os, eller dø af sin sygdom!" sagde hun..

Melanie nikkede og så på hende med et smil. "Selvfølgelig, valgte han at blive en af jer." smilte hun og så på hende. "Det ville jeg også have gjort." tilføjede hun. ^^

Hun smilede, men det forsvandt hurtigt da hun sagde "men så var han Cisse utro med hende Victoria!" hendes blik blev koldt over at tænke på det

Melanie så overrasket på hende. "Det da løgn!" udbrød hun. "Han siger jeg skal finde en dreng! Han kan ikke få nok piger! Sikke en dreng!" Hun himlede med øjnene og så på Madelaine.

"jeg blev også rasende, mest på Victoria, derfor lod jeg hende lide en smertefuld forvandling, alene!" sagde hun

Melanie så på hende, hun havde ikke ondt af Victoria, hun kunne bare lære at opføre sig ordenligt. "Nogle kan bare ikke finde ud af hvor dybt de vil synke," mumlede hun og så på hende. d:

hun nikkede og sagde "jeg kan ikke tage den pige, hun er også venner med ulvene!" hun fnøs hånligt.

Melanie svarede hende ikke, hun kunne jo ikke vide at Emily havde været hendes veninde og de stadig talte, bare ikke som veninder. Hun var også blevet skræmt på en måde, hendes lugt havde irreteret hende så gevalgtigt. Det var underligt.
"Hm.." svarede hun bare og kiggede mod bordet.

"jeg forstår ikke hvordan nogle kan være venner med de bæster, ækle barbare!" sagde hun køligt

Melanie så op på hende og bed sig i læben. "Hm.." mumlede hun igen og pillede ved sin ring. Hun kiggede kort på bordet og så op på Madelaine igen.

"hm hvad?" spurgte hun og så på hende.

Melanie så op og smilte. "Jeg mener, ja." smilte hun og så overbevisende på hende og smilte.

"okay!" mumlede hun og så ud af vinduet..

Melanie så kort på hende. "Har du aldrig følt dig alene, når din søster ikke var der?" spurgte hun..

"mere end noget andet!" sukkede hun, hun havde gættet helt rigtig

Melanie nikkede og så på hende. "Hvornår var du eller er, du ensom?" spurgte hun og så på hende.

Hun så på hende med udtryksløse øjne og sagde "altid!"

Melanie så på hende og forstod det ikke helt. "Men du har Claire, Cecilie og Nonec." Hun så lidt forvirret på hende.

"venner og familie er ikke altid nok til at hele et halvt hjerte!" sukkede hun

Melanie vidste ikke om det var okay, men satte sig over ved siden af hende. "Jeg har tit tænkt over hvad der enlig er nok." svarede hun og så på hende med et blidt blik.

Hun så på hende og spurgte "hvad mener du?"

Melanie så på hende og bed sig i læben. "Jeg har altid været alene. Jeg var den midterste i min familie, jeg blev altid glemt. Jeg er alene her, jeg blev forvandlet alene, jeg har tit tænkt over hvad der enlig få mig til at føle mig tryk. Jeg kan ikke finde ud af det." svarede hun og kiggede ned.

"du blev da ikke forvandlet helt alene, jeg var der da!" sagde hun og så på hende,

Melanie nikkede og så på hende. "Tro mig, det var en fantastisk følelse, men da du blev forvandlet og din søster blev. Du var sammen med hende. Jeg er bare alene. Selvfølgelig kunne jeg gøre mere ud af vinde nogens tillid. Men jeg er bare ikke den type person. Jeg er bare blevet van til at være alene. Men det er.. Bare blevet for meget." mumlede hun og sukkede kort.

"mmmh, kan se hvad du mener, og jeg vil gætte du ikke ville gøre dette mod dine søskende!" sagde hun og så væk igen.

Melanie lagde hovedet på skrå. "Når du siger det mener du så, at blive vampyr?" Hun så på hende. "For det ville jeg, hvis der var noget de ikke ville overleve." svarede hun og så på hende.

"tænkte nok, du ville have det sådan, sådan ville jeg nok også tænke hvis det var min familie, jeg har dog ikke nogle tilbage, andet end Claire!" sagde hun med et suk.

Melanie så på hende og smilte svagt. "Du skal ikke sige kun. Du har Claire, ved din side. Og man kan sagtens være i familie med folk man ikke er født sammen med. Cecilie er også din familie, det er Nonec også." smilte hun og så på hende. Hun prøvede at holde modet oppe, men havde allermest lyst til at bryde sammen og tude.

"du har nok ret!" sagde hun lavt, hun havde godt set dem som hendes familie, men lige for tiden synes hun bare det hele gik af helvedes til.