Angel og Darkness

Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle sige, hun kunne ikke andet end måbe

"Tja sådan er det med en vampyr i familien, han drabte min mor for at give sin datter evigt liv" hun smilede skævt og slikkede sig roligt om munden.

"jeg ville aldrig dræbe nogen jeg elskede for at stille nogens tørst, det er for uhumant, men det er jo klart, at være human høre mennesker til, det kan man da ikke alligevel!" sagde hun og følte en stor væmmelse.

"Tja, jeg elskede min mor, men jeg har tilgivet min far, jeg har ikke andet valg, og nu er han også væk" hun smilede ligegyldigt, op i himlen.

"jeg ville have tilgivet ham, han kunne have fundet enhver anden ligegyldig menneske i stedet for din mor, det er bare ikke okay!" sagde hun stift.

"Nej for ellers ville jeg ikke blive hel vampyr, min mors kærlighed tilmig gav mig evigt liv, og plus at det var det blod der havde skilt mig fra vampyr verden, og blah blah, du vil nok ikke kunne forstå det" hun løftede hagen lidt, imens hun følte mod sin hals.

"kunne han ikke bare bide dig?!" spurgte hun, det burde da ikke skulle gå sådan til, selvom man har vampyr 'blod' i årene.

"Min far mente, at det ville være for smertefuldt, for mig, og at jeg derved også kunne glemme hvem jeg var" hun lagde hoved på skrå, og vendte sig om og begyndte langsomt at gå længere inde i skoven.

"fysisk smerte går over, men ikke den smerter der er inden i!" sagde hun og så ned, det vidste hun alt for godt.

HUn trak på skulderne.

"kunne jeg gøre det om, ville jeg have sørget for mine forældre aldrig var døde, men den smerte kan jeg ikke få til at holde op!" sagde hun ukontrolabelt

"Hvad skete der da", "hun havde faktisk svaret men ville vide ren besked.

"Kender du vampyren James?" spurgte hun og så på hende

"Jeg har hørt om ham men ikke set ham" hun stoppede op.

"han var den vampyr der koldblodigt dræbte min far og mor, min far prøvede at stille sig op mod ham, så min mor kunne nå op og advare os, de havde ingen chance, han dræbte hurtig min far, drænede ham for blod derefter gik han efter min mor der var nået halvejs op af trappen til os, jeg hørte skrigene, som var de ved siden af mig, jeg vidste der var noget galt, han dræbte dem, vidste vi også var der!" sagde hun og så på hende.

"Jeg ved du stadig er ung, men forklar mig en ting, er du glad for dit evige liv" sagde hun som om at det hun lige havde sagt, ikke var blevet hørt.

"jeg ved det ikke, men jeg ville helt klart bytte det for at leve med mine forældre igen!" sagde hun alvorligt, sandt og overbevisende.

"Hm...." Hun nikkede anerkendene, og begyndte at gå igen.

"hvad med dig? er du selv for vigtig i forhold til din egen mor?" spurgte hun spydigt

Hun gik videre imens hun svarede "Nej men jeg kunne ikke bære at holde på det had til min far, fremmede eller venner kunne jeg men min far, jeg måde takker ham, og hader ham, for hvad han gjore. Hun gik ned af en bakke.

Hun rettede sig op og begyndte at følge med "ville du gøre det?"

"Gøre hvad" hun kiggede frem ad.

"ville du ofre din elskede partner, bare for at gøre dit barn til en af os?" spurgte hun

"Nej ikke endtil videre, men han er allerede død" sagde hun med et mild suk.

"Jeg ikke som min far" sagde hun kort, min far voksede op i en anden tid, en tid du ikke ville kunne forstå

"hvis jeg havde en jeg elskede, en der havde skænket mig kærlighed og intet andet, ville jeg aldrig ofre personen for at forvandle mit barn til en af os!" sagde hun og følte sig utilpas til mode bare af at tænke tanken.

"Som sagt, min far voksede op i en anden tid, hvor kærlighed sås på en anden måde" hun stoppede op vendte sig om og kiggede på M.

"uanset hvilken tid jeg var fra, ville jeg aldrig ofre mit livs kærlighed!" sagde hun bestemt

Hun trak på skulderne.
"Jeg havde min kærlighed, men jeg mistede ham til døden"

"hvad skete der?" spurgte hun

"Hitler kom til magten, og han var Russisk offiser, kan jeg sige mere" HUn kiggede længe på Madelaine.

"hmh, det siger vel alt!" sagde hun

Hun gav et suk, og smilte så igen.

"i jeres store historier om mig, fik i så også lige med at selv samme nat jeg blev forvandlet, mine forældre var døde, blev jeg nød til at bide min egen søster? den første person jeg bed, var min søster, havde jeg ikke forvandlet hende, se hende gå igennem den smerte jeg selv lige havde følt, var hun også død!" sagde hun

"Smerte er en personlig ting vi snakker ikke om den med andre der hvor jeg kommer fra, Men nej det Sagde Leodora ikke noget om, husk at jeg var 10 da hun fortalte mig det så hun snakkede ikke om smerte og lidelse, og 11 da hun døde, så de undlod mange ting for at jeg ikke skulle finde ud af hvad jeg selv skulle blive til af morderiske væsen, Madelaine."

"vi er alle mordere, om vi er mennesker, vampyrer eller ej, vi dræber for at få føde, om det er dyr eller mennesker, hvad gør forskællen?" spurgte hun

"Forskellen er at vi har ret til det" Hun slikkede sig endnu engang om læbernr.

"Men mennesker har ikke den samme ret, som os"

"ja, vi er skabt til at drikke blod fra mennesker, sådan er vores fødekæde, vi er ikke mordere, bare fordi vi lever på den måde vi gør!" sagde hun

"Ja det er vores ret til at tage det der er vores føde, men jeg forstår din Smerte Madelaine"

"jeg føler ikke smerte over at skulle drikke blod!" sagde hun

"det ville også være underligt hvis du gjore" Hun så på sin venster side en sten der lige var stor nok til at sidde på, hun satte sig for at høre hvad Madelaine, mere ville sige.

"har respekt til Cullen familien, men forstår ikke deres måde at leve på!" sagde hun og trak på skulderne

"Hun fik et dyrisk blik i øjnene "fortæl mig om Denne familie."

"du kender til mig, men ikke Cullen familien?" spurgte hun med stor undring.

"Det korekt" hun nikkede.

"hmmh, Cullen familien, var den første familie der bosatte sig her!" sagde hun

//kan vi ikke skrive videre i morgen, er ved at dø af træthed//

//Jo ses lige pluselig//

//hehe på igen xD //