Dejlige små godbidder

Tid: Midt på dagen
Sted: En af børnehaverne i Seattle
Omgivelser: Hovedsageligt en masse børn, som løber rundt og leger
Vejr: Meget overskyet, men dog intet regn

Aurius stod udenfor en af børnehaverne i Seattle. "Toppen" ifølge det store skilt som var over indgangen. I øjeblikket var børnahavens navn dog uden relevans. Det vigtigt var, at det var en stor børnehave, hvilket det også var. Tilstrækkelig stor til, at ingen ville bemærke at et barn eller to var forsvundet, før mange timer efter at barnet var blevet til at lig tømt for blod. Grunden til at han var ved børnehaven løb rundt på legepladsen. De dejlige små lækkerbiskener. Der var en eller anden helt speciel smag over børneblod, som Aurius havde fået en forfærdelig lyst til i løbet af natten. Men om natten var det næsten umuligt at bortføre at barn, uden at nogen opdagede det. Men om dagen, hvor alle forældrene arbejdede, og dem som arbejdede på børnehaven var alt for få i forhold til hvor mange børn de skulle holde øje med... Der var det meget muligt.
Det ville selvfølgelig få medierne til at gå amok. Et barn som forsvinder er meget mere interessant end hvis det f. eks. var festglade teenagere eller folk som ingen kendte.

Det var egentlig overraskende så let det var, at komme ind på børnehavens grund.
Lige så nemt som at åbne en dør - bogstaveligt talt.
På en måde skuffede det hende en smule, vampyr kvinden Lara, der netop var trådt ind på legepladsen. Der var ingen vagter, ingen lås og bidske hunde i lænker. Kun en forvirret pædagog, og en masse vimsende unger. Lara rynkede på næsen, altimens hun bed skuffelsen i sig og trådte fremad - mod pædagogen, der stod under børnehavens halvtag og drak sin kaffe.
- Det var tid til en lille leg.

Lara rømmede sig, og pædagogen, der akkurat skulle til at tage en tår af sin kaffe, sænkede koppen. "Mnh?" Kvinden ikke så meget som forsøgte at smile.
"Jeg er kommet for at hente mit barn!" proklamerede Lara i en tone der skulle lyde venlig og naturlig. Lara løftede den ene mundvig som punktum.

Det synes at bløde den brunhårede pædagog en smule op. Hun satte kaffen fra sig på et nærtstående træbord med tilhørende bænke, og vendte derefter sin opmærksomhed mod Lara igen. " Kom med ind, så skal vi finde .. ?" Pædagogen så spørgende på vampyren.
" Ham" Svarede Lara prompte. " Det er en ham." Stolt af sig selv så hun på den brunhårede kaffedrikker og mødte et yderst uimponeret blik. Dog kom der ikke flere spørgsmål, og Lara fulgte efter, ind i selve børnehaven.

Smilet sad på vampyrkvindens blege ansigt, og en iver væltede rundt i hendes krop. Gjorde at hun ikke bemærkede den nyelugt, der til hver anden tid, ville have fået hendes alarmklokker til at ringe. Lugten af en anden vampyr.

Aurius blev revet ud af sine andre tanker da han lugtede... Hende? Ja, det var nok en kvindelig vampyr. Han så hurtigt rundt og fik øje på hende, mens hun trådte ind på legepladsen. Han kunne også svagt høre samtalen mellem hende og pædagogen. Supersanser var nu meget nyttige fra tid til anden. Men nu hvor pædagogen var distraheret, og de andre var indenfor, kunne han vel i teorien nemt smutte ind på legepladsen og lokke et af børnene ud eller bare finde et isoleret barn, og bare kidnappe barnet.
Men hans nysgerrighed for at finde ud af noget mere om denne anden vampyr overgik dog hans tørst lige i øjeblikket, så han gik også ind på legepladsen. Da den eneste pædagog som var i nærheden var gået ind i børnehaven sammen med vampyrkvinden, var der kun små børn rundt omkring. Derfor var der ingen som stoppede ham, mens han fulgte samme vej som Lara og pædagogen havde gjort.

Lara havde aldrig været der før, så indtrykkene var overvældende: Den evige drillende lugt af .. Hun vidste egentlig ikke, hvad der gjorde de små børn så specielle. Måske var det heller ikke blodet hun var grebet af, indså hun pludselig, mens hun fulgte efter kaffe-drikkeren. Måske var det mere hele scenariet. Hele ideen, som var opstået i hovedet på hende. Ja, det var nok mere det, end selve tørsten, der hvilede i hende.

"Kan du se ham?" Lara så forskrækket på hende, pædagogen, før det gik op for hende, hvad kvinden snakkede om.
Lara så rundt. Rummet var et stort legeland, med en masse plastik og klodser og farveblyanter. Og der, midt i hele virvaret, så hun ham, drengen. Han var perfekt. Det lyse hår var let krøllet og han sad der, ikke mere end nogle år gammel og forsøgte at tegne.
" Der." Fik hun frem. "Det er ham." Hun sendte pædagogen et smil, som hun håbede så overbærende og moderligt ud. Og så, uden flere ord, gik vampyren målrettet fremad mod den lille dreng.

"Kom, du skal med hjem nu."
Drengen så forbløffet op på hende, idet hun tog ham i hånden, inden han overhovedet havde lagt blyanten fra sig. Han sagde ikke noget, stirrede bare på hende, med øjne så store, at de kunne være med i et eventyr.
"Kom så dasse.. Nu ska-"
Lara havde forsigtigt hevet i ham, da hun pludselig fornemmede lugten.Det kunne ikke passe! En vrede opstod ud af det blå, idet hun gik ud fra at det var ham , der endnu engang forsøgte at spolere hendes planer. Eder og forbandelser lå på hendes tunge, klar på spring, da han pludselig stod i døren og var en hel anden.

Barnet klynkede lidt, og forsøgte at slippe ud af hendes greb, men hun gav ikke slip. Så kun på den nye Vampyr, med mistroiske øjne.
Pædagogen vendte sig om. " Og hvem er du så kommet for at hente?"
Det samme uimponerede og kedsommelige blik, hun havde brugt mod Lara, var nu placeret på ham. Den fremmede. Vampyren.

"Jeg er ikke så meget kommet for at hente, jeg er mere kommet for at følges med nogen" sagde han, og gjorde en kort gestus over imod den anden vampyr. "Eller rettere sagt... For at undskylde for noget som jeg gerne ville kalde en misforståelse, men som egentlig grundlæggende var min skyld" fortsatte han, og slog blikket ned i jorden som for at skamme sig. Da han var menneske havde han aldrig været den store skuespiller, men han håbede alligevel, at dette ville narre pædagogen. For at fuldende stykket vendte han derefter blikket imod den anden vampyr og sagde "Undskyld. Du havde ret. Hvis du stadig vil have noget med mig at gøre venter jeg udenfor."

Han kunne forestille sig, at den anden vampyr var rimelig forvirret. Men han håbede, at pædagogen hovedsageligt ville fokusere på ham selv, og at vampyren ville tænke tilstrækkeligt hurtigt og spille med, i hvert fald så længe pædagogen var der. Det ville blive sådan et rod hvis hun skulle dræbes.

Mistroen, der havde været synlig i de grå øjne, blev langsomt gemt af vejen, i tilfælde af, at pædagogen skulle kigge tilbage på hende og barnet. Men inde i hende lå mistoen stadig, sammen med forvirring og forbavselse. Og, overraskende nok, en sær lille blanding af vrede og glæde. Glæde over det groteske scenarie, der kom bag Lara selv, og vreden, der nok mest af alt bundede i mistro. Hvem fanden var han?

Barnet jamrede stadig, men ingen synes at bemærke det.
Lara svarede, efter en lille betænkningstid.
"Hmph, det var på tide. Jeg var i et øjeblik bange for, at jeg selv skulle komme og undskylde!" Lara sendte ham et strålende smil, på trods af bebrejdelsen. Som havde de altid kendt hinanden.
Kun den lille dreng kunne endnu nå at afsløre skuespillet. Og så selvfølgelig ham, vampyren, hvis hun fandt ud af, hvem han var og ikke brød sig om svaret. I så fald ville kaffekvinden næppe overleve.

"Gider du at tage hans ting med på vejen ud?" Lara frydede sig over sin egen opfindsomhed angående moderrollen og hev så fat i barnet, så det lille myr ikke kunne gøre andet end at stavre efter. Tårerne sad i øjnene på ham, med pædagogen havde vendt sig bort med en hovedrysten. Uden tvivl på jagt efter mere kaffe.

"Det skal jeg nok" sagde han, mens han brugte sin lugtesans til at fornemme hvor pædagogen var. "Beklager denne lille maskarade, men jeg var nysgerrig, og det var den nemmeste måde ikke at vække mistanke på. Men hvorfor du gør det sådan her forstår jeg ikke... Jeg ville bare bruge vores fart til at tage en unge før menneskerne nåede at opfatte noget. Men lad os smutte, det her virker ikke rigtigt som om stedet vil en længere samtale" sagde han, da pædagogen var tilstrækkeligt lang væk.
Han var lidt nysgerrig med hensyn til hvem denne anden vampyr var. Men han var stadig sulten, så han havde tænkt sig at gøre som han foreslog. At snuppe en eller anden isoleret unge hvor ingen så det. Ungen ville for længst være død, og Aurius mæt, før nogen opdagede at han var væk. Det var jo en meget stor børnehave. Men lige nu var det ny nysgerrigheden som var størst.

Lara, der hev den jamrende lille dreng efter sig, lyttede til den fremmede vampyrs ord.
Det morede hende, og dog holdt hun morskaben i stramme lænker. Faktisk var drengens vaklende skridt og sølle lyde, det eneste der lød, mens de endnu befandt sig i bygningen. Først da døren var lukket bag dem, og de alle tre stod på legepladsen igen, svarede hun hans sagte ord med et let glimt i øjet.
"Og hvad sjov ville der være i det?" Ordene rummede en spøgefuldhed. Noget underfundigt.
Og så brød en seriøsitet frem i de grå øjne, som en makker til det skæve smil, der halvt gemte sig på hendes læber.

"Hvem siger overhovedet, at jeg skal dræbe det lille pus?" Spurgte hun pludselig, mens hun klappede den skrækslagne dreng på det blonde hoved. Hun fæstnede sig til vampyren igen og begyndte så at gå ud af børnehaven med drengen efter sig:
"Men du kan selvfølgelig tage en lille snack med, hvis du er sulten." Svarede hun over skulderen. Det var fristende ord, selv for Lara. Men der lå mere i ordene end blot en fristelse. Der lå gemt en test. En udfordring om man vil. Bare for at tjekke denne mandsperson ud - se hvad han var for en fætter. For mistroen lå stadig og summede vagtsomt. Viste sig i det let for stramme greb, der holdt fast i drengen, og fik ham til at jamre og tårerne til at trille.

"Hvad i alverden skal du så bruge ham til? Men du gør med ham som du vil. Men jeg tror nu at jeg venter lidt med at spise. Det kan jo være at den kære kaffedame holde lidt mere øje end normalt, og også at skulle skaffe sig af med hende ville bare tiltrække unødig opmærksomhed. Det er meget nemmere at jage, når byttet ikke kender til en" sagde han med et skuldertræk, mens de gik ud af børnehaven. Det her havde bare været tiltænkt som en snack, men han foretrak ikke at vække alt for meget opmærksomhed. Som han havde sagt var det meget nemmere at jage, hvis menneskerne ikke anede at man jagede dem. Nogle af de mest paranoide i området var nok begyndt at tage visse forholdsregler, men det var ikke nok til at beskytte dem, hvis vampyrerne virkelig ville drikke deres blod. Men det var nemmere bare at tage dem, som ikke vidste noget.

Hun trak hemmelighedsfuldt på skuldrende af hans spørgsmål omkring drengen, og funderede over hans svar, eller rettere undskyldning, for ikke at gribe fat i et barn på vej ud.
De selv samme ord, han fik sagt, omringede ham og puttede ham i en imaginær kasse i Lara's hoved. Så han var sådan en slags.. Det forekom måske en anelse fordomsfuldt, men hun placerede alle i bokse og båse og forsøgte samtidig at gøre sig selv uplacerbar. Det sidste vampyrkvinden ønskede var at blive sat i en boks. Ej heller en imaginær en af slagsen.

"Som du vil"Svarede hun affejende og trak drengen ind til sig, i en så-længe-du-holder-dig-fra-drengen-bevægelse. Hun begyndte igen at gå lidt fremad, vendte sig så om, og så på den fremmede vampyr
"Hvorfor gik du overhovedet ind?" Ville hun vide og selvom tonen var venlig, lå noget hårdt under det. Mistroen.
"Hvis du ikke var ude efter at slukke tørsten, hvad så? "

Manden undrede hende. Hans ord sagde noget, men hans handling havde gjort noget andet. Det passede ikke sammen. Havde nogen sendt ham? Det kunne umuligt være et tilfælde, at han var kommet forbi.
Som et moderligt instinkt greb hun fast i drengens skulder, med den frie hånd. Holdt ham ind til sig og ænsede ikke at drengen forsøgte at stritte imod.

"Hvorfor jeg kom ind? En simpel ting. Nysgerrighed. En ting, som nok driver mange af mine handlinger." Hans nysgerrighed var bestemt ikke forsvundet efter, at han blev til en vampyr. Hvis noget, så var han endnu mere nysgerrig nu. Selvom han i teorien kunne leve evigt kunne han lige så godt finde ud af ting når han kunne. "Andre vampyrer er nok en af de ting, som jeg er allermest nysgerrig omkring. Det er sjovt at finde ud af mere om ens egen race, synes jeg" sagde han, før han besvarede hendes spørgsmål.
"Hvad jeg var ude efter? Tja... Jeg kedede mig egentlig lidt, og jeg synes, at børn ofte dufter så herligt, så jeg tænkte at jeg ville prøve en. Udover det var der også det taktiske aspekt. Hvis et barn forsvinder vil forældrene gå fuldkommen i panik, og politiet vil bruge mange ressourcer på sagen, hvilket vil resultere i, at de normale mennesker bliver endnu nemmere at jage. Men du sørger jo for, at et barn forsvinder, så det behøver jeg ikke at tage mig af. Var det svar nok?" spurgte han til sidst.

Lara hævede et øjenbryn, stadig ikke helt overbevidst om, hvorvidt han talte sandt eller ej. Hun kom frem til den konklusion, at hun ville lade være med at spørge yderligere ind til det med nysgerrigheden. Om end så for at få ham til at tro, at hun havde godtaget svaret.
Og han havde da også fat i noget, som hun selv kunne nikke genkendende til: Nysgerrigheden omkring egen race ejede hun også, men synes - muligvis grundet mere egoistiske grunde, at være mest interesseret i sig selv.

"Er man en smule doven?" Var den respons hun endte med at kaste af sted. Mistroen, der hele tiden havde vist sit gyselige ansigt, var nu så godt som ikke eksisterende. Eller den var i hvert fald ikke nær så hørbar.
Lara endte med at nikke. Jo det var svar nok. Drengens jamren var steget i styrke, mens de havde stået stille og vippede nu mod god, gammeldags gråd. Lyden skabte en irriteret rynke i Lara's pande. Uden videre omsvøb vendte hun drengen mod sig, så fronten var mod hende, satte sig på hug, som skulle hun til at trøste ham og gav ham en lussing. Det var selvfølgelig ikke hårdt, men nok til at få ham til at tie.
Drengen gispede. Men tav.
Hun klappede ham på hovedet, smilede umærkeligt og rejste sig atter. Hånden havde Lara ikke sluppet.
"Jeg hader når de græder" Forklarede hun den anden vampyr. Roligt.

"Doven? Det kan godt være. Men hvorfor skulle man være doven, bare fordi man ikke gør noget, når man ikke har grund til det? Jeg vil snarere kalde det pragmatisk" sagde han med et skuldertræk. Selv havde han også været irriteret over barnets gråd, hvorfor han da også smilte lidt da hun gav barnet en lussing. "Jeg er fuldkommen enig" sagde han efterfølgende. Gad vide hvornår det egentlig gik op for drengen, at han skulle dø. Måske var det allerede gået op for ham? Nok ikke, ellers ville han stadig græde. Mennesker plejede, ifølge hans erfaring, at indse det et par øjeblikke før de døde. Gad vide om drengen ville gøre det samme? At drengen skulle dø, var Aurius rimelig sikker på. Det store spørgsmål var nok om den anden vampyr ville lege lidt med ham først.

Endnu engang trak hun på skuldrende men smilet lagde handlingen i vat og fjernede den værste provokation. "Sådan er vi jo så forskellige"
Og dog var de tydeligvis ens angående det punkt med gråden. Drengen græd ikke mere. Snøftede lidt en gang i mellem, men det var til at klare.
Jo, han skulle dø. Eller det var i hvert fald planen, men som hun stod der, med det lille myr i sin hånd, ændrede hun den en smule. Han skulle dog stadig dø, bare senere. Lige nu havde hun en idé. Faktisk havde Lara fået den i samme øjeblik, som hun havde udvalgt ham, drengen.
Hendes tanker blev bremset af ord, da hun valgte at svare ham.

"Man bliver nødt til at vise dem, hvem der bestemmer" Slog hun fast, eftertænksomt.
"Ellers bliver de ved med at skrige, og så ender man jo med at slå dem ihjel af ren irritation" Hun sendte drengen et kærligt smil, der virkede underligt faretruende. Drengen krympede sig.
Hendes blik vandrede så over på vampyren igen.
" Har du noget, jeg kan kalde dig? Lød det fra hende, slet ikke uvenligt. Lara brød sig ikke om den formelle tone, der fik alle til at fremstå fremmede. Det mindede hende om sin bror.

"Mit navn er Aurius, hvad med dig?" spurgte han, mens han tænkte over det hun sagde det med at vise dem hvem der bestemte. Normalt havde han ikke noget imod skrig, de varede som regel heller ikke særlig længe, men i tilfælde som sådan her var det bare irriterende. Men de skrig han var vant til var også mere rædsel. Drengen havde mere grædt end noget andet. Havde der været mere skræk i det, havde han ikke haft noget imod det, men det ville selvfølgelig også have vakt opmærksomhed.
Han så kort på drengen. At han var skræmt var nemt at forstå, og det virkede også som om han var ved at indse, at der var noget galt. Drengens sind kunne måske ikke helt håndtere muligheden for at han snart døde, men han vidste at der var et eller andet galt. Aurius hjalp heller ikke ligefrem da han grinte ondt af drengens ansigtsudtryk. Han håbede lidt, at drengen havde regnet ud at han ville blive slået hvis han blev ved med at larme. Men ellers ville han nok blive bragt til stilhed.

"Lara!" Præsenterede hun sig, og bed mærke i hans navn. Aurius. Nej, navnet sagde ligeså lidt som hans udseende. Hun kendte ham ikke. Mon han var ny? Eller var det fordi hun selv var det?
Mistroen summede advarende endnu, men hun lyttede kun efter med det ene øre. Lara ville udspørge ham, forhøre ham om nødvendigt. Og om muligt teste ham, for hun brød sig ikke om, at denne Aurius kunne skjule sig i en kappe af ukendthed. Men Lara tav. Fulgte i stedet hans blik, der lå på drengen med de grædende øjne, den røde kind og de blonde krøller.
Hagen dirrede, bemærkede hun tørt. Om det var fordi hun kom til at trykke hans hånd for hårdt, eller om det var fordi drengen gav efter for den voldsomme angst vidste Lara ikke, men han begyndte atter at græde.
Denne gang højt og hjerteskærende. Hvis de havde været tættere på børnehavens grund, ville kaffedrikkeren sikkert havde været kommet rendende, men det var heldigvis ikke tilfældet.

"Bliver du snart træt af det der?" spurgte han, med en gestus imod drengen, som lige så godt kunne referere til drengens gråd, eller bare drengen generelt. Godt at de ikke var nær børnehaven. Han synes egentlig, at den pædagog havde været underholdende. Hun opførte sig overhovedet ikke som normale menneske mens der var vampyrer omkring. Måske var det alt det kaffe? Det kunne være interessant at undersøge lidt mere, en anden dag.
Han så kort op imod skyerne. Godt, det var stadig overskyet, og det så ikke ud som om det ville ændre sig foreløbigt. Det her var trods alt en af de områder med mest regn i verdenen. Måske en af grundene til, at der var så mange vampyrer.

Drengen hylede, man da Aurius henvendte sig til ham, tav han og spyttede.
Lara fnisede tavst. Det var en vild lille basse hun havde fundet, indså hun. Han skulle nok blive til noget.
" Jeg tror ikke, at han kan lide dig, Aurius" Konkluderede Lara med et drillesygt smil, og klappede den, nu igen, vrælende dreng. Denne gang synes Lara ikke at bemærke det, men så i stedet ud til at være fanget i et pludseligt tankespind.
Brynene var lettere rynket.
Så trængte gråden igennem, og Lara så irriteret på Aurius.
"Skal de larme så meget?"

"Du kan jo ende det hvert øjeblik du vil. Hvorfor ikke bare gøre det? Er du kommet til at holde af den lille unge?" spurgte han drillende. Han burde næsten også have taget et barn, bare for at kunne dræbe det foran det andet barn, og se det efterfølgende ansigtsudtryk. "Eller skal jeg gøre det? Jeg kunne godt tænke mig at larmen stoppede" sagde han, mens han så irriteret på ungen. Mennesker burde komme med en mute-knap, som ikke involverede at dræbe dem. Til tider ville det være meget nyttigt at have, f. eks. under jagter i storbyen.

"Drengen skal ikke dræbes" Lød det fra hende. Om det var alvor eller ment som sjov var ikke til at sige.
Uden at uddybe det nærmere, slog hun blikket ned på den lille dreng. De grå øjne mødte drengens blå, idet ungen så op. Drengen stoppede halvt med at græde, da blikket blev fanget i hendes.
"Den slemme vampyr vil dræbe dig, hvis du ikke tier stille" Stemmen var lavog lagt i en moderlig - eller det der skulle ligne- tone, på trods af truslen, der blev udtalt. Hun klappede drengen på de blonde krøller.
Han snøftede, rødøjet og forskræmt.

"Ikke? Det lyder da kedeligt. Hvad i alverden skal du så bruge ham til?" spurgte han, i en lidt undrende tone. Børnevampyrer var jo ikke en god ide, så hvad havde hun mon tænkt sig at gøre med drengen? Det var vel hendes eget valg, tænkte han, med et mentalt skuldertræk. "Og ja, jeg dræber dig hvis du ikke snart holder op med at vræle" sagde han med et truende blik til drengen. Eller ville Lara mon beskytte ham? Han var ikke helt sikker på hvad hun havde tænkt sig at gøre.

Det var som om hendes blik formørkes. Et sort gardin blev trukket ned, og gemte alt andet væk.
"Hvis du gør, flår jeg struben ud på dig!" Stemmen var hæs, på grænsen til det hvæsende. Hun hev fat i drengen, der højlydt beklagede sig.
"Drengen er min, hører du? Min!" Stemmen var trodsig. Irriteret. Sur.
Ungen fornemmede den blussende vrede og vred sig, som havde han brændt sig. Forsatte med at græde.

"Jeg er bare træt af hans vræl, jeg ville ikke tage dit blod fra dig" sagde han med et skuldertræk, mens han så på drengen. Aurius kunne selvfølgelig dræbe ham på få sekunder, men Lara virkede en smule... Territorial lige i øjeblikket, og han havde ikke lyst til at kæmpe med hende. Han var ikke sikker på hvor gammel hun var eller hvor stærk hun var, men han havde ikke rigtigt lyst til at satse på, at han var stærkere. "Så hvad med at du enten dræber ham nu, eller jeg dræber ham? Du får blodet uanset hvad, bare han forbliver stille. Det er ved at gå mig på nerverne med al hans vrælen."

Aurius ord blødte hende en smule op. Hans adfærd overraskede hende.
Hun var ikke vant til vampyrer, der havde så rolig et gemyt. Godt nok sagde hans ord imod den antagelse. Men ord og handling var ikke det samme, vidste Lara. Handling var det som råbte højest. Det havde hun i hvert fald lært.
.. Og alligevel, dybt nede generede det hende, at han ikke lod sig provokere og farede i flæsket på hende. Det var uvant og hun brød sig ikke om det.

"Drengen skal ikke dø. Han er min nu. " Bed hun ham af.
"Hvis jeg havde været sulten havde jeg brækket halsen på en af ungerne på legepladsen." Forsatte hun tørt.

Men han havde ret i, at skrigeriet var irriterende, og endnu en gang gav hun drengen en på hovedet.
"Hold kæft!" Kommanderede hun og drengen tav.

"Hvad vil du dog med ham? Forhåbentligt vil du da ikke gøre ham til en af os?" sagde han med en undrende stemme. Selv kunne han ikke rigtigt forestille sig et formål med at drengen. Det eneste han kunne tænke at brugbare muligheder for ham var som en snack. Men det var vel hendes sag hvad hun gjorde med sit bytte. Det virkede i hvert fald ikke til at hun var bange for ham, men det betød ikke nødvendigvis, at hun var stærkere. Men han havde ikke særligt travlt med at finde ud af det lige i øjeblikket.

Aurius gjorde hende nysgerrig.
"Hvorfor ikke?" Ville hun vide.
Hvad skulle hindre hende i at forvandle ungen, hvis det nu var det, Lara ønskede.
Drengen sagde forsat ingenting. Selv tårerne var stoppet.
Mon han var løbet tør? Eller bare indset at det ikke nyttede noget?

"Fordi han er et barn. Hans krop er ikke nær fuldt udviklet endnu, og af blive forvandlet ville sætte en stopper for enhver form for vækst." Det burde hun da vide. Deres kroppe var mere eller mindre gået i stå efter forvandlingen. Hvorfor skulle det ikke være det samme for dette barn?

"Og hvad så? Jeg har ikke brug for en voksen, jeg har brug for et barn" Afslørede hun, i en anelse flabet tone.
"Tænk at du overhovedet bekymre dig om det - man skulle næsten tro, at du var begyndt at holde af den lille unge" Gav hun igen, og benyttede sig bevidst af de samme ord, som han selv havde brugt tidligere.
Men nej, hun forstod ikke den pludselige bekymring. Hvad var der galt i, at barnet blev ved med at være barn? Hans ord havde antydet en farlighed, men det eneste Lara kunne få øje på var en dårlig undskyldning til at slå ungen ihjel.

"Risikoen for at den unge kommer til at afsløre os er meget større end en normal vampyr. Det er et barn. De tænker sig ikke om, de gør bare ting. Handler impulsivt. Og få mig slet ikke til at begynde på hvordan det vil være som nyfødt. Og nej, jeg holder ikke af det. Hvis jeg skal bevise det vil jeg med glæde dræbe det for dig" sagde han i en lidt opgivende tone. Hun burde selv vide den slags.

" Bare rolig, Aurius, det vil ikke ske. " Svarede hun ubekymret.
" Det eneste der kræves er at drengen sættes på plads, så han ved hvem der bestemmer. mere problematisk er det jo ikke" Hun kiggede på ham med tydelig undren. Han mente det virkelig. Bekymringen. Han synes virkelig at det var en dårlig ide.
Drengen så på dem med store øjne. Mon han aner hvad vi taler om, tænkte hun let.
"Jeg kan virkelig ikke forstå din bekymring " Udbrød hun, "Det er bare et lille barn"
Lara var godt klar over, at nyfødte kunne være besværlige, og nogle endda farlige.
Men det her var et barn, en sølle lille dreng. Det værste der kunne ske, var at han kvalte en kat.

"Ja, det er bare et lille barn. Og hvis du bider ham vil han forblive sådan for evigt! Han vokser ikke op! Han bliver ikke moden! Han vil for evigt være et lille barn, som ikke forstår hvad der sker omkring ham, det er det der er problemet." sagde han med et suk. "Men hvis du absolut vil afsløre os, så gør det. Personligt ville jeg for bare dræbe ham, drikke hans blod og så komme videre i mit liv."

"Og det er det, som jeg skal bruge!Udbrød hun lettere irriteret over, at han ikke forstod hendes geniale ide. Egentlig havde hun slet ikke tænkt tanken om at forvandle ungen, men nu kunne hun ikke tænke på andet.
" Han vil lære det, der er væsentligt. Drengen vil forstå, hvem der bestemmer, og det er vel rigeligt." Fnyste hun, og lagde hånden på det blonde hoved. Drengen krympede sig, men blev stående.
"Se selv, ungen har allerede forstået, at jeg ikke vil skade ham" Gav hun igen, som om det bevidste alt.
Da han blev ved himlede hun med øjnene.
"Han vil ikke afsløre noget som helst. Jeg holder jo øje med drengen. - I snor, hvis det kan få dig til at slippe de unødvendige bekymringer!"
Hvorfor forstod han det ikke? Hvorfor kunne han ikke, lige som Lara, se det geniale i at forvandle barnet. Se den underholdning, der kunne følge med, det absurde skue, de skønne scenarier?
Hun fnyste igen, mens hun purrede op i ungens hår. Aurius mindede mere om Lara's bror end hun brød sig om.

"Er du virkelig så naiv? Tror du bare, at du uden videre kan gå rundt og forvandle menneskebørn til vampyrer uden at der sker noget? Der er vampyrer langt stærkere end os heromkring. Nogle af dem ville nok blive rimeligt sure på dig, hvis du gør ungen til en vampyr. Desuden, du bliver nødt til at holde øje med ungen 24/7. Har du tænkt over det? Hvis du vil gøre det her, bliver du fra nu af nødt til at bruge al din tid på at passe ham. Måske jage for ham? Ville du kunne lide det? At vide, at der er noget som du har skabt som et totalt afhængig af dig for evigt? Før eller siden vil du blive træt af det, og så bliver du nødt til at give slip på ungen, som så derefter ville afsløre vores hemmelighed. Alternativet til det er selvfølgelig at dræbe ham efter han er blevet vampyr" sagde han rimelig irriteret. Hvor var hun dog naiv! Verden var sværere end som sådan. Han håbede, at den ville sive ind for hende, men han var dog ikke sikker. Han ville helst ikke være nødt til at gøre noget drastisk.

"Muligvis er jeg naiv" Gav hun ham ret, mindst lige så irriteret. " Men i så fald er den kloge kedelig"
Hun fnyste en smule hånligt.
"Hvad er det du er så bange for? De andre vil ikke interessere sig, det forsikre jeg dig om. De passer deres egne ting, de kæmper deres egne krige. Har du hørt rygterne om den hær af nyfødte nogen af dem vil skabe? Se det skal du bekymre dig for! Ikke om et lille barn ændre kostvaner og muligvis lever lidt længere. "
Måske var hun naiv, men han var en, der tog sorgerne på forskud og så endda de forkerte sorger. Hvad hjalp det at være udødelig, hvis man ingen fordele havde - hvis man ikke, bare engang i mellem, skabte sine egne regler og pissede lidt på andres.
Hun ville jo dø af kedsomhed.
Lara gad ikke engang høre på, hvad han sagde, hvor klogt det så end var. Måske havde han ret i at hun ville miste interessen. Og at barnet måske ville blive en last til sidst, men som han selv kom ind på, kunne hun bare dræbe det, hvis det var. Aflive det.
"Det er ikke værd at bryde regler, hvis der ikke er en risiko.. " svarede hun tørt.
"Og ja, selvfølgelig slår jeg ham ihjel, når jeg ikke gider mere. Jeg kan virkelig ikke se, hvorfor du har så mange indvendinger omkring det.. "De grå øjne betragtede ham. Fortalte at stædigheden ikke ville give efter for hans kloge ord..

"Og efterfølgende bliver du slået ihjel af stærkere vampyrer, fordi menneskerne fandt ud af vores eksistens? Der er en grund til at vi holder os skjult. Det er meget nemmere at jage menneskerne, hvis de ikke ved at vi eksisterer. Og det kan godt være at kloge mennesker er kedelige. I så fald lever kedelige mennesker typisk længere, fordi vi tænker os om før vi handler! Du er ikke alene, og du er ikke så udødelig som du åbenbart tror at du er. Der er vampyrer som ville kunne dræbe dig på sekunder. Og som sandsyndligvis ville dræbe dig på sekunder hvis de fandt ud af, at du havde gjort dette!" sagde han, selvom det næsten var blevet en opgivende tone. Hvor var hun dog naiv. Han så hurtigt på Lara og menneskedrengen. Hvem var mest barnlig? Det ville Aurius ikke kunne sige. Men han havde ikke tænkt sig at lade det her ske. Hvorfor kunne hun ikke bare indse, at det her simpelthen ikke ville komme til at gå?

" Og hvem skulle så slå mig ihjel? Dem der planlægger deres egen hær? Eller tosserne som løber skrigende rundt i skoven? Eller det måske dem, der endnu tror de er mennesker og går i skole, som du mener jeg skal være bange for? Helt ærligt Aurius, folk her er ligeglade. "
Det håbede hun og regnede med. Men han havde skabt i tvivl i hende. Det sidste Lara ønskede var at dø. Men hun ville hellere dø end at bøje sig og lave ingenting.
Og nu.. Nu kunne hun ikke give ham ret. Nu var det for sent. Lara ville ikke tabe ansigt. Så hellere bide drengen. Desuden var hun spændt på, om vampyren ville forsøge at stoppe hende. Og i så fald hvordan.

"Det smiger mig, at du er bekymret for mit liv, Aurius" Svarede hun, med provokerende sarkasme. "Især når man tænker på, at vi lige har mødt hinanden" Hun sendte ham et smil, der ikke ramte granitøjnene i hendes ansigt.

"Dine ord kan ikke stoppe mig, Aurius" Bekendtgjorde hun. Kun dine handlinger har en chance forsatte hun stumt.
Så bukkede hun sig ned mod drengen. Aede ham forsigtigt.
"Du kommer til at elske det, min søde.." Smilede hun til den lille. " Og jeg lover dig, at det ikke vil gøre ondt." Løj hun. Drengen stirrede bare på hende. Lammet som det lille pjok han nu engang var.

Han sukkede. Hun havde åbenbart bestemt sig for at gøre det her. Stolthed, måske? Han havde i hvert fald ikke tænkt sig at lade hende gøre det uden videre. Selvom han stoppede hende nu ville hun måske prøve igen senere, men så ville ingen kunne sige, at han bare lod det ske.
"Mine ord kan ikke stoppe dig længere, det er klart for mig nu" sagde han, mens han kort så på Lara, som havde bøjet sig ned over drengen, mens hun løj og sagde, at det ikke ville gøre ondt. Det ville være mere smerte end drengen nogensinde havde kendt til. Han betragtede hurtigt drengen. Ikke særlig gammel. Ikke særlig robust, ikke engang i forhold til normale mennesker. Hvis det bare havde været Aurius og drengen, ville Auirus kunne have dræbt ham på mindre end et sekund. Men Lara var her også, og hun ville måske forsvare ham. Han troede ikke på, at hun var nyfødt. Ellers ville hun ikke have så meget kontrol som hun udviste i øjeblikket. Det betød, at hun fik fordelen det øjeblik drengens blod kom ud af hans krop, da dette ville sætte gang i Aurius' blodtørst, som ville gøre, at Lara burde være i stand til at besejre ham nemt, da blodtørsten ville forhindre ham i at tænke klart.
Det betød, at han blev nødt til at kvæle drengen eller noget lignende, hvis han ønskede at bevare sin evne til at tænke klart. Og det var en evne han var meget glad for. Derfor samlede han en nogenlunde stor, skarp sten op, og smed den rimeligt hårdt imod drengens hoved. Hvis Lara ikke stoppede den, var det meget tænkeligt, at den ville gå direkte igennem drengens hoved.
Det var dog også Aurius' plan, at Lara skulle stoppe den. I det øjeblik Aurius havde sluppet stenen, prøvede han nemlig at tackle hende. Hvis alt gik efter hans plan, et dejligt scenarie, som dog sjældent skete, ville Lara komme en smule ud af balance ved at gribe stenen, hvilket så måske ville betyde, at Aurius kunne tackle hende succesfuldt. Hvis Lara så endte på jorden af det, ville Aurius måske have tid nok til at kvæle drengen.

"Hvad er det du laver..?" Hovedet lagde sig på skrå, i det hun bemærkede at vampyren bukkede sig bag drengen. Det lille myr rykkede sig ikke. Stirrede bare på Lara, uden at ænse manden bag sig.
Forsvarsløs stod han bare og så.
Hvis ikke Lara var sprunget frem, og skubbet drengen til side, havde stenen ramt ham. Dræbt ham på stedet. Men hendes hånd greb fat i den flyvende sten, stadig halvt siddende på hug. Armen var endnu strakt ud, da hun drejede hovedet mod Aurius. Blikket var flammende, og raseriet var tydeligt at se, i de hårde ansigtstræk.
"Hvor vover du!? " Udbrød hun foragteligt, og blev så afbrudt inden hendes næste ord kom ud over de adskilte læber. Ordene, der ville råbe af ham, fortælle ham, hvor ynkelig han var, sådan at dræbe et uvidende barn. Kujon skreg hendes tanker, men hun blev afbrudt før tankerne blev til ord.
Aurius angreb hende pludselig, og som han havde forudset, fik det hende ud af balance. Stenen blev tabt, og hænderne satte fra tidsnok til at redde hende fra at vælte.
Men det havde givet ham sekunder - dyrebar tid - hvor hun intet kunne gøre.

Drengen var skubbet lidt væk. Var frigjort fra Lara's ellers stramme greb, og alligevel stod han bare. Stirrende på manden, med forfærdelse malet i ansigtet. Han græd ikke. Stod bare, lammet.

Lara, der summede af arrigskab, havde drejet hovedet og set på drengen, og vampyren der nærmede sig. Fyldt af vrede satte hun af, kun med et mål i hovedet. At få fat i Aurius, før han fik fat i drengen.

"Hvad jeg laver? Simpelt. Jeg redder dit liv, og sørger for at mit eget ikke bliver unødvendigt kompliceret" mumlede han arrigt. Lige nu var det dog ikke ord som gjaldt for noget, men handling. Mere specifikt, kamphandling. Nu kunne det ikke længere undgås. Endnu tænkte han dog klart. Hvilket var en god ting, da en nyfødt vampyr i en blodrus ville være meget forudsigelig i kamp, og dermed let at dræbe.
Det var dog ikke Aurius' mål at dræbe Lara. Bare at dræbe drengen. Børnevampyrer ville være en katastrofe for vampyrerne. Det måtte ikke ske. Lige i dette øjeblik kunne han dog ikke dræbe drengen. Lara havde skubbet ham for langt væk, så Aurius ville ikke nå drengen før Lara fik fat i ham. Desuden ville han gøre sig selv sårbar hvis han dræbte drengen sådan som de stod i øjeblikket, og han havde dog ikke tænkt sig at dø for at forhindre at drengen blev til vampyr.
Men hvis han kæmpede konventionelt i for lang tid, hvilket ikke ville være særlig lang tid, mindre end et minut, vurderede han, ville blodrusen overtage ham. Det betød, at han blev nødt til at ende det her hurtigt. På den ene eller den anden måde. Forhåbentlig den hurtigste måde.
Med det i mente vendte han sig som om han skulle til at springe på drengen, men vendte sig lige før han sprang, så han i stedet vendte imod Lara, hvorefter han satte af, med blottede hugtænder, parat til at bide Lara, samt løftede hænder, som han håbede på at bruge til at rive en arm eller et ben af. Hvis han gjorde det kunne han nemt dræbe drengen, og benet/armen ville regenerere.

For vred til at kommentere det, han valgte at sige og for optaget af tanken om at flænse Aurius fra hinanden, blev han kun mødt af dirrende tavshed.
Hun havde sat af, med kursen mod ham, idet det gik op for hende, at han umuligt ville nå over til drengen, uden at hun ville få fat i ham. Lara var derfor forberedt på hans pludselige drejning, og nåede at vride sig ud af kursen, som de havde sat mod hinanden, og dermed Aurius fremstrakte arme og blottede tænder. Vampyrens handling fik hende til at overveje hans alder.
En ældre vampyr ville ikke have ændret mål, ville den?

Lara endte med at stå placeret mellem drengen og Aurius, idet hans angreb var mislykkedes og hun havde haft chancen til at komme forbi. Armene hang langs siderne, og tænderne var bidt sammen, blottet i vrede.
Hun rykkede sig bagud, stadig med fokus på Aurius, og fik dermed drengen til at rykke sig en smule ligeså.
Endnu engang skulle hun til at råbe sin arrigskab ud, da en ide formede sig i hendes hoved, og fik munden under de brændende øjne til at smile lumsk.
"Er du ny?" Det var en hånlig hviskende stemme, der sagde det. En der var præget af følelserne i hende. Faretruende.
Det ville forklare, hvorfor han ikke bare havde revet hovedet af drengen.. Hvorfor han havde ændret mål, fra knægten til hende. Pludselig var der endnu en grund til, at hun skulle bide det lille pjok. Uden at vige blikket fra den anden vampyr, greb hun ud efter drengens håndled. Presset blev øget markant, og drengen begyndte at hulke og vride sig, da neglende borede sig ind i den sårbare barnehud.

Mens Lara tog fat i drengen, betragtede han dem kort. Godt, han kunne stadig tænke klart. Det skulle udnyttes mens det var muligt. Hun havde ret i at han var nyfødt, og med lidt held ville det få hende til at undervurdere ham. Udover at være nyfødt var han nemlig også en omega, og han havde mere kontrol end de fleste andre nyfødte. Om det var naturligt for ham, eller fordi han var en omega, kunne Aurius ikke sige, men han var egentlig ligeglad med det. Kontrol var kontrol, og den skulle bruges.
Hurtigt samlede han flere små sten op, hvorefter han atter satte af. Dog ikke imod Lara og drengen, nej, han sprang op imod væggene. Mens han var i luften smed han flere skarpe sten imod drengen, stadig med nok kraft til at det kunne dræbe ham hvis det ramte ordentligt. Det han sprang op imod i væggene var dog ikke bare væggene. Det var et hul i væggen, hvor der engang havde været et vindue. Nu var der dog bare et tomt hul. Da han var kommet ind i bygningen, satte han armene imod væggen, og pressede til, så den "faldt ud". Selvom det støjede noget, håbede Aurius på, at menneskerne bare ville ignorere det. Han tog dog fat i væggen, superstyrke var nu en af de gode ting ved at være vampyr, og smed den imod Lara. Væggen ville ikke såre hende, men den kunne sagtens dræbe drengen, eller i det mindste såre ham, så Lara blev nødt til at passe på hvordan hun håndterede vægstykket, tænkte Aurius med et smil, mens han fulgte vægstykket - direkte imod Lara og drengen.

Det var hans skyld, at neglene borede sig ind i drengen, der klynkede og græd. Det var hans skyld, at blodet fandt vej ud i det fri, og dovent begyndte at glide ned af hendes fingre. Det var hans skyld, at situationen var sådan her, at scenariet var sprunget fra ord til kamp. At Lara's plan var løbet ud i sandet, og en ny var opstået. Det var hans skyld alt sammen. Hvis bare han havde ladet være, med at være så gammelklog og støvet og ladet hende bide drengen. Ja, hvis bare han havde ladet være med at insistere på, at hun skulle dræbe ham, ungen. Så var intet endt sådan her. Intet! Lara frasagde sig hele ansvaret.

Blodet gav luften nye nuancer. Skabte en liflighed, der i et øjeblik fik Lara til at lukke øjnene og lyst til at dræbe ungen, som Aurius havde sagt.
Men vreden kogte lysten væk, og truslen, som den anden vampyr udgjorde, fik hende til at hive sig selv bort, fra andre tanker end at forsøge at ramme ham og selv undgå angreb.
"Kujon!" Råbte hun efter ham, da han sprang op på væggene, og kastede nye sten i mod hende og knægten. Hvæsende stillede hun sig atter ind foran drengen og blokerede de sten der udgjorde en trussel. Drengen rystede af skræk.
I et øjeblik troede hun virkelig, at han var stukket af, gennem det ikkeeksisterende vindue. Men så hørte hun lyden, og musklerne i kæben blev synlige, alt imens hun forsøgte at lokalisere et sted, hvor drengen kunne komme i sikkerhed.

Uden at tænke videre over det, tog hun fat i drengen, og halvt skubbede halvt kastede ham bort, ud af farezonen. Ungen skreg, da hun gjorde det. Og endnu højere da han væltede hen af jorden. Hans knæ blødte, bemærkede hun åndsfraværende, idet luften blev tykkere. Selv fulgte hun efter, bort fra væggen, der blev smadret mod jorden.
Drengen lå på jorden. Skælvende og grædende.
Lara havde endnu ikke gjort et udfald mod Aurius. Hun havde kun forsvaret sig imod hans.

Nej! Det var meningen at hun bare skulle have skubbet væggen væk! Det var de tanker der nåede at gå igennem Aurius hoved, før han han duftede drengens blod. I normale situationer kunne han kontrollere sig selv omkring mennesker, selv hvis de blødte. Men det her var ikke en normal situation. Det her var kamp, og hans blodrus havde allerede lidt fat i ham, allerede da han skubbede til væggen. Nu var det hele i hænderne på hans instinkter. Instinkter kunne man dog ikke stole på.
Men det var instinkterne der kontrollerede ham lige nu. Instinkterne, som forlangte at han drak så snart som muligt. Instinkterne, som fik ham til at springe imod drengen, for at ende hans patetiske lille liv, for at drikke hans blod. Lara var egentlig tættere på drengen end Aurius var, men Aurius var stadig nyfødt, hvilket betød, at det blod som stadig løb i hans krop gjorde ham hurtigere og stærkere, end en vampyr bare et år ældre end ham. Så alt i alt var det ikke sikkert om han ville nå hen og flænse drengen i stykker, end om Lara kunne nå at stoppe ham. Disse tanker haver Aurius ikke, da drengens blod var det eneste, som var i hans tanker i øjeblikket.

Hun kunne ikke lade være med at fryde sig, da hans plan mislykkedes. Hun bed mærke i hans frustration og den blodrus, der truede med at kvæle hans fornuft.
Lara rykkede sig fremad, mens tankerne summede i hende og for første gang sås et strejf af utryghed i hendes vrede ansigt.
Hun ville ikke dø, og hun ville ikke lade ham vinde. Altså måtte hun benytte sig af den fornuft, Aurius havde slippet.
Lara forsøgte dog ikke at stoppe ham, ved at sætte sig i modværge og angribe, men holdt sig endnu til sin taktik om at undgå ham. Muligvis ville det trætte ham til sidst?
Hun greb fat i drengen, tog med begge fast om livet på ham, og kastede ham så væk fra sig, som Aurius havde gjort med væggen. Knægten hylede.
Hendes plan var selvfølgelig at løbe efter og gribe drengen igen, før han smattede mod jorden som væggen havde gjort det.
Hun håbede, at hun kunne hamle op med Aurius' hurtighed, og efterlade vampyren bag sig selv og drengen, der forhåbentlig ville være landet i hendes arme, som en dukke.

Men der var en risiko ved det. Drengen ville befinde sig frit flyvende i luften, samtidig med at Aurius i et split sekund ville befinde sig under.
Hvis vampyren opdagede dette, ville han kunne nå at hoppe op og gribe ungen, uden at Lara kunne gøre noget for at forhindre det.
Scenariet ville minde om smørklat - legen som menneskebørn legede med bolde.

Da Aurius øjne i øjeblikket var hans sekundære orienteringsmetode, i hans blodrus var det hans lugtesans han brugte, opdagede han øjeblikkeligt drengen over sig. Eller rettere, han kunne lygte hvor drengen var hver enkelt øjeblik. Drengen var ikke det eneste han kunne lugte, han kunne også lugte Lara og mange andre mennesker i nærheden, men det var drengens blod han var ude efter lige i øjeblikket.
Sekundet efter drengen var kommet inden for Aurius' rækkevidde, slog Aurius ud efter ham, og kløvede ham tværs over med hans højre hånd. Det nu todelte lig fløj imod en af væggene, og Aurius satte straks efter det, for at drikke blodet. Det blod, som havde tvunget ham ind i blodrusen.

" Neeej!!" Hun kunne kun se på, mens han i det rette øjeblik, hvor drengen befandt sig inden for hans rækkevidde, kløvede ungen i to dele. Blodet sprøjtede, knoglerne knak.
liget, eller delene, havde kurs mod en væg, og Aurius var ikke sen til at følge dets spor.
Som barnet havde gjort det - dengang det stadig havde været i live og hel - stod Lara fæstnet til stedet, mens det gik op for hende, hvad der var sket. Det var dødt. Det hun havde kæmpet for og forsvaret, som hun aldrig havde gjort før, var blevet grebet i luften og delt som en anden melon.
Lara kunne smage bitterheden på sin tunge, og vreden, der endnu pumpede i hendes krop. Ikke den samme vilde vrede, som havde været at se under tomulten, men den vrede, der opstår når noget uretmæssigt bliver taget fra en. Som drengen var taget fra Lara. Hendes dreng.
Men det var ikke kun drengen, som faldet til jorden. Ligeså var ideen, der havde skabt dette kaos.

"Hvor kunne du! Du havde ingen ret til at dræbe ham. Det var min!" Ordene blev pisket mod vampyren, men slagene ville sandsynligvis ikke falde særlig hårdt grundet blodrusen i Aurius' krop.
Det var anden gang, at hun var blevet frataget noget, der retmæssigt var hendes.
Det var to gange for meget.
Med faste skridt, og et bestemt drag om munden, gik hun hen for at rive vampyren fra den døde drengekrop. Hendes hensigt var at kaste ham bagud. Ikke for at skade ham. Bare for at demonstrere, hvordan det var at miste noget, man havde sat sin næse op efter.

Da Evaine rev han væk fra drengens krop havde han allerede nået at drikke lidt af blodet. Ikke destro mindre fik hendes handlinger Aurius til at få noget af sin kontrol igen. Han så på sine blodige hænder, slikkede kort noget af blodet i sig, og rejste sig så stille op. Mens han ikke rigtigt havde været opmærksom på hendes ord da han var i blodrusen, havde han dog hørt dem, og han kunne huske dem. Han kunne også huske hvad der var sket under blodrusen. Vampyrer havde jo perfekt hukommelse.
"Ingen ret? Der er få ting der gælder i vampyrernes verden, og "rettigheder" er mig bevidst ikke en af dem. Da slet over en eller anden lille dreng." sagde han, mens han så på drengens todelte lig. Det var dog et forfærdeligt spild af blod. Hvis Lara bare havde drukket drengens blod i starten, havde der været meget mere blod fra den dreng.

Han reagerede ikke som forventet, men slog det Lara, hvornår havde han også gjort det?
I stedet for at hvæse og sprutte over afbrydelsen, som hun var skyld i, valgte han blot at besvare hendes råben med overraskende ro.
Det pissede hende, om end ikke mere af, end drabet på drengen.
Frustreret betragtede hun ham, uden at svare på ordene, der røg ud af munden på ham.
I stedet lovede sig selv, at han skulle komme til at betale for det, han havde gjort.

"Så meget for en snack, du kunne have taget inde på legepladsen, som jeg foreslog" Tsk'ede hun gnavent. Derpå vendte hun sig om, uden at skænke drengen en tanke, og samlede den sidste rest kontrol, som hun slyngede over skulderen mod ham.
"Tak for dansen, Aurius, jeg vil se frem til den næste."
Uden flere ord, satte hun af, sprang og landede på det nærmeste tag. Derefter satte hun i løb, og forsvandt bort. væk, fra det dødende scenarie.