Ensomme tider

Dato :: 26. December
Årstid :: Vinter.. daah..
Dag :: Onsdag
Vejr :: Blæsevejr, ikke så meget sne
Sted :: La Push Baby!
Tid :: Omkring aften
Omgivelser :: Nogle få mennesker omkring, men ellers ikke så mange på grund af det kolde vejr.

Lucy sukkede en smule, imens at hun sad på stranden. Hun havde taget sine ben op til sig og tog armene omkring. Hun var iført nogle cowboyshorts og en sort top. Hun var næste lige kommet tilbage fra sit besøg i Paris. Det var mærkeligt at være tilbage i selveste Forks igen. Eller generelt bare reservatet. Hun så ned på sine hænder og sukkede lidt af sig selv. Hvorfor skulle der også havde været kommet vampyre tilbage i Forks? Nu havde der ellers været så stille og roligt omkring og der havde ikke rigtig været nogen der var blevet dræbt. Hvilket var grunden til at der havde været mindre vareulve omkring. Men ligeså snart at hun var kommet tilbage til Forks, havde hun kunne mærke den mærkelige følelse hun fik første gang hun var blevet til en vareulv. Hun så sig lidt omkring, men så ikke rigtig nogen hun kendte. Hun tog sit lange lysebrune hår op i en hestehale og stirrede derefter ud over det urolige hav.

Bradys vente sig om. Der faldt nogle forsigtige snefnug ned og ramte hans næse, den smeltede hurtigt væk igen. Han var varm. Hans brune øjne kiggede udover La Push, en af hans yndlings steder. Det havde altid været et roligt og varmt sted, selvom det var vinter. Han ønskede det blev ved sådan. Bradys var iklædt en rød ternet skjorte og et par slidte cowboy bukser med flere forskellige huller foran. Han havde hans hænder i bukserne, ikke fordi det var nødventdigt men på grund af en gammel vane. Hans øjne betragtede havet, som gav flere større brag imod klipperne.

Lucy sukkede lidt af sig selv. Hvor hun dog savnede de gamle tider i Forks. Der havde engang været så sjovt at være her, især med hendes gamle veninde. Hun bed sig let i underlæben og så sig rundt omkring igen. Der var kommet en ny til. En dreng. Hun kiggede lidt på ham, hun havde vidst aldrig mødt ham før nu. Han så ud til at stå helt alene og hun kunne ikke lade være med at se på ham i lidt lang tid. Hun havde en underlig fornemmelse ved ham. Måske var han også en af vareulvene? Men det var ikke noget hun ville tænke meget over. Folk skulle have lov til at have deres hemmeligheder for sig selv.

Pigen, pigen som sad i nærheden af Brady. På stranden i La Push. Det var en evigheden siden han havde mødt en anden sjæl her. Han var altid sig selv. Hans øjne betragtede hende, i et kort øjeblik. Brady's brune øjne hvilede på hende, da han tog de første skridt imod hende. Der blev samlet forskellige nerver nede i hans mave, man ville kalde det sommerfugle. Kontakt med det kvindelige køn, var altid for lavt når det stod til Brady. Han stod to skridt foran hende, med store øjne. Han kløede sig bag nakken. Han havde allerede lugtet hende, og var sikker på hun var en af varulvene fra La Push. Han prøvede at bryde den akavede stemning med et spørgsmål. "Kære ven, jeg hedder Brady Williams, og hvad med dig?"

Lucy kunne ikke lade være med at begynde at smile en smule, da hun så at han var på vej over imod hende. Hun tog en dyb indånding og blev helt spændt på at han gad at komme over og snakke med hende. Det var så lang tid siden at hun havde snakket med en levende sjæl. Lucy havde ofte været en af drengene, så nogen gange faldt det hende helt naturligt at snakke som en af kammeraterne. Men hun var alligevel ret nervøs for at han ville synes hun var mærkelig eller noget i den stil. Da han stoppede op og kløede sig i nakken, kunne hun ikke lade være med at smile. "Lucy.. Lucy Dark" sagde hun og skævede lidt til ham. "Har du ikke lyst til at sidde ned?.. Hr. Williams" sagde hun med en smule bævrende stemme. Nej hvor var det pinligt!

Han løftede sit øjebryn højt. Hun var jo en åben varulv, eller hvad det nu hedder, han havde fået sit grundkursus fra Tessa, alfa varulven. Det var hans lettere dominerende kusine. Han tog hans normale dybe indånding, før han startede hurtigt samtale. Han lagde mærke til hendes smil, som han blev hurtigere rørt af. "Lucy.. Lucy.. Dark?" indledte han. Brady følte han kendte det navn. Det var flot. "Nå.. Jeg kan forstå eller lugte at du er en.. " Han stoppede hans sætning, han blev nervøs når han nævne dette navn, for hans artsfæller.

Hun nikkede da han gentog hendes navn. "Det rigtig nok. Lad nu være med at misbruge det!" hun kunne ikke lade være med at grine, en smule nervøst, men det var ikke så tydeligt i hendes grin. Hun bed skævede lidt til ham og ventede lidt på at han ville fuldføre sætningen. Men det virkede som om at han ikke var så glad for at sige det. Så hun nikkede igen og fortsatte det, som om at de afsluttede hinanden sætninger. "... Formskifter, ja det er jeg" sagde hun og sukkede derefter lidt af det. Hun kiggede ud imod havet. "De er kommet tilbage til byen, har jeg hørt" sagde hun stille, og havde ment vampyrene. Hun var ikke en af dem der kaldte dem for igler, hun var mest for ikke at sige hvad de var. De var jo alle sammen nogle overnaturlige væsener.

Bradys øjne blev store. Han glemte sin ene hånd. Han tænkte på alt hvad Tessa havde fortalt, om disse vampyrer og hvad de var i stand til. Han nikkede til hende. Han grinte ikke af hendes spøg. Han var igen, igen nervøs. "Hvad ved du om vampyrer? Har du mødt en nogensinde?" Spurgte han nysgerrig mens han satte sig ned på en klippe. Brady stirrede på hende med disse store brune øjne, de var varme. "Men ja, dit navn er meget speciel Dark? Det er ikke ligefrem noget man hører hver dag!" forsatte han med hans sædvanlige smil på læben.

Hun bed sig let i læben. Hun hadede disse kreature, men han virkede til at være meget spændt på at høre hvad de var, og hans øjne var ikke rigtig til at stå for. Hun valgte først at fortælle om sit efternavn, hendes hukommelse var ikke helt hvad den plejede at være, efter hendes surf ulykke, men prøve ville hun gerne. "Det rigtig nok" sagde hun med et smil. "Der er ikke så mange af os tilbage og min egen familie er helt over i Paris" hun sukkede lidt, men tog sig så sammen til at snakke om vampyrene.
"Ja, jeg har mødt en før" sagde hun og kiggede intenst på ham. "Rent faktisk har jeg mødt nogle par stykker. Men de er uhyrlige!" hun skar ansigt og rystede på hovedet, bare ved tanken om det. "En af dem.." hun dæmpede sin stemme en smule. "Jagter som en gal. Der går rygter om at hendes tørst aldrig svinder hen. Der er også en, hvis evne er at hun kan fjerne ens sanser" hun gøs en smule. "De er klamme de vampyrer" hun fik en smule kuldegysninger. "De elsker at jage mennesker og man kan ikke gøre noget ved det. De dræber uskyldige her og der når de lyster"