A Little Trip- Abaddon

Tid: 12:30
Hvor: Skoven
Tøj: En mørke lilla kjole der går til knæene
Omgivelser: Lysning, Træer, En Sø

Catherine Snerrede og hørte det runge ude i luften , et ekko der kunne høres langt væk. Hun stirrede på en stor bjørn foran hende og knurrede. Bjørnen knurrede og rejste sig på bagbenene. Cath Snerrede og blottede sine tænder. Hun kredsede om bjørnen og forsøgte at se så farlig ud som overhovedet muligt. Bjørnen løb ind i skoven og Cath Sukkede. " Hvorfor er de altid så bange" Mumlede Hun selvom hun kendte svaret. Hun hoppede et par meter op i luften og lavede en salto. Hun landede yndefuldt på benene og nejede for sjov. Hun grinede en diamant stemme agtig latter og stivnede da hun opdagede hvor langt tid siden hun havde grinet rigtigt. Hun nejede dybt og yndefuldt. Og grinede så hun blev nød til at sætte sig ned. Hun satte sig ned på den alt for store flade og glatte sten hvor hun havde lagt et tæppe. Hun lagde sig ned og lukkede øjnene

Rafael havde gået rundt i skoven og tænkt, han havde ikke set enden af skoven længe, og var begyndt at bliver irriteret, over at han ikke kunne finde rundt, han burde have hans søster med tænkte han, hun ville aldrig være så meget væk i en skov, hun var ikke god til så meget, efter hans mening, men noget af det hun kunne, var at finde vej, han kan huske den gang, de var på vej gennem en skov kaldet Gona´flo, han ville sikkert stadig være der inde, hvis det ikke var for hende, han stoppede op og kiggede rundt, #her var mange veje# tænkte han, problemet med Rafaels stedsans var ikke at han manglede en, problemet var at han ikke tænkte over de naturlige veje, han så mange muligheder for at komme rundt, og i sidste ende, er det grunden til han ikke kunne finde vej, da han hele tiden, så muligheder, og han bliv ved med at skifte vej, da han bare gik og tænkte hele tiden, istedet for at huske hvor han lige havdet været, han kunne godt bruge noget blod tænkte han, men det måtte vendte, han begyndte at gå igen, han gik meget lydløst, ikke fordi han ikke ville høres, men han gik bare sådan af natur. han tog en dydb indånding og tænkte på den friske luft, han var ikke sikker på om han var glad for at være i skoven eller ej, på den ene måde var det hyggeligy og afslappende, men på den anden side, gjore det ham sulten, han tog enu en dyb indånding. han kunne se en velkendt person ligge ned på jorden, han smilte til sig selv, og forsatte så hen mod hende, han vidste ikke hvad hun lavede her, men tænkte ikke så meget over det. da han var 20 meter fra hende begyndte han at gå så langsomt og stille som muligt, og da han kom hel hen til hende, kiggede han ned på hende og sagde så.
"Du burde ikke ligge her, alle mulige farlige folk kunne jo komme forbi" han smilte venligt til hende. #det er dejligt at se hende# tænkte han

Hun hørte fordtrin længere inde i skoven væk fra lysningen. Hun hørte personen der helt sikkert var vampyr komme hen imod hende. Hun åbnede øjenene og så sin gamle ven Rafael. " Jeg er vampyr , du behøver ikke at bekymre dig " Sagde Hun og rejste sig op for at give ham et hurtigt kram. " Hej Rafael , Jeg har savnet dig " Sagde Hun og satte sig ned igen. * Hvad Laver Han Her * Tænkte Hun da hun ikke engang vidste at han var kommet til byen. " Hvad Bringer Dig Til Denne Lille By " Spurgte Hun og smilede til ham som altid. " Jeg har savnet dig " Sagde Hun og trak ham ned at sidde.

Rafael kom ned at sidde ved hende og sagde så
"Ville du tror mig, hvis jeg sagde at jeg var for at nyde naturen?" han smilte kort lidt sarkastisk, og begyndte så igen, "jeg er også glad for at se dig, jeg har troede ikke at vi ville mødes, så det er en dejlig overraskelse" han kunne ikke rigtig forklare hende, hvorfor han var kommet her til, han vidste hun ville få det at vide, på et eller andet tidspunkt, men lige nu, behøvede hun ikke at vide det. han kunne stadig se hans søster i hendes øjne, han tænkte ikke så meget på hans hjem, ikke lige nu, da han var sammen med Catherine, han smilte igen, og spurgte hende så
"hvad laver du selv her smukke?, jeg beklare jeg forlod lidt hurtigt sidst vi var sammen, jeg havde en vigitg aftale, men jeg har tænkt på dig siden da, du er en dejligt person"

Hun lagde ham ned og lagde sit hoved på hans brystkasse. " Jeg har slået mig ned her fordi det er en lille fredelig by med varulve og vampyrer det er nærmest en by fuld af overnaturlige væsner " Sagde Hun og smilede. Hun kyssede ham blidt og smilede kærligt til ham. " Jeg har tænkt på dig hvert sekund , siden da " Sagde Hun og smilede trist over deres hurtige afsked. Hun skubbede tanken tilside og nød bare at han var her nu. " Vil du v.æ.r.e " Sagde Hun og kunne ikke få det sagt. Hun fik en klump i halsen og flyttede genert sit blik. Hendes øjne var flammende Rød/Gyldne. " Du betyder en masse for mig " Sagde Hun

Rafael nød hendes kys, han ville ikke indrømme det overfor ham selv, men hun var anderledes end andre, kvinder han havde kysset, han kunne ikke finde ud af hvorfor, men det skæmte ham, men han kunne ikke lide det, han var altid blevet lært af hans bror at hvis man kunne lide noget, og det ikke var familie, skulle man ødelægge det, eller løbe væk, og ikke kigge tilbage, den holdning havde hans bror Gabriel altid haft, siden far døde, Rafael var ikke helt enig, men han så meget op til hans bror, han var sikker på han kunne lide hende, men han vidste ikke om det var en god ting. hans smilte og sagde lidt humoristisk
"Jeg forstår dig godt, jeg tænker også på mig selv hele tiden"

Hun grinede en klokkeklar latter og smilede. "Yeah" Sagde Hun og gav ham et kram. " Det er en af de ting du er bedst til " Sagde Hun og smilede bredere. Hun kyssede ham og holdt ham nede. Hun kiggede ham dybt i øjnene og sukkede. Hun havde virkelig savnet hans øjne. " Hvad har du så lavet " Spurgte Hun.

En fugl skreg , en fugl faldt , i det fjerne

Rafael smilte kærligt da hun spurgte ind til hvad han havde lavet, han havde tænkt meget på hende, nok lidt for meget, men det var dejligt at være i hendes selskab igen.
"Jeg har været sammen med en masse smukke piger" sagde han lidt drillende. han forsatte
"jeg har været i frankrig, og ledt efter en gammel ven af min bror, men han har ikke været så glad for at møde mig" han kunne godt lide at blive presset ned mod, jorden, der var noget betryggene over det, men der gik ikke længe før han tog fat i hendes side, og skubbede hende, så lagde hende så nederst, han kyssede hende blidt, og kørte hans hånd gennem hendes hår, og begyndte så at snakke med en kærlig stemme.
"Du er smuk" han bid sig slev i læben, da han ikke ville have sagt det.

Hun snerrede lavt da han sagde at han havde været sammen med andre. Hun smilede da han vendte dem om og kørte en hånd igennem hendes hår. Hun havde tænkte på ham alt for meget. Hun kiggede forbavset da han sagde at hun var smuk og kiggede ham i øjnene for at se om det var sandt. " Du er smukkere " Sagde Hun og smilede kærligt da det var sandt hvad han havde sagt. " Men jeg må indrømme at jeg har tænkt for meget på dig , lidt for meget " Sagde Hun genert. Hun kyssede ham blidt igen og trak sig ikke væk. Hun huskede ham som var de gamle kærester eller sådan noget. Hun skubbede tanken væk og tænkte at han sikkert bare brugte hende som alle andre fyre. Hun skubbede ham væk og satte sig op med hænderne foran ansigtet. Hun mærkede en tør følelse i øjnene og vidste at det var sådan en vampyr græd. Hun hulkede svagt men lidt efter kiggede Hun på ham med røde øjne der så alt for triste ud

da hun sagde at han var smuk, smilte han ved sig selv, han kunne godt lide at blevet rost af folk, men han var lidt uenig, med hende, han mente at hun var lidt pænere end ham, men det ville han ikke kommentere, da hun satte sig op, lænede han sig tilbage, og satte sig op af et træ, han syntes det var lidt mærkeligt hun tog hænderne foran øjnene, men da hun fjernet dem, og så på ham med et bedrøvet blik, lænet han sig hurtigt frem, og lagde hans højre hånd blødt på hende hage, og kiggede på hende undrene, og sagde så.
"Jeg har også tænkt for meget på dig Catherine, min bror ville have skældt mig ud, hvis han var levende, men det er vel ikke at du har tænkt på mig, du er ked af?, hvad er der glat?, jeg stoler kun på 3 folk, og det er mig selv, min søster og dig, så hvis der er noget galt, vil jeg gerne hjælpe med det, om det måtte være djævel selv, eller om det bare er et lille problem, så skylder jeg at hjælpe dig" han tog hånden tilbage, ventede på hendes svar, det var sandt hvad han sagde han havde kun 3 han kunne stole på, og selvom han havde lovet hans bror, at holde sig væk fra folk som hende.

Hun hulkede lavt. " Du bruger mig ikke bare som alle andre vel ? " Spurgte Hun lavt og en ulidelig smerte viste sig i hendes øjne. " Hvorfor ville din bror være sur på dig ? " Spurgte Hun nysgerrigt da han afledte hendes opmærksomhed. " Jeg er bange for at du bruger mig og ikke mener det alvorligt " Sagde Hun og hendes øjne blev gyldne. " Jeg har det problem at jeg godt kan lide dig men jeg aner ikke om det er gengældt " Sagde Hun alvorligt. Hun lagde sig ned igen og hendes kjole der var blevet lidt i uorden viste hendes ene ben. Hun pillede ved sit piggede sorte armbånd og ventede på hans svar.............

"min bror ville være sur, fordi at han har en holdning til at man skal skaffe sig afvejen, med ting som man kan lide lidt for meget, medmindre det er familie, den holdning har han haft siden vores far døde, og hans holdning bliv mere aktiv, da han kæreste valgte at forlade ham, han var ikke en person, som kunne klare sorg særlig godt, han ville helt undgå at føle smerte, og han mente at alle folk man elsker forsvinder på et tidspunkt, og man kan ikke gøre andet, end at søger for at man er ligeglad, han døde ikke for særlig længe siden, han hjælp mig med alt, han var meget overbeskyttende, og jeg så meget op til ham, og jeg har tænkt meget på dig, jeg har ingen planer om at narre dig, og selvom jeg ikke er glad for at sige det, vil jeg nu gøre det, du er vigtig for mig, og jeg har ikke kunne forstå det, men jeg tror at jeg kan lide dig, jeg har godt nok kunne lide andre, men jeg.....jeg har ikke kunne lide andre, på den måde jeg kan lide dig"
han var ikke glad for de ord som kom ud af hans mund, det var godt nok sandt, men han var blevet lært, at han burde være løbet væk nu.

" Det er en god holdning bortset fra familien , Min familie prøvede at dræbe mig " sagde Hun trist. Hun kunne mærke på ham at hans lærdom modstræd det han lige havde sagt men ignorerede det. Hun bed sig i læben og bed hul. * Hvad skulle hun nu gøre? , Skulle Hun spørge om han ville være hendes partner ? , Det spørgsmål der havde runget i hende siden hun mødte ham * Tænkte Hun og trak vejret dybt for ikke at gå i panik. Hun forstod ikke hvad der skete i hendes hoved og panikken viste sig tydeligt i hendes øjne. Hendes blik flakkede og hun forsøgte at berolige sig selv. Det hjalp ikke og hun prøvede at kigge Rafael dybt ind i øjnene. Hun kunne mærke sig selv slappe af og forsvinde i hans øjne. Hun blinkede og så tydeligt igen. " Vil du være min partner? " Spurgte Hun og lænede sig frem mod ham.

"Jeg er ked af det med din familie, jeg har hele mit liv kun kunne stole på min familie, det har generalt været i vores familie at stole på hinanden"
da hun spurgte om han ville være hendes partner, bliv han bange, meget bange, han havde godt nok føleser for hende, og overvejet tanken, men han trorede ikke på det, og ville helt ikke gå mod hans bror, men han kunne ikke nægte han gerne ville sige ja, han havde haft det underligt siden, han så hende i den mørke skov, da hun dansede, og måske skulle han for engang skyld, få sig en partner, som han rent faktisk havde føleser for, han kiggede ned, og rejste sig op, han gik 2 skridt tilbage, og tog en beslutning...."Ja Catherine, Ja jeg vil gerne være din partner" han bliv næsten helt stolt, han kunne lide hende, og han var ikke længere bange for at føle det.

Hun hørte hans svar og glæden blomstrede op i hendes ellers mørke indre. Hun sprang op og kyssede ham vildt. Hun væltede dem og lagde kærligt sin hånd på hans kind. " Det er jeg virkelig glad for at høre " Sagde Hun stolt. Hun kyssede ham blidt igen og lå bare og slappede af. " Jeg har virkelig villet spørge dig om det " Sagde Hun og var overhovedet ikke genert mere. Hun kiggede kærligt på ham og indså endelig at han faktisk rigtig godt kunne lide hende. Hun smilede ved tanken og kyssede ham på skulderen

Rafael kyssede hende tilbage, og lagde hans hånd på siden af hendes hoved, han smilte kærligt, han var glad, galdre en han havde været længe, han nød hendes selskab, han kyssede hende vildt, og lagde hendes hoved på hans bryst, og holdte en hånd på hendes kin, og blidt aede han den, han lukkede øjnene, men forsatte med at aede hende på kinden, han stoppede, og kørte hånden gennem hendes hår, og sagde tilfreds "Jeg er elsker dig Catherine" han åbnede øjnene og opdaget hvad han lige havde sagt, men han frygtede det ikke, han lukkede bare øjnene og tænkte på at han kunne være tryg sammen med hende, han sagde denne gang med samme galde stemme "Vil du tage til frankrig med mig, jeg har en vigtig aftale, og jeg vil ikke forlade dig" han vendte på hendes svar

Hun elskede ham så højt og da han sagde at han elskede hende gjorde de tre ord hende mere glad en nogensinde. " Jeg elsker også dig " Sagde Hun kærlig og lod sin hånd stryge over hans brystkasse. " Du må aldrig forlade mig " Sagde Hun Alvorligt da han spurgte om hun ville med til frankrig. Så ja jeg skal med " Sagde Hun og kyssede ham. " Hvornår skal vi afsted ? " Spurgte Hun glad og kiggede ham kærligt ind i øjnene. De havde været voldsomme og useriøse Nu var de alvorlige og bevidste..

"det kommer an på mange ting, jeg har en mand at slå ihjel her i området, han har længe givet mig problmer, og nu da min kontakt i frankrig, har lovet min information til gengæld for at han forsvinder, er det en god mulighed for at sige hey, til ham, og når jeg er færdig med ham tager vi afsted... jeg håber forresten ikke du har planer om at holde en ferie, det kommer til at være farligt, men regner ikke med noget sker, vi skal kun ned og besøge mine venner, så det burde ikke blive farligt, men det kan være, så jeg regner med du tager slagene" han smilte sarkastisk, han tog igen hånden til hendes hår, og aede hende, "Jeg burde ikke have forladt dig tidliger, det er jeg ked af"

hun rejste sig op og trak ham med op. " Hvad har denne mand gjort dig? " Spurgte Hun. " Jeg tror det bliver farligt men helt ærgerligt , hvad kan gå galt vis vi er sammen " Sagde Hun og mærkede igen glæden røre på sig. " Jeg tager ingen slag for du passer jo på mig som altid " Sagde Hun og smilede. " Hvad nu vis dine venner ikke kan lide mig ? " Spurgte Hun. " Det gør ikke noget men jeg blev ked af det da jeg troede at du så en anden " Sagde Hun og en rødmen viste sig på hendes hvide kinder.

"hvis mine venner ikke kan lide dig, så er de ikke mine venner, men regner ikke med det, du er jo en dejlig person, og ja jeg skal nok passe på dig, og nej der kan nok ikke ske noget, så længe vi holder sammen" han tog hendes hånd og holdte den i et fast, men stadig blidt greb, han tog den anden hånd på hendes pande og sagde "manden har sent en efter min søster, og nu er det på tide at vende kniven om"

" Jeg er ikke en dejlig person for jeg har dræbt og dræbt i lang tid nu , Vi vil altid holde sammen " Sagde Hun Trist. Hun klemte hans hånd og trådte helt tæt på ham så der ikke var noget luft imellem dem. " Vis der sker dig noget , må jeg forsvare migselv , vil du lære mig at slås ? " Spurgte Hun. " Jeg vil gerne prøve at hjælpe men jeg har aldrig mødt din søster , Er der en chance for at jeg en dag møder hende " Spurgte Hun. Hun kyssede ham og nød at han ville blive hos hende denne gang og ikke gå. " Kan vi ikke gå herfra imorgen og så sove her ? " Spurgte Hun da hun ville nyde denne nat med ham før de skulle gå. Der var en dyne og to puder i den taske hun havde haft med.

"Hvorfor så trist ?" han smilte lagde en hånd på hendes hage, og kyssede hende, "du skal ikke være bange, der sker mig intet, og du vil aldrig være alene igen, det er du for smuk og dejlig til, og forresten er mine venner ligeglade hvor mange du har dræbt, de har selv taget deres del af liv, selvom nogen af dem er mennesker. og du kommer til at møde min søster, hun er den første som du kommer til at møde, når vi kommer hjem fra frankrig, hun vil gerne vide hvad der er sket på min jagt efter Gabriels morder, hun har godt nok en ide om, at morderen får en stille død, men Gabriel fik ikke en død, som var ham værdig, jeg vil ikke forklare hvordan han døde, men jeg kan love dig, at der ikke er noget sted i verden, den skyldige kan gemme sig, og når jeg finder ham, skal jeg personligt rive sjællen ud på ham, bid for bid, men først vil jeg knække hans krop, så meget at selv når jeg fortæller ham, hvordan jeg vil flå alle dem han kender, og spise deres sjæle, med den største smerte de kan føle, og han vil være så smadret, at han ikke engang kan bede om tilgivelse, og først der vil jeg flå hans sjæl ud.

" Jeg kan bare ikke have at noget skete med dig " Sagde Hun og kyssede ham tilbage. " Hvordan kan du være så sikker på det? , Jeg vil ikke have andre end dig søde" Sagde Hun. " Jeg glæder mig til at møde din søster " Sagde Hun. " Hun ved ikke at du har mig med " Sagde Hun. " Hvad nu vis hun hader mig? " Spurgte Hun stille. Hun lyttede til hvad han sagde men hendes opmærksomhed blev fanget af en ivrig lille følelse der indtil nu havde været gemt , lukket og låst : Begær. Hun følte den ivrige følelse og forsøgte at gemme den væk men det var for sent. Man kunne se det hendes øjne der nu glødede af et ustoppeligt begær. Hun kiggede ham dybt og kærligt i øjnene

"Jeg kan være sikker, fordi du og min søster betyder så meget for mig, og jeg vil ikke forlade denne verden, så længe i er en del af den, og det er et læfte, og jeg er glad for at du ikke vil have der sker mig noget, jeg ville nok tage mit liv uden dig, jeg vil ikke have andre, du er den jeg ser frem til at bruge udødeligheden med.. min søster vil se frem til at møde dig, og jeg kender hende godt nok, til at vide hun ville være glad for at kende dig." han kiggede ind i øjnene han kunne se lyst i hendes øjne, han kyssede hende blidt, og begyndte så at kysse hende vildt, og lagde en hånd på hende bryst, men han tog hendes hånd op til hans, han stoppede med at kysse hende "Du er dejlig, og hvis du nogen sinde tvivler på det punkt, så skal jeg nok fortælle dig det"

Hun kyssede ham vildt tilbage og da han lagde sin hånd på hendes bryst frydede hun sig. " Det tvivler jeg slet ikke på at du vil " Sagde Hun og kyssede ham videre. Hun trak hans trøje af og kærtegnede hans brystkasse. " Du betyder alt for meget for mig og vis du efterlader mig vil jeg personligt begå selvmord" Sagde Hun hæst efter kysset og lod sin hånd udforske ham på alle måder. Hun bed i sin læbe og kyssede ham ivrigt. " Du er alt for mig " Sagde Hun lavt

han nød hendes kys, og glemte verden omkring ham, alt vat lige meget, han kunne ikke høre skoven, han kunne ikke føle vinden, han ville ikke åbne øjnene for at se naturen, det eneste som han følte, hørte og tænkte handlede om hende, han kunne ikke forstille sig en verden uden hende, han ville ikke forstille sig det, han lod hende kærtegne ham, og lagde blødt han hænder på hende ende, og holdte et fast men blødt greb, han troede han drømte, han var sikker på dette ikke kunne ske, det var at for perfekt. han åbnede hans øjne og træk hoved tilbage og smilte kærligt til hende, han var lykkelig, han ville ikke have denne dag skulle ende, han ville ikke have noget imod at blive her til verdens undergang, han vidste godt, at de skulle afsted imorgen, men han leg lidt med tanken, han lagde hende ned på ryggen, og kyssede hende vildt igen

Da han holdt om hende stønnede hun af glæde og kærtegnede ham videre. Hun følte og mærkede kun ham. Hans fuldendte krop , hans fuldkomne sind og helheden i at være sammen med ham. Hun smilte kærligt tilbage. nød ham fuldt ud og da han lagde hende på ryggen og kyssede hende vildt skubbede hun alle tanker og bekymringer væk så han var det eneste i hendes liv. Vis han døde ville hun dræbe sig selv. Hun tog hans bukser af og nussede hans underliv

Rafael smilte i sig selv, da hun tog hans bukser af, han prøvede at samle tankerne, men kunne ikke, han ville ikke, Gabriels morder, hans søster, og resten af problemer, kunne han ikke huske længere, hun var det eneste han holdte af, han ville beskytte hende, han vil holde om hende, han vil aldrig forlade hende, og mens de kyssede, kunne han ikke se andet end hende oh ham sammen. han tog fat i hende kjole, med begge hænder, og rev den i stykker, ikke voldsomt, men stille og roligt, og da han havde gjort det, kærtegnede han igen hendes ende. han kunne godt lide den måde hun kærtegnede ham, og et lille kærligt smil kom frem på hans læber, og derefter kyssede han hende sp vildt som han nogen sinde havde gjort.

Hun stønnede lavt da han rev hendes kjole i stykker og da han kærtegnede hende nød hun det. " Du må aldrig forlade mig " Sagde Hun og smilede kærligt. Hun stønnede lidt højere da han kyssede hende vildere og hun pressede sig ind imod ham. " Jeg elsker dig " hviskede hun i hans øre. Hendes tænder skrabede hans skulder og hun kyssede ham hårdt og lidt efter begyndte hun at snave ham. Hun stønnede højt og kyssede ham på kæben. Hun elskede ham så højt at vis han forlod hende nu ville hun dø. Hun kiggede kærligt på ham og kærtegnede igen hans krop.

Rafael viskede tilbage "Jeg elsker også dig smukke, og det er dig, som aldrig må forlade mig, du betyder så meget, du betyder mere, end nogen anden nogen sinde ville kunne forstå, han kørte hans hånd gennem hendes hår, og spurgte kærligt "vil du sove i skoven med mig?" han snavede hende, som han kun havde gjort med isabelle, men hun var fortid, Catherine var den han ville være sammen med, nu og resten af livet, han forsatte med at kærtegne hendes krop.

" Jeg vil aldrig forlade dig " Hviskede Hun hæst og følte en stor glæde blomstre op. Hun mærkede hans hånd i hendes hår og smilte kærligt. " Ja det vil jeg " Sagde Hun og kiggede kærligt på ham. Hun snavede ham igen. Hun vidste at det var her hun hørte til , i hans arme til evig tid. " Du betyder mere for mig end du nogensinde kan tænke dig til " Sagde Hun. Hun ville være sammen med ham i evigheden. Hun elskede hans kærtegn og stønnede højt. Hun vred sig under hans hænder og kyssede ham hårdt og intenst. " Jeg hører til sammen med dig " Hviskede Hun og nussede hans fuldendte krop.

"Jeg tror det er dig, som ikke ved hvor meget jeg elsker dig" han smilte kærligt til hende, og kyssede hende, så blidt med stadig så gennemført, han trak hoved tilbage, og pressede hende indtil ham, han kunne lide følesen af hendes krop mod hans, han viskede til hende. "Vi høre sammen, du og jeg, jeg kan ikke finde et bedre sted at være, jeg elsker dig af hele mit hjerte, men jeg er træt" han kyssede hende på kinden, og lagde hende hoved på hans bryst, og lukkede hans øjne, han var meget træt, han havde gjort meget idag, som han ikke troede han ville, og lige nu, var hendes krop, og hendes sammenvær, så dejligt, at han bare ikke kunne finde styrken, til at forsætte. han tog hans hånd til hendes hår og kørte den rundt i hendes hovedbund, han tog en dyb indånding, og slappede helt af.

Hun smilte ved hans ord. " Vi vil altid være sammen " Sagde Hun. " Du er mit hjerte og vis du dør dør mit hjerte " Sagde Hun. Hun elskede at mærke hans hænder der kærtegnede hendes krop og hans krop der var presset mod hendes. Deres hjerter der smeltede sammen." Godnat My Love " Sagde Hun og kyssede ham blidt. Hun lagde sit hoved på hans brystkasse og lukkede øjnene. Hun faldt i søvn da han kærtegnede hende.

Rafael faldt langsomt i søvn, mens han forsatte med at køre hånden gennem hendes hår, han stoppede da hun faldt i søvn, han smilte ved sig selv, han tog hendes venstre hånd, og holdte den mens han mere og mere, faldt i søvn selv, han ville aldrig glemme denne nat, tænkte han, og må den være en ud af mange, som vil komme sener, han tog en kort indånding for at nyde den friske natte luft inden, han faldt i søvn.

/ Næste Morgen /

Catherine strakte sig og kiggede kærligt på Rafaels sovende ansigt. Hun var lige vågnet og smilede da hun tænkte på hvad der skete igår. Hun rejste sig lydløst op for ikke at vække ham og gik lidt ind i skoven. Hun klatrede op i et af de højeste træer og nød den kolde luft der blæste imod hendes hvide ansigt. Hun løb ned til Rafael igen og lagde sig blidt ned igen.

Rafael vågnede, han kunne se at Catherine stadig lå på ham, han tog stille og roligt hendes hoved ned fra hans bryst, og satte sig op, han kunne mærke luften ramme hans ansigt, han nød det, han kiggede ned på hende, og lagde blødt hans hånd på hendes kind, og selvom han ikke vidste om hun var vågen, sagde han "jeg kommer tilbage" han rejste sig helt op, han kiggede sig omkring, da han ikke havde tænkt så meget over landskabet igår aftes. han gik en tur, han kunne ikke beskrive overfor ham selv, hvor glad han var, han havde fået en at elske, og for en gang skyld, var han stolt over at sige det lige ud, han gik bare lidt rundt i skoven, og tænkte på aftenen igår, han smilte kærligt inde i sig selv, og så ikke hvor han gik, og lige pluselig, havde han sat hans ene sko, ned i en lille sø, han lagde sig ned, og puttede vand i hans ansigt, han kiggede tilbage på den vej han kom fra, og rejste sig op, og begyndte at gå tilbage mod hende.

Hun var næsten faldet i søvn igen da han sagde at han kom tilbage. Hun rejste sig op da han var gået og smilede kærligt. Hun satte sig roligt ned og ventede på ham. * My Love * Tænkte Hun og smilede. Hun gik efter ham og stødte ind i ham fordi hun kiggede ned i jorden. " Godmorgen Søde " Sagde Hun og lagde sin hånd på hans kind. " Vi Skal Afsted Idag " Sagde Hun glad over at han ville have hende med. " Det bliver godt , tror jeg " Sagde Hun. " Hvad skal vi først " Spurgte Hun og kyssede ham blidt.

Han var glad for hendes kys, det vækkede nogen af hans føleser fra igår, han smilte kærligt tilbage og sagde så "du er den søde, men for at svare på dit spørgsmål, skal vi tage mig af Ronun idag, ham jeg snakkede om igår". han ville helt ikke have hende med, han ville ikke have hun kom til skade, og hvis han kendte Ronun, så ville det kommer til at blive både svært og farligt at lede efter ham, han havde jo kendt Rafael siden siden han var 5, så han kan nok godt regne ud, hvad Rafael vil gøre for at finde ham, og derfor var Rafael bange for at det kunne blive farligt, men han ville ikke sige det til hende, så han smilte bare igen, og kyssede hende kort, og lægnede hoved tilbage, og sagde
"Jeg regner med at vi deler os op, så har vi nemmere ved at finde ham"

Hun kunne se at han var bekymret for hende og hun snerrede lavt. " Du skal ikke være bekymret for mig " Sagde Hun og kneb sine glødende øjne sammen. Hun kyssede ham tilbage men blev absolut såret og rasende da han sagde at de skulle dele sig op. Hun viste tænder og gik et par skridt tilbage så han ikke kunne nå hende. Hun vidste at hendes følelser kun eksploderede sådan fordi Begæret var blevet sat fri igår. Hun sukkede tungt og forsøgte at se det kloge i det men det kunne hun bare ikke. Hendes fokus sad fast ved det hun var så bange for. At hendes familie skulle prøve at dræbe hende når hun ikke havde sin Rafael ved sin side. Hendes største frygt var ved at gå i opfyldelse. Smerten viste sig tydeligt i hendes øjne og hun forsøgte at gemme sit ansigt væk. Hun hulkede svagt men blev rasende over de følelser hun havde fået på en nat. Hun havde brugt sit liv på at gemme dem væk og så var det så let for dem at springe ud. Hun snerrede Højt og ekkoet gik i skoven.

Han bliv ked af det, da han kunne se det såede hende, det som han havde sagt, han gik hurtigt op til hende, og lagde armene om hende og sagde "undskyld, du må ikke misforstå mig, du betyder alt for mig, og hvis du vil gå sammen med mig, gør vi det, men det kommer bare til trække tiden ud, og jeg vil ikke have han stikker af herfra, så jeg bliver nød til at finde ham igen, men du betyder mere for mig, så hvis du mener du vil gå sammen med mig, så gør vi det, bare du ikke er ked af det søde"

Hun gjorde sig fri fra ham og forsøgte at få sine voldsomme følelser under kontrol. " Jeg vil gerne gå sammen med dig men det var ikke det der gjorde mig ked af det " Sagde Hun og smilede trist. Hun gik hen til ham og gled ind i hans omfavnelse igen. Hun havde brug for ham. " Jeg elsker dig og det var ikke meningen at jeg skulle gøre dig ked af det " Sagde Hun. " Det er fordi at jeg er bange for at min familie kommer og prøver at dræbe mig " Sagde Hun. Hun knugede ham ind til hende.

"Din familie kan ikke gøre dig noget, så længe du er sammen med mig, jeg skal personligt rive hoved af dem, hvis jeg ser dem, det lover jeg, der kommer ingen og slår dig ihjel, så længe du er med mig, men det gjore ondt på mig da du bliv sur, vi må lære at stole på den anden, hvis jeg siger at noget er bedts, er det ikke fordi, jeg ikke kan lide dig, men fordi noget er nødvendigt, og det er nødvendigt for mig, at vide du er i sikkerhed, mens jeg finder Ronun, og det kommer til at være farlig at finde ham, han er altid været et skridt foran mig, så jeg må vide at du holder dig et sikkert sted, mens jeg finder ham, og når jeg har dræbt ham, vil der ikke være et øjeblik, hvor du behøver at være alene igen, det lover jeg"

" Det ved jeg " Svarede Hun. " Jeg bliver her imens " Sagde Hun. " Jeg vil ikke gøre dig bekymret søde og du må have lidt tålmodighed angående tillid for det har jeg lidt svært med " Sagde Hun og trykkede sig ind mod ham. " Glem aldrig at jeg elsker dig " Sagde Hun og smilede. " Du lover at du vil blive med mig altid bagefter " Sagde Hun alvorligt. " Gør mig en tjeneste inden du går " Sagde Hun og smilede stort.

"som sagt, er du den vigtigste i mit liv, og uden dig er mit liv dødt, men jag kan godt vente på din tillid, bare du forstår at vi elsker hinanden, og ja jeg vil ikke forlade dig igen bagefter, men hvad skal jeg gøre" han undrede sig over hvad han skulle gøre for hende, men ventede på hendes svar, han ville med glæde gøre det hun bad om, men han undrede sig alligevel over hvad det kune være, men han elskede hende, så det var ret lige meget hvad hun ville, han skulle nok gøre det. da han så hendes smil, bliv han mere glad, han smilte kærligt tilbage

Hun elskede ham alt for højt så det ude til. " Du betyder alt , Du er min verden " Sagde Hun .Hun kiggede kærligt på ham. " Vi elsker hindanden " Sagde Hun og blev gladere. Hun kiggede undersøgende på ham og alle hendes bekymringer forsvandt med det samme. " Jeg kan ikke være det vigtigste i dit liv " Sagde Hun. Hun lagde sin hånd på hans brystkasse og mærkede hans stærke muskler. " Kiss Me " Hviskede Hun i hans øre.

han tog armene omkring hende, og tog fast greb på hende ende, og snavede hende, han stoppede og viskede stille "stol på mig, min søde" han vendte sig om og begyndte at gå.

Hun nød hans sidste kærtegn og kys og da han stoppede var hun lettere rundtosset. " Jeg skal nok stole på dig " Sagde Hun og satte sig ned , kiggede da han gik. Håbede kun at han snart kom tilbage til hende. Hun hørte en lyd i skoven og løb efter den. Hun vidste at hun skulle være blevet i lysningen og ventet på Rafael men hun kunne ikke lade være. Hun løb efter lyden men da der var gået noget tid standsede Hun. Hun duftede en alvorlig duft af hendes familie og forsøgte at løbe væk men i det samme blev hun dunket hårdt i baghovedet , hendes svage punkt , og besvimede. Hun skreg så højt som muligt da hun faldt mod jorden og så blev alting sort. Hendes sidste tanke var : Rafael

Rafael hørte hende sige en lyd, som ikke lyd som et godt tegn, og han udgjorer det mest dyriske råb han kunne, og løb hen mod lysningen, men kunne ikke se hende, han kiggede sig omkring, og kunne ikke se hende, han råbte "hvad, eller hvem du er, hvis du høre mig, skal di vide at der ikke er et sted i verden du kan gemme dig, og du kommer til at tigge om døden, men først efter jeg har skåret ver enkel du holder af, i stykker mens de stadig lever, og jeg vil nyde at fortælle dem, hvordan de skal lide, før døden, og hvorfor du er skyld i det" han kunne mærke hun var i fare men kunne ikke se hende, eller høre noget, men han vidste, at det var hendes familie, og han skulle søger for at de kommer til at betale.

Hun vågnede ved et chok. En lugt ramte hende som en advarsel om ikke at åbne øjnene. Hun kunne høre Rafael. * Jeg kan det her alene * Tænkte Hun og samlede alle de krafter hun kunne få. Hun skreg højt da en brandvarm jernstang ramte hendes side. " Godmorgen kære lillesøster " Sagde en afskyelig stemme der kun kunne tilhøre hendes bror stephen. Hun åbnede sine øjne og stirrede rasende på sin smukke bror. Hun sprang op og hendes hænder lagde sig om sin brors hals. Hun så ham miste pusten og dø. Hun stirrede på hendes forældre der holdt hendes lillesøster tæt ind til sig. Hun løb hen til lysningen hvor hun faldt om da hun nåede midten. Hun tog sig til siden hvor det forfærdelige brændemærke sydede og røgen steg op fra.

Rafael lagde hans arme om hende, hans blik var seriøst og fuldt af vrede, og hans stemme kold og ondskabsfuld af blodlyst "hvem min kære" han vendede på hendes svar, og følte en gigantisk had, hvis hun sagde et navn, ville han være ligeglad, med hvem det var, han skulle nok få sin hævn over dem, "var det din familie" han ville ikke skræmme hende, men han var ikke istand til at tænke længere end død, over hvem end der havde gjort det