Et usædvanligt møde - Arya

Tid :: Aften. Omkring 21.30
Sted :: En af Seattles mange gader. - Et afsides sted hvor der ikke kommer mange mennesker.
Omgivelser :: Udover Tessa er der ikke meget mere end en parkeret bil og en kulsort kat.
Vejr :: Let overskyet og køligt.
Årstid :: Sensommer.

Et hvin fra en kat lød længere nede af gaden. Den var på natteudflugt, og ville med garanti ikke klage, hvis den fik nedlagt en mus eller to. Den kulsorte kat, med øjne mere gule end solen, listede over gaden. Den jamrede højlydt og kastede al sin opmærksomhed mod den lyshårede pige, der var på vej imod den. Hun havde fart på, så hun så næsten ikke på katten. Desuden hadede hun de miavende små kræ, der troede de ejede hele verden. Med en dyb brummen fra sin hals, skabte den lyshårede pige ærefrygt ved katten. Gid det dog lykkedes sådan med vampyrer eller andre mennesker. Som alfa udviste varulvene som regel respekt overfor hende.
"Hvor er hun?" Tessa mumlede ordene for sig selv, mens hun kastede blikket op og ned af den lille, afsides gade. Hun havde sendt beskeden afsted og gjort tydeligt opmærksom på, at dette ikke var et møde over te og kage. Der var alvorlige optøjer under opsejling i Forks, og hvis rygterne talte sandt, kunne ulvene få en vampyr over på sin side. En alfa. Et suk. Tessa hadede iglerne, men denne vampyr kunne gøre en stor forskel. Hun kunne være den vigtige faktor, det gode våben, der ikke var forventet. En utålmodig nynnen begyndte, mens hun lyttede til aftenvinden rode rundt med skrald og blade. Hvordan kunne en sådan lyd være så beroligende. En ængstelse sad begravet i halsen på hende. Var det dumt at aftale et møde med en alfavampyr? Alene endda? Hun havde kort sat spørgsmålstegn ved, om hun skulle have fortalt sit kobbel om dette møde inden, men havde talt sig fra det. Hun havde bedt vampyren dukke op alene, så selvfølgelig havde selv gjort det samme.

på: sort, tyd latex agtig dragt, der sider som et ekstra stykke hud. et par mørkerøde stiletter og en meget stram fransk fletning.

Arya gik stille og roligt ned af en gade, en ulv havde sendt bud efter hende, og det var da klart, det hun evnede at kunne gøre var meget brugeligt for ulvene, især efter at det var kommet frem at Arya var i mod det vampyrerne rendte rundt og lavede. hun havde set en ny verden, en verden hvor det kunne ville kunne være fredeligt med vegetar vampyrer. hun sukkede lydløst og spankulerede selvsikkert længere ned af den lange gade. en miaven kunne høre foran hende, men lidt efter gik en sort kat hende i møde. Da hun gik forbi katten, kunne hun langsomt se halsen vende, som et tegn på at katten var vendt om og nu fulgte efter Arya. Hun smilede, et køligt overlegen smil."vi natte dyr må holde sammen"sagde hun roligt imens hun langsomt bukkede sig ned over katten og i det næste havde den oppe i sin favn hvor den spandt som en lille legesyg killing.
Hun lo stille. Det var en latter der lød som en harpe fra paradiset som Adam og Eva var blevet kastet ud af. det var en smuk, perlende latter, som alle menneskelige skabninger ville kalde uskyldig, guddommelig smuk, og en ægte engels latter. men det var det ikke, godt nok var hun ikke efter deres blod men det var mange andre med en lignende guddommelig stemme.

Arya kunne nu se og lugte for den sags skyld kvinden der havde bedt om mødet. et sten ansigt blev facaden og det hævede øjnbryn som lige var skudt op viste at hun ikke havde tid til fedterier, hun vidste godt selv hvorfor her, hvad grunden var og det hele, man skulle være godt dum som vampyr for ikke at vide det!

Lyden af en latter ramte hende. En ren og klar latter, der ikke lød som en latter, der tilhørte et af naturens farligste rovdyr. Latteren kunne ikke ved lyden tilhøre en jæger af natten, men lugten fortalte noget helt, helt andet. Iglen lugtede værre end forventet. Alfaer havde oftest en stærkere lugt omkring sig. En alfa. Tessa havde altid spekuleret på, hvordan hendes egen fært mon lugtede. Et sted i det fjerne kunne svage råb høres. Seattle sang af liv, men det var ikke umuligt at finde de steder, der praktisk talt lå øde hen.
"Godaften, vampyr" Stemmen var roligt fra den pige, der fulgte færten af vampyren. Tessa vidste, at hun ikke behøvede at hæve stemmen, for at vampyren skulle kunne høre den. Der sad et umiskendeligt smil placeret på hendes læber, og hendes gang bar en snert af elegance og dans. Stemmeføringen lagde ikke skjul på, at hun ønskede noget af dette møde. Iglen foran Tessa lignede en, der allerede havde forstået mødets hensigt. Ville iglen så også gå med på ulvenes side i denne kamp?
"Der siges, at du ikke er helt så... tilfreds... med vampyrerne og deres gerninger" Tessa sprang direkte til sagen, og hævede hurtigt begge øjenbrynene i en spørgende gestus. Det fremgik tydeligt i ordvalget, at hun havde ledt efter de helt rigtige ord at bruge. Desuden lå det også klart i tonefaldet, at Tessa ikke nød at være så tæt på en vampyr, men dette var en direkte nødvendighed, når tingene blev taget i perspektiv. Vampyren var en blodsuger. En jæger. En igle. Dette kunne der ikke kommes udenom, men hun ville være vigtig på ulvenes side. Dette kunne være forskellen på en tabt eller vundet kamp. Det umiskendelige smil veg ikke fra hendes læber. Kendte man ikke Tessa som person, ville man hurtigt kalde hende en drømmer. Det eftertænksomme blik og den let dansende gang gjorde oftest hele udfaldet for denne påstand. Selv kaldte hun sig for fornuftig og taktisk. Let blev hovedet lagt på skrå, mens hun så afventende på vampyren. Var det ikke Arya, hun hed?